Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 20, 2003



Vin-aktuelt i uge 20
12. maj - 18. maj 2003
........................

VinAvisen uge 17VinAvisen uge 18VinAvisen uge 19
.
Rødvin mod hudkræft
Næsten hver uge kan vi fortælle om et eller andet universitet, hvis forskere har fundet en helsebringende og vidunderlig egenskab ved vin. Og vi bringer disse fornøjelige nyheder videre med hævet glas. Her er endnu en nyhed:
Forskere ved Marshall University i West Virginia, USA, har konstateret, at stoffet resveratrol - en polyfenol, der findes i rødvin - kan ødelægge celler angrebet af hudkræft.
Forskerne vil nu gå videre med forsøg i laboratoriet for at udviklede en egnet medicin.
Resveratrol findes for resten også i noget så uvinøst som peanuts, men det behøver vi jo ikke at skrive ...

Test af nyt vindistrikt
Mange af de gamle klassiske vindistrikter blev ikke til, fordi klima og jordbund disse steder var bedre end så mange andre steder, men fordi den færdige vin nemt kunne transporteres væk ad floder og hav.
I flere nye vinlande undersøger man i dag, om der mon skulle være områder, der også er egnede til vindyrkning. Fx i New Zealand, hvor man netop i denne uge høster de første druer på en testmark i Waitaki Valley i regionen Otago.
Der er ret koldt der på egnen, og antallet af årlige vækstdage er under gennemsnittet. Det medfører en langsommere modning, men dette har efter sigende været perfekt for Pinot Noir-druerne på testmarken.
Så måske får vi en dag new zealandske vine fra Waitaki Valley.

Chips i vinmarken
Computer-teknologien er på vej ud i vinmarkerne. Det store chipsfirma Intel er i gang med forsøg i British Columbia, hvor man på en mark har fordelt 70 små chips, der sender data til vinbondens computer.
I første omgang registreres temperaturen, så bonden fx kan se, hvis der er frost på vej. Han kan så tænde for overrislingen og indeslutte drueknopperne i en isolerende kappe af is.
Det er imidlertid tanken, at de mange små chips også skal kunne indsamle og sende oplysninger om luftfugtighed, opsamlingen af solvarme omkring udvalgte drueklaser - ja, endog den kemiske sammensætning i en enkel drue, et blad eller i jorden.

1000 sensorer sender data
Hver chip drives af batterier og sender informationerne trådløst. Den koster i dag 200 dollars, men man regner med, at den om fem år vil koste under en dollar.
Den tid er ikke fjern, hvor der på en vinmark vil være 1000 sensorer, som udveksler data med hinanden og giver vinavleren et fuldstændigt overblik over mikro- og mesoklima. Alle data vil kunne fremstilles som farvekodede tredimensionale kort på computeren.
Men mon ikke vinbonden alligevel også vil tage støvlerne på og gå ud i marken for at smage på druerne ...?

Druenavn på etiketten
Som tidligere nævnt i VinAvisen har franskmændene foreslået en ny vin-kategori, Vins de Cépages de France - altså fransk vin med druenavn på etiketten. En udmærket idé i konkurrencen med vinene fra den nye verden.
De franske vinproducenter er imidlertid ikke alle enige om, at det er en god idé. Sammenslutningen af AOC-producenter er således imod - idet nogle af medlemmerne dog mener, at druenavnene vil kunne benyttes i de få appellationer, hvor man har en historisk tradition for at bruge dem.
Den franske forhandlerkæde Nicolas har netop lanceret otte vine, der hver især præsenteres med den anvendte drues navn:
Ch (Chardonnay), Cn (Chenin Blanc), Sa (Sauvignon Blanc), Cs (Cabernet), Me (Merlot), Ga (Gamay), Pi (Pinot Noir) og Sy (Syrah).
Altså forkortelser på kun to bogstaver. Men det er da vist egentlig en rigtig dårlig idé ...
a
Øget italiensk eksport
Sidste år steg Italiens eksport af vin med 6,6%, melder organisationen ISMEA, en research-gruppe tilknyttet landbruget.
I alt eksporterede italienerne lige over 2 milliarder flasker til en samlet melodi af over 20 milliarder kr.
Eksporten af aftappet vin faldt med 1% til 1,16 milliarder flasker, mens eksporten af mousserende vin steg med 4,4% til 146 millioner flasker.
Den totale eksport af DOC- og DOCG-vine lå på 600 millioner flasker.

Høj kurs på Rand et problem
Dollaren falder, og det giver problemer mange steder. Også i Sydafrika. I januar kunne man få 9 Rand for en dollar. I dag får man kun 7,2 Rand.
I januar 2001 var kursen 12,5 Rand, så i løbet af sytten måneder er dollarens købekraft i Sydafrika faldet 42%. Det er dermed blevet dyrere for omverdenen at købe sydafrikansk vin.
Ifølge den sydafrikanske avis BusinessDay vil dette kunne tvinge mange mindre vineksportører til at dreje nøglen om - med mindre Rand’en falder i kurs over for dollar, euro og pund inden for de næste seks måneder.

Mindre indtægt pr. liter
De australske vinfirmaers hidtil pæne fortjenstmarginer er også blevet smallere. Det skriver avisen Sydney Morning Herald. Analytikere peger på to problemer: Dels den styrkede australske dollar, dels det udbredte discountsalg af australske vine.
Selv om ekspoten af australsk vin er stadig stigende, så er indtægten pr. liter faldende. Hvis den øgede aus-dollarkurs ikke tages med ind i billedet, så er indtægten pr. liter faldet med 5,9% i løbet af et år - og med 24,4% blot inden for den seneste måned.

Krisen fortsætter
I onsdags suspenderede man endnu en gang handelen med Southcorp's aktier.
Southcorp er Australiens største vinfirma med kendte mærker som Rosemount, Lindemans, Wynns og Penfolds (med berømte Grange), og i de seneste måneder har firmaet været i krise.
Den administrerende direktør er "blevet gået" med et gyldent håndtryk på 18 millioner dkr., og siden synes firmaet at sejle for vinden.
Aktiekursen er faldet drastisk, og ifølge avisen Daily Telegraph er de økonomiske mål for andet halvår 2003 "under granskning" i firmaet. Man frygter yderligere dårlige nyheder, fx - ifølge Decanter - en nedgang i salget i USA svarende til nedgangen i Storbritannien.

Strategien mislykkedes
Southcorp har satset hårdt på at sælge firmaets vine med stor discount på de to nøglemarkeder, Storbritannien og Australien.
Strategien mislykkedes. Blandt andet har Storbritanniens største supermarkedkæde, Tesco, sendt i pallevis af vin tilbage til Southcorp, fordi det var umuligt at sælge så store mængder, og fordi værdien af vinmærkerne blev udhulet.
Southcorp's dækningsbidrag for første halvår i år vil falde med 97% i forhold til samme periode sidste år - fra 210 millioner AUS-dollars til 5,7 mio (fra 875 mio dkr. til 24 mio dkr.).
........................

...
Miguel Torres
Foto: Pablo Neustadt/CEX
    Torres-vin med skrueprop
    Miguel Torres har altid været den, der førte an. Han er pioneren i spansk vin. Det er derfor også helt naturligt ham, der som den første i Spanien er gået i gang med at bruge skruepropper i stedet for korkpropper - i første omgang til en hvidvin.
    Ifølge Wine Spectator er 144.000 flasker af Torres’ Viña Esmeralda 2002 - en blanding af Moscatel og Gewürztraminer til cirka 60 kr. - sendt til det britiske marked, og hvis flaskerne sælger, vil Torres næste år udvide eksperimentet til USA.

    E-mails om skruepropper
    På hver flaske har Torres anbragt en halshænger, der forklarer problemerne med propsyge samt opgiver en e-mail adresse - flavour@torres.es - hvortil forbrugerne kan sende deres mening om vin med skrueprop.
    Ifølge Wine Spectator vil Torres’ initiativ uden tvivl vække genklang i hans hjemland, der er verdens næststørste producent af korkpropper.
    (fortsættes)

En bannerfører
Miguel Torres, der holder til i det spanske Penedès, oppe over Barcelona, har i snart fyrre år været en bannerfører for kvalitet.
Han var den, der indførte koldgæringen i Spanien, og både i vinmarker og vinerier har han indført talrige andre nye teknikker.
Og så har han naturligvis også evnet at skaffe blæst om sine vine.

Gran Coronas Black Label
I 1979 blev hans Cabernet-vin Gran Coronas Black Label berømt, da den sejrede med et hestehoved foran Château Latour ved en såkaldt vinolympiade i Paris.
Det var en kæmpe-overraskelse - en vin, som mange franskmænd overhovedet ikke kendte! En hel del af smagerne troede, at det var en rioja. Penedès havde de aldrig hørt om.
Siden har Torres ikke undladt at fortælle vidt og bredt om denne sejr.

Torres ud af Kina
Torres var den første, der så mulighederne i Chile og gik i gang med vingården Santa Digna, og i 1998 åbnede han et tapperi i Kina.
I torsdags kunne de spanske aviser fortælle, at han nu lukker det kinesiske tapperi igen.
Kina har sænket sine importafgifter, hvilket betyder, at det er billigere at importere vin på flasker end at tappe vinen i Kina.
Ifølge Just Drinks solgte Torres sidste år 24 millioner flasker og omsatte for i alt 200 millioner euro (1,49 milliarder dkr.). Halvdelen blev eksporteret til 129 lande.
........................

.....
Under vinhøsten på Domaine Chandon bæres druerne forsigtigt ind i små kurve.
    Domaine Chandon 30 år
    Forleden kunne Domaine Chandon i Napa Valley fejre sit 30 års jubilæum. Siden 1973, da det franske champagnehus Moët & Chandon gik i gang i USA, har Domaine Chandon lavet en af landets bedste mousserende vine.
    Yderligere er vineriet for nylig gået i gang med at fremstille hvidvine uden perler på de tre druer, Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier, som traditionelt bruges til champagne. (Pinot Meunier - Møllerens Pinot - hedder sådan, fordi undersiden af bladene ser ud, som om de er drysset med mel).
    I dag er Domaine Chandon i Yountville blevet et yndet udflugtsmål. Det er det eneste Napa-winery, der har en regulær og fornem restaurant, og bygninger og vinmarker er både smukke og imponerende.
........................
    .
    Den danske vinbranche
    * Det lille Enoteca i Ringsted har fået dansk eneforhandling af vine fra Barbaresco-producenten Montaribaldi.
.......
........................
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
Opgang for Pernod Ricard
Verdens tredjestørste producent af vin og spiritus, Pernod Ricard, har fremlagt sit regnskab, og det synes at gå mere end godt for den franske gruppe.
Ganske vist har der ifølge Just Drinks været et fald i omsætningen på 38% i første kvartal i år i forhold til samme periode sidste år, men Pernod Ricard siger, at det skyldes frasalg af marginale firmaer og mærker.
Regnskabet for 2002 er derimod meget flot - ifølge Berlingske Tidende med helt ekstraordinære vækstrater på over 20% for de to flagskibe, Chivas Regal whisky og Martell cognac.

Martells problemer
I løbet af de sidste ti år er salget af Martell cognac ellers faldet med 40%, og som vi fortalte i uge 11, har dette ført til planer om en nedskæring af personalet med 149 arbejdspladser - hvilket igen førte til, at tre medarbejdere gik i sultestrejke.
I sidste uge afgjorde en appelret i Bordeaux, at Martell ikke måtte gennemføre planerne. Martell havde ikke fulgt de lovmæssige regler i forbindelse med afskedigelserne, sagde retten.

Historien om Pernod Ricard
Pernod Ricard blev grundlagt i 1975, da to producenter af pastis gik sammen, og koncernen omsætter i dag for godt 25 milliarder kr. om året. Den har 68 fabrikker og 13.000 ansatte, og den er den største i Europa, den næststørste i Asien og nummer seks i Nordamerika.
Blandt Pernod Ricards mange varemærker kan - foruden Chivas Regal og Martell - nævnes Havana Club rom, Larios dry gin, Renault cognac, Seagram's gin, Wild Turkey bourbon, Pastis 51 og Wyborowa vodka samt det australske vinmærke Jacob's Creek.

Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
........................
..
.

    Pål-André Pedersen (1965) er den norske nordmand, der siden april 2002 har været administrerende direktør for Allied Domecq Spirits & Wine Danmark med atten ansatte og 130 millioner kroner i årlig omsætning. Tillige er han formand for bestyrelsen i Allied Domecq Norge og involveret i forskellige internationale projekter for Allied Domecq.
    Og hvad er så Allied Domecq? Det er verdens næststørste producent af spiritus og verdens tredjestørste producent af vin med en omsætning på cirka 32 milliarder dkr. og over 12.000 medarbejdere.
    Blandt de vigtigste mærker kan nævnes Ballantines whisky, Tullamore Dew Irish whiskey, Stolichnaya vodka, Beefeater gin, likører som Kahlua og Tia Maria, Malibu rom, Courvoisier cognac, Harvey's sherry, Mumm champagne samt vine fra Montana og Bodega y Bebidas (Siglo, CampoViejo og Marqués de Arienzo).
    Pål-André Pedersen kom til Danmark fra en stilling som administrerende direktør for Allied Domecq Norge og salgsdirektør i firmaets partner i Norge, Einar A. Engelstad. Tidligere har han i ni år arbejdet som salgsdirektør i Canon Norge.
    Selv siger han, at han og hans familie trives godt i København, men han savner de høje fjelde, som familien ofte besøger for at snowboarde og stå på ski. Og så trives han godt med sin Harley Davidson, sport, musik og boligindretning. Han er sambo med Line, og sammen har de Mathias på to år. Fra tidligere har han en dreng på seksten.
    Adresse: Allied Domecq Spirits & Wine Denmark, Jernholmen 38, 2650 Hvidovre, tlf.: 36 88 52 40, Mobil: 24 48 97 05, e-mail: Paal.Andre.Pedersen@adsweu.com.
..........
Vin & Sprit i Polen
Sveriges store spiritusfabrikant, Vin & Sprit, breder sig ikke kun i Danmark. I ugen, der gik, blev V&S også 85% ejer af Polens tredjestørste destilleri, Polmos Zielona Gora.
Ifølge det polske finansministerium har V&S givet 129,2 millioner zloty (222 mio dkr.) for aktieposten.
Polmos Zielona Gora fremstiller vodkaen Luksusowa, der dækker 10% af det polske marked, samt mærker som Siwucha vodka, Lubuski gin og Capri bitter.
....................
    Ugens vinøse billede
    Peter Kjelgaard Andersen fra New World Vinimport er vendt hjem fra Australien, hvor han blandt andet besøgte Grant Burge.
    Grant Burge er den største private winemaker i de australske juveler, distrikterne Barossa Valley og Eden Valley, og blandt andet tog han sin danske gæst med ud til vinmarken Cameron Vale i den sydlige ende af Barossa.
    Denne mark havde han selv og hans forældre plantet i 1971, og den giver i dag top Cabernet-druer til vingårdens prestigevine.
    Vinstokkene er plantet i elegante buer. Det følger naturligvis terrænet, men det er nu flot at se en mark, hvor planterne ikke bare er opmarcheret i lange lige rækker. Så tak for det smukke billede.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.

Henne om hjørnet på dk4
På fredag d. 16. maj kl. 19.30 kommer den næste udsendelse i Flemming Kyeds program "Noget i glasset" på satellit- og kabelkanalen dk4, og denne gang lyder titlen "Henne om hjørnet".
Det var Osvald Helmuth, der lancerede begrebet 'Henne om hjørnet' om det danske værtshus, og det er også titlen på en klumme i Berlingske Tidende, som på skift skrives af kulturjournalisterne Henrik List og Torben Weirup.
Flemming Kyed har Torben Weirup i studiet til en snak om dansk værtshuskultur, værtshusliv og de skæbner, man kan møde "henne om hjørnet".
I programmet drikkes Porse Guld fra Thisted Bryghus og whiskyen The Famous Grouse, som importeres af Maxxium Danmark.
Der er i øvrigt stadig mulighed for at se de sidste ugers udsendelser. Denne uges program ser således ud:
Søndag d. 11 maj kl. 00.00: Syditalien med Thomas Ilkjær.
Mandag d. 12. maj kl. 16.00: Sydafrika med Ole Toelsø.
Tirsdag d. 13. maj kl. 04.00: Sydafrika med Ole Toelsø.
Onsdag d. 14. maj kl. 00.30: Sydafrika med Ole Toelsø.
Onsdag d. 14. maj kl. 22.30: Sydafrika med Ole Toelsø.
Fredag d. 16. maj kl. 02.30: Sydafrika med Ole Toelsø.
Fredag d. 16. maj kl. 12.30: Sydafrika med Ole Toelsø.
Fredag d. 16. maj kl. 19.30: Henne om hjørnet med Torben Weirup.
Lørdag d. 17. maj kl. 14.00: Henne om hjørnet med Torben Weirup.

Denne uges stjerner i VinAvisen
Som sædvanligt får de smagte vine stjerner efter det gængse system med fem som maksimum. Vine, der kun får én eller to stjerner, bliver dog ikke omtalt. I vores bedømmelser indgår også prisen til en vis grad som en parameter.
........................
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....


Man Vintners, Chenin Blanc, Western Cape, Sydafrika 2002
49,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Hvidvin med en flot krydret duft og en ret fed og markant frugtagtig smag. En herlig og harmonisk vin og lidt af et kup til prisen.


Serra delle Querce, d'Angelo, Basilicata, Italien 1999
186 kr., Carlo Merolli
Ikke noget billigt bekendtskab, men alle fem stjerner værd. Det er en karakterfuld og flot rødvin med intens frugt og mange nuancer i smagen, blandt andet chokolade. Det er en vin til store saftige bøffer, og det vil være en god idé at plaske den over i en karaffel et par timer før måltidet. Gem den evt. et par år.


Bleasdale, Verdello, 16 Year Old Blend, Langhorne Creek, South Australia
135 kr., New World Vinimport
Verdello er en italiensk drue, der måske (men kun måske) er i familie med Verdelho, som bruges til den portugisiske madeira. Her optræder den i en fantastisk lækker australsk hedvin, der godt kan minde lidt om madeira. Vinen har en fin sødme og en smag lidt i retning af lyse rosiner, og den er ikke på nogen måde sprittet trods de 18,5% alkohol. Til blå ost eller til gåselever vil den være fortræffelig. Eller bare alene i en blå time ...


Le Grand Cros, Nectar, Chardonnay, Vin de Pays des Maures, Frankrig 2001
79 kr., The Wine Company
Flot og lækker hvidvin med en blød smag, der er ikke er så pågående, som i så mange andre Chardonnay'er. Den er meget anvendelig til mange retter og vil være en fin ledsager til fisk og skaldyr.


Terrazas, Malbec, Mendoza, Argentina 2001
79,95 kr., 3 flasker for 195 kr., Skjold Burne
- Den er simpelt hen lækker, lød det begejstret under smagningen. Den har en blødhed og sødme - og toner af chokolade - som mange vil blive helt vilde med. Og køber man tre flasker, er prisen yderst rimelig.


Château Belgrave, Grand Cru Classé, 5. cru, Haut-Médoc, Frankrig 2000
199 kr., Amka Vinimport
Denne bløde og meget frugtagtige rødvin fra en stor årgang kan blive rigtig flot, hvis den får lov til at ligge i endnu fem-seks år. Den femte stjerne forfalder først til den tid.


Trapiche, Malbec, Oak Cask, Mendoza, Argentina 2000
59,95 kr., Amka Vinimport
Det er en fornøjelse at drikke denne velplejede rødvin med fyldig frugt og indtagende sødme.


Vista Alegre, Late Bottled Vintage Port, Portugal 1995
120 kr., Lago Import
Elegant og lækker portvin, der fremtræder som en vin og ikke som en sukkerbombe. Med sin friske frugt og smag af nødder vil den næsten kunne bruges som apéritif. Men den er nu nok bedst som ledsager til ost eller en ikke alt for sød dessert.


Third Generation, Chardonnay, Nugan Estate, South Eastern Australia 2002
49,95 kr., 2 fl. for 90 kr., Gobi Vin
En virkelig lækker hvidvin - og så kun til en 50'er! Den giver hele spektret af smagsnuancer i den gode drue Chardonnay.


Le Bine, Giuseppe Campagnola, Valpolicella, Classico Superiore, Italien 2001
59,75 kr., Toscavini
En dejlig saftig og venlig rødvin, der er egnet til mange middagsretter. Et rigtig godt glas vin.


Lafleur Naujan, Cuvée des Chevaliers, Cru Bourgeois, Saint Estèphe, Frankrig 2000
90 kr., Fionia Vinimport
Ret blød og rar Bordeaux-rødvin med frugt og sødme. Glimrende til mad.


Nederburg, Cabernet Sauvignon, Sydafrika 2000
54,75 kr., Amka Vinimport
Kraftig rødvin med en markant krydret smag og koncentreret frugt. Det vil være en god idé at plaske den over i en karaffel et par timer før måltidet.


Catena, Cabernet Sauvignon, Mendoza, Argentina 2001
129,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Vi har tidligere smagt denne rødvin. Nu er den kommet i en ny årgang til en lavere pris og i en lidt anden stil. Ikke mere den tidligere meget kraftige smag. Ikke mere så overvældende. Men stadig en udmærket vin.


Domaine Castan, Côtes du Rhône, Frankrig 2001
59 kr., Rhônespecialisten
En rigtig god Rhône-vin, blød og saftig, med sødme og krydderi.


Terrazas, Chardonnay, Mendoza, Argentina 2001
79,75 kr., 3 fl. for 195 kr., Skjold Burne
Hvidvin med dejlig fyldig frugt og krydderi. Velegnet fx til lidt fede fiskeretter.


Château des Moulins à Vent, Graves, Bordeaux, Frankrig 1998
80 kr., 3 fl. for 225 kr., Herning Vin Import
En typisk bordeaux af den gode slags, med flot duft og en meget harmonisk smag.


Diane de Belgrave, Haut-Médoc, Bordeaux, Frankrig 2000
105 kr., Amka Vinimport
Dette er andenvinen fra Château Belgrave, og det er bestemt en god og harmonisk vin med gemme-potentiale Den har stadig en del garvesyre, så gem den tre-fire år.


Domaine Saint-André, Chardonnay, Vin de Pays d'Oc, Frankrig, uden årgang (!)
49,75 kr., 40 kr. ved 12 flasker, Barrique Vinimport
Enkel og pæn hverdags-hvidvin uden de store armbevægelser.


Marchetti, Rosso Conero, Italien 2000
49,95 kr., Toscavini
Kraftig og frugtagtig rødvin med krydderi og tilpas fadlagring. Den bør ubetinget plaskes over i en karaffel et par timer før måltidet.


Château le Trebuchet, Bordeaux, Frankrig 2001
55 kr., 3 flasker for 150 kr., Herning Vin Import
Pæn hverdags-bordeaux uden større smagsoplevelser, men god til mad.


Selection No 1, Sauvignon Blanc, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2001
49,75 kr., 39,75 kr. ved 6 fl., Køge Vinhandel
Skikkelig hvidvin, fx til et studentergilde eller som terrassevin. Vinen har en meget kraftig duft, og en tør smag uden noget stort smagsbillede.


Jordan, Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika 2001
99 kr., Vinmonopolet
Ret dyr hvidvin præget af lidt voldsomt egetræ og markant alkohol (14%).


Burmester, 10 Years Old Tawny Port, Portugal
79,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Portvin med god duft uden sprit, men med toner af valnødder - og med en frugt, der næsten forsvinder i den pågående sødme.
.......................

a .
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.
Fredag har vores udklipsbureau svigtet, så vi må vente til næste uge med at bringe ugens høst.
a .
Ekstra Bladet
Mitiffliot, Château de Rozier, Costières de Nîmes, Frankrig 2000Rødvin128 kr.Jysk Vin
Tommasi, Crearo della Conca 'Oro, Veneto, Italien 2000Rødvin149 kr.Kjær & Sommerfeldt
.
Hjemmet
Jacob's Creek, Grenache / Shiraz, Orlando, South Eastern Australia 2001Rødvin50 kr.Pernod Ricard Denmark

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.