Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 26, 1999

www.vinavisen.dk
redigeres af
Flemming Hvelplund
Anker Tiedemann
Vin-aktuelt i uge 26
28. juni - 4. ju1i

Okseblod i vin
Overskriften var jo oplagt: Okseblod i vin. Ulækkert, ikke?
Det var franske sundhedsinspektører, der hos nogle sydfranske vinproducenter beslaglagde 80.000 liter vin og 200 kg klaringspulver, fremstillet på basis af okseblod.
Traditionelt og helt lovligt bruger man forskellige former for æggehvidestoffer til at gøre vinen klar - ganske som når vi andre klarer suppen ved at lade nogle æggehvider dale ned igennem den og binde urenheder, så de kan fjernes som bundfald.
Man har også i mange år - helt lovligt - brugt protein-stoffet albumin, udvundet af blod: 20 gram pulver pr. 100 liter vin. Men efter skandalen med kogalskab i 1997 forbød man for en sikkerheds skyld brugen af alle blod-baserede klaringsmidler, og det er dette forbud, som nogle franske vinproducenter har overtrådt.
Senere på ugen kunne aviserne afblæse vinskandalen: Risikoen var nærmest ikke-eksisterende - kogalskab-smitten findes i dyrenes hjerne og rygmarv, ikke i deres blod. De kriminelle vine var ikke A.O.C.-vine (Appellation d'Origine Contrôlée) og ikke - som nævnt i pressen - Côtes du Rhône eller Côtes de Provence. Der var ingen grund til panik.
Desværre var franskmændene ikke særligt kvikke til at lægge sagen frem. Hvilke producenter drejer det sig om? Var der overhovedet brugt albumin til de beslaglagte 80.000 liter vin? Eller var de 200 kg pulver måske et lager, som var gemt i forventning om, at forbuddet en dag ville blive hævet igen?
Der kan tænkes mange forklaringer, og al tys-tys og langsommelighed skader kun de 99,9 procent vinbønder, der overholder gældende love.

Salg af vin i Cyberspace
I USA er alt stort. Også handelen med vin på Internettet. En af de betydende aktører i netsalget er Virtual Vineyards, der har en ret smart hjemmeside - prøv at gå ind og se på den ved at klikke her: http://www.virtualvin.com/
Firmaet har siden 1995 haft hovedsæde i Palo Alto i Californien, og ifølge amerikansk presse har det netop fået tilført 30 millioner dollars i kapital fra diverse investorer.
De mange penge skal blandt andet bruges til en stor reklamekampagne i september og til at øge udvalget af vine på firmaets homepage.
Indtil nu har Virtual Vineyards ikke brugt de store penge på marketing, men alligevel har omsætningen hvert år været dobbelt så stor som året før.

Lige til at falde over
I Jyllands-Posten har Helle-Karin Helstrand skrevet om, hvordan Favør-kæden har haft succes med reklameskilte, der klæbes på gulvet. Skiltene viser varer etc. tredimensionalt, så man bogstaveligt talt tror, at man er ved at falde over tingene.
Ifølge en analyse har reklamerne i gulvhøjde givet mersalg, men ikke lige meget for de forskellige testede varer. Dårligst var en gulvreklame for en Cabernet Sauvignon-rødvin, der kun gav et mersalg på 15 procent i forhold til salget i en række andre Favør-butikker uden gulvreklamer.
Marketingchef i Favør, Lita Kristensen, siger til avisen, at rødvin står på indkøbssedlen i forvejen, og derfor er effekten åbenbart mindre for rødvin. Derimod var effekten oppe på 66 procent for hvidvin, der åbenbart i højere grad købes som impulskøb - når man lige falder over den.

Succes i Odense
I Fyens Stiftstidende har Ole Frank Rasmussen skrevet en længere artikel om den succes, som det unge Odense-firma Vinens Verden har haft.
I 1994 var omsætningen 8,5 millioner kr., og sidste år var den 38,5 millioner kr.
Firmaet, der som princip kun sælger 100 forskellige vine i prisgruppen 45-70 kr., har blot syv medarbejdere - inklusive de tre ejere, Kaare Selvejer, Steffen Sørensen og Peter Thuesen. Nogle af medarbejderne er oven i købet på deltid - men næppe de tre partnere ...

Fransk vin i tal
Den franske avis SudOuest har bragt en række tal om fransk vin. Af dem fremgår det, at der i Frankrig i dag er 166.000 vinbønder, 1029 kooperativer og 800 négociants (vinkøbmænd), og at vinen laves på 52 forskellige druesorter.
Der er 415 appellationer og 142 vins de pays, og den samlede eksport ligger på 11 millioner hektoliter.
Den samlede omsætning vurderes til at ligge på 85 milliarder francs, og i alt 800.000 mennesker arbejder i den franske vinindustri.
Frankrig har 873.000 hektar vinmarker - hvilket svarer til 8370 kvadratkilometer. Til sammenligning er der 1.200.000 hektar vinmarker i Spanien, 920.000 ha i Italien, 305.000 ha i USA, 103.000 ha i Rusland, 104.000 ha i Sydafrika, 210.000 i Argentina og 104.000 i Tyskland.

Propper i talrige tal
Ikke et ord om propsmag - i denne omgang. Men vi har fået nogle interessante tal om propper, som vi lige må have sendt ud på nettet:
I Frankrig er 86 procent af alle vinflasker stadig lukkede med propper af kork. Hver time bruger den franske vinindustri 1.600.000 korkpropper, og på årsbasis bliver det til 3,7 milliarder propper, hvoraf de 500 millioner bruges til mousserende vin. I hele verden bruges der 16 milliarder korkpropper om året.
De førende propproducenter er Portugal (176.000 tons), Spanien (90.000 tons), Algier (19.000 tons), Marokko (13.000 tons), Tunesien (10.000 tons), Italien (10.000 tons) og Frankrig (4000 tons).
For at kunne fremstille 1000 propper skal man bruge cirka 15 kg kork, og i løbet af sit cirka 150 år lange liv kan en korkeg levere kork til cirka 20.000 propper. Træets bark har dog først fået en tilstrækkelig tykkelse efter 40 år, hvorefter man kan høste med 10-15 års mellemrum.

Vin er den største dagligvaregruppe
Med ACNielsen AIM som kilde fortæller Dansk Handelsblad, at vin er den enkelte dagligvaregruppe, som vi danskere brugte flest husholdningspenge på.
Sidste år brugte vi i alt 3,8 milliarder kr. til vin. Det svarer til, at hver dansker over femten år købte vin til en samlet værdi af knap 880 kr. - altså i snit 30 kr. flasken.
Næst efter vin bruger vi flest penge til cigaretter (3,6 mia kr.), øl (3,34 mia kr.) og mineralvand (2,5 mia kr.).
I Sverige er den største dagligvaregruppe ifølge opgørelsen mælk og i Finland brød. Men - mon der er nogen, der tror på den ...?

Ny vin opkaldt efter libertiner
Internationale samarbejder omkring kvalitetsvine bliver mere og mere almindelige. Nu har Château Mouton-Rothschild i Bordeaux og Viña Concha y Toro indgået ægteskab og lavet en rødvin, som de selvfølgelig håber kan blive en "kultvin".
Vinen hedder Almaviva, og den er opkaldt efter den væmmelige greve, som i Mozarts opera "Figaros bryllup" jagter den søde Susanna, barberen Figaros kæreste.
Navnet må være valgt, fordi libertineren Almaviva er greve. Åbenbart kan man ikke opkalde en vin efter en barber.

Fjernsyn fra Prins Henriks vinslot
På lørdag d. 3. juli sender fjernsynet en reportage fra Prins Henriks vinslot Château Caïx i Cahors. I programmet følger vi prinsen i arbejdet som vinbonde sammen med prinsens far, den nu afdøde greve André de Monpezat, og lillebroderen Jean Baptiste Monpezat.

Hvorfor hedder det sommelier?
En af VinAvisens læsere har spurgt, hvorfor man er begyndt at kalde en vintjener for sommelier, og vor afdeling for eksotiske sprog haster med svaret:
Det gør man, fordi sommelier efterhånden er en international benævnelse - og måske også fordi det lyder nok så interessant som vintjener.
Det franske ord er ældgammelt. Ordet somme kommer af det latinske sagma, der betyder last eller byrde. Une bête de somme er således et lastdyr. Og en kvægdriver, der pisker det stakkels lastdyr afsted med dets byrde, har i hvert fald siden 1250 været kaldt un sommelier. Eller hvis kvægdriveren er af hunkøn: une sommelière.
Herfra er ordet så gået over til at stå for en person, der sørger for, at der kommer mad og vin på bordet.
En kvindelig vintjener skal vi med andre ord kalde sommelière!

Hvorfor hedder det millennium?
Mens VinAvisens afdeling for eksotiske sprog nu alligevel har åben, kan vi også lige se på ordet millennium, der bliver mere og mere brugt i forbindelse med årtusindskiftet. Det står på alt lige fra T-shirts til cognac-flasker.
Oprindelig stod ordet for en hvilken som helst periode på 1000 år, men efterhånden er det blevet knyttet specifikt til den tilstundende nytårsaften.
Men bemærk endelig stavemåden! Man ser ordet stavet millenium - altså med kun ét n - og det er helt forkert. Ordet kommer af de latinske ord mille og annus (tusind og år), og i annum er der to n'er. Altså millennium.

34 Bordeaux-slotte drives af danskere
I Aalborg Stiftstidende skriver Jørgen la Cour-Harbo om familien Carls (Chris-Wines) Château de Seguin i Bordeaux.
Slottet er efterhånden blevet en af de største producenter i hele Bordeaux-distriktet, idet tilkøb og forpagtninger har udvidet det dyrkede areal.
I begyndelsen tog Chris-Wines' négociant-selskab sig af de forskellige slottes salg, men efterhånden udviklede det sig til drift af ejendommene, så Seguins personale både tager sig af markerne og kælderarbejdet. I dag driver Seguin således 34 slotte, spredt ud over hele Bordeaux.
Til dette kan Bordeaux-avisen SudOuest tilføje, at det danske slot i forbindelse med Vinexpo indviede sin nyeste chai, der ifølge Michael Carl i virkeligheden er hele to opbevaringsrum til vinen. Over jorden er der en chai de vinification med tolv store temperaturstyrede tanke i rustfrit stål, og under den er der indrettet en underjordisk vinkælder med helt nye træfade. Her ligger vinen til slottets nye cuvée, der får samme drue-sammensætning som i en pomerol og i de store cru classé'er i Saint-Émilion, nemlig 75 procent Merlot og 25 procent Cabernet Sauvignon. Vinens malolaktiske gæring finder sted i fadene.
Hele denne store udvidelse har været nødvendig, idet slottet i dag høster vin på 127 hektar vinmarker.

Kender du en vinklub?
Som nævnt tidligere har vi her på VinAvisen fået den idé at lave en liste over vinklubber, der er åbne for alle interesserede.
Så dette er en opfordring: Kender du en sådan vinklub, så giv os lige et praj med oplysninger om
* Navnet på klubben,
* Adresse og telefonnummer, hvor man melder sig ind - samt
* Kontingentets størrelse.
Send venligst en e-mail til anker@vinavisen.dk.
Vi bør lige tilføje, at vores liste ikke er åben for kommercielle vinklubber, kun for klubber oprettet på privat initiativ.
Adresserne på klubber, der indtil nu er kommet på vores liste, kan du se ved at klikke her.

Ugens fund: De bedste vine
Til denne uge har VinAvisens smagepanel fundet disse yderst drikkeværdige vine:

Oak Village Cabernet Sauvignon, Stellenbosch, Sydafrika 1997
49,95 kr., Vingaarden, tlf.: 63 17 18 19
En velbygget rødvin, der fylder godt i munden. Den har en god frugt, tilpas syre og en behagelig sødme. Vinen er skabt af et af de nye talenter i Sydafrika, Anton du Toit, og den har ligget syv månder på små fade.

Ironstone Cabernet Sauvignon, Sierra Foothills, Californien 1996
64,95 kr. (110 kr. for to flasker), Føtex og Bilka
En fortræffelig og vellavet rødvin, der bare glider ned, blød og fyldig. Den har en ren og kraftig duft og smager af sorte bær. Den lette sødme kommer fra de 13½ procent alkohol.

Ironstone Merlot, Sierra Foothills, Californien 1997
64,95 kr. (110 kr. for to flasker), Føtex og Bilka
En blød rødvin med masser af god frugt. Den har den saftighed, som Merlot-druen giver, og den er uden tvivl en vin, som mange danskere godt kan lide.

Vine i top - med telefonnumre
Her kommer listen over de vine, som vinjournalisterne har fundet som værende helt i top. Ved samtlige vine har vi anført importørens eller forhandlerens telefonnummer, så du nemt kan ringe op og spørge, hvor vinen fås. Hvis du ringer til et firma, må du meget gerne nævne, at du har set vinen omtalt i VinAvisen.
Politiken (ved Jørgen Mønster Pedersen):
* Grüner Veltliner Steinfeder, Freie Weingärtner, Wachau, Østrig, hvidvin til 46 kr. fra Erik Sørensen (tlf.: 39 62 61 67).
* KWV Chardonnay, Western Cape, Sydafrika 1998, hvidvin til 80 kr. for 2 flasker i Bilka.
* Baron de Ley, Rioja Reserva, Spanien 1994, rødvin til 80 kr. for 2 flasker i Føtex.
B.T. (ved Gitte Hindholm og Svend Erik Olsen):
* Château de la Rivière, Fronsac, Frankrig 1994, rødvin til 69,95 kr. fra Det franske Vinlager (tlf.: 43 50 04 00).
Jyllands Posten København (ved Anders Grøndahl):
* Cellier Saint Valentin, Côtes du Rhône, Frankrig 1997, rødvin til 90 kr. for tre flasker i udvalgte Prima'er samt i Gobi og Lanners supermarkeder.
Århus Stiftstidende (ved Palle Westphal):
* Jean Geiler, Pinot Blanc, Alsace, Frankrig 1997, hvidvin til 57 kr. fra Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65).
* La Bastide Blance Rosé, Bandol, Frankrig 1998, rosévin til 81,50 kr. fra Knud Jørgensen / Kjær & Sommerfeldt (tlf.: 70 15 65 00).
* Château Sainte-Roseline, Côtes de Provence, Frankrig 1996, rødvin til 98 kr. fra Knud Jørgensen / Kjær & Sommerfeldt (tlf.: 70 15 65 00).
Fyens Stiftstidende (ved Jørgen Aldrich):
* Taylor LBV, Portugal 1994, portvin til 125 kr. fra Salko (tlf.: 44 57 52 71).
* Niepoort LBV, Portugal 1994, portvin til 120 kr. fra Skjold Burne.
* Ferreira LBV, Portugal 1992, portvin til 70 kr. fra Baccardi-Martini (tlf.: 44 86 66 44).
Alt for Damerne (ved Flemming Hvelplund):
* Saint-Amour, Beaujolais, Frankrig 1998 og andre beaujolais cru-vine til 80-100 kr. fra Holger Frederiksen.
Børsen (ved Mette Kryger):
* Domaine Templier, Bandol, Frankrig 1998, rosévin til 120 kr. fra La Maison de Provence (tlf.: 58 18 40 60).
* Laurent-Perrier, Brut Champagne, Frankrig, mousserende rosévin til 350 kr. fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00).
* Veuve Clicquot Réserve Brut Champagne, Frankrig, mousserende rosévin til 375 kr. fra Hans Just (tlf.: 35 26 72 00).
Aalborg Stiftstidende (ved Jørgen la Cour-Harbo):
* La Chatillone, J. Vidal Fleury, Côte Blonde, Rhône, Frankrig 1995, rødvin til 340 kr. fra Sigur Müller Vinhandel (tlf.: 98 18 50 99)
Berlingske Tidende (ved Søren Frank):
* Pinot Noir, Domaine Serafin, Bourgogne, Frankrig 1996, rødvin til 135 kr. fra Dan Wine Import (tlf.: 70 20 74 74).
Sjællands Tidende (ved Jens Bjerre Tybjerg):
* Tokay Pinot Gris Réserve, Sipp-Mack, Alsace, Frankrig 1997, hvidvin til 76,50 kr. fra Jysk Vin (tlf.: 86 40 44 44).
* Jean Geiler, Pinot Blanc, Alsace, Frankrig 1997, hvidvin til 57 kr. fra Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65).

Eftertryk er tilladt
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret. Men bemærk: Det gælder kun vore nyheder fra vinens verden, ikke de vurderinger og udtalelser om vine, som landets vinjournalister citeres for. Og angiv venligst altid kilden: VinAvisen på Internet-adressen www.vinavisen.dk