Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 50, 2004


......................
Vin-aktuelt i uge 50
6. december - 12. december 2004
........................

VinAvisen uge 47VinAvisen uge 48VinAvisen uge 49
........................
.
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i,
    hvad der sker i vinens verden.
    Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!


.........
50-01
.........
35 liter vin pr. næse
Det danske forbrug af vin – inkl. grænsehandelen – stiger stadig og har netop passeret 35 liter pr. år pr. indbygger – for 50 år siden lå det på 3 liter.
Sidste år var 55% af forbrugerne regulære vinnydere, dvs. at de drak vin mindst en gang om ugen. 36% drak kun vin lejlighedsvis, mens 9% slet ikke drak vin.
71% af vinen var rødvin, mens 27% var hvidvin og 2% rosé.

Lovændring måske på vej
Da USA i 1933 ophævede forbudet mod alkoholiske drikke, indførte man samtidig en lov, der giver den enkelte stat ret til at regulere salget af vin og spiritus.
Fx forbyder en hel del stater, at man køber vin fra andre stater og får vinen sendt ind over grænsen. Tyve af disse stater tillader dog postordresalg fra vinproducenter i selve staten – og disse producenter er naturligvis ikke interesserede i, at grænserne åbnes. Det samme gælder grossister, der hidtil har haft eneret på import.
Der har været en aktiv lobbyvirksomhed imod at ændre lovene, men nu ser det ud til, at man er ved at få prikket hul på ballonen.
I næste måned tager den amerikanske højesteret fat på de mange sager, som vinorganisationer har anlagt, og en afgørelse forventes i juni.

Dansk videnskab i vinens verden
I Politiken har Daniel Bergsagel haft en interessant artikel om danske firmaers succesfulde arbejde for vinindustrien. Novozymes' enzym Pektinase sprænger cellehinderne i druerne, så der kommer mere farve, aroma og saft ud af dem. De Danske Spritfabrikker sælger vingær til producenter over hele verden. Og Chr. Hansen fremstiller mælkesyrebakterier til vinproduktion.
– Men vinene har mistet deres særpræg, siger vinimportøren Finn Klysner. – Nu er det ligesom industri-pålæg. Det ser o.k. ud, men det smager alt sammen kedeligt ens.
Det problem løser endnu en dansker, nemlig mikrobiologen Claus Prahl, der tilbyder at indsamle, dyrke og bevare en vinproducents egen specielle gærstamme. Han har fået flere af Europas bedste vinhuse som kunder, deriblandt den verdensberømte dansk-spanske vin Pingus. Claus Prahl findes på www.prahlbiolab.com.
.........
41-40/05
.........
Vinkrig mellem Rioja og Catalonien
”Rioja, nej tak”. Disse barske ord skulle ifølge spanske medier indgå i en ny reklamekampagne fra det catalonske institut for vin og vindyrkning, INCAVI.
I Catalonien, der jo er en selvstændig spansk provins, laver man som bekendt også vin. Og sandt nok må det være lidt træls for catalonerne at se, at det næsten altid er Rioja, der løber af med sejren, når det gælder kampen om forbrugernes gunst.
Rioja-producenterne raser og siger, at det er uetisk at tage så ufine metoder i brug, og både myndigheder og vinorganisationer i regionen forlanger, at kampagnen aflyses.
Ifølge INCAVI er der overhovedet ikke brugt den type slogans i reklamerne, så hvis man skal tro instituttet, er der nærmest tale om en orkan i et glas vin.

Salget af portvin dykker
Den er gal med salget af portvin, viser de nyeste tal fra IVDP, instituttet for portvin og vine fra Douro.
I 2003 blev der solgt 12 millioner flasker portvin. I år vil tallet komme til at ligge på cirka 10 millioner. Det vil i alt indbringe cirka 400 millioner euro (cirka 2,9 milliarder dkr.), hvilket er 3% mindre end sidste år.
Frankrig er ifølge Just Drinks den største aftager, når det gælder portvin, skarpt forfulgt af Holland. Tredjepladsen indtages af Portugal selv.

Mondavi sælger anparter til Viña Errázuriz
Som nævnt i VinAvisen uge 46, er de første skridt taget til det endelige salg af Robert Mondavi Co. til Constellation Brands.
Nu her på falderebet har Robert Mondavi dog ifølge Just Drinks valgt at sælge sin andel på 50% i de chilenske vinmærker Arboleda og Viña Seña tilbage til partneren, det chilenske vinhus Viña Errázuriz. Salgsprisen er der ikke nogen, der vil afsløre.
Når Constellation Brands kommer til roret, vil der stort set ikke blive pillet mere ved den række af vinhuse og produktionssteder, der hører ind under det nuværende Robert Mondavi Co.

Forlovelse: Ruffino og Constellation
Det er verdens største vinfirma, Constellation Brands, som er ved at overtage Mondavi. I fredags meddelte firmaet, at det har yderligere vokseværk, idet det har overtaget 40% af aktierne i det italienske vinhus Ruffino.
Ruffino har siden 1913 været ejet af familien Folonari, der fortsat har aktiemajoriteten. Men samarbejdet med Constellation Brands vil uden tvivl have betydning for eksporten til USA. Her vil Constellation-firmaet Franciscan Estate stå for distributionen og det videre samarbejde.
Ruffino har 600 hektar vinmarker i Toscana og købte for tre år siden vingården Borgo Conventi i Friuli med 40 hektar. Læs mere på www.ruffino.com og om Constellation på www.cbrands.com.
.........
14/05
.
.




.
..
.........
Højere grænser for udbyttet
Frankrigs vinhøst blev stor – faktisk alt for stor. Nogle steder ville man have kunnet høste 100 hektoliter pr. hektar og enkelte steder endog 200 hl/ha, hvis ikke man havde grebet ind for at reducere høstudbyttet.
For at komme vinbønderne i møde har INAO (Institut Nationale d’Appellation d’Origine) øget det tilladte høstudbytte i flere appellationer, og i Champagne er grænsen på 13.000 kg/ha sat op til 14.000 kg/ha.

Nu må de kunstvande
Samtidig har INAO ifølge Wine Business modificeret forbudet mod at kunstvande fra 1. maj indtil høsten. Fremover må man kunstvande i en vis del af sommeren – hvis man udfylder de nødvendige papirer – men man må ikke have fast installerede eller underjordiske drypslanger. Og hvis høstudbyttet overstiger det tilladte, vil vinen blive deklassificeret.
I Australien, Chile og Argentina, hvor de kunstvander på livet løs, sidder de sikkert og gnider sig i hænderne. De skal nok få has på de franskmænd, skal de ...
.........

...
I Bordeaux-udgaven rummer en barrique 225 liter, svarende til 300 flasker. Den koster mellem 500 og 600 euro (3500-4500 dkr.).
    Nedgang i produktionen af fade
    I Frankrig er der cirka 70 bødkerier, som tilsammen fremstiller over 500.000 barriques om året.
    I 90’erne var der virkelig gang i den. Man eksporterede til alverdens vinlande, men nu er salgstallene på vej ned. Både fordi moden er ved at gå fra de meget egeprægede Parker-vine og over til mere friske og frugtagtige vine, og fordi den franske vinkrise kradser. Mange franske producenter undlader således at forny fade, som de ellers plejer at skifte ud hvert tredje år.
    Yderligere er man i de oversøiske lande, der tidligere købte mange franske fade, mere og mere gået over til at give vinen træsmag med spåner og stave af egetræ i ståltankene.
    De franske bødkere firedoblede deres eksport fra 1995 til 2001, men både i 2002 og 2003 har der været et fald i eksporten.
.........

14-14
.........
Årets 100 bedste vine
I næste nummer af det amerikanske vinblad Wine Spectator, som endnu ikke er udkommet, bringes årets liste over de 100 vine, der har ligget helt i top under bladets smagninger af over 12.500 vine.
Vinene til den fornemme liste udvælges ud fra fire kriterier: Opnåede point efter 100-skalaen, kvalitet i forhold til prisen, muligheden for at købe vinene samt en faktor, som redaktionen kalder excitement.
For ti år siden var den amerikanske liste domineret af Californien og Bordeaux. I år er franske Madiran og spanske Priorat kommet op ved siden af Napa og Pauillac.
Tolv vinlande er med på listen, og blandt dem fører Californien med en femtedel - naturligvis, for det er jo en amerikansk liste. Men Californien er tæt fulgt af Frankrig og Italien, og der er også fornemme røde fra Argentina, Chile, Portugal og Spanien.
Herunder ses de 25 første vine på Wine Spectator’s top 100-liste.
.........
1
    Château Rieussec, Sauternes, Frankrig 2001
100 point
2
    Casa Lapostolle, Clos Apalta, Colchagua Valley, Chile 2001
95 point
3
    Termes, Numanthia-Termes, Toro, Spanien 2002
93 point
4
    Bric del Fiasc, Paolo Scavino, Barolo, Italien 2000
98 point
5
    Les Pavots, Peter Michael Winery, Knights Valley, Sonoma, Californien 2001
98 point
6
    Masseto, Tenuta dell’Ornellaia, Toscana IGT, Italien 2001
100 point
7
    Château Lafite Rothschild, Pauillac, Frankrig 2001
96 point
8
    Greg Norman Estates, Reserve, Shiraz, South Eastern Australia 1999
96 point
9
    Château Suduiraut, Sauternes, Frankrig 2001
98 point
10
    Flaccianello della Pieve, Fontodi, Colli della Toscana Centrale IGT, Italien 2001
97 point
11
    Seghesio, Zinfandel, Sonoma County, Californien 2002
92 point
12
    Lewis Alec’s Blend, Napa Valley, Californien 2002
96 point
13
    Piper-Heidsieck, Brut, Champagne, Frankrig 1995
96 point
14
    Staglin Family Vineyard, Chardonnay, Rutherford, Californien 2002
95 point
15
    Marchesi de’ Frescobaldi, Castelgiocondo, Brunello di Montalcino, Italien 1999
95 point
16
    Viña Almaviva, Puente Alto, Chile 2001
95 point
17
    Paul Hobbs, Chardonnay, Russian River Valley, Californien 2002
95 point
18
    Chateau Souverain, Chardonnay, Sonoma County, Californien 2002
91 point
19
    Ponzi, Pinot Noir, Willamette Valley, Oregon 2002
94 point
20
    Quinta do Vale Meão, Douro, Portugal 2000
95 point
21
    Glen Carlou, Chardonnay, Paarl, Sydafrika 2002
91 point
22
    Beringer, Sbragia, Limited Release, Chardonnay, Napa Valley, Californien 2002
94 point
23
    Château Guiraud, Sauternes, Frankrig 2001
96 point
24
    Leeuwin, Art Series, Chardonnay, Margaret River, Western Australia 2001
98 point
25
    Beaux Frères, Pinot Noir, The Beaux Frères Vineyard, Willamette Valley, Oregon 2002
95 point
.........
41-40/05
.........
Systemet i vanskeligheder
Ifølge nyhedsbrevet Alcohol Update har det statsejede svenske Systembolag svært ved at klare statens krav om et årligt udbytte på 200 millioner skr.
Nedgangen i salget af spiritus betyder et tab på 50 mio skr., og samtidig har staten mistet en milliard skr. i udeblevne afgifter – Systembolaget leverer kun 30% af den spiritus, som svenskerne køber.
Til den svenske radio udtaler Systembolagets direktør, Anitra Steen, at det haster med at sænke afgiften på spiritus. Hvis Systemet havde solgt alt, hvad der i dag føres ind over grænserne, havde det øget årets dækningsbidrag med over en milliard skr.
Den nye svenske finansminister Pär Nuder har sagt, at det trækker ud med en nedsættelse af afgifterne. Han mener, at det må tage den tid, som er nødvendig for at få alle facts på bordet, før regeringen kan komme med et lovforslag.
Nuder antyder, at forårsbudgettet i april måske kan være en lejlighed til at sænke afgifterne.

Lysere tider i broderlandet
For ikke så mange år siden fortalte en svensk restauratør os, at han havde en del grand cru bordeaux til overs. Men han turde ikke sælge flaskerne i Sverige. Kun Systembolaget måtte sælge vin til private, og overtrådte han denne regel, risikerede han at miste sin spiritusbevilling og måtte lukke sin restaurant. Så han smuglede flaskerne til Danmark og solgte dem her – ingen toldere ville alligevel tro, at en svensker var så tosset, at han smuglede vin UD af Sverige.
Nu er der kommet lysere tider i broderlandet, og forleden afholdt man den første auktion af vin og spiritus i Stockholms Auktionsverk på Nybrogatan i Stockholm – en auktion i samarbejde med Systembolaget.
I alt omsattes for 3,8 millioner skr., og højeste pris opnåede tolv flasker Château Mouton-Rothschild, der gik for 72.000 skr.
Man regner med at afholde mindst én auktion hvert år.

Vin & Sprit undersøges
Kan et statsejet firma bestikke et andet statsejet firma? Det lader sig åbenbart gøre. I hvert fald i Sverige. I den løbende sag omkring importfirmaers gaver til Systembolagets butikschefer bliver det statsejede firma Vin & Sprit mere og mere inddraget. (Vin & Sprit spreder som bekendt sin Absolut-spiritus verden over, og her i landet ejer firmaet De Danske Spritfabrikker, Vingaarden, Kjær & Sommerfeldt samt Østjysk Vinforsyning).
Politiet undersøger nu firmaets bestikkelser, og ifølge WOW News bliver sagen større og større. Den kan meget vel blive lige så stor som den snart afsluttede sag mod tre andre kendte leverandører til Systemet.
Politiet har blandt andet undersøgt regnskaber og andre dokumenter hos Vin & Sprit, og det har ført til mistanke om bestikkelse af yderligere et stort antal butikschefer på Systemet. Hvor mange er usikkert, men blandt andet Dagens Nyheter taler om cirka hundrede.
Til Dagens Nyheter siger Margareta Nyström, der er informationsdirektør i Vin & Sprit, at det ikke er ”utænkeligt, at vi har budt stort set alle butikschefer på frokost”.
.........
38-38/05
.........
Årets André Simon bogpris
I London offentliggjorde man forleden kandidaterne til årets André Simon Book Award. Men først må vi lige fortælle, hvem André Simon var.
Han blev født i 1877 og var op til sin død i 1970 den store mand i britisk litteratur om vin og mad. Han skrev over 100 bøger og blev berømt for sin litterære og sikre stil.
Gennem hele sit 93 år lange liv samlede han bøger om vin. Han grundlagde flere kulinariske selskaber, først og fremmest The International Wine and Food Society, og det er i hans navn, man hvert år uddeler priser til de bedste engelske bøger om vin og mad.
André Simon sagde, at man dør for ung, hvis man efterlader en eneste flaske i sin vinkælder. Selv efterlod han sig kun to magnumflasker bordeaux.
.........

.........
Vinbøger på kandidatlisten
Hvem der får årets André Simon Book Awards på tilsammen 5000 pund bliver først offentliggjort om nogle måneder. Men på kandidatlisten er følgende bøger, der måske findes i Danmark, men ellers kan købes hos Amazon i England (så slipper man for dansk told og moms):
* Rosemary George: Treading Grapes: Walking Through the Vineyards of Tuscany, om en femten måneders vandretur i Italien – klik her.
* Andrew Jefford: Peat, Smoke and Spirit: The Story of Islay and its Whiskies – klik her.
* Christy Campbell: Phylloxera: How Wine was Saved for the World – klik her.
* Olivier Poussier: Desserts and Wines, med 60 opskrifter og 120 vine, der passer til – klik her.
* Nicholas Faith: Cognac – klik her.
Blandt tidligere vindere kan nævnes Michael Broadbent, Jancis Robinson, Clive Coates, Michael Schuster og Andrew Jefford.
.........
43-17/05
.........

...
Til venstre de traditionelle copita-glas og til højre de nye sherryglas, der egner sig bedre til middagsbordet.
    Et nyt sherryglas
    Vinfolkene i Sherry-distriktet er godt i gang med at fortælle alverden om deres vines fortræffeligheder, og blandt andet slår de et stort slag for, at sherry ikke bare er en apéritif, men at den herlige drik også går glimrende til mad.
    Hidtil har man pr. tradition drukket sherry i et lille, ret snævert glas, det såkaldte copita-glas. Det nye glas er mere åbent og egner sig utvivlsomt godt, når sherryen skal optræde på middagsbordet. Vinen afgiver bedre sin aroma i den rummelige kolbe, og man kan få næsen ned og nyde aromaen.
    Men et almindeligt vinglas kan nu også bruges, skal vi hilse og sige.

Italiens store vinskribent er død
Luigi Veronelli er død, 78 år gammel, og dermed har Italien mistet sin måske største vin- og madkritiker.
Han blev ikke mindst kendt for sin årlige guide til italienske vine, Vin di Veronelli, hvoraf første udgave kom på gaden i 1959. Den er blevet en bibel for dem, der holder af italiensk vin, og en vigtig inspirationskilde for vinskribenter verden over.
Luigi Veronelli havde en universitetsgrad i filosofi, hvilket tydeligt kom til udtryk i hans jongleren med vinøse vendinger. Han kunne fx finde på at give betegnelsen vino de tavola, altså bordvin, et tvist og i stedet skrive vino da favola, hvilket betyder "eventyrvin".
Han var også gennem 1960’erne ophavsmanden til flere populære tv-programmer om gastronomien i de forskellige italienske regioner.
Og så er det ham, vinproducenterne kan takke for en lang række af de reformer, der i dag gør sig gældende inden for den italienske vinproduktion.

Champagnehus tager navneforandring
Frankrigs næststørste champagnehus, Marne et Champagne, har ifølge den franske avis Les Echoes taget navneforandring til Lanson International.
Årsagen skulle være, at vinhuset ønsker at fyre lidt op under firmaets række af brands, der omfatter kendte mærker som Besserat de Bellefon, Masse de Rothschild, Lanson og Gauthier.
Og det er måske også på tide med lidt nytænkning. Som vi skrev i VinAvisen uge 14, går der rygter om, at Marne et Champagne har så store økonomiske problemer, at vinhuset muligvis står over for en konkurs.

En fremtid med for lidt australsk vin
Mens nogle vinlande lider under en uafsættelig vinsø, er de australske vinproducenter udsat for det stik modsatte. Hvis ikke der bliver plantet en masse nye vinstokke i en fart, vil der om allerede fire år være for lidt australsk vin.
Ifølge Just Drinks er det faktisk allerede begyndt at knibe med de grønne druesorter. Og de blå druer følger efter med raske skridt. Vinindustrien må til at ruske op i bankerne for at få økonomisk hjælp til anlægning af nye vinmarker. Og det kan ikke gå hurtigt nok.
...................

05-30/05
.........
Kostbar vinsamling under hammeren
Domaine Romanée-Conti i Bourgogne skaber en af verdens mest berømte og kostbare vine, hvis høje pris blandt andet skyldes, at der kun produceres cirka 6000 flasker om året.
Man kan da heller ikke sådan bare lige købe en flaske henne om hjørnet. Man må pænt aftage en assorteret kasse, hvor der blandt tolv kostbare bourgogner findes en enkelt af de sjældne flasker.
Det var derfor lidt af et trækplaster, da en stor samling Romanée-Conti-vine kom under hammeren i fredags hos auktionshuset Zachy i New York.
Dette var bestemt noget, der pressede priserne i vejret ved auktionen. Vi har i skrivende stund ikke fået oplyst den samlede omsætning, men her er et par highlights fra den celebre auktion:

Nummererede flasker i høj kurs
Samlingen, der blev solgt kassevis (à 12 flasker), omfattede 136 lot-numre. Og der var flasker i enhver tænkelig størrelse. Foruden de almindelige bød auktionen også på magnumflasker, Jéroboam (3 liter vin) og Methusalem (6 liter vin).
Domaine Romanée-Conti begyndte i 1953 at nummerere flaskerne fortløbende inden for hver årgang, simpelt hen for at kunne følge deres videre vej ud i verden.
Og som noget ganske enestående er det lykkedes samleren, der i øvrigt er anonym, udelukkende at få fat i flasker med lave numre inden for de forskellige størrelser – utallige af dem med det eftertragtede 1-tal på etiketten.
* En komplet samling Romanée-Conti 1999 i alle størrelser, alle flasker med nummer 1 på etiketten, hammerslag: 211.500 dollars (cirka 1,2 million dkr.).
* Et parti af samtlige domænets vine årgang 2000 i Jéroboams, hammerslag: 29.375 dollars (cirka 164.000 dkr.).
* Et komplet sæt af domænets vine årgang 2001 i Jéroboams, alle med nummer 1 på etiketterne,
hammerslag: 58.750 kr. (cirka 328.000 dkr.).
.........
    Gratis kort over Bourgogne
    Fra vinkomiteen i Bourgogne (BIVB) har vi fået et glimrende kort over Bourgogne-distriktet, som vi straks vil give videre til vore læsere. I form af en pdf-fil fylder kortet kun en kvart megabyte, og filen er lige til at printe ud på et A4-ark. Filen kan hentes ved at klikke her eller på kortet til venstre.
    Ved hjælp af farvede felter til højre på kortet er det lange distrikt delt op i Côte de Nuits (rød) lige syd for byen Dijon, Côte de Beaune (orange) omkring byen Beaune, Côte Chalonnaise (violet) omkring byen Chalon sur Saône og Mâconnais (grøn) ned til syd for byen Mâcon. På små indsatte kort ses Chablis med Châtillonnais (mørkegrøn).
.........
47-50
.........

...
Broder Timothy, som han ses på et maleri, der hænger ved hans store samling af proptrækker på The Culinary Institute of America.
    En munk med flair for vin
    Indtil 1989 var Christian Brothers det største winery i Napa. Det var ejet af den katolske Sallesianer-orden, og siden 1935 havde broder Timothy opbygget en betydelig vinproduktion.
    Forleden døde han, 94 år gammel, men hans berømmelse som en af sværvægterne i den californiske vinproduktion lever videre.
    Broder Timothy arbejdede med de få tekniske midler, man havde til rådighed dengang. Det var før ståltankenes indtog, og produktionen foregik helt igennem på gammeldags manér. Det var også før, den nu så berømte dal blev oversvømmet af dygtige vinproducenter.
    Som en af broder Timothys nære venner, Robert Mondavi, udtrykker det: – Vi kæmpede i vinens tjeneste, dengang der stadig var mangel på gode soldater. Vi fungerede som industriens pionerer.

    En samling af 1400 proptrækkere
    Sallesianerne har aflagt løfte om at leve i fattigdom, og derfor gik alle indtægterne fra vinproduktionen til skoler i hele 78 forskellige lande.
    I 1989 blev broder Timothy pensioneret og vinhuset solgt fra til Heublein Fine Wine Group. I dag er The Culinary Institute of America indrettet i den store bygning.
    Men den gode munk har efterladt sig et meget håndgribeligt minde, nemlig en samling af 1400 proptrækkere, som er udstillet på den berømte kokkeskole.
.........
Parat til at prøve selv?
Også mange amerikanske forbrugere er imod skruelåg. De trænger til at blive oplyst, mener vinhuset Hogue Cellars, der sætter skruelåg på 70 procent af alle sine mange millioner flasker.
Ifølge Wine Spectator lancerer vinhuset en kampagne under titlen "We've Done Our Homework" – underforstået at man efter et større hjemmearbejde er nået frem til, at skruelåg er den bedste løsning.
På kampagnens plakater træder Hogue Cellars’ chefvinmager, David Forsyth, frem i hvid kittel og spørger den potentielle vinkøber: "Ready for Your Take Home Test?".
...............
19-50
.........
Kontrol af sydafrikansk vin
Som nævnt i VinAvisen i uge 8, har rygterne svirret om vinsvindel blandt Sydafrikas vinproducenter. Nogle af dem skulle have tilsat den ulovlige, men uskadelige smagsforstærker pyrazin i deres Sauvignon Blanc-vine.
Nu har det sydafrikanske Wine & Spirit Board ifølge Just Drinks haft kontrollanter ude hos cirka 25% af de producenter, der fremstiller vine på Sauvignon Blanc. I alt 69 store og små vinhuse er blevet gået efter i sømmene, og kun i et enkelt tilfælde fandt man det ulovligt tilsatte stof.
Vinene fra det pågældende vinhus, hvis navn hemmeligholdes, er konfiskeret. De vil blive underkastet flere prøver, før der tages endelig stilling til, om producenten skal retsforfølges.
....................
...
Den danske vinbranche
* Billund Vine har fået agenturet på det chilenske vinhus Viña San Esteban.
* Con a’more Vinimport i Hinnerup har fået nyt lager – med et lille butikshjørne – på adressen Møllevej 19, 8382 Hinnerup.
* Skovgaard Vine er et nyt vinfirma på adressen Dalsvinget 16 i Slagelse. Jens Skovgaard står for salget til B2B, mens Nicolaj Madsen varetager det interne salg samt indkøb.
* BB Vinimport har fået importen af vinene fra Guiseppe Quintarelli i det italienske Valpolicella.
* The Wine Company har fået agenturet på vinen ”Red Note” fra Domaine de Pegau i Costières de Nîmes samt Bourgogne-vinene fra Domaine Henri Gouges i Nuits-Saint-Georges.
...
.......................
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
.........
>27/05
.........
    Gærens DNA sat i musik
    Vi mennesker bliver i godt humør af at lytte til musik. Har vingær de samme følelser?
    Det mener sherryproducenten José Estévez. Ifølge Wine Spectator spiller han en særlig musik for det lag af gær – "flor" – der flyder oven på vinen i sherryfadene og beskytter vinen mod iltning.
    Det er den spanske mikrobiolog Aurora Sanchez Sousa, der har erstattet gærens DNA-profil med noder, og hendes idé er, at dette musikalske diagram til gærens liv vil have en positiv effekt og udvikle gæren hurtigere og mere effektivt.
    Aurora Sanchez Sousa har indspillet en gær-CD med "Genoma-musik" og med titlen "Vin Vino Vida" (Drue Vin Liv), som Estévez spiller ti timer om dagen i sin vinkælder.
    På pladen ligger også en melodi baseret på Estévez’ egne gener. Den er lidt flamenco-agtig ...
.........
Helbredt for propsyge
Ifølge fagbladet Business First er det lykkedes amerikanske kemikere at udvikle et apparat, der kan helbrede vine for propsyge.
Med apparatet pumper man luft ned i flasken, hvorefter vinen presses op i et rør og videre gennem et filter. På den måde fjernes stoffet 2,4,6- trikloroanisol, der forårsager den møffede lugt og smag af våde sække. Samtidig bevares alle andre dufte og smagsemner i vinen.
Apparatet hedder "Wine Rescue", og vi forestiller os, at det vil være en glimrende julegave til alle traditionalister, der ikke kan lide skruelåg og foretrækker lyden af korkpropper, der siger plop.

Nøglen til vinen
Torsdag den 9. december kl. cirka 08.15 er der igen vin i glassene hos Michael Meyerheim i TV2’s "Go’morgen, Danmark", og denne gang giver Tim Volleslev forslag til ti vinøse julegaver – blandt andet karafler, en propsnapper og et vintermometer. Desuden fortæller han om "Clef du Vin" – "nøglen til vinen" med en speciel metallegering, der sænker vinens indhold af garvesyre. Tim Vollerslev siger, at han nægtede at tro på den, indtil han selv havde prøvet den ...
.........
49-52
...........
Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

.
.
.
    Yann Schÿler (f. 1964) er franskmand – og mere eller mindre opdraget som dansker. Det er en tradition i den gamle Bordeaux-familie, at man taler dansk, og at jobbet som Danmarks konsul går i arv fra far til søn. Men Yann Schÿler taler ikke kun fransk og dansk. Han taler også engelsk, tysk, spansk og svensk, for han har været vidt omkring i Europa.
    Han er uddannet civiløkonom fra handelshøjskolen i Bordeaux og tog en MBA på Esade i Barcelona, før han blev handelsattaché ved den franske ambassade i Stockholm. I 1989 vendte han tilbage til Frankrig, hvor han overvejede at slå sig ned som flyproducent i Toulouse, men det blev familiefirmaet Schröder & Schÿler, grundlagt i 1739, der vandt. Og det er her, han nu er at finde, siden 1997 som både bestyrelsesformand og administrerende direktør.
    Virksomheden omfatter Château Kirwan i Margaux, anparter i Château Fourcas Hosten i Listrac, Maison Schröder & Schÿler samt filialen SiCSOE med lager og tappeanlæg. Den årlige vinproduktion er på 3,5 millioner flasker vin, hvoraf hovedparten går til eksport.
    Yann Schÿlers arbejde i vinens verden har bragt mange andre poster med sig. Han er bestyrelsesmedlem i Union des Maisons de Bordeaux og medlem af INAO’s nationalkomité, der administrerer de franske appellationsregler. Han er med andre ord en travl mand. Men da han har god hjælp i familiefirmaet fra både sin far, den navnkundige Jean-Henri Schÿler, og fra sin kone, søster og svoger, bliver der også tid til hjemmelivet sammen med danskfødte Marie Louise, og deres to børn, Ludvig og Maximilien.
    Adresse: Maison Schröder & Schÿler, 55 Quai des Chartrons, F-33000 Bordeaux, Frankrig, tlf.: 00 33 557 87 64 55, fax: 00 33 557 87 57 20, e-mail: mail@schroder-schyler.com, www.schroder-schyler.com, www.chateau-kirwan.com.

..............
28-01
.........

...
    Ugens vinøse billeder
    Michael og Hélène Affato på det gamle vinslot Château La Gatte i Bordeaux har sendt os disse billeder, som de tog under deres nyligt afsluttede vinhøst.
    Med en høstmaskine som den viste kan det virkelig blive til noget. Maskinen kører med et hjulpar på hver sin siden af rækken af vinstokke, nogle stokke banker druekødet af klaserne, hvorefter dette føres op af nogle små skåle på et bånd og lander i et kar øverst oppe. Når karret er fuldt, vippes det, og indholdet tømmes ned i et stort kar på hjul, der straks kører det ind i vineriet.
    Maskinen kan indstilles til forskellige grader af effektivitet, hvor 8 er den kraftigste. Michael og Hélène stillede den på 3, så den kun tog de bedst modnede druer.
    På de nederste billeder ses en drueklase før og efter. Alle kernerne sidder tilbage på stilkene.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
.........
>36/05
...................................
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i,
    hvad der sker i vinens verden.
    Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!

........
43-14/05
.........
I den forløbne uge har vi smagt i alt 24 vine. Heraf var der 18, som fik mere end to stjerner, og hele 11 fik fem stjerner. To vine led af propsyge.
........................
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....
.........
Mousserende vin


Freixenet, Cordon Negro, Brut, Cava, Spanien
49,95 kr., Consiva
Brut, men alligevel ikke så tør. Til prisen en virkelig god mousserende vin. Også fortræffelig til mad.




Hvidvine


Villa Maria, Private Bin, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand 2004
95 kr., Vinens Verden
Dette er en af de hvidvine, som vi tidligere har smagt og sammenlignet i to udgaver – med korkprop og med skruelåg. Og der var ingen tvivl: Under skruelåg er vinen mere ren og frisk i smagen og har ikke antaget en iltet gullig kulør. Her er den med skruelåg i al sin originale pragt med en herlig duft og en lidt fed smag med friskhed og mange facetter. En virkelig nydelse.


Alkoomi Southlands, Sémillon / Sauvignon Blanc, Western Australia 2004
65 kr. ved 12 flasker, Barrique Vinimport
Under det aromabevarende skruelåg er der en tør hvidvin med en let krydret og ren frugtsmag og en frisk syre, der står fint til lettere fiskeretter.


La Chablisienne, Chablis, Frankrig 2003
79,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Dejlig hvidvin med en frisk og lidt fed smag. Nem at drikke og fin til prisen.


Weingut Leonhard, Niersteiner Ölberg, Riesling, Kabinett, Rheinhessen, Tyskland 2001
69 kr., Den lille Vinkælder
Lieblich er det tyske ord for en sødlig hvidvin, som tyskerne elsker. Her er den i en fornem udgave med fin Riesling-duft og med en rank syre, den harmonerer fint med den lette sødme. Skænkes ved 10 grader.




Rødvine


Domaine du Fils d’Eole, Cuvée Zeus, Coteaux du Tricastin, Frankrig 2002
79 kr., Den lille Vinkælder
Kraftig og ret usædvanlig og mættende rødvin med en speciel duft (Geranium, var der en, der sagde) og en intens og saftig frugt og sødme. Med sine 15,6% alkohol nærmer den sig hedvin, men den virker ikke spor sprittet. Flot flaske. Rimelig pris. (Vingården hedder Eole’s Søn, og i den græske mytologi var Eole søn af havguden Poseidon og blev ofte selv betragtet som en vindenes betvinger. Han er bl.a. nævnt i Odysseen).


Argiano, Rosso di Montalcino, Italien 2003
99,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Lidt af en rødvins-bamse med god fyldig frugt og alkoholisk varme – til dem, der kan lide bamser. Den kræver i hvert fald en kraftig ret.


Adobe Creek, Merlot, Sonoma County, Californien 2000
109 kr., Glud Vin
Englene synger i glasset med denne herlige rødvin. Den har en kompleks og fyldig frugtsmag, fin sødme og en laaang eftersmag. Prøv den fx til stegt and juleaften.


Trumpeter, Malbec, Argentina 2002
49,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Meget vellavet rødvin med intens, afrundet frugt og en dejlig blødhed. Alle pengene værd.


Carmen, Merlot, Rapel Valley, Chile 2003
65 kr., Vinens Verden
Varm, venlig og værd at drikke – en rødvin med blødhed, fyldig frugt og en charmerende sødme. En vin fuld af sol. En rigtig julevin.


Canale Black River, Reserve, Malbec, Rio Negro Valley, Patagonien, Argentina 2002
147 kr., New World Vinimport
En flot flaske med en flot rødvin. En tygge-vin. Intens og afrundet frugt, krydderi, tilpas syre, toner af blåbær, brombær, kirsebær, kanel – alle de sorte bær …


Bodega del Fin del Mundo, Malbec, Patagonien, Argentina 2003
49,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Meget flot rødvin, blød, blid og venlig, men også med fyldig frugt, krydderi og sødme. Det vil være en god idé at plaske den over i en karaffel et par timer før måltidet. Velegnet til kraftige retter. Til prisen en virkelig god vin.


Château la Tilleraie, Pécharmant, Frankrig 2001
73 kr., Weber Vinimport
Ikke en bordeaux, men en rødvin, der smager af bordeaux. Den er ret let og har en lidt tør fadsmag og god frugt. Velegnet til mange lidt lettere retter.


Mistral, Syrah, Central Valley, Chile 2003
55 kr., VinDepotet
Dejlig rødvin, saftig, blød, harmonisk. God til en hverdagsbøf.


Audacia, Cabernet Sauvignon, Stellenbosch, Sydafrika 2000
110 kr., Fionia Vinimport
En lidt usædvanlig rødvin, der både dufter og smager af tobak (Latakia-tobak, blev der sagt under smagningen).


Pri-Mit-Ivo, Primitivo, Tenuta Viglione, Gioia del Colle, Italien 2001
109 kr., Distinto
Kirsebær og blomme præger smagen i denne rødvin. Det samme gør den markante alkohol (15%).


Rosso di Santa Felicita, Dario d’Angelo, Vino da Tavola, Italien, uden årgang
75 kr., 68 kr. ved 12 flasker, Liber Vin
Denne rødvin er en kraftig og lidt enkel bordvin, udmærket til pasta, pesto og parmesan.




Hedvin


Andresen Selected Reserve, Portvin, Portugal
115 kr., Herning Vin Import
En fyldig og rund portvin med smag af rosiner, svesker og figner. Den er sød uden at virke sukkersød og slutter med en behagelig tørhed. Så afgjort prisen værd.



.
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet enten med topkarakter - som regel seks stjerner - eller på anden vis.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.
........................
Alt for Damerne
Château des Hautes Ribes, Vacqueyras, Frankrig 2003Rødvin64,95 kr.Brugsen
.
B.T.
Guinot Impérial, Crémant de Limoux, Brut, FrankrigMousserende79 kr.SuperBest m.fl.
.
Børsen
Krug Collection, Champagne, Frankrig 1981Mousserende2500 kr.Maxxium Danmark
Amour de Deutz, Deutz, Champagne, Frankrig 1993Mousserende875 kr.H.J. Hansen
Saint Gall, Cuvée Orpale, Champagne, Frankrig 1995Mousserende485 kr.Vinslottet
.
Ekstra Bladet
Cantina Zaccagnini, Montepulciano d'Abruzzo, Italien 2002Rødvin69 kr.Jysk Vin
.
Frederiksborg Amts Avis
Carmen, Classic, Merlot, Rapel Valley, Chile 2003Rødvin65 kr.Vinens Verden
Villa Maria, Private Bin, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand 2004Hvidvin95 kr.Vinens Verden
.
Hjemmet
Cono Sur, Carmenère, Central Valley, Chile 2003Rødvin49,95 kr.SuperBest m.fl.
.......................
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.