Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Peter Hartig


.

VinAvisens Blå Bog

...Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    Peter Hartig (f. 1954) grundlagde rent formelt sit og sin kones, Britas, importfirma, Vino Fantastico, i 2005. Men i virkeligheden kan firmaet føre sin historie helt tilbage til 1985. På det tidspunkt var det blandt pionererne inden for italiensk vin i Danmark og drev en vinbutik, som udelukkende solgte vin og specialiteter fra støvlelandet.
    Efter et par spændende år tilbød en lokal vinhandler at købe forretningen. En aftale blev indgået, og Peter Hartig søgte nye veje.
    Berøringen med italiensk vin stoppede dog aldrig helt, og som det sig hør og bør med italienske forbindelser, blev de gamle kontakter igennem årene pænt vedligeholdt, og vingårdene besøgt med jævne mellemrum.
    Exit'en fra vinbranchen blev med andre ord aldrig helt konsekvent, hvilket blandt andet sås af, at "resterne" af det gamle vinfirma i den mellemliggende periode arrangerede vinsmagninger. Med fokus på italiensk vin, naturligvis.
    Logisk nok kunne det jo ikke fortsætte på denne måde, og en dag blev det også for meget. Kærligheden til italiensk vin trak efterhånden kraftigt, og i sommeren 2005 traf Peter og Brita Hartig en vigtig beslutning: Vi starter Vino Fantastico, og efterhånden vil vi dække de væsentligste vine fra samtlige Italiens tyve regioner.
    Vino Fantastico er en 100% online webshop, hvorfra der udelukkende sælges italienske vine. Foruden salget fra webshoppen arrangerer parret også vinsmagninger i firmaer, restauranter og andet.
    Brita Hartig har i flere år ernæret sig som billedkunstner med eget galleri i København og har egentlig aldrig helt sluppet pensel og lærred. Foruden vinsalget arbejder Peter endnu i HR-branchen, hvor han er beskæftiget med udvikling, salg og konsulentydelser inden for erhvervspsykologiske personlighedstest.
    Peter og Brita Hartig har tre børn, som alle er fløjet fra reden. Parrets fritidsinteresser spænder over klassisk musik, jazz, kunst, (vin)rejser, og – for Peters vedkommende – som freelance skribent for Bil Magasinet Formel 1.
    Adresse: Vino Fantastico, Frisersvej 4 A, 2920 Charlottenlund, tlf.: 40 86 89 80, e-mail: peter@vinofantastico.dk, www.vinofantastico.dk. (opdateret 2010).