Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Alfredo Tesio



    Alfredo Tesio (f. 1945) kom ind i vinens verden, da han som barn faldt i en kæmpemæssig vintønde. Den var heldigvis tom, siger han, men den særprægede duft har han aldrig glemt.
    Det foregik i Italien, hvor Alfredo Tesio voksede op, og hvor han bor i dag – stadig med fødderne solidt plantet i vinens verden.
    Han er uddannet cand.økon. og journalist og var igennem mange år Danmarks Radios stemme i Rom. Som forfatter debuterede han i 1979 med bogen ”Italien på en anden måde”, og siden har han sammen med hustruen Helle skrevet flere bøger om italiensk madkultur, blandt andet ”Vinens ret i det italienske køkken” (1997), ”Tesio’s italienske vine” (1999) og ”Italiensk Vinguide” (2001). Senest er der på Politikens Forlag kommet to bøger om mad og vin i henholdsvis Rom og Toscana, og nye bøger er på vej.
    Alfredo Tersio har også været forfatter af de sidste mange udgaver af ”Turen går til Rom” – Skandinaviens mest solgte turistbog om Rom – ligesom han har ydet bidrag til Den store Danske Encyklopædi.
    Hans holdning er, at vinen er en uhyre vigtig del af den italienske kultur. De vinaftener, han holder i Danmark - eller i Italien hos producenterne - er ikke vinsmagning, men hvad han kalder Smag på Italien. Vinen er for ham et sagligt og fornøjeligt påskud for at kunne skildre Italien, en dejlig vinøs apostrof mellem ordene kultur og underholdning.
    Han føler sig som en privilegeret vinfan, der har fået lov til at bo i et mageløst land. For ham er det altid søndag, og vinkælderen er altid åben.
    Adresse: Alfredo Tesio, e-mail: alfredo.tesio.rom@flashnet.it.