Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 39, 2004


......................
Vin-aktuelt i uge 39
20. september - 26. september 2004
........................

VinAvisen uge 36VinAvisen uge 37VinAvisen uge 38
........................
.
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i,
    hvad der sker i vinens verden.
    Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!


.............
39-40
.............
Parker spår om fremtiden
I næste måneds nummer af det amerikanske magasin Food & Wine giver Robert Parker tolv bud på, hvordan vinverdenen vil udvikle sig i de næste femten år. Et par af hans spådomme handler specifikt om det amerikanske marked, men følgende ti er af generel interesse:
* Verdens fineste vine vil blive endnu mere kostbare og svære at få fat på – blandt andet på grund af øget købekraft i Sydamerika, Asien, Central- og Østeuropa samt Rusland. I dag koster en Bordeaux 1. cru cirka 2000 kr., men om ti år vil den måske koste over 5000 kr. Mængden af disse vine er begrænset, men efterspørgslen efter dem vil blive mindst ti gange større.
* Heldigvis vil der dog samtidig være flere andre vine af høj kvalitet til lavere priser end nogensinde før.

Astronomiske priser
* Det franske kastesystem vil blive endnu mere lagdelt. De 5% producenter i toppen vil få astronomiske priser for deres vine, men de øvriges stædige fastholden ved tradition og status quo vil føre til mange fallitter.
* Spanien vil fortsat have fremgang. Allerede i dag er landet ved at føre an i vinkvalitet og kreativitet og forener de bedste sider af traditionen med progressiv teknologi.
* Syditalien vil komme meget frem i billedet. Mens få forbrugere vil have råd til barolo’er og barbaresco’er, vil vi få gode vine fra Umbrien, Campania, Basilicata, Sicilien og Sardinien.
* Vi vil komme til at se kvalitets-vine fra uventede steder som Bulgarien, Rumænien, Rusland, Mexico, Kina, Japan, Libanon, Tyrkiet og måske Indien.

Vinen vil indtage Internettet
* Vi vil komme til at drikke mere og mere argentinsk Malbec.
* Vine uden fadlagring vil blive mere populære, fordi de nye former for mad kræver frisk og livlig vin med en ren duft og smag uden fadsmag.
* I 2015 vil flasker med korkprop være i undertal som et direkte resultat af korkindustriens manglende investeringer i teknikker, der kan forhindre vine med propsyge. Der kommer allerede i dag skruelåg på flere og flere af de vine, der skal nydes inden for tre-fire år, dvs. 95% af alle vine. Plasticpropper er ikke løsningen, og de kan ikke konkurrere med Stelvin-skruelåg.
* Vinen vil indtage Internettet med websites, der spreder øjeblikkelig information om nye vine og nye produkter.
.........

05-30/05
.............
Internethandelen stormer frem
Det er nemt at købe varer over Internettet, og det benytter stadig flere sig af. I Tyskland har man undersøgt sagen:
Det viser sig, at der i dag er 38 millioner tyskere, som bruger Internettet, og at de i løbet af det første halvår i år tilsammen har købt varer over Nettet for 5,3 milliarder euro (cirka 37 milliarder dkr.).
Når året er omme, regner man ifølge WeinReporter med, at tallet vil være oppe på 11 milliarder euro (cirka 82 milliarder dkr.).
Det er noget, der er gået slemt ud over de almindelige fysiske butikker i Tyskland, der på grund af forskellige omkostninger ikke kan hamle op med priserne på Internettet.

Danmark er med på vognen
I Danmark buldrer Internet-handelen også frem. Ifølge Dagbladet Børsen ligger salget på 1,2 milliarder dkr., og det svarer til en fordobling i løbet af et enkelt år.
Stadig flere danskere køber også vin over Internettet. Og det kan selvfølgelig, med Tyskland som forbillede, gå ud over de fysiske vinforretninger – med mindre forretningerne selv står for netsalget.
Der er 15 gange så mange tyskere som danskere, så i virkeligheden skulle vi - hvis vi dividerer det tyske tal med 15 - have et netsalg på 5,5 milliarder dkr. Men det kommer sikkert ...
.......................
28-01
.........
Temperatur på krisen
Vor norske læser Carl-Erik Christoffersen fra vinklubben Vinfo 92 har været på vinrejse i Bordeaux og har naturligvis prøvet at tage temperaturen på krisen dernede.
Der er ingen tvivl om, at en alvorlig krise for vindyrkerne vil rokke ved hele områdets økonomi, skriver han. Alt er vin i Bordeaux. Man skulle derfor tro, at en truende krise vil have udløst en hektisk markedsføring og en stor åbenhed for at påvirke markedet og kunderne.

Men nej ...
Som arrangører af vinrejser blev vi meget overraskede over at modtage et høfligt, men bestemt afslag, da vi spurgte, om vi måtte besøge et af vinslottene.
Andre vinslotte forlangte en afgift på 3-4 euro pr. person for at få lov til at markedsføre sig over for potentielle kunder, idet nogle af dem dog refunderer beløbet, hvis man køber vin, men ikke alle.
Der kan være flere forklaringer. En mulighed er, at man lader, som om intet er hændt, og at Bordeaux-vinene fortsat vil kunne flyde på deres gode renommé og overvinde krisen uden problemer. Det ligner noget af en strudse-politik.
....................
>36/05
...........
Ny rekord i vinsalget
Også amerikanerne drikker mere og mere vin, og ifølge Wine Spectator har 2003 sat ny rekord med et forbrug på i alt 3,12 milliarder flasker. Det er næsten 6% mere end året før.
Og man regner bestemt ikke med, at festen er forbi, men forudsiger, at forbruget i 2015 vil være steget til 3,85 milliarder flasker.
I USA satser man meget på mærkevare-vine – der er cirka 6500 af dem, hvoraf cirka 500 står for 90% af salget.
26 af disse vine solgte mere end 2 millioner kasser (24 millioner flasker) i 2003 og stod for over halvdelen af forbruget. Samlet havde de en fremgang på 5,3%.
Men 24 andre mærkevare-vine, der solgte mellem 1 og 2 millioner kasser, havde en endnu større fremgang, nemlig på 9,9%.

Billigere Château d’Yquem
For de flestes vedkommende hører nydelsen af en flaske Château d'Yquem nok til sjældenhederne. Prisen for den søde lækkerbisken kan nemlig ligge på omkring 2000 kr.
Men nu er chancen der snart. Årgang 1999 er netop blevet frigivet, og den vil ikke nå de samme prismæssige højder som forgængerne.
Vinhandlerne skal nemlig ”kun” betale 90 euro (cirka 670 dkr.) pr. flaske, og det vil komme forbrugerne til gode. Når vinen indtager hylderne i de danske forretninger, vil den sikkert blive solgt for omkring 1100 kr.
.............

...
Der var stor interesse for smagningen af de opstillede sherry'er. Her ses seks af deltagerne. Fra venstre Niels Ole Madsen fra Herning Folkeblad m.v., halvt skjult Ulrik Boesen fra Jyllands-Posten, Merete Munk fra VinGuiden, Elsebeth Lohfert fra Vinbladet, Henrik Oldenburg fra Smag & Behag og Karsten Riis Laursen fra Den Danske Vinskole. Merete Munk var "den praktiske gris" bag smagningen, ligesom hun står for det faglige indhold i den nye website.
    Til sherry’ens pris
    I onsdags var den danske vinøse verdenspresse forsamlet til sherry’ens pris. Dels mødtes vi for at holde en ny dansk website om sherry over dåben, dels for at smage et batteri af spændende gamle sherry’er, der alle sælges på det danske marked.
    Den herlige sherry har i mange år ført en skyggetilværelse, men nu er der ved at ske noget. Den er nemlig ikke kun en apéritifvin, men en glimrende ledsager til mad, specielt tapas og sushi, der jo er kommet på mode. Ikke mindst typen fino er glimrende til den slags mad.
    Den nye website er tænkt som et mødested for producenter, importører, forbrugere, vinbutikker og restauratører. Men gå selv ind på adressen www.sherrylounge.dk og se de mange gode tilbud og services.

    Mere end 20 og 30 år gamle
    Til smagningen var opstillet i alt 27 gamle sherry’er, ordnet efter typer, og det var en interessant smagning, for godt nok var typerne som sådan karakteristiske, men det var utroligt, hvor forskellige vinene var.
    De gamle sherry’er er omfattet af en nyere regel i Sherry-distriktet, hvor vine i topkvalitet af typerne Amontillado, Palo Cortado, Oloroso og Pedro Ximénez får klassifikationerne VOS eller VORS alt efter, hvor lang tid de har tilbragt i solera-systemet (læs om systemet i www.sherrylounge.dk).
    VOS betyder "Very Old Sherry". Dvs. at vinen har ligger i mere end 20 år.
    VORS betyder "Very Old Rare Sherry", og her har vinen ligget i mere end 30 år.
........................
19-50
.............
.............
    En perfekt vinbog
    Jyllands-Postens vinskribent, Niels Lillelund, har skrevet en perfekt bog om Rhône-dalens vine (JP Bøger, 224 sider, indbundet, 269 kr.).
    Den er perfekt, fordi Lillelund er gået til værks med både talent, flid, smagsløg og tilmed humor, så resultatet er blevet en bog fuld af pålidelige facts og samtidig en underholdende bog. Yderligere er det en smukt trykt bog med inspirerende farvebilleder, optaget af Andreas Wiking.
    Men det er ikke kun en perfekt vinbog. Det er også en kærlighedserklæring til den herlige franske dal med perlerækken af glimrende vine fra Côte Rôtie, Condrieu, og Hermitage i nord til Châteauneuf-du-Pape, Gigondas, Vacqueyras og Costières de Nîmes i syd.
    Lillelund har igennem flere år være det hele igennem, og alle betydelige vinhuse bliver beskrevet og tildelt op til seks stjerner – ikke deres enkelte vine, men husene som sådan.
    Herunder ses en liste med danske importørnavne over de i alt ni Rhône-vinhuse, som Lillelund har givet seks stjerner.
Disse Rhône-vinhuse er Lillelunds favoritter
* Jean Paul & Jean-Luc Jamet (Côte Rôtie – Domaine Brandis)
* Jean-Louis Chave (Hermitage – Jysk Vin)
* Auguste Clape (Cornas – Den blå Port)
* Château de Beaucastel (Châteauneuf du Pape – Sigurd Müller)
* Domaine Charvin (Châteauneuf du Pape – Strobel Vinimport)
* Château Rayas (Châteauneuf du Pape – Domaine Brandis)
* Henri Bonneau (Châteauneuf du Pape – Domaine Brandis)
* Domaine de la Mordorée (Châteauneuf du Pape og Lirac – Le Domaine)
* Domaine Marcoux (Châteauneuf du Pape – Bergman Vinimport)
..........
    < 36 af Danmarks bedste Rhône-importører havde sat hinanden stævne for at præsentere vine fra mere end 130 domæner.
..........
Rhône-festivalen en stor succes
Og mens vi nu er ved Rhône-dalen, så smagte 700 danske vinelskere sig igennem 350 forskellige vine på årets store Rhône-festival, der lørdag løb af stabelen på Dansk Vincenter i Avedøre. Stemningen var i top, og selv vejrguderne syntes om vinene – de lod det smukkeste solskin funkle i glassene.
Den franske handelsattaché, Pierre Fabre, foretog den officielle åbning af vinmessen, og deltagerne kunne nyde en to retters Rhône-menu fra den rullende restaurant My Beautiful Kitchen
Arrangørerne af vinfestivalen, Steen H. Rasmussen og Lars Møller fra The Wine Company, var begge yderst tilfredse med den store og positive interesse omkring arrangementet. De er allerede i gang med at planlægge en lignende vinfestival til næste år med Bourgogne som tema – hvilket lyder mindst lige så
interessant.
Interesserede importører kan allerede nu komme på udstillerlisten ved at henvende sig til thewinecompany@private.dk eller på tlf.: 38 80 74 72.
..........
>27/05
.............
EU kræver lavere afgift i Sverige
EU-kommissionen giver ikke op i kampen om den svenske afgift på vin. Kommissionen mener stadig, at den er alt for høj i forhold til afgiften på øl, specielt fordi Sverige producerer øl, men ikke vin.
Faktisk prøver Sverige at beskytte sine bryggerier med en øl-afgift, der er over 30% lavere end afgiften på vin.
EU-kommissionen er ligeglad med, om Sverige øger afgiften på øl eller sænker den på vin, bare resultatet bliver, at importeret EU-vin ikke bliver diskrimineret.
Hvis ikke den svenske stat tager sig sammen til en justering af afgifterne, vil EU-kommissionen indstævne Sverige for EU-domstolen.
I Stockholm mener man ifølge World of Wine News, at den svenske finansminister vil foreslå en sænkning af vinafgiften på 5 skr., men først i løbet af foråret 2005.
...........
8 millioner liter vin over grænsen
Hvis Sverige sænker sin afgift på vin med bare 25% (og ikke de 40%, der ellers har været tale om), bliver Norge nødt til at følge efter, skriver den norske Vin og Brennevinleverandørenes Forening (VBF) i en pressemeddelelse. Ellers vil grænsehandelen øges med en femtedel.
Efter en svensk afgiftssænkning vil afgiften på hver liter vin i Sverige være 15 nkr., skriver VBF, mens den i Norge er 43,30 nkr.
I 2003 hentede tørstige nordmænd 6,5 millioner liter vin i Sverige, og tallet vil sandsynligvis komme til at ligge på 7,5-8 mio liter. Og dertil kommer alle de andre varer, som nordmændene vil købe taxfree i Sverige.

Smugleriet vil øges
Den svenske afgiftssænkning vil ikke kun medføre en øget norsk grænsehandel, men også et udbredt smugleri.
Ifølge en pressemeddelelse fra Norges Tollvesen har landets toldere allerede i dag meget travlt. I første halvdel af i år har de slået kløerne i 3000 smuglere og har udskrevet 9871 bøder – i den tilsvarende periode sidste år lød antallet af bøder på 6424.
Der er beslaglagt 80.000 liter øl og 25.000 liter vin – for vinens vedkommende er det dobbelt så meget som i samme periode sidste år.
..............
14/05
.
.




.
..
.............

...
Bernard Magrez
    Han samler på slotte
    Bordeaux-firmaet William Pitters er Frankrigs største grossist i vin og spiritus, og Bernard Magrez er firmaets ejer og direktør.
    Firmaet hed egentlig Grelaud og var en lille portvins-importør, da Magrez købte det i 1964, men han døbte det om til William Pitters for at gøre det mere interessant i USA.
    Siden har han tjent en masse penge, og dem har han investeret i vinslotte, blandt andet Château Pape-Clement i Graves, Château La Tour Carnet i Médoc og det tidligere danskejede Château Fombrauge i Saint-Émilion. Endvidere er han blevet kendt som skuespilleren Gérard Depardieus legekammerat, når det gælder købet af vinslotte.
    Fornylig købte Magrez Domaine de la Magnanerie i Languedoc-appellationen Saint-Chinian, og nu har han ifølge Decanter også købt Château la Tour Blanche Cru Bourgeois i Médoc på 39 hektar.
.............
Ikke mere primeur fra La Louvière
Den kendte Bordeaux-slotsejer André Lurton meddeler i et interview med Decanter, at han ikke mere vil sælge vinen fra Château La Louvière en primeur.
Tidligere i år var han den første til at sætte skruelåg på en cru classé-vin, nemlig den fra Château Couhins-Lurton.

Et glas om dagen er i orden
Folk, der har haft en hjerteinfarkt, risikerer at få problemer med den venstre hjerteventrikel, så den får svært ved at pumpe blodet rundt. Og det kan i sidste ende resultere i endnu en hjerteinfarkt.
For at undgå, at det sker, råder lægerne patienterne til at ændre livsstil, spise sundt og dyrke mere motion. I USA rådes de endog til lægge alkoholen på hylden.
Men nu har amerikanske og canadiske forskere undersøgt sagen nøje. Ifølge Wine Spectator har de fulgt 2231 hjertepatienters livsførelse på tæt hold, og det har vist sig, at blandt de forsøgspersoner, der slet ikke drak alkohol, endte 22,5% med at få en nyt hjerteinfarkt. For de patienter, der drak moderat, lød tallet kun på 16,6%.
Så der skulle altså ikke være noget i vejen for, at hjertepatienter snupper et glas om dagen.
....................
...
Den danske vinbranche
* Gravesen Vine har fået agenturet på Château Saint-Cyrgues i Costières de Nîmes.
* Slagelse VinKompagni har fået importen af vinene fra det chilenske vinhus Botalcura samt fra de italienske vinhuse Villa Canestrari, Menegotti og Botromagno.
...
.......................
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
...........
Propsyge vine skal byttes
Når man opdager, at den vin, man har købt i dyre domme, lider af propsyge, er det nærliggende at smutte ind i forretningen og bytte den. De fleste vinhandlere vil da også med det samme bytte til en ny flaske.
Men kan man kræve at få flasken byttet, hvis nu vinhandleren stiller sig på bagbenene?
Det spørger Carlo Merolli om i sit ugentlige hyrdebrev til sine kunder. I det tysksprogede vinblad Merum har han nemlig læst, at ”der i overensstemmelse med international brug ikke gives nogen erstatning for flasker, der er propsyge. Den slags regnes for en risiko, der ikke kan undgås, og som heller ikke producenterne giver nogen garanti for”.
Men sådan er det altså ikke herhjemme. Ifølge Forbrugerombudsmanden har man ret til inden for to år at bytte en vare, der ved leveringen er behæftet med en væsentlig mangel. Og det kan man vist roligt kalde propsyge.
............................
36-39
.............
Robert Mondavi sælger ud
Ifølge avisen San Francisco Chronicle vil Robert Mondavi nu skille sig af med produktionen af luksusvine og i den forbindelse sælge det originale Robert Mondavi Winery, der gjorde vinhuset berømt. Det gælder også vinhusets interesser i samarbejds-vinene Opus One, Ornellaia, Luce della Vite og Viña Seña samt vingårdene Byron og Arrowood.

Michael går som vice-formand
I tirsdags meddelte Mondavi samtidig, at den 61-årige Michael Mondavi efter sin syv måneders sabatferie træder tilbage fra posten som vice-formand for bestyrelsen. Han vil dog fortsat stadig have en plads i bestyrelsen. Ved sin fratrædelse får han et større beløb samt 50 flasker af firmaets bedste gamle vine - vine, som han vil kunne sælge for et par tusinde kr. stykket. Men mon ikke han drikker dem? Ifølge avisen Napa Valley Register er der i øvrigt en mulighed for, at Michael Mondavi køber det originale Mondavi Winery.
Michael Mondavi og hans kone, Isabel, har fornylig indregistreret navnet på et nyt vinmærke, der skal hedde I'M.

Et af Shakespeares dramaer
Afgørelsen om salget og Michael Mondavis afsked som vice-formand vil måske langt om længe løse op for familien Mondavis problemer, der efterhånden mest af alt minder om et af Shakespeares dramaer. Robert Mondavis sønner, Michael og Tim, har som tidligere nævnt ikke ligefrem haft de samme mål med firmaet, og hele balladen minder om uenigheden mellem Robert Mondavi og hans bror Peter i 60’erne. De kunne ikke enes om at drive Charles Krug Winery, som deres far, Cesare Mondavi havde købt i 1943 for 87.000 dollars. Det endte i retten med en afgørelse i Roberts favør.
I 1966 grundlagde Robert Mondavi sit berømte winery.
.........................
38-38/05
..............................
Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
............
.
.
.
    Kirsten Schaumburg (f. 1933) er i vinsammenhæng en ivrig amatør, som gerne fortæller, at hun ikke ved ret meget om vin. Men hun har siden 1987 med succes stået i spidsen for en bestyrelse i DAWS (Danish American Wine Society), der med viden, dygtighed og engagement har udbredt kendskabet til nordamerikanske vine til en stor kreds af vinelskere – det være sig såvel virkelige kendere i Københavns-området og hinsidan som mere almindelige vinnydere.
    DAWS er en vinklub med 250 medlemskaber à to personer. Klubben er helt uafhængig af producent/importør-interesser, og Kirsten Schaumburg har i tæt samarbejde med bestyrelsen forstået at vælge nye emner til klubbens arbejde, så dens gode virke som en af Danmarks største non-profit vinklubber har kunnet fastholdes.
    DAWS har naturligvis ofte smagninger med amerikanske vine alene men afholder desuden mange sammenlignende smagninger, hvor de nordamerikanske vine stilles op imod tilsvarende vine fra andre lande. Medlemmerne kan således bedømme, hvordan terroir og vinifikation m.v. kan indvirke på pris og kvalitet.
    Kirsten Schaumburg er specialtandlæge i tandregulering og har tilbragt stimulerende studieår i Boston i USA samt i Oslo. Da hun gik på delpension, intensiverede hun sine sprogstudier i spansk og fransk.
    Adresse: Kirsten Schaumburg og DAWS finder man frem til via www.daws.dk.
........................
36-39
.............
    Lige til at pille af
    Den californiske vin "Marilyn Merlot" har siden 1985 haft et billede af Marilyn Monroe på etiketten.
    I den nye årgang prydes flaskerne ifølge Wine Spectator af det nøgenbillede, som fotografen Tom Kelley tog af filmstjernen i 1949, før hun blev berømt, og som blev det første folde-ud-billede i Playboy, da mandebladet begyndte at udkomme i 1953.
    På flasken er Marilyns kurver delvist dækket af nogle kulørte pletter, trykt på en gennemsigtig folie – der er lige til at pille af ...
    Honoraret for brugen af billedet går til velgørende formål.

    Sådan er en feminin vin
    Er "Marilyn Merlot" en feminin vin? Måske. I sidste uge prøvede vi at definere, hvad man mener med en ”feminin” vin. Men ifølge Knud E. Andreasen fra Gårdvin i Hillerød er det meget mere enkelt.
    Den rigtige definition har Knud Andreasen fra en af sine italienske leverandører, Fasoli i Soave, der siger: "En feminin vin er en vin med en god krop uden for megen fedme".
.............
Vin til tail gate parties
I USA gør man en indsats for at få folk til ikke bare at drikke øl, men også vin ved de såkaldte tail gate parties. Og hvad i Bacchus’ navn er så et tail gate party – et hale port selskab?
Det er en picnic, som man fx kan holde på en parkeringsplads, og hvor bagenden af en pick up truck tjener som bord.
Nå, det er vist ikke rigtigt os. Lad dem bare beholde deres øller ...
.......................................
38-40
...................
    Ugens vinøse billede
    De gode vine kan se floden, siger man i Bordeauxs Médoc-distrikt. Og det er ikke helt galt. En række af de højt klassificerede slotte ligger med udsigt ned over den brede Gironde-flod.
    Jan Freilev har også set floden. Da han tog billedet her, stod han i Saint-Estèphe, ikke langt fra Château Cos d’Estournel, og indfangede dels et fragtskib, dels et kæmpemæssigt byggeri ovre på flodens anden side.
    Umiddelbart troede vi, at der var tale om det forhadte olieraffinaderi midt i vinens land. Men nej, siger Jan Freilev, det ligger længere oppe ad floden. Hvad vi ser her, er et atomkraftværk. Eller som det hedder officielt: Centrale Nucléaire du Blayais.
    Efter dets størrelse bedømmer Jan Freilev det til at være mindst lige så kraftigt som Barsebäck. – Man må håbe, de passer godt på deres plutonium, siger han.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
................
41-40/05
.......................................
...
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.
...

...
Også for næsten 400 år siden kunne man finde på at holde på glassets fod. Her på et maleri (udsnit) af den franske kunstner Étienne Jeurat (1699-1789). Den strittende lillefinger er nærmest obligatorisk ...
    Hvordan skal man holde på glasset?
    Hans Otto P. har lagt mærke til, at der er nogle i vinklubben, som holder glasset på dets fod, når de smager. Han synes, det ser meget prof ud, men er det den rigtige måde at gøre det på?
    Ikke efter vores mening. Men enhver bliver jo salig i sin vinøse tro.
    Prøv at se fjernsyn, når de transmitterer statsbanketter. Der er mange af de fint klædte gæster, der simpelt hen griber oppe omkring glassets kumme, så de ikke kan se den smukke vin, men tværtimod varmer den op med hånden (nå, men det kan vel også være lige meget, for vinen har jo alligevel stået skænket op i halve timer, før man gik til bords).
    At holde om kummen er i hvert fald en dårlig idé. Hold på stilken. Det er det, den er der for.
    At holde på glassets fod ser måske smart ud, men det er såre upraktisk. Dels har man dårligt fat på glasset, dels er det yderst besværligt, når man skal stille glasset fra sig.
...
....Ugens besvarelser lægger vi efterhånden ind i VinAvisens VinABC, så de er lette at finde.
....
...................
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i,
    hvad der sker i vinens verden.
    Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
...............

14-13
.............
I den forløbne uge har vi smagt i alt 34 vine. Heraf var der 28, som fik mere end to stjerner, og 15 fik fem stjerner.
........................
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....
.............
Mousserende vin


”D”, Moscato, Piemonte, Italien 2003
59,95 kr., SuperBest
En ret let, meget sødlig og perlende hvidvin med duft og smag af den aromatiske og honningduftende Muskat-drue. Kun 5,5% alkohol. Skal drikkes meget afkølet, ellers bliver den bolsjeagtig.




Hvidvine


Simonsig, Chenin Blanc, Stellenbosch, Sydafrika 2004
55 kr., på tilbud: 45 kr., Østjysk Vinforsyning/Vignoble
Hvidvin med en flot, mineralsk og (hylde)blomstrende duft og en dejlig, fyldig smag med lidt honningtoner. Prøv den til en lidt fed fisk eller fjerkræ. Eller til en lys kødret med frugtagtigt tilbehør. Tilbudsprisen er meget rimelig.


Domaine de la Prose, Cuvée des Embruns, Coteaux du Languedoc, Frankrig 2002
89,75 kr., The Wine Company
Ret fed hvidvin med god frugtsmag – lidt efter pære – men også med markant alkohol.


Le Grand Cros, Chardonnay, Vin de Pays des Maures, Frankrig 2003
55 kr., The Wine Company
Hvidvin med en dejlig ren Chardonnay-smag, tør og med et lille pift af nødder.


Pietramarina, Benanti, Etna, Italien 2000
198 kr., Cappa Vinimport
Tør og flot hvidvin med god frugt og markant syre. Glimrende fx til skaldyr og en hvidvinsdampet fisk. Men prisen er voldsom i forhold til, hvad hvidvin af denne kvalitet ellers koster.


Tierra del Fuego, Blanco, Argentina 2004
39,75 kr., Erik Sørensen GrandVin
En meget enkel hvidvin med en kvalitet, der er i overensstemmelse med den lave pris.




Sød hvidvin


Domaine Michel Blouin, Coteaux du Layon, Frankrig 2003
75 kr., AB-Vin.com
Elegant og lækker hvidvin – sød, som vinene jo er fra den lille appellation i Loire-dalen. Prøv den fx til en ikke alt for sød dessert – eller søb den som meditations-vin.




Rødvine


Cuvée Philipson, Reserve, Viu Manent, Colchagua Valley, Chile 2002
69,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Fantastisk rødvin, blød og lækker, med god frugt og mange facetter – kirsebær, en anelse chokolade, mandler … Et vellykket samarbejde mellem den danske importør og det chilenske vinhus.


Magister Bibendi, Crianza, Rioja, Spanien 2001
58,75 kr., Ki-Ma Vinimport
Dejlig rødvin på økologisk dyrkede druer. Både duft og smag er typisk for en god rioja. Rimelig pris.


Renato Ratti, Torriglione, Barbera d’Asti, Italien 2003
79, 95 kr. ved 12 Flasker, Philipson Wine
Flot og harmonisk rødvin med god frugt, glimrende til kødretter og ost.


Le Terre, Castiglione, Barolo, Italien 2000
179 kr., Irma
Herlig rødvin med saftig frugt, bløde tanniner og indtagende sødme. Elegant og lækker vin.


Ravanal, Merlot, Colchagua Valley, Chile 2002
54,75 kr., Cissus
Blød, lækker og saftig rødvin med dejlig duft og en frugtagtig smag med let sødme.


Château Abelanet, Fitou, Frankrig 2002
65 kr., 3c-wine
Hvor er det herligt ind imellem at få en elegant og charmerende rødvin med kun 12,5% a.kohol. En vin, man nyder uden alkoholisk krads i mund og hals og uden en bamsefugt, der helt overdøver maden.


Errazuriz, Syrah / Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile 2002
64,75 kr., H.J. Hansen
Denne rødvin er ”Årets jagtvin” fra H.J. Hansen, og den lever bestemt op til den benævnelse. Det er en dejlig, varm og frugtagtig vin, der vil stå godt til vildt – og til gode kødretter i det hele taget. Meget rimelig pris.


Rovittello, Benanti, Etna, Italien 1999
198 kr., Cappa Vinimport
En pragtfuld duft og en herlig smag møder én i denne rødvin. Den er meget harmonisk og breder sig godt i munden med frugt og sødme. Fantastisk vin, som er de mange penge værd.


Cassegrain, Reserve, Shiraz, Australien 2001
98 kr., A Vinstouw
Flot rødvin med en kraftig, varm og let sødlig smag med toner af kirsebær. Oplagt kandidat til årets julevin.


Blackstone, Cabernet Sauvignon, Californien 2002
59,95 kr., Kvickly og SuperBrugsen
Typisk Cabernet-rødvin med frisk og fyldig solbær-duft og -smag. Også toner af kirsebær. Den åbner sig meget fint i munden med mange facetter. Vinen er meget harmonisk og ”drikkevenlig”.


Botalcura, Cabernet Sauvignon, Rapel Valley, Chile 2002
98 kr., Slagelse Vinkompagni
og

Botalcura, Cabernet Franc, Curico Valley, Chile 2002
98 kr., Slagelse Vinkompagni
To rødvine på hver sin drue ”i fri dressur” indbyder til en spændende sammenligning. Begge vine er meget vellavede med god struktur og dejlig frugt. Vinen på Cabernet Sauvignon er lidt mere tør og stram, mens den på Cabernet Franc er mere charmerende, saftig, blødere og umiddelbart mere drikkevenlig. Den første skal i hvert fald drikkes sammen med mad. Cab Sauvignon er kongen, og Cab Franc er dronningen.


Faunis, Primitivo di Manduria, Italien 2001
59,95 kr., Iso
Meget flot og lækker rødvin med bred frugt og sødme – lidt i den amerikanske stil. Den er rigtig go’, og prisen er rimelig.


Kenwood, Vintage Red Wine, Californien 2001
98 kr., Cissus
Denne rødvin på druerne Zinfandel og Carignan har både muskler og alkoholisk sødme. En ganske flot vin, der kræver en kraftig ret. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Kellybrook, Shiraz, Yarra Valley, Australien 2002
119 kr., Køge Vinhandel
Kraftig, fadlagret og krydret rødvin med bid og fyldig frugt – brombær, solbær og hyldebær. Flot vin til en ret høj pris.


Corte Agnella, Corvina, Veronese IGT, Italien 2001
57 kr. ved 12 flasker, inkl. fragt, Lahvino
En rigtig dejlig rødvin med saft og kraft og tilpas syre. En vin, der skal drikkes til mad. Skænk den gerne lidt afkølet. Fire solide stjerner.


Vinha do Álmo, Vinho Regional Alentejano, Portugal 2002
75 kr., Lahvino
Kraftig rødvin, der kræver en kraftig ret. Ikke helt billig i forhold til kvaliteten.


Domaine Michel Blouin, Anjou Villages, Frankrig 2001
52,50 kr., AB-Vin.com
Ret let og blid rødvin, der skal drikkes nu.


Gorgo, Bardolino, Italien 2003
60 kr., Lahvino
Frisk og frugtagtig rødvin med markant syre.


Little B., Médoc, Frankrig 2001
89,95 kr. ved 12 flasker, Lautia Vino Fino
En pæn lille rød bordeaux, der ikke helt lever op til prisen.




Hedvin


Carvalho Macedo, Ruby Porto, Portugal
49,75 kr., Østjysk Vinforsyning/Vignoble
Ret enkel portvin, men også yderst billig.
.
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet enten med topkarakter - som regel seks stjerner - eller på anden vis.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.
........................
Alt for Damerne
Galhaud, Grenache Noir, Vin des Pays des Côtes Catalanes, Frankrig 2001Rødvin59,75 kr.Erik Sørensen GrandVin
.
Ekstra Bladet
Domaine de l'Isle St. Pierre, Vin de Pays des Bouches du Rhône, Frankrig 2003Rødvin50 kr. Prima
.
ErhvervsBladet
Jean-Louis Denois, Grande Cuvée, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 2001Hvidvin99 kr.Bichel Vine
.
Frederiksborg Amts Avis
Pasqua, Soave Classico, Italien 2003Hvidvin39,95 kr.Amka Vinimport
Pasqua, Valpantena, Valpolicella, Italien 2003Rødvin39,95 kr.Amka Vinimport
.
Mad & Bolig
Joseph Roty, Gevrey-Chambertin, Les Fontenys 1. cru, Frankrig 1999Rødvin457 kr.KB Vinimport
Castillo di Jumilla, Monastrell / Tempranillo, Jumilla, Spanien 2003Rødvin49,75 kr.H.J. Hansen
.
Nordjyske Stiftstidende
Juan Gil, Monastrell, Jumilla, Spanien 2003Rødvin60 kr.Vinens Verden
Louis Roederer Cristal, Champagne, Frankrig 1997Mousserende995 kr.Østjysk Vinforsyning/Vignoble
.......................
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.