Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 14, 2003



Vin-aktuelt i uge 14
31. marts - 6. april 2003
.

VinAvisen uge 11VinAvisen uge 12VinAvisen uge 13
a .a.... .......

.....
Forrest Robert Mondavi, der i dag er 90 år, derefter Timothy og bagest Michael Mondavi.
    Problemer for Mondavi
    Robert Mondavi og hans familie har tidligere fortrudt, at de blev børsnoterede. Det gør de sikkert stadigt, efter at de er løbet ind i økonomiske problemer.
    Salget har været vigende, konkurrencen er øget og fortjeneste gået ned, og i onsdags meddelte Robert Mondavi Corp., at firmaet skal restruktureres, og at arbejdsstyrken skal formindskes med 10%, svarende til næsten 100 jobs.
    Chefvinmageren, Timothy Mondavi, tager på en seks måneders sabbatferie, men hans bror, formand for bestyrelsen, Michael Mondavi, siger til WineSpectator, at Tim vil vende tilbage. Han er bare stresset.
    Mondavis aktier har mistet næsten 20% af deres værdi i de sidste fire måneder.
    Nyheden om yderligere kursfald på 11,23% i torsdags har spredt sig til de større amerikanske og australske vinproducenter, der også har oplevet kursfald i ugen.

    Flere grunde til nedgangen
    Der er flere grunde til denne nedgang for Mondavi, der stadig betragtes som en bannerfører for californisk vin.
    Den vigende amerikanske økonomi er gået ud over rejse- og underholdningssektoren, der står for 30% af Mondavis salg i hoteller og restauranter.
    Overproduktionen af druer har igangsat en intens konkurrence og skabt et væld af nye vinmærker, der konkurrerer om markedet.
    Endelig har grossister og forhandlere konsolideret sig. De har fået flere muskler til at forlange discounts fra producenterne.
a .a.... .......
Parker tager ikke til Bordeaux
Ifølge Decanter har Robert Parker endeligt besluttet sig til ikke at tage til årets primeur-smagning i Bordeaux. Han henviser til uroen omkring krigen i Irak, og i et brev til producenter og négocianter i Bordeaux skriver han, at han "af hensyn til sin familie vil udsætte sit besøg".
Yderligere skriver han, han er en loyal ven af Frankrig og landets vinproducenter, og at han er imod sine landsmænd, der taler om boykot af franske produkter.

Han vil blive savnet
Decanter skriver, at Parker vil blive savnet i Bordeaux. Hans point efter 100-skalaen og hans anbefalinger er vigtige for at få salget til at rulle.
I 2002 steg prisen på Château Calon-Segur 2000 med 50%, efter at Parker havde sagt, at det var den største vin siden 1982. Året før smagte han ikke slottets vin, og den lå derfor usolgt på hylderne.
a .a.... .......
Postkort fra Argentina og Chile
VinAvisen har været i Argentina og Chile og i denne og de kommende uger sender vi en række postkort om vore oplevelser - med venlige og vinøse hilsener. Her kommer de første to postkort fra Argentina.
..............
    Postkort nr. 1: Vinlusen kan ikke lide sand
    Carlos Tizio er teknisk direktør i Bodegas Norton og en af de største kapaciteter i det argentinske Mendoza. Han er uddannet på de bedste udenlandske vinuniversiteter og har bragt en masse viden til området - til glæde for Norton, men også for alle andre kvalitetsbevidste producenter.
    Da vi mødte ham, fortalte han, at både han selv og de fleste af hans kollegaer i Mendoza bruger upodede vinstokke lige som i Chile. Og det til trods for, at vinlusen forlængst har taget ophold på den argentinske side af Andesbjergene. (Læs om vinlusen Phylloxera i vores VinABC).
    - Nogle påstår, at vinlusen ikke er et problem, fordi man oversvømmer vinmarkerne ved kunstvanding. Men det er ikke rigtigt, siger Carlos Tizio. - Når vinlusen ikke angriber i Argentina, skyldes det, at jorden er meget sandet, og at vinlusen simpelt hen ikke kan finde sprækker mellem de tæt sammenkittede sandskorn. Det samme er jo tilfældet på sandmarkerne ved Rhôneflodens delta og i det portugisiske Colares.
    Carlos gik i kælderen for at hente noget ti år gammel vin for at vise, at god argentinsk vin også udvikler sig til det bedre. Vi var imponerede og vil uden tøven sammenligne med det bedste fra den gamle verden.
..............
    Postkort nr. 2: De er svære at konkurrere med
    Julio Lasmatres fra Terrazas de los Andes i Mendoza var midt i vinhøsten, da VinAvisen kom forbi.
    - Det ligner en gentagelse af sidste års kanonhøst, siger Julio, - og den var den bedste i tyve år. Ja, lad mig bare sige: den bedste nogensinde.
    - Årgangen 2002 er en supervin. Den ligger i kælderen, og jeg kan kun anbefale, at man sikrer sig så meget, som man har mulighed for, mens tid er.
    - Det ser mindst lige så godt ud i år, siger Julio Lasmatres. - Eneste lille minus er, at det måske har være for tørt, og at vi derfor ser nogle "rosiner" på nogle af klaserne (se billedet til højre).
    - Nej vi taler ikke mere om krise. Nationalt kunne det gå meget bedre her i Argentina, men vinmæssigt er vi svære at konkurrere med på grund af devalueringen og det høje kvalitetsniveau.

Appellation nr. 100 i Bourgogne
Bourgogne har fået sin AOC-appellation nr. 100. Den hedder Saint-Bris - og hed tidligere Sauvignon de Saint-Bris VDQS.
Det meste af det lille distrikt på 895 hektar ligger i kommunen Saint-Bris-le-Vineux i departementet Yonne - altså lidt uden for, hvad man umiddelbart betragter som Bourgogne.
Saint-Bris er dermed den eneste AOC i Bourgogne med druen Sauvignon Blanc.
..............

.....
På billedet ses Nicolas Bizzarri (vinmager på Viñedo Chadwick), Bjarne Jensen (salgsansvarlig HJH Vin, hotel/restaurantsektor), Eduardo Wexman (marketingdirektør hos Errazuriz), Birgitte Holmer Petersen (HJH Vin marketingchef), Ricardo Urresti (adm. direktør Errazuriz), Carlos de Carlos (eksportchef Errazuriz) samt Erling Søgaard (adm. direktør HJH Vin).
    Fornem pris til H.J. Hansen
    Danmark er en god kunde i de chilenske vinhuse, så det er ikke så mærkeligt, at den prestigefulde bodega Viña Errázuriz har givet sin Excellence Award til en af sine bedste agenter, H.J. Hansen Vinhandel.
    H.J. Hansen har solgt Errázuriz’ vine i mere end ti år og har været i stand til stadig at øge salget.
    På billedet ses overrækkelsen af prisen hjemme hos familien Chadwick i Maipo Valley. Prisen er en original skulptur af en drueklase, udskåret af den sjældne Toba Darada-sten, der kun findes ved foden af Andesbjergene i Aconcagua Valley, hvor Viña Errázuriz hører hjemme.

Alvorlige regnskader i Sydafrika
Sydafrika har oplevet et kraftigt regnvejr, der har varet en uge og anrettet alvorlige skader i Western Cape.
Hos Van Loveren Wines, et familieejet vinbrug uden for Robertson, skete der skader for cirka 12 millioner Rand, da store masser af mudret vand strømmede gennem kældrene og væltede 100.000 kasser vin, der stor klar til afsendelse.
Familien har måttet arbejde i døgndrift for at redde, hvad de kunne fra et kaos af glasskår og ødelagte paller.

Masser af arrangementer
Der er en masse nye arrangementer i VinAvisens aktivitetskalender - blandt andet den store tyske vinsmagning den 8. april på Børsen i København.
Her vil man kunne smage på over 300 tørre hvide og røde vine samt ædelsøde vine fra mere end 40 producenter. Og bemærk: Der bliver ordentlig plads til at smage, idet der kun lukkes højst 350 ind til hver af eftermiddagens to smagninger for forbrugerne. Nærmere oplysninger findes på www.tyskehandelskammer.dk.
Af andre arrangementer kan nævnes de middage, som vinimportører arrangerer i samarbejde med gode restauranter. De er blevet meget populære, fordi deltagerne får en god middag til en fornuftig pris og oven i købet kan være sikker på at få noget ordentligt at drikke til.

Vi gyser ved tanken
I Göteborg har man åbnet en privat luksuriøs vinbutik, hvor svenskerne kan gå frit omkring og vælge mellem et bredt udvalg af spændende vine.
- Vi har ingen vine til under 100 skr., siger den ene ejer, Kari Brovall, til WOW FaxNews.
Problemet er bare, at i Sverige må almindelige kunder ikke købe vinene. Kun hvis man har utskänkningstillstånd - hvis man altså har en restaurant eller lign. - kan man få lov til at forsyne sig. Ak ja, stakkels svenskere. De er ellers så flinke.

Den nye verdens bedste vinproducent
Det går stadig fremad for Chiles vinindustri. Nye vine af høj kvalitet og tilsvarende udmærkelser har præget de sidste par år.
I sit seneste nummer har vinbladet Wine Enthusiast kåret Viña Montes, ledet af Aurelio Montes, til den nye verdens bedste vinproducent.
I afstemningen kom Montes ind på førstepladsen før store vinfirmaer som australske Penfolds og sydafrikanske KWV.
Under vores tur til Chile og Argentina besøgte vi Montes og sender et "postkort" derfra om to uger.
a .a.... .a...
    .
    Den danske vinbranche
    * Holte Vinhandel kan den 3. april byde velkommen til endnu en ny og syttende afdeling, der denne gang ligger i Hjørring. Her står Stig Risgaard ved roret, og adressen er Østergade 38, 9800 Hjørring, tlf.: 98 90 20 96.
    * Premier Cru Wine Agent har pr. 1. april ansat Sofie Ejstrup Nielsen til at varetage den daglige forretningsgang. Hun kommer fra en stilling hos Dagrofa/Supergros.
    * Løgismose Vin og Gastronomi har for anden gang modtaget Det Gastronomiske Akademis Hædersdiplom for arbejdet i butikken på Ndr. Toldbod i København.
..
..a....a.... .........
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
Super Chianti Classico
Seks producenter i Chianti Classico er ifølge Decanter gået sammen om at lave en ny slags appellation, "Super Chianti Classico", som skal repræsentere distriktets terroir og typicitet. Producenterne vil fremhæve navnet Classico og bevæge sig væk fra begrebet riserva og supertoskanere. Man kunne kalde det et nyt begreb i slægt med Bordeauxs 1. cru.
I første omgang er følgende med i initiativet: Castello di Ama, Castello di Brolio, Castello di Fonterutoli, Don Tommaso (Fattoria Le Corti), Giorgio Primo (La Massa) og Grosso Sanese (Podere Il Palazzino). Alle vinene vil indeholde 85% Sangiovese.

...................

.....
VivaItalia en succes
Trods det fantastiske forårsvejr blev årets VivaItalia i Parken en succes. Et stort udbud af italienske vine, høj kvalitet - og højt humør blandt de 875 gæster, der ikke kun kom for at smage, men også for at høre mere om vin.
VivaItalia er blevet et socialt samlingspunkt, hvor man kan møde kendte ansigter og udveksle erfaringer om vin fra blandt andet udlandsrejser og få en snak med importørerne.
Messen bød på i alt næsten 250 italienske vine fordelt på rødvine, hvidvine, dessertvine og grappa, og den solide planlægning gjorde arrangementet til en oplevelse af vinindtryk.

Boutari reorganiserer
Den store græske vinkoncern Boutari er ifølge Just Drinks i gang med at fusionere tre af sine underfirmaer, Ktima Kyr Yanni, Vegoritis og General Wine Company.
Det nye navn bliver Kyr Yanni, og firmaet vil markedsføre ti forskellige vine og have kontrol over 50 hektar vinmarker i Naoussa i det nordlige Grækenland.
Boutari eksporterer 20-25% af sin produktion.

Græsk vin kort fortalt
Stadig i dag laves det meste græske vin på store vinfabrikker. Alle de mange små vinbønder afleverer deres druer til disse firmaer - eller til kooperativerne, der igen sælger en hel del af vinen til firmaerne.
Grækenland er Europas sjette største vinproducerende land, og hovedparten af de bedre vine kommer fra fire virksomheder: Kourtakis, Achaïa Clauss, Boutari og Tsantali.
Den samlede årlige produktion ligger på over 50 millioner flasker. 70% af vinene er hvide, 22% er røde, 5% er rosé, og 3% er søde.

Vil du have mindre bogstaver?
Vi spekulerer af og til på, om bogstaverne er for store her i VinAvisen. Når man ser andre websites, er skriften af og til meget mindre.
Vel - hvis du gerne have mindre bogstaver (og anstrenge øjnene lidt mere), er det meget enkelt: Hold Ctrl-tasten nede, og kør med hjulet på musen.
På den måde kan du lave bogstaverne både mindre og større.
..............
    Ugens vinøse billede
    Denne ugens billede har vi fået fra Søren Beck fra Encore Vin. Han deltog i Médoc maraton, og bagefter besøgte han Jean-Michel og Corinne Comme på Château du Champs de Treilles. Efter en tur i markerne var der frokost, og det er den, der her er dækket op til.
    Jamen, er det ikke så fransk, som det kan blive? Vinfade langs væggene, et bord af plastic, dækket med en dug med Provence-mønster - og så gode flasker, velduftende brød og en stor gåselever.
    Gåseleveren var tilberedt af Jean-Michels mor i 1996, mens hun stadig levede. Den var ganske enkelt lagret i sit eget fedt.
    - Jean-Michel græd som pisket, da han bød de herlige sager, skriver Søren Beck. - Det var et monumentalt øjeblik, og den lille familie måtte naturligvis foreviges med mit digitale kamera.
    Hvidvinen på bordet er i øvrigt Château du Champs de Treilles’ fornemme søde vin, der nedenfor får fem stjerner. Hvert år har familien tradition for at lave denne vin fra en af dens 10 hektar marker, hvor druerne udsættes for den ædle råddenskab.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
a .a.... .
Denne uges stjerner i VinAvisen
Som sædvanligt får de smagte vine stjerner efter det gængse system med fem som maksimum. Vine, der kun får én eller to stjerner, bliver dog ikke omtalt. I vores bedømmelser indgår også prisen til en vis grad som en parameter.
a .a.... .a...
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....


Château la Roche Gaby, Canon-Fronsac, Frankrig 2000
108 kr., Høyer Import
Meget dejlig Bordeaux-rødvin fra en flot årgang - med en ret intens farve, god og typisk Bordeaux-næse, blød frugt og toner af chokolade. Og så har den kun 12,5 kultiverede procent alkohol.


Klein Konstantia, Marlbrook, Constantia, Sydafrika 1999
94 kr., Amka Vinimport
Fornem rødvin med tydeligt Cabernet-præg, stor frugtfylde, en masse facetter og en indtagende sødme. Den kan drikkes nu, men også gemmes yderligere op til fem-seks år. Til prisen er den i øvrigt et virkelig godt køb.


Labeck Merlot, Michel Laroche, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 2000
95 kr., Kjær & Sommerfeldt
Flot, fyldig og ret mild rødvin, der ganske enkelt smager godt. Den er lavet af Chablis-fænomenet Michel Laroche, der for nogle år siden gik i gang i Sydfrankrig. Prismæssigt kan den ikke umiddelbart konkurrere med oversøiske vine af samme kvalitet, men som sagt: God er den.


Jordan, Cabernet Sauvignon, Stellenbosch, Sydafrika 1999
110 kr., Vinmonopolet
Rødvin med en dejlig og afrundet Cabernet-duft og en smag, der er helt i top: Fyldig frugt, herlig sødme og fine toner af fadlagring, der har givet vinen en vidunderlig blødhed. Vinen kan sagtens drikkes nu, men også gemmes nogle år.


Chais de Sainte Estelle, Côtes du Roussillon Villages, Frankrig 2000
69,75 kr., Køge Vinhandel
En virkelig lækker rødvin med god fylde og afrundet sødme - og en vin, der ikke maser sig alt for meget på med ekstrakt og alkohol. Vinen, der er lavet på Grenache, Syrah og Carignan, har en kraftig og flot duft med toner af lakrids, og prisen er rimelig i forhold til kvaliteten.


Domaine Preignes le Neuf, Chardonnay, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 2001
59,50 kr., 2 flasker for 80 kr., Italiensk Fransk Vinimport
Dejlig Chardonnay på højde med så mange andre Chardonnay'er, der koster 70 kr. eller mere. Især prisen for to flasker må siges at være meget attraktiv.


Marqués de Griñon, Cabernet Sauvignon, Valdepeñas, Spanien 1999
160 kr., ViniPortugal
Blød og kompleks rødvin med diskret fadlagring og en sødme, som mange vil være glade for. Men den kræver en lidt kraftig middagsret eller ost som ledsager.


Château du Champ des Treilles, Vieilles Vignes, Sainte-Foy Bordeaux, Frankrig 1999
99 kr., Encore-vin.dk
Sød vin på Sémillon-druer, der har været udsat for den ædle råddenskab, pourriture noble. Den fadlagrede vin har en fin duft af honning og af den ædle svamp samt en lækker smag med en frisk syre. Jo, en god skive gåselever ville ikke være af vejen ...


Casillero del Diablo, Sauvignon Blanc, Concha y Toro, Central Valley, Chile 2002
54,95 kr., SuperBrugsen
Hvidvin med fedme og dejlig frisk frugt samt en duft, der - helt efter bogen - minder om hyldeblomster, men også om æbler. Til prisen en fortræffelig vin.


Terre del Sole, Sangiovese, Pasqua, Sicilien IGT, Italien 2001
33,50 kr., Amka Vinimport
Billig hverdags-vin med god duft og en harmonisk, omend let smag. Den har kun 12 procent alkohol. Den fjerde stjerne får den for den meget rimelige pris.


Mont Cauvel, Corbières, Frankrig 2001
49 kr., Østjysk Vinforsyning
Rødvin med god, kraftig og krydret vinduft og en blød og lækker smag med tilpas fylde, dejlig sødme og et strejf af garvesyre.


Finca Antigua, Cabernet Sauvignon, Martinez-Bujanda, La Mancha, Spanien 2001
60 kr. ved 6 flasker, H.J. Hansen
Blød og meget venlig rødvin med tilpas fadlagring. Faktisk en rigtig rar vin, som mange vil drikke med glæde.


Villa Borghetti, Vigneti in Marano, Pasqua, Valpolicella Classico, Italien 2001
54,95 kr., Amka Vinimport
God hverdags-rødvin uden det helt store smagsspektrum, men med saftig frugt og en venlig syre.


J.C. Beauvoir, Merlot, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 2001
45 kr., Herning Vin Import
Hverdags-rødvin uden kanter - og uden nogen større kompleksitet.


Trapiche, Chardonnay, Mendoza, Argentina 2001
39,95 kr., Amka Vinimport
Hvidvin med en god kraftig Chardonnay-næse og en enkel og forfriskende smag, der er i god overensstemmelse med den rimelige pris.


Stella Solaris, Syrah / Cabernet Sauvignon, Valle Central, Chile 2001
49 kr., New World Vinimport
Rødvin med en dybrød, tæt farve og en kraftig, herbal næse - og med ordet herbal mener vi den duft, man får i næsen, når man gnider noget vinløv eller græs mellem fingrene (ordet kommer af det latinske herba, der betyder urt eller græs). Vinens smag er robust og krydret.


Aliboca, Rioja, Spanien 2002
49 kr., Fionia Vinimport
Bag en lidt ubestemmelig duft gemmer sig en venlig rødvin med afrundet frugt, men uden noget stort smagsspektrum.


Les Aigletierres de Ollieux, Vin de Pays des Coteaux de la Cabrerisse, uden årgang
40 kr., Herning Vin Import
Der er ikke noget årstal på etiketten (hvilket egentlig er en uskik), men den brunlige kant på vinens overflade kunne indikere, at den må have nogle år på bagen. Det er en ret let hakkebøffevin.


a .a.... .a....
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.

B.T.
Casillero del Diablo, Merlot, Central Valley, Chile 2001Rødvin54,95 kr.Kvickly
Groenland, Cabernet Sauvignon, Stellenbosch, Sydafrika 2001 (2 flasker)Rødvin110 kr. (2 fl)Føtex
.
Ekstra Bladet
Jordan, Merlot, Stellenbosch, Sydafrika 2000Rødvin99 kr.Vinmonopolet
Vauvert, Merlot, Vin de Pays du Gard, Frankrig 2001 (2 flasker)Rødvin100 kr. (2 fl)Gobi Vin
Finca Antigua, Cabernet, Martinez-Bujanda, La Mancha, Spanien 2001 (6 flasker)Rødvin360 kr. (6 fl)H.J. Hansen
.
ErhvervsBladet
Villa Mt-Eden, Pinot Noir, Californien 2000Rødvin115 kr.Vinens Verden
Palacio de Caterina, Cariñena, Spanien, uden årgang Rødvin44,95 kr.Brugsen
.
Frederiksborg Amts Avis
Trapiche Chardonnay, Argentina 2002Hvidvin39,95 kr.Amka Vinimport
Trapiche Cabernet Sauvignon, Argentina 2002Rødvin39,95 kr.Amka Vinimport
.
Hjemmet
Viña Extrisima, Masia Bach, Catalunya, Spanien 1999 (3 flasker)Rødvin100 kr. (3 fl)Det franske Vinlager
.
Penge & Privatøkonomi
Cuvée de l'Arjolle, Domaine Arjolle, Vin de Pays Côtes de Thongue, Frankrig 2000Rødvin55 kr.Bichel Vine
.
Politiken
I Censi, Masseria Monaci, Salento Rosso IGT, Italien 2000 (2 flasker)Rødvin80 kr. (2 fl)Føtex
Colección, Bodegas Castaño, Yecla, Spanien 2000 (2 flasker)Rødvin118 kr. (2 fl)Føtex

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.