Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Martin Bonde



    Martin Bonde (f. 1977) er oprindelig pianist og uddannet cand.mag. i musikvidenskab fra Københavns Universitet. En spirende interesse for vin og mad trak ham i den gastronomiske retning, og det endte med, at vinens verden blev levebrødet og musikken fritidsinteressen.
    Martin Bonde blev leder af vinafdelingen i ISO i 2006. Derefter gik turen videre til Løgismose, hvor han blandt andet stod i spidsen for butikken i Nimb, og i 2009, samme år som han afsluttede sin eksamen som sommelier hos Vinakademiet, fik han sit nuværende job som vinkonsulent hos Erik Sørensen Vin. Her varetager han salg af vin til Horeca og erhvervslivet, afholder vinsmagninger i diverse vinklubber, m.m.
    Sideløbende med sit faste konsulentjob har han arbejdet på en idé, som i 2014 resulterede i udgivelsen af brætspillet Sommelier - et spil, der handler om at sammensætte mad og vin ud fra en europæisk historisk vinkel.
    Martin Bonde har gennem årene været meget optaget af at videregive de rette værktøjer til at begå sig i en (ofte) uoverskuelig vinverden. Med spillet søger han at skabe en ramme for både vinnørder og -novicer med et lærerigt bud på analog underholdning i en digital verden.
    Han danner også makkerpar med satiriker Huxi Bach i foredraget In Vino Veritas, der på en humoristisk måde slår ned på punkter i vinens historie.
    Fritiden bruges på familien, der omfatter kæresten Mette og døtrene Viola og Lulu, golf, bandet, samt restaurantbesøg og rejser.
    Adresse: Erik Sørensen Vin, Fredensborg Kongevej 57, 2980 Kokkedal, tlf.: 43 46 99 07, mobil: 22 46 24 17, e-mail: mab@eriksorensenvin.dk, info@sommeliergame.dk, www.sommeliergame.dk. (Opdateret 2014).