Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 35, 2003



Vin-aktuelt i uge 35
25. august - 31. august 2003
........................

VinAvisen uge 32VinAvisen uge 33VinAvisen uge 34
........................
A friend from Europe
Salget af fransk vin i USA ligger aktuelt mere end 20% under salget i samme måned sidste år. Amerikanerne glemmer ikke så let.
Dette har åbnet for salget af spansk vin – spanierne stod jo ligesom danskerne bag USA i krigen mod Saddam Hussein.
For yderligere at fremme salget af deres vine har spanierne indrykket en annonce i The Wall Street Journal, hvori Spanien beskrives som ”a friend from Europe”.
I første halvår i år er salget af fransk vin i USA faldet med 15,5%, mens salget af spansk vin er øget med 20,5%.
En flaske god spansk vin koster 20-30 dollars. En tilsvarende fransk koster 25-30 dollars.
Også de amerikanske importører af australsk vin er meget flittige med at fortælle deres kunder, at de har det bedste alternativ til fransk vin.

Åbent hus hos danske vinavlere
For tyve år siden var der nok mange, der ville have rystet på hovedet, hvis man havde fortalt dem, at der kan dyrkes vin i Danmark.
I dag findes der 800 danske vingårde, og nu på lørdag den 30. august kl. 13-15 holder omkring 30 af dem åbent hus, så forbrugerne kan få et bedre kendskab til deres vin. Flere af vingårdene byder på smagsprøver.
Det er Foreningen af Danske Vinavlere, der står for arrangementet, og en liste over vinavlere med åbent hus findes på foreningens hjemmeside, www.vinavl.dk.

Harme over papvin
Er bag-in-box vine – BIB-vine – mindre fine? Næ, vel ikke nødvendigvis. I princippet kunne man tappe Château Lafite på pap. Men i New Zealands topdistrikt Marlborough har en vinmager vakt harme med en papvin.
Ifølge Just Drinks har vinfolk i Marlborough protesteret kraftigt over, at Cottesbrook Wine har tappet sin Sauvignon Blanc i BIB til salg på det britiske marked.
- Den slags underminerer værdien af navnet Marlborough og de investeringer og det arbejde, der er lagt i områdets berømmelse, lyder anklagerne.
Cottesbrook Wine forsvarer sig med, at prisen for de tre liter i pap er højere end for mange af de Marlborough-vine, der ellers findes i de britiske supermarkeder.

Endelig en definition på isvin
Canadierne glæder sig over, at der efter femten års lobbyarbejde endelig kommer en international definition på icewine / Eiswein / vin de glace / isvin.
Definitionen er fremsat af Office International de la Vigne et du Vin (OIV) og forventes at blive officiel i næste måned.
Canadierne er især glade for, at navnet ikke mere må bruges om vin, der fremstilles af kunstigt frosne druer.
Ifølge definitionen skal isvin fremstilles af druer, der ude på marken er frosne til højst minus 7 grader (i flere lande minus 8 grader). Og kryoekstraktion er forbudt.
Hvad kryoekstraktion er for noget, forklarer vi i en besvarelse af et læserspørgsmål længere nede.
...............
Nye franske regler til diskussion
I Frankrig er et nyt regulativ på vej, der vil medføre væsentlige ændringer i vinens verden, og som derfor netop nu diskuteres indgående, før det ophøjes til lov.
Til højre ses seks nye regler for, hvad der fremover skal stå og ikke stå på etiketterne:
    * Aftapperens status skal fremgå – om det er en selvstændig vinbonde, en négociant (vinkøbmand) eller et kooperativ.
    * Udsagnet ”mise en bouteille à la propriété” må kun benyttes, hvis vinen reelt er tappet på vinbondens ejendom.
    * Ordene domaine og château er i dag oftere handelsnavne end arkitektoniske realiteter. Denne misbrug af ordene skal ophøre.
    * Brugen af fiktive personnavne skal ophøre. Sådanne navne må kun anvendes, når de tilhører en aktuel person (en ejendoms ejer) eller en historisk person (en fremtrædende afdød person, især virksomhedens skaber).
    * Når årgangen nævnes, skal 100% af vinen komme fra det nævnte år.
    * Det skal være forbudt kun at nævne en enkelt druesort, når vinen er stukket sammen af flere druesorter.
...............
    Dansk Vinskue 2003
    Lørdag afholdtes Dansk Vinskue (analogt til dyrskue, åbenbart) på Hindsgavl, hvor et sagkyndigt dommerpanel bestående af tre sommelierer og en vinskribent bedømte 128 danske vine. Heraf kom de 28 fra kommercielle avlere og de 100 fra hobbyavlere.
    Alle de kommercielle vine bestod. Blandt hobbyavlerne var der større spredning. Det blev hobbyavleren Peter Lorenzen (billedet), der løb med topplaceringen med sin søde vin. I den modsatte ende var der 19 hobbyvine, der ikke bestod.

    15.000 flasker til salg
    Smagningen af vinene var en stor og meget anderledes vinoplevelse. Alene det, at man i dansk vin anvender druesorter, som ikke er internationalt kendte, gør, at karakteren af dansk vin er ret forskellig fra de vine, man normalt smager.
    Der er i årgang 2002 produceret cirka 15.000 flasker vin med kommercielt salg for øje. Dansk VinCenter ApS har med sin røde Rondo-vin, der fik en rosende omtale, den største mængde med 7000 flasker.
    Resultatliste og henvisninger til, hvor de danske vine kan købes, findes på www.vinavl.dk.

Briter synes bedst om billig vin
Producenten af den franske mærkevarevin Piat d’Or har i Storbritannien gennemført en forbrugertest med over 2500 adspurgte personer.
Ifølge Just Drinks viste det sig, at en stor majoritet foretrak en billig vin frem for en dyrere.
Et uafhængigt analyseinstitut havde valgt seks forskellige franske vine, tre hvide og tre røde, som inden for hver farve kostede henholdsvis £3,99 (43 dkr. – og det var Piat d’Or), £5,99 (64 dkr.) og £11,99 (128 dkr.). Og de 2500 tilfældigt udvalgte testpersoner, der fik skænket vinene blindt, skulle blot fortælle, hvilken vin de bedst kunne lide.
19,9% kunne bedst lide den dyre vin, 18,6% foretrak den til mellemprisen, mens hele 61,5% syntes bedst om den billige vin.
Gad vide, hvordan en tilsvarende undersøgelse ville falde ud her i Danmark ...

I år må de selv bestemme
Officielt må høsten i Champagne først gå i gang nu på fredag, men på grund af druernes fremskredne modenhed har man for første gang nogensinde overladt det til den enkelte vinbonde selv at afgøre, hvornår han vil gå i gang.
Ifølge Just Drinks vil dette års høst blive lille på grund af forårets strenge frost. Sandsynligvis vil man kun kunne høste 5-6 ton druer pr. hektar mod normalt 11-12 ton.
Prisen på druerne forventes at stige fra 4,10 euro pr. kilo i 2002 til 4,25 euro (31,65 dkr.).

Vin under åben himmel
I år 2002 trådte en spansk lov i kraft, der forbød botellon, dvs. den traditionelle skik med at drikke vin i weekenden under Vorherres blå himmel.
Den meget omdiskuterede lov blev indført for at imødekomme den voksende bekymring over mindreåriges drikkeri, og den markerede en ændring i landets forholdsvis afslappede drikkekultur.
Nu slækker Spanien lidt på lovens stramme tøjler. På grund af vinens helsebringende egenskaber bliver det igen tilladt at nyde vin i det offentlige rum.

...............

...
Regnguden Chac-Mool er fotograferet ved stranden i Cancun på Yucatan-halvøen.
    Vin siden 6000 f.Kr.
    Ifølge Wine Spectator er The Wine Market Council i USA gået i gang med en landsdækkende kampagne for at fremme nydelsen af vin og for at fortælle, at vinen bør have sin plads på middagsbordet.
    Kampagnens slogan er ”Wine. Since 6000 B.C.”, og på plakaterne og i annoncerne ser man klassiske malerier og skulpturer af vindrikkere samt rubrikker som: "Then as now, the perfect complement to the ancient art of kick'n back."
    Udtrykket kick'n back kan nærmest oversættes ved at læne sig tilbage, slappe af og hygge sig sammen med andre mennesker.

    Med drikkekrus på maven
    På plakaten til venstre har den mexicanske regngud Chac-Mool ikke kun fået solbriller på. Han har også fået sat et drikkekrus af sten på maven.
    I virkeligheden bærer den tilbagelænede regngud kun en bakke, hvorpå de gamle toltekere, aztekere og mayaer satte en flad skål til at opsamle det livgivende regnvand.
    Nå, men det behøver man jo ikke at fortælle de ofte lidt vinforskrækkede amerikanere. Så drikker de bare vand.

Italien og Chile i samarbejde
Piero Antinori fra Italiens ældste vinhus, har kastet sin kærlighed på Chile. Som flere andre europæiske vinhuse har også det italienske hus fået øjnene op for de mange muligheder i Chiles vinindustri.
Piero Antinori har indgået en joint-venture aftale med Eduardo Matte, ejeren af Viña Haras de Pirque, en ny og avanceret chilensk bodega, hvis bygninger har form som en hestesko - se billedet i VinAvisen uge 33.
Den nye og endnu navnløse samarbejds-vin fremstilles af Cabernet Sauvignon og Carmenère. Man regner med, at den kommer på markedet i 2004.
Endnu et internationalt samarbejde er som nævnt i uge 16 på vej, idet Château Cheval Blanc i Saint-Émilion og Bodegas Chandon i Argentina vil producere en fælles vin i Argentina under navnet Cheval des Andes.

San Pedro bag nyt vinhus
Viña Tabalí er navnet på et nyt vinhus, som San Pedro, Chiles næststørste vinproducent, vil oprette i samarbejde med en række investorer.
Vinhuset vil blive placeret på 150 hektar land i Limarí-dalen i det nordlige Chile, og det vil, ifølge Just Drinks, hellige sig produktion og eksport af vine af en meget høj kvalitet.
San Pedro regner med, at første høst bliver allerede næste år.
...............
    Pensionist skaber usædvanlig prop
    William Gardner har været professor ved Californiens vinuniversitet i Davis. Nu er han pensioneret og har brugt sin kreativitet til at skabe en helt usædvanlig prop til vinflasker, MetaCork.
    I proppen er indbygget en proptrækker samt et låg, som man kan skrue på flasken, hvis en rest vin skal i køleskabet.
    Den usædvanlige kapsel er ikke bare lavet af plastfolie. Den er af solid plastic. Når man drejer den tre-fire gange, trækker man samtidig proppen op. Proppen fjernes, og kapslen skrues tilbage på flasken og virker som en drypsikker hældetud.

    Se filmen om proppen
    Har man brug for det, kan man lukke flasken ved at skrue den øverste del af Meta-Cork-kapslen direkte på flasken som låg.
    Den smarte prop er allerede benyttet på 60.000 flasker vin fra Fetzer, Clos du Bois og Amusant.
    Har du en mediaplayer på computeren, kan du se proppen demonstreret på en film – på www.gardnertech.com.

Den ”glemte” årgang
Rune Weischer handler med vin. Hans firma hedder Vino Fino, og når han slår et slag for Bordeaux 1999, skynder han sig at tilføje, at han ikke selv har den på lager.
- Men, skriver han, - i en tid, hvor vi smovser i den middelgode årgang 2001, har vi helt glemt, at 1999 er langt bedre og ikke mindst langt billigere. Specielt kom Pomerol med nogle virkelig gode vine det år.

En masse god bordeaux
- Desværre gik to ting galt med 1999-årgangen: Høsten blev stor og gav selvsagt meget vin, og samtidigt var købelysten faldet enormt. Da årgangen blev udbudt til salg, havde opkøberne for længst regnet ud, at årgang 2000 ville blive stor, hvorfor de undlod at købe 1999.
- Samtidig havde Bourgogne et superår i 1999 og tiltrak sig derfor megen opmærksomhed. Så vinproducenterne lå inde med en masse god bordeaux uden at have kunder til den.
Netop nu sælger flere af husene ud af deres 1999, simpelt hen på grund af pladsmangel, og dermed sættes priserne yderligere ned. Så man bør holde øje med Bordeaux 1999. I forhold til kvaliteten kan den fås til en ganske god pris.

Nemmere hos Bruun Rasmussen
Mens vinauktionerne hos Bruun Rasmussen finder sted i Bredgade, er eftersyn og afhentning hidtil foregået i lokaler i Hvidovre.
Nu har auktionshuset gjort det lettere for sine kunder, fortæller auktionarius Lars Bjørslev Andersen. Lokaliteterne i Bredgade er blevet udvidet, så alle aktiviteter er samlet på ét sted.
Kunderne vil få glæde af de nye forhold fra og med den kommende auktion i september.
.....................................................
    .
    Den danske vinbranche
    * Fionia Vinimport har fået forhandlingen af vine fra Mas de Libian i Ardeche.
.......
........................
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
...............
Dusør: Seks flasker Brunello
Oxfeldt Vinimport har haft indbrud på sit lager i København, og Niels Oxfeldt Christensen mener, at det må have været nogle vininteresserede tyveknægte. De har nemlig plukket lidt af hver vin – en kasse, et par stykker, op til 200 flasker af en enkelt vin.
Der er udsat en dusør på seks flasker Brunello fra Mastrojanni til den, der giver oplysninger, som fører til tyveriets opklaring.
Til højre ses en liste over vine, man bør holde øje med. Desuden blev der stjålet banderoler til spiritus, påtrykt cvr-nr. 13927480.
Niels Oxfeldt Christensen kan nås på tlf.: 33 11 28 27 eller e-mail: ncgrafik@grafisk.dk.
    De stjålne vine
    Fra Verona, vine fra vinhusene Brunelli og Venegazzu.
    Fra Toscana, vine fra Mastojanni, Vignamaggio og Fattoria di Pancole.
    Fra Piemonte, vine fra Roche dei Manzoni, Pavese og Fenocchio.
    Fra Friuli, vine fra Rodaro.
    Fra Sicilien, vine fra Cos.
    Fra Frankrig, bourgogner fra Bruno Clavelier og Marange fra Claude Nouveau.
...............
    Stor Rioja-smagning på Børsen
    En af de mange spændende smagninger, der er netop nu optræder i VinAvisens Aktivitetskalender, gælder Rioja – se under 17. september. I alt vil man kunne smage cirka 145 forskellige vine fra 33 vinhuse.
    Rioja er et vindistrikt i udvikling med en langt bredere palet af vine end tidligere. Ikke kun de klassiske vine vil blive skænket i glassene, men også avantgarde-vine med en helt unik smag og karakter.
..............

....
Endnu et danskejet slot
I uge 17, 1999 fortalte vi om endnu et Bordeaux-slot, der kom på danske hænder, nemlig Château Champcenetz i Baurech, 22 km sydøst for Bordeaux. Det blev købt af Jonna og Jørgen Smidt, der som udgangspunkt erhvervede slottet til deres børn, men deres egen interesse for vindyrkning steg hurtigt så meget, at Jørgen Smidt i dag stort set styrer det hele.
Jørgen Smidt er uddannet dyrlæge. Han er skovejer i Danmark og beskæftiger sig som ejendomsmægler med speciale i salg af luksusejendomme. En onkel var ejer af vinfirmaet Carl Wandel & Søn, så Jørgen Smidt fik tidligt sin interesse for vin.

Jørgen Smidts første årgang
Netop i disse dage lander Jørgen Smidts første årgang fra Château Champcenetz i Danmark, importeret af H.J. Hansen. Han har ikke selv lavet den, men var fra starten så klog at alliere sig med ønologen Gregory Leymarie, der er lidt af en specialist i at føre mindre ejendomme frem til stjernestatus.
Ved slottet er der 8 hektar vinmarker, og de fire femtedele af dem ligger i appellationen Premières Côtes de Bordeaux, mens resten med druer til søde vine ligger i appellationen Cadillac. I alt producerer slottet 50.000 flasker rødvin og 10.000 flasker sød Cadillac.
Vi har smagt rødvinen, og nedenfor giver vi den fem velfortjente stjerner.

Sydlandsk stemning på Garagevin 2003
Vinmessen Garagevin 2003, der blev afholdt i søndags i vinmarkerne hos Dansk VinCenter, foregik under forhold, der hensatte én til et langt sydligere himmelstrøg. Med vinstokkene som en passende baggrund skænkede garageimportørerne af deres vine og historier, og de 500 gæster nød det fine vejr, den virkelig gode stemning og de over 250 forskellige vine, hvis kvalitet generelt var imponerende.
Dette gjaldt også nogle af de første danske vine på markedet, blandt andet Jesper Poulsens rødvin “Lille Gadegård” fra Bornholm og Lars Hagermans hvidvin fra Domaine Aalsgaarde.
Arrangørerne i Dansk VinCenter er allerede begyndt at tale om Garagevin 2004, og det kan man kun glæde sig over. Det er et glimrende initiativ.
...............
    < Under en lang buet række pavilloner blev der skænket over 250 forskellige vine i de 500 glas, og den blide musik, der lød under hele arrangementet, var med til at give en god og positiv stemning.

    < I løbet af dagen lavede DR en reportage om dansk vin. Den blev sendt i DR's nyheder om aftenen og tillige i det tyske ZDF. Også Discovery Channel var ude at filme.

    < Der var en lidt for lang kø ved den lækre buffet, men det må kunne rettes til næste år.

Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.........................................................................
..
.
    Erik Claudi (f. 1955) er uddannet journalist med en brændende interesse for vin. Da han vendte hjem efter et toårigt ophold som korrespondent i Italien, hvor han havde boet i Toscana, omgivet af frodige vinmarker, var han sikker i sin sag: Han ville åbne sit eget vinimportfirma. Og det gjorde han så i 1999 i samarbejde med religionshistorikeren Jeppe Sinding.
    Cappa Vin har til huse i en nedlagt købmandsforretning i landsbyen Hyllested på Djursland. Her handles der med både italiensk, fransk, argentinsk, spansk, chilensk og ikke mindst portugisisk vin, blandt andet fra det danskejede Cortes de Cima.
    Men hos Cappa Vin drejer det sig ikke kun om de ædle druer. Kombinationen af vin og mad er i centrum, og det daglige arbejde foregår derfor i tæt samarbejde med restaurationsbranchen.
    For at udbrede kendskabet til mad og vin har Cappa Vin blandt andet købt to huse i det sydlige Toscana nær Montalcino, hvor vinfirmaet fra næste år i samarbejde med dygtige danske og italienske kokke vil afholde kurser.
    Når Erik Claudi ikke har travlt med vin og gastronomi, griber han til tastaturet for at skrive bøger. Senest har han udgivet en bog om indendørs dekoration og gamle maleteknikker sammen med blandt andet multikunstneren Erik Peitersen.
    Han hygger sig også med at sætte gamle biler og motorcykler i stand. Og så skal der være tid til familien – hustruen Pia Claudi, der er designer, og parrets tre døtre.
    ”Livsnyderi” er den betegnelse, som Erik Claudi synes passer bedst til det, han beskæftiger sig med – uanset om det gælder arbejde eller hobby.
    Adresse: Cappa Vinimport I/S, Gl. Stationsvej 3, 8400 Ebeltoft, tlf.: 86 33 62 70, fax: 86 33 62 77, e-mail: vin@cappa.dk.


Jordskælv kan ødelægge et vinhus
Vinbønder i områder, der ofte hærges af jordskælv, er udsatte. I et vinland som Chile har der været adskillige kraftige jordskælv mellem år og dag – sidst i juni i år.
Det samme gælder i Californien, hvor vinområderne i år 2000 blev rystet af et meget kraftigt jordskælv.
Et vinhus kan blive lagt i ruiner af et sådant jordskælv. Træfade kan jo trille, uanset hvor godt de er stablet. Og en ståltank med måske flere millioner liter vin kan bryde sammen. For ikke at tale om alle flaskerne, der kan blive knust.
Ifølge Napa News ønsker stadig flere vinbønder at gøre, hvad de kan, for at beskytte både personale og produktion, og seismologer med indsigt i vinbranchen har specialiseret sig i at give dem råd og vejledning.

Sir Cliff bør holde sig til pop
Som vi skrev i VinAvisen i uge 31 er pop-legenden Sir Cliff (Richard) blevet vinbonde med 18 hektar vinmarker i Albufeira i det sydlige Portugal. Men måske skal han hellere holde sig til poppen.
Årgang 2002 af hans vin, Vida Nova, er nemlig ifølge The Observer’s anerkendte vinskribent, Tim Atkin, ikke noget at råbe hurra for.
Prisen for en flaske Vida Nova er £8,49 (88 dkr.). Tom Atkin mener, at vinen ikke engang er det halve værd, men at prisen skyldes, at producenten er et berømt popidol. Man kan få mange langt bedre portugisiske vine til den pris, skriver han.
................................
    Ugens vinøse billede
    Denne flotte regnbue har vi lånt af Château de Haux – vi har selv en aktie på hele 500 kr. i slottet og mener, at en af vinstokkene samt et vindue i slottet helt bestemt må være vores.
    Billedet pryder forsiden af ejergruppens medlemsblad, og det er taget af Line V. Frederiksen, der var tilknyttet slottet i 2002. Bag på billedet skrev hun: ”... thi alle ved jo, at der, hvor regnbuen ender, ligger en stor skat.” Det må have været vores vinstok og vindue, hun tænkte på. (Problemet er jo bare, at enden af en regnbue slet ikke eksisterer).
    Produktionen på ”vores” Château de Haux er stadig blevet udvidet, nye ståltanke er kommet til, og alt er i dag i fornem stand.
    Ejerkredsen optager stadig medlemmer, der får flere fordele – men ikke udbytte af deres aktie på 500 kr. Nærmere oplysninger på www.haux.com.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.

Go’morgen vin på TV2
På tirsdag d. 26. er Tim Vollerslev, Per Pallesen og Michael Meyerheim igen i fjernsynet klokken cirka 0815 på TV2, og denne gang gælder det vine fra Ribera del Duero. Men – dette spanske distrikt er jo efterhånden blevet angrebet af kult, så den helt billige vin har de tre vinøse musketerer måttet finde i naboområdet Cariñena. Følgende tre vine smages:
* Palacio de Caterina, Grandes Viños y Viñedos, Cariñena, Spanien (uden årgang) til 38 kr. fra SuperBrugsen.
* Prado Rey Roble, Ribera del Duero, Spanien 2001 til 79 kr. fra Kjær & Sommerfeldt.
* Viña Pedrosa Reserva, Hños Pèrez Pascuas, Ribera del Duero, Spanien 1998 til 199 kr. fra Laudrup Vinimport.

Skænk et glas GR7.
I sidste nummer af VinAvisen skrev vi om en ny drue, Abundance, som man har krydset sig frem til i USA.
- Men druen kom faktisk aldrig til at hedde Abundance, skriver Jens Madsen til os. – Det viste sig nemlig, at navnet Abundance allerede var indregistreret som varemærke fra anden side, så N.Y.S. Agricultural Experiment Station, der skabte druen, har trukket navnet tilbage. Indtil videre hedder den GR7.

...................
....
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.

Koncentrerer man vinene?
Peter Rask er igennem de sidste par år stødt på en del vine, hvis naturlige alkoholprocent har været oppe at ringe omkring de 15%. Og flere taler om, skriver han, at man er begyndt med at koncentrere druemosten inden gæringen, så vandmolekylerne sorteres fra. Kan dette have sin rigtighed? Eller er den globale opvarmning bare så fremskreden, at man høster druer med stadig større sukkerindhold?
Man taler ikke så meget om det, men – jo, flere og flere laver mere koncentrerede vine. De sælger nemlig bedre. Det sker efter i hvert fald tre forskellige metoder, der alle går ud på at koncentrere druemosten - det, der ellers sker naturligt, når druerne lægges til tørre på halmmåtter (recioto eller vin de paille), får lov til at hænge længe på vinstokkene (fx Auslese) eller udsættes for ædel råddenskab (botrytis-vine) eller for kulde (Eiswein). Og alle metoderne giver vinene en fyldigere duft og en rigere smag. Lad os tage dem én ad gangen:
* Kryoekstraktion eller krystallisering eller frysekoncentration er en metode til koncentration af druemosten, der bruges flere steder, blandt andet i Sauternes. Druerne fryses ned til minus 5-6 grader, så kun de mindre modne druer fryser til is. Når man så presser druerne, får man kun den gode saft fra de ikke-frosne, modne druer - altså sukker, farve og smag. Jo koldere druerne er, desto fyldigere most får man. Metoden benyttes nogle steder ved fremstillingen af “kunstig” isvin.
* Vakuum-fordampning koncentrerer druemosten ved hjælp af varme. Når druemosten varmes op under vakuum, fordamper vandet allerede ved 25 grader, og alle de gode sager bliver tilbage.
* Omvendt osmose koncentrerer druemosten ved hjælp af et højt tryk, der presser en del af vandet i druemosten igennem en membran. Denne membran har så ekstremt fine porer, at kun vandmolekylerne går igennem.
.......
....Ugens besvarelser lægger vi efterhånden ind i VinAvisens VinABC, så de er lette at finde.
....

..............................


Denne uges stjerner i VinAvisen
Som sædvanligt får de smagte vine stjerner efter det gængse system med fem som maksimum. Vine, der kun får én eller to stjerner, bliver dog ikke omtalt. I vores bedømmelser indgår også prisen til en vis grad som en parameter.
I den forløbne uge har vi smagt i alt 18 vine. Heraf var der 14, som fik mere end to stjerner, og 6 fik fem stjerner.
........................
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....


Mestres, Merlot, Penedès, Spanien 2001
70 kr., Fionia Vinimport
Blød og meget lækker rødvin fra en bodega, der ellers er kendt for sin gode cava. Vinen har en dejlig afrundet frugt og et strejf af vanille fra fadlagringen i otte måneder.


La Scala, Riserva, Valtellina Superiore, Italien 1998
119 kr., VinBlanc.dk
Det er ikke så ofte, vi ser vine fra det norditalienske distrikt Valtellina, der ligger op til grænsen til Schweiz. Her er en rødvin, der er meget delikat, og som man nyder med stor fornøjelse. Servér den gerne let afkølet.


Elsa, Barbera, San Rafael, Argentina 2000
69,75 kr., 60 kr. ved 6 flasker, H.J. Hansen
En rigtig lækker og saftig rødvin i fin balance. I den gode smag af mørke bær er der et strejf af chokolade.


Château Champcenetz, Premières Côtes de Bordeaux, Frankrig 1999
89,75 kr., 3 flasker for 240 kr., H.J. Hansen
Herligt, at der stadig laves den slags vin - at det hele ikke er blevet til alkohol-bamser. Denne røde bordeaux er ret let og meget saftig. Den er blød og læskende, og alle vil drikke den med stor fornøjelse.


Terra Noble, Gran Reserva, Cabernet Sauvignon, Maule Valley, Chile 2000
120 kr., Premier Cru
Kraftig og flot rødvin med intens, men afrundet frugt, der formår at opveje de 14% alkohol. Plask vinen over i en karaffel et par timer før indtagelsen af en stor og velstegt bøf med hele repertoiret af tilbehør.


Otazu, Crianza, Navarra, Spanien 1999
68,50 kr., Ki-Ma Vinimport
Glimrende rødvin i fin balance, med fyldig, frisk frugt og tilpas blød fadlagring. Den er lavet på Tempranillo, Merlot og Cabernet Sauvignon og har ligget på fransk eg. Meget velegnet til stegt kød og ost. Pengene værd.


Les Carioles, Sichel, Corbières, Frankrig 2001
69 kr., Lago Import
En venlig rødvin i god balance med afrundet frugt og et strejf af chokolade. En vin, som mange vil være glade for at drikke.


Capricorn Estate, Cabernet Sauvignon, Central Valley, Chile 2000
40 kr. ved 12 flasker, Kjær & Sommerfeldt
En rigtig pæn hakkebøffe-vin i god balance. En god vin til mandag, tirsdag, onsdag og torsdag.


Domaine Castillon, Costières de Nîmes, Frankrig 2002
44 kr., A Vinstouw
En sart rosa, let honningduftende rosévin med en vis fedme. Vinen er i god balance og i smagen er der toner af mandel, æble og fersken. En flot rosé til en rimelig pris.


Château Mattes-Sabran, Corbières, Frankrig 2001
50 kr., Fionia Vinimport
Fyldig rødvin til en rimelig pris i forhold til kvaliteten.


Château de Potiron, Premières Côtes de Bordeaux, Frankrig 2000
59 kr., Kjær & Sommerfeldt
En meget anvendelig og "sikker" vin - sådan at forstå at den egner sig til mange retter, og at alle vil være glade for at drikke den. Vinen har kun 12% alkohol - i mange sammenhænge en fordel - og er i god balance. Et godt glas vin.


Clos de Pazerolle, Vieilles Vignes, Minervois, Frankrig 2002
79 kr., Slagelse Vinkompagni
Rødvin med intens frugt med toner af peber. Vinen er meget flot og vellavet, men måske lidt enstrenget i sit smagebillede, præget af den kraftige frugt og de 14,5% alkohol.


Borgata, Primitivo, Puglia IGT, Italien 2001
59,95 kr., Wine Group
Kraftig robust rødvin med bær og sødme. Ikke nogen helt billig vin i forhold til kvaliteten.


Noidue, Marche Bianco IGT, Italien 2002
59,75 kr., Toscavini
Noidue - Vi to - er egentlig et morsomt navn til en vin. Dette her er en hvidvin, frisk og frugtagtig med en let fedme og et lille bittert bid i slutningen. Den er lavet på en usædvanlig blanding af Riesling og Chardonnay.
...............

a .
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.
.
BT
Explorer, Cabernet Sauvignon, Concha y Toro, Central Valley, Chile 2002Rødvin69,95 kr.SuperBrugsen
.
Ekstra Bladet
Domaine de la Pignonne, Costières de Nîmes, Frankrig 2000Rødvin60 kr.Gobi Vin
l'Esprit de la Grande Plantade, Costières de Nîmes, Frankrig 2000Rødvin50 kr.Gobi Vin
.
Frederiksborg Amts Avis
Elsa Barbera, Argentina 2002 (pris ved 6 flasker)Rødvin60 kr.H.J. Hansen
Falasco Corvina, IGT, Italien 2001 (normalpris 50 kr.)Rødvin25 kr.Irma
.
Fyens Stiftstidende
Domaine Ramières, Vin de Pays du Gard, Frankrig 2001 (5 liter)Rødvin175 kr. (5 l)A Vinstouw
.
Hjemmet
Casa Isabella, Carmenère, Central Valley, Chile 2001Rødvin39,75 kr.Skjold Burne
.
Information
Dessilani, Collefino, Piemonte, ItalienRødvin120 kr. (3 fl)Gobi Vin
.
Nordjyske Stiftstidende
Kuentz-Bas, Gewurztraminer, Alsace, Frankrig 2001Hvidvin112 kr.Østjysk Vinforsyning/Vignoble
.
Vejle Amts Folkeblad
Zagara, Cattarato / Chardonnay, Sicilien, Italien 2001Hvidvin49,75 kr.Vinmonopolet

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.