Vin-aktuelt i uge 48
26. november - 2. december 2001
.
VinAvisen uge 45VinAvisen uge 46VinAvisen uge 47
a....
    .
    VinAvisens Online Auktioner
    SÅ NU GÆLDER DET!
    I to uger har vi ladet i hundredvis af VinAvisens læsere "lege" med vores nye auktions-sider. De har virkelig været inde og kigge. Men det har jo kun været en "tør" test for at afprøve funktionerne.
    Nu gælder det! Fredag aften lukkede vi ned og fjernede alle de vine, der var lagt ind for sjov, og herefterdags fanger bordet!
    Både private med en enkelt flaske og professionelle med en palle eller tre er velkomne. Her kan alle gratis udbyde vine, spiritus og beslægtede emner, og alle er velkomne til at gå ind og byde.
    Flere hundrede har allerede afgivet brugernavn og kodeord, og disse ord vil stadig kunne bruges.
    Kommentarer og forslag til forbedringer er naturligvis fortsat meget velkomne. Skriv blot til netmester@vinavisen.dk.
    Med et klik på denne bjælke kommer du ind på auktionssiderne:
    .
    .
.a..
    .a..
    Kære nye fødevareminister
    Tillykke med valget og med udnævnelsen. Her er en lille tåbelig sag, som du bør tage dig af, når du har fået lidt luft under vingerne:
    Som du ved, har vi afskaffet de runde afgiftsoblater på toppen af vinflaskerne, hvor man hidtil,
    i strid med EU-reglerne, har skullet deklarere indholdet af sulfit. 
    Trods mange gode argumenter gennem årene fra brancheorganisationen V.S.O.D. holdt den forrige regering stædigt fast i, at den ulovlige og overflødige mærkning fortsat skulle ske, eventuelt på en anden oblat, nu blot med oplysninger om, at der er sulfitter eller sorbater i vinen.
    Når disse oplysninger skal stå på flaskerne, skyldes det, at Danmark som det eneste EU-land betragter sine borgere som mindre begavede. Oplysningerne har kun interesse for meget få blandt alle allergikere og andre overfølsomme, nemlig dem, der ikke kan tåle svovlbaserede tilsætningsstoffer, og de ved udmærket, at de ikke skal drikke vin. Der er altid sulfit i vin.
    Oblaterne kan undværes, hvis de danske importører kan få de udenlandske producenter til at trykke teksten på bagetiketten, men det vægrer mange producenter sig ved,
    idet det er i strid med EU-reglerne at gøre det.
    Skønsmæssigt koster hver påsat oblat mellem en 50 øre og 2 kr., og hvem skal så betale dem? Det skal de ubegavede danske forbrugere.
    Vi drikker cirka 240 millioner flasker vin om året her i Danmark. Skal der en oblat på samtlige flasker, betyder det en merudgift på mindst 120 millioner kr. Helt så stort et beløb er det ikke - fordi nogle udenlandske producenter er villige til at overtræde EU-reglerne. Men der er tale om mange, mange millioner kr.
    Der kunne bliver råd til adskillige gode flasker vin rundt om på plejehjemmene for de penge!
    Med venlig hilsen
    VinAvisen
    .a..

Verdens 200 bedste vine
For to år siden fortalte vi her i VinAvisen, at svenskeren Mats Heiman forberedte en smagning af verdens 200 bedste vine i 1990-årgangen.
Først skulle der være en kvartfinale, hvor de 200 vine blev reduceret til 90, og derefter ville man afholde en semifinale for at finde de tyve vine til den endelige smagning.
I semifinalen og finalen var deltagerantallet begrænset til 30, og prisen for at være med var 17.000 skr. pr. næse.
a..
Skandale i Bourgogne - igen!
Jamen, kan de folk nede i Bourgogne dog ikke lade være med at svindle? Grunden er jo nok, at produktionen er så lille, priserne så høje og fristelserne så store.
Seneste skandale sørger vinbonde og négociant Pierre Bitouzet i Savigny-lès-Beaune for. Han har forfalsket 500 hektoliter rød- og hvidvine - altså i alt vin til cirka 67.000 flasker.
Ifølge det franske politi har han fyldt vin fra Côtes de Ventoux og Côtes de Tricastin samt Vins de Pays fra Languedoc på 228 liter fade, som han derefter har solgt som Bourgogne til forskellige aftappere.

Fald i hospitals-vinenes priser
Sidste søndag afholdtes - for 141. gang - den årlige vinauktion til fordel for Bourgognes gamle hospital, Hospices de Beaune.
I alt blev udbudt 696 fade bourgogne, årgang 2001, fra 39 forskellige appellationer og fra i alt 67 vinmarker.
Ved auktionen slog den økonomiske afmatning efter den ulykkelige 11. september igennem. Omsætningen blev på 3,8 millioner Euro (28 mio dkr.), og det var godt 24 procent ringere end sidste år.
Enkelte vine fra vinmarken Volnay Blondeau, der blev svært beskadiget af hagl i april, faldt endog 36 procent i pris.
Hidtil har det jo været sådan, at auktionen gav en strømpil for udviklingen i priser på Bourgognes vine. Nu bliver det spændende at se, om priserne for en gang skyld vil falde.

På jagt efter dårlige flasker
I forbindelse med auktionen i Beaune præsenterede Bourgognes faglige organisation, Bureau Interprofessionnel des Vins de Bourgogne, et program, der skal få kål på de mange dårlige vine, der ødelægger regionens internationale ry.
Man vil strengt forfølge de dårlige producenter - man vil opspore deres flasker over hele kloden og lægge pres på dem. Laver de ikke ordentlig vin, risikerer de at miste retten til at benyttes appellationens navn.
Til Wine Spectator siger Hubert Camus, der er præsident for BIVB: - Andre vinproducenter rundt om i verden har hævet deres kvalitet enormt. I dag ved andre vinregioner, hvordan de skal lave fin Chardonnay og Pinot Noir. Også Bourgogne må søge fremad.

Små smilende eller sure ansigter
For at nå målet har Bourgogne sat over 4 millioner dkr. af til at opkøbe 3-4000 flasker i butikker, supermarkeder og restauranter i USA, Europa og Asien. Det vil ske i al hemmelighed, hvorefter flaskerne vil blive sendt tilbage til Bourgogne til smagning og analyse.
- Om fem-seks år vil man kunne se en forskel, lover Hubert Camus.
Det lyder jo fint. Men spørgsmålet er, om det ikke var smartere at checke vinene, før de forlod Bourgogne. Resultatet af bedømmelserne vil heller ikke blive offentliggjort - der kommer ikke små smilende eller sure ansigter på flaskerne.
a..
    Varme til frysende vinstokke
    Spanske Miguel Torres og hans teknikere har indført et system, der skal beskytte vinstokkene mod forårets snigende og ødelæggende frost.
    På Torres' vinmarker i Fransola i Penedès har man opført et 11 meter højt tårn med en vandret ventilator. Kulden holder sig som bekendt ved jorden, og ventilatorens opgave er sende den varmere luft nedefter.
    Yderligere har man anbragt en lodret ovn ved siden af ventilatoren. Den tændes, når kulden er særlig hård, og det derfor er nødvendigt at sende ekstra opvarmet luft ned mellem vinstokkene.

Årets vinhøst i Europa
Europas vinlande har gjort 2001-høsten op og konstaterer, at landene tilsammen har høstet druer til 170 millioner hektoliter vin.
Heraf kommer de 56 millioner hl fra Frankrig, 51 fra Italien, 38 fra Spanien, 10,5 fra Tyskland, 7,5 fra Portugal og 3,5 fra Grækenland.
.a..
    .
    Den danske vinbranche
    * Tommerup på Fyn forberede en større udstilling under navnet Dansk Vinmesse. Den afholdes den 23.-24. marts i Tommerup Hallen, og nærmere oplysninger kan fås hos Larsen & Larsen, tlf.: 64 76 33 75, www.dansk-vinmesse.dk, e-mail: dansk-vinmesse@get2net.dk.
    * Nyheder fra den danske vinbranche bedes sendt til anker@vinavisen.dk - men redaktionen forbeholder sig naturligvis ret til at afgøre, hvad der er relevant stof at bringe ...
..
.a..

.
- Ich bin einfach glücklich, sagde dronningen, da hun blev kronet af forrige års vindronning.
    Ny tysk vindronning
    Så har tyskerne igen kronet en vindronning. Dette års Weinkönigin blev Petra Gärtner, der traditionen tro er datter af en vinbonde.
    Petra er 21 år. Hun går på restaurantskole og taler ikke kun tysk, men også fransk og engelsk. Hun vil således være godt rustet til de mange repræsentative opgaver i ind- og udland, som en tysk vindronning skal tage sig af. Blandt andet skal hun optræde ved over 200 messer, fester og smagninger.
    I konkurrencen forud for kåringen deltog i alt tretten kandidater, én fra hver af de tyske Weinanbaugebiete, og i år var det regionen Hessische Bergstrasse, der løb af med æren.
    På adressen www.wein-abc.de kan man se et billede af de tretten kandidater - sammen med en venlig hund.
    Og på adressen www.germanwine.de præsenteres de sidste fem års vindronninger.
a.
Bortløbne enker
I onsdags meldte aviserne, at 7000 liter champagne til en værdi af 1,5 millioner er blevet stjålet i Horsens.
En sættevogn med 24 ton champagne var parkeret ved slagteriet Danish Crown og forsvandt i weekenden. Til at slæbe den væk brugte tyvene en såkaldt trækker, som de stjal fra et lastvognsfirma.
De fleste af de boblende flasker var Den gule Enke, så hvis nogen får tilnærmelser fra enker i Horsens og omegn, bør de straks tilkalde en større politistyrke.

Rotspon i Den Gamle By
I Jyllands-Posten har Stig Olesen fortalt om vinen Lübecker Rotspon, som Den Gamle By i Århus netop nu har på repertoiret.
Den sødlige rødvin kom til Norden, da de store købmænd i Lübeck begyndte at hjemtage vinfade fra Bordeaux, når deres skibe med salt rundede Biscayen. Den blev lagret i de gamle pakhuse, der stadig står i Lübeck, og kom derfor til at smage på en helt anden måde end i Bordeaux.
Da Napoléon i 1806 besatte Lübeck, smagte han vinen og forlangte straks en forklaring på, hvorfor den smagte bedre her end hjemme i Frankrig. Forklaringen fik han dog ikke.
Navnet rotspon - rød spand - er plattysk. Ifølge Stig Olesen refererer det til de små vintønder, der efter endt brug blev savet igennem og brugt som spande.
.


Godt nyt fra danskejet slot
Et dejligt billede af vinmarker illustrerer en hilsen fra det danskejede Château de Haux, der efterhånden er blevet sat i tiptop stand. Høsten har været stor og god - i årgangen 2000 fremstillede man 462.000 flasker fordelt på rød, hvid og clairet.
Slottet har fået "den store guldmedalje" ved Concours International i Bruxelles, en medalje, der kun blev tildelt nitten vine valgt mellem 2700 fra 27 vinproducerende lande.
Det største marked er Danmark, fulgt af Norge og Sverige, men "hjemmemarkedet" Frankrig er efterhånden også betydeligt. Slottet eksporterer til i alt tretten lande.
Aktieselskabet Franske Vingårde udvider i øvrigt aktiekapitalen, så her er en oplagt vinøs julegave. Læs mere om det på www.haux.com.

Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en side, der efterhånden vil komme til at danne en Vinbranchens Blå Bog. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.

Klik på de små billeder for at se Vinbranchens Blå Bog
a..
.
.

    Angela de la Rosa Tanco - gift Petersen - (f. 1945) er ildsjælen i propagandaen for spansk vin i Danmark, og hun har sin del af æren for, at Spaniens markedsandel for bordvin er steget fra 13,7 procent i 1993 til 21 procent i år 2000.
    Angela de la Rosa Tanco er født i Jerez de los Caballeros i det spanske Extremadura, og i 1972 kom hun til Danmark, da hun blev dansk gift. Med sig i bagagen havde hun et job som sekretær for den daværende spanske handelsråd.
    I dag bærer hun to kasketter i Spaniens Ambassades Handelsafdeling. Dels er hun ansvarlig for afdelingens administration, dels står hun for de danske fremstød for spansk vin i samarbejde med ICEX (Det Spanske Institut for Udenrigshandel).
    Hendes utrættelige indsats for spansk vin startede lidt tilfældigt, da hun i 1976 sammen med nogle kollegaer cyklede Sjælsø Rundt iført en t-shirt, hvorpå der stod "Marqués de Riscal - Rioja". Dagen efter var der et billede i avisen med følgende overskrift: "Spanien vil importere Sjælsø Rundt" - men der var ikke et ord om Rioja!
    I dag er ICEXs danske fremstød hovedsageligt koncentreret omkring Rioja, Navarra, Cava og Sherry, men hvert andet år holder handelsafdelingen en større vinsmagning, der med stor succes samler vine fra hele Spanien.
    Angela de la Rosa Tanco er vokset op i Marokko, hvor en stor del af hendes familie var beskæftiget i korkindustrien. Her gik hun i fransk skole og fransk gymnasium. Tilbage i Madrid afsluttede hun sine studier med certifikat i fransk ved statens sprogskole, hvorefter hun i 1967 fik et job i det franske selskab Engins Matra S.A., der er et stort navn inden for missiler og rumfartsteknologi.
    I 1992 fik hun tildelt den fornemme orden "Lazo de Dama de la Orden del Mérito Civil" af Kong Juan Carlos I.
    Privat er Angela de la Rosa Tanco gift på snart 29. år med cand. jur. Preben Albæk Petersen, der er administrerende direktør for Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service (AHTS). Sammen har de datteren Katia på 23 år, der læser film- og medievidenskab på Københavns Universitet.
    Den sparsomme fritid tilbringer hun i sommerhuset i Dronningmølle med fokus på mad og vin, men der er også lidt tid til Ikebana og til at overvære en del klassisk ballet, der er datterens store lidenskab - ikke mindst hver gang datteren selv optræder.
    Adresse: Spaniens Ambassades Handelsafdeling, Vesterbrogade 10, 3., 1620 København V, tlf.: 33 21 33 88, fax: 33 21 33 90, e-mail: angela.delarosa@copenhague.ofcomes.mcx.es.

...
    Cava-march for Ålen
    I tirsdags modtog den farverige, cigarrygende og ikke altid påklædte Zentropa-direktør Peter Aalbæk Jensen Cava-prisen, bestående af 100 flasker af den spanske mousserende vin efter champagne-metoden.
    Prisen gives hvert år til en dansker, som har bidraget til at gøre vores liv festligere, og det har "Ålen" jo unægteligt gjort.
    Under overrækkelsen spillede sidste års prisvinder, violinisten Kim Sjøgren, en Cava-march, som han havde komponeret under inspiration af de spanske bobler.

..
Vil du have vores løbeseddel?
Vil du være sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden, så bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Send os blot en mail med din e-mail adresse skrevet nede i tekstfeltet. Klik her: anker@vinavisen.dk


Denne uges stjerner i VinAvisen
Som sædvanligt får de smagte vine stjerner efter det gængse system med fem som maksimum. Vine, der kun får én eller to stjerner, bliver dog ikke omtalt. I vores bedømmelser indgår også prisen til en vis grad som en parameter.


Louis Mousset, Vacqueyras, Frankrig 1999
67,90 kr., Amka Vinimport
- Det er sørme en lækker vin! kom det fra en af deltagerne i smagningen. Og det er det. Den er blød, med dejlig frugt og en indtagende sødme. Der er toner af kirsebær og nødder i den samt bløde tanniner. Den kan mageligt drikkes i dag, men kan også ligge i endnu et par år. Link til producenten: www.vinsdefrance.com.


Stonehedge, Chardonnay, Barrel Fermented, Californien 2000
69,75 kr., Amka Vinimport
Herlig hvidvin med en god og blid duft af Chardonnay-druen og en frisk, blød og lækker smag med dejlig sødme. En meget harmonisk vin. Link til producenten: www.vinsouth.com.


Porta, Merlot, Cachapoal, Chile 2000
59,75 kr., Vinmonopolet
Flot vin, næsten med portvins-karakter på grund af de muskuløse 14 procent alkohol. Den har en kraftig og indbydende duft og en afrundet smag med toner af svedsker, sorte bær, krydderier og vanille. Link til chilensk vin: www.chilewinemarket.com.


Viña Hermosa, Crianza, Rioja, Spanien 1998
70 kr. (ved 12 flasker), Ki-Ma Vinimport
En dejlig vin med denne typiske rioja-smag - med sødme, vanille og varme. Med sine kultiverede 12,5 procent er det en ret let vin. Link til Rioja Alta: www.riojalta.com.


Viñardul, Reserva, Bodegas Castejón, Viños de Madrid, Spanien 1996
79 kr., Fionia Vinimport
Naturligvis kan man lave vin, der smager af Rioja andre steder i Spanien end i Rioja. Hvis man bruger Tempranillo-druer og fremstiller og lagrer vinen med omhu. Et eksempel er denne dejlige og harmoniske rødvin, der lå tolv måneder på små fade og atten måneder i flaske, før den blev sendt på markedet. Vinen har god frugt, en indtagende sødme og strejf af vanille fra fadlagringen. Link - på spansk - til producenten: www.vinosdemadrid.es.


La Chapelle d'Escurac, Médoc, Frankrig 1996
68 kr., Encore Vin
Dette er andenvinen på Cru Bourgeois-slottet Château d'Escurac, hvor vinmageren Marc Landureau regerer - han deler morgenavis med den danske ønolog Merethe Løwig Larsen. Vinen er en rigtig dejlig og harmonisk bordeaux med god frugt og en fin sødme. Men pas på: Den skal ubetinget dekanteres, da den har ret meget bundfald - hvilket jo kun er et kvalitetstegn. Vinen er fuldt drikkemoden. Link til side om Médoc: www.medoc-wines.com.


Domaine des Hautes Roches, Cuvée les Combes, Côtes du Ventoux, Frankrig 2000
53 kr., Vinfirmaet
En glimrende rødvin til fyldige, krydrede kødretter og ost. Den har god frugt, der afbalancerer de 13,5 procent alkohol, samt bløde tanniner. Link til Rhône-vine: www.beyond.fr.


Libertas, Pinotage, Western Cape, Sydafrika 1998
39,95 kr., Amka Vinimport
Pinotage er en krydsning mellem druerne Pinot Noir og Cinsault. Den har givet nogle lidt mærkelige vine, men sydafrikanerne har i høj grad fået styr på den - også i denne pæne "hakkebøffevin". Link til sydafrikansk vin: www.wine.co.za.


Alvinde, Cabernet Sauvignon, Colchagua, Chile 2000
64,75 kr., Lago Import
Kraftig rødvin (13 procent) med en intens og god frugtsmag og bløde tanniner. Den har en let sødme, krydrede, let pebrede toner og et lille bittert bid i slutningen. Link til chilensk vin: www.chilewinemarket.com.


.
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.

Alt for Damerne
Libertas, Pinotage, Western Cape, Sydafrika 1998Rødvin39,95 kr.Amka Vinimport
.
Børsen
Raimat, Merlot, Costers del Segre, Spanien 1997Rødvin74 kr.Sigurd Müller
High Gables, Cabernet Sauvignon, Coastal Region, Sydafrika 1998Rødvin79,95 kr.Kvickly
.
ErhvervsBladet
Château le Plaisir Cairanne, Côtes du Rhône Villages, Frankrig 1999Rødvin64,50 kr.Chris-Wine
.
Frederiksborg Amts Avis
Errazuriz, Merlot/Cabernet Sauvignon, Rapel Valley, Chile 2000Rødvin64,75 kr.H.J. Hansen
Conde de Valdemar, Crianza, Rioja, Spanien 1998Rødvin84,75 kr.H.J. Hansen
.
Jyllands-Posten
Allegrini, Amarone della Valpolicella, Italien 1997Rødvin325 kr.Adriat Vinimport
.
Mad & Bolig
Villa Monte Pio, Langhe, Italien 2000Rødvin45 kr.Gobi
.
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.