Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 46, 2002



Vin-aktuelt i uge 46
11 november - 17. november 2002
.

VinAvisen uge 43VinAvisen uge 44VinAvisen uge 45
      Vil du have vores løbeseddel?
      Vil du være sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden, så bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Send os blot en mail med din e-mail adresse skrevet nede i tekstfeltet. Klik her: anker@vinavisen.dk.

Uforståeligt og utilfredsstillende
Den længe ventede afgiftssænkning er nu lagt frem som et punkt i regeringens nye finanslov.
Dette har Vin og Spiritus Organisationen i Danmark, V.S.O.D., argumenteret for i årevis, så foreningens direktør, André d’Auchamp, er naturligvis tilfreds med, at der endelig tages skridt til at få løst problemet med grænsehandelen.
Men det er helt uforståeligt og utilfredsstillende, at ændringen først træder i kraft den 1. oktober 2003, siger André d’Auchamp. Det er blot tre måneder før, det under alle omstændigheder ville være nødvendigt at gribe ind. Den danske særregel for privat indførsel af spiritus ophæves som bekendt den 1. januar 2004.
Politikerne fokuserer således mere på denne dato end på den kendsgerning, at omkring halvdelen af al vores spiritus og en femtedel af al vores vin allerede nu - længe før 1. januar 2004 - købes i udlandet.

Flere negative konsekvenser
Denne udsættelse får flere negative konsekvenser, siger André d’Auchamp.
Dels skal Danmark i endnu næsten elleve måneder leve med den grotesk store grænsehandel og med dens kostbare bivirkninger.
Dels vil det, at man fastsætter en dato så langt ude i fremtiden, føre til, at det danske marked dør fuldstændigt ud de sidste fire til seks måneder før nedsættelsen.
Dette vil medføre store tab for både detailhandelen, importørerne og statskassen.

Også vinen skal med - og det nu!
Afgiftsnedsættelsen på spiritus var det første vigtige skridt, siger André d'Auchamp fra V.S.O.D., - men den skal følges op af en tilsvarende nedsættelse på vin, ellers får vi aldrig bugt med problemerne.
Hvert år hentes der mere end 40 millioner flasker vin hjem, uden at der betales danske afgifter og moms.
Derfor er V.S.O.D.’s opfordring til politikerne klar: Sænk både vin- og spiritusafgifterne mærkbart, og gør det allerede fra 1. januar 2003.

Sundhedsapostlene
I et læserbrev til Berlingske Tidende skriver Bent Johansen om sundhedsapostlene, der straks slår alarm, fordi afgifterne sættes ned.
- Jamen, skal priserne på nydelsesmidler og varer i det hele taget være afhængige af, om noget er usundt? skriver han. - Hvorfor skal den store del af befolkningen, som ryger og drikker med måde som en nydelse, stadig betale de høje afgifter, blot fordi andre ikke kan styre sig og har et overforbrug?
- Skal vi følge sundhedsapostlenes tankegang, er der mange varer, der skal have en gevaldig prisforhøjelse. Så bør smørprisen jo sættes op til det dobbelte af hensyn til de folk, der har for højt et kolesteroltal, og flæskesteg og pølser skal måske helt forbydes af hensyn til de overvægtige?
.......
    Languedoc et tilløbsstykke
    Den store Languedoc-smagning på Børsen i mandags blev lidt af et tilløbsstykke. Over 400 mennesker fik udbygget deres kendskab til vinene fra det store sydfranske område ned mod Spaniens grænse og ud mod Middelhavet.
    Vinene var generelt af meget høj kvalitet og endnu til fornuftige priser. Og stemningen var både varm og personlig og understøttet af en flot buffet med specialiteter fra området.
    På Lars Wambergs fotografi til venstre skænkes der op, mens børsherrerne på P.S. Krøyers maleri fra 1895 tørstige ser til.

Rødvin i pilleform
Som bekendt er stoffet Resveratrol i rødvin virksomt mod kræft og hjerte-karsygdomme.
Forskere på University of Leicester i England har tidligere gennemført forsøg med Resveratrol-piller, der blev givet til såvel raske forsøgspersoner som personer med kræft i et tidligt stadium, og forskerne er nu gået i gang med et større og langvarigt forsøg med raske personer, der formodentlig vil bekræfte pillernes virkning.
Forskerne i Leicester har tidligere vakt international opmærksomhed, da de opdagede de kræfthæmmende egenskaber i kurkumin. Det er det gule farvestof i planten Gurkemeje, der sammen med koriander, hvid peber, ingefær, kanel, kommen og flere andre krydderier indgår i karry.
.......

...
Frans Smit, ung løve fra Afrika.
    Ung løve på besøg
    I onsdags havde København besøg af en af de unge løver fra Sydafrika - et af disse unge mennesker, der veluddannede og dygtige har fået ansvaret for meget af den vin, vi drikker.
    Chef Winemaker Frans Smit fra Winecorp har således ansvaret for 12 millioner flasker om året. Cirka 80 procent af dem eksporteres, og mange hundrede tusinde sælges her i landet hos Kvickly og Irma.
    Det er klart, at når en sådan mand kommer på besøg, møder den danske vinøse verdenspresse op - det er jo vine, som mange af vore læsere drikker.

    Til fire og fem stjerner
    Vinene fra Winecorp sælges under en række kendte mærkenavne: Savanha, Bay View, Longridge og Spier og til priser fra 59,95 kr. til 141 kr., og det er klart, at der er kvalitetsforskelle fra de billigere til de dyre.
    Tages prisen med ind i bedømmelsen som den vigtige parameter, den er for de fleste af os, er der imidlertid tale om vine, som alle ligger til fire og fem stjerner på VinAvisens skala.
    De fire vine under navnet Savanha har vi tidligere anmeldt - uge 30, uge 31 og uge 32. Nedenfor anmelder vi nogle af de øvrige, vi smagte.
    Og så tog den unge løve Frans Smit i øvrigt hjem til Cape Town for at blive gift med sin løvinde ...
.......

...
I Californien laver Carol Shelton denne vin med 15,6 procent alkohol, og en anden af hendes vine har hele 16,5 procent.
    Ny teknik giver mere alkohol i vinen
    Hvorfor får vi mere og mere alkohol i vinene? Hvorfor skal vine, der for femten år siden havde 12,5 procent alkohol, nu have 14, 15 eller 16 procent?
    Det skyldes blandt andet, at vi får flere vine fra egne med meget solskin, og at vinbønderne på grund af moderne teknikker (høstmaskiner) kan vente længere med at plukke druerne.
    Druerne når at samle en masse sukker, der omdannes til en masse alkohol, når gæren kommer til.

    Et spørgsmål om balance
    Nogle steder er det blevet så slemt, at smagen af alkohol helt overdøver smagen af frugt, så man må bruge endnu nogle nye teknikker til at fjerne noget af alkoholen. Fx bruger man omvendt osmose (se vores Vin-ABC) eller roterende separation (se uge 30 i år).
    Vinmagerne vil imidlertid gerne have fuldmodne druer. Det giver vinen aroma og farve. Men det giver altså også alkohol.
    Alkoholen er skelettet, der bærer vinens krop, aroma, tanniner og syre, og når alle komponenter er i balance, giver alkoholen en vis sødme og blødhed i munden. Men er komponenterne ikke i balance, så får man en ofte ubehagelig varm følelse på tungen og bagest i svælget.
    Mange steder prøver man at udvikle aromastofferne tidligt i vækstperioden ved at kontrollere vinstokkenes vækst. Vinstokke i balance giver en balanceret modning, hvor udviklingen af sukker svarer til udviklingen af aroma.
a.......


    Postkort fra Vinland: Rioja
    Vi kørte igennem Rioja, mens de gjorde høsten færdig. De havde drømt om at få en af de bedste høste - det fik de sidste år - men sådan blev det ikke i år. Hvis de skulle få noget ordentligt ud af det, skulle der komme sol og varme, og det kom der ikke. Mens vi kørte, blev vi tværtimod mødt af nogle gevaldige regnskyl.
    Vi kørte forbi Marqués de Riscal for at se, hvordan det gik med det nye superbyggeri. Der var ikke sket noget endnu, men ellers er byggeaktiviteten i området imponerende.
    På alle tilgængelige høje i nærheden af landevejen mellem Logroño og Haro er der byggeri i gang. Og det ser ud til at være til bodegaer alt sammen. Det vidner om en stor tro på fremtiden.
    En af de mest fantastiske er vingården Ysios, som Bodegas y Bebidas har bygget med Santiago Calatrava som arkitekt. Den er formet som to lange let svungne vægge i beton, udvendigt dækket med træ, og mellem dem er taget så skabt med lange træbjælker, der krydser ind over bygningen og skaber en spændende bølgebevægelse.
.......
    Skruekapslerne vinder frem
    Da man for tre år siden begyndte at snakke om skruekapsler til erstatning for propperne og problemerne med propsyge, spåede mange, at der ville gå årtier, før man fik vænnet forbrugerne til kapslerne. Man udrydder ikke så nemt 300 års tradition og følelser, der er forbundet med naturproduktet kork.
    Disse spådomme ser nu ud til at blive gjort til skamme. Ikke mindst Australien og New Zealand går mere og mere ind for skruekapsler, især på de billigere vine. Og selv på finere boutique-vine kommer der kapsler. 27 new zealandske vinproducenter sætter således kapsler på deres 2002-vine.
    Der findes ligefrem en skruekapsel-website, hvor man kan lære, hvad vej man skal skrue, hvis man vil have noget at drikke :-)
    Adressen er: www.screwcap.co.nz.
.......
    Drømmeårgang i tysk vin
    Det tyske Vininstitut i Mainz har gjort årets vinhøst op og konstaterer, at 2002 i tysk vin bliver en drømmeårgang. Det gælder alle vinregionerne. Kvaliteten er virkelig god, og mængden er tilstrækkelig. I alt blev der høstet 11 millioner hektoliter.
    Det er utroligt, hvor mange sunde druer og hvor potent et høstmateriale, vinbønderne kunne bringe i kælderen. De frugtrige, helt unge vine viser tydeligt tegn på et meget højt kvalitetsniveau med et stort lagringspotentiale.
    Kun er man skuffede over nedbøren i oktober, der forhindrede det fulde udbytte af de senthøstede druer.
    Nu håber mange producenter på en tidlig og stærk frost, så de kan sætte kronen på værket med frugtagtig, ædelsød Eiswein.

    < Billedet til venstre er et snapshot fra vinhøsten. Med de høje bjerge i baggrunden gætter vi på, at det er taget i Ahr.
..............

...
Henri Krug med grundvinen, der udelukkende gæres ud på træfade.
...

...
Den fornemme mark Clos du Mesnil har siden 1698 ligget i landsbyen Mesnil-sur-Orger. Clos betyder indelukke, og marken på de 1,7 hektar er da også omgivet af en mur.
    Henri Krugs bedste flasker
    I 40 år stod Henri Krug for nogle af Champagnes fornemste og kostbareste vine. I sidste uge bortauktionerede London-auktionshuset Sotheby’s 24 flasker, som Henri Krug havde skænket til fordel for stiftelsen Nordoff Robbins Mucic Therapy Center - hvilket der kom over 125.000 kr. ud af.
    Den ældste af flaskerne var fra 1962 og sikkert stadig en nydelse (men gad vide, om den amerikanske samler, der løb af med de 24 flasker, nogensinde åbner den ...).

    Femte generation
    Henri Krug er femte generation i champagnehuset, der blev grundlagt i 1843 af Johann Josef Krug - igen en af de mange tyskere, der var med i den første store udvikling i Champagne.
    Han har stået for vinenes enestående kvalitet og har blandt andet i 1979 skabt husets juvel, Clos du Mesnil. I modsætning til husets andre vine, der er blandings-vine, er dette en enkeltmarks-vin.
    Krug er det eneste champagnehus, der udelukkende fremstiller prestige-cuvéer. Endvidere gæres al grundvinen ud på egetræsfade, hvilket giver vinen dens særlige smag og meget lange holdbarhed, og alle flasker lagres mindst seks år, nogle op til tolv år, i stedet for de foreskrevne tre.

    Ikke mere et familiefirma
    Krug ejes i dag af luksus-koncernen LVMH, der også ejer champagnefirmaerne Mercier, Ruinart, Pommery, Veuve Clicquot (Den gule Enke) og Moët & Chandon (Dom Pérignon), cognacfirmaet Hennessy, Sauternes-slottet Château d'Yquem, kuffertfirmaet Louis Vuitton samt modefirmaerne Lacroix, Dior, Kenzo, Guerlain og Givenchy. Så det er altså ikke mere et familiefirma.
.......
Grevindens brunelloer
I fredags stod der Brunello di Montalcino på programmet. Grevinde Noemi Marone Cinzano var på besøg hos Philipson Wine - og ja, hun er ud af vermouth-familien Cinzano. I dag ejer hun Brunello-vingården Tenuta di Argiano, som hun har ført frem til stjernestatus.
Vi smagte hendes Brunello di Montalcino i syv årgange tilbage til 1978. De ældste var lidt trætte, men dem havde hun nu heller ikke haft ansvaret for. I 1990 fik hun Toscanas store ønolog Giacomo Tachis til at hjælpe sig, og i dag er det hendes samlever, danskeren Hans Vinding-Diers, der holder vinen i ørerne (ham vender vi tilbage til i et kommende nummer af VinAvisen).
Hvad vi synes om den aktuelle årgang, 1997, fremgår af vore smagekommentarer nedenfor.

En super-toscaner
Tenuta di Argiano laver også en super-toscaner, og den gjorde vingården berømt, da den i 1997-årgangen fik 97 point i Wine Spectators smagning af 700 toskanske vine.
Supervinen hedder Solengo, og den er i dag en af Italiens dyreste vine.
97’eren kan stadig købes. Den koster 1299,95 kr. og smager himmelsk - men er naturligvis ikke de mange penge værd. Så nedenfor holder vi os til 2000-årgangen til 399,95 kr.
............
Grevinde Noemi Marone Cinzano og Christian Philipson med Argianos Brunello i syv årgange.
.......

...
I Cinque Terre ligger de dramatiske vinmarker på stejle skråninger ned mod Middelhavet. Navnet på distriktet betyder Fem Lande, og langs kysten ligger fem små fiskerbyer. For 50 år siden, da den ene af VinAvisens redaktører besøgte området for første gang, kunne nogle af byerne kun nås pr. båd.
    Gratis vinmarker i Italien
    I sidste nummer af VinAvisen fortalte vi om et projekt, der gik ud på at investere i en vinmark i Spanien.
    - Men hvorfor betale 5000 kr. for noget, der er gratis i Italien, skriver en af vore læsere, Torben Friis. - I Italien udlåner man vinmarker i 30 år, og ideen er at få de stærkt forfaldne terrasser genetableret.
    Torben Friis giver følgende kontaktadresse: Parco Nazionale 5 Terre, Piazza Rio Finale 26, I-19017 Riomaggiore (SP), Italien, tlf.: (00 39) 18 77 60 065, fax: (00 39) 18 79 20 866, e-mail: cmriomaggiore@castagna.it eller parconazionle5terre@libero.it.
    - Men interesserede bør være klar over, at der venter dem et meget stort arbejde, skriver Torben Friis.
    Vi siger tak for mailen og kommer i tanke om, at vi faktisk allerede har skrevet om dette initiativ i uge 7, 2001.

Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.......
..
.
.


    Per Bendix (f. 1940) ville oprindelig være landmand, men hans klasselærer og hans mor rottede sig sammen og fik ham presset ind i gymnasiet. Farvel landvæsens-elev og goddag støvet akademiker - der løb linen ud og endte som gymnasielærer og som politiker i såvel sogneråd som folketing.
    Selv deler han sit hidtidige liv op i perioder à sytten år: Sytten år til at blive lidt voksen, sytten år i politik og pædagogik, sytten år i finanssektoren og sytten år, hvor købmands-generne efterhånden har fået overtaget, dels med satellitudstyr og -kommunikation, dels med vin.
    Generne må have været ganske fremherskende, for han har dem både fra fædrene og mødrede side - kludekræmmere til den ene side og isenkram og kolonial til den anden side.
    Springbrættet til vin blev forbindelser til Australien. Her fandt han sine første vine og opbyggede en pæn lille portefølje af vine fra Vest-Australien, og i 1999 blev så Bendix Vine grundlagt i Hillerød.
    Ét kontinent var dog for endimensionalt, så Per Bendix og hans tolv medarbejdere besluttede sig for ti lande - og fik succes med beslutningen og med principperne: Ingen "tre for en hund", men heller ikke vine i den rigtigt dyre ende.
    Han opfatter vin som et konsument-produkt fremstillet af samvittighedsfulde bønder: - Det er sundt i beherskede mængder, og det skal være til at betale for den gennemsnitlige pengepung - også for den ældste tredjedel af befolkningen. Lidt mere vin og lidt mindre medicin!
    For at komme tæt på det at lave vin har Per Bendix slået sig sammen med andre lidt skøre entusiaster og anlagt en vinmark i Hillerød med 1000 vinstokke. - Kun ved at prøve det selv får man rigtig respekt for de andres præstationer, siger han.
    Med hustruen Lise har han fire piger, der for længst er fløjet fra reden.
    Adresse: Bendix Vine, Slotsgade 10, 3400 Hillerød, tlf.: 48 26 82 00, fax: 48 26 82 04, e-mail: info@bendixvine.dk.
.......
    Dansk bog om Sydafrikas vine
    Vi har manglet en dansk vinbog om Sydafrika, og den har Børsens vinskribent Ole Troelsø nu skrevet ("Sydafrikas Vine", Børsens Forlag, 180 sider, 299 kr.).
    Omdrejningspunktet i bogen er en stor vinsmagning af stort set alle sydafrikanske vine på det danske marked, nemlig 230 flasker.
    Smagningen blev afholdt for to måneder sider, og forfatteren har så besøgt de vingårde, der klarede sig bedst i smagningen. En smart måde at gøre det på - hurtig og effektiv - men den medfører også en risiko for, at bogen bliver mere et øjebliksbillede end en bog, og at den hurtigt bliver lidt uaktuel.
    Endvidere kan det ikke undgås, at man savner omtale af mange vine, som smagerne tilfældigvis ikke syntes om - og dermed kommer til at mangle nogle af de gode historier, der ligger gemt rundt om i det mere end 300 år gamle vinland.
    Bogen er smukt trykt med fine farvebilleder - som burde have været ledsaget af nogle lidt bedre og mere fængende billedtekster.
.......
    Guide til Riojas bodegaer
    Skal du en tur til Spanien, og har du planlagt at besøge Rioja? Så vil det være en god idé at få fat på "Visitors' Guide to the Bodegas of Rioja".
    Den lille bog er netop udkommet i en ny udgave med hele 178 bodegaer, 30 flere end sidste år, og den er gennemillustreret med kort og farvebilleder. I alt er der cirka 470 bodegaer i Rioja.
    Bogen inddeler området i syv vinruter og medtager også interessante seværdigheder. Den koster 1,80 euro plus forsendelse, og man kan læse mere om den på: www.riojawine.com.
.....a....a....a..a..........
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
.......
    Ugens vinøse billede
    Denne uges billede har vi fået tilsendt fra svenskeren Gunnar Stahre. Det er ham selv til højre, der optræder som entusiastisk deltager i dansen Cueca - man kan næsten høre musikken fra det lystige lille orkester og klirren af glas med herlig chilensk vin.
    Billedet er taget på vingården Viña MontGras’ bedste mark på Ninquén-bakken. Og, ja, vi ville godt have været med ...

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
.......---a..
.
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.
.
    Kan man blive ønolog i Danmark?
    Sarah Lundsberg spørger, om man kan uddanne sig som ønolog i Danmark, og om der overhovedet er brug for ønologer her til lands.
    Svaret på begge spørgsmål er nej. For at blive ønolog - altså vintekniker - skal man søge til et universitet i udlandet, fx Montpellier, Dijon eller Bordeaux i Frankrig eller Geisenheim i Tyskland. Eller universiteter i Californien eller Australien. Med vores beskedne vinproduktion har vi ikke brug for ønologer i Danmark.
    En anden mulighed er imidlertid at blive vinkyper. Der er 40 af dem i Danmark, og hver år uddannes der et par stykker i mesterlære.
    Det er typisk unge mennesker, der går i lære - ligesom man går i lære som slagter, bager eller murer. Er man under 21 år, er uddannelsen tre-årig, ellers er den to-årig.
    Ifølge vinkyper Niels Toft hos Chris-Wine foregår uddannelsen hos større vinimportører, der selv behandler og aftapper vin modtaget i containere, fx Chris-Wine og Taster Wine.
    Der er p.t. ingen arbejdsløse vinkypere i Danmark, og de færdiguddannede finder som regel jobs som teknikere i tapperier, eller de bliver indkøbere i importfirmaerne eller ledere i vinforretninger.
    .
    Ugens besvarelser lægger vi efterhånden ind i VinAvisens VinABC, så de er lette at finde.
    .
.......

.......
Denne uges stjerner i VinAvisen
Som sædvanligt får de smagte vine stjerner efter det gængse system med fem som maksimum. Vine, der kun får én eller to stjerner, bliver dog ikke omtalt. I vores bedømmelser indgår også prisen til en vis grad som en parameter.


Visellio, Tenute Rubino, Primitivo Salento IGT, Italien 2001
149,75 kr., H.J. Hansen
En stor, harmonisk og meget lækker rødvin med koncentreret frugt og mange facetter i smagen. Den har en fornem sødme og blødhed og lang eftersmag - og er en vin, der mætter. Den kan sagtens drikkes nu, men også gemmes et par år. I den italienske vinguide Gambero Rosso har den fået tre glas.


Spier, Chardonnay, Western Cape, Sydafrika 2001
69,50 kr., Irma
En lækker, blød Chardonnay med fin citrussmag, en lille indtagende sødme og tilpas fadlagring. Prøv den til lidt fede fisk eller skaldyr.


Spier, Pinotage, Western Cape, Sydafrika 2001
69,50 kr., Irma
Afrundet, blød og lækker rødvin med lidt blommer i smagen. Et virkelig godt glas vin til prisen og en anvendelig vin til mange middagsretter.


Longridge, Merlot, Stellenbosch, Sydafrika 1999
109,95 kr., Kvicklyog nogle SuperBrugsen
Meget, meget lækker rødvin med blød og afrundet frugt og let sødme. En herlig velafbalanceret vin.


Longridge, Pinotage, Stellenbosch, Sydafrika 1999
109,95 kr., Kvicklyog nogle SuperBrugsen
Harmonisk og flot rødvin med masser af stof og en intens smag. Her er det lige ved, at vi mangler den sjette stjerne, som nogle af aviserne har indført (og næsten aldrig bruger).


Spier Collection, Merlot, Stellenbosch, Sydafrika 2000
129 kr., Irma
Vinmageren Frans Smit fortæller, at han har brugt 5 procent Cabernet Franc for at give denne kraftige og flotte rødvin lidt rygrad. Den har en herlig fyldig frugt og er meget harmonisk. Men den må godt ligge et par år endnu.


Spier Collection, Cabernet Sauvignon, Stellenbosch, Sydafrika 2000
129 kr., Irma
Der er stadig meget garvesyre i denne ellers harmoniske og flotte rødvin. Så den bør ubetinget have lov til at ligge, gerne fem-seks år endnu.


Sejana, Merlot, Stellenbosch, Sydafrika 1999
845 kr. for 6 flasker, FDB
Sejana betyder Stjerne, og dette er da også en stjernevin, blød og lækker, men også med rygrad. Vinen købes via www.fdb.dk’s Net-torv og hentes i den nærmeste Brugs.


Naledi, Cabernet Sauvignon, Durbanville/Paarl, Sydafrika 1999
845 kr. for 6 flasker, FDB
Naledi betyder Trofæ, og rødvinen her demonstrerer, hvor lækker en vin man kan lave på Cabernet-druen, der jo ellers af og til optræder med lidt skarpe kanter. Vinen købes via www.fdb.dk’s Net-torv og hentes i den nærmeste Brugs.


Argiano, Brunello di Montalcino, Italien 1997
249,95 kr., Philipson Wine
Lækker, lækker rødvin, dybrød med en moden duft af tobak og en fyldig og harmonisk smag med sorte bær og svedsker. Den har gemmepotentiale, men kan drikkes nu, selv om den er vel ung.


Solengo, Tenuta de Argiano, Toscana IGT, Italien 2000
399,95 kr., Philipson Wine
En stor rødvin skabt på Cabernet, Merlot og Syrah. Den kommer fra Brunello-huset Argiano, men den er ikke spor Brunello, endsige italiensk. Det er en flot vin i international stil, meget lækker, meget harmonisk og meget frugtagtig. Og meget holdbar. Den kan udmærket drikkes nu - det gjorde vi ved smagningen i fredags under vingårdsejerens besøg - men den kan også gemmes i fem-ti år.


La Ragose, Le Sassine, Valpolicella Classico Superiore, Italien 1997
69 kr., Carlo Merolli
Dejlig afrundet, moden og kultiveret vin med god frugt og sødme. En nydelse! Velegnet til mange retter. Skænk den gerne let afkølet.


Santa Rita, Reserve, Cabernet / Syrah, Maipo Valley, Chile 2000
69,50 kr., Amka Vinimport
En flot rødvin, blød og med fyldig frugt og sødme. Prisen i fin overensstemmelse med kvaliteten.


Mas de Guiot, Cabernet Sauvignon / Syrah, Vin de Pays du Gard, Frankrig 2000
75 kr.,
The Wine Company
Vi har smagt denne rødvin før, og den har udviklet sig fint med fløjsblødhed, fornem frugt og en indtagende sødme. Den er fin til lettere kødretter.



Bay View, Sauvignon Blanc, Western Cape, Sydafrika 2001
59,95 kr., Kvicklyog nogle SuperBrugsen
Tør hvidvin med en let og lækker fedme og tilpas syre. Frugten spiller fint op til de 14 procent alkohol, der ikke mærkes i smagen.


Bay View, Shiraz, Western Cape, Sydafrika 2001
59,95 kr., Kvicklyog nogle SuperBrugsen
Kraftig og flot rødvin med en god struktur og fin sødme. Fin til kødretter og oste. Plask den gerne over på en karaffel et par timer før.


Bay View, Merlot, Western Cape, Sydafrika 2001
59,95 kr., Kvicklyog nogle SuperBrugsen
Blød og lækker rødvin med sødme, en let smag af svedsker og tilpas fadlagring. En rigtig julevin.


Spier, Cabernet Sauvignon, Western Cape, Sydafrika 2001
69,50 kr., Irma
En rødvin med kraftig og meget ren frugt samt en udpræget Cabernet-smag. Den bør plaskes over i en karafel et par timer før og vil være egnet til de fleste kødretter.


Spier, Merlot, Western Cape, Sydafrika 2001
69,50 kr., Irma
Kraftig, afrundet og blød rødvin, som alle Merlot-elskere vil kunne lide. Med sin fyldige frugt vil den være glimrende til alle kødretter og ikke for kraftige oste - og som julevin.


Villa Pillo, Borgoforte, Toscana IGT, Italien 1999
64,95 kr., Norton Co.
Moden og harmonisk vin på fifty-fifty Sangiovese og Cabernet Sauvignon. Den har god frisk frugt og vil være anvendelig til kødretter, pasta og ost. Faktisk kunne den være en udmærket "husets vin" på en restaurant.


Mansenoble, Merlot / Cabernet Sauvignon, Vin de Pays des Coteaux de Miramont, Frankrig 1999
65 kr., 59,75 kr. ved 12 flasker, Bendix Vine
Ret kraftig og meget frugtagtig rødvin med frisk druesmag og sødme. Fordi den er så ligefrem og ukompliceret, vil den være meget anvendelig til mange retter.


Roberets Estate, Shiraz, Victoria, Australien 2000
49,95 kr., Philipson Wine
En rigtig rar rødvin, ikke så kompleks, men bestemt et godt bekendtskab. Den har en fyldig, afrundet smag med god frugt og sødme, og den vil være god til kødretter og pasta.


Valpolicella Classico Superiore, Fattoria de Angeli, Italien 1999
58 kr., A Vinstouw
Ret let og forfriskende rødvin med god, ren frugt. Skænk den gerne let afkølet.


Mission Hill, Reserve, Chardonnay, Okanagon Valley, Canada 2000
115 kr., Amka Vinimport
I betragtning af, hvor højt mod nord druerne har groet, er denne canadiske hvidvin meget kraftig og muskuløs. Den har en dejlig duft og en blød og lækker smag med toner fra fadlagringen. Drik den fx til lidt fede fisk eller skaldyr.


Torre di Giano, Lungarotti, Bianco di Torgiano, Italien 2001
72,95 kr., Bilka
Tør, blød og indtagende hvidvin med fin druesmag, et ret bredt smagsbillede og en lang eftersmag. God til fisk og lette (frokost)retter.


Varietal Verdejo, José Pariente, Rueda, Spanien 2001
59 kr., Ki-Ma Vinimport
Ret blød, aromatisk og forfriskende hvidvin med en vis fedme og et lille bittert bid i slutningen. Rueda er et lille distrikt på den spanske højslette, hvor den kalkholdige jord er ideel til grønne druer, først og fremmest den lokale Verdejo, som denne vin er lavet af.


Cesari, Bardolino Classico, Italien 2001
48 kr., Vinodan
Pæn, meget let og ukompliceret rødvin, der er god til lette retter. Skænk den gerne afkølet.


Berg Kloof, Vinfruco Cellar, Sydafrika 2000
55 kr., Kjær & Sommerfeldt
Ret let rødvin på Cabernet Sauvignon og Merlot. Den har ikke så bredt et smagsbillede, men er meget anvendelig.


Domaine Saint Antonin, Faugères, Frankrig 2000
71,50 kr. ved 12 flasker, Bendix Vine
Rødvin med fyldig frugt, der ikke helt dækker over de 14 procent alkohol. I eftersmagen er vinen lidt tør, men dette er mindre markant, når man nyder vinen til mad.
.......

........
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.
.......
B.T.
Barone di Sorano, Salento IGT, Puglia, Italien 2000Rødvin89,50 kr.Irma
.
Ekstra Bladet
Ruffino, Chianti, Italien 2001Rødvin60 kr.Super-Best
Dessilani, Caramino Riserva, Piemonte, Italien 1997Rødvin50 kr.PrimaFasanvej
Dessilani, Moreno, Piemonte, Italien 1997Rødvin50 kr.PrimaFasanvej
Bricco Magno, Serralunga, Vino da Tavola, Italien 1998Rødvin80 kr.Irma
.
ErhvervsBladet
T, Quinta da Terrugem, Alentejo, Portugal 1999Rødvin210 kr.Taster Wine
Vale da Clara, Dão, Portugal 2000Rødvin65 kr.Vinslottet i Greve
.
Frederiksborg Amts Avis
Santa Duc, Côtes du Rhône, Frankrig 2000 Rødvin69 kr.Bichel Vine
Domaine la Monardiere, Vacqueyras, Frankrig 2000Rødvin99 kr.Bichel Vine
.
Hjemmet
Robbin's Creek, Shiraz, Bin 713, Murrumbidgee, South Eastern Australia 2000Rødvin49,75 kr.Skjold Burne
.
Nordjyske Stiftstidende
Viviani, Casa Bepi, Amarone della Valpolicella, Italien 1997Rødvin375 kr.Sigurd Müller
Viviani, SMV, Amarone della Valpolicella, Italien 1998Rødvin220 kr.Sigurd Müller

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.