www.vinavisen.dk
redigeres af
Flemming Hvelplund
Anker Tiedemann
Vinaktuelt
Uge 31 - 27. juli - 2. august 1998
Vi mindes Erik Sørensen
En forårsdag kom meddelsen om vinhandler Erik Sørensens død. Han slappede af i sit elskede Bandol sammen med sin kone, Lene. Efter en god dag i de omgivelser, som han kunne lide, sank han sammen. Hjertet var slidt og ville ikke mere. Han havde fået et par advarsler og prøvede også efter bedste evne at overlade firmaets daglige arbejde til sønnen Jan og til medarbejderne. Men det er svært, når man er så engageret som Erik Sørensen, og så samtidig gerne vil være venlig og imødekommende over for alle. Det var hans natur - venlig, nærmest ydmyg.
Erik Sørensen havde ellers nok at prale af. Med hårdt arbejde, entusiasme og fremsynethed bragte han en lille Vin- & Tobaksforretning op til at være et vintempel - og et stort importfirma - med spændende udbud fra hele verden.
Erik Sørensen ville være fyldt 75 år i denne sommer.

Strandvejen nr. 100
For mange af os er Strandvejen nr. 100 en adresse, som får de bedste tanker frem. Det er her Knud Jørgensen Vinhandel i mange år satte sit kvalitetspræg på den danske vinbranche. Masser af god vin er blevet tappet direkte fra fad i de gamle kældre, og tusinder af vinelskere har smagt de store vine ved de årlige smagninger.
Mange af vinverdens største personligheder har været gæster på Strandvejen, mens familien Jørgensen stadig residerede i nr. 100. Det var noget særligt at komme indenfor og blive betjent i denne forretning.
Vingården overtog i begyndelsen af dette årti Knud Jørgensen Vinhandel og fortsatte på adressen. Men den 1. august er det slut, og Knud Jørgensen flytter i bofællesskab med Kjær & Sommerfeldt på adressen Gammel Mønt 4, 1117 København K. Og kommer altså ind under samme hat som andre gamle agtværdige firmaer som Lorentz Petersen, Permiin, Stausholm, Dorph-Petersen m.fl.
Knud Jørgensen/Kjær & Sommerfeldt får fælles telefonnummer, og det er 70 15 65 00.

DZ Wine solgt
Det er snart femten år siden, at Otto Christensen med overtagelsen af vinfirmaet Erik Troels-Smith for alvor gik ind i vinbranchen. Senere fulgte Axelsen i Slagelse med, og seneste bid af kagen hedder DZ Wine. Købet begrundes med et ønske om at styrke markedspositionen i Danmark gennem en kvalitetsprofil.
Det meddeles, at DZ Wine vil blive videreført i overensstemmense med det hidtidige kvalitetskoncept og foreløbig vil fortsætte aktiviteterne fra Herlev. Det er dog meningen, at lagret skal flytte til Vejle, og at der skal være et Københavnsdomicil for indkøb og salg.
Som en del af handelen vil Malene Smidt fra DZ Wine overtage ansvaret for det samlede vinindkøb til koncernen. Det betyder, at der ikke er blevet plads i den nye organisation til Troels-Smith’s hidtidige indkøbsmand, Freddy Hansen.

Chivite ind i Rioja
Det kendte spanske vinhus Chivite i Navarra rykker nu også ind i nabodistriktet Rioja. Chivite har købt en aktiepost i Rioja-bodegaen Viña Salceda af den hollandske Rabobank. Det er sket ved en udveksling af aktier, således at Rabobank er blevet aktionær i Bodegas Julián Civete.

Syrah bliver den næste Merlot
Wine Institute of California meddeler, at flere og flere californiske vinbønner har taget Rhône-druerne til sig i et forsøg på at lave kvaliteter på højde med de bedste vine fra Rhône-dalen. 45 producenter har sluttet sig sammen i organisationen The Rhône Rangers, og de vil lære forbrugerne at sætte pris på vine af druer som Viognier, Marsanne, Rousanne, Grenache, Syrah, Mourvèdre, Carignane og Cinsault. I 1997 blev der presset 9000 tons Syrah, 93% mere end året før. - Syrah bliver den næste Merlot, spår overrangeren John MacCready fra Sierra Vista Winery.

Alsace ødelægger sit renommé
I Ålborg Stiftstidende skriver Jørgen la Cour-Harbo om prisudviklingen i Alsace. For øjeblikket er produktionen større end efterspørgslen, og det har medført meget lave priser for Alsace-vine af ringe kvalitet. Fire flasker Alsace for en hund vil på længere sigt ødelægge distriktets renommé. Hvis udviklingen fortsætter, skriver Jørgen la Cour-Harbo, ender det franske distrikt med tyske tilstande. Tyskerne ødelagde for år tilbage deres image ved at pumpe store mængder ligegyldig, billig vin på markedet med det resultat, at det i dag er svært at sælge en god flaske tysk vin i Danmark.

Papvine under lavmålet
Under overskriften Papvine under lavmålet skriver Jacqueline Jensen i Berlingske Tidende om sin smagning af fire rosévine i pap fra henholdsvis Irma, Iso og Netto. De bedømmes alle som - kan ikke anbefales - eller uharmoniske og får krappe ord med på vejen: Sure sokker, nylappet cykeldæk, muggent træ og gammel bolschepose.
I en anden artikel i Berlingeren roser Jacqueline Jensen til gengæld en billig Vin de Table rosé, der beskrives som en perle og ugens fund til prisen. Den koster 35 kr. og tappes specielt til L’Esprit du Vin (tlf.: 70 20 10 60).

Alt om whisky på en CD-rom
En ny CD-rom fortæller næsten alt, hvad der er værd at vide om skotsk whisky - og whiskey fra Irland, USA, Canada og Japan. Og leder man efter et bestemt mærke, er der gode chancer for at finde oplysninger om det, for på skiven ligger beskrivelser af hele 750 mærker blandt andet med hensyn til smag, alder og styrke. CD-rom’en har været forhandlet i Danmark, men findes (10. september 2000) ikke mere på markedet.

En god kølig-dyb duft
Kun en enkelt vin belønnes med fire glas (= et godt tilbud) i Politikens vintest, nemlig den franske Domaine de Brès, Syrah, Vin de Pays d’Oc 1996 (42 kr., Holte Vinlager, tlf.: 42 42 04 15). Henrik Steen Andersen skriver, at rødvinen har en god kølig-dyb duft af Syrah-druen.

En dyr middag
I Californien er Robert Mondavi Corp. kommet af med 150.000 dollars, fordi de i 1993 trakterede tidligere landbrugsminister Mike Espy med seks flasker vin og en større middag. De 100.000 dollars var en bøde, mens 20.000 dollars gik til udgifter i forbindelse med sagens opklaring, og 30.000 dollars blev øremærket til et kursus på en højere handelsskole i love, der forbyder gaver til offentligt ansatte.
Under den famøse middag diskuterede Mike Espy og folk fra Mondavi muligheden for offentlige tilskud til bekæmpelse af Phylloxera-angrebene i Californiens vinmarker samt tilskud til at udbrede kendskabet til sundhedsmæssige fordele ved moderat nydelse af vin.

På besøg i Piemonte
I Fyens Stiftstidende beskriver Jørgen Aldrich sit besøg hos vinbonden Attilio Ghisolfi i Monforte d’Alba i det italienske Piemonte. Især er han glad for to rødvine, der importeres af J.E. Nielsen, tlf.: 66 12 16 88: Barbera 1995 til 114,50 kr. og Barolo Bricco Visette 1994 til 169,75 kr.

Migrænefri vine fra Cypern
I Århus Stiftstidende citerer Palle Westphal den århusianske læge Erik Skovenborg, der har konstateret, at vine fra Cypern ikke giver nær så store problemer for blandt andet migræne-allergikere som vine fra andre lande.
Palle Westphal har smagt en række cypriotiske vine, der produceres af firmaet KEO og importeres af Neergaard Vinimport i Skanderborg (tlf.: 86 52 53 00). De to rødvine Othello 1994 og Laona samt hvidvinen Aphrodite er alle umiddelbare og let drikkelige. De koster cirka 40 kr. Endvidere anbefaler Palle Westphal sherry-typen Fino til 60 kr.

Gå til forrige uge
Gå til næste uge