Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 31, 2003



Vin-aktuelt i uge 31
28. juli - 3. august 2003
........................

VinAvisen uge 28VinAvisen uge 29VinAvisen uge 30
........................
In Vino Veritas
Et nyt amerikansk vinblad har set dagens lys. Truth In Wine, hedder det, og det udkommer fire gange om året - www.truthinwine.com.
Her er det ikke en Robert Parker, der giver point. Næ, vinene bliver testet på et laboratorium for indholdet af kalorier, kulhydrater, sulfitter, polyfenoler, resveratrol, catechin (en fenol, der blandt andet findes i grøn te), sukker og mineraler. Og de får point efter det fundne indhold af stofferne.
I den første udgave af bladet erobrede Columbia Crest den gule førertrøje i disciplinen rødvin, mens en Woodbridge Chardonnay var bedst i hvidvin.
En Merlot fra chilenske Concha y Toro scorede på mineraler og antioxidanter.

Mindre alkohol i flasken end på etiketten
Truth In Wine’s laboratorium konstaterede, at vines indhold af alkohol kan variere op til 1,5% i forhold til, hvad der er angivet på etiketten, og mærkeligt nok indeholdt ingen af de afprøvede vine så meget alkohol som angivet.
Men dette lyder nu lidt mærkeligt, eftersom de amerikanske vinproducenter betaler afgifter i forhold til det indhold af alkohol, der angives på etiketten.
Truth In Wine kender ikke sandheden bag denne afvigelse.

Truth In Wine’s pointsystem
Det helse-vinøse blad giver point alt efter indholdet af gode stoffer og fraværet af dårlige.
Med 95-100 point er vinen ”excellent” med næsten intet sukker, men med højeste indhold af antioxidanter og mineraler. Vinen er bedst i det gode HDL-kolesterol og har et ekstremt lavt indhold af sulfitter og syre.
Under 74 point er vinen ”uacceptabel” med et højt sukkerindhold, få eller ingen antioxidanter og en masse sulfitter og syre.

En masse fjender
- Jeg er den, der har mest magt i vinens verden, men jeg tror også, at jeg har masser af fjender, der er lede og kede af min indflydelse på salget af Frankrigs fine vine.
Sådan siger Robert Parker i et interview med den britiske avis The Guardian, her citeret efter Decanter, og anledningen er den sag, der føres mod Parkers franske medarbejder og oversætter, Hanna Agostini, i Bordeaux.
Hanna Agostini er under mistanke for at have brugt Parkers brevpapir i forbindelse med økonomisk svindel hos den belgiske vinimportør Green.

Den gamle garde
Som tidligere nævnt i VinAvisen er Green’s tidligere direktør anklaget for at have tilegnet sig 800.000 euro af firmaets penge, og i den forbindelse har man fundet kvitteringer på Parker’s brevpapir for penge udbetalt til Hanna Agostini.
Robert Parker mener, at hele denne sag mod Agostini er et forsøg på at ramme ham og ødelægge hans rygte.
Til The Guardian siger han, at det skyldes hans modvilje mod at bøje sig i ærbødighed for de ældste familier i Bordeaux, som han kalder ”den gamle garde”.

En sans for det delikate
I interviewet i The Guardian gør Parker også op med vinskribenten Clive Coates, der er medarbejder ved Decanter og specialist i Bourgogne.
Clive Coates har udtalt, at Parkers smagsløg ikke opfanger de fine nuancer, som en englænders mere raffinerede sanser ville registrere.
- I England påskønner vi en sans for det delikate, som amerikanerne måske savner, har Clive Coates sagt.
Til dette har Parker denne kommentar: - Jeg opfatter det som en kliche for en vulgær amerikansk vinsmager, der ikke er uddannet i Oxford. Det svarer til at sige, at jeg kun finder Pamela Anderson attraktiv.

Ny og bedre kontrol med frascati
Ifølge Carlo Merolli har den italienske minister for landbrug underskrevet en lov, der overdrager kontrollen med Frascati DOC til sammenlutningen af de italienske vinproducenter, Consorzio di tutela.
Det epokegørende er, at Consorzio nu har juridisk ret til også at kontrollere de mange firmaer, der aftapper Frascati-vin uden for distriktet. Firmaerne skal således kunne dokumentere mængden af indkøbte druer eller vin.

Slut med risiko for ”forvandling”
- Den nye lov vil uden tvivl betyde en forbedring af den frascati, der eksporteres, siger Carlo Merolli. – Vi vil fremover kunne være sikre på, at vinen virkelig kommer fra Frascati og ikke fra en aftappers fantasi.
- Aftapperne kan ligge så fjerne steder som i Bolzano og Firenze, og det er traditionelt her, der er risiko for en ”forvandling”.
- Man siger, at der sælges fire gange mere frascati, end der produceres. Det er sikkert en overdrivelse, men priser som fire eller fem flasker for 100 kr. har intet med ægte frascati at gøre, og disse priser vil måske snart være en saga blot.

Rekord i Bourgogne
I Bourgogne skal vinbønderne måske i marken for at høste en hel måned tidligere, end de plejer. I så fald er der ifølge Decanter tale om en rekord: Så tidligt er høsten aldrig før løbet af stabelen.
Druerne har udviklet sig med lynets hast. Og det skyldes ikke mindst dette års meget lange periode med varmt og tørt vejr.
Vinbønderne er dog kun glade for udsigterne til at kunne høste allerede i slutningen af august. Så slipper de for de mange regnskyl i september – de fører kun meldug med sig, og det har druerne ikke så godt af.
...................
    Nu kommer dåsevinen
    I næste måned vil det australske vinfirma Franklin Estates Wines ifølge Just Drinks introducere dåsevin på det britiske marked.
    Dåserne er på den indvendige side belagt med en uigennemtrængelig membran, og yderligere er de fyldt op med kvælstof. Vinen vil således være beskyttet imod smag fra metallet og imod iltning. Ifølge firmaet vil vinen i dåserne kunne holde i mindst tre år.
    Dåserne indeholder en kvart liter, og de sælges i firestyks-pakninger.

Farligt smuglergods
Ifølge BBC er det lykkedes engelske toldere at gribe nogle whiskysmuglere i en portugisisk lastbil på fersk gerning. Og heldigvis for det. Whiskyen er nemlig sandsynligvis blandet op med kogesprit, så den er yderst farlig at drikke.
Der er tale om hele 14.000 flasker til en samlet værdi af 140.000 pund (ca. 1,5 millioner kroner)
De engelske myndigheder advarer generelt mod at købe smuglerspiritus. Hvis den ikke ligefrem er giftig, så er kvaliteten meget ofte under al kritik.

Seks postkort fra Rom
Vi kendte engang en mand, der havde nogle meget udsøgte vaner. - Når jeg køber flasker, sagde han, - så køber jeg min cognac i Cognac, min sherry i Sherry - og min rom i Rom.
Nu har vi været en sviptur i Rom. Ikke for at købe rom, men for blandt andet at sende seks postkort hjem med en venlig og vinøs hilsen. Nedenfor kommer de første tre, og i næste uge bringer vi de øvrige.
Alle de mange postkort, vi efterhånden har sendt fra diverse vinlande, ligger på en særlig side.
...................
    1. postkort fra Rom: Et blomstrende vinland
    Rom ligger i regionen Latium (Lazio), der faktisk producerer mere vin end Toscana. Vi ser bare sjældent flaskerne i Danmark. Så når man er på besøg i Rom, bør man insistere på at få Latium-hvidvin til maden – Frascati (naturligvis), Colli Albani, Marino, Velletri, og hvad de nu hedder alle sammen.
    Den vulkanske jord i Latium er meget frugtbar, og det får man et vidnesbyrd om, hvis vinturen ud fra Rom fører til byen Genzano på den katolske Kristilegemsfest. Her har man siden 1778 fejret blomsterfesten, l’Infiorata, som H.C. Andersen beskrev i ”Improvisatoren” og Bournonville i balletten ”Blomsterfesten i Genzano”.
    På denne søndag dækkes byens skrånende hovedgade med et 2000 kvm tæppe med tyve flotte billeder, der i nogle år er vinøse. Billederne er dannet af blomsterblade fra i alt 350.000 blomster, og det er noget af en oplevelse at se det lange sammenhængende tæppe. Bagefter kan man så spise en frokost ledsaget af den lokale Colli Lanuvini DOC.
    Næste års blomsterfest afholdes søndag den 13. juni 2004.
...................
    2. postkort fra Rom: Institutionen Ulla Kampmann
    Den danske maler og forfatter Ulla Kampmann er blevet en institution i Nemi ved kratersøen uden for Rom. Den maleriske lille by ligger i nærheden af Genzano – lige syd for vindistriktet Frascati.
    Hun kom derned i 1963, mødte filminstruktøren Fernando Cavaterra, der også var slagter i byen, og blev gift med ham, og sammen grundlagde de den glimrende restaurant Il Ramo d’Oro, der er blevet kendt af mange danskere. Den ligger på Via Nemorense 4 i Nemi (tlf.: 00 39 06 93 80 48).
    I sin bog ”Italiens Mad og Vin”, illustreret med egne tegninger, har Ulla Kampmann et meget ukrukket forhold til vinen. Blandt andet skriver hun med en vis sympati om de mange italienere, der køber deres vin ”uden at være nysgerrige efter at vide, hvad der vil kunne ske med denne vin om tre eller seks år, og hvor meget den kunne gå hen og blive værd i penge”.
...................
    3. postkort fra Rom: Vinbutikker og vinbarer
    Det var varmt i Rom – meget varmt. Men vi fandt kølighed i vores valfart til vinbutikker og vinbarer. Her er nogle adresser, hentet fra Alfredo Tesios uundværlige lille bog ”Mad og Vin i Rom”:
    Buccone, Via di Ripetta 19 (ved Piazza del Popolo).
    Enoteca al Parlamento, Via dei Prefetti 15 (i centrum).
    Cul de Sac, Piazza Pasquino 73 (ved Piazza Navona).
    Vinamore, Via Monte Giodano 93 (ved Piazza Navona).
    L’Angelo Divino, Via dei Balestrari 12 (ved Campo de Fiori).
    Bottega del Vino da Bleve, Via Santa Maria del Pianto 9 (i ghettoen).
    Trimani il Winebar, Via Cernaia 37 (ved Termini).
    Billedet til venstre er fra en meget velassorteret vinbutik i Castel Gandolfo, pavens ferieby.

Sunde, vindrikkende grækere
Måske burde man overveje at droppe sine danske spisevaner og i stedet skele lidt til grækernes veldækkede borde. Så vil risikoen for at dø af hjertesygdomme og kræft ifølge Wine Spectator nemlig være hele 25% mindre. Det viser en undersøgelse, udført af universitetet i Athen.
Grækerne spiser masser af olivenolie, fisk og grønsager – selvsagt sunde råvarer. Men en af de væsentlige årsager til, at folk i Middelhavsområdet har et bedre helbred, er indtagelsen af vin til maden i stedet for sodavand og mælk.

Nedgang for Remy Cointreau
Ifølge Just Drinks har den franske koncern Remy Cointreau haft en nedgang på 21% i omsætningen i regnskabsårets første kvartal. Firmaet mener, at den svage dollar samt effekten af SARS på turismen i Asien har skadet salget af cognac.
Nedgangen har resulteret i, at investeringsbanken BNP Paribas har nedtonet forventningerne til Remy Cointreau’s aktier. En analytiker i banken udtaler, at det skuffende resultat ikke kan forklares med SARS eller dollarkurs, men at der er en øget risiko for, at firmaet må begrænse sit produktudvalg for at kunne målrette indsatsen over for de amerikanske grossister.

Popstjerne og vinbonde
Pop-legenden Sir Cliff (Richard) spiller også på vinøse strenge. Hans 18 hektar vinmarker befinder sig i Albufeira i det sydlige Portugal, og de mange tons druer forvandles hvert år til vinen Vida Nova - Nyt Liv.
Hidtil er vinen blevet produceret andetsteds. Men ifølge Decanter er Sir Cliff nu ved at lægge sidste hånd på en supermoderne vingård med alt det nyeste udstyr. Håbet er, at vinens kvalitet vil blive endnu højere, når vinificeringen foregår tæt ved vinmarkerne.
Den adlede popsanger har i mange år haft et hus i Albufeira. I byen er man beæret over den prominente indbygger og har derfor opkaldt en gade efter ham, Rua Sir Cliff Richard.

En vin til ære for Frank Sinatra
Efterkommerne af den berømte sanger har ønsket at hædre ham med en ny vin, Sinatra Meritage Blend. Den fremstilles i et samarbejde mellem familien og et af Californiens mindste, men bedste vinhuse, Kahn Winery. Under produktionen af vinen bliver der selvfølgelig spillet gamle Sinatra-numre over højttalerne.
Meritage er et amerikansk udtryk for rødvine, fremstillet i Bordeaux-stil. Der anvendes flere forskellige franske druesorter, og ifølge Meritage-reglerne må der kun produceres højst 25.000 kasser af vinen, ligesom flaskerne skal høre til i den absolut dyre ende af prisskalaen.
Og så var ”old blue eyes” endda mest til en god, stiv whisky…

Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
..............................
..
.
    Fabio Simoncini (f. 1953) har, siden han var ganske ung, haft en levende interesse for mad og vin. Alligevel blev han kemiker, uddannet ved universitetet i Pisa i Italien, hvor han er født og har boet det meste af sit liv.
    I 1989 flyttede han til Danmark. Efter nogle forgæves forsøg på at få job inden for kemiens verden fik han en idé: Han ville importere sit hjemlands dejlige delikatesser. Og det skulle være med fokus på økologien, der er en af hans kæpheste.
    Det begyndte med lidt pasta, der snart fik følgeskab af olier og andre lækkerier. I 1994 kunne han slå dørene op for ”Cibi e Vini”. Det betyder ”Mad og Vin”, og det er netop, hvad man finder i den hyggelige butik på Christianshavn.
    Vinen vejer dog tungest – faktisk byder forretningen på Danmarks største udvalg af vine på økologisk dyrkede druer, og de fleste af dem kommer fra Toscana.
    Fabio Simoncinis glødende interesse for de gyldne dråber har ad åre givet ham en meget stor viden om italiensk vin, og den deler han med glæde ud af til kunder, der søger den perfekte vin til en bestemt ret. Har de ikke allerede en ret i tankerne, ender de ofte med at købe maden fiks og færdig med hjem fra forretningen. For her kokkereres der nemlig også på livet løs med såvel direkte salg som receptioner og firmafester for øje.
    Det er indehaveren selv, der rører i gryderne. Han får dog en hjælpende hånd fra hustruen Mie, når hun har fået fri fra jobbet som skolelærer.
    Ferie bliver der også tid til. Hvert år sætter ægteparret sig på cykelsadlerne og tramper flere hundrede kilometer ud ad landevejen og op over Alperne. Målet – ja, det er som regel Fabio Simoncinis elskede Toscana.
    Adresse: Cibi e Vini v/Fabio Simoncini, Torvegade 28, 1400 København K, tlf/fax.: 32 57 77 98, e-mail: fabio@cibievini.com, www.cibievini.com

Friske sommervine i TV2
Efter sommerferien er Tim Vollerslev, Michael Meyerheim og Per Pallesen tilbage med vin i ”God morgen, Danmark” på TV2 – nu på tirsdag d. 29. juli kl. 08.15.
Temaet denne gang er tre friske sommervine, en hvid, en rosé og en rød:
* Third Generation, Nugan Estate, Chardonnay, South East Australia 2002 til 110 kr. for tre flasker fra Gobi Vin.
* Château Saint-Jean, d’Aumiéres, Rosé, Coteaux du Languedoc, Frankrig 2001 til 55 kr. fra SuperBest.
* Georges Duboeuf, Beaujolais-Villages, Frankrig 2002 til 39 kr. fra Netto.
....................................................................
    .
    Den danske vinbranche
    * Henning Mortensen kan 1. august fejre sit 40 års jubilæum som vinkyper. Han startede karrieren hos Georg Bestle, var mange år i Irma, men arbejder nu i Coop-Danmarks indkøbsafdeling for vine.
    * Premier Cru er blevet importør af vinene fra den kun ti år gamle chilenske bodega Terranoble i Maule Valley.
    * Lago-Import er blevet importør af et whisky-mærke, der ikke tidligere har været på det danske marked: John Players Special fra Langside Distillers i Glasgow.
.......
........................
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
............
En elektronisk tunge
Det lyder som science fiction, men er ikke desto mindre en realitet: En elektronisk tunge er udviklet af et hold forskere fra Seoul National University i Korea.
Apparatet kan smage og skelne mellem salt og bittert. Det skal blandt andet bruges til at vurdere smagen af forskellige former for mad og drikke, og det vil det kunne med større nøjagtighed end en almindelig tunge.
”Smagsløgene” består af seks sensorer, der sender besked til en computer, som kan genkende smagen.
Forsøgene har vist, at den elektroniske tunge ikke kun kan skelne rødvin fra hvidvin, men også kan smage forskel på tre forskellige rødvine!
Hvis den nu får en vin, den ikke kan lide, mon den så vil række tunge …?
................................
    Ugens vinøse billede
    Kim Jørgensen har været i Toscana og besøgte (naturligvis) den herlige gamle by Montalcino.
    Han var også ude i vinmarkerne, og ved vingården Altesino nordøst for byen tog han dette billede. I baggrunden hæver Montalcino sig - Alcino-bjerget, hvorpå byen ligger.
    Foran rækkerne af vinstokke er der plantet roser. Det er en gammel skik, især i Frankrig, ikke mindst i Bordeaux, men i dag ser man også roserne i mange andre vinlande.
    Roserne ser først og fremmest smukke ud, men de tjener også et praktisk formål. Det er nemlig sådan, at nogle af de plantesygdomme, der angriber vinstokkene, også angriber roserne, og sygdommene opdages først på roserne, så man kan gå i gang med at bekæmpe dem på vinstokkene.
    Der går ligefrem en historie om en vingårdsejer, der sad oppe på sit château og gennem en kikkert holdt øje med roserne. Men det er nu nok en skrøne.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.

................


Denne uges stjerner i VinAvisen
Som sædvanligt får de smagte vine stjerner efter det gængse system med fem som maksimum. Vine, der kun får én eller to stjerner, bliver dog ikke omtalt. I vores bedømmelser indgår også prisen til en vis grad som en parameter.
I den forløbne uge har vi smagt i alt 24 vine. Heraf var der 19, som fik mere end to stjerner, og fire fik fem stjerner.
........................
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....


Jean Sipp, Gewurztraminer, Réserve, Alsace, Frankrig 1999
75 kr., Fionia Vinimport
Lækker, lækker hvidvin med Gewurztraminer-druens forførende duft og smag - honning, mango, roser, violer, liljer.


Rozès, Reserva Especial do Fundador, Branco Extra Seco, Hvid Portvin, Portugal
69 kr., Amka Vinimport
Tør hvid portvin, men med en fin sødme. En elegant vin, der bør drikkes let afkølet. Prisen rimelig i forhold til kvaliteten.


Santa Christina, Chardonnay, Central Valley, Chile 2002
34,95 kr., Vingaarden
Hvidvin med en ren og god Chardonnay-smag. Det er en virkelig god vin til prisen, læskende og forfriskende og med en behagelig sødme. - Og så er den ikke engang tynd, lød en kommentar, da den lave pris blev afsløret.


Viu Manent, Malbec, Colchagua Valley, Chile 2002
39,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Dejlig rødvin til en meget attraktiv pris. Den er uden kanter med en fin sødme, og i næse og smag er der toner af hyldebær, chokolade og citrusskal.


Pont Neuf, Prestige, Vin de Pays du Mont Baudile, Frankrig 2002
42 kr., Vinens Verden
Forfriskende og enkel hvidvin, hvis kvalitet er i overensstemmelse med prisen.


Uggiano, Chianti dei Colli Fiorentini, Italien 2001
75 kr. ved 12 flasker, VinInvest
God, saftig og typisk chianti af den slags, man drikker med fornøjelse.


Tamaya, Merlot / Cabernet Sauvignon / Syrah, Reserve, Limari Valley, Chile 2001
75 kr., Vinslottet i Greve
Fyldig og fed rødvin med intens frugt og sødme. Glimrende til en god bøf med rødvinssauce - eller til ostebord.


Altano, Douro, Portugal 2000
49 kr., 40 kr. ved 12 flasker, Kjær & Sommerfeldt
En ret let og saftig rødvin, der er overordentlig let at drikke og anvendelig til mange retter.


Tamaya, Carmenère, Chile 2002
55 kr., Vinslottet i Greve
God hverdags-rødvin til en fornuftig pris i forhold til kvaliteten. Den har en lidt herbal duft, og i smagen er der mindelser om peber og figner.


Cono Sur, Vision, Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile 2001
89,95 kr., Det franske Vinlager
Flot rødvin og en typisk Cabernet med alle druens fortræffeligheder, men også med dens stramhed. Den kan drikkes nu, men kan også gemmes et par år. Til en kraftig kødret med en lige så kraftig rødvinssauce vil den være perfekt.


Caparzo, Sangiovese, Toscana IGT, Italien 2002
89 kr., Østjysk Vinforsyning
Dejlig saftig og læskende rødvin, hvori den gode Sangiovese-drue yder sit bedste. En vin, der måske ikke er helt billig, men som man drikker med stor fornøjelse.


Matronèo, Chianti Classico, Italien 2001
85 kr., Det lille Enoteca
Vellavet, dejlig og saftig rødvin med fine toner fra fadlagringen.


Mâcon Mancey, Mâcon, Frankrig 2001
89,75 kr., Køge Vinhandel
En yderst venlig rødvin, ret let og meget saftig. En vin, der er nem at drikke. Den er lavet på druen Gamay, og ligesom en beaujolais på samme drue bør den drikkes let afkølet.


Villa Martina, Pinot Grigio, Collio, Italien 2002
58 kr., Carlo Merolli
Hvidvin med en fyldig smag og fint krydderi - anis, hjulkrone og vild kørvel lød forslaget fra smagepanelets kok.


Domaine Castan, Les Terres Rouges, Coteaux du Languedoc, Frankrig 2002
65 kr., Slagelse Vinkompagni
Interessant rødvin, som flere i smagepanelet var ret vilde med. I smagen er der toner af orangeskal, sagde kokken i smagepanelet..


Vigneto del Lupaio, Rosso di Montepulciano, Italien 2001
60 kr., Lahvino
Ikke helt billig, men en god og pæn hverdagsvin, der bringer mindelser om duftende pastaretter i Toscana.


Giacondi, Sangiovese, Puglia IGT, Italien 2002
49,95 kr., 3 flasker for 120 kr., ViniPortugal
Robust rødvin med god, ret intens og frisk frugt.


Al Muvedre, Alicante, Spanien 2002
49,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
En muskuløs rødvin, der med sine 14,5% alkohol kræver kraftig mad.


Andresen, White Port, Portugal
75 kr., Herning Vin Import
Hvid portvin med en lidt robust duft og en sød smag - som lyse rosiner og brændte figner. Smagen lidt præget af alkohol.
...................

...................
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.
BT
A Mano, Primitivo di Puglia IGT, Italien 2001 (pris ved 12 fl)Rødvin59,95 kr.Philipson Wine
.
Ekstra Bladet
S.A. Prüm, Riesling, Kabinett, Wehlener Sonnenuhr, Tyskland 1997Hvidvin85 kr.Sigurd Müller
Weingut Max Ferdinand Richter, Riesling, Spätlese Trocken, Brauneberger Juffer, Tyskland 2001Hvidvin119,75 kr.H.J. Hansen
Schloss Lieser, Riesling, Spätlese Trocken, TysklandHvidvin109 kr.Gobi Vin
.
Frederiksborg Amts Avis
Errazuriz Carmenère, Single Vineyard, Chile 2000Rødvin114,75 kr.H.J. Hansen
.
Hjemmet
Element, Shiraz / Cabernet Sauvignon, Sandalford Wines, Western Australia 2001Rødvin69,95 kr.Det franske Vinlager
.
Nordjyske Stiftstidende
Montgó, Bordvin, SpanienRødvin54,95 kr.Kvickly
Pont Neuf, Prestige, Vin de Pays du Mont Baudille, Frankrig 2002Hvidvin42 kr.Bisgaard Vinhandel
Stimson, Chardonnay, Washington State, USA 2002Hvidvin79 kr.Bisgaard Vinhandel
Castaño Colección, Yecla, Spanien 2000Rødvin79,95 kr.Føtex
Casillero del Diablo, Chardonnay, Chile 2001Hvidvin54,99 kr.Kvickly og SuperBrugsen
Château Moulin du Bourge, Médoc, Frankrig 2001Rødvin150 kr.Skjold Burne
Fabiano, Soave Classico, Italien 2002 (2 flasker)Hvidvin120 kr. (2 fl)Skjold Burne
Accademia del Sole, Syrah, Tunesien 2001Rødvin49,95 kr.Amka Vinimport
Albert Sounit, Crémant de Bourgogne, FrankrigMousserende99 kr.Østjysk Vinforsyning
Tarapaca, Carmenère, Chile 2000Rødvin120 kr.Skjold Burne
.
Penge & Privatøkonomi
Mansenoble, Vin de Pays des Coteaux de Miramont, Frankrig 2001Rødvin55 kr.Atelier Occitanien
.
Smag & Behag
Fattoria di Montecchio, Chianti Classico Riserva, Italien 1998Rødvin205 kr.Adriat Vinimport
San Giusto a Rentennano, Chianti Classico Riserva, Italien 1999Rødvin225 kr.Adriat Vinimport
Querciabella, Chianti Classico Riserva, Italien 1999Rødvin263 kr.Adriat Vinimport

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.