Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Flemming Deichmann


.

VinAvisens Blå Bog

...Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    Flemming Deichmann (f. 1948) blev oprindeligt uddannet som arkitekt og har, siden han i 1975 stod med eksamenspapiret i hånden, arbejdet som bygherrerådgiver og tilrettelægger af omkring 475 arkitektkonkurrencer. Og dette arbejde har han tænkt sig at fortsætte med lidt endnu, men måske på et lavere blus.
    Sideløbende har han plejet sin store interesse for vin og mad blandt andet via "ud af huset"-arrangementer til bryllupper, konfirmationer og andre festlige lejligheder.
    Efter i et par år at have været stamkunde hos vinfirmaet Fransk Dansk Kompagni og efter mangen en snak med indehaveren,
    Helge Sidor, endte det med, at de to slog de vinøse pjalter sammen og 1. januar 2004 åbnede vinfirmaet Compagniet. Herfra sælges der kvalitetsvine fra både Frankrig, Italien og Spanien til restauranter, virksomheder og private - nu også fra en nystartet internetbutik på firmaets hjemmeside.
    Flemming Deichmann og Helge Sidor arrangerer også løbende smagninger såvel i showroomet i Jersie som hos kunden, og ikke sjældent indgår også en let buffet tilpasset de udvalgte vine. Herudover arrangerer Compagniet en udsøgt vin- og gourmetaften med skiftende tema hvert år i november, hvortil der som hovedregel er fuldt hus, hvilket er lig med 54 personer.
    Men det er ikke kun blevet ved vinene. Under temaet "Kunsten møder vinen" afholdes der hver måned fernisering, hvor malerier, skulpturer, keramik og anden kunst går op i en højere sanselig enhed med de vinøse dråber. Denne kombination af to kulturer har ubetinget været en succes, da kunstnere fra det meste af Sjælland står på venteliste for at komme til at udstille.
    Den fritid, der er til overs, går med rejser til bl.a. Italien samt samværet med hustruen Eva, børn og børnebørn.
    Adresse: Compagniet, Åsvej 3, Jersie, 2680 Solrød Strand, tlf.: 20 92 66 99, e-mail: flemming@compagniet.dk, www.compagniet.dk. (Opdateret 2013).