Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Tom Brandis



    Tom Brandis (f. 1968) fik sin interesse for vin, da han som dreng sad og lyttede til familiens snak om vin ved middagsbordet. Og en af de første ting, han lærte, var, at det ikke er nogen kunst at købe en god vin; det er kun et spørgsmål om penge. Derimod er det en kunst at købe en vin til 80 kr., der smager som en til 200 kr.
    Han startede hos Knud Jørgensens Vinhandel i Hellerup, hvor han i sin gymnasietid pakkede vin på lageret, og i 1987 kom han i lære i det dengang meget progressive og nytænkende dz-wine. Efter endt læretid blev han i 1989 ansat i Løgismose Vin, hvor han havde stor glæde af familien Grønlykkes store gastronomiske ekspertise. I 1991 tog han til Bordeaux, hvor han arbejdede et år på Château Prieuré-Lichine i Margaux, og året efter gik turen til Bourgogne, hvor han arbejdede for Domaine Joseph Matrot i Meursault.
    Opholdet i Bourgogne vendte op og ned på hans holdning til vin. Han fik øjnene op for, at en masse nyt egetræ i en vin ikke er ensbetydende med en bedre vin. En vin skal have smag af terroir - den skal udtrykke vinmarken, den kommer fra, og ikke være "sminket" med alt for meget fad. Den holdning har han beholdt lige siden.
    I 1993 blev han ansat hos Philipson Wine, hvor han efter få år blev en af
    Christian Philipsons nære medarbejdere. Han var således stærkt medvirkende til, at Philipson Wine begyndte at importere kvalitetsvin fra Italien.
    I 1997 headhuntede
    Peter Sick fra Gobi så Tom Brandis til en stilling som vinindkøber. Her blev han i fire år, indtil han i 2001 realiserede en gammel drøm om at blive selvstændig vinhandler. Efter aftale med Peter Sick fik han lov til at tage flere af Gobis "gamle" leverandører med sig, så han kunne starte sit nye vinfirma, Domaine Brandis.
    Privat bor Tom Brandis sammen med kæresten Heidi i parrets hus i Brøndby. Den sparsomme fritid bruges på golf, fodbold og lidt tennis samt gastronomiske oplevelser. Ferierne går til det østlige Frankrig og det nordlige Italien.

    Adresse:
    Domaine Brandis, Park Allé 293 B, 2605 Brøndby, tlf.: 43 76 33 11, e-mail: info@domainebrandis.dk, www.domainebrandis.dk. (Opdateret 2011).