Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 25, 2002



Vin-aktuelt i uge 25
17. juni - 23 juni 2002
.

VinAvisen uge 22VinAvisen uge 23VinAvisen uge 24
      Vil du have vores løbeseddel?
      Vil du være sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden, så bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Send os blot en mail med din e-mail adresse skrevet nede i tekstfeltet. Klik her: anker@vinavisen.dk

Danmarks første garage-vinmesse
Søren Beck fra Encore-vin.dk har fået en virkelig god idé. Han har sammen med Dansk Vincenter taget initiativet til en vinmesse for garagevine, som vil blive afholdt søndag d. 18. august på Dansk Vincenter i Avedøre. "Garagevin 2002", hedder messen, der samler i alt seksten udstillere.
- Vi lægger op til en dag, hvor man virkelig skal nyde glæderne ved gode vine, siger Søren Beck. - End dag med "slow wine".
- Vinstokkene i Avedøre står med druer i august, siger han. - Der bliver mad fra den anmelderroste restaurant Coquus, og antallet af besøgende er begrænset til 300, så man ikke kommer til at stå på nakken af hinanden.

En hyggelig dag
Søren Beck regner med, at folk kommer kl. 11 og først går kl. 16 efter en hyggelig dag i selskab med vine, der er lidt ud over det almindelige.
- Det eneste, vi ikke kan garantere for, er vejret, siger han, - men mon ikke ...? Og i øvrigt kan alt foregå inden døre undtagen de guidede ture i vinmarkerne.
Det koster kun 125 kr. at deltage, men man skal nok skynde sig, hvis man vil sikre sig en billet. En tredjedel af billetterne er allerede solgt. Programmet for vinmessen kan ses på www.vincenter.dk.
Garageimportør Beck portrætteres i denne uge i Vinbranchens Blå Bog.

Konkurs på nettet
For to år siden blev der talt og skrevet en del om Allan Polack, der forlod et velbetalt job som bankdirektør hos Nordea for at skabe vinhandelen Onwine på internettet.
Ifølge en artikel af Bo Jørgensen i Jyllands-Posten er Onwine nu gået konkurs "med et brag" - og med en gæld, der foreløbig er opgjort til 3,4 millioner kr.
De største kreditorer er Vækstfonden, der kautionerede for ham, og hans gamle bank, Nordea, men også IT-leverandører har mange penge til gode.

Kører videre under samme navn
I august sidste år fusionerede Onwine med internetportalen Vinforum og en vinbar i København. Det skete under navnet Onwine a/s med Vinforums redaktør, Jan P. Olsen, som direktør.
Til Jyllands-Posten oplyser Allan Polack, at han har overtaget aktiverne fra det gamle firma, og at han sammen med fem andre investorer rekonstruerer virksomheden. Hvem de fem investorer er, vil han ikke oplyse.
aa..a..a..a..........
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
Indholdet målt i genstande
Den britiske lægeforening foreslår, at der på flasker med øl, vin og spiritus angives indholdet målt i genstande. Ligeledes vil lægerne have påtrykt en advarsel om faren ved overdreven brug af alkohol samt om anbefalede grænser for ugentligt forbrug.
Ifølge fagbladet Just Drinks sigter lægerne mod at reducere antallet af unge, der dør af skrumpelever, ligesom de er betænkelige ved drikkevanerne hos mænd og kvinder i 16-24 års alderen.

Svensk avis med alkoholreklame
Sidste år blev det svenske magasin Gourmet frifundet ved tingsrätten for at have bragt en alkoholreklame. Den slags må man ellers ikke i Sverige. Og nu har Svenska Dagbladet gjort det samme.
Til Sveriges Radio P1 siger avisens chefredaktør, Lena K. Samuelsson, at hun tolker tingsrättens dom som, at forbudet ikke mere gælder. Det må være EU-reglerne, der gælder i EU-landet Sverige.
-
- Vi kan ikke sælge din vin!
Ifølge Decanter tager Château Lascombes’ direktør, Alain Raynaud, til genmæle mod de britiske vinhandlere, der siger, at de ikke vil kunne sælge slottets vin, fordi den er blevet for dyr.
Lascombes er kommet ud med en primeur-pris for 2001-årgangen på 25 euro (185 kr.), hvilket er 35 procent højere end for 2000-årgangen. Det betyder, at vinhandlerne skal tage 260 kr. for vinen, og det mener de ikke, der er kunder til.
Til gengæld siger Alain Raynaud, at prisen er realistisk og i overensstemmelse med de investeringer, den amerikanske ejer, Colony Capital, har gjort.

Druer ned på jorden
Det australske Riverland har høstet en af de bedste og største årgange nogensinde. Men på grund af den overproduktion, der hærger Australien, har vinbønderne svært ved at finde købere til druerne. De har derfor smidt 3500 tons druer ned på jorden og ladet dem ligge og rådne.
Tallet lyder imponerende, men det skal ses i forhold til, at den samlede høst i Riverland var på 360.000 tons.
I køligere australske distrikter som Coonawarra, Adelaide Hills og Barossa Valley har man ikke disse problemer. Her har dårligt vejr givet mindre høstudbytte.

Mondavi sælger ud
I Napa er Robert Mondavi Winery ved at frasælge 640 hektar førsteklasses vinmarker samt to produktionsenheder, hvoraf det gamle Byron Winery er den ene.
Ifølge Decanter har Mondavi ikke mere brug for disse marker og vinerier, idet man køber druer fra andre appellationer.
Et problem er det også, at firmaet har mange langtløbende kontrakter om druekøb og samtidig har problemer, fordi så mange af dets vine sælges til toprestauranter, der efter 11. september har færre besøgende end tidligere.

Superburger i amerikansk indpakning
I det netop udkomne nummer af Vinbladet skriver redaktøren, Peter Winding, om den amerikanske vinstil, der i de senere år har præget Bordeaux:
- Det kantede præg er nu næsten borte, mange vine er ved at blive for runde, men en rund vin er en vin uden karakter, uden terroirpræg.
- En vin med terroirpræg kan aldrig være rund, ej heller oval; der vil altid være kanter, noget skarpt og ikke svulstigt, som den fornemmelse der ligger i munden ved udtalelse af ordene "tannin og finesse".
- Årgang 2001 er, især på den venstre side af floden og specielt på Médoc-halvøen, blevet meget rund. Appellationernes forskellighed er nu ved at blive erstattet af en monosmag, styret af et amerikansk ønske om frugt, frugt og atter frugt. Et simpelt budskab, som alle kan forstå, og som alle i den tidlige primeur-smagning kan nikke genkendende til. En saftig "superburger" i amerikansk indpakning.

Marmelade i alkoholopløsning
Senere i sin ledende artikel skriver Peter Winding: - Bliver druerne overmodne med høj alkoholprocent, forsvinder mineraliteten og det tanninbid, der tidligere gav denne vidunderlige, lettere arrogante franske distance. Vinen har langsomt bevæget sig fra "Comment allez-vous?" til "How are you?".
Som eksempler nævner Peter Winding slottene Pavie, Pavie-Decesse og Petit-Village, som man "mere tygger end drikker"” - Er det vin, eller er det marmelade i en 13,5 procent alkoholopløsning? spørger han.
Men han nævner også, at der er ændringer at spore, og at fx Château Ausone atter har fundet poesien og det forførende.

    .
    Den danske vinbranche
    * Pernod Ricard Denmark A/S er det nye navn på World Brands Denmark, der i forbindelse med Seagram-salget også overtager en række internationale mærkevarer som Chivas Regal, The Glenlivet Malt Whisky og Martell Cognac.
    * Australian Wine Bureau har siden 1998 stået for markedsføringen af australsk vin i de nordiske lande. Nu nedlægges kontoret i Stockholm.
    * Philipson Wine overtager pr. 1. september eneimporten af James Bond’s yndlingschampagne, Bollinger (også Duty Free).
    * The Wine Company repræsenterer fremover det australske vinhus Fox Creek i Danmark.
    * V.S.O.D. har i forbindelse med 25 års-jubilæet holdt generalforsamling, og bestyrelsen består herefter af formand Peter Schaltz (Vingaarden), næstformand Ole Paustian (Taster Wine), Kristian Andreasen (Det Franske Vinlager / SuperGros), Morten Holm Bangsgaard (Diageo Denmark), Regner Jensen (Sigurd Müller Vinhandel), Peter Karberg (Hans Just), Knud Kjellerup (Østjysk Vinforsyning) og Michael Lauemøller (Ludv. Bjørns Vinhandel). John Christensen valgte efter ni år som formand ikke at genopstille til bestyrelsen.
    * Nyheder fra den danske vinbranche bedes sendt til anker@vinavisen.dk - men redaktionen forbeholder sig naturligvis ret til at afgøre, hvad der er relevant stof at bringe ...
..
a..a..a..
2½ gange så meget vin
I den netop udsendte årsberetning fra V.S.O.D. ser den afgående formand, John Christensen, tilbage på de 25 år, der er gået, siden foreningen blev stiftet:
I dag er danskernes forbrug af vin pr. capita 2½ gange større end i 1977, mens forbruget af spiritus er faldet med ca. 40%.
I 2001 var salget af alle typer vin 167,3 mio. liter (1,4% over salget i 2000), men vi importerede endnu mere, nemlig 192,9 mio. liter (10,6% mere end i 2000).
Bag den store og stigende forskel i import og salg ligger en øget re-eksport af vin til butikkerne syd for grænsen og til det øvrige Skandinavien. Det gælder især vin tappet her i landet.

Stadig færre franske flasker
Frankrig er fortsat Danmarks største leverandør af vin, men med en stadigt faldende markedsandel på nu 37,4% mod 39,6% i 2000.
Spanien har en solid andenplads med 20,4%. Herefter følger Italien, Chile, Tyskland, Sydafrika og Australien, der alle har vundet markedsandele.
Importen af champagne er faldet med 6,3%, medens der blev importeret 13,3% mere af anden mousserende vin.
Portvin og madeira har haft en fremgang på 21,5%, medens anden hedvin og vermouth er gået tilbage.

Vinafgift på nul euro
V.S.O.D. konstaterer, at når det gælder forbruget af vin, så ligger Danmark fortsat i toppen blandt de lande, der ikke selv producerer vin. Hver indbygger over fjorten år har i snit et årligt forbrug på 37,8 liter vin.
Hertil kommer en uregistreret mængde vin købt af danskere syd for grænsen og - i modsat retning - et salg i Danmark til svenskere og nordmænd.
Nogle meldinger tyder dog på, at vore broderfolks køb i Danmark er faldet. De har nemlig også fundet ud af at arrangere indkøbsture til Tyskland, hvor vinafgiften er nul euro og momsen kun 16%.

Voldsom grænsehandel
Forskellen mellem afgifter og moms i Danmark og Tyskland er ifølge V.S.O.D. stadig et meget væsentligt problem, fordi den medfører en voldsom grænsehandel.
Danskerne køber i alt for høj grad deres vin og spiritus på den forkerte side af grænsen og foretager deres almindelige "lørdagsindkøb" ved samme lejlighed. Danske virksomheder mister omsætning, og Danmark går glip af afgifter og skatter.
Politikerne ved det, og det ville være hensigtsmæssigt, om de hurtigt fik gjort noget ved det.
a..a..
Regeringen tøver
I sin årsberetning skriver V.S.O.D., at de skiftende politikere ikke kan have undgået at bemærke de mange og gode argumenter, foreningen igen og igen har fremført for nedsættelse af afgifterne.
De to seneste socialdemokratiske skatteministre besluttede hver især at nedsætte i hvert fald spiritusafgiften. Det blev ikke til noget!
Den nuværende skatteminister forstår udmærket foreningens argumenter, men regeringen tøver alligevel, fordi man giver nedsættelse af personskatterne første prioritet.
Statens samlede provenu af alkoholafgifterne faldt i 2001 med 4,8% til 4,3 mia. kr. plus moms.

Unødige udgifter for forbrugerne
Det er fortsat ikke lykkedes at få ophævet det danske særkrav om mærkning med sulfitter og sorbater - et krav, der gør livet mere besværligt for vinbranchen og medfører unødige udgifter for forbrugerne.
Den forrige fødevareminister var aldeles kold over for det faktum, at det danske krav strider mod EU-reglerne. Det var EU-reglerne, der skulle tilpasses.
Den nuværende minister lytter til V.S.O.D.s argumenter, men mener, at det vil være rimeligt at vente på, at EU afslutter forhandlinger om en eventuel ændring af mærknings-direktivet for ikke at skulle ændre de danske regler to gange. Spørgsmålet er så, hvor længe vi skal vente.

Grüner Veltliner bedre end Chardonnay
I sidste uge fandt den østrigske vinmesse, VieVinum, sted i Wien, og i den forbindelse afholdt man en smagning med titlen "Grüner Veltliner versus Chardonnay".
42 professionelle smagere fra elleve lande bedømte 36 udvalgte vine fra Australien, Tyskland, Frankrig, Italien, New Zealand, Sydafrika, USA og Østrig, og østrigerne kunne med tilfredshed konstatere, at to Grüner Veltliner-vine landede i toppen: Ried Lamm, Weingut Bründlmayer, Kamptal 1997 og Ried Spiele Alte Reben, Weingut Loimer, Kamptal 1999.
Med i smagningen var seks hvide top-bourgogner, blandt andet Domaine Baron Thénard, Montrachet 1997, der blev nr. 21, og Louis Latour, Corton Charlemagne 1990, der blev nr. 27.

Mere vin fra Washington
Lad os lige repetere: Nord for Californien ligger staten Oregon, og nord for Oregon - lige under grænsen til Canada - ligger Washington.
Der er køligere heroppe, men alligevel dyrkes der druer, og faktisk har Washington stor succes med den røde "kold-drue" Pinot Noir.
Ifølge Washingtons National Agricultural Statistics Service er statens dyrkede areal med druer øget med hele 46 procent, så det i dag er på godt 10.000 hektar. Værdien af druehøsten sidste år var 90 millioner dollars, og dette tal vil stige i de kommende år, idet en del af de 10.000 hektar er nyplantede. Ifølge Seattle-avisen The Puget Sound Business bærer kun 59 procent af de røde sorter frugt og kun 87 procent af de hvide.

Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en side, der efterhånden vil komme til at danne en Vinbranchens Blå Bog. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.------a..

Klik på de små billeder for at se Vinbranchens Blå Bog
aa..a..a....
.


    Søren Beck (f. 1964) er garageimportør, og hans énmands-firma hedder Encore-Vin.dk. Selv fortæller han, at hans vej ind i vinens verden var en madklub for tre svogre og en nevø, hvor rollerne var klart fordelt: Én lavede forret, én hovedret, én dessert, og én købte vin.
    - Der blev kloget meget i den madklub, siger han, - ikke mindst om vinen. Men en dag blev alle i klubben mundlamme, da der kom en grand cru classé på bordet.
    Ikke mindst Søren Beck var irriteret over, hvor lidt han vidste om vin, så han deltog i kurser og smagninger og støvsugede bibliotekerne for litteratur om vin.
    I 2000 etablerede han så Encore-Vin.dk og lagde ud med import af vine fra Bordeaux. Hurtigt fandt han ind i et samarbejde med Jean-Michel Comme, der til daglig er teknisk direktør på Château Pontet-Canet, og samarbejdet med den passionerede Jean-Michel har været en stor drivkraft i hans virke.
    Han er meget aktiv - hvad en énmands garagist må være. Han holder talrige vinforedrag. Han arrangerer "åbent hus", hvor man kan lege vinskribent. Han laver "vinøs legestue" og "gulddag", og sammen med Michael Gundersen på Dansk Vincenter arrangerer han en vinmesse for garageimportører - eller "slowwine", som han ynder at kalde projektet.
    Søren Beck nyder at arrangere og sætte i scene for at videregive gode vinøse oplevelser, og han har det som en ål i mudder i vinbranchen. - Her er det jo et virkeligt aktiv at være tusindkunstner, siger han.
    Fritid er der ikke meget af, da han ud over Encore-Vin.dk har et fuldtidsjob som flyveleder i Kastrup. Den fritid, der er, bruger han på at træne til maratonløb - Médoc-maratonet, naturligvis.
    Privat er han gift med Heidi, og sammen har de to børn, Cecilie på femten og Kristoffer på tolv.
    Adresse: Encore-Vin.dk, Højvangen 13, 2860 Søborg, tlf.: 39 69 37 44 / 26 12 37 44, e-mail: beck@encore-vin.dk.
aaaaa
    Skarpskytten nærmer sig Napa
    Det vinstokdræbende insekt, glasvinget skarpskytte, nærmer sig mere og mere den californiske juvel, Napa Valley. For to uger siden fandt man femten individer samt deres ægmasser i Cupertino.
    Dette har fået Napa’s vinbønder endnu mere op på mærkerne, end de allerede er. De foreslår, at der indføres en skat på 4,51 dollars pr. acre (88 kr. pr. hektar), som kan bruges til bekæmpelsen af insektet.
    Ifølge avisen The Press Democrat bruger Napa County allerede 800.000 dollars om året for at hindre en invasion af skadedyret.
    Sonoma County bruger kun 305.000 dollars, men her har vinerierne til gengæld samlet 125.000 dollars sammen ved frivillige bidrag. Pengene er først og fremmest gået til oplysning af offentligheden, blandt andet gennem en website på adressen http://www.bugspot.org.

Succes med cava
Det spanske cava-folk glæder sig i denne tid. De har nemlig en enestående succes med deres mousserende vine. Ikke mindst på det danske marked, hvor fremgangen har været hele 51,2 procent fra 2000 til 2001.
Egentlig er det ikke så mærkeligt, for der er fremragende cava’er, og mange af dem koster kun det halve af, hvad champagne koster i samme kvalitet.
I torsdags præsenterede den spanske ambassades handelsafdeling og Cava-kommiteen i alt atten cava’er for Danmarks vinøse verdenspresse, og der blev smagt med meget anerkendende miner.
Der er store vine imellem, men også de billigere cava’er, som man med et moderne dansk udtryk vil kalde mainstream, er fortræffelige. Billederne herunder er fra smagningen.
......... ....... aaaaa
......
Gitte Hindholm, Jørgen Aldrich og Flemming Hvelplund i gang med at trække flaskerne op.
...... .......
Spaniere og danskere. Til venstre Angela de la Rosa Tanco og Leopoldo Ceballos fra den spanske ambassades handelsafdeling. I midten Anne Harild Abildstrøm fra Vinens Hus og dernæst Flemming Hvelplund og Montse Montserrat fra Cava-kommiteen.
...... .......
.......
Gitte Hindholm, Jørgen Aldrich, Henrik
Oldenburg, Flemming Hvelplund og Anne
Harild Abildstrøm finder deres yndlings-cava'er.

Interessante tal om cava
Under smagningen fremlagde Flemming Hvelplund en række interessante tal om cava:
* Druerne til cava dyrkes på 32.009 hektar fordelt på 159 små områder, hvoraf de 95 procent er koncentreret i Penedès.
* I alt 6848 individuelle vinbønder dyrker "cava-jorden".
* I alt 271 producenter fremstiller cava’en.
* Den totale produktion i 2001 var 201 millioner flasker, hvoraf de 103,8 millioner gik til eksport - en fremgang på 7 procent.
* Eksporten af cava har således overhalet eksporten af champagne, der ligger på 100 millioner flasker.
* Ikke alle lande drikker lige meget cava. Tyskland med 83 millioner indbyggere er den største aftager af i alt 57 millioner flasker, mens Danmark sidste år aftog 1.095.745 flasker. Men hvis vi ser på forbruget af cava pr. 1 million indbyggere, så er Danmark faktisk den fjerdestørste importør. Tallene ser således ud:
Samlet import
af cava
Forbrug pr.
1 mio indbyggere
Tyskland
57 mio flasker
685.000 flasker
England
18 mio flasker
302.000 flasker
USA
9 mio flasker
32.000 flasker
Schweiz
3 mio flasker
412.000 flasker
Japan
2,2 mio flasker
17.000 flasker
Sverige
1,7 mio flasker
192.000 flasker
Canada
1,5 mio flasker
47.000 flasker
Holland
1,2 mio flasker
75.000 flasker
Italien
1,1 mio flasker
19.000 flasker
Danmark
1,1 mio flasker
205.000 flasker

Den bliver tørrere og tørrere
Der er også tal for, hvordan cava'en fordeler sig på typer, og sammenligner man med 1982, er det interessant at se, at den er blevet mere og mere tør:
1982
2001
Ekstra Brut og Brut Nature
1 procent
11 procent
Brut
14 procent
40 procent
Seco
13 procent
15 procent
Semi-seco
72 procent
34 procent

Koncentreret salg i december
Med hensyn til salget af cava, så følger det stort set de andre boblevine med et koncentreret salg i december. Egentlig mærkeligt, at man ikke drikker så meget mousserende vin resten af året. Forstå det, hvem der kan. Tallene ser således ud:
Februar / marts
9 procent
April / maj
8 procent
Juni / juli
11 procent
August / september
10 procent
Oktober / november
9 procent
December (januar)
52 procent
Endelig har cava-folket selv sat en vurdering på årgangene, idet de udnævner 2000 til exceptionel, 1996, 1998 og 1999 til meget gode og 1997 til god.
aa..a..a..aa..a.-----a..
.
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.

Er Carmenère italiensk?
Erik W. Nielsen ved udmærket, at Carmenère er en gammel fransk drue. Men han mener også at have hørt, at den har italienske rødder. Er det rigtigt?
Det er korrekt, at druen, som i dag er blevet Chiles "nationaldrue", har en fransk fortid. Sammen med Cabernet Franc skabte den de store vine i Médoc i begyndelsen af 1700-tallet. Siden opgav man at bruge den, fordi den har tendens til, hvad franskmændene kalder coulure. Det vil sige, at vinstokkene taber de små druer kort tid efter blomstringen, så høstudbyttet nedsættes.
Druens navn, Carmenère, er måske i familie med ordet karmin, som malere kender. Det er den skarlagensrøde, krappe farve på paletten, og samme farve kan vinen godt have.
I 1991 opdagede chilenerne, at en hel del af de vinstokke, der stod på deres marker, er Carmenère. De troede ellers, at det var Merlot - selv om de for længst burde have opdaget, at den var lidt senere moden end Merlot.
Sandsynligvis blev druen bragt til Chile fra Frankrig sammen med Cabernet Sauvignon engang i 1850’erne.
Og så var der det med den italienske forbindelse: For ikke så længe siden opdagede man i Friuli i Italien, at nogle af de vinstokke, man mente var Cabernet Franc, også er Carmenère. Noget italiensk navn kender vi dog ikke, men druen har flere synonymer: Carmenelle, Cabarnelle, Grand Carmenet, Carbouet og ikke mindst Grande Vidure.
    .
    Ugens besvarelser lægger vi efterhånden ind i VinAvisens VinABC, så de er lette at finde.
    .
aa..
    Efterlysning
    Nej, det er ikke Fyens Stiftstidendes vinskribent, Jørgen Aldrich, der er efterlyst. Det er t-shirten, han har på, for den er simpelt hen vinsmagerens drøm.
    T-shirten er dekoreret med røde pletter og rande, og ved hver plet er skrevet, hvilken fortræffelig vin pletten stammer fra.
    Vi har Jørgen Aldrich mistænkt for selv at have lavet pletterne, men han påstår, at han har købt t-shirten i Alba i Piemonte, og hvis det er rigtigt, så må der være mange andre, der ligesom vi er berusede ved tanken om at kunne pryde vore forsider med pletterne.
    Derfor efterlysningen: Er der nogen, der kan fortælle os, hvor man kan købe en sådan t-shirt - lidt nærmere end i Alba, Piemonte?
Kommer der en Harry Potter-vin?
Den svenske forfatter Jan Guillou - ham med Hamilton-bøgerne - har haft succes med sine bøger om tempelridderen Arn Magnusson, og det har nu fået inportøren Lennart Granqvist til at lancere fire vine ved navn "Les Vins d’Arn Magnusson". Gad vide, om der en dag kommer en Harry Potter-vin ...?

Vil du have vores løbeseddel?
Vil du være sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden, så bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Send os blot en mail med din e-mail adresse skrevet nede i tekstfeltet. Klik her: anker@vinavisen.dk


Denne uges stjerner i VinAvisen
Som sædvanligt får de smagte vine stjerner efter det gængse system med fem som maksimum. Vine, der kun får én eller to stjerner, bliver dog ikke omtalt. I vores bedømmelser indgår også prisen til en vis grad som en parameter.


Villa Torre, Montepulciano d'Abruzzo, Italien 2000
59 kr., Furesø Vinimport
Vi har tidligere smagt 1999-årgangen af denne bløde og afrundede rødvin fuld af solmoden frugt, og det er stadig en anbefalelsesværdig vin. Den har en tilpas dæmpet syre og kultiverede 12,5 procent alkohol. Link til side om italiensk vin: www.agriline.it.


Kendall-Jackson, Vintners Reserve, Cabernet Sauvignon, Californien 1998
119,75 kr., Amka Vinimport
Flot og lækker rødvin med fyldig frugt - brombær, solbær - og en indtagende sødme. En vin til okse og ost. Link til producenten: www.kj.com


La Celia, Reserva, Cabernet Sauvignon, Finca la Celia, Argentina 2000
59,95 kr., Fakta
Dette er en af disse kraftige bamser med 14 procent alkohol, men den intense frugt er i stand til at hamle op med alkoholen. Vinen er dejligt afrundet med bløde tanniner og en lækker smag lidt i retning af brombær. Det er en vin til de helt store bøffer. Link til side om argentinsk vin: www.promza.org.ar.


Domaine de Cabriac, Vermentino, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2001
48 kr. (44 kr. ved 12 flasker), Con a'more
Denne hvidvin er et godt køb, utrolig flot og læskende med lækker frugt. Den er ret fed og vil kunne bruges både som terrassevin og til mad. Link til side om Vin de Pays d'Oc: www.vindepaysdoc.com.


Domaine du Vieux Pressoir, Gewurztraminer, Marcel Schlosser, Moenchberg, Alsace Grand Cru, Frankrig 1999
136 kr., VinBlanc.dk
- Den er bare lækker, lød det under smagningen, og det er den. En hvidvin med fint parfumeret duft, som fylder munden med herlig frugt. Der er lidt vinsten i flasken, hvilket jo kun er et tegn på kvalitet. Link til producenten: www.isasite.net.


Primi, Bodegas Luis Gurpegui Muga, Rioja, Spanien 2000
42,95 kr., GrandVin
Klassisk Rioja-rødvin på Tempranillo, Graciano og Garnacha med dejlig frugt og let sødme. Faktisk et fund til prisen, og den femte stjerne får den da også for den rimelige pris. Link til producenten: export.navarra.net.


Santa Duc, Les Plans, Vin de Pays de Vaucluse, Frankrig 2001
49 kr., Bichel Vine
Glimrende og harmonisk rødvin. En virkelig god vin. Den kan sagtens drikkes nu, men må meget gerne ligge et par år endnu. Link til Vaucluse: www.elansud.fr.


Domaine Montlobre, La Chapelle, Vieilles Vignes, Vin de Pays des Collines de la Moure, Frankrig 1998
80 kr., Propperiet
Dyr, men dejlig rødvin med en intens farve og flot duft af modne solbær og hyldebær. Blød og lækker smag. Link til kort over alle Vin de Pays-områder i PDF-format: www.onivins.fr.


Lagrima-Negra, Crianza, Pesquera de Duero, Ribera del Duero, Spanien 1998
99 kr., Ki-Ma Vinimport
Flot rødvin med god og lækker frugt. Den har stadig en del garvesyre og må gerne ligge tre-fire år endnu. Link til producenten: www.iconet.es.


Elderton, Merlot, Barossa, Australien 1998
140 kr., Sigurd Müller
Mums! En stor fadlagret vin med flot duft og intens frugt. Og den kan blive endnu større, hvis den bliver gemt endnu tre til seks år. Link til producenten: www.eldertonwines.com.au.


Santa Rita, Late Harvest Semillon, Maipo Valley, Chile 1999
63,50 kr. for ½ flaske, Amka Vinimport
Elegant og ret let chilensk sauternes-type, lavet på 60 procent Sémillon og 40 procent Sauvignon Blanc og lagret på bundfaldet i franske egefade. Den har et strejf af den ædle råddenskab. Link til producenten: www.santarita.com.


Rosso di Montalcino, Geografico, Italien 1999
95 kr., Carlo Merolli
Ikke nogen billig rødvin, men meget vellavet og harmonisk. Og en vin, der vil være en glimrende ledsager til mange forskellige retter. Link til side om italiensk vin og mad: www.made-in-italy.com.


Luis Felipe Edwards, Carmenère, Colchagua Valley, Chile 2000
65 kr., ViniPortugal
Ret let og meget imødekommende rødvin med god frugt og let sødme. Link til producenten: www.luisfelipeedwards.com.


Fébus, Chardonnay, Mendoza, Argentina 2000
59 kr., Pedersborg Vin
Hvidvin med en overvældende fedme og dejlig ren frugt. Glimrende til lidt fede spiser og til en rimelig pris i forhold til kvaliteten. Link til side om argentinsk vin: www.promza.org.ar.


Sanchimento, Fattoria del Colle, Toscana IGT, Italien 2000
70 kr., Lahvino
Ikke billig, men frisk og læskende. Den er lidt spinkel og slutter lidt bittert. Link til producenten: www.anticafattoriadelcolle.it.


Babich, Winemaker’s Reserve, Gewürztraminer, Gimblett Road Vineyard, Babich Wines, Hawke’s Bay, New Zealand 2001
109 kr., New World Vinimport
En dyr hvidvin, lidt ulden i duften, men med god, fyldig smag, der dog slutter lidt bittert. Link til producenten: www.babich.co.nz.


Domaine des Avenets, Collin-Bourisset, Beaujolais-Villages, Frankrig 2001
110 kr. for 2 flasker, Lago Import
Frisk rødvin med dejlig duft af Gamay og en lidt rosinagtig, fin sødme. Link til site om Beaujolais: www.beaujolais-wines.com.


.
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.

.
B.T.
Philippe Deval, Crémant de Loire, FrankrigMousserende59,50 kr.Irma
.
Børsen
Apollonio, ValleCupa, Salento, Italien 1998Rødvin65 kr.A Winstouw
.
ErhvervsBladet
Castillo de Monjardin, Rosé, Navarra, Spanien 2001Rosé79 kr.Laudrup Vinimport
Château Cuiot, Costieres de Nîmes, Frankrig 2001Rosé49,75 kr.The Wine Company
.
Frederiksborg Amts Avis
Pasqua, Soave Classico, Italien 2001Hvidvin39,95 kr.Amka Vinimport
.
Mad & Bolig
Domaine Martin, Cuvée non filtré, Côtes du Rhône, Frankrig 1999Rødvin50 kr.Philipson Wine
Château du Champs des Treilles, Bordeaux, Frankrig 2000Rødvin48 kr.Encore Vin
.
Penge & Privatøkonomi
Château La Bastide, Corbières, Frankrig 2000Rødvin56 kr.Erik Sørensen

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.