Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 22, 1999

www.vinavisen.dk
redigeres af
Flemming Hvelplund
Anker Tiedemann
Vin-aktuelt i uge 22
31. maj - 6. juni

Storebrors løftede pegefingre
- Vejen til Storebror-samfundet er brolagt med kærlig omsorg. Seneste eksempel på denne omsorg er regeringens ti-årige program til forbedring af folkesundheden - en ret, sammenkogt af kokke fra ikke mindre end ti ministerier ...
Sådan indleder Informations Flemming Kyed sin leder om regeringens planer om at lære os allesammen mådehold, når det gælder cigaretter, fedt flæsk, spiritus - og vin.
- Uanede mængder af embedsmands-timer er medgået til at fremstille denne seneste kampagne for at påvirke folkets holdning, skriver Kyed. - Men hvem ejer vores liv og vores kroppe? Hvem har retten til at definere det gode liv? Staten eller os?
- Samtidig med, at vi hører stadige jeremiader over, at de ældres andel af befolkningen vokser i forhold til de produktive aldersklasser, skal vi nu med vold og magt og statens kærlige hjælp blive ældre og ældre.
- Vi tvinges til over skatten at finansiere propaganda mod den livsform, vi har valgt. Rent fortset fra, at denne propaganda ofte bevæger sig på usikker grund, fordi der stadig er så meget, vi ikke ved om det sunde liv. Hvordan spiller krop og psyke sammen? Er alkohol i moderate mængder gavnligt eller skadeligt? Osv.

Sverige på vej med lempelser
I Sverige holder Systembolaget lukket om lørdagen.
- Hvorfor det? spurgte vi i sin tid direktøren for "systemet".
- Jo, for det er jo den dag, hvor svenskerne især vil købe vin og spiritus, så ...
Efter at Sverige er blevet medlem af EU, taler man om at slække på de strenge regler. Blandt andet vil man gøre forsøg med lørdagsåbent og udvide antallet af salgssteder. Ifølge World Of Wine FaxNews kniber det dog for politikerne at tage det afgørende skridt. Regeringens partnere, Miljöpartiet og Vänsterpartiet, er imod og har forsinket lovforslaget.
Det er dog et faktum, at der - på grund af restriktioner og afgiftspolitik - sælges en masse "sort" spiritus, ligesom svenskerne siden 1989 har importeret 80 procent mere alkohol fra udlandet. Det vil man gerne gøre noget ved. Blandt andet har man foreslået en skattesænkning på mindst 10-15 procent.
Ifølge Dagens Nyheter mener forskerne, at hurtige forandringer er af det onde. Derfor bør Sverige tilpasse sig EU's regler over lang tid. De foreslår at lempe salget af bordvin først, fordi det misbruges mindst.

God idé til et vinkort
Trine og Frank Lantz fra Krogs Fiskerestaurant har overtaget endnu en restaurant ved Gammel Strand i København, nemlig Den Gyldne Fortun / Fiskekælderen, Ved Stranden 18 (tlf.: 33 12 20 11), og i sidste uge præsenterede de den nye smukke indretning.
Ikke mindst præsenterede de et vinkort, der må siges at være en god idé. Vinene er her ikke opdelt efter lande og distrikter, men efter type. Hvidvine står således under disse rubrikker: Halvtørre, lette, frugtagtige hvidvine - Halvtørre hvidvine - Medium fyldige, tørre hvidvine - Fyldige, rige, fadlagrede hvidvine. Og rødvinene er opdelt i: Tørre, lette rødvine - Fyldige, tørre rødvine - Fyldige, krydrede rødvine - Fyldige, kraftige, fadlagrede rødvine.
Med et sådant vinkort gør man virkelig valget lettere for gæsterne.

Ny mand ved roret i Erik Sørensens Vinhandel
Erik Sørensens Vinhandel bliver aktieselskab og får ny administrerende direktør. Det store anerkendte firma blev grundlagt af Erik Sørensen i 1956. Efter grundlæggerens død sidste år har hans børn ønsket at se en ny kaptajn ved roret, og nu er kaptajnen valgt. Det blev den 44-årige Jan K. Nielsen, der også - sammen med Dorrit og Jan Sørensen - bliver medejer af det nye aktieselskab. Jan Sørensen fortsætter som hidtil med indkøb og marketing.

Australsk stjerne-vinmager
I sidste uge var en af Australiens stjerne-vinmagere, Geoff Merrill, på besøg, inviteret af Lars Bjørns Vinhandel (tlf.: 39 64 30 00) - en livlig herre, hvis Kejser Wilhelm-moustache er lige så bredt favnende som kvaliteten i hans vine.
Merrill er kendt for sine elegante vine, der igennem årene har hentet utallige guldmedaljer på australske wineshows. Selv er han mest glad for guldmedaljerne fra Sydney, Adelaide og Canberra. - De har de kyndigste dommere, siger han. Og tilføjer, at kun 2% af de vine, der bedømmes, får guld, 15% får sølv, 33% får bronze - og 50% får ikke noget.
Som generel regel slipper han ikke sine topvine ud på markedet, før de har lagret i fem år - altså ligesom i Rioja i gamle dage. Det gør dem ekstra delikate.
Under smagningen fik vi et glimrende indtryk af kvaliteten i hans vine. En af dem er med i "ugens fund" længere nede på denne side - men det kunne såmænd også have været en af de andre otte vine, vi smagte.

VinAvisen i samarbejde med World of Wine FaxNews
Fra og med denne uge er VinAvisen gået i samarbejde med World of Wine FaxNews, idet vi fremover vil bringe hinandens nyheder, når den enkelte redaktion finder dem interessante.
Trods sit engelske navn er World of Wine FaxNews et svensk foretagende. Det er et nyhedsbrev, der blev startet allerede i 1989 af den dynamiske vinskribent Mikael Mölstad, og som i dag udsendes hver anden uge.
Det er den dominerende nyhedskilde for alle, der i Sverige arbejder med vin, men det citeres også ofte af dagspressen, fx Dagens Industri. Og nu altså tillige af VinAvisen.
Et fax-abonnement kan bestilles på tlf.: 00 46 8 20 86 32, fax: 0046 8 20 75 55 eller via e-mail mikael.molstad@swipnet.se.

Én eksportør - fire importører
Opkøb og fusioner i den amerikanske vinindustri har betydet, at hele fire danske importører nu får vin fra ét og samme firma, Canandaigua - hvis navn dog ikke figurerer på etiketterne.
* FDB får vin fra Mystic Cliffs,
* H.J. Hansen fra Simi,
* Vinens Verden fra Estancia og
* Østjysk Vinforsyning fra Franciscan Oakville Estate.
Det bliver spændende at se, om Canandaigua - et af verdens største vinfirmaer - vil kunne tilgodese alle sine danske kunder på lige vilkår.

Hvor mange flasker har propsmag?
I sidste nummer af VinAvisen skrev vi om problemet med propsmag. Denne væmmelige lugt og smag opstår helt vilkårligt. Hvis en flaske er angrebet, er de elleve andre i kassen sikkert helt i orden.
Rent statistisk har der været mange tal på bordet. Nogle har påstået, at det drejer sig om 10 procent af alle flasker. Det er dog nok mere korrekt at sige 2 procent. Men det er også 2 procent for meget. På verdensplan bruges der hvert år cirka 26 milliarder korkpropper, så 520 millioner flasker bliver åbenbart hældt i kloaken på grund af propsmag. Spild af god vin!
Næsten al kork kommer fra Portugal, og portugiserne siger, at de skam er opmærksomme på problemet. Det har de været i snart mange år - uden at det er lykkedes dem at gøre noget ved det. Dog har de svaret med en reklamekampagne, hvoraf det fremgik, at 3-5 procent propsmag kun var et et udtryk for den variation, der nødvendigvis må være i et naturprodukt som vin.
Løsningen på problemet er jo nok, at man går over til en af de nye former for syntetiske propper, der desværre ikke er så elastiske som kork og kan være svære at trække ud.

Ny bestyrelse i V.S.O D.
Bestyrelsen i Vin og Spiritus Organisationen i Danmark (V.S.O.D.) har efter den nylige generalforsamling fået denne sammensætning: Formand John Christensen (World Brands Denmark), Ole Paustian (Taster Wine), Michael Carl (Chris-Wine), Susanne Hedegaard (UDV Denmark), Regner Jensen (Sigurd Müller Vinhandel), Peter Karberg (Hans Just), Ole Nielsen (Det Franske Vinlager) og Peter Schaltz (Vingaarden).

Ny direktør i Remy Danmark A/S
Direktør Elsebeth L. Buemann forlader Remy Scandinavia og Remy Danmark A/S og flytter til Skotland "for at blive gift med manden i sit liv". Ny direktør i Remy Danmark bliver Gijs Hooft.

Mere vin og færre bistroer i Frankrig
Frankrig bliver fattigere og fattigere på bistroer - men samtidig drikker franskmændene mere vin. I 1914 var der ifølge WOW FaxNews hele 600.000 bistroer i Frankrig - dvs. mere end én pr. 1000 indbyggere. I 1960 var der 200.000 tilbage, og i dag er der kun 50.000.
I århundredets løb har franskmændene drukket mindre og mindre vin, men nu er der en vis stigning i forbruget. Fra 1997 til 1998 er vinforbruget øget med hele 5 procent. Totalt drikker hver franskmand nu 56 liter vin om året.

Topvine fra New Zealand
I tirsdags havde København besøg af Brian Bicknell, en af New Zealands bedste vinmagere og den, der står for de herlige vine fra Seresin Estate (import: H.J. Hansen, tlf.: 63 12 82 00).
Han lod os smage sine vine, og yderligere gav han en forklaring på, hvorfor ikke mindst hvidvinene fra distriktet Marlborough er så fortræffelige:
Solskinstimerne er mange, men den årlige gennemsnits-temperatur er til gengæld lavere, og druernes modnings-periode ekstra lang. Varme gør drueskindet blødt og porøst, så der forsvinder vigtige smagsstoffer; derfor er køligheden så vigtig for kvaliteten.
Almindeligvis høster man druerne med maskine på New Zealand, men på Seresin Estate plukkes de i hånden og sorteres strengt.
En af Brian Bicknells vine, som vi var særligt begejstrede for, er med i "Ugens fund" længere nede på denne side.

Bacardi har vokseværk
Ifølge WOW FaxNews har det berømte rom-firma Bacardi på Bermuda vokseværk. Tidligere har firmaet blandt andet købt Dewar's whisky og gin-foretagenet Bombay Sapphire af Diageo. Nu er de på jagt efter et vodka- og et tequila-firma. Gad vide, om de mon også vil have et snapsefirma?

Champagnebog - ikke på dansk, men på engelsk
I uge 20 omtalte vi svenskeren Richard Juhlins "Champagneboken" - på grundlag af en artikel i Weekend Avisen. Vi havde fået at vide, at den fortræffelige bog udkom på dansk, men det må vi dementere. Derimod er den udkommet i en helt ny og ajourført engelsk udgave med titlen "2000 Champagnes", og denne udgave distribueres til danske bog- og vinhandlere af l'Esprit du Vin (tlf.: 70 20 10 60), der henviser til nærmeste forhandler. Bogen koster 495 kr.

6 millioner champagne-bobler
I omtalen af ovennævnte bog citerede vi forfatteren for, at der er 47 millioner bobler i en flaske champagne, og nærmest for sjov tilføjede vi, at der kun var 6 millioner, da vi sidst talte dem.
Dette har affødt en e-mail fra en af VinAvisens trofaste læsere, Jesper Hedegaard, der skriver, at den vel nok største champagne-ekspert, englænderen Tom Stevenson, i sin nye bog, "Christie's Encyklopaedie to Champagne", nævner, at der er 250 millioner bobler i en flaske.
Vi må hellere fortælle, hvor vi har de 6 millioner fra: For nogle år siden gik den ene af VinAvisens to redaktører ind i en af Internettets nyhedsgrupper om vin og spurgte, om der var nogle ude i Cyperspace, som kendte antallet af bobler. Det var der. Hele to ingeniører, henholdsvis i USA og på New Zealand, præsenterede store regnestykker med en masse forudsætninger - tryk i flasken, luftens tryk og temperatur plus en masse andre parametre, som gik over min forstand. Men det morsomme var, at begge ingeniører - uafhængigt af hinanden - var nået frem til de 6 millioner bobler.
Når jeg fortæller historien, plejer jeg at tilføje: Plus / minus nogle hundrede stykker ... :-)

Vine i top - med telefonnumre
Her kommer listen over de vine, som vinjournalisterne har fundet som værende helt i top. Ved samtlige vine har vi anført importørens eller forhandlerens telefonnummer, så du nemt kan ringe op og spørge, hvor vinen fås. Hvis du ringer til et firma, må du meget gerne nævne, at du har set vinen omtalt i VinAvisen.
Mad & Bolig (ved Anders Grøndahl og Jens G. Eilertzen):
* Zona, Cabernet Sauvignon, Concha y Toro, Maipo Valley, Chile 1997, rødvin til 50 kr. i OBS, Kvickly og SuperBrugsen.
* Etchart Rio de Plata Malbec, Bodegas Arnaldo B. Etchart, Mendoza, Argentina 1995, rødvin til 49,95 kr. fra World Brands Denmark (tlf.: 39 27 02 01).
* Masseria del Conte, Rosso del Salentino, Italien 1997, rødvin til 50 kr. fra H.J. Hansen (tlf.: 63 12 82 00).
Berlingske Tidende (ved Jacqueline Jensen):
* Perelada Brut Reserva, Cava, Spanien, mousserende hvidvin til 56,95 kr. i Føtex og Bilka.
* Rappenhof, Riesling Brut, Sekt, Rheinhessen, Tyskland 1996, mousserende hvidvin til 82,95 kr. fra AH-Vinimport (tlf.: 42 37 37 45).
* Gran Baròn Seco, Cava, Spanien, mousserende hvidvin til 59,95 kr. i SuperBrugsen.
* Asti Ricadonna, Spumante, Italien, mousserende hvidvin til 56,95 kr. i Føtex og Bilka.
Berlingske Lokalaviser (ved Svend Erik Olsen):
* Trapiche Iscay, Mendoza, Argentina 1995, rødvin til 195 kr. fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00).
Politiken (ved Jørgen Mønster Pedersen):
* Domaine de l'Ameillaud, Côtes-du-Rhône, Frankrig 1998, rødvin til tilbudspris 46 kr. hos Erik Sørensen (tlf.: 39 62 61 67).
Information (ved Flemming Kyed):
* Torremilanos Crianza, Ribera del Duero, Spanien 1996, rødvin til 98 kr. fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00).
* Gran Colegiata, Bodegas Farina, Toro, Spanien 1998, rødvin til 80 kr. fra H.J. Hansen (tlf.: 63 12 82 00).
* Marqués de Riscal, Rueda Superior, Spanien 1998, hvidvin til 39,95 kr. fra UDV Denmark (tlf.: 47 33 99 99).
Børsen (ved Mette Kryger):
* Pinot Noir Reserve, Leon Beyer, Alsace, Frankrig 1995, rødvin til 149,75 kr. fra H.J. Hansen (tlf.: 63 12 82 00).
B.T. (ved Svend Erik Olsen og Gitte Hindholm):
* Viña Tarapacá Reserva, Cabernet Sauvignon, Chile 1994, rødvin til 64,75 kr. hos Skjold Burne.
Århus Stiftstidende (ved Palle Westphal):
* Château Queyret-Pouillac, Entre-deux-Mers, Bordeaux 1996, rødvin til 69,75 kr. hos Skjold Burne.

Eftertryk er tilladt
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret. Men bemærk: Det gælder kun vore nyheder fra vinens verden, ikke de vurderinger og udtalelser om vine, som landets vinjournalister citeres for. Og angiv venligst altid kilden: VinAvisen på Internet-adressen www.vinavisen.dk