Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 52, 2002



Vin-aktuelt i uge 52
23. december 2002 - 5. januar 2003
.

VinAvisen uge 49VinAvisen uge 50VinAvisen uge 51
.......
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vil du være sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden, så bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Send os blot en mail med din e-mail adresse skrevet nede i tekstfeltet. Klik her: anker@vinavisen.dk

Tak for i år
VinAvisen holder juleferie og udkommer ikke mandag den 30. december - der er jo ingen grund til at fortælle, at der ikke er sket noget i vinens verden mellem jul og nytår.
Derimod er der god grund til at sige tak for i år til vore cirka 10.000 trofaste læsere - eller 40.000 pr. måned! Tak, fordi I fulgte med, og tak for alle venlige mails med kommentarer, forslag og interessante nyheder.
Også tak til vore annoncører. Tak, fordi I støtter VinAvisen med jeres annoncer og stillingsopslag. De holder os i live og bekræfter, at der er brug for, hvad vi laver.
Vi glæder os til at fortsætte arbejdet i det nye år og til at yde en stadig bedre service.
Glædelig jul og godt nytår fra Flemming og Anker.
.......
    Bobler hele året
    For ikke så mange år siden drak de fleste danskere kun champagne og mousserende vin en gang om året, nemlig nytårsaften. Nu viser en ny opgørelse fra Fakta, at danskerne har udstrakt deres forbrug af skum til hele året.
    Faktas vinindkøber, Henrik Lind, fortæller, at forbruget i forhold til sidste år er steget 11 procent. I første halvår steg salget med 90.000 liter i forhold til året før, og stigningen tog især fart i juni.
    Samtidig har spansk cava, italiensk spumante, fransk crémant og tysk Sekt taget andele fra den traditionelle champagne, der kan koste op til tre gange så meget.
    Udviklingen har holdt sig hen over sommeren, hvor mange bruger mousserende vine til at blande op med juice eller saft - ligesom denne type vine også er blevet mere almindelig til især fisk, østers, sushi og muslinger.
    ....
    < Champagne og mousserende vin er mere velegnet til sushi, tapas og andre lækkerier - end til den søde kransekage nytårsaften. Især hvis det er den tørre brut-type.
    Foto: CIVC, Philippe Exray.

Næstvarmeste år
Året 2002 blev det næstvarmeste år siden 1860. Det varmeste var 1988.
Ifølge World Meteorological Organization har drivhuseffekten haft særlig indflydelse i løbet af de sidste 25 år. De ti varmeste år har således alle ligget siden 1987, de ni af dem siden 1990.
Dette vil måske på længere sigt komme til at betyde en forskydning i vindyrkningen. Gad vide, hvordan vinverdenen vil se ud om 50 år ...

Det måtte Frankrig ikke
Der er ikke brug for alle de druer til cognac, og derfor er en del vinbønder i Charentes i Frankrig i gang med at omlægge markerne til andre druesorter end den ikke særligt ædle Ugni Blanc, der bruges til cognac.
Til dette kostbare arbejde har den franske stat givet store tilskud - trods protester fra EU-Kommissionen.
Nu har EU-domstolen afgjort, at disse tilskud er ulovlige. Frankrig skal høre op med det og annullere tilskud, der er blevet lovet.
.......

....
Institut für Rebenzüchtung Geilweilerhof ligger i Siebeldingen i Pfalz.
    Primitivo i Tyskland
    To forskere ved Institut für Rebenzüchtung Geilweilerhof - www.bafz.de - har gjort et sensationelt fund på fire marker i Badische Bergstrasse og Leimen ved Heidelberg.
    Her gror op til 200 år gamle vinstokke med druesorter, som ellers er så godt som uddøde i Tyskland. Blandt andet Primitivo, der stammer fra Kroatien og er identisk med den amerikanske Zinfandel
    Endvidere har forskerne fundet druerne Gelben Orleans samt Weissen Heunisch, den legendariske middelalderlige druesort, der efter de nyeste gentekniske opdagelser er stamfader (eller -moder) til mindst 76 moderne ædelsorter, blandt andet Riesling og Chardonnay.

Mindre vin fra Portugal
Det blev ikke noget stort år i Portugal i år. På grund af den store nedbør ventes produktionen af vin at falde med 15 procent til 626 millioner liter.
Portugal er femtestørste vinproducent i EU - efter Frankrig, Italien, Spanien og Tyskland.

Lovende vinhøst i Sydafrika
I Sydafrika venter man en meget fin vinhøst efter en mild vinter. Hvis ellers vejret arter sig i det nye års tre første måneder, vil man kunne høste 1.183.323 tons druer, hvilket er 9,7 procent mere end i år.
Druerne ser særligt lovende ud i Western Cape, især i Stellenbosch, Paarl og Malmesbury.
.......
    .
    Den danske vinbranche
    *Taster Wine´s hotel- og restaurations-division, Oskar Davidsen & Co., har ansat Jess Zobbe og Per Nørgaard som distriktssalgschefer i Nordjylland. De kommer begge fra Kjær & Sommerfeldt (Vingaarden).
    * Philipson Wine har overtaget eneimporten af Bodegas Roda med dens tre Rioja-vine, Roda I og Roda II samt kultvinen Cirsion.
..
..a....a....a..a..........
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
.......
Måske er korkproppen ikke død
Ifølge det britiske fagblad Harpers har et australsk fødevarefirma opdaget en teknik, der måske kan løse problemet med propsyge.
Firmaet har en hydrostatisk tryktank, der "kold-pasteuriserer" fødevarer ved at udsætte dem for et meget stort tryk, svarende til trykket på 3000 meters dybde.
Trykket dræber alle bakterier samt mug- og gærsvampe, uden at det influerer på madens smag eller fysiske egenskaber.
Der skal stadig en del forsøg til, men det australske firma har allerede indgået en aftale med Vinicor, Portugals næststørste producent af korkpropper.
Også Portugals største producent, Amorim, er ifølge Harpers i gang med forsøg og forventes at afsløre en ny teknik i begyndelsen af 2003.
Så måske er korkproppen alligevel ikke død ...

    Product placement
    Selv om den nye James Bond-film først har premiere den 24. januar, bliver der allerede nu slået på tromme for 007’s favoritdrik, Champagne Bollinger - foruden hans vodka martini, "shaken, not stirred".
    Og man må da også sige, at champagnen er et af de klassiske eksempler på "product placement" i film. Allerede i Ian Flemings bøger drak James Bond vistnok Bollinger (det er vi ved at undersøge). Det var efter sigende årgang 1947, der for længst må være gået eddikevejen.
    I år er Bond 40 år gammel. I den tid har han haft 238 piger og fem skuespillere, men han kender kun én champagne - selv om der er mange andre champagner, der er lige så fornemme som Bollinger.

    En af de "store damer"
    Bollinger kommer fra et vinhus, der i 173 år - siden 1829 - har været i familieeje. I mange år stod en af Champagnes "store damer", Mme Lily Bollinger, ved roret. Hun blev kendt for sine cykelture rundt til bønderne for at skaffe de bedste druer.
    Da man spurgte hende, hvornår hun mest nød sin egen champagne, svarede hun: - Jeg drikker den, når jeg er lykkelig. Og jeg drikker den også, når jeg er ked af det. Nogle gange drikker jeg den, når jeg er alene; og når jeg er sammen med andre, betragter jeg den som helt nødvendig. Jeg nipper til den, når jeg ikke er sulten, og drikker den, når jeg er. Ellers rører jeg den aldrig - undtagen når jeg er tørstig.
    Philipson Wine sælger Bollinger for cirka 250 kr.

Sådan åbnes en flaske bobler
Cava-folket har udsendt en nyttig instruks i åbning af mousserende vin:
Proppen skal ikke skydes ukontrolleret af. Det er for det første dumt, fordi der næsten altid går kostbart skum til spilde. Og for det andet kan det være farligt. Der er lige så meget tryk i en flaske som i et lille lastvognsdæk. Proppen ryger afsted med en fart af 60 km i timen. Og inden for 1½ meter når øjet ikke at reagere.
Kl. 23.58: Anbring køleren med cava'en i stilling, tag flasken op, og tør den af.
Kl. 23.59: Vrid ståltråden af, og lad en tommelfinger sikre mod for tidlig propafgang.
Kl. 23.59.45: Nu mærker du måske, at proppen skal holdes fast. (Og vi kan tilføje: Sidder den fast, er det godt at bruge en champagne-tang eller en særlig griber, som Screwpull laver).
Kl. 00.00.00 ved den første lyd fra rådhusuret - ikke det første timeslag! - lirkes proppen af, så den forlader flasken med et suk. Hold stadig fast på den. Og så: Skål og godt nytår!

En særlig juleleg
Nogle amerikanere har en særlig juleleg. De lægger sag an. En af dem er George Louie, som er blevet de californiske vineriers svøbe.
Louie sidder i kørestol, og han henholder sig til en lov, der siger, at offentlige bygninger, forretninger - og vinerier - skal være handicapvenlige. Altså ingen trapper, men ramper, plus handicaptoiletter og brede parkeringspladser.
Louie har sat det i system. Han har samlet nogle handicappede, der i fem minibusser besøger vinerierne, hvorefter de hver især lægger sag an.
Indtil nu har 139 vinerier ikke levet op til lovens krav og er blevet slæbt i retten.

Også de handicappede er vore kunder
For et år siden blev erstatningen hævet fra 1000 til 4000 dollars, så 25 sagsanlæg er noget, der kan mærkes. Ud over erstatningerne kommer sagførersalærerne.
Louie, der to gange har siddet i fængsel, siger, at han er en idealist med rene motiver, og at pengene ikke går i hans egne lommer. De skal bruges til nye sagsanlæg.
Siden aktionen blev indledt, har vinerierne haft travlt med at bringe forholdene i orden, selv om det ikke alle stedet er helt nemt - fx hvis smagelokalerne ligger på toppen af en bakke. Men, som de siger: Også de handicappede er vore kunder.
.......

...
Château Lafites etiket er ganske lille og beskeden. Men med slottets berømmelse er det heller ikke nødvendigt med en hårdtslående typografi.
Lafite betyder "lav bakke". Flere andre Bordeaux-slotte bærer navnet Lafitte (med to t'er), og disse må endelig ikke forveksles med Lafite-Rothschild.
    Lafite skifter dansk importør
    Taster Wine - og dermed også Skjold Burne - har overtaget agenturet for Les Domaine Barons de Rothschild fra Troels Smidt.
    Les Domaines ejer i dag Château Lafite Rothschild, 1. cru i Pauillac, der blev købt af baron James de Rothschild i 1868.
    James de Rothschild købte Château Lafite til sine tre sønner, og siden har familien drevet slottet frem til at producere en af verdens fineste rødvine.
    For nogle år siden stod VinAvisens to redaktører for en vinsmagning i Bordeaux af samtlige 1. cru-vine plus Pétrus, Ausone og Cheval Blanc, og den, der skriver dette, var ikke i tvivl: Min favorit var ubetinget Château Lafite. Et vidunder af en vin.

    En klan med personnumre
    At gå igennem Lafites vinkældre med de slumrende kostbarheder er en stor oplevelse. Og et privilegium er det at kigge ind i "biblioteket" med 60.000 flasker tilbage til 1797, dækket af et tykt lag støv og med den særlige mug, der er et tegn på sundhed i en vinkælder.
    I dag omfatter familien Rothschild så mange medlemmer, at klanen har tildelt hver person et særligt nummer, der angiver placeringen i stamtræet.
    Igennem årene har slottet opkøbt andre slotte i Bordeaux-området, ligesom det har opkøbt ejendomme eller indgået kompagniskab med vinhuse i Portugal, Chile (Los Vascos) og USA.
    Samtidig har man i Bordeaux en samarbejdsaftale med udvalgte producenter om levering af vin efter Les Domaines Barons de Rothschilds koncept.
.......
Marc, grappa, Trester
Marc er det franske ord for alt det, der bliver tilovers, når vinen er presset - stilke, drueskind og -kerner. På italiensk hedder det grappa og på tysk Trester.
Mængden af druekvaset kan faktisk være et problem for større vinerier, eftersom der opstår cirka 6 tons marc for hver hektar vinmark.
Vinerierne har ikke rigtigt lyst til at lægge det tilbage på marken som gødning af frygt for plantesygdomme. Og hvis de bare lader det ligge i en bunke, bliver det hurtigt muggent og begynder at stinke som en større svinefarm.
Man kan destillere brandy på det - produkter med de samme navne: marc, grappa og Trester. Men det er begrænset, hvor meget spiritus der er brug for.

Ormegødning
Nu har en australier, Bill Gifford, fundet en løsning. Han afhenter marc’en gratis, blander den med kompost og kyllinge-gødning, og i denne lækre blanding lever hans orme.
Ormene omsætter materialet til en fortrinlig gødning, der afsættes til frugtplantager og vingårde.
Ved en test fik et æbletræ en mere end 20 procent tykkere stamme end træer, der ikke havde fået ormegødningen.

Gen-manipulation imod tømmermænd
Ifølge det britiske magasin New Scientist arbejder forskere på Institute of Wine Biotechnology ved Stellenbosch University, South Africa, intenst med gen-manipuleret gær, der kan forbedre vinens aroma og hindre tømmermænd.
Problemet er bare, at ingen vinmager tør bruge gen-manipuleret gær af frygt for reaktioner fra forbrugere.
Mange vinmagere bruger den naturlige gær, der ligger som et tyndt gråligt lag på druerne, men det er også muligt at anvende dyrket gær. Og ifølge forskerne kan man få gæren til at producere forholdsvis harmløse stoffer, der forebygger tømmermænd.

Nix pille ved generne
Som sagt er der en vis modstand mod gen-manipulering af fødevarer, men i dette tilfælde er der overhovedet ikke gær-DNA i den færdige vin. Den bruges kun under fremstillingen. Det samme er allerede tilfældet med den EU-godkendte produktion af visse oste.
Forskerne arbejder imidlertid videre og når måske frem til at fremavle anti-trømmermands-gær uden overhovedet at pille ved generne.

Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
aa..a..a....a..a..a....
..
.
.


    Stig Hejn (f. 1968) siger selv, at det var en tung arv at løfte, da han efterfulgte Magasins vin-indkøbschef, som havde været 30 år på posten. Men han løftede arven i fin stil og har i årene siden bidraget til at gøre Magasins vinafdelinger til en attraktiv spiller på det danske vinmarked.
    Allerede som attenårig startede Stig Hejn i Magasin, da han efter endt handelsskole blev elev i vinafdelingen i Odense. Derefter fulgte værnepligt ved kamptropperne i Vordingborg og et job hos Vinmarked i Roskilde, hvor han endte med at drive forretningen - og hvor han opbyggede salget og udvidede det med egen import og engrossalg.
    Men den "gamle" arbejdsplads trak, og i 1996 vendte han tilbage til Magasin. Her har han med succes fundet vine til stormagasinernes store publikum. Ja, han har endog prøvet selv at "designe" en vin i Australien med det formål at få den til at passe til danske ganer. - Det lykkedes faktisk, siger han, - og det er ikke sidste gang, det bliver forsøgt. Der er allerede mere på vej fra Spanien og måske også fra Portugal. Portvin!
    Ud over vinen har Stig Hejn ansvaret for Magasin Firmaservice, som servicerer store og mindre virksomheder med alt fra julegaver til salgskonkurrencer.
    Fritiden bruger han på at istandsætte et ældre hus i Hillerød samt nyde naturen i det nordsjællandske. Løb og styrketræning står også på programmet og samvær med datteren Sofie Amalie på 4½ år.
    Adresse: Magasin du Nord, Kongens Nytorv 13, 1095 København K, tlf.: 33 18 21 89, e-mail: stig.hejn@magasin.dk.
.a.....
Wines on the rock
Ifølge den italienske avis Corriere della Sera (Aftenposten) har rockstjernen Sting netop betalt 44 millioner dkr. for en 182 hektar stor vinejendom, der ligger op til hans ejendom Palagio i Toscana, hvor han har et lydstudie.
Samtidig melder Decanter, at Mick Jagger er en af dem, der har næsten 100 kasser kostbar vin stående i det fallerede engelske vinhus Trapps Cellars, som vi skrev om i uge 49.
Andre, der risikerer at miste vin, er det engelske kongehus, Andrew Lloyd Webber, familien Rothschild samt auktionshusene Christie’s og Sotheby’s.

Høj pris for kometcognac
95.000 kr. indbragte hertugen af Windsors magnumflaske cognac fra det legendariske kometår 1811, som vi fortalte om i uge 47.
Flasken var med på en auktion, som Christie’s afholdt over hertugens vinkælder, og som indbragte lidt over 1,2 millioner dkr. Det var cirka en tredjedel over vurderingen.
..... aa..a..a..aa..a.-----a..
    Ugens vinøse billede
    Den fynske vinmand Kåre Selvejer er netop vendt hjem fra Bourgogne og har sendt os ugens vinøse læserbillede.
    Det er taget lige der, hvor marken Île de Vergelesses støder op til Clos de la Croix de Pierre, der er et monopole under Domaines des Héritiers Jadot - og at en Bourgogne-mark er et monopole vil sige, at den kun har én ejer. Denne mark ejes altså fuldt og helt af Jadots héritiers (arvinger).
    Som det fremgår, bruger man stadig heste i Bourgogne. Og her er køretøjet næsten genialt i al sin enkelhed. Det består af en palle, der er lagt oven på et gammelt traktordæk.
    - Der lugtede fælt af brændt gummi, da han kom "kørende", skriver Kåre Selvejer.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.

Ebeltoft Vinfestival
Allerede nu har Ebeltoft udsendt et detaljeret program for byens årlige vinfestival, der finder sted i dagene fra 27. februar til 2. marts.
I VinAvisens aktivitetskalender bringer vi et uddrag af programmet.

Lærestreger
Iakob Schjerbeck, den danske vinhandler i Bordeaux er en mand med meninger. Og en mand, der ifølge ham selv har modtaget nogle lærestreger i vinens og livets skole. Nogle af disse lærestreger bringer vi videre til vore læsere. Her kommer lærestreg nummer to:

Lærestreg fra Iakob Schjerbeck - 2
Lugt til flaskehalsen. Hvis en vin dufter indtagende fra starten, er der næppe noget i vejen med den. Dufter den mindre godt i glasset, kan det skyldes dine fingre, sæben eller viskestykket. Eller papkassen, glasset har været opbevaret i.
Det er ikke nok at snuse til et tomt glas for at konstatere, om det er i orden. Der skal slynges vand eller vin i det for at afsløre urenheder.
Fyld bare glasset helt op med koldt vand fra hanen. Skyl også ydersiden. Prøv eventuelt med et andet glas (og fra et andet skab).
Inden servering slynger jeg altid vinglas med en lille sjat vin og snuser. Lad endelig sjatten gå videre til næste glas og så ud i vasken.

Vin i radioen
"Weekend vin" kaldes programmet, som man hver fredag kl. 08.45 har kunnet lytte til på DR P1.
Det er Thyge Stenstrup og Flemming Hvelplund, som hyggesnakker om aktuelle emner, og lyttertallet har været så godt, at programmet fortsætter i det nye år.
Mandag den 23. december kl. 08.45 sendes en ekstra en lille snak om julevinen. Og på fredag den 27. december vil emnet naturligvis være skumvin - idet champagnen får en helt time for sig selv nytårsaftens dag. Det bliver på P4 kl. 14.05.
Foruden Thyge Stenstrup og Flemming Hvelplund vil også Henrik Oldenburg og Jesper Boelskifte medvirke.

Kender I forresten Taurino Notarpanaro?
De danske sommelierers fagblad fortæller om en vinbar og restaurant i Arizona i USA, der har specialiseret sig i såkaldte "weird wine varietals" - altså vine på ukendte druesorter.
Mange var godt nok lidt skeptiske over for projektet - de mente, at gæsterne ville have vine på de kendte druer. Men foretagendet blev en stor succes, og i dag er der 1400 vine på kortet - vine fra små producenter i hele verden, der dyrker obskure druesorter.
- Druen Taurino Notarpanaro er et hit, skriver "Sommelier'en". - Den dyrkes i visse dele af Italien og giver en kraftig rustik vin. Kender I den forresten? spørger bladet let drillende sine kyndige læsere.
Næh, det gør vi ikke, og det gør Jancis Robinson heller ikke i sit "Oxford Vin Lexikon". Men Carlo Merolli har navnet med i sin glimrende "Italiens Vine" (Gads Forlag), og det viser sig, at Notarpanaro slet ikke er en drue.
Merolli skriver, at Notarpanaro er en historisk vin af druerne Malvasia nera og Negroamaro fra området Notarpanaro i kommunen Guagnano på den italienske støvlehæl. Som ung er vinen robust og krydret i smagen, men den vinder i fløjl og varme med alderen. Den produceres af Cosimo dr. Taurino -
www.viniesaporidipuglia.com.
Vinen importeres af Dansk Supermarked, og i næste nummer af VinAvisen vender vi tilbage til den.
.... aa..a..a..aa..a.-----a..
.
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.
.
...
    Skal vi stadig "tage proppen"?
    Frank Nielsen skriver, at man i hans lille vinbroderskab uddeler "næser" og verbale hug, hvis den, der først skænker en vin, ikke "tager proppen" selv - som god skik byder. Og med det mener han, at man først hælder en smule af vinen i sit eget glas.
    Nu er der imidlertid opstået et lille problem, skriver Frank Nielsen: Der er kommet kunstige propper, som ikke smuldrer. Har Emma Gad eller andre tænkt over det? Skal vi fortsat "tage proppen"?
    Nu kan vi ikke konsultere Emma Gad - hun døde i 1921 - men vi tror ikke, at hun tænkte på korkpropper, der smuldrer.
    Traditionen med først at hælde en smule vin i eget glas skyldes snarere, at der over vinen kan stå lidt svovldioxid, som den høflig vært eller værtinde ikke bør give sine gæster. Endvidere har man mulighed for at kontrollere, at vinen er i orden - ligesom man gør det på en restaurant.
a
    .
    Ugens besvarelser lægger vi efterhånden ind i VinAvisens VinABC, så de er lette at finde.
    .
Frivillige med skriveglæde søges
Kenth Poulsen har efter et par års tøven startet et vinblad, som han kombinerer med salg af specielle vine.
Bladet hedder VinoVenue, og af et første forsøg at være er det meget professionelt lavet. Første nummer handler udelukkende om Priorat, og det har virkelig blivende værdi, så ind på boghylden med det. Næste nummer vil handle om Rhône.
Kenth Poulsen fortæller, at han er i gang med at opbygge et team af skribenter, som fra tid til anden har lyst til at fortælle fra udvalgte vindistrikter.
Alle omkostninger i forbindelse med rejse og ophold bliver dækket, men i starten er arbejdet ulønnet. Dog er det hensigten at honorere opgaverne i takt med, at projektet vokser.
Der stilles ingen krav til alder, men sproglige kvalifikationer er en fordel. Kenth Poulsen træffes på tlf.: 70 22 40 40, e-mail: kp@vinovenue.dk.
.......
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vil du være sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden, så bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Send os blot en mail med din e-mail adresse skrevet nede i tekstfeltet. Klik her: anker@vinavisen.dk
......aa..a..a....aa..a....


Denne uges stjerner i VinAvisen
Som sædvanligt får de smagte vine stjerner efter det gængse system med fem som maksimum. Vine, der kun får én eller to stjerner, bliver dog ikke omtalt. I vores bedømmelser indgår også prisen til en vis grad som en parameter.


De Vauzelle, Brut, Champagne, Frankrig
150 kr.; i dagene 27.-31. december: 99 kr. i Kvickly og Dagli'Brugsen
Meget dejlig og blød smag. Brut, ja, men også med en lille indtagende sødme. Og til den lave tilbudspris er det et virkelig godt glas.


Plaisir de Merle, Cabernet Sauvignon, Paarl, Sydafrika 2000
110 kr., Amka Vinimport
Dybrød, stofrig rødvin med glimrende duft af Cabernet. Vinen er meget fyldig og samtidig harmonisk, fordi både frugt, alkohol (14 procent), syre og sødme er i balance.


Château de Nages, Cuvée Joseph Torrès, Costières de Nîmes, Frankrig 1998
83,75 kr., Sejr Vinimport
Herlig rødvin på Syrah-druen. Den er dybrød og stofrig og med en moden, afrundet duft. Og smagen er meget lækker med moden frugt, sorte bær, skovbund.


Sorì Bricco Maiolica, Dolcetto Diano d'Alba, Italien 1999
99 kr., A Vinstouw
En enkeltmarks-vin fra marken Sorì Bricco Maiolica i kommunen Diano d'Alba. Den er en "fed" vin, flot og saftig med en ren, koncentreret frugtsmag. Den kan sagtens drikkes nu til en kraftig kødret eller oste, men den må også gerne ligge endnu et par år. I øvrigt er det en god idé at plaske den over i en karaffel et par timer før måltidet.


Anselmann, Riesling, Classic, Tyskland 2001
59 kr., Fionia Vinimport
Halvtør hvidvin med fin og kraftig Riesling-næse og en meget frugtagtig og dejlig smag. Glimrende til lidt fede fisk eller til en frokost - eller ude på terrassen, hvis det pludselig skulle blive sommer.


Gran Barón, Brut, Cava, Penedès, Spanien
65 kr.; i dagene 27.-31. december: 49,95 kr. i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen og LokalBrugsen
Tør mousserende vin med frisk og fyldig frugt og tilpas syre. Til den lave tilbudspris er det en god boblevin og glimrende til en større fest med mange mennesker, hvor snakken overdøver de dybere vinøse tanker.


Churchill's, Reserve Port, Vintage Character, Portugal
78 kr., Vinens Verden
Til prisen en meget dejlig, ungdommelig portvin, fyldig, med sødme og frugt - lidt efter svedsker, kirsebær, blomme og karamel. Det er en portvin, som mange vil kunne lide. Det er imidlertid ikke en årgangs-portvin - trods navnet - og der er da heller ikke et årstal på etiketten. Men jo, den "minder om" en årgangsportvin med markant sødme.


Domaine Alary, Daniel et Denis, Côtes du Rhône Villages Cairanne, Frankrig 2000
87 kr., Jysk Vin
Kraftig rødvin, hvis gode frugt næsten holder de 14 procent alkohol i skak. Vinen har afrundede, bløde tanniner og en let sødme. Plask den over i en karaffel et par timer før måltidet.


Impression, Pinot Noir, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 2000
63 kr., Premier Cru Wine Agent
Meget drikkevenlig rødvin med god, ren Pinot-næse og en blød smag med toner af jordbær.


Parsons Creeek, Cabernet Sauvignon, Stonehedge Cellars, Californien 2000
58 kr., Amka Vinimport
Robust rødvin med kraftig og krydret frugt.


Kleine Zalze, Merlot, Stellenbosch, Sydafrika 2001
100 kr., Chris-Wine
Kraftig rødvin med duft og smag af friske sorte bær - blåbær - der lige formår at dække de 14 procent alkohol. I duften er der strejf af gær.


Durbanville Hills, Pinotage, Durbanville, Sydafrika 2001
86 kr., Best Selection
Man skal kunne lide Pinotage, den specielle sydafrikanske drue, der af og til fremtræder med en metallisk, lidt kemisk smag. Og man skal være glad for 14,5 procent alkohol, der knap og nap dækkes af vinens frugt. Men er disse betingelser opfyldt, så er denne rødvin bestemt af kvalitet.


.
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.

Berlingske Tidende
Domaine de la Vieille Julienne, Vieilles vignes, Châteauneuf-du-Pape, FrankrigRødvin800 kr.Domaine Brandis
.
B.T.
A Mano, Primitivo, Puglia, Italien 2001 (ved 12 flasker)Rødvin59,95 kr.Philipson Wine
Niepoort, 10 Years Old Tawny Port, PortugalPortvin199 kr.Skjold Burne
J. Lohr, Lido Zinfandel, Old Vines, Paso Robles, Californien 1999Rødvin119 kr.Irma
.
Børsen
Jacques Selosse, Brut Initial, Grand Cru Avize, Champagne, FrankrigMousserende300 kr.Årstiderne
Saint Gall, Vintage, Blanc de Blancs, Champagne, FrankrigMousserende245 kr.Vinslottet i Greve
Saint Gall, Blanc de Blancs, Premier Cru, Champagne, FrankrigMousserende195 kr.Vinslottet i Greve
.
Ekstra Bladet
Domaine Le Galatin, Bandol, Frankrig 2000Rødvin95 kr.Freilev Vinimport
Domaine de Cagueloup, Bandol, Frankrig 1990Rødvin119 kr.Theis Vine
Heritage, Chardonnay, Reservado, Chile 2001Hvidvin37 kr.Aldi
Les Charmes de Kirwan, Margaux, Frankrig 2000Rødvin130 kr.Magasin
.
ErhvervsBladet
Zonello, Primitivo di Mandiura, Puglia, Italien 2000Rødvin49,95 kr.Irma
Alamos, Cabernet Sauvignon, Mendoza, Argentina 2000 (ved 12 fl.)Rødvin69,95 kr.Philipson Wine
.
Frederiksborg Amts Avis
Grans Baron, Cava, SpanienMousserende110 kr.(2 fl.)Brugsen
Freixenet, Cava, SpanienMousserende50 kr.Consiva
.
Hjemmet
Le "R" de Rasteau, Côtes du Rhône Villages Rasteau, Frankrig 2000Rødvin60 kr.SuperBrugsen
.
Jyllands-Posten
Château de Beaucastel, Châteauneuf-du-Pape, Frankrig 2000Rødvin345 kr.Sigurd Müller
.
Nordjyske Stiftstidende
Bollinger, Champagne, Frankrig (ved 12 flasker)Mousserende250 kr.Philipson Wine
Perrier-Jouét, Belle Epoque, Champagne, FrankrigMousserende850 kr.Allied Domecq
Pol Roger, Champagne, FrankrigMousserende240 kr.Sigurd Müller
.
Penge & Privatøkonomi
La Chablisienne, Cuvée Brut, Crémant de Bourgogne, Frankrig (ved 12 fl.)Mousserende110 kr.Philipson Wine
.
Politiken
Burmester, Colheita, Portugal 1994 (ved 12 flasker)Portvin80 kr.Philipson Wine

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.