Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Lars Reitz Petersen


.

VinAvisens Blå BoKlik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    Lars Reitz Petersen (f. 1966) tog i tidernes morgen en HH på erhvervssproglig linje. Sideløbende med studierne passede han et sæsonjob som bestyrer af en spillehal på Dyrehavsbakken. Jobbet lod en række af årets måneder fri til forskelligt forefaldende arbejde – og ikke mindst til længerevarende ophold på skisportssteder i Frankrig.
    Omkring 1990 begyndte han at interessere sig for vin – blandt andet ansporet af opholdene på fransk jord. Interessen greb om sig og førte i 1993 til et job som sælger hos Kjær & Sommerfeldt. Turen gik videre til Knud Jørgensens Vinhandel, og fra 2005 til 2007 var han at finde hos Erik Sørensen Vin.
    Derefter var det auktionsbranchen, der trak. Først blev det til et år hos Thomas Høiland Auktioner og derefter to år hos auktionshuset Lauritz.com i Herlev som vinvurderingsekspert.
    Han vendte tilbage til vinbranchen og et job i Vinoble Skt. Petri. Men lysten til selv at importere vin fik overtaget, og i 2012 startede han import af champagner fra tre champagnehuse - der i dag er blevet til fem. Vinene sælges via onlinefirmaet Grand Cru Wine, hvor der også tilbydes afholdelse af vinforedrag. På websiden finder man også en Skatkammerliste med diverse ældre Fine Wines. Hans store passion for vin dyrkes også med medlemmerne af den private vinklub CTG (Copenhagen Tasting Group), som han i sin tid var medstifter af.
    I 2023 åbnede Lars Reitz Petersen en vinbar, Grand Cru Wine Bar, på Frederiksberg, hvor hans særlige glæde for fransk vin og i særdeleshed champagne afspejles i vinene på det omfattende vinkort, der blandt andet omfatter 100 forskellige champagner.
    Mere end 25 af vinene og champagnerne serveres glasvis, og til vinene kan man bestille lette anretninger. Vinmanden er selv at finde i vinbaren med kyndig vejledning til de vinglade gæster.
    Ud over arbejdet med vinfirma og vinbar bliver der også tid til rejser til Bordeaux og Champagne. Privat bor Lars Reitz Petersen sammen med kæresten Trine og datteren Klara.
    Adresse: Grand Cru Wine, Haspegårdsvej 28, 2880 Bagsværd, tlf.: 22 92 65 03, e-mail: info@grandcruwine.dk, www.grandcruwine.dk. (Opdateret 2023).