Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Peter Sisseck

    Peter Sisseck (f. 1962) tager hvert år skoene af for at trampe rundt i store træbaljer, fyldt med druer fra egne vinmarker. Og han får ingen hjælp til arbejdet, for som han siger: - Jeg gider ikke at have andre menneskers sure tæer op i min vin!
    Vinens navn er Pingus, og druerne kommer fra Ribera del Duero i Nordspanien.
    Årgang 1995, der var den første vin fra huset Dominio de Pingus, blev intet mindre end en verdenssensation, og den gjorde den danske vinbonde berømt som ved et trylleslag.
    Med Pingus er det lykkedes Peter Sisseck at lave en topvin uden brug af moderne metoder og teknik. Der bliver kun produceret 6000 flasker om året, og priserne for en flaske ligger på mellem 2500 og 5000 kr. alt efter årgang. Heldigvis findes der også en lidt billigere andenvin, Flor de Pingus.
    Vinens lidt specielle navn er afledt af Peter Sissecks kælenavn Ping. Det fik han, fordi det var upraktisk, at han hed det samme som sin onkel, Peter Vinding Diers – en anden berømt vindansker, hvis søn, Hans, heller ikke er helt ukendt.
    Det var på onklens slot i Bordeaux, Peter Sisseck gjorde sine første erfaringer inden for vinens verden. Herefter gik turen videre til andre vingårde i Frankrig og Californien. Undervejs blev det også til en uddannelse som cand.agro. på Landbohøjskolen i København. I 1990 fik han så job på den spanske vingård Hacienda de Monasterio, hvor han den dag i dag fungerer som direktør og daglig leder.
    Trods det faste job ulmede drømmen om at lave sin egen vin, hvor han ikke behøvede at gå på kompromis med noget som helst. I 1995 fik han derfor fat i nogle marker i nærheden og begyndte – lidt i smug – at fremstille Pingus.
    Adresse: Dominio de Pingus, PO Box 93, E-47300 Peñafiel, Spanien, tlf.: (+34) 639 83 38 54, fax: (+34) 983 48 40 20, e-mail: info@pingus.es.