Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 06, 2000


Vin-aktuelt i uge 6
7. - 13. februar 2000
      Må vi sende dig VinAvisens løbeseddel?
      Vil du hver uge modtage en e-mail med VinAvisens løbeseddel med en kort oversigt over ugens nyheder? Så send os en e-mail med din e-mail adresse skrevet nede i tekstfeltet.
      OBS: Det er ikke nok bare at sende en "tom" e-mail. Din e-mail adresse skal stå i tekstfeltet, gerne sammen med anden tekst. Klik her: anker@vinavisen.dk
Links til de forrige uger
Vi ved, at nogle af vore 5-7000 læsere kun læser VinAvisen hver anden uge. De læser ugens aktuelle nyhedsbrev og finder forrige uge i arkivet.
For at lette livet for disse hver-anden-uge-læsere bringer vi her links til de forgangne tre uger:
VinAvisen uge 3VinAvisen uge 4VinAvisen uge 5



Øget import af californisk vin
Vi danskere bliver åbenbart mere og mere glade for californiske vine. Det viser en statistik, der i sidste uge blev offentliggjort af den amerikanske Wine Market Report. Her kommer de helt friske tal:
.
.
Land
Kasser 1999
% ændring
1
Storbritannien
73.440
- 6%
2
Japan
39.132
- 15%
3
Canada
36.072
+ 8%
4
Holland
34.968
+ 63%
5
Schweiz
13.068
+ 12%
6
Tyskland
8.136
- 11%
7
Danmark
7.248
+ 58%
8
Irland
6.828
+ 32%
9
Sverige
6.324
- 10%
10
Belgien
3.684
- 24%
.
Andre
42.672
+ 5%
.
I alt
271.560
+ 4%
Danmark har i 1999 importeret 58% mere californisk vin end i 1998, og overgås på det punkt kun af hollænderne med deres + 63%. Det er imidlertid et faktum, at en hel del vin til de europæiske markeder kommer ind via Holland, så både det store antal kasser, som Holland tegner sig for, og den store fremgang i hollandsk import, bør måske tillægges de andre europæiske lande. Herunder Danmark.
Siden 1990 har eksportfremgangen for californisk vin været 18,4%.
I USA har der kun været en beskeden stigning i salget af billige hverdagsvine, mens salget af de dyrere kvaliteter er øget betydeligt - endnu et udtryk for den aktuelle boom i amerikansk økonomi.
Når det gælder de fornemme californiske vine, som der ikke er så store mængder af, er det ubetinget sælgers marked.

En rigtig bukke-vin
Det strømmede ind med i hundredvis af mennesker til "Australia Day Tasting 2000" i mandags på Børsen i København. Det var et virkeligt tilløbsstykke, og Australien viste, hvor stærkt dette store kontinent, men alligevel forholdsvis beskedne vinland står rent kvalitetsmæssigt. (Australien er vinland nr. 11, når det gælder produktionens størrelse).
Der var i alt 29 udstillere, der præsenterede 56 australske vinproducenter, og på bordene var opstilles en skov af flasker med i alt 258 forskellige vine - plus de "hemmelige" vine, der stod under bordene. Hos Consiva Vin bukkede vi for de rare mennesker, der derefter bukkede sig ned og hentede en Penfolds' Grange op - en af verdens berømteste og dyreste vine (cirka 1000 kr. flasken). Den var en stor nydelse. En rigtig bukke-vin.

Forklædte flasker
En af vinene, der blev præsenteret på den australske vinmesse i København, var Penfolds' Rawson Retreat Cabernet Sauvignon / Shiraz 1997 til 60 kr. - en vin, der i sidste uge var på tapetet i Australien. Ifølge Radio Australia News har en skurk nemlig forklædt den udmærkede vin som den langt dyrere St. Henri og solgt flaskerne i Sydney og omegn.
Politiet nappede skurken, efter at en vinhandler havde fattet mistanke, og Southcorp, der ejer Penfolds, meddeler, at mange af de forfalskede flasker er blevet inddraget - uden at man dog ved, hvor mange skurken har fremstillet.

Derfor holdt Rosenborg-vinen sig frisk
Vi er stadig ikke færdige med at fortælle om Rosenborg-vinen, som kongehuset serverede til årets nytårstaffel, og som vi begyndte at fortælle om i VinAvisen lige over nytår. Alle, der vil læse de tidligere afsnit i serien, finder dem nemt via disse links:
VinAvisen uge 2VinAvisen uge 3VinAvisen uge 4VinAvisen uge 5
For små tyve år siden besøgte den ene af VinAvisens to redaktører kælderen under Rosenborg Slot sammen med vinhandler Erling Lauemøller. Hans familie har været vinhandlere igennem fire generationer, og det var hans far, der som kongelig hofleverandør havde fået ansvaret for plejen af den berømte vin.
Mens vi smagte på indholdet i det store gamle træfad, sagde Erling Lauemøller, at det i virkeligheden var utroligt, at vinen var drikkelig. Men det skyldtes, sagde han, det fremragende tyske bødkerarbejde, samt at der oven på vinen lå et tyndt lag mikroorganismer. - I Sherry-distriktet kalder man det flor, men både min far og bedstefar kaldte det pant.
Når vi lyste ned gennem spunshullet med en lommelygte, kunne vi se dette lag - det var lyst grønligt, og det dækkede hele overfladen. - I virkeligheden er det en slags penicillin, sagde Erling Lauemøller.
Der fordampede en hel del af vinen ud gennem træet - faktisk mere vin, end der blev drukket ved nytårstaflet - og dette skete også, selv om Rosenborgs kældermester Jensen pøsede vand på fadet hver fjortende dag.
- Han blev lidt forbavset, da jeg foreslog ham det, mindedes Erling Lauemøller. - Metoden kendte jeg fra de tyske vinkældre ved Rhinen og Mosel. I min læretid dér opbevarede man kun vinen på træfade, og fadene og gulvene blev spulet som det sidste hver dag. Derved holdt man fugtigheden på det maksimale, og svindet blev mindst muligt.
Føljetonen fortsætter: Læs i næste nummer af VinAvisen, hvor skrapt Rosenborg-vinen smagte, da den var på sit værste.

Vega Sicilia med propsmag
Det berømte spanske vinhus Vega Sicilia har tilbagekaldt deres Valbuena 5, Reserva 1994 efter at have opdaget et problem med korksmag. Tilbagekaldelsen kan i værste fald koste 22 millioner kr.

Alle, der sender vinen tilbage, får en flaske af samme vin i årgang 1995. Indtil nu er kun 1000 flasker returneret ud af den totale mængde på 130.000. De fleste flasker er nok blevet nydt med værdig anstand.
Vinen fik 94 points i det amerikanske vinblad Wine Spectator, hvorfra vi har historien. Magasinet har netop gensmagt vinen uden at finde noget galt og fastslår derfor, at det nok ikke var alle flaskerne, der led af propsyge.

Endnu et årgangsskema
Så har vi fået tid til at lægge endnu et årgangsskema ind i VinAvisen, nemlig et for rødvinene fra Rioja.
Når man i Spanien taler om en stor årgang, er det dog som oftest høstmængden, der tænkes på. Klimaændringerne fra det ene til det andet år til det andet er så ubetydelige, at det egentlig ikke berettiger til udarbejdelse af et årgangsskema. Men nu har vi lavet skemaet, og det har da også den nytte - i modsætning til så mange andre årgangsskemaer - at det giver et tip om, hvornår den enkelte årgang med fordel kan drikkes.
Skemaer over Sauternes, Champagne og Tyskland, som flere læsere har efterlyst, er på vej.
De forskellige årgangsskemaer kan søges fra VinAvisens indgangsside, men vi bringer også lige linket her, hvis der er nogen, der har lyst til at kigge. Klik her.
.
.
Ædle vine
til salg
.
    Her er VinAvisens opslagstavle, hvortil læserne kan indsende besked om vine, de har til salg - eller vine, de efterlyser. Vi optager gratis indlæg fra private, og køber og sælger må selv kontakte hinanden og tinge om priser osv.
    Under disse linier kommer ugens opslag, og lignende tilbud og efterlysninger kan e-mailes til anker@vinavisen.dk
.19
    Byttes: Beringer Private Reserve 1985, 1986, 1993 byttes gerne med samme vin i en anden årgang med henblik på vertikalsmagning. Henvendelse til Stig Olausson, e-mail: olausson@get2net.dk
.20
    Sælges: 1 stk. Château Pétrus 1986 * 2 stk. Château Palmer 1989 * 4 Château Rauzan Segla 1989 * 1 stk. Château Rauzan Segla 1988 * 1 magnum Krug Vintage 1985. Samlet pris minimum 10.000 kr. eller højeste bud. Allan Nissen, tlf.: 48 22 15 60 og 21 63 62 91.
.21
    Sælges: * 2 flasker Penfolds Grange Bin 95 1981, flot fyldehøjde * 1 flaske Château Rieussec, Sauternes 1988, flot fyldehøjde * 1 flaske Château Coutet, Barsac 1985, flot fyldehøjde * 1 flaske Château Beychevelle 1961, original aftappet, fyldehøjde 2 cm under prop. Alle vine opbevaret perfekt. Send dit bud pr. e-mail til benito@get2net.dk
.s..22
    Sælges: Château Margaux 1970 * Château Lafite 1970 * Château Mouton-Rothschild 1964, 1967, 1970 og 1982 * Château Petrus 1981, 1982 og 1983 * Château Cheval Blanc 1970 og 1982 * Château Gruaud Larose 1975 * Romanée St. Vivant 1973 * Château d'Yquem 1980 * Chambolle Musigny 1954. Kom med et bud til Erik Pedersen, e-mail: epe@get2net.dk

Vinauktion med mindre lodder
Hidtil har Bruun Rasmussen afholdt de fleste vinauktioner i Danmark. Nu er Lauritz Christensen Auktionshus & Antik i København også på banen og tilbyder oven i købet at give plads til lidt mindre lodder, ligesom man vil lave smagninger af nogle af de vine, der kommer under hammeren. Yderligere vil gebyrerne, som parterne skal betale, være mindre end hos Bruun Rasmussen.
Den første vinauktion finder sted den 3. marts, og nærmere oplysninger fås på tlf.: 33 18 56 00.

Mere rødvin og mindre hvidvin fra Bordeaux
I Bordeaux mærker man konkurrencen fra andre markeder, men man synes på vej til at tilpasse sig de ændrede markedsforhold. Appellationerne Bordeaux og Bordeaux Supérieur melder således om et godt 1999 med et salg af 3 millioner hektoliter vin, hvoraf de to tredjedele er gået til det franske hjemmemarked.
3 millioner hektoliter - det er 1,1 million flasker om dagen eller tolv flasker solgt hvert eneste sekund.
I de to appellationer er der 6725 vinbønder, hvoraf de 2950 er tilsluttet kooperativer, og tilsammen dyrker de 58.000 hektar vinmarker, svarende til 580 kvadratkilometer.
Ifølge den franske avis SudOuest kommer der mere og mere rødvin fra Bordeaux. I dag repræsenterer hvidvinen kun 8 procent, mens den for 30 år siden stod for over halvdelen.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
Her er adressen på vores nye annoncekontakt:
Vinens Hus,
Magstræde 7,
1204 København K,
tlf.: 33 32 62 20,
fax: 33 33 85 75,
e-mail: aa@vinrejse.dk.

Henvendelser i redaktionelle spørgsmål sker fortsat til
anker@vinavisen.dk.
      Lidt om os selv
      Det er halvandet år siden, at VinAvisen gik på Internettet, og siden har vi fået luft under vingerne - takket være vore mange trofaste læsere.
      VinAvisen er jo en "gratisomdelt avis". Vores udgifter får vi dækket af annonceindtægter, og derfor er vi glade for, at salget af annoncer til VinAvisen pr. 1. februar er overtaget af Vinens Hus i København.
      De dygtige folk i Vinens Hus har en stor og god kontaktflade til den danske vinverden og vil kunne varetage annoncesalget på professionel vis.

      Nye annoncepriser
      Fra og med nytåret har vi i øvrigt sat vore annoncepriser op. Men naturligvis ikke, fordi Vinens Hus er kommet ind i billedet (det er der virkelig nogle vankundige, der har troet!). Vi har gjort det, fordi vi i halvandet år har kørt med urimeligt billige annoncepriser for at gøre det attraktivt at være med i VinAvisen.
      Nu har vi imidlertid fået så mange læsere, at vi finder det på tide med en justering. Hver mandag åbner cirka 4000 læsere VinAvisen. Det er branchefolk, folk fra detailhandelen, restaurationsbranchen, vinskribenter og vinklubber. Og i løbet af ugen er der yderligere 2-3000, der er inde og kikke - det er mest aftenopslag og derfor uden tvivl private vininteresserede.
      Mere end 1800 har bedt om at modtage VinAvisens gratis løbeseddel hver mandag morgen - alene i sidste uge er over 60 nye læsere kommet til.

      Vi sorterer og præsenterer
      Succesen er skabt, fordi man gennem VinAvisen kan holde sig aktuelt orienteret om, hvad der foregår på vinscenen i ind- og udland. Vi følger med i 50 trykte medier. Vi sorterer og præsenterer kun det vigtigste. Der spares således mange timers læsning af fagblade.
      Flere har også fortalt os, at de sparer udklipservice. De kan jo se i VinAvisen, hvem der har skrevet hvad.
      Mange vinfirmaer har lavet deres egen hjemmeside, men er lidt skuffede over, at de ikke får hits nok. Det problem klares let. Annoncér hjemmesiden i VinAvisen med link, så skal I se hits!
.

Aabenraa Vinklub fylder ti år
Det er sjældent, der skrives om vinklubber i aviserne, men i sidste uge havde Jakob Schelander en artikel om Aabenraa Vinklub i Jyske Vestkysten.
Klubben har fejret sit ti års jubilæum, og igennem årene har de 175 medlemmer smagt over 250 vine.
Såvidt vi kan se, har klubben kun én fejl, nemlig at den endnu ikke er repræsenteret i VinAvisens liste over vinklubber (klik her for at se den). Nå, men vi hører jo nok snart fra de vinglade folk dernede i Aabenraa ... :-)
.
      Ugens vinbillede
      Hver uge bringer vi et billede hentet fra vinens verden. Klik her eller klik på det lille billede til venstre for at se denne uges billede i stor størrelse.
      På en særlig side bringer vi en oversigt over alle de fotos, vi indtil nu har bragt. Klik her for at se dem.

Stadig sundt at drikke vin
Nye studier har endnu en gang bekræftet vinens gode indflydelse på helbredet. Tidligere undersøgelser viste, at to glas vin om dagen reducerede mulighederne for hjerte-karsygdomme med op til 40% (hvilket fik straks nogle til at drikke fem, seks genstande om dagen for at være 100% sikker!).
I den nyeste undersøgelse har mere end 22.000 deltaget gennem ti år. Den viser, at en enkel genstand om ugen betyder 20% færre hjerte-problemer i forhold til afholdsfolket.

God vin, som vi alle kan betale
Ejeren af Château Pavie og Château Pavie-Decesse i Saint Émilion og ejeren af Château La Croix-de-Gay og Château La Fleur de Gay i Pomerol, har sammen købt Château Clos l'Église og Château du Moulin Rouge. Partnernes plan er at lave god vin, som vi alle kan betale. Hidtil har de hver for sig kun haft erfaring i at lave god vin, som vi ikke kan betale.

Danmarks bedste vintjener
De danske sommelierer har travlt i disse dage. De forbereder den store fest, hvor Danmarks bedste vintjener skal kåres.
Det foregår søndag den 27. februar kl. 16.30 på Radisson SAS Scandinavia Hotel i København, hvor de tre finalister dyster på scenen om førstepladsen - med Per Pallesen som konferencier. Og derefter er der festmiddag med udsøgte retter og dertil hørende udsøgte vine. Samt et lotteri, hvor hovedpræmien er en weekend for to personer til Paris. Aftenen slutter med dans til Louisiana Jazz Band.
For at deltage i begivenheden skal man ryste op med 950 kr. - med mindre man er medlem eller vennemedlem af foreningen, for så slipper man med 700 kr. Tilmelding senest 10. februar på fax 32 87 04 05, att.: Tim Vollerslev

Syge vine afvises ved døren
Til B.T. har Birger A. Andersten skrevet en artikel om FDB's centrallaboratorium, der analyserer 400 flasker vin om året.
Retningslinierne for analyserne er beskrevet i en næsten 200 sider stor manual fra EU, og yderligere får laboratoriet løbende kontrolleret sine måleresultatet via det franske kontrolorgan Bureau Interprofessionel d'Etudes Analytiques.
- Det sker måske syv-otte gange om året, at en vin bliver afvist, fortæller vinkontrollens leder, Anne Johansen, - typisk fordi der har været et for højt indhold af sulfit eller flygtige syrer, så vinen begynder at få eddikestik. Og vi har da også oplevet at få en tankvogn vin hjem i stormgæring, så tanken lignede en udspilet gummibold.
På spørgsmålet om, hvad laboranterne gør ved alle de åbnede flasker, får intervieweren et hvast svar: - Resterne skal af kontrolhensyn gemmes i fjorten dage, og kan du forestille dig smagen af en vin, der har stået så længe?
Vi kan tilføje, at også flere af de andre store importører af vin har lignede kontrolforanstaltninger på egne laboratorier.

Også du, min søn Brutus?
Den 11. marts afholder Sam og Grace Costannzo en særlig velgørenhedsfest på deres vingård Golden Grove Estate i det australske Queensland - særlig, fordi alle deltagerne er iført romerske togaer, der jo er en let og behagelig beklædning i sommervarmen.
Vingårdens ejere, der tilhører en siciliansk udvandrer-familie, siger til det australske vinblad Winestate, at de holder festen for at mindes dagen, hvor Brutus slog Julius Cæsar ihjel i året 44 f.Kr.
Det var nu ikke den 11. marts. Det var den 15. marts. Men, skidt med det. Vi tager togaen på alligevel ...

Ugens fund: De bedste vine
Til denne uge har VinAvisens smagepanel fundet disse drikkeværdige vine:

Juan de Juanes, Valencia, Spanien 1995
33,95 kr., Spar og Favør, import: Det Franske Vinlager, tlf.: 43 50 04 00
En vin til 34 kr. skal naturligvis vurderes ud fra den billige pris, og gør vi det med denne rødvin, så må vi sige, at man får noget for alle de 34 kr. Vinen er fem år gammel og fadlagret. Den har hele 14 procent alkohol og en masse frugt og sødme. En glimrende hakkebøffe-vin fuld af sol.

Villa Appia, Rosso Primitivo IGT, Puglia, Italien 1998
39,95 kr., udvalgte Super 1, SuperNærkøb, SuperBest og Wika butikker
import: Det Franske Vinlager, tlf.: 43 50 04 00
Det er utroligt, så mange glimrende vine, der er begyndt at komme nede fra den italienske støvlehæl, men også forståeligt, for her får man både kvalitet og rimelige priser. Denne rødvin er en af dem. En god mundfuld til prisen, kraftig, blød, frugtagtig med nuancer lidt efter lakrids. Vinen er opkaldt efter Via Appia, den oldromerske vej, der gik fra Rom og helt ned til hælen.

Hardys, Cabernet Shiraz Merlot, South Australia 1997
69,50 kr., Irma
En fyldig og flot rødvin med en dejlig intens frugt og let sødme. Vinen har ligget atten måneder på fad, men netop på grund af frugtfylden har fadlagringen ikke varet for længe, men er lige tilpas. De tre druer er blandet i forholdet 41, 40 og 10 procent, hvortil kommer 9 procent andre druer.
.
    Her finder du de gode vine
    Når VinAvisens smagepanel har udnævnt en vin til at være blandt "Ugens fund, de bedste vine" (se ovenfor), vil den i en periode kunne placeres på vore sider i afsnittet Hvilken vin passer til maden? Samtidig markeres vinen med VinAvisens gyldne Etiket.
    Listen over alle vine, der aktuelt udstilles på denne måde, kan du se ved at klikke på disse ord.
Må vi sende dig VinAvisens løbeseddel?
Vil du hver uge modtage en e-mail med VinAvisens løbeseddel med en kort oversigt over ugens nyheder? Så send os en e-mail med din e-mail adresse skrevet nede i tekstfeltet.
OBS: Det er ikke nok bare at sende en "tom" e-mail. Din e-mail adresse skal stå i tekstfeltet. Klik her: anker@vinavisen.dk

Vine i top - med telefonnumre
Her kommer listen over de vine, som vinjournalisterne har fundet som værende helt i top. Ved samtlige vine har vi anført importørens eller forhandlerens telefonnummer, så du nemt kan ringe op og spørge, hvor vinen fås.
B.T. (ved Gitte Hindholm og Svend Erik Olsen):
* Houdamond Reserve, Bellevue Estate, Stellenbosch, Sydafrika 1997, rødvin til 100 kr. for 2 flasker (tilbud) i Føtex.

Børsen (ved Mette Kryger):
* Tenue Marchesa Riserva, Antinori, Chianti, Italien 1996, rødvin til 159 kr. fra Remy Danmark (tlf.: 39 16 06 00).

* Donna Lisa Riserva, Salice Salentino, Puglia, Italien, rødvin til 180 kr. fra Wine Selection (tlf.: 39 29 49 99).
* Guado al Tasso, Bolgheri, Italien, rødvin til 295 kr. fra Remy Danmark (tlf.: 39 16 06 00).
Erhvervsbladet (ved Flemming Hvelplund):
* I Monili, Primitivo del Tarantino Tipica, Italien 1997, rødvin til 49,95 kr. hos Gobi (tlf.: 36 13 00 60)

* Vecchio Grappa Rosso del Salentino Tipica, Italien 1998, rødvin til 45 kr. fra Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48).
* Villa Sonia, Salice Salentino, Italien 1996, rødvin til 35 kr. fra Vinbonden (tlf.: 38 11 44 95).
* Colmaroni di Santi Salentino Tipica, Italien 1998, rødvin til 39,95 kr. fra Allied Domecq (tlf.: 56 30 02 00).
* Villa Appia, Salento, Primitivo Tipica, Italien 1998, rødvin til 39,95 kr. fra Det Franske Vinlager (tlf.: 70 10 02 03).
* Primitivo di Manduria, Italien 1997, rødvin til 30 kr. i Netto.
Fyens Stiftstidende (ved Jørgen Aldrich):
* Clos de la Pinède, Pinot Noir, J.& F. Lurton, Hérault, Frankrig 1998, rødvin til 49 kr. fra Vinbonden (tlf.: 38 11 44 95).

Politiken (ved Jørgen Mønster Pedersen):
* D'Istinto Syrah, Sicilia IGT, Italien 1997, rødvin til 269 kr. for seks flasker hos Kvickly.

Jyllands Posten København (ved Anders Grøndahl):
* Domaine Lafond, Roc-Epine, Côtes du Rhône, Frankrig 1998, rødvin til 52 kr. fra O.M. Nielsen Vinimport (tlf.: 45 57 07 87).

* Les Grandes Vignes du Roy, Rasteau, Côtes du Rhône Villages, Frankrig 1998, rødvin til 59,50 fra William Petersen Vin (tlf.: 45 86 05 20).
* Domaine de Verguière, Sablet, Côtes du Rhône Villages, Frankrig 1995, rødvin til 76 kr. fra Dahms Vinimport (tlf.: 48 71 78 74).
* Domaine La Bouissiere, Gigondas, Frankrig 1997, rødvin til 99 kr. fra Jysk Vin (tlf.: 86 40 44 44).
Berlingske Tidende (ved Jacqueline Jensen):
* Zonnenbloem Pinotage, Sydafrika 1996, rødvin til 54,95 kr. fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00).
* Houdamond Reserve, KWV, Sydafrika 1997, rødvin til 100 kr. for to flasker i Føtex og Bilka.
* Cabernet Sauvignon, KWV, Sydafrika 1997, rødvin til 49,95 kr. i Føtex.
* Nederburg Cabernet Sauvignon, Paarl, Sydafrika 1997, rødvin til 54,95 kr. fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00).
* Plaisir de Merle, Cabernet Sauvignon, Sydafrika 1997, rødvin til 110 kr. fra fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00).
Damernes Verden (ved Flemming Hvelplund):
* Carmen Nativa Chardonnay, Maipo Valley, Chile 1998, hvidvin til 95 kr. fra Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48).

* Carmen Nativa Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile 1998, rødvin til 110 kr. fra Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48).
Århus Stiftstidende (ved Palle Westphal):
* Villa Garros, Cabernet Sauvignon / Merlot, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 1996, rødvin til 99 kr. fra Ebbe Nielsens Vinhandel.

* Trapiche Oak Cask Pinot Noir, Mendoza, Argentina 1997, rødvin til 64,95 kr. fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00).
Berlingske Lokalaviser (ved Svend Erik Olsen):
* Errazuriz, La Escultura Estate, Chardonnay, Casablanca Valley, Chile 1999, hvidvin til 58,50 kr. (6 flasker for 300 kr.) fra H.J. Hansen Vinhandel (tlf. i Odense: 63 12 82 00, i København 35 42 43 11, og i Aalborg 98 12 52 90 - samt kæden Vinspecialisten, tlf.: 63 12 82 00).

Nordjydske Stiftstidende (ved Jørgen la Cour-Harbo):
* Nekeas Cabernet Sauvignon, Navarra, Spanien 1997, rødvin til 37,95 kr. fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00).
Frederiksborg Amts Avis (ved Jens O. Kristiansen):
* Hogue Cellars Merlot, Washington State, USA 1996, rødvin til 138 kr. fra Kjær & Sommerfeldt (tlf.: 70 15 65 00).

Vil du hellere have VinAvisen pr. fax?
Som en speciel service tilbyder vi at sende VinAvisen pr. fax til læsere, der endnu ikke er kommet på Internettet. Et abonnement for ti uger koster 495 kr. plus moms. Ring venligst til Vinens Hus, tlf.: 33 32 62 20, og aftal nærmere. Faxen vil som regel blive sendt mandag eftermiddag.

Vil du hellere have hele VinAvisen som e-mail?
Flere travle branchefolk har spurgt os, om de kan få tilsendt VinAvisen direkte som e-mail - altså ikke kun ugens gratis løbeseddel, men hele avisens tekst. De finder det vigtigt at kunne holde sig ajour med, hvad der sker i vinens verden og få oplysninger og tips, der blandt andet kan hjælpe dem i forhandlinger med udenlandske producenter.
Dette kan godt lade sig gøre. Fra og med denne uge kan man tegne abonnement på VinAvisens friske nyheder hver mandag morgen tilsendt egen e-mail adresse. Prisen for abonnement i et halvt år er 390 kr.
Abonnement kan tegnes ved henvendelse til Vinens Hus, tlf.: 33 32 62 20.

Nyheder fra de tidligere uger
Mange af VinAvisens nyheder fra tidligere uger er stadig aktuelle, og de findes derfor i VinAvisens arkiv.

Eftertryk er tilladt
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret. Men bemærk: Det gælder kun vore nyheder fra vinens verden, ikke de vurderinger og udtalelser om vine, som landets vinjournalister citeres for. Og angiv venligst altid kilden: VinAvisen på Internet-adressen www.vinavisen.dk