Vin-aktuelt i uge 41
8. oktober - 14. oktober 2001
.
VinAvisen uge 38VinAvisen uge 39VinAvisen uge 40
.

.
De nye oblater er lige som de gamle banderoler lavet med små snit, så de går i stykker, hvis man forsøger at pille dem af.
    Ubegavede danskere
    Så er de første flasker uden afgiftsbanderoler dukket op. De blev indført i 1928 som egentlige banderoler - som lange bånd ned ad flaskehalsen - men i de sidste mange år har kontrolmærkerne været oblater på toppen af flaskerne.
    Men - der er stadig oblater, nu blot med oplysninger om, at der er sulfitter eller sorbater i vinen.
    Dels har V.S.O.D. fremstillet nogle banderoler til sine medlemmer (til venstre), dels findes der banderoler til importører, som ikke er medlemmer af V.S.O.D. De sidste sælges af firmaet Iwaco - www.iwaco.fi.
    Når disse oplysninger skal stå på flaskerne, skyldes det, at Danmark som det eneste EU-land betragter sine borgere som mindre begavede.
    De fleste af os ved ganske vist ikke, hvad sulfitter og sorbater er for noget - og er også ligeglade. Og de 5-10 procent af alle allergikere, der ikke kan tåle disse svovlbaserede tilsatsstoffer, ved, at de ikke skal drikke vin. Der er altid sulfit i vin.

I strid med EU-reglerne
Oblaterne kan undværes, hvis de danske importører kan få de udenlandske producenter til at trykke teksten på bagetiketten, men det vægrer flere producenter sig ved, idet det er i strid med EU-reglerne at gøre det (den lader vi lige stå et øjeblik!).
Så vi har altså fortsat oblater på toppen af flaskerne.
Skønsmæssigt koster hver oblat påsat cirka 50 øre, og hvem skal så betale dem? Det skal de ubegavede danske forbrugere.

Tag det helt afslappet
I sin bog, "Vin og helbred - myter og facts", skriver læge Erik Skovenborg: - En rask forbruger kan tage diskussionen om sulfit i maden helt afslappet.
- I vores normale kost får vi i forvejen en stor mængde svovlforbindelser - mest i form af svovlholdige proteinstoffer. Kroppen er derfor vel rustet med enzym-systemer, sulfit oxidaser, der kan uskadeliggøre godt 2000 mg sulfit pr. dag.
EU’s vinforordning har ifølge Erik Skovenborg sat grænser for det maksimale indhold af tilsatsstofferne i vin:
* Sorbinsyre og sorbater: 200 mg pr. liter i al vin.
* Svovldioxid og sulfitter: I rødvin 175 mg/l, i hvidvin og rosé 225 mg/l, i sød hvidvin 275 mg/l og i hedvin og mousserende vin 200 mg/l.
Altså cirka en 1/10 af den mængde, kroppen kan neutralisere. Og hvem drikker for øvrigt en liter vin om dagen?
.......

.................
Pierangelo Tommasi
    En Winemaker of the Year
    Ugens smagning foregik hos Kjær & Sommerfeldt, hvor italienske Pierangelo Tommasi skænkede sine rødvine i glassene.
    Tommasi er et næsten 100 år gammelt familie-vinhus i Valpolicella og topproducent i distriktet - det amerikanske magasin Wine & Spirets har netop udråbt Tommasi til en af "The Winemakers of the Year".
    Pierangelo Tommasi er tredje generation i familien og arbejder sammen med en større håndfuld onkler, tanter, fætre og kusiner.
    Ved smagningen præsenterede han ikke mindst husets glimrende amarone og ripasso, som vi nedenfor kommenterer og giver stjerner.
.......

.
    Amarone og ripasso
    Lad os lige repetere det med amarone og ripasso. Amarone er en kraftig, tør rødvin fra Valpolicella-distriktet. Den fremstilles af udvalgte drueklaser, som man lægger fem måneder til tørre på måtter eller bakker, før man sætter gæringen i gang. Kun i gode år fremstiller man amarone.
    Efter gæringen, der varer cirka en måned, bliver drueskallerne til overs. De er ikke pressede, men indeholder stadig en masse saft, kraft og aroma. Dem tilsætter man den normale rødvin fra distriktet.
    Man siger, at druerne "passerer igennem igen" - på italiensk ripasso, og det er netop vinens navn.
    På billederne til venstre ses druerne før og efter tørringen, der sker i specielle tørrelader.

Endnu mere grænsehandel
Svenskerne reducerer afgiften på vin med 19 procent. Den norske Vin- og Brennevinsimportørernes Forening konstaterer, at nedsættelsen svarer til 4,70 skr. pr. flaske, og dermed vil en almindelig flaske vin blive cirka 35 nkr. billigere i Sverige end i Norge. Det svarer til cirka 55 procent.
Formanden for den norske importørforening, Ivar Amundsen, spår en kraftigt øget grænsehandel med vin og spiritus samt øget smugleri, hvis ikke politikerne reducerer de norske afgifter betydeligt.
.
    Flot site om spansk vin
    Spanierne har lavet en flot website om spansk vin. Ikke på dansk - endnu, i hvert fald - men på svensk.
    Her kan man læse en masse om den spanske vins historie, om distrikter, klassifikationer, druer osv.
    Det er faktisk ret imponerende, og man kan kun håbe, at spanierne snarest oversætter hele sitet til dansk.
    Adressen er www.spanskaviner.com.

Rekordhøst i South Australia
I regionen South Australia har vinhøsten været rekordstor. I alt har man høstet 678.821 tons druer, hvilket er 40 procent over sidste år.
Den store høst skyldes ikke kun det gode vejr, men også at de mange tusinde hektar nye vinmarker, der blev plantet i slutningen af 90'erne, og som nu begynder at spille med.
Samtidig konstaterer "Phylloxera and Grape Industry Board", at produktionen for første gang vil komme til at overskride efterspørgselen.

Mange druer giver lavere priser
Ifølge fagbladet Just Drinks advarer økonomen Kym Anderson fra Adelaide University om, at australske vinpriser vil falde med op til 10 procent i løbet af de næste fire år.
Han mener, at en større marketing-indsats vil være nødvendig, hvis Australien skal holde de nuværende priser, og at situationen globalt ikke ser alt for godt ud.
Til bladet siger han: - Mest vigtigt lige nu er viden - viden om nye nye teknologier, udviklingen i smagen, marketing- og distributions-systemer. Og hvordan man bruger dem og øver indflydelse på dem.

Grænser for grænseløse Coonawarra
I næsten ti år har australierne skændtes om, hvor grænserne for det berømte vindistrikt Coonawarra skulle ligge. Siden 1890 har man solgt vine fra distriktet uden at have fastlagt egentlige grænser, og flere vinbønder har påstået, at deres marker lå i distriktet.
I fredags fastslog et særligt tribunal grænserne med det resultat, at 25 vinbønder kom med ind i varmen, mens 19 blev ekskluderet.
Ude er blandt andet Koppamurra Wines og Mildara Blass, der mistede sin Coonawarra-status for Robertsons Well Vineyard.
Inde er blandt andet Brian Crosers Petaluma og Tom Rymill.
Der er mulighed for, at tribunalets afgørelse vil blive afprøvet ved en domstol.

    .
    Den danske vinbranche
    * Bacardi-Martini indgår den 1. november en partnerskabsaftale med Fratelli Branca Distillerie i Milano om salg og distribution af Fernet Branca og Brancamenta på det danske marked.
    * Skjold Burne Vinhandel har i den senere tid åbnet flere udsalg. Nu strammer kæden tøjlerne og fratager tre forretninger forhandlingen. Man gør det for fortsat at kunne leve op til kundernes ønsker med hensyn til service samt viden om vin.
    * Nyheder fra den danske vinbranche bedes sendt til anker@vinavisen.dk - men redaktionen forbeholder sig naturligvis ret til at afgøre, hvad der er relevant stof at bringe ...
..

    Hvem vil købe et vinhus?
    Spaniens ottende største vinhus, Cosecheros Abastecedores (CASA), er til salg. En majoritet på 160 aktionærer, der ifølge fagbladet Just Drinks repræsenterer 53 procent af kapitalen, mener, at det er det rette tidspunkt at finde en køber.
    CASA producerer vinmærkerne Castillo de Gredos, Don Opas, Señorío de los Llanos og Pata Negra.
    Billedet til venstre er fra Señorío de los Llanos i Valdepeñas, hvor vinen lagrer i store krukker af brændt ler - en gammel tradition i Valdepeñas.

Nedskruede forventninger
The Robert Mondavi Corporation er en af de store aktører i Californien. I onsdags meddelte vinhuset, at det har skruet forventningerne til dets aktieudbytte ned med mellem 10 og 20 procent.
Dette skyldes nedgangen i aktiviteterne i rejse- og underholdnings-sektorerne efter angrebet den 11. september på World Trade Center og Pentagon.
´


.......
Øverst Johann Krige sammen med Sydafrikas ambassadør i Danmark, Stephen P. Gawe, og nederst Jan Boland.
    Endnu en sydafrikansk auktion
    Hvert år afholdes den berømte Neederburg vinauktion i Sydafrika. Men der er endnu en auktion, som ikke er mindre interessant. Den afholdes af Cape Winemakers Guild, en sammenslutning af 28 vinmagere, der kappes om at lave fremragende vine.
    Deltagerne indsender deres vine til en dobbelt blindsmagning, hvorefter de får besked på, om de "må få lov til" at bidrage med 3-900 flasker til auktionen.
    Overskuddet ved salget af flaskerne går til sociale og uddannelsesmæssige formål inden for vinindustrien.

    Vi smagte auktions-vinene
    I onsdags kom to af de sydafrikanske vinmagere til København for at præsentere en håndfuld af auktions-vinene ved en smagning hos Kjær & Sommerfeldt.
    Det var Johann Krige, ejeren af Kanonkop og præsident for Cape Winemakers Guild, samt kældermesteren Jan Boland Coetzee fra Paradyskloof.
    Vinene er ikke i handelen - de skal jo sælges ved auktionen den 13. oktober - men det kan da meget godt være, at vi senere vil kunne købe nogle af dem. Hvis vi har råd. For det er vine, der ofte ligger i 5-600 kr.s klassen.
    Men sikke vine. Dem, vi smagte, var fantastiske. Fyldige med en henrivende frugt og stort gemmepotentiale. Der er god grund til at begynde at spare sammen.

Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en side, der efterhånden vil komme til at danne en Vinbranchens Blå Bog. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.

Klik på de små billeder for at se Vinbranchens Blå Bog
a..
..

    Jonas Laulund (f. 1973) blev "slotsejer" i august 2000. Sammen med to venner og kollegaer i branchen, Brian Green og Anders Qwist, overtog han vinfirmaet "Vinslottet i Greve".
    De tre venner havde smagt en masse vin sammen, og skulle der startes en selvstændig vinhandel, ville de gøre det i fællesskab.
    Allerede efter et år har Vinslottet udviklet sig til et spændende vinfirma fortrinsvis med import fra mindre vinproducenter. Det er vigtigt for de tre musketerer at komme så tæt på producenterne som muligt, og derfor vil de helst handle med familie-domæner, som lægger deres personlighed i vinen.
    Jonas Laulund startede allerede som skoledreng med jobs i Kund Jørgensens Vinhandel, og da han i 1993 var blevet student fra Niels Broch Handelsskole, gik vejen som vinhandlerelev til H.J. Hansen. Samtidig tog han HD i enkeltfag på Handelsskolen.
    Fem dage efter, at han var blevet udlært hos H.J. Hansen, rejste han til Bordeaux for at arbejde hos en af Bordeauxs største negocianter, Maison Ginestet. Her var han assistent for eksportdirektøren med ansvar for Japan og resten af Østen.
    Sideløbende med dette arbejde deltog han i "Bordeaux Wineclub", der holder møder og smagninger med Bordeauxs slotsejere og ønologer, ligesom han tog "Cours de Deguestation et d´Oenologie" ved vininstituttet CAFA i Bordeaux.
    Hjemme igen stod H.J. Hansens parat med et job, der hurtigt satte Jonas Laulund i stolen som indkøbs- og produktchef - indtil lysten til at få foden under eget bord altså gjorde ham og hans to med-musketerer til "slotsejere".
    Når tiden ikke bruges til vin, der er hans store hobby, løber han. Han løber hver dag - og langt!
    Adresse: Vinslottet i Greve, Håndværkerbyen 42, 2670 Greve, tlf.: 43 69 11 62, fax: 43 69 11 65, e-mail: vinslottet@get2net.dk.

Vinen på havets bund
I onsdags fiskede Ditte og Helge Jacobsen fra Gittes Fiskehus i alt 100 flasker Château de Seguin 1997 op fra havnen i Kerteminde. Her havde flaskerne ligget i et "specialbygget tyve- og hajsikret bur" siden november sidste år.
Hverken tyve eller hajer havde rørt vinen, og deltagerne mente at kunne konstatere en interessant udvikling.
Til Fyens Stiftstidendes Erik Grove sagde Søren Strunge fra Chris-Wine, der jo står for vinen: - Læg mærke til den mildnelse, der er sket med syren!

Vin over lønnen
Bankdata er en edb-central i Fredericia, hvis cirka 350 medarbejdere betjener en række pengeinstitutter.
Her har man igennem ti år haft en stor vinklub, der ud over smagninger også har et fælles indkøb af vin.
Vinen leveres til firmaet, og betalingen trækkes nemt og bekvemt over lønnen. Bankdata er måske den eneste arbejdsplads i Danmark, hvor man kan få sin løn udbetalt i vin!

Inspirerende arbejde
Bestyrelsen i Bankdatas vinklub lægger vægt på, at alle vine er blindsmagt, inden de udbydes til salg til medlemmerne, og det er et imponerende arbejde, der udføres.
VinAvisen har fået lov til at se en af smagebeskrivelserne - med Parker-point - der altid sendes til vinhandleren, hvad enten man vælger at sælge vinen eller ej. Det er et imponerende arbejde.
Det er inspirerende at se, hvordan man går til sagerne i en stor vinklub som denne. Vi minder om, at vi her i VinAvisen har en liste over vinklubber i Danmark - klik her. Og ønsker nogle af disse klubber at få lidt erfaringer fra Bankdatas vinklub, deler Bent Sten Jakobsen gerne ud af dem, ligesom han også gerne bidrager med erfaringer, hvis man går med planer om at stifte en vinklub i sit firma. Han træffes privat på tlf.: 75 94 14 49 eller pr. e-mail: bsj@bankdata.dk.
.
Vil du have vores løbeseddel? .


Denne uges stjerner i VinAvisen
Som sædvanligt får de smagte vine stjerner efter det gængse system med fem som maksimum. Vine, der kun får én eller to stjerner, bliver dog ikke omtalt. I vores bedømmelser indgår også prisen til en vis grad som en parameter.


Palacio de Otazu, Chardonnay, Fadlagret, Navarra, Spanien 1998
114 kr. (v/12 fl), Ki-Ma Vinimport
Fed, muskuløs og meget lækker Chardonnay med dejlig frugt og blid syre. Den har en ret markant fadsmag og vil være velegnet til lidt kraftige retter. Link til side om producenten: www.whatwherewine.com.


Mont-Marcal, Roselló, Gran Reserva, Penedès, Spanien 1996
69,75 kr. (2 flasker for 125 kr.), Skjold Burne
Kun lovord til denne dejlige rødvin. Den er fem år gammel og fuldt drikkemoden - uden kanter, men meget lækker. Link til producenten: www.mont-marcal.com.


Lagunilla, Reserva, Rioja, Spanien 1996
109,75 kr., Skjold Burne
Der er nu noget særligt ved en rigtig Rioja-rødvin som denne. Den har en afrundet og liflig duft og en moden, blød og lækker smag med fine toner af vanille fra fadlagringen. Link til producenten: www.lagunilla.com.


Les Pierres Plates, Terrassous, Côtes du Roussillon, Frankrig 1998
79,50 kr., Sydfranske Vine
En flot sydfransk vin med herlig fylde og smag. Den er fadlagret i ti måneder, lavet på 44 procent Syrah, 18 procent Carignan og 38 procent Mourvèdre og fremstår med intens frugt og fin sødme. Den kan drikkes nu, men vil vinde ved at ligge et par år. Link til Languedoc-Roussillon: www.logassist.com.


Templaría, Cantine di Castignano, Marche Rosso IGT, Italien 2000
75 kr., Carlo Merolli
Dette er en rødvin, der gerne vil have en god og saftig bøf som selskab - eller en anden kraftig middagsret. Det er en vin med power, men samtidig meget drikkevenlig med god, ren frugt og en dejlig sødme. Den femte stjerne gælder først, når man har plasket vinen over i en karaffel en time før middagen. Link til producenten: www.cantinedicastignano.com.


Amarone, Tommasi, Amarone della Valpolicella Classico, Italien 1997
243,25 kr., Kjær & Sommerfeldt
Denne rødvin er alt for ung til at drikke nu. Den er muskuløs, intens og ret påtrængende. Men om otte-ti år vil den blive flot - derom vidner den lodrette smagning af årgangene 93 og 95, vi deltog i. I smagen er der toner af chokolade og af de tørrede druer, vinen er lavet på. Link til producenten: www.tommasiwine.it.


Ca'Florian, Tommasi, Amarone, Italien 1997
280,50 kr., Kjær & Sommerfeldt
Denne amarone fra enkeltmarken Ca'Florian skal ligge i mindst fire-fem år, men allerede nu fremtræder den meget fornemt med sin dybrøde farve, sin intense og lækre smag med masser af frugt, der rigeligt spiller op til de 14,5 procent alkohol. Link til producenten: www.tommasiwine.it.


Château Guiot, Costières de Nîmes, Frankrig 2000
49,75 kr.,
The Wine Company
En lækker rødvin, blød og afrundet med en ren og saftig frugt og let sødme. En vin uden kanter. Den kan sagtens drikkes nu, men også gemmes endnu et par år. Anbefales på det bedste. Den femte stjerne får den for den meget rimelige pris.
Link til side om distriktet: www.winetoday.com.


Le Rosse, Pinot Grigio, Tommasi, Valdadige, Italien 2000
76 kr., Kjær & Sommerfeldt
Dejlig fyldig duft og en frisk og lækker smag med god frugt. Hvidvinen er tør med en let fedme og er en meget anvendelig vin til mange formål. Link til producenten: www.tommasiwine.it.


Rafael, Tommasi, Valpolicella Classico Superiore, Italien 1998
94,75 kr., Kjær & Sommerfeldt
Denne gode rødvin har en kraftig og krydret duft, en intens frugt og en ret markant, forfriskende syre, der går fint til mad. I eftersmagen er der et lille mundrensende bid. Link til producenten: www.tommasiwine.it.


Château Beranger, Picpoul de Pinet, Côteaux du Languedoc, Frankrig 2000
40 kr., Stokholm Vinimport
Picpoul de Pinet er en sydøst-fransk hvidvin, lavet på druen Piquepoul Gris - den samme drue, der også bruges til vermouthen Noilly Prat. I denne flaske optræder den tør, frisk, med aromatisk frugt - lidt efter grape og citron - og med et lille bittert bid i eftersmagen. Den sidste stjerne får den for den rimelige pris. Link til side om vinen Picpoul de Pinet: www.picpoul-de-pinet.com.


Alsace Haegi, Riesling, Vendange Tardive, Alsace, Frankrig 1997
129 kr., Allan Hedstrøm
Ordene Vendange Tardive - Senthøstede Druer - lover næsten, at det er en sød vin. Men det er denne ikke. Den er nærmere halvtør, men samtidig blød med en flot fedme. Dejlig - og ikke helt billig. Link til producenten: www.alsace-vin.dk.


La Justice, Bourgone Hautes-Côtes-de-Beaune, Frankrig 1997
79 kr. (6 flasker for 450 kr.), Benedict Vin
En pæn hvid bourgogne, der er ret let, tør og med en fin lille sødme. Den har en ren og ligefrem frugt - og en pris i overensstemmelse med distriktets høje prisniveau. Link til distriktet: www.hautes-cotes.com.


Domaine de la Janasse, Côtes du Rhône, Frankrig 2000
63,50 kr., Jysk Vin
En kraftig Rhône-vin, præget af sine 13,5 procent alkohol og intense frugt med toner af chokolade, peber og urter. Det er en vin, som næsten er "for meget" - pågående, muskuløs. Den kan ikke kaldes elegant, men er alligevel præget af kvalitet og vil være en god ledsager til kraftige kødretter og oste. Måske vil nogle års lagring kunne gøre den lidt venligere. Link til distriktet: www.vins-rhone.com.


Les Amis de la Bouïssière, Domaine la Bouïssière, Vin de Table, Frankrig 2000
65 kr., Jysk Vin
Man skal kunne lide de meget kraftige rødvine - dem med (alt for) meget alkohol og overvældende frugt - for at kunne holde af denne vin. Men den har sikkert sit publikum. Den har hele 14 procent alkohol og er lavet på Grenache, Syrah og Merlot af brødrene Faravel i Gigondas. Nogle års lagring vil afrunde den noget. Link til Gigondas - med side om vinene: www.beyond.fr.


.
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.

Alt for Damerne
L'Excellence de Bonassia, Marokko 1999Rødvin59,50 kr.Amka Vinimport
Atlas Vineyards, Cabernet Sauvignon, Marokko 2000Rødvin 59,50 kr.Amka Vinimport
Santa Rita, Carménère, Valle de Rapel, Chile 2000Rødvin54,95 kr.Amka Vinimport
.
B.T.
Château Pesquié, Cuvée les Terrasses, Côtes du Ventoux, Frankrig 1999Rødvin59,95 kr.Philipson Wine
.
Frederiksborg Amts Avis
Bellingham, Pinotage, Coastal Region, Sydafrika 1999Rødvin125 kr. (2 fl)Skjold Burne
.
Jyllands-Posten
Domaine de la Janasse, Côtes du Rhône, Frankrig 2000Rødvin63,50 kr.Jysk Vin
.
Århus Stiftstidende
Domaine la Soumade, Rasteau, Côtes du Rhône, Frankrig 1999Rødvin84 kr.Jysk Vin
Domaine Alary, Cairanne, Côtes du Rhône, Frankrig 1999Rødvin69 kr.Jysk Vin
Saint Cosme, Côtes du Rhône 2000Rødvin63,50 kr.Jysk Vin
Les Amis de la Bouïssière, Vin de Table, Frankrig 2000Rødvin65 kr.Jysk Vin
.
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: VinAvisen på Internet-adressen www.vinavisen.dk.