Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 03, 1999

Vin-aktuelt i uge 3
18.-24. januar

Må vi sende dig VinAvisens løbeseddel?
Vil du hver mandag modtage en e-mail med VinAvisens løbeseddel med en kort oversigt over ugens nyheder? Så send os en e-mail med din e-mail adresse i tekstfeltet. Klik her: anker@vinavisen.dk

Fakta ruster sig
De 215 Fakta-butikker i Danmark har haft det lidt turbulent i de seneste år. 1997-regnskabet var en katastrofe, og der har både været et stort varesvind og en stor udskiftning af medarbejdere.
Men nu er det ved at rette sig. 1998-regnskabet viser en markant forbedring af driften.
Det har fået Fakta til at skærpe konkurrencen med Netto og de andre store kæder. I år regner man med at åbne yderligere ti-tolv butikker, og på længere sigt vil der være cirka 260 Fakta-butikker i Danmark.
- Rent vinmæssigt vil Fakta også tage konkurrencen op, siger Henrik Lind Hansen fra Dansk Vinimport i Vejle, der står for indkøbet til kæden. - Der er stadig tale om en discount-forretning, men hvor man for ti år siden kun spillede på den billige pris, satser man i dag i langt højere grad på kvaliteten. Samtidig stræber man efter at gøre vintilbudet så overskueligt og lettilgængeligt som muligt. I den forbindelse har man fornyet sin hjemmeside på adressen www.fakta.dk.
Fakta-kæden hører under FDB, og når den har sin egen indkøbsorganisation for vin, så er det af rationelle grunde, og fordi man kan promovere Fakta som en ideel vinaftager for en række leverandører i cirka seksten lande.I alt har Dansk Vinimport cirka 100 varenumre i vin og cirka 30 i spiritus.

Kilden tørrer, og boblerne brister
Den er virkelig gal med boblerne i USA. Hvis bare en fjerdedel af alle voksne amerikanere drikker et ekstra glas mousserende vin i 1999, vil vinindustrien ikke være i stand til at dække behovet.
1996 og 1997 var ifølge Wine Market Report de sidste år, hvor der var produktionsoverskud. Siden er kilden tørret ud og boblerne bristet.
For øjeblikket konsumerer amerikanerne cirka 155 millioner flasker mousserende vin om året, men man regner med, at forbruget i 1999 vil stige til 190-200 millioner flasker.
Og hvad kommer det så os ved? Jo, det vil betyde, at amerikanerne bliver meget ivrige for at købe europæisk champagne, cava, Sekt og andre mousserende vine. Måske vil de ligefrem hamstre - med det resultat, at priserne får et nøk opefter.
På den anden side: Lagrene er heldigvis store her i Europa. Alene i Champagne står man klar til at sælge 320 millioner flasker. Så vi skal nok kunne sætte 2000-tallet på kalenderen på værdig vis.
Næste problem bliver at komme ud af årtusindet den 31. december 2000 - altså om næsten to år. For der er vel ingen, der tror, at vi bliver færdig med millennium-halløjet på én gang?

Château Latours nye ejer
Hvem er den rigmand, der har købt Château Latour i Bordeaux? Svaret får vi i en artikel i Weekendavisen, skrevet af Merete Reinholdt.
Manden er François Pinault, og i tegnebogen har han 32 milliarder francs. Han er præsident Chiracs gode ven og ejer aktiemajoriteten eller den største aktiepost i stormagasinerne Printemps og Conforama, bogkæden Fnac, postordrefirmaet La Redoute, auktionshuset Christie’s, ugemagasinet Le Point, flere handelsfirmaer og ejendomsselskaber samt Frankrigs største tv-station, TF1.
François Pinault blev født i meget beskedne kår, gik ud af skolen som seksten-årig og har arbejdet sig op. Hans store interesse er kunst, og han støtter små teatre økonomisk samt diverse aktiviteter imod Le Pens stærkt højreorienterede parti, Front Nationale.

Vin er sandelig sundt
Der er åbenbart ingen grænser for, hvad vin er godt for. I sidste uge offentliggjorde det britiske blad New Scientist en italiensk forskningsrapport fra universitetet i Milano, der fastslår, at blot halvanden glas vin om dagen modvirker nerve-degenererende sygdomme som Alzheimers og Parkinsons.
Stoffer i vinen øger ind til syv gange aktiviteten og effekten af enzymet mapkinase, der stimulerer og regenererer nerveceller.
Forskeren Alberto Bertelli udtaler til Herald Tribune, at stoffet reservatrol i vinen sætter hjernecellerne i stand til at genfinde deres forbindelser, og at denne regeneration giver ældre noget af deres hukommelse tilbage.

Også vin i pilleform er sundt
Ifølge Kanal 94, Danmarks Radio i Vejle, er rødvin i pilleform et glimrende middel imod forkalkning.
Dette bekræftes af fire hold forsøgs-mus, der i et halvt år fik henholdsvis vand, vand med alkohol, fortyndet rødvin og vand med opløste rødvins-piller.
I stedet for at drikke to glas rødvin er det nok bare at sluge en pille. Så får man alle vinens sunde stoffer uden samtidig at indtage alkoholen - og uden at skulle besvære sig med at finde ud af alt det der med årgange og distrikter.
Pillerne fremstilles af firmaet P.O. Medical, som benytter rødvin fra EU’s overskudslagre.

Opgang i fransk vineksport
Frankrig eksporterede sidste år for 44 milliarder francs vin og spiritus, en opgang på 6 procent i forhold til 1997. Spiritussen solgte dog mindre godt, og især var der tilbagegang for cognac.

Topvine i en helt sædvanlig SuperBrugs
Til Berlingske Tidende har Jacqueline Jensen skrevet en længere artikel om en usædvanlig vinafdeling i en helt sædvanlig SuperBrugs.
Forretningen ligger i Vangede (tlf.: 39 68 05 38), og brugsuddeleren, Bjørn Leisner, har indrettet et vinhjørne med hovedvægten på Médocs 1. og 2. Cru’er samt Pomerol. Han har de store vine i flere årgange og til absolut konkurrencedygtige priser. En Château Mouton Rothschild 1952 koster 3999 kr. (en rigtig supermarkedspris), mens samme vin i årgangen 1996 koster 1999 kr. Og en Château Margaux 1976 fås for kun 899 kr.
Herudover har den usædvanlige SuperBrugs mange andre topvine.

Eksploderende salg via Nettet
- også af forfalskninger
I dag har Internettet 320 millioner hjemmesider, og man forudser, at der om tre år vil være 3200.
For to år siden havde 30 millioner mennesker adgang til Internettet. I dag er der 100 millioner - inkl. de 1400, der læser VinAvisen.
Til sammenligning tog det 38 år, før der var 50 millioner radiolyttere her på Jorden, og 13 år før et tilsvarende antal så tv.
I 1998 blev der worldwide handlet for 20 milliarder kr. via Internettet. Man regner med, at tallet i år 2002 vil være 150 gange så stort, altså 3000 milliarder kr. Og i 2003 vil der sandsynligvis blive brugt mere end 100 milliarder kr. på reklamering på Nettet.
Men et problem eskalerer samtidig: Via nettet sælges en masse kopivarer - og det gælder uden tvivl også berømte vine med falske etiketter. Så man skal altså nok passe lidt på ...

Biler for vin
Den japanske premierminister Keizo Obuchi har været på besøg i Paris og udtalte ved den lejlighed, at japanerne eksporterer biler for 84,8 milliarder yen og importerer vin for 84,4 milliarder yen. Så det går lige op med biler og vin. Og yen og yen.

Træbeskyttelse årsag til propsmag
Der er flere grunde til, at nogle vine smager af prop. Ifølge det franske nyhedsmagasin l’Express er en af dem træbeskyttelsesmidler, brugt til konstruktionerne i de lagerbygninger, hvori vinen opbevares.
Det gælder de svampedræbende polyklorfenoler, først og fremmest pentaklorfenol.
Nogle har nævnt, at hver tiende flaske skulle være angrebet af propsmag. Det er nu nok overdrevet. Det amerikanske Wine Spectator kommer sikkert sandheden nærmere, når det fastslår, at mellem 3 og 5 procent af de tusinder af vine, bladet prøvesmager hvert år, lugter og smager af vådt pap og gammel karklud.
Og måske er det endnu mindre: I Bordeaux testede Conseil Interprofessional du Vin de Bordeaux (CIVB) sidste år 1344 vine, hvoraf de 44 var proppede, og i elleve af disse fandt man stoffer, der helt klart stammede fra træimprægnering.
I Bordeaux er mange slotte gået i gang med at udskifte trækonstruktionerne i deres bygninger, fordi træet afgav polyklorfenol-molekyler til luften. I fugtig luft kan disse kemikalier udvikle stoffer, der meget ligner 2,4,6-trikloroanisol, eller TCA, der ofte får skyld for propsmagen.
Det berømte Château Canon i Saint-Émilion er et af de slotte, der har haft problemer. Fra 1992 til 1995 har der igen og igen været proppede flasker. Ifølge John Kolasa, der fører tilsyn med slottet, har man nu udskiftet alt træværk og fået hold på problemet.
Herald Tribune skriver, at nye vinerier har været hårdere ramt end ældre, fordi materialerne er nybehandlede med kemikalier, og yderligere har aircondition spredt forureningen. I 1995 måtte Domaine du Grand Vendeur i Châteauneuf-du-Pape kassere al sin vin, fordi træimprægnering i en ny bygning havde ødelagt den.
Godt at vide - at vi ikke skal opbevare vore vine i nærheden af imprægneret eller på anden måde svampebehandlet træ!

Vinen er blandet af 100 fade

Det er næppe sandsynligt, at Jorden går under i år 2000. Men derfor kan det da godt være, vi alle kommer til at drukne i årtusind-vine. Netop nu har hundrede sydafrikanske producenter slået sig sammen om at skabe en udsædvanlig vin, som de kalder Trillennium - A Century of Cabernets.
De hundrede kældermestre har hver udvalgt deres bedste fad Cabernet Sauvignon i 1997-årgangen, og af de hundrede fade blander man så vinen.
Blandt de hundrede vingårde er topnavne som Clos Malverne, Kanonkop, Grangehurst og Thelema.
Vinen vil blive frigivet i oktober, og den kommer nok til at koste 3000 kr. for en magnum. Interesserede med penge på lommen kan henvende sig til Out Sorceress Marketing, hvis e-mail adresse er sorceres@netactive.co.za. Firmaet har også en hjemmeside på adressen www.trillennium.co.za.


Bataljen om Château d’Yquem
Så kom afgørelsen i sagen om salget af Château d’Yquem: LVMH, Möet-Hennessy Louis Vuitton, fik lov til at købe en mindretals-andel på 38 procent af aktierne i det berømte Sauternes-slot.
Derimod er det ikke afgjort, om greve Alexandre Lur Saluces’ ældre bror, Eugene, må sælge sine 17 procent, så LVMH får majoritet. I uge 46 sidste år fortalte VinAvisen indgående om sagen.

Stem på os!
Hvert år afholdes en konkurrence om Det gyldne snabel-@. Uden at vi egentlig ved så meget om foretagendet, har vi moret os med at tilmelde VinAvisen - vi kan jo højst risikere at vinde ...
Resultatet vil blive offentliggjort på en konference den 18. marts i Industriens Hus i København.
Hvis nogle af vore tålmodige læsere skulle have lyst til at stemme på VinAvisen, kan de - har vi forstået - gøre det ved at trykke på denne knap:


Skrækkelig historie
Man læser så gruelige beretninger. I Berlingske Tidende stod således at læse - oven i købet på forsiden - at en flaske skotsk whisky til en værdi af 51.200 kr. var blevet stjålet fra en canadisk spiritusforretningen. Vi ser dem for os: De to tyveknægte med halvmaske, sæk på ryggen og brækjern, mens de kæver flasken i den gode tro, at det bare er en almindelig slavewhisky ...

Festdag for alle rettroende vindrikkere
På søndag d. 24. fejrer alle rettroende vindrikkere vinens skytshelgen, Sankt Vincent - i hvert fald hvis de både er rettroende og franskmænd.
Sankt Vincent var en spansk martyr, som man ved meget lidt om - og man ved slet ikke, hvorfor han fik vinen som sit særlige ansvarsområde. En teori går ud på, at det skyldes hans navn - ordet vin indgår jo i det. Og hvis nogen siger, at det da vist er noget sludder, så henviser franskmændene til, at glasmalerne havde Sainte Clair som deres helgen (clair = klar, lys), mens kokkene havde Saint Just (jus = kødsaft).
Efter sædvanligvis upålidelig kilde var det Sankt Vincents æsel, der opfandt beskæringens kunst. Det åd af nogle vinstokkes blade, og næste år viste det sig, at netop disse vinstokke bar bedre druer end alle de andre.

Ugens fund: De bedste vine
Til denne uge har VinAvisens smagepanel fundet nogle i høj grad drikkeværdige vine, og lad os - i anledning af Sankt Vincents dag - begynde med:

San Vincente, Tempranillo, Reserva, Rioja, Spanien 1994
150 kr., Sigurd Müller Vinhandel, tlf.: 98 18 50 99
En lang prop på hele 54 mm skal trækkes op, før denne dejlige rødvin kan skænkes i glasset - en klassisk rioja med fylde, frugt og flotte muskler. Duften er kraftig, let røget, egetræ og krydderier, og smagen er flot, flot, med en let sødme og en blød garvesyre fra fadlagringen. Sådan skal en god rioja være.

Barossa Bush Wine, Grenache, Yalumba Growers, Australien 1996
95 kr., Johs. M. Klein Distribution, tlf.: 35 38 12 11
Utrolig kraftig og vellavet rødvin, der med sine 14,5 % alkohol og sin fine sødme næsten kan minde om en portvin. Vinen er dog naturligvis tør, idet alkoholen og sødmen afbalanceres fint af den rige frugt, den friske syre og en diskret fadlagring på lidt ældre franske egetræsfade. 70 år gamle vinstokke står for den store koncentration af herlige smagsnuancer.

Cabernet Franc, Casa Vinicola Bennati, Veneto IGT, Italien 1997
48,75 kr., J.E. Nielsen, tlf.: 66 12 16 88
Bordeaux-druen Cabernet Franc lægger druer til en fortræffelig hverdags-rødvin til en rimelig pris i forhold til kvaliteten. En meget ligefrem vin, umiddelbart drikkelig. Den er tør med en let sødme, har god og fyldig frugt og en lang eftersmag. Bogstaverne IGT står for Indicazione Geografica Tipica, hvilket svarer til en fransk Vin de Pays - altså en “landvin”.

Masseria del Conte, Rosso del Salento IGT, Italien 1997
49,75 kr., H.J. Hansen, tlf.: 66 11 83 83
Denne rødvin kommer fra Italiens solbeskinnede støvlehæl og fylder glasset med frugt, krydrede dufte og venlighed. En meget tiltalende og harmonisk rødvin. Den er lavet på druen Negroamaro, hvis navn kan oversættes til “sort og bitter”, men vinen er nu hverken særlig mørk og slet ikke bitter. Den er tværtimod overordentlig nem at drikke.

Haselgrove Cabernet/Merlot/Shiraz, McLaren Vale, Australien 1996
99,75 kr., H.J. Hansen, tlf.: 66 11 83 83
En meget flot rødvin, der smagsmæssigt når ud i alle hjørner med mange fine nuancer - sorte bær, krydderier og en blød og afrundet garvesyre. Bouqueten er overvældende intens og rig, så allerede den giver store løfter, der indfries af smagen. Vinen har ligget atten måneder på fad, men har ikke fået for meget egesmag.

Ca’Nicolis, Recioto della Valpolicella Classico, Boscaini, Italien 1995
155 kr., Troels-Smith, tlf.: 75 71 16 00
Der er ingen tvivl om, at nogle forbrugere er blevet overraskede, når de har trukket denne rødvin op. For den er jo sød. Man skal vide, at ordet recioto står for, at vinen er presset af druer, der er tørret næsten til rosiner. Og man skal også vide, at det er en yderst fornem specialitet. Den smagte vin er en virkelig dejlig recioto, meget frugtagtig med smag af sorte bær, brombær, og en lang eftersmag. Den vil være fortræffelig til et ostebord eller en tør kage.

Australsk vinsmagning i København
Onsdag i næste uge, den 27 januar, er der Australia Day Tasting på Børsen i København. Kl. 14 til 16 er forbeholdt branchefolk, mens der kl. 16.30 til 19 er åbent for publikum, entré 100 kr. Nærmere oplysninger hos Australian Wine Bureau i Stockholm, fax: (46) 8 21 48 08.

Månedens bedste vinkort
VinAvisen har sin www-side med Månedens bedste vinkort (klik på denne link med musen, og se siden!). Alle restauranter og sommelierer er velkomne til at sende os deres vinkort og være med i dysten. Det er naturligvis helt gratis at deltage. Det koster kun et frimærke, når vinkortet skal sendes til Anker Tiedemann, Krogvej 30A, 2830 Virum.

Vine helt i top - med telefonnumre
VinAvisen følger med i 50 trykte medier og læser også, hvad vinjournalisterne skriver om aktuelle vine. Hidtil har vi medtaget alle de vine, som journalisterne fandt værdige at drikke. Men listen blev for lang og for uoverskuelig. Så herefterdags nævner vi kun vine, der er helt i top - hvor begejstringen får klokkerne til at ringe.
Men lad os også lige gøre opmærksom på, hvad VinAvisen selv har prøvesmagt. Ugens gode vine finder du ved at klikke her med musen: Ugens fund: De bedste vine.
Ved samtlige vine har vi anført importørens eller forhandlerens telefonnummer, så du nemt kan ringe op og spørge, hvor vinen fås.
Hvis du ringer til et firma, må du meget gerne nævne, at du har set vinen omtalt i VinAvisen.
Smag & Behag (ved Henrik Oldenburg):
* Ngatarawa Glazebrook CH, Hawkes Bay, New Zealand 1995, hvidvin til 135 kr. fra WinePartners (tlf.: 48 47 58 47).
* Leeuwin Estate Chardonnay, Margaret River, Western Australia 1994, hvidvin til 199 kr. fra DZ Wine (tlf.: 44 84 44 33).
Berlingske Lokalaviser (ved Svend Erik Olsen):
* Plaisir de Merle, Cabernet Sauvignon, Paarl, Sydafrika 1996, rødvin til 109 kr. fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00).
Jyllands Posten København (ved Anders Grøndahl):
* Vignerons de Beaumes de Venise, Cuvée des Toques, Côtes-du-Rhône Villages, Frankrig 1997, rødvin til 50 kr. i Gova Supermarked i Charlottenlund (tlf.: 39 63 09 88).
* Lar de Lares, Gran Reserva, Extremadura, Spanien 1992, rødvin til 75 kr. fra Sigurd Müller Vinhandel i Aalborg (tlf.: 98 18 50 99).
Århus Stiftstidende (ved Palle Westphal):
* Grange Hurst Pinotage, Stellenbosch, Sydafrika 1996, rødvin til 139 kr. fra Bichel Vine i Lystrup (tlf.: 86 22 94 00).
* Newton Johnson Sauvignon Blanc, Walker Bay, Sydafrika 1998, hvidvin til 69 kr. fra Bichel Vine i Lystrup (tlf.: 86 22 94 00).

Vinpriserne i Bordeaux
Vinmæglerne i Bordeaux udarbejder en ugentlig statistik over priserne. Den kan være interessant at studere, selv om prissvingninger først slår igennem langt senere; men for rigtigt at forstå statistikken må man være klar over en række ting, som vi har gennemgået i uge 46 - klik på linken med musene og læs! I denne uge konstateres en begyndende interesse for årgang 1998.

Årgang 1997Uge 48Uge 49Uge 50Uge 51Uge 1Uge 2
Bordeaux rouge9.5009.5009.5009.5009.5009.500
Bordeaux
supérieur
10.75010.75010.75010.25010.25010.250
Côtes de Bordeaux10.75010.75011.000
Saint-Émilion18.000
Sauternes38.50038.50038.50038.50038.50038.500
Monbazillac 199614.50014.00014.50014.50014.500
Årgang 1998Uge 48Uge 49Uge 50Uge 51Uge 1Uge 2
Bordeaux rouge8.7508.7508.7508.8508.850
Bordeaux
blanc
6.0006.2506.2506.2506.250
Graves
supérieur
10.00010.00010.00010.00010.00010.000
Entre-deux-Mers6.4506.3606.6006.750
Bergerac rouge6.9007.1007.0007.2507.250
Bergerac moelleux5.1005.1005.2505.1005.2505.250
Bergerac sec4.2504.2504.2504.5004.250
Duras rouge7.1007.1007.1007.1007.1007.100
Duras blanc4.2504.1504.1504.2504.1504.150
Vin de table20,50212120,502220,50

Prisen for vin de table er i francs pr. degré/hecto. Dvs. at en vin, der fx holder 12 procent alkohol, koster 21 x 12 FF pr. hektoliter - med de i uge 46 nævnte ekstraudgifter og begrænsninger.


VinAvisens gyldne etiket
Når VinAvisens smagepanel finder vine til Ugens fund: De bedste vine, arbejder vi med kun to muligheder: Enten er en vin godkendt - eller også skriver vi ikke om den.
VinAvisen er jo en gratis-omdelt avis, hvis økonomi bæres af annoncer. Derfor giver vi importørerne mulighed for - mod betaling - at udstille godkendte vine på vore sider i afsnittet Hvilken vin passer til maden? Samtidig markeres de udvalgte vine med VinAvisens gyldne etiket med teksten “Godkendt af www.vinavisen.dk”.
Vi kan sammenligne ordningen med en censureret maleriudstilling, og kun vine, som VinAvisen smagepanel har udvalgt, prøvesmagt og godkendt, vil kunne udstilles på denne måde i vore udstillingslokaler i Cyberspace.
I afsnittet Hvilken vin passer til maden? er indtil nu optaget følgende vine:
Apéritif
* Martini Extra Dry, Martini & Rossi, Italien, vermouth til 42,95 kr. fra Bacardi-Martini (tlf.: 44 86 66 44).
Mousserende vine
* Torre del Gall, Cava, Penedès, Spanien til 59-65 kr. fra Better Brands (tlf.: 47 33 99 99).
* Il Vignale, Prosecco, Vino Frizzante del Veneto, Italien 1997 til 49,95 kr. hos Irma.
Hvidvine
* Zona Chardonnay, Concha y Toro, Casablanca Valley, Chile 1997, hvidvin til 50 kr. i OBS!, Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen og LokalBrugsen.
* Orvieto Secco, “San Egidio”, Trappolini, Orvieto, Italien 1997, hvidvin til 55 kr. fra Carlo Merolli (tlf.: 45 85 19 78).
* Jacob's Creek Sémillon Chardonnay, Australien 1997 til 50 kr. fra World Brands (tlf.: 39 27 02 01).
* Lindemans Bin 65 Chardonnay, South Eastern Australia 1998 til 39,95 kr. hos Bilka, Føtex og Netto.
* Marques de Monistrol, Chardonnay, Penedès, Spanien 1997 til 49,50 kr. fra Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48).
* Santa Digna Sauvignon Blanc, Miguel Torres, Curicó Valley, Chile 1997 til 49,95 kr. fra Bacardi-Martini (tlf.: 44 86 66 44).
Rødvine
* Corbières Vieux, Corbières, Frankrig 1995 til 49 kr. (på tilbud 45 kr.) fra La Maison Sevino (tlf.: 49 70 49 36).
* Barbaresco, Stefano Farina, Italien 1994 til 119 kr. (på tilbud 109 kr.) fra La Maison Sevino (tlf.: 49 70 49 36).
* Château de Caïx, Cahors, Frankrig 1996 til 89,95 kr. fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00).
* Cono Sur Reserve, Cabernet Sauvignon, Chimbarongo, Viña Cono Sur, Rapel Valley, Chile 1997 til 69,50 kr. fra House of Wine (tlf.: 35 26 31 15).
* Châteauneuf-du-Pape, Domaine des Remparts, Frankrig 1996 til 89,50 kr. hos Irma.
* Côtes-du-Ventoux, “Escarlate”, Delas Frères, Frankrig 1997 til 56,75 kr. hos H.J. Hansen (tlf.: 66 11 83 83 og 35 42 43 11) samt i kæden Vinspecialisten (tlf.: 66 11 83 83).
* Elsa, Malbec, Valentin Bianchi, San Rafael, Argentina 1995 til 59,75 kr. hos H.J. Hansen (tlf.: 66 11 83 83 og 35 42 43 11) samt i kæden Vinspecialisten (tlf.: 66 11 83 83).
* Farina, Amarone della Valpolicella Classico, Italien 1994 til 75 kr. hos Fakta.
* Le Ragose, Amarone della Valpolicella, Italien 1993 til 175 kr. fra Carlo Merolli (tlf.: 45 85 19 78).
* Mavrud, Perushtitza, Bulgarien 1993 til 34,95 kr. i Føtex og Bilka.
* Muriel Reserva, Rioja, Spanien 1991 til 79 kr. fra DZ Wine / Erik Troels-Smith (tlf.: 44 84 44 33 og 75 71 16 00).
* Plaisir de Noël, Gabriel Meffre, Vin de Pays d’Oc, Frankrig (uden årgang) til 42,50 kr. fra Sigurd Müller Vinhandel (tlf.: 98 18 50 99).
* Sycamore Canyon Zinfandel, Ernest & Julio Gallo, Sonoma County, Californien 1996 til 85 kr. fra Taster Wine (tlf.: 43 45 14 22).
* Torres Sangre de Toro, Penedès, Spanien 1996 til 44,95 kr. fra Bacardi-Martini (tlf.: 44 86 66 44).
* Santa Marguerita, Rodrigo Bin, Cabernet Sauvignon / Merlot, Central Valley, Chile 1997 til 49,95 kr. fra Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65).
* Palacio De La Vega Cabernet Sauvignon Reserva, Navarra, Spanien 1994 til 82 kr. fra World Brands (tlf.: 39 27 02 01).
Hedvine
* Pinet, Pineau des Charentes, Frankrig til 85 kr. fra World Brand (tlf.: 39 27 02 01).

Vil du hellere have VinAvisen pr. fax?
Som en speciel service tilbyder vi at sende VinAvisen pr. fax til læsere, der endnu ikke er kommet på Internettet. Et abonnement for ti uger koster 495 kr. plus moms. Ring venligst til Janne Gudbjerg på tlf.: 39 20 64 20, og aftal nærmere. Faxen vil som regel blive sendt mandag eftermiddag.

Nyheder fra de tidligere uger
Mange af VinAvisens nyheder fra tidligere uger er stadig aktuelle, og de findes derfor i VinAvisens arkiv.

Eftertryk er tilladt
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret. Men bemærk: Det gælder kun vore nyheder fra vinens verden, ikke de vurderinger og udtalelser om vine, som landets vinjournalister citeres for. Og angiv venligst altid kilden: VinAvisen på Internet-adressen www.vinavisen.dk