Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 27, 2000


Vin-aktuelt i uge 27
3. juli - 9. juli 2000
.
      Denne uges motto
    Vin bliver bedre med alderen - jeg holder mere og mere af vin, jo ældre jeg bliver.
Anonym

Tillykke til os selv
Med dette nummer af VinAvisen har vi afsluttet vore to første årgange og kan med glæde konstatere, at foretagendet har udviklet sig.
Vi har i dag 5-6000 læsere, og mere end 2100 af dem modtager hver mandag (og ofte allerede om søndagen) vores løbeseddel med en oversigt over ugens nyheder - og naturligvis med en invitation til at klikke sig ind på www.vinavisen.dk og læse det fulde budskab.
Vi har også fået flere og flere annoncer - og tak for det. VinAvisen er jo en "gratisomdelt" avis. Vores eneste indtægt hidrører fra annoncerne, så vi er glade for dem.
VinAvisen vil stadig udvikle sig. Vi eksperimenterer således med et nyt og endnu mere brugervenligt design, ligesom vi har flere nye former for service i støbeskeen. De dugfriske nyheder fra vinens verden vil dog stadig have førsteprioritet.
Alle de 104 nyhedsbreve, vi har skrevet igennem de to år, ligger i arkivet.

Kampen mod skarpskytten
Fra Californien meldes, at Napa County synes helt fri for the glass-winged sharpshooter. Der var ikke et eneste af de farlige insekter i de 2900 selvklæbende fælder, der i de sidste uger er blevet sat op i området.
Dette betyder, at vejen måske er banet for karantæne-bestemmelser for indførsel af vinplanter - og i det hele taget alle former for planter - fra de i alt tolv counties (amter), der er angrebet af insektet og af sygdommen Pierce’s Disease.
Samtidig foreslår man, at der indføres forbud mod transport af druer ind i Napa. Alle druer fra angrebne områder skal først omdannes til most.
I Sonoma County er man meget nervøse, fordi der er fundet æg fra skarpskytten på prydplanter importeret fra det sydlige Californien. Hvis disse æg var blevet udklækket, ville 21.000 hektar vinmarker være truet og en vinindustri med en omsætning på 2 milliarder måske lagt i ruiner.
Om en karantæne bliver indført, vil tiden dog vise. De store planteskoler i det sydlige Californien er naturligvis stærkt imod det.

Vinselskabet i radioens P1 søndag aften
Søndag aften d. 1. juli kl. 20.30 var VinAvisens to redaktører gæster hos Thyge Stenstrup i "Vinselskabet" på radioens program P1.
Emnet for vinsnakken var californiske vine, og her er en liste over de vine, vi smagte og kommenterede:
* Jordan Chardonnay, Sonoma 1994 fra Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65), 218 kr. - en superintens, klassisk fadgæret Chardonnay.
* Robert Mondavi Pinot Noir, Unfiltered, Napa Valley 1996 fra Kjær & Sommerfeldt (tlf.: 70 15 65 00), 189 kr. - fyldig og saftig uden at miste den elegante balance.
* Turning Leaf Merlot, Ernest & Julio Gallo, Californien 1996 fra Skjold Burne (tlf.: 43 45 14 22), 79 kr. - en vellavet og moden vin, hvor man får en masse for pengene.
 * 1998 Kenwood Old Vine Zinfandel 1998 fra Cissus (tlf.: 59 44 43 12) 98 kr. - lidt af et kup for denne mørke, kraftige, krydrede og magtfulde sag. Den holder 14,3 procent alkohol.
* Wente Cabernet Sauvignon Reserva, Livermore 1997 fra Supergros / Det Franske Vinlager (tlf.: 43 22 84 34), 109 kr. - flot med stor velsmag, en klassisk Cabernet.
På næste søndag, d. 9. juli, kl. 20.30 mødes Flemming Hvelplund og Henrik Oldenburg hos Thyge Stenstrup i "Vinselskabet" på P1, og her er emnet vine fra Rioja. I næste nummer af
VinAvisen bringer vi som sædvanlig en liste over de smagte vine.

Vin også godt mod kræft
Den franske dr. Serge Renaud, der i sin tid lancerede begrebet "det franske paradoks", vil til september fremlægge en interessant rapport om vin og kræft. Det sagde han på Congrès Mondial de la Vigne et du Vin, der blev afholdt i sidste uge i Paris.
Af rapporten vil fremgå, at vin ikke kun er godt for hjertet, men at vin også nedsætter risikoen for alle former for kræft med mindst 20 procent.
Rapporten bygger på studiet af 34.000 franske mænds drikkevaner og er udført for den franske sundhedsstyrelse, Institut National de Santé et de la Recherche Médicale.
Senere på året vil dr. Renaud fremlægge resultaterne af en undersøgelse af 65.000 kvinders drikkevaner og vinens gode eller dårlige indvirkning i forbindelse med brystkræft.
Til Wine Today siger dr. Renaud, at der godt nok er flere antioxidanter i rødvin end i hvidvin, men at det ikke er sikkert, at man behøver så stort et antal. - Vi kender ikke alle emner i vinen, siger han, - og noget tyder på, at hvidvin kan have de samme gode egenskaber som rødvin.

Det er vinen også godt for
På Congrès Mondial de la Vigne et du Vin fremlagde dr. Martin Edeas fra AIDS research-centret på det parisiske Hospital Antoine Béclère en rapport, der synes at bringe godt nyt til HIV-patienter:
Et eller to glas vin om dagen - kombineret med medicinering - vil måske kunne forlænge perioden, før sygdommen kommer i udbrud. Samtidig øges patienternes appetit og psykologiske velbefindende.
Dr. Edeas studier viser, at vinens polyfenoler og flavonoider hindrer HIV-infektionen med op til 80 procent, og meget tyder på, at stoffer i vinen også begrænser vira, der ellers er resistente over for medicin.
Og så er vin en hel del billigere end alle de andre forholdsregler, der ifølge dr. Edeas kan koste over 200.000 francs, før sygdommen når AIDS-stadiet.

Kir staves med ét r
Informations Flemming Kyed er på ferie, og som vikar har David Rehling skrevet avisens vinspalte, der i sidste uge handlede om apéritif.
I artiklen staver David Rehling den gode Kir med to r'er - Kirr - og det skal være ham tilgivet. Denne forkerte stavemåde har været ret indarbejdet, og den stammer vistnok fra en madskribent, der syntes, at det så smartere ud på den måde.
Som vi fortalte i forrige nummer af VinAvisen, er apéritiffen opkaldt efter den legendariske kannik Félixe-Adrien Kir, folkehelt i Bourgogne under krigen.

Sådan blandes en Kir
Vores omtale af Kir har i øvrigt foranlediget dette spørgsmål fra J.P. Hansen i Odense: - Hvad er det korrekte blandingsforhold i en Kir?
Før folkehelten Kir gav navn til drikken, hed den Blanc-Cassis, fordi den blandes af hvidvin (vin blanc) og solbærlikør (Crème de Cassis).
Solbærrene har i århundreder været produceret i store mængder i egnen omkring Dijon, og allerede i 1500-tallet fandt munkene på at lægge solbær i brændevin - naturligvis først og fremmest for at lave medicin, men de har sikkert også godt kunnet lide både smag og virkning. Og en god medicin var det jo - solbær er fulde af C-vitaminer.
Hvidvinen skal ifølge traditionen være en Bourgogne Aligoté, og det korrekte forhold mellem vin og likør - og det forhold, som Kir selv brugte på sit rådhus - er fem dele Aligoté og én del Crème de Cassis. Hverken mere eller mindre.
Og så skal man i øvrigt komme likøren i glasset først. Likøren har en højere vægtfylde end vinen, og de to ting blandes derfor bedst på denne måde.
Bruger man champagne eller mousserende vin, får man en Kir Royal.
Bruger man brombær-likør i stedet for Cassis, får man en Mure (udtales myyyyrr).
Bruger man rødvin i stedet for hvidvin, får man en Cardinale - tidligere kaldet en Communiste.
Og bruger man en hvid bordvin og en dansk solbærrom, så er det en dårlig restaurant, der ikke er værd at besøge.

Stor aktivitet i det sydlige Toscana
Det britiske vinblad Decanter melder om en meget stor interesse for området Maremma i det sydlige Toscana - det er nærmest, som om man er blevet grebet af en slags guldfeber. Alle vil købe vingårde og -marker, og store firmaer som Antinori, Zonin, Biondi Santi, Poliziano, Fonterutoli og Cecchi er på banen.
Hvad der har vakt denne interesse, er den stadig større aktivitet fra californiske Robert Mondavi, som siden 1995 har samarbejdet med den toskanske producent Marchesi de'Frescobaldi omkring de to topvine Luce og Lucente samt den billigere Danzante, der netop nu sælges i Danmark (af H.J. Hansen).
Fornylig har Mondavi/Frescobaldi erhvervet den 166 hektar store ejendom La Capitana i Morellino de Scansano-appellationen, som har et stort potentiale for Merlot- og Sangiovese-druerne, der bruges til Lucente.
Mondavi har også aktier i det italienske vinfirma Ornellaia (sandsynligvis 10 procent), og også på denne front forventes øgede investeringer og udvikling.

Her omsættes de store partier vin
De færreste af os har brug for en tankvognfuld rødvin. Men nogle har, og de har nu fået en slags bulk-børs på Internettet - på adressen www.wineryexchange.com.
Verdens største mægler i bulkvin, Joseph W. Ciatti Co., er med i foretagendet, og aktuelt er der over 700 partier vin på tilbud, svarende til op mod 5 millioner liter.
I WineryExchange’s database kan man søge på druesort, pris, appellation, laboratorie-analyser og fremstillingsteknikker.

De danske vinbønder
Danmark har som bekendt fået status som vinproducerende land inden for EU med ret til at tilplante 99 hektar med vinstokke. Og det er man godt på vej med.
I vores umilde klima kan det naturligvis kun blive et hyggeligt hobbyarbejde, men det er noget, der interesserer mange. Foreningen af Danske Vinavlere (FDV) har således over 500 medlemmer.
Foreningens hjemmeside ligger på adressen www.vinavl.dk.

De danske vinmarker
I en artikel i tidsskriftet Fødevarenyt skriver Karin Møller-Olsen, at Fødevareministeriets forhandlere i foråret og forsommeren 2000 har deltaget i adskillige møder i EU's forvaltningskomité for vin. Her indgås aftaler om, hvordan vinen skal fremstilles, tilsætningsstoffer osv.
Samtidig er Fødevaredirektoratet sammen med Direktoratet for Fødevare Erhverv og Plantedirektoratet i færd med at udarbejde en bekendtgørelse om vin, der fastsætter danske regler for hvilke druesorter, der kan anvendes, samt for registrering og kontrol. Og da vinfremstilling er ukendt land for de danske myndigheder, vurderer jurist i Fødevaredirektoratet Anja Åkerlund, at de nye tilsynsopgaver med den danske vinproduktion vil medføre et behov for efteruddannelse.
Jamen, vi får jo virkelig travlt! Man regner med, at 10-20 medlemmer af FDV er interesserede i kommerciel vindyrkning. Hvis 15 af dem deler de 99 hektar vinmarker, som EU har tildelt Danmark, bliver der 6,6 ha til hver. Det svarer til 6 fodboldbaner. Gad vide, hvor mange direktiver og papirdynger og rejser til Bruxelles det svarer til?

Endnu mere vin fra Chile
Chile svømmer i vin, skrev Berlingske Tidende som rubrik til en artikel fra Reuter. Høsten i den netop afsluttede sommer har været stor, og i løbet af de næste tre år vil der komme yderligere vin fra 20.000 hektar nyplantede vinmarker, der vil udvide dyrkningsarealet med cirka en fjerdedel. Fra 1994 til 1999 er arealet steget med cirka 50 procent til 80.000 hektar - og er altså på vej mod de 100 hektar.
Chilenske vinfolk erkender, at det er bydende nødvendigt at intensivere markedsføringen for at komme af med vinen.
I 1985 eksporterede Chile vin til 40 lande og omsatte for 10,9 millioner dollar. I dag eksporteres der til 97 lande og omsættes for 526 millioner dollars, men stigningstakten er stagnerende.

Rekordhøst på New Zealand
Vinhøsten på New Zealand har været den største nogensinde. Man har høstet 80.100 tons druer og slår således sidste års rekord på 79.700 tons.
I de kommende år vil høsten dog blive endnu større, idet vinmarkernes areal øges stærkt - trods verdens generelle problem med en vinsø, der er ved at flyde over, og trods EU’s støtte til europæiske vinbønder, der nedlægger vinmarker.
Druesorternes andel i den new zealandske vinproduktion ændres også hastigt. I forhold til 1999 ser stigningerne således ud:
* Chardonnay: Plus 32.4 procent til 23,593 tons
* Pinot Noir: Plus 30.5 procent til 6319 tons
* Merlot: Plus 25.8 procent til 4090 tons
* Riesling: Plus 17.5 procent til 4070 tons
* Cabernet Sauvignon: Plus 1.9 procent til 3792 tons
* Sauvignon Blanc: Minus 24.8 procent til 15,472 tons
* Muller Thurgau: Minus 28.9 procent til 6,353 tons
Bemærk nedgangen i Sauvignon Blanc, der stadig har den største andel af New Zealands vineksport.

Forbud mod spam
Reklamer, der uopfordret sendes som e-mail, har altid været betragtet som dårlig opførsel. Det kaldes spam, og mange "straffer" de formastelige afsendere ved at returnere reklamen flere hundrede gange.
Nu har Folketinget ifølge Jubii E-handel indført en række lovændringer til regulering af området. Det betyder blandt andet:
at erhvervsdrivende kun må sende elektroniske reklamer, hvis modtageren selv har bedt om det. - hvorimod de gerne må sende reklamer som almindelig post.
at forbrugerne kan sige nej til personligt adresseret reklamepost og salg af registrerede kundeoplysninger. Ifølge Forbrugerstyrelsen kan man melde fra over for denne form for reklamer via kommunens CPR-register.
at der er indført længere fortrydelsesfrist ved postordrekøb og ved handel via Internettet. Nu har man to ugers fortrydelsesret mod tidligere en uge.
at detaljerede oplysninger om fx hvilken vin man køber, eller om man har handlet på kredit, ikke må gives videre, uden at forbrugeren har givet lov. Til gengæld må den erhvervsdrivende videregive mere generelle oplysninger om deres kunder. Det kan være oplysninger om navn, adresse, køn og alder, og om man fx ejer en computer med modem-opkobling. Man kan som forbruger én gang for alle kan undgå, at også de generelle oplysninger sælges videre. Det sker ligeledes via kommunens CPR-register.
Yderligere oplysninger ligger på http://www.forbrugerstyrelsen.dk/snyt/fssnyt.htm.

Tosset med Vin
Der bliver større og større operatører på Internettet, når det gælder salg af vin. Det gælder blandt andet i Storbritannien.
En af dem er det nytilkomne Madaboutwine - Tosset med Vin - der retter sig mod den øvre ende af markedet med i alt 4000 mere specielle vine fra hele verden.
Firmaet har 20.000 kunder registreret i databasen og omsatte i maj måned for 60.000 pund (720.000 dkr.).
Firmaet er meget fleksibelt. Man tilbyder at levere enhver ordre - fra en enkelt flaske til flere kasser, og kunderne må også gerne
bestille blandede kasser.
I første omgang sælger man kun i Storbritannien, men man har planer om at ekspandere i Europa og begynder i Tyskland.
Adressen er: www5.madaboutwine.com/main.asp.

Et slag for den gode hvidvin
I Politiken har Henrik Steen Andersen slået et slag for den gode hvidvin, og det kan vi kun bifalde. Det er korrekt, at specielt rødvinen med sine flavonioder er godt for helbredet, men det bør ikke få os til at svigte de herlige hvidvine.
I forbindelse med artiklen bringer Henrik Steen Andersen dette skema med forslag til sammensætningen af hvidvin og mad:

Vinens karakterEksemplerPasser blandt andet til ...
Let, syrerig, slank tørMuscadet, Riesling (trocken)Skaldyr, enkle fiskeretter
Let, både syre og sødme, friskTysk Riesling, Chenin BlancFedt fjerkræ, apéritif
Kraftig, syrerig, tørAlsace-Riesling, Chenin BlancMættende fiske- og fjerkræsretter
Sauvignon BlancFrisk gedeost
Kraftig, fed, alkoholrigOversøisk ChardonnayEksotisk, krydret mad, evt. stærkt
SyrefattigPinot Gris, GewurztraminerLagrede oste
Sød, elegant, alkoholsvag(Trocken) BeerenausleseLette desserter med frugt
Sød, kraftig, alkoholrigSauternes, TokajiFoie gras, blåskimmelost
1999-årgangen fra spanske Navarra
Spanierne forhaster sig ikke. Når de skal bedømme en årgang, giver de sig god tid, og først når den nye årgang blomstrer, får man myndighedernes officielle bedømmelse af den unge vin, der ligger i kældrene.
Årgang 1999 bedømmes i Navarra som "meget god" - dvs. over gennemsnittet, men ikke exceptionel.
72 millioner kilo druer kom i hus og blev til 51.500.000 liter vin, som er blevet accepteret af Consejo Regulador. 68,5 procent er rødvin, 24 procent er rosé og 6,3 procent er hvid. (Hvad de sidste 1,2 procent op til 100 er for noget, oplyses ikke).
I 1999 blev der eksporteret 16.838.700 liter Navarra-vin, hvoraf de 81,08 procent var på flaske, mens resten var i bulk (tankvogn, container osv.). EU-landede aftog 87,7 procent af den eksporterede vin.
Største kunde er Sverige tæt fulgt af Tyskland. Herefter følger England, Holland og Danmark.
.
    Den danske vinbranche
    * Aktieselskabet Franske Vingårde samler mange hundrede aktionærer, der synes, det er sjovt at eje et slot i Bordeaux. Blandt andet ejer de det kendte Château de Haux. I nyere tid er Château Carmel de Mingot kommet til, og nu meldes fra slottet, at slottets rødvin i 1997-årgangen har modtaget "la Grande Medaille d'Or" - den store guldmedalje - ved den prestigefyldte konkurrence Concours Mondial 2000 i Bruxelles. Vinen var her i konkurrence med mere end 2700 vine fra 27 forskellige vinproducerende lande. Vinen distribueres i Danmark af Vingaarden og sælges af FDB for 69,95 kr. I næste nummer af VinAvisen fortæller vi, hvordan den smager.
    * De Danske Spritfabrikker har - efter salget til det svenske V&S Vin &Sprit AB - pointeret, at de ikke mere hedder Danisco Distillers. Koncernens officielle navn og adresse er De Danske Spritfabrikker, Langebrogade 4, Postboks 2158, 1016 København K, og vinafdelingen er fortsat Peter F. Heering, Rødeledsvej 70, 5700 Svendborg.
    * Fionia Vinimport har overtaget to agenturer fra Zurrita Vinimport: Cava-huset Parxet og vinhuset Tionio i Ribera del Duero.
    * Nyheder fra den danske vinbranche bedes sendt til anker@vinavisen.dk - men redaktionen forbeholder sig naturligvis ret til at afgøre, hvad der er relevant stof at bringe ...
..

Kan Finlandia hale ind på Absolut?
Finlandia Vodka er mere end overhalet af den svenske Absolut. Nu har finnerne solgt 45 procent af aktierne - for cirka 650 millioner dkr. - til den amerikanske koncern Brown-Forman, der blandt andet står for Jack Daniels og Southern Comfort. Brown-Forman har siden 1996 været Finlandias internationale distributør.
Finnerne regner med i det nye partnerskab at kunne hale ind på Absolut.

Til lykke til Søren Søndergaard
I tirsdags kunne Søren Søndergaard fejre sin 70 års fødselsdag. Han skabte sig sin egen markante niche i den danske vinverden, da han i 1984 vandt 48.000 kr. i Otto Leisners tv-program "Kvit eller Dobbelt". Siden har han skrevet om vin i flere medier, blandt andet "Penge og Privatøkonomi" og "Smag og behag". Fra 1976 til 1991 var han bedriftslæge i SAS.

Ugens fund: De bedste vine
Til denne uge har VinAvisens smagepanel fundet disse drikkeværdige vine:

Boiseraie, Cuvée Spéciale, Côtes de Saint Mont, Frankrig 1999
47,50 kr. (250 kr. for 6 flasker), H.J. Hansen Vinhandel,
tlf. i Odense: 63 12 82 00, i København 35 42 43 11 og i Aalborg 98 12 52 90
- samt kæden Vinspecialisten, tlf.: 63 12 82 00
Vi kunne ikke gætte, hvilke druer der er blevet brugt til denne friske, fyldige og frugtagtige hvidvin. Den dufter af Sauvignon Blanc, men alligevel ikke. Nu har vi fundet ud af, at det er de ret ukendte druer Manseng og Arrufiat (også kaldet Ruffiac), der er i vinen, der vil være glimrende til lettere fiskeretter og skaldyr.

Domaine Saint-Remy Riesling, Erhart, Alsace, Frankrig 1999
50 kr., Felde Vin, tlf.: 75 51 36 98
Denne fyldige og friske Riesling-hvidvin er efter vor opfattelse lidt i den tyske stil, med en let sødme og næsten fed i det. Den er som at få en håndfuld druer i munden og en glimrende vin til mad - fx til en god frokost under solparasolen. Den udvikler sig i øvrigt meget i glasset, når den får lidt luft.

Marqués de Alella Clasico, Parxet, Alella, Spanien 1999
89 kr., Fionia Vinimport, tlf.: 65 93 36 96
En kraftig, let krydret hvidvin med en god druesmag, en let sødme og et lille bid i slutningen, der står godt til mad. Den er lavet på druen Pansa Blanca, der er typisk for det lille distrikt Alella ud til Middelhavet lige nord for Barcelona.
.
    Her finder du de gode vine
    Når VinAvisens smagepanel har udnævnt en vin til at være blandt "Ugens fund, de bedste vine" (se ovenfor), vil den i en periode kunne placeres på vore sider i afsnittet Hvilken vin passer til maden? Samtidig markeres vinen med VinAvisens gyldne Etiket.
    Listen over alle vine, der aktuelt udstilles på denne måde, kan du se ved at klikke på disse ord.

Disse vine fandt aviserne i ugen, der gik
Her kommer listen over nogle af de vine, som vinjournalisterne har fremhævet i ugen, der gik. Ved samtlige vine har vi anført importørens eller forhandlerens telefonnummer, så du nemt kan ringe op og spørge, hvor vinen fås.
Århus Stiftstidende (ved Palle Westphal):
* Alozo Gran Reserva, La Mancha, Spanien 1992, rødvin til 76,95 kr. i Bilka.

* Rama Corta, La Mancha, Spanien 1999, rødvin til 44,95 kr. i Bilka.
* Castaño Monastrell, Yecla, Spanien 1999, rødvin til 88 kr. for 2 flasker i Bilka.
* Castillo San Simón, Jumilla, Spanien 1999, rødvin til 34,95 kr. i Bilka.
Fyens Stiftstidende (ved Jørgen Aldrich):
* Primavera, Bairrada, Portugal 1997, rødvin til 40 kr. fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00).

Berlingske Lokalaviser (ved Svend Erik Olsen):
* Château Baron Gassier, Cuvée Originale, Côtes de Provence Rosé, Frankrig, rosévin til 56,50 kr. hos Skjold Burne.

Jyllands-Posten (ved Ulrik Boesen og Niels Lillelund):
* Pervini, Archidamo, Primitivo di Manduria, Puglia, Italien 1997, rødvin til 60 kr. hos Gobi (tlf.: 36 13 00 60).

* Sonetto, Primitivo di Manduria, Puglia, Italien 1997, rødvin til 63 kr. hos Sigurd Müller (tlf.: 98 18 50 99).
* Duneco, Primitivo di Manduria, Puglia, Italien 1998, rødvin til 119 kr. hos Gobi (tlf.: 36 13 00 60).
ErhvervsBladet (ved Flemming Hvelplund):
* Château Villegly, Minervois, Frankrig 1998, rødvin til 45 kr. fra Nordisk Tobaks Kompagni (tlf.: 43 45 67 66).

* Calvet Cabernet Sauvignon, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 1998, rødvin til 44,95 kr. fra allied Domecq (tlf.: 56 30 02 00).
Euroman (ved Jesper Uhrup Jensen):
* Wolf Blass Cabernet Sauvignon, Yellow Label, South Australia 1998, rødvin til 105 kr. fra Troels-Smith (tlf.: 75 71 16 00).

Politiken (ved Henrik Steen Andersen):
* A mano, Primitivo, Puglia, Italien 1999, rødvin til 60 kr. hos Philipson Wine (tlf.: 45 76 68 88).

* Vernion, Chablis, Frankrig 1999, hvidvin til 60 kr. hos Gobi (tlf.: 36 13 00 60).
B.T. (ved Gitte Hindholm og Svend Erik Olsen):
* Copertino, Riserva, Rosso, Puglia, Italien 1997, rødvin til 110 kr. for 3 flasker hos Føtex i denne uge.

Alt for Damerne (ved Flemming Hvelplund):
* Santa Digna, Cabernet Sauvignon Rosé, Miguel Torres, Chile 1998, rosévin til 49,95 kr. hos Prima.

* Cipresseto, Rosato, Antinori, Toscana, Italien 1998, rosévin til 49,95 kr. fra Maxxium Danmark (tlf.: 39 16 06 00).
Jyllands-Posten København (ved Anders Grøndahl):
* Val Bruyere, Côtes du Rhône Villages, Frankrig 1999, rødvin til 42 kr. hos Suma.


Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Det gælder kun vore nyheder fra vinens verden, ikke de vurderinger og udtalelser om vine, som landets vinjournalister citeres for. Og angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: VinAvisen på Internet-adressen www.vinavisen.dk