Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 41, 2004


......................
Vin-aktuelt i uge 41
4. oktober - 10. oktober 2004
........................

VinAvisen uge 38VinAvisen uge 39VinAvisen uge 40
........................
.
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i,
    hvad der sker i vinens verden.
    Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!


......................
41-42
......................
Stort fransk vinfirma sælger ud
Det store vinfirma Cordier Mestrezat i Bordeaux har siden 1886 solgt fornemme bordeauxvine. I dag ejer virksomheden i alt 373 hektar vinmarker med tilhørende slotte.
Cordier har dog kæmpet en hård kamp for at holde skindet på næsen. Den årlige omsætning er på 80 millioner euro (cirka 600 millioner dkr.), men samtidig er gælden vokset til 115 millioner euro (cirka 850 millioner dkr.).
Ifølge WeinReporter bliver virksomheden nu nødt til at sælge ud af sine slotsbesiddelser. Det drejer sig om Château Grand Puy Ducasse i Pauillac, Château Rayne Vigneau i Sauternes, Château Blaignan og Château Plagnac i Médoc, Château Lamothe Bergeron i Haut-Médoc og Château Meyney i Saint-Estèphe.
Cordier vil fremover koncentrere sig om salget af sine mærkevare-vine - altså nogenlunde det samme, som californiske Mondavi er ved at omstille sig til.

Vandaler hærger Rhin-området
Som vi skrev i sidste nummer af VinAvisen, har tre vinproducenter i Alsace været udsat for groft hærværk, hvor mere end tyve år gamle vinstokke er blevet skåret ned til jordhøjde.
Noget lignende er nu hændt for deres kolleger i Baden på den tyske side af Rhinen. Hos Weingutes Blankenhorn er det gået ud over 195 vinstokke, hvilket medfører et tab for vinhuset på 12.000 euro (cirka 90.000 dkr.).
Ifølge WeinReporter har Blankenhorn udsat en dusør på 1000 euro til den, der kan lede politiet på sporet af gerningsmændene.

Nye vinøse medlemslande
De nyeste tal fra EU’s landbrugsorganisation, COPA-COGECA, fortæller, at de femten gamle EU-lande til sammen vil producere 177 millioner hektoliter vin i år. Det slår tallene fra de sidste tre års produktion, men er dog stadigvæk 3 millioner hektoliter mindre end forventet.
Men herudover har de nye medlemslande også lidt at bidrage med. Tallene herfra er ifølge Just Drinks endnu ikke gjort op, men man regner med, at produktionen i alt vil beløbe sig til 7 millioner hektoliter.
......................
41-48
......................
5300 sider om den svenske skandale
Så er länskriminalen i Stockholm klar med anklageskriftet i forbindelse med bestikkelserne i Systembolaget.
Anklagen er på 5300 sider. Den omfatter 773 enkeltsager, og bestikkelserne andrager i alt 1,2 millioner skr.
77 butikschefer samt femten personer hos tre leverandører er mistænkte, men man undersøger stadig andre leverandører, ligesom hovedkontoret nu vil i gang med at undersøge 4000 ansatte i 420 butikker på 325 lokaliteter i landet. Man vil finde ud af, om "de små fisk" også har gjort noget, der er i strid med Systembolagets interne regler for kontakt med leverandører. Eller om man har hørt noget, der ikke er i overensstemmelse med reglerne.
Butikscheferne sigtes for at have taget imod penge eller gaver til en værdi fra 3000 til over 100.000 skr.

Spild af timer og ressourcer
I det svenske World of Wine News skriver redaktøren, Mikael Mölstad, en kommentar, som vi bringer her, let forkortet:
Dette her handler ikke kun om skandalens voksende omfang. Det handler lige så meget om de tusinder af timer og ressourcer, der kunne være brugt på noget betydeligt mere nyttigt. Og det handler om mennesker, som er blevet berøvet deres værdighed, både blandt butikscheferne og hos leverandørerne.
Jeg forsvarer ikke forbrydere. Men her handler det i vid udstrækning om almindelige dygtige medarbejdere, der har passet deres arbejde og blot gjorde lige som foresatte og kolleger.

Begyndte allerede i 70’erne
Bestikkelses-kulturen i Systembolaget begyndte allerede i 70’erne, skriver Mikael Mölstad. Siden blev den udvidet og antog lidt forskellige former alt efter Systemets salgsregler og organisation.
Da alle monopoler – bortset fra Systemets monopol på detailhandel – forsvandt i 1995, tog det rigtig fart. Da var det pludselig meget stærke markedskræfter mod et mere og mere ubeskyttet monopol. Det blev et Klondyke.
Medarbejderne flyttede rundt mellem monopolet og de frie foretagender, og venskabsbåndene blev både flere og stærkere.

Hvordan skal det ende?
Vil Systembolaget kunne skaffe sig af med tilstrækkeligt mange ”usolidariske” medarbejdere? spørger Mikael Mölstad. Vil det kunne opbygge et vandtæt system for fremtiden?
Jeg mener nej, svarer han. Inden for den nærmeste fremtid må man indse, at ”rigide” monopolsystemer ikke kan vinde over ”fleksible” mennesker med normale menneskelige drifter. Ikke i vore demokratiske vesterlandske samfund.
......................
41-44
......................
Snyd med Parker-point
Mange vinbegejstrede englændere er blevet taget ved næsen af investeringsfirmaet Churchill Wines Ltd.
Firmaet, der hævdede, at det udelukkende solgte Bordeaux-vine med 96 Parker-point eller derover, har siden 2002 opereret under en dækadresse. Alt i alt lykkedes det firmaets direktør, der var en genganger fra et andet svindelfirma, at tjene 1 million pund (cirka 11 millioner dkr.).
Men for nylig stoppede legen, da den britiske regerings Department of Trade and Industry (DTI) drejede nøglen om i firmaet og lukkede for det varme vinvand.
Churchill Wines er ikke et enestående tilfælde. Siden 1998 har DTI afsløret hele sytten svindler-firmaer, der gjorde det inden for vin. Ifølge Decanter taler man ligefrem om ”bordeaux-nettet”, hvor flere lignende svindler-vinfirmaer står i ledtog med hinanden.
I det sidste års tid har DTI gjort en alvorlig indsats for at komme svindelen til livs - blandt andet ved via Internettet at advare mod investering i den slags usikre firmaer. Bestræbelserne ser nu ud til at give pote, da antallet af vinøse fupfirmaer er hastigt på retur.

Høsten i Bordeaux
I Bordeaux er de tidligt modnede druer i Saint-Émilion og Pomerol allerede bragt i hus på berømte slotte som Château Pétrus, Château Cheval-Blanc og Château Figeac, og druerne ser fine ud. Andre steder på højre bred venter man dog lidt på det gode vejr, der skal komme i denne weekend, og langt de fleste vil gå i gang i denne uge.
På venstre bred har man allerede bragt Cabernet Sauvignon-druerne i hus flere steder, mens man oppe i Médoc stadig venter lidt.

Stadig mere papvin – i Sverige
Nu er svenskerne oppe på det højeste forbrug nogensinde af papvin. 60% af al vin i Sverige – og 63% af al rødvin – er tappet på bokse, og alene i juli måned blev der solgt næsten 8 millioner liter vin i pap. Tidligere på året var andelen af papvine 48%.
En hel del af den svenske papvin tappes i Svendborg, så det giver gode danske arbejdspladser, når svenskerne papper vinen i sig.

Verdens største vinøse postordrefirma
Den nemme handel via postordre griber om sig. Det kan man blandt andet mærke hos tyske WIV Wein International AG, verdens største postordrefirma inden for vin. Ifølge WeinReporter beskæftiger virksomheden 3200 vinkonsulenter på verdensplan.
I løbet af de første otte måneder af 2004 har firmaet omsat for 323,9 millioner euro, hvilket svarer til en stigning på 2,5% i forhold til samme periode sidste år.
Og det er frem for alt salget til udlandet, der er årsag til stigningen. Hele 53% af omsætningen stammer fra salg af vin til blandt andet Storbritannien, Italien, Frankrig og Japan.
........................
41
................
Champagne-krigen raser
I den lille schweiziske by Champagne i Vaud-kantonen fremstiller man vin. Og på flaskerne skriver man selvfølgelig, hvor vinen kommer fra.
Men den går ikke. Navnet Champagne er beskyttet og må kun stå på de berømte franske flasker.
EU har ifølge Decanter pålagt de schweiziske vinbønder at fjerne navnet fra etiketterne. Fristen udløb i juni i år. Men schweizerne kæmper videre via en række europæiske retsinstanser.

Argumenter i lange baner
De schweiziske vinbønder føler, at de har argumenterne i orden, når det drejer sig om retten til at bruge navnet Champagne:
● Der er blevet fremstillet vin i området omkring deres by lige siden oldtiden – franskmændene har kun lavet deres nymodens boblevin siden 1600-tallet!
● Schweizerne producerer kun almindelig vin. Der er således ikke tale om et plagiat af de franske bobler.
● Det franske Champagne-distrikt, der producerer 290 millioner flasker om året, kan umuligt føle sig truet af byens sølle 280.000 flasker.
● Og så vil et forbud koste vinbønderne 1,1 millioner schweizerfranc (cirka 5,3 millioner dkr.).
Trods de gode argumenter, bliver det nok svært for schweiziske Champagne at vinde sagen. Men der er dog en vis tradition i området for at slå franskmændene. Det var her i 1476, ud for slottet Granson, at den franske hertug af Burgund og hans hær fik det glatte lag af schweizerne.
........

...
Den sydafrikanske winemaker Niel Bester flankeret af Karsten Søndergaard og hans søn, Frank, fra Amka i Randers.
Karsten Søndergaard, der sammen med sin kone grundlagde Amka i 1978, har vi for længst præsenteret i Vinbranchens Blå Bog. Nedenfor på denne side kommer også Frank Søndergaard med i "bogen".
    Besøg fra Sydafrika
    Plaisir de Merle er et af de mindre sydafrikanske vinhuse, der hvert år forgylder verden med henved 40.000 gode flasker.
    Manden bag flaskerne har været med fra starten i 1993. Niel Bester hedder han, og i torsdags var han på besøg i Danmark, inviteret af Amka i Randers.
    Niel Bester er uddannet ønolog ved universitetet i Stellenbosch og har skabt sig et navn i vinens verden, men han er ikke en af disse ”flying winemakers”, der laver vine i alverdens afkroge. Han har holdt sig hjemme i Sydafrika og har været med til at bygge et helt nyt vineri, der er lidt af et arkitektonisk mesterværk.
    – Den vingård er i mit blod, siger han, – den er min passion og ikke bare et arbejde.
    Men naturligvis har han været på opdagelse rundt om i vinens verden, og han siger selv, at han på den måde har fået en eventyrlysten holdning til det at lave vin.

    Solsortens glæde
    Plaisir de Merle ejes i dag af Sydafrikas største vinfirma, Distell, og stedet har en historie, der går helt tilbage til 1687, da huguenotten Charles Marais og hans familie flygtede fra religionsforfølgelserne i Frankrig og sejlede til Sydafrika for at begynde et nyt liv. Til minde om sit fødested kaldte Marais sin gård for Le Plessis Marly, hvilket efterhånden er blevet til Plaisir de Merle (Solsortens Glæde).
    Under Niel Besters besøg smagte vi ikke kun de vine, der sælges i dag, men også de nye vine, som først kommer på markedet til næste år. Endvidere smagte vi en Cabernet Sauvignon i flere årgange helt tilbage til 1993, vingårdens første årgang. Disse gamle vine vidnede om, hvor holdbare vinene er, og hvor dejlige de kan blive, hvis man har tålmodighed til at gemme dem nogle år.
    Nedenfor er der stjerner til de smagte vine, der p.t. er på markedet.
..............
14/05
.
.




.
..
......................

...
I en bog om Mendoza, udgivet af Bodega Catena Zapata, vises, hvordan de argentinske vinmarker bliver kunstvandet. Her er evig sol og altid vand nok - en forudsætning for at producere meget vin. (Foto: Sara Matthews).
    Argentina satser på eksporten
    Det går fint med vinproduktionen i Argentina. Druerne fra landets i alt 200.000 hektar vinmarker er i år blevet forvandlet til omkring 20 millioner hektoliter vin, hvilket er hele 15% mere end i 2003.
    Alligevel er det kun en sjat af al denne vin, der går til eksport, og det vil landets regering ifølge det tyske vinmagasin Wein+Markt nu gøre noget ved.
    Argentina ligger på en 11. plads blandt verdens vineksporterende lande. Målet er en fjerdeplads efter Italien, Frankrig og Spanien. Og det kræver, at Argentina spurter forbi blandt andet Chile, Australien, Portugal, USA og Tyskland.

    Store visioner for år 2020
    Sidste år eksporterede de argentinske vinproducenter vin for 225 millioner dollars (cirka 1,3 milliarder dkr.), hvilket er 25% mere end i 2002. Så det går den rigtige vej – det går bare for langsomt, synes landets regering.
    Det bliver frem for alt op til den private organisation Corporation Vitivinicola Argentina (Coviar) at sætte ekstra skub i eksporten – blandt andet ved at indlemme mindre vinhuse i særlige eksportprogrammer.
    Hvis alt går vel, satser regeringen på, at eksporten af argentinsk vin om femten år er nået op på 2 milliarder dollars (cirka 12 milliarder dkr.).
......................
Rioja versus Rioja
I flere år har Rioja i Spanien sloges med Rioja i Argentina. Spanske udvandrere tog for flere hundrede år siden navnet Rioja med sig til den nye verden og gav navnet til et ret lille område, hvor man i dag dyrker vin.
Spanske Rioja mener, at det fælles navn fører til misforståelser, og nu ser det ud til, at argentinerne er ved at gå med til at ændre navnet. Anledningen er en handelsaftale, der er på vej mellem EU og den sydamerikanske handelsunion Mercorus.
Hvis aftalen kommer på plads, vil EU som kompensation mindske nogle handelshindringer for vine fra blandt andet Argentina og Uruguay.........
..........................
38-38/05
...............

...
Øllet serveres i nogle store og flotte glaskrus, og festpladsens vagter har allerede snuppet 92.000 gæster, der lige skulle have et souvenir-krus med hjem ... (Foto: Oktoberfest.de)
    Ølfestival med varm vin
    Hvert efterår i de sidste 171 år har München været rammen om verdens største ølfestival. Festlighederne, der varer i to uger, besøges af omkring seks millioner mennesker, og allerede i løbet af den første uge nedsvælges der traditionen tro et par millioner liter øl.
    Men i år, da festivalen åbnede den 18. september, blev der også langet vin over salgsdiskene i form af en punch med krydderier, sukker, frugtstykker og brandy.
    Vinens indtog skete efter flere overvejelser fra arrangørernes side – der er jo trods alt tale om en ølfestival. Men man kan ikke varme sig med koldt øl, og det tyske efterårsvejr er meget køligt og regnfuldt i år. Indtil nu har de besøgende varmet sig med hele 1800 liter af den vinøse drik.
......................
Vinen ud i fødevarebutikkerne
Næsten tre fjerdedele af alle nordmænd mener, at vinmonopolet bør nedlægges, og at det skal være muligt at købe vin i almindelige fødevarebutikker. Det viser en nylig undersøgelse.
På Island findes der allerede et lovforslag om, at man fra 1. juli 2005 skal kunne købe vin i fødevarebutikkerne. Senere i dette efterår skal man i Altinget stemme om loven.

Danmark svigter de franske vinproducenter
I det første halve år af 2004 er Frankrigs eksport af landbrugsprodukter faldet med 6,3%.
Dette skyldes ifølge den franske avis l’Expansion frem for alt, at eksporten af vin og spiritus er faldende. Omsætningen ligger nu på 2,92 milliarder euro (cirka 14,8 milliarder dkr.), hvilket er en forringelse på 4,6%.
Værst står det til med vinsalget, der er faldet med 5,3%, mens de stærkere varer tegner sig for et fald på 2,4%.
Det er blandt andet Danmark, England og USA, der svigter franskmændene, men heldigvis for de franske vinproducenter går det rigtig godt med eksporten af vin til Japan og Sydøstasien.
...............

14-14
..............
Underlødig altervin
I mere end femten år har altergæsterne i danske kirker fået skænket en underlødig portvin ved navn ”Israelsk kirkevin”. Men ifølge Kristeligt Dagblad har vinen intet med Det hellige Land at gøre; det er en fransk basisvin af ringe kvalitet.
Først for nylig opdagede Fødevaredirektoratet den falske etiket og pålagde producenten at ændre den, men vinen kan stadig bestilles med den urigtige benævnelse af oprindelsen.
– Alterbægrene glimter af guld, og kalken med den smagløse portvin har kostet i tusindvis af kroner, skriver artiklens forfatter, Poul Joachim Stender. – Men vinen, der bruges, kan højst stå importøren i 5 kr. flasken.
......................
    < Bogen er illustreret med tegninger af Jens Hage samt med samtidige portrætter af eventyrdigteren. I et digt fra 1831 skriver H.C. Andersen:

    Først fik vi en Suppe, saa faur og saa fin,
    Med Roser og yndelige Blommer;
    Saa Kjød med lidt Sause og een Flaske Viin,
    Der fyldte sin Snees i Skjærsommer.
......................
Livsnyderen Andersen
På fredag udkommer en H.C. Andersen-biografi med en helt usædvanlig vinkel på den store forfatters liv. Bogen er skrevet af Henrik Oldenburg, og den handler om Andersen som livsnyder (Den anden Andersen, 164 sider, 190 kr., Smag & Behag’s forlag, Smag).
Henrik Oldenburg er ikke kun vinskribent og redaktør af Smag & Behag. Han er også mag.art. i nordisk litteratur, og i bogen forener gastronomen og magisteren sig i en meget interessant skildring af HCA’s kærlighed til mad og vin.
HCA spiste godt og drak mange gode vine, men han gjorde samtidig alt for, at familien Collin, der støttede ham, ikke fik det at vide. – Spisetiden er Livsmomenterne! skrev han i sin dagbog.
Henrik Oldenburgs bog er meget velskrevet og underholdende. Man følger HCA på hans rejser og føler med ham i hans pengesorger – vil han have rigsdaler nok til den næste rejse, den næste flaske og det næste gode måltid? Og hvordan sørger han for, at de korrekte og kedelige Collin’erne ikke får noget at vide? Bogen anbefales på det bedste.
......................

05-30/05
......................
Vin fra Tyrkiet
Tyrkiet er klar til at øge eksporten af sine vine. Ifølge Decanter er et importfirma, Alaturka, gået sammen med de to største tyrkiske producenter, Doluca og Kavaklidere, for at øge salget i Storbritannien.
De to producenter eksporterer allerede til Holland, USA og Danmark (selv om vi må indrømme, at tyrkisk vin vist aldrig er kommet forbi vores glas).
Doluca fremstiller 13 millioner flasker om året, mens Kavaklidere har en kapacitet på 23 millioner.
I 2003 eksporterede Tyrkiet vin for 45 millioner dkr., mens eksporten i 2001 kun lå på 30 mio dkr.
60% af eksporten går til Tyskland, Belgien og Luxembourg.
....................
...
Den danske vinbranche
* Amka Vinimport i Randers har skippet den sidste halvdel af sit navn og hedder herefterdags blot Amka. Det gælder også firmaets datterselskaber i Danmark og det øvrige Norden samt i de baltiske lande.
* Fionia Vinimport importerer fremover vinene fra Vidal Fleury i Rhône-dalen.
...
.......................
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
......................
Hvor gammel er du, lille ven?
Det er ikke nemt at sælge vin i Sverige. Nu står en ansat i en Systembutik på Östermalm i Stockholm tiltalt for ikke at have kontrolleret en kundes legitimation og for at have solgt vin til et velvoksent barn på under 20 år. Den stakkels ekspedient risikerer at havne bag tremmer.
Men på den anden side: Der er også unge damer på langt over de 30, der er himmel henrykte for at blive afkrævet legitimation ...
.......................
28-01
..............................
Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
............
.
.
.
    Frank Søndergaard (f. 1971) kommer fra en vinøs familie. Det var nemlig hans forældre, Karsten og Anna Marie Søndergaard, der i tidernes morgen grundlagde vinfirmaet Amka i Randers.
    I første omgang satsede han nu ikke på vinens verden men på en uddannelse som enten automekaniker eller købmand. Valget faldt på det sidste, og lærepladsen blev et supermarked i Hadsten.
    Men Frank Søndergaard kunne ikke undgå sin skæbne. Via supermarkedet fik han kontakt til et tysk vin- og spiritusfirma, hvor ejerne inviterede ham på et års arbejdsophold.
    - Jeg blev smidt rundt i samtlige afdelinger og lærte alt fra at køre lastbil til at tage mig af kunder og lave æggelikør, fortæller han.
    Senere fik han tilbud om fastansættelse, men familien og vinfirmaet hjemme i Danmark trak det længste strå, og Frank kom i lære hos sin far. Og så skulle der handles:
    - Jeg kan huske, at min far som noget af det første gav mig en kasse chilensk vin under den ene arm og en mappe om Chile under den anden og sendte mig på salgstogt rundt i Jylland.
    I dag er Frank Søndergaard et vigtigt aktiv for Amka, der har vokset sig stor med årene. Virksomheden repræsenterer cirka 50 firmaer fra de fleste af verdens vinproducerende lande. Frank Søndergaard varetager blandt andet kontakten til datterselskaberne i Norge, Sverige, Finland og Tyskland.
    Og så er tredje generation, den snart to-årige Max, som Frank har med sin kæreste Cecilia, godt på vej ind i den vinøse verden. Han bliver, ligesom Frank blev af sine forældre, slæbt rundt til alverdens vingårde.
    - Det første ord, han sagde, var traktor, men det andet ord var vin, siger den stolte fader.
    Adresse: Amka, Østre Boulevard 29, 8900 Randers, tlf.: 86 41 96 00, e-mail: fs@amka-vin.com, www.amka-vin.com.
........................
19-50
................
    Ugens vinøse billede
    Den portugisiske portvinsgård Quinta do Pégo er på danske hænder. Den ejes siden sidste år 100% af familien Søndergaard fra Amka i Randers (se ovenfor), og det er klart, at vingården var et vigtigt mål, da Portvinsklubben af 1981 for et par uger side udforskede Douro-dalen.
    Et af de 31 klubmedlemmer, der var med, var Claus Bjerregaard, som var flittig med sit kamera. Blandt andet tog han dette dejlige billede, hvor den fantastiske udsigt ned over floden og markerne indrammes af vinløv og modne druer – formodentlig druer af sorten Touriga Nacional, skriver Claus Bjerregaard.
    Portvinsklubbens formand, Robert Heinrich Metasch, fortæller, at man under besøget smagte gårdens vintage 2003 som fadprøve. Det er en dejlig fed og frugtagtig portvin, endnu hvalpet, men med en pågående saftig smag af modne røde bær og med en bund af ulmende tanniner. Knap så intens og muskuløs som den klassiske vintage 2000, men ret charmerende.
    Bygningerne på Quinta do Pégo trænger fortsat til en kærlig hånd, hvad de uden tvivl vil få, når alle tilladelser er på plads. Men vinen er allerede velskabt – og udsigten som sagt fantastisk.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
.........
>36/05
...........
...
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.

Hvad er forklaringen på de 13 + 4%?
I sidste uge havde vi smagt en sød italiensk vin – en Aleatico, Gioia del Colle DOC – og i teksten skrev vi, at der på etiketten var anført 13 + 4% alkohol. Det forstod vi ikke rigtigt og efterlyste derfor en forklaring.
Der må åbenbart være en hel del af vore læsere, som tygger vore vinbeskrivelser igennem, for vi har fået mange mails med en forklaring – og tak for det. En af de mest fyldige kommer fra Hans Henning Jensen:
Når det gælder søde italienske vine, er dette en meget almindelig angivelse af alkohol og sukker.
De 13% er den faktiske alkohol (titolo alcolometrico volumico effettivo), og de 4% er den alkoholprocent, som restsukkeret kan give ved udgæring (titolo alcolometrico volumico potenziale). Altså den potentielle alkohol.
Summen af de to procenter – 17% – er den totale alkohol (titolo alcolmetrico volumico totale).
De 4% potentiel alkohol svarer til cirka 4 x 17 = 68 gram restsukker.
....
....Ugens besvarelser lægger vi efterhånden ind i VinAvisens VinABC, så de er lette at finde.
....
...................
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i,
    hvad der sker i vinens verden.
    Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
..........
>27/05
.............
I den forløbne uge har vi smagt i alt 29 vine. Heraf var der 21, som fik mere end to stjerner, og 12 fik fem stjerner.
........................
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....
......................
Vinene fra Plaisir de Merle


Plaisir de Merle, Chardonnay, Sydafrika 2002
109 kr., Amka
En stor oplevelse venter den, der holder af god Chardonnay-hvidvin. Vinen har en dejlig fed smag af citrus og abrikos, der afrundes med et forfriskende bid af eg.


Plaisir de Merle, Shiraz, Sydafrika 2001
129 kr., Amka
Brombær, hyldebær, kaffe, mørk chokolade og en lang krydret eftersmag kendetegner denne fortræffelige vin. Den er alle pengene værd.


Plaisir de Merle, Grand Plaisir, Sydafrika 2001
149 kr., Amka
En fuldendt rødvin med en lækker blødhed og duft og smag af chokolade og brombær. Den er et fund til prisen og lever helt op til sit navn, Grand Plaisir (stor nydelse).


Plaisir de Merle, Cabernet Sauvignon, Sydafrika 2001
109 kr., Amka
En stor vin med en duft af mørke bær og bittermandel og en lang krydret eftersmag. Bør ligge i nogle år, før den nydes til fx vildt.


Plaisir de Merle, Merlot, Sydafrika 2001
109 kr., Amka
Vinen har en koncentreret duft af eukalyptus og bitter chokolade. En kraftig sag, der kræver en godt krydret ret.



.............
Mousserende vin


Hugh Hamilton, The Madam, Sparkling Merlot, McLaren Vale, Australien 2002
113 kr., Stone Grange
Flydende slik – med bobler. En meget spændende mousserende rødvin og noget helt specielt i Australien. Dernede sætter de sig ud på terrassen i sommervarmen og nyder vinens krydrede charme, mens kænguruer hopper ud over sletten. The Madam betyder Bordelmutteren, og på etiketten er der et sort får. ”Every family has one,” står der nedenunder.




Hvidvine


Hugh Hamilton, The Scallywag, Unwooded Chardonnay, McLaren Vale, Australien 2003
91 kr., Stone Grange
En virkelig dejlig hvidvin, om end ikke helt billig. Vinen er harmonisk, frisk og lækker - og flasken har skruelåg!


Tribal, Chenin Blanc, Western Cape, Sydafrika 2004
39,95 kr., i denne uge 3 flasker for 100 kr., Super Best
Frisk, enkel og tiltalende hvidvin. God til prisen.


Château Saint Cyrgues, Costières de Nîmes, Frankrig 2003
59,75 kr., Gravesen Vine
Denne hvidvin er lavet på to hvide Rhône-druer, Rousanne (75%) og Grenache Blanc (25%). Vinen er tør med let krydderi og tilpas syre.




Rødvine


Sierramonte, Spanien 2003
35 kr., A Vinstouw
En imødekommende og blød rødvin med en sødmefuld smag og en dejlig duft af hyldebær. En rigtig god hverdags-vin, der egner sig til en bred palet af retter. Et fund til prisen.


Figuero, Crianza, Ribera del Duero, Spanien 2001
185 kr., Piaf Vinhandel
En stor rødvin og en stor nydelse. Vinen, der har ligget tolv måneder på fad, er fløjlsblød og lækker med fyldig frugt og integreret fadsmag. Den fortjener en kødret og en sauce uden alt for meget power. Og den må i øvrigt også gerne ligge endnu et par år.


Château de Pennautier, Cabardès, Frankrig 2002
58 kr., Vinens Verden
Denne rødvin smager, som en god bordeaux bør smage – men den kommer altså fra Cabardès-distriktet i Languedoc. Vinen er meget vellavet med frisk og dejlig frugt. Glimrende til prisen.


Tribal, Shiraz, Western Cape, Sydafrika 2003
39,95 kr., i denne uge 3 flasker for 100 kr., Super Best
Typisk Shiraz-rødvin med kraftig og ren bærsmag, frugtfylde og let sødme. God til nogle ordentlige bøffer. Utrolig god til prisen – især til denne uges tilbudspris.


Alkoomi, Shiraz / Viognier, Western Australia 2002
99 kr. ved 12 flasker, Barrique Vinimport
Flot, flot og spændende rødvin med stor og intens frugt, der fint afbalancerer de mange procenter. Den kan sagtens klare et par peberbøffer. Det er interessant, at man her har suppleret rødvinsdruen Shiraz med lidt af hvidvinsdruen Viognier.


Château Lestage Simon, Cru Bourgeois, Haut-Médoc, Frankrig 2000
149,75 kr., Taster Wine og Skjold Burne
En flot rødvin – sådan skal en god bordeaux være. Den er saftig og fyldig, kompleks og harmonisk. En nydelse. Vinen fås også i 1998-årgangen til 139,75 kr. Den har vi dog ikke smagt.


André Pottevin, Saint-Amour, Frankrig 2002
80 kr., 75 kr. ved 12 flasker, Chez Maurice
Dejlig rødvin, en rigtig god beaujolais med Gamay-druens saft og sødme.


XL, Les Grés, Syrah, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2002
55 kr. ved 12 flasker, Piaf Vinhandel
En dejlig, fadlagret rødvin med saft og varme. Fortræffelig til den meget rimelige pris.


Culebron, Alicante, Merlot, Spanien 2002
47,50 kr., 3c-wine
Denne rødvin har en blød og imødekommende duft af mandel, kirsebær og modne brombær. Smagen er fuld af kraft og saft. De 14% i alkoholstyrke er lige i overkanten.


Preludio alle Notte, Circeo, Italien 2001
89,95 kr., Wine Group
Rødvin på Merlot og Sangiovese med markant saft, krydderi og toner af kirsebær. Billigt er dette "forspil til natten" ikke.




Hedvin


Dow’s Ruby Port, Portvin, Portugal
49,95 kr., Det franske Vinlager. I denne uge: 39,95 kr., SuperBest
Venlig portvin med en meget markant sødme. Men ikke nogen stor portvin. Den er lidt gløg-agtig.


Dow’s White Port, Portvin, Portugal
49,95 kr., Det franske Vinlager. I denne uge: 39,95 kr., SuperBest
I forhold til tilbudsprisen i denne uge er denne hvide portvin såmænd ganske rar. Men nogen stor vin er den ikke.



.
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet enten med topkarakter - som regel seks stjerner - eller på anden vis.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.
........................
Berlingske Tidende
Fara Caramino, Riserva, Dessilani, Piemonte, Italien 2000Rødvin50 kr.SuperBest
.
B.T.
Errazuriz, Syrah / Cabernet Sauvignon, (Årets Jagtvin), Maipo Valley, Chile 2002Rødvin64,75 kr.H.J. Hansen
.
Ekstra Bladet
Falesco, Vitiano, Umbrien, Italien 2003Rødvin70 kr.SuperBest
Tenuta Cerro del Masso, Chianti, Italien 2003Rødvin69,50 kr.Jysk Vin
.
Euroman
Ayguets, Yves Cuilleron, Condrieu, Frankrig 2001Hvidvin485 kr.Østjysk Vinforsyning/Vignoble
Domaine Gourt de Mautens, Rasteau, Frankrig 2001Rødvin239 kr.Bichel Vine
.
Hjemmet
Fontès, Cuvée Speciale, Côtes du Roussillon, Frankrig 2000Rødvin39,75 kr.Skjold Burne
.
Nordjyske Stiftstidende
Cepa Noble, Reserva, Cabernet Sauvignon, Colchagua Valley, Chile 2002Rødvin72,50 kr.Cissus
.......................
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.