Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 16, 2002



Vin-aktuelt i uge 16
15. april - 21. april 2002
.

VinAvisen uge 13VinAvisen uge 14VinAvisen uge 15
      Vil du have vores løbeseddel?
      Vil du være sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden, så bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Send os blot en mail med din e-mail adresse skrevet nede i tekstfeltet. Klik her: anker@vinavisen.dk

Ny pinlig sag i Bordeaux
Netop som primeur-salget i Bordeaux er i gang, kommer der endnu en melding om svindel og humbug – eller mistanke om det.
Sagen startede, da den belgiske vinhandler Khaled Rouabah for to år siden blev anklaget for at have “restaureret” 360 flasker Château Lafite og Château Margaux i årgang 1900 ved at fylde efter med vine af årgang 1995. De gamle vine havde han fundet i et belgisk kloster og sat til salg til over 20.000 kr. stykket.
Over for dommer Renaud van Ruymbeke i Paris har Khaled Rouabah nu forsvaret sig med, at dette da er normal fremgangsmåde, når man giver gamle flasker en ny prop.
Gamle vine efterfyldes og omproppes cirka hvert 25. år, og Khaled Rouabah hævder, at alle de store slotte ikke bruger vin fra samme årgang - som de skal - men fra yngre årgange.
Nu har fransk politi hentet flasker fra tyve topslotte i Bordeaux, inklusive Pétrus, d’Yquem, Haut-Brion, Mouton-Rothschild og Margaux.

Det sorte år 1973
I Bordeaux har den nye skandale vakt frygt for, at den skal skade primeur-salget - hvor køberne i forvejen klager over de alt for høje priser.
Man tænker tilbage på det sorte år 1973, da priserne faldt katastrofalt efter den såkaldte Cruse-skandale.
Vinhuset Cruse havde blandet vine fra forskellige appellationer, og firmaets ejer begik selvmord ved at springe ud fra den store bro over Gironde-floden.
Også dengang var markedet sårbart, og Cruse-skandalen virkede som en detonator, skriver Business Day.

Enorm grænsehandel
Nordmændene strømmer til Sverige for at købe vin og spiritus. I påsken øgede Systembolaget i grænsebyen Strömstad sin omsætning med hele 50 procent i forhold til året før. I alt 16.000 kunder var inde i butikken i påsken.
Alene i dette år har udsalget i Strömstad omsat for 100 millioner kr., en stigning på 100 procent.
Også andre Systembolag-butikker ved grænsen til Norge har oplevet en enorm grænsehandel, og uden for Systemet i Åre var der ifølge avisen Verdens Gang kø i flere timer i påskedagene.

Smuglersprit i Norge ...
Der bliver smuglet spiritus som aldrig før. I løbet af januar og februar i år har de norske toldere beslaglagt over 36.000 liter smuglersprit, hvilket er en stigning på 257 procent sammenlignet med 2001.
Ifølge tal fra det norske toldvæsen - http://www.toll.no – var fangsten af smuglersprit i 2001 den største siden forbudstiden, men 2002 synes altså at slå denne rekord.

... og i Skotland
Også i Skotland har der været store fangster af smuglersprit. Avisen The Scotsman kan således berette, at toldvæsenet i Glasgow i sidste uge opdagede 18.000 flasker spiritus i en kæmpemæssig trailer. Værdien bedømmes til en værdi på over 145.000 pund, dvs. 1,8 millioner dkr.
I forbindelse med en ekstraordinær indsats, Crime Breaker, har briterne arresteret 265 personer.

Svamp ødelægger vin i Chile
Svampen Botrytis er velkommen, når man fx vil lave Sauternes. Den giver en helt specielt aroma til vinen fra de rosinskrumpede og angrebne druer. Men ellers er Botrytis bestemt ikke velkommen.
I Chiles Central Valley har der i år været et helt usædvanligt kraftigt Botrytis-angreb. Det kom meget pludseligt efter kraftige regnfald, som blev fulgt af brændende sommervarme.
Mellem 20 og 40 procent af høsten i regionerne Rapel, Curico, Maule, Itata og Bio Bio blev ødelagt, så det var umuligt at lave kvalitetsvin af druerne.
De eneste, der glæder sig, er vinbønderne uden for de angrebne regioner. De forventer at kunne lade prisen på deres vine stige med op til 30 procent.

Mere vin i glasset!
Bladet New Scientist beretter om et “intelligent” vinglas, opfundet af den japanske koncern Mitsubishi. Når det er tomt, kalder det på vintjeneren.
I foden af glasset er der indbygget en mikrochip samt en lille radiosender, der sender besked til en computer.
Op langs glassets inderside sidder der en gennemsigtig, strømførende folie, der virker som en kondensator og registrerer, hvor meget vin der er tilbage i glasset.
Mikrochip’en er udstyret med en digital kode, så computeren han holde styr på, hvilket glas der sender sit nødråb om mere vin i glasset.

Svensk krav om lavere afgifter
Seks socialdemokratiske rigsdagsmedlemmer kræver nu, at Sveriges finansminister Bosse Ringholm sænker spiritusafgifterne.
Baggrunden for kravet er det øgede svenske forbrug af uregistreret alkohol.
I en kronik i Dagens Nyheter peger rigsdagsmedlemmerne blandt andet på, at den private indførsel af vin og spiritus er blevet fordoblet, siden Sverige kom med i EU.

Et tab på 3 milliarder
Der er virkelig alvor bag de svenske politikeres krav. Ifølge det svenske Finansdepartementet vil den svenske stat tabe 3 milliarder kr. årligt, når toldkvoterne for privat indførsel af alkohol ophæves i 2004.
I en kommentar udtaler professor Per Frånberg ved universitetet i Umeå, at Sveriges muligheder for at føre en restriktiv alkoholpolitik efter 2004 er små. – Systembolaget kan overleve, men ikke i sin nuværende form, siger han.

30.000 flasker i timen
Det store australske vinfirma Orlando Wyndham, der hører til den franske Pernod Ricard-gruppe, står for et af verdens største vinmærker, Jacob’s Creek.
Sidste år blev der produceret i alt 63 millioner flasker med "Jacobs lille vandløb" på etiketten, men det er ikke nok. Målet er 75 millioner flasker.
For at nå dette mål, har Orlando Wyndham nu købt et tappeanlæg, der kan klare 30.000 flasker i timen. Pris: 26 millioner dkr.
Jacob’s Creek eksporteres til over 60 markeder verden over. Hertillands står World Brands Denmark for importen.

Slut med chilensk champagne?
Vil Chile have en handelsaftale og fri handel med EU, kan chilenerne meget vel blive tvunget til at holde op med at bruge navne som Champagne, Bordeaux, Bourgogne og Cognac på hjemmemarkedet. Hvad de ikke er særligt villige til.
At forsvare disse navne er blevet mere og mere vigtigt i EU’s handelspolitik, og i januar indgik EU en handelsaftale med Sydafrika, der i løbet af de næste tolv år skal slippe navne som Port, Sherry, Grappa og Ouzo.

Dyre navne at slette
Naturligvis forstår chilenerne, at de ikke sådan bare kan “hugge” de europæiske vinnavne. Men afskaffer de brugen af navnene, ville ikke mindst Frankrig få monopol på et marked, som de chilenske vinfolk har bygget op i over 100 år.
De har brugt milliarder af pesos på at gøre navnene kendt, og i dag er disse lige så dybt forankrede, som hamburgers, china (porcelæn) og danish (wienerbrød) er det i det amerikanske sprog.

    På udkig efter skarpskytten
    Vinfolkene i Napa Valley bliver mere og mere nervøse for angreb fra den glasvingede skarpskytte – insektet, der medfører den vinstok-dræbende sygdom Pierce’s disease.
    Nu har man opsat vejskilte med teksten “Regulated Area - Keep Napa County Glassy-Winged Sharpshooter FREE”, og på skiltet er der også et telefonnummer, man kan ringe til, hvis man ser en skarpskytte.
    Man opfordres til at være på vagt og straks indberette, hvis man finder et insekt eller dets klynge af æg.

Vi drikker mere og mere vin
Vinexpo-udstillingerne har taget det store overblik over verdens vinproduktion og konstaterer, at vi drikker mere og mere vin.
Fra 1994 til 2000 er det dyrkede areal øget med over 7 procent til 6 millioner hektar, og produktionen er steget med 17 procent til 3 milliarder kasser à 12 flasker.
Det dyrkede areal er især øget i USA, Australien og New Zealand, Kina, Sydkorea, Japan og Taiwan samt Argentina, Chile og Uruguay, mens vi her i Europa har været mere tilbageholdende. Faktisk er det dyrkede areal i Europa mindsket med over 9 procent i løbet af de seks år.
Trods det mindre areal har Europa dog øget sin produktion med 14,2 procent, hvilket skyldes et højere udbytte pr. hektar.
a..
    .
    Den danske vinbranche
    * Skjold Burne har igen optaget en ny butik i den ekspanderende kæde, denne gang i Studiestræde 40, 1455 København K, tlf.: 33 15 82 88. Jannik Nielsen står for butikken.
    * H.J. Hansen Vinhandel har fået endnu et medlem af Vinspecialisten, firmaets frivillige kæde af selvstændige specialvinhandlere over hele landet. Den nye forretning er Vinspecialisten Vesterbro, Vesterbrogade 129, 1620 København V.
    * Philipson Wine har overtaget importen fra vinhuset Farnese i det italienske Abruzzo.
    * Nyheder fra den danske vinbranche bedes sendt til anker@vinavisen.dk - men redaktionen forbeholder sig naturligvis ret til at afgøre, hvad der er relevant stof at bringe ...
..

Tyskernes eksport ...
Tyskerne har i 2001 eksporteret 213,4 millioner liter vin til i alt 144 lande. Det er 1,7 procent mindre end året før, men en fremgang i omsætningen på cirka 3,3 procent. I alt eksporterede de for 349 millioner euro (2,6 milliarder dkr.).
Som tidligere er Storbritannien den største aftager af tysk vin. Her havnede 41,6 procent af eksporten. Andre store markeder er USA, Japan, Holland, Belgien og Sverige.

... og rumænernes
Sidste år eksporterede Rumænien 394.727 hl vin – en stigning på 55,7 procent i forhold til året før.
De vigtigste eksportmarkeder er Tyskland, Storbritannien, Japan, Rusland, Finland og Canada. Men også Danmark aftager rumænsk vin – ikke mindst efter at brødrene Carl hos Chris-Wine er gået ind i produktionen på deres store ejendom i distriktet Dealul Mare og har skabt den fortrinlige og prisbillige rødvin Villa Bona Terra.
a..........
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
a....
En livlig vin
Nogle amerikanske vinproducenter kan åbenbart godt lide at give forbrugerne et indtryk af, at vinen er “livlig”, måske ligefrem perlende. Også selv om vinen er en helt almindelig stillevin.
Det har fået Bureau of Alcohol, Tobacco and Firearms til at opstille en liste over udtryk, der under ingen omstændigheden må bruges på amerikanske etiketter til stillevin: Petillant - Spumante - Perlant - Frizzante - Spritz/Spritzy - Bubble/Bubbly - Sparkle/Sparkling - Tingle/Tingly - Cremant - Reciotto - og Crackling.
Ordet "lively" må dog fortsat bruges, hvis det ikke på nogen måde kan forlede forbrugerne til at tro, at vinen er mere eller mindre boblende.

Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en side, der efterhånden vil komme til at danne en Vinbranchens Blå Bog. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.

Klik på de små billeder for at se Vinbranchens Blå Bog
a..
.


    Knud Ankjær (f. 1956) er en af vinbranchens konsulenter med en alsidig virksomhed i ind- og udland. Han er merkonom i markedsføring og har en fortid i dagligvarebranchen. Blandt andet var han chef hos Edeka for en trecifret million-omsætning af nydelsesmidler, herunder to anlæg til aftapning af kædens vinimport.
    Hans interesse for vin kom for alvor, mens han var afdelingsleder hos Føtex i Silkeborg, og et job som kursusleder i Instituttet for Købmands-Uddannelse (IKU) blev udgangspunktet for meget af det, han foretager sig i dag. Blandt andet er han konsulent for Europas største vinkælder i Baden i Tyskland, for Cave Vinicole d'Obernai i Alsace og Château Cissac i Bordeaux.
    Hos IKU oprettede Knud Ankjær "Vinakademiet" med speciale i undervisningen af detailhandelen, og i 2002 er han i gang med at oprette kurser landet over i optimering af omsætning, indtjening, nedbringelse af varelager etc. For nogle supermarkeder har han udført opgaver i tråd med kurserne og øget salget med 10-35 procent efter fem til otte uger.
    For tre år siden startede han med udviklingen af et edb-program beregnet til vin- og fødevarebranchen med infoscannere i butikkerne, søgeværktøj netop på sortimentet i den enkelte butik samt links til vinimportører m.v.
    Når der ikke står vin på kalenderen, dyrker Knud Ankjær sin interesse for fiskeri. Han er gift med Anne, der også er uddannet i købmands-branchen, og i familien er der fire børn, Jesper, Allan, Lykke og Mikael.
    Adresse: VainQueur Vin, Århusvej 14, 8670 Låsby, tlf.: 75 66 50 80, fax: 75 66 59 89, e-mail: vainqueur.vin@post3.tele.dk.
a....

.
Inge Correll, der her står sammen med direktør Flemming Karberg fra Hans Just, havde ved prisoverrækkelsen klædt sig i gult - i Den Gule Enkes ånd.
    Vor tids Emma Gad
    I torsdags blev Inge Correll udnævnt til Årets Erhvervskvinde og modtog "The Veuve Clicquot Award"- prisen, som Champagnehuset Veuve Clicquot indstiftede i 1972 til minde om grundlæggeren, Madame Clicquot Ponsardin, også kendt som Den Gule Enke.
    Efter en stor og lang karriere inden for hotel og marketing er Inge Correll i dag eneejer af Havreholm Slot, som det er lykkedes hende at gøre til en blomstrende forretning som eksklusivt konferencehotel og ferieparadis.
    Hun har også udgivet bøger om, hvordan man begår sig både i selskabs- og forretningslivet, ligesom hun er en meget brugt foredragsholder om de samme emner. Hun er i høj grad vor tids Emma Gad.



Også fino-sherry til sushi
I uge 14 omtalte vi Svend Rasmussens standardværk om sushi og citerede hans anbefaling af tysk Riesling som en god ledsager de til lækre japanske specialiteter.
En af vore trofaste læsere, Jens Linde, peger på, at fino-sherry også er sublimt til sushi. - Den tørre, syrlige friske sherry-type går i den grad i spænd med sushi, skriver han. - Det ville derfor være smart, om danske importører hjemtog fino-sherry i halvflasker, passende til to personers sushi-middag - på en hverdag. Det er allerede meget "in" i Spanien.

Ikke så godt til chili
Også forfatteren af Sushi-bogen, Svend Rasmussen, nævner sherry som en ledsager til sushi. Han skriver: - En af gastronomiens bedst bevarede hemmeligheder er, hvor godt en god, lys og sprød fino-sherry passer til fisk og skaldyr. Men med sin naturlige tørhed og høje alkoholprocent (15-18 %) kommer fino’en desværre også hurtigt til kort, når der blandes chili i (sushi)rullen. Til de mere fordragelige ruller kan den imidlertid være et forfriskende alternativ til den traditionelle hvidvin.

Vil du have vores løbeseddel?
Vil du være sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden, så bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Send os blot en mail med din e-mail adresse skrevet nede i tekstfeltet. Klik her: anker@vinavisen.dk


Denne uges stjerner i VinAvisen
Som sædvanligt får de smagte vine stjerner efter det gængse system med fem som maksimum. Vine, der kun får én eller to stjerner, bliver dog ikke omtalt. I vores bedømmelser indgår også prisen til en vis grad som en parameter.


Jordan, Cameleon, Cabernet Sauvignon / Merlot, Stellenbosch, Sydafrika 1999
75 kr., Vinmonopolet
Flot rødvin, der er hver en krone værd. Den har en sødmefuld duft lidt efter svedskeblomme og brombær og en kraftig smag med et anstrøg af peber. Med sine bløde tanniner er den fuldt drikkemoden. Link til producenten: www.sa-weine.de.


Domaine Les Aphillanthes, Cuvée 3 Cépages, Côtes du Rhône Villages, Frankrig 2000
105 kr., Jysk Vin
Der er en meget fornem harmoni i denne rødvin - mellem frugt og krydderi, sødme og syre. Den har en intens rød farve og en imødekommende duft af tørrede krydderier og brændte figner. Fuldt drikkemoden. Det er en god idé at hælde den på karafel et par timer før middagen. Link til side om producenten: boutique.vcommevin.fr.


Los Osos, Merlot, J. Lohr, Paso Robles, Californien
150 kr., Irma
Lidt kostbar, men dejlig rødvin med duft af solbær og brombær og en smag med stor frugtfylde og behagelig syre. Link til producenten: www.jlohr.com.


Domaine Robert Vic, Saveurs du Terroir, Vin de Pays de l’Herault, Frankrig 1998
34 kr., Stokholm
- Den har en duft af nypudsede lædersko, lød det under smagningen. Og det var ikke helt venligt ment. Smagen er imidlertid tiltalende med god sødme og lang eftersmag. Den vil være glimrende til sommerfesten eller studentergildet. Og så er den jo billig. Kort over samtlige franske Vins de Pays (i PDF-format): www.onivins.fr.


Château Lecusse, hvidvin, Gaillac, Frankrig 1999
52,75 kr., Poulsen Roser
Smagepanelet var helt enigt: Dette er en virkelig god hvidvin, fantastisk til skaldyr, især muslinger. Den har en duft af honning, der også går igen i smagen, der dog ender med et lille bittert bid. Link til producenten: www.poulsenroser.dk


Infinitus, Malbec / Syrah, Patagonia, Rio Negro, Argentina 1999
70 kr., Pedersborg Vin
Ikke helt billig, men dejlig og meget alsidig rødvin. Den smager lidt efter svedskeblommer og har en tilpas syre. Link til argentinsk vin: www.promza.org.ar.


Domaine de la Janasse, Vin de Pays de la Principauté d’Orange, Frankrig 1998
69,75 kr., Jysk Vin
I forhold til kvaliteten en lidt dyr rødvin. Den har en god duft af modne bær og en fyldig smag af drue med en hel del garvesyre. Eftersmagen tynder ret hurtigt ud. Kort over samtlige franske Vins de Pays (i PDF-format): www.onivins.fr.


.
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.
Alt for Damerne
Wente, Chardonnay, Livermore Valley, Californien 2000Hvidvin69,95 kr.Det franske Vinlager
.
B.T.
Guelbenzu Azul, Ribera del Queiles, Vino de Mesa, Spanien 1999Rødvin79 kr.Kjær & Sommerfeldt
.
Børsen
Mas, Merlot, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 2000Rødvin60 kr.H.J. Hansen
.
ErhvervsBladet
Errazuriz, Cabernet Sauvignon, Aconcagua, Chile 2000Rødvin69,75 kr.H.J. Hansen
.
Frederiksborg Amts Avis
Norton Barrel Select, Cabernet Sauvignon, ArgentinaRødvin (6 fl)360 kr.Vinens Verden
.
Hjemmet
Candidato Oro, Tempranillo, Vino de la Tierra del Bajo Aragon, Spanien 1996Rødvin42 kr.Vinens Verden
.
Information
Pojer e Sandri, Pinot Nero, Trentino, Italien 2000Rødvin109 kr.Kjær & Sommerfeldt
.
Jyllands-Posten
Fetzer, Chardonnay / Viognier, Californien 2000Hvidvin70 kr.Consiva
CK Vineyards, Zinfandel, Wildwood Canyon, Californien 2000Rødvin89 kr.Vinslottet i Greve
Canyon Road, Cabernet Sauvignon, Californien 1999Rødvin69 kr.Maxxium Danmark
Robert Mondavi, Pinot Noir, Napa Valley, Californien 1997Rødvin228 kr.Scanwine
.
Mad & Bolig
Vom Stein, Federspiel, Riesling, Nikolaihof, Wachau, Østrig 1998Hvidvin115 kr.Sigurd Müller
Vauvert, Merlot, Vin de Pays du Gard, Frankrig 1999Rødvin50 kr.Gobi
.
Nordjyske Stiftstidende
Fonseca, forskellige portvine, PortugalHedvin67,50- 250 kr.Sigurd Müller
.
Penge & Privatøkonomi
Undurraga, Cabernet Sauvignon, Valle de Colchagua, Chile 2001Rødvin30 kr.Netto

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.