Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Pascal Maix



    Pascal Maix (f. 1969) er født og opvokset i Frankrig med en dansk mor og en fransk far.
    I 1987 blev han udlært som tjener på hotelskolen Ecole Ferrandi i Paris, hvorefter han fik arbejde på hovedstadens fornemme hotel Ritz.
    Her blev han dog kun et år, idet han fik mulighed for at komme til Ritz i London.
    Men rejselysten trak, og Pascal Maix tog på valsen, som man sagde i gamle dage, med arbejde i flere forskellige lande - blandt andet i Guadeloupe i Caribien.
    Turen gik tilbage til Paris, og da han ud over fransk også taler flydende dansk, blev han i 1990 ansat som tjener hos La Maison du Danemark, det danske hus - hvor han også mødte sin hustru, Mette.
    Efter et år hos det franske militær, trak han for alvor teltpælene op og bosatte sig i København. Her har han været lige siden og har blandt andet arbejdet som tjener hos Le Sommelier og Langelinie Pavillonen.
    Pascal Maixs store interesse for vin førte ham til et job hos Løgismose Vin på Toldboden. Og i 2006 tog han så springet og købte Vinbørsen, en vinbutik, der havde eksisteret siden 1960erne.
    Ud over import af kvalitetsvine fra en række forskellige lande har forretningen et imponerende sortiment inden for spiritus, kaffe, te, øl, chokolade og mange andre lækkerier.
    Pascal Maix elsker ikke kun vin, men også mad, og han er en dygtig kok til stor glæde for familien, der i dag ud over Mette også omfatter døtrene Mathilde på 14 år og Marie på 11 år.
    Ugens STORE billede viser Vinbørsen, som den tog sig ud i forretningslivet for 50 år siden.
    Adresse: Vinbørsen, Nordre Frihavnsgade 6, 2100 København Ø, tlf.: 35 38 60 72, e-mail: vinboersen@nypost.dk, www.vinboersen.dk.