Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Bent Neergaard


.

VinAvisens Blå Bog

...Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    Bent Neergaard (f. 1935) er den, der tegner billedet af Cyperns vine i Danmark, idet han i over tyve år har været dansk generalagent for øens største vinproducent, KEO.
    I dette arbejde har han haft medvind. Mange danskere har været på øen som turister eller som udsendte i FN-styrken og er kommet til at holde af vinene, og ikke mindst er Cyperns vine blevet kendt, fordi de tåles af de fleste allergikere.
    Bent Neergaard har en lang og grundig handelsuddannelse bag sig med statskontrollerede eksaminer i virksomhedsøkonomi, men det var militærtjenesten, der førte ham til Cypern. Han lå ved Dronningens Livregiment i Ålborg, og med den baggrund kom han til at forrette tjeneste i FN-styrken på Cypern. Han blev en ven af øen og af øens vin. Da han sluttede ved forsvaret, var han oberstløjtnant af reserven.
    Bent Neergaard er også uddannet som handelsfaglærer, og på Skanderborg Handelsskole har han blandt andet undervist i vinkundskab - dette samtidig med at han grundlagde den første selvbetjeningsforretning for fødevarer i Skanderborg
    Efter femten år i Dansk Shell, hvor han sluttede som direktør for et datterselskab, startede han i 1977 sit eget handelshus, A/S Bent Neergaard. Ud over KEO’s vine importerer firmaet alle typer trailere, ligesom det driver et engrosfirma med sportsartikler, alle aktiviteter primært i de skandinaviske lande.
    Mere om de cypriotiske vine kan læses i VinAvisens rapport, klik her.
    Adresse: Bent Neergaard A/S, Christiansmindevej 26, 8660 Skanderborg, tlf.: 87 93 37 00, e-mail: bn@tophorse.dk.