Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 43, 1998

Vin-aktuelt i denne uge
Uge 43 ........ 19.-25. oktober




Nyhed i VinAvisen:
Den gyldne etiket
I sidste uge indførte vi en side med Ugens fund: De bedste vine. Vinene er prøvesmagt af VinAvisens smagepanel, og vi arbejder med kun to muligheder: Enten er en vin godkendt - eller også skriver vi ikke om den.
VinAvisen er jo en gratis-omdelt avis, hvis økonomi skal bæres af annoncer. Derfor giver vi fremover importørerne mulighed for - mod betaling - at udstille godkendte vine på vore sider i afsnittet Hvilken vin passer til maden? Samtidig markeres de udvalgte vine med VinAvisens gyldne etiket med teksten “Godkendt af www.vinavisen.dk”.
Vi kan sammenligne ordningen med en censureret maleriudstilling, og kun vine, som VinAvisen smagepanel har udvalgt, prøvesmagt og godkendt, vil kunne udstilles på denne måde i vore udstillingslokaler i Cyberspace.

Vil du modtage VinAvisens løbeseddel?
Vil du hver mandag morgen modtage en e-mail med VinAvisens løbeseddel med en kortfattet oversigt over ugens nyheder? Så send os en e-mail. Klik her: anker@vinavisen.dk

Chris-Wine i svensk samarbejde
I den forløbne uge har Chris-Wine indledt et samarbejde mellem sit svenske datterselskab, CWI Scandinavia AB, og firmaet Edström Trading International, der er en betydelig operatør på den anden side af sundet.
Hermed fortsætter det danske vinfirma sin dynamiske ekspansion, og der er ingen tvivl om, at samarbejdet vil betyde en markant styrkelse af Chris-Wine’s tilstedeværelse på det svenske marked. Edströms mangeårige erfaring og styrke på markedet kombineret med Chris-Wine’s erfaring fra internationale konkurrenceprægede markeder gør, at man står vel rustet til den forventede liberalisering af vinsalget i Sverige.

Tolv flasker trukket op på ét minut
I lørdags gjorde Erik Gemal Jensen sig fortjent til optagelse i Guinness Rekordbog. I Illums Bolighus trak han tolv flasker vin op i løbet af ét minut.
Med i rekordtiden var ikke kun at trække propperne op. Han skar også kapslerne med en foilcutter. Som proptrækker brugte han den store Screwpull - den med vippearmen fra GBN Agency (tlf.: 33 16 02 80).


ANNONCE

Her finder du alle vinene på druen Zinfandel
Siden 1850'erne har Zinfandel været den foretrukne drue i Californien. Nu er den også blevet populær i Europa. På en særlig side i VinAvisen findes en komplet liste over de Californiske producenter - og hvem som importerer deres vine.

Ikke øl, men vin til kaffebordet
Ifølge Vinbladet (tlf.: 64 75 22 84) havde en læge i Toftlund i Sønderjylland travlt efter en fest, hvor halvdelen af selskabet fik diaré. Der var anvendt rå æg til lagkagen, og Salmonella var den store skurk.
Men hvorfor kun halvdelen af selskabet, når de alle havde spist af lagkagen? Det viste sig, at de, der havde drukket vin, alle gik fri, mens de, der havde drukket øl, fik diaré.
- Derfor, skriver bladet til sønderjyder og kagemænd - vogt jer! Drik altid vin til kaffebordet.

Reduceret høstmængde i Corbières
VinAvisen har fået en rapport fra Galatée Faivre Château de Caraguilhes, der melder om både problemer og succes i Corbières. Den 14. april ramtes området af en helt usædvanlig streng frost, og i begyndelsen af juli blev flere marker udsat for haglskader. Men så kom sommeren og rettede op på druekvaliteten, så generelt vil årgangen blive god, selv om man flere steder kun har fået halvdelen af det normale høstudbytte.

Det rigtige glas til vinen
Børsen har bragt en artikel af Mette Kryger om valg af glas til vinen - og om hvordan firmaet Spiegelau (tlf.: 35 43 55 18) har udviklet glas til de forskellige typer vin. Nogle af glassene koster 30-35 kr. stykket, andre er mundblæste og koster 220-250 kr.
Den danske importør, John Hartwig, fortæller, at prisen for de maskinfremstillede glas i begyndelsen var et problem for restaurantbrancen, som var vant til at give 6-7 kr. for et glas. Det er det ikke mere, for de trendy restauranter vil gerne profilere sig, siger han.
I dag ligger 60 procent af Spiegelaus omsætning hos detailhandlerne, mens restauranterne tegner sig for 40 procent.


ANNONCE

Stor hæder til rødvin til Mallorca
Læs om en usædvanlig svensker, der netop har modtaget europa-parlamentets store pris for sin enestående vin og for sit store engagement i europæisk vinkultur. Vinen importeres til Danmark og koster kun 45 kr.


Nemmere at købe vin i Norge
Ifølge Line Dugstad, der skriver i den norske Nettavisen, har Norges Vinmonopol allerede nået WHO’s alkohol-målsætning for år 2000, nemlig en reduktion af forbruget på 25 procent.
Ikke mindst er salget af spiritus formindsket. I 1960 udgjorde det 70 procent af det totale salg på “polet”; ifjor var det reduceret til 19 procent. Nu er det vin, nordmændene vil ha’.
Bondevik-regeringen går i øvrigt ind for, at der skal bygges 40 nye monopol-butikker i Norge, skriver Line Dugstad, så det ikke er nødvendigt - som nogle steder i dag - at køre 180 km for at købe en flaske vin. Samtidig går regeringen ind for at fortsætte det taxfrie salg i lufthavnene.

Den gyldne Drue i Nørresundby
I Aalborg Stiftstidende fortæller Jørgen la Cour-Harbo om en ny vinklub, som Nørresundby-firmaet Chr. Kjærgaard har oprettet.
“Den gyldne Drue”, hedder klubben, og formålet med den er at sælge vin gennem en lang række butikker samt via Internet-adressen www.druen.dk. Vinene vil være klar til afhentning i den lokale forretning senest ti dage efter bestillingen.

En meget tilfredsstillende situation
Ifølge den franske avis Sud-Ouest går det bedre end nogensinde for vinhandelen i Bordeaux. Det viser en rapport fra Banque de France, der har taget temperaturen på 56 repræsentative handelshuse i 1997. Med en omsætningsstigning på 23,8 procent i forhold til året før har Bordeaux gjort det dobbelt så godt som Bourgogne og tre gange så godt som Champagne.
Banken beretter om øget selvfinanciering, en fordobling af investeringerne og en halvering af renteudgifterne. Endvidere er der skabt flere arbejdspladser.
I dag er der 400 vinhuse i departementet Gironde. De er måske ikke alle sammenlignelige med de 56 undersøgte huse, men - som banken siger - “la situation est tout à fait satisfaisante”.

Store bourgogner under 125 kr.
I sin ugentlige artikel i Information sætter Flemming Kyed sig for at finde ud af, om det er muligt at få en god, drikkeklar rød bourgogne under 125 kr. Sammen med Vinkonsulenten og Svampejægeren og med Den Snakkesalige på sidelinien smager han i alt seks flasker. Tre af dem er ikke så interessante, men tre andre er oppe og ringe:
* Domaine de Montmain, Les Genevrières, Hautes Côtes de Nuits 1990 til 125 kr. fra l’Esprit du Vin (tlf.: 70 20 10 60) - en vin, der smager af 200 kr. eller mere og er “blød og silkeagtig, med stor, elegant og sammensat Pinot-stil”.
* Ladoix, Clos Royer, Gaston & Raveau 1992 fra til 116 kr. hos Vinrosen (tlf.: 35 38 80 08) - en “animalsk vin, på sit ypperste nu, meget moden næse, kostald”.
* Domaine Gramont, Les Chouacheaux, Beaune 1. cru 1992 til 119 kr. fra Bichel Vin (tlf.: 86 22 94 00) - en vin med “super næse, kirsebær, stor frugt med en anelse krydderi, kerner, god, klassisk stil, stadig med en stor fremtid”.


ANNONCE

Berømt rebel er kommet til Danmark
Læs om Bordeaux-huset Dulong, som nu er kommet med sin femte udgave af den berømte rødvin Rebelle - vinen, der vendte op og ned på alle forestillinger om, hvad man kan og ikke kan. Et mindre parti er kommet til Danmark.

Saltvandsindsprøjtning til bulgarsk vinindustri
I løbet af de sidste femten år er Bulgarien blevet en af verdens største eksportører af vin - faktisk den sjette største, når vi regner i mængder. Men når man har besøgt landets nedslidte vinerier, er man ikke i tvivl om, at de mangler kapital dernede.
Nu er The European Bank for Reconstruction and Development (EBRD) inde i billedet med støtte til den privatejede bulgarske Domaine Boyar, der får et lån på cirka 200 millioner kr. Den store kapitaltilførsel vil uden tvivl give dramatiske forbedringer i produktionen, i kvaliteten af vinen og i markedsføringen af den.
Domaine Boyar ejer to vinerier, Vinprom og Vinis, og er i gang med at bygge endnu et, og målet er at bringe produktionen fra 27.000 tons druer i 1997 op til 65.000 tons i 2002.
Domaine Boyar er en organisation under Boyar International Ltd., det førende bulgarske vinfirma i Europa, der siden 1992 har øget sit årlige salg fra 1,3 millioner kasser til over 5,5 millioner kasser i 1997.

Dom Pérignon opfandt ikke champagnen
Englænderen Tom Stevenson, der i sin tid skrev “Sotheby’s World Wine Encyclopedia”, har begået en ny fornem bog, der i disse dage udgives af Sotheby’s’ konkurrent, auktionshuset Christie’s. Dens imponerende titel er: “Christie’s World Encyclopedia of Champagne & sparkling wines” (£30).
I bogen dokumenterer Steveson, at det aldeles ikke var Dom Pérignon, der opfandt champagnen, men briten Christopher Merret.
Tyve år før Mester (Dom) Pérignon i 1662 hidkaldte sine munkebrødre, fordi han “så stjerner”, holdt Christopher Merret en forelæsning om fremstillingen af mousserende vin i The British Royal Society.

Mere vin fra New Zealand
I løbet af det sidste år er New Zealands eksport af vin steget med 29 procent, meddeler The Wine Institute of New Zealand. Største aftagere er Storbritannien, Japan og USA.


ANNONCE
En vin, der bliver meget mere værd om ti år
Læs om en fremragende vin, som er med i kapløbet om at blive en af verdens topvine. I dag fås den for kun 139,75 kr. Om ti år vil den være meget mere værd - og en fantastisk oplevelse at drikke.

Torres i gang i Kina
Ifølge en rapport fra John Radford i det nye nummer af det britiske vinmagasin Decanter er den navnkundige spanier Miguel A. Torres gået i gang i Kina. I samarbejde med den kinesiske regering har han grundlagt en vinejendom i Hebei-provinsen på den 39. breddegrad ude ved den kinesiske østkyst. Ejendommens 25 ha vil blive beplantet med druesorter som Tempranillo, Merlot og Garnacha Tinta.
Kineserne drikker ikke ret meget rødvin. Det årlige forbrug pr. person er 0,2 liter - altså cirka halvandet glas. Men der er en tendens til, at man mere og mere forlader den traditionelle risvin og den stærke spiritus til fordel for vin.
Den nye Torres-vin vil få navnet Jaime Torres og komme til at koste cirka 85 Yuan (68 kr.) for en flaske. Til sammenligning koster en flaske kinesisk “cognac” 12 kr.

Skal vinens restsukker deklareres?
I Politiken har Jørgen Mønster Pedersen skrevet en længere artikel om, at bagetiketterne burde oplyse indholdet af restsukker i vinen - ikke mindst af hensyn til diabetikere.
Han citerer dog også lægelige autoriteter for, at diabetikere næppe løber nogen risiko ved vinens indhold af sukker. De skal bare have et mådeholdent forbrug og undlade at drikke en halv flaske portvin eller sauternes ad gangen.

Robert Mondavis selvbiografi
Den store mand i californisk vin, den 85-årige Robert Mondavi, har udgivet sin selvbiografi, “Harvests of Joy”.
Vi har læst det første kapitel, der ligger som en appetitvækker på Internettet, og det giver et billede af Mondavi i 60'erne, da han arbejde på Charles Krug Winery. Hans far, Cesare, havde købt Charles Krug i 1943 under betingelse af, at Robert og hans yngre bror, Peter, drev vingården i fællesskab. Robert havde været i Europa og ville kombinere europæisk tradition med amerikansk teknologi og salesmanship, men hans bror og andre familiemedlemmer fandt hans ideer for flyvske. Så i en alder af 52 - efter 23 år - valgte Robert af forlade Krug, og i 1965 grundlagde han sin egen vingård. Spændende læsning.

En jævn og munter landvin
Som tidligere nævnt har Fyens Stiftstidende fejret Jørgen Aldrichs 25 års jubilæum som bladets vinskribent med et stort tillæg til avisen. Her er mange gode og underholdende artikler, som det vil være umuligt for os at citere her. Så lad os nøjes med et lille pluk fra Flemming Kyeds hyldestartikel:
Hellere en jævn og munter landvin på græsplænen i solen, omgivet af lattermilde venner, end en flaske Château Latour 1990 alene i november-regnen, efter at konen er gået sin vej.

Drikkeværdige vine
Her er listen over de vine, som danske vinjournalister fandt drikkeværdige i den forløbne uges tid:
Jyllands Posten København (ved Anders Grøndahl):
* Côtes du Ventoux “Escarlate”, Delas Frères, Frankrig 1996, rødvin til 150 kr. for 3 fl. (mod normalt 56,75 kr. pr. stk.) fra H.J. Hansen (tlf.: 66 11 83 83 og 35 42 43 11).
* Domaine de la Rémejeanne “Les Arbousiers”, Côtes du Rhône, Frankrig 1997, rødvin til 55 kr. hos Bichel Vine i Århus (tlf.: 86 22 94 00).
* Domaine de la Garrigue, Vacqueyras, Frankrig 1994, rødvin til 68 kr. fra Dahms Vinimport i Rågeleje (tlf.: 48 71 78 74).
Politiken (ved Jørgen Mønster Pedersen):
* Domaine Boyar, Merlot/Cabernet Sauvignon Reserve, Oriachovitza, Bulgarien 1994, rødvin til 98 kr. for 3 fl. hos Bilka.
* Le Monastère, Caves des Papes, Côtes du Rhône Villages, Frankrig 1995, rødvin 49,95 kr. hos Kvickly.
* Notarpanaro, Taurino, Rosso del Salento, Italien 1993, rødvin til 100 kr. for 2 fl. hos Bilka.
Euroman (ved Jesper Uhrup Jensen):
* Punt e Mes, italiensk vermouth, 80 kr. for 70 cl fra Better Brands (tlf.: 47 33 99 99).
* Cynar, italiensk vermouth, 145 kr. for 70 cl hos Spaghetti Martelli (tlf.: 35 43 80 80).
Berlingske Tidende (ved Jacqueline Jensen):
* Copertino Riserva, Italien 1994, rødvin til 46,95 kr. hos Bilka og Føtex.
* Lindemans Bin 45 Cabernet Sauvignon, South Australia 1996, rødvin til 44,95 kr. hos Bilka og Føtex.
* Palacio de la Vega Crianza, Navarra, Spanien 1995, rødvin til 47,95 kr. hos Iso.
Berlingske Lokalaviser (ved Svend Erik Olsen):
* Longridge Pinotage, Stellenbosch, Sydafrika 1996, rødvin til 115 kr. fra Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48).

Maskiner og mennesker i Frankrigs vinmarker
I de franske vinmarker er der efterhånden kommet 17.000 høstmaskiner, heraf 3000 i Bordeaux, 3400 i Cognac og 2800 i Languedoc-Roussillon. Men der er stadig brug for mennesker. Alene i Champagne var der i år 80.000 høstfolk i gang for at få de 400.000 tons druer i hus.

Decanter smager Barolo og Cru Bourgeois
Det britiske vinmagasin Decanter har smagt 53 Barolo’er i årgangen 1994 og givet sin bedste bedrømmelse, Decanter Award med fem stjerner, til to vine:
* Monforte Bussia, Aldo Conterno, Barolo, Italien 1994.
* Bussia Vigna Rocche, Parusso, Barolo, Italien 1994.
Yderligere har Decanter smagt i alt 123 Bordeaux Cru Bourgeois 1995, og her fik følgende tre Decanter Award:
* Château de Malleret, Haut-Médoc, Frankrig 1995.
* Château Haut-Marbuzet, Saint-Estèphe, Frankrig 1995.
* Château Haut-Bages Monpelou, Pauillac, Frankrig 1995.

Vinpriserne i Bordeaux
Vinmæglerne i Bordeaux udarbejder en ugentlig statistik over priserne for 1997-årgangen pr. tonneau (900 liter = 96 kasser à 12 flasker) og en vrac (bulk) fra ejendommen. Beløbene er gennemsnit i franske francs og uden afgifter.

Uge 35 Uge 36 Uge 37 Uge 38 Uge 39
Bordeaux rouge12.00011.50011.50011,25011.000
Bordeaux Sup.13.00012.75012.75012,25012.000
Côtes de Bdx13.00013.00013.00012.75012.500
Médoc19.00018.50018.50018.50018.000
Graves 15.50015.50015.50015.50015.500
Saint-Émilion24.00023.50023.50022.00021.000
Bordeaux blanc7.2507.2507.2507.2507.000
Entre-deux-Mers7.7507.7507.750
Sauternes38.50038.50038.50039.00039.000
Bergerac rouge7.9007.9007.9007.9007.900
Bergerac sec4.2504.2504.2504.2504.250
Bergerac moelleux5.6257.2507.2507.2507.000
Monbazillac 1996 14.50014.00014.50014.50014.500

I nogle uger har man ikke opgivet tallene for Médoc, Graves, hvid bordeaux, Entre-deux-Mers og Sauternes, og i kommentarerne taler man om meget beskeden handelsaktivitet.

Nyheder fra de tidligere uger
Mange af VinAvisens nyheder fra tidligere uger er stadig aktuelle, og de findes derfor i VinAvisens arkiv.

Eftertryk er tilladt
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret. Men bemærk: Det gælder kun vore nyheder fra vinens verden, ikke de udtalelser om vine, som landets vinjournalister citeres for. Og angiv venligst altid kilden:
VinAvisen på Internet-adressen www.vinavisen.dk