Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Jan Samsing



    Jan Samsing (f.1968) startede sin fuldtids erhvervskarriere i 1985 som lærling i slagterafdelingen i Føtex Lyngby. Læretiden blev udstået og endte med højeste udmærkelse, hvorefter Forsvaret fik en ny frivillig. Det blev til et par år derinde med sergentudnævnelsen og to år med de første skridt mod en lederkarriere.
    Efter militæret vendte Jan Samsing tilbage til Føtex, først med 11 måneder som førstemand, siden hen som den yngste udnævnte slagtermester i Dansk Supermarkeds daværende historie. Det var her, vininteressen spirede frem, først på grund af kundernes hyppige spørgsmål om, hvad mester mente, man skulle drikke til kødet - siden hen gennem Føtex-kædens eget vin-uddannelsesforløb.
    Efter en længere årrække hos Føtex gik turen videre til COOP (dengang FDB) til firmaets største flagskibsvarehus. Først bestred Jan Samsing posten som slagtermester senere som chef for hele ferskvareområdet.
    Da ønsket om nye udfordringer endnu engang meldte sig, skiftede han til Aldi koncernen, hvor han fik job som distriktschef. Det blev dog kun til to år hos Aldi - årsagen var en annonce fra Philipson Wine, der søgte "salgschef med Grand Cru ambitioner". Det var lige noget for Jan Samsing, der straks søgte og efter adskillige besøg og samtaler blev ansat som salgschef hos Philipson Wine i 1999.
    Som salgschef havde han ansvaret for erhvervsafdelingen inklusiv Duty-Free området, og fra år 2000 fik han også ansvaret for Horeca-sektoren - og året efter det totale salgsansvar for hele vinfirmaet.
    I maj 2017 var tiden inde til at prøve kræfter med en ny post i vinens verden - denne gang som ansvarlig for salg og særlige anliggender hos Sigurd Müller Vinhandel. I sit daglige arbejde er han her med til at styrke forretningens fortsatte vækst og ekspansion i såvel Horeca som Erhvervs og Duty-Free sektoren.
    Efter de mange års arbejde i vinbranchen er det tydeligt, at vinen fik bedre fat end kødet hos Jan Samsing.
    Interessen for begge dele er dog til stede, og gastronomien er ikke kun en profession men nu også en hobby, der tager tid, oftest sammen med hans kone, Linda, og de nu voksne børn, Sabrina og Mike.
    Når Jan Samsing ikke arbejder, er det udendørsaktiviteterne, som kalder. Han er en meget aktiv sportsdykker, jæger, lystfisker og motionsløber, og alle hobbyerne forsøges kombineret så ofte som muligt, så der er sjældent ro.
    Adresse: Sigurd Müller Vinhandel, Otto Mønsted Vej 2, 9200 Aalborg SV, tlf.: 30 33 36 26, e-mail: js@smv.dk, www.smv.dk. (Opdateret 2017).