.........
Vin-aktuelt i uge 5
31. januar - 6. februar 2005
..............................................

VinAvisen uge 02VinAvisen uge 03VinAvisen uge 04
........................
.
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i,
    hvad der sker i vinens verden.
    Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!


....................
USA vil overhale Frankrig
Vinexpo har rørt rundt i kaffegrumset for at forudse, hvordan vinverdenen vil udvikle sig i de kommende tre år, og i torsdags offentliggjorde den franske udstillingsorganisation sin prognose.
I 2008 vil USA overhale Frankrig som verdens største vinforbruger (men det er vel ikke så underligt, når man tænker på landets størrelse og på alle de øldrikkere, der er ved at få øjnene op for vinens velsignelser). USA vil i 2008 drikke 27,66 millioner hektoliter vin, hvilket er 28,6% mere end i 2003.
Lige i hælene på USA vil Italien ligge med 27,2 mio hl (+2,4% i forhold til 2003), og først så kommer Frankrig med 26,9 mio hl (–7,4%). I tiåret fra 1999 til 2008 vil det franske hjemmemarked for vin være faldet med i alt 15,9%.

Også stigende forbrug hos os
Efter Frankrig kommer Spanien (–10,2%), Portugal (–9,1%), Argentina (–4,7%), Tyskland (+28,6%), Storbritannien (+15,7%) og Sydafrika (+21,1%).
Også i Skandinavien og Rusland samt på de asiatiske markeder vil vinforbruget stige.
Selv om forbruget vil falde i store vindrikkende lande som Frankrig, Spanien og Portugal, vil forbruget på verdensplan stige med 6,4% fra 2003 til 2008.
Ifølge Vinexpos undersøgelse vil Italien bevare sin plads som den største producent (49,75 mio hl) foran Frankrig (47,5 mio hl), Spanien (42 mio hl), USA (21 mio hl) og Australien (14,9 mio hl).
Vinexpo mener, at verdens omsætning af vin i 2008 vil være steget med 15% fra 570 til 655 mia kr. Det er en kraftigere stigning end fra 1998 til 2003.

To spørgsmål
Og så kommer der to spørgsmål, som vi først giver svaret på længere nede:
1. Hvordan tror du, at omsætningen af vin ligger i forhold til omsætningen af kosmetik? Bruges der flere penge på vin end på kosmetik, færre penge eller nogenlunde det samme?
2. Og hvordan med spiritus? Er omsætningen af spiritus større, mindre eller den samme som af vin?
Se svarene et par skærmhøjder længere nede.
....................
Vin forvandlet til alkohol
Som tidligere nævnt er franskmændene endt med en kolossal vinsø, som de har svært ved at afsætte. Derfor har vinforeningen CCVF, Confédération des Coopératives Vinicoles de France, nu bedt EU om en økonomisk håndsrækning på 300 millioner euro (cirka 2,2 milliarder dkr.) ud af det årlige budget på 1,3 milliarder euro (cirka 9,7 milliarder dkr.), som er øremærket til at hjælpe medlemslandenes vinproducenter.
Håndsrækningen skal gå til destillering af vinsøen, så den kan blive forvandlet til brugbart alkohol. Det drejer sig om 500.000 hektoliter Vin de Pays og hele 2 millioner hl AOC-vin. Og det bliver i så fald første gang i historien, at ædlere vine bliver destilleret – noget, der viser desperationen hos de franske vinorganisationer.

Handlingsplan skal redde fransk vin
CCVF er i forbindelse med det akutte vinsø-problem kommet med en handlingsplan for, hvordan Frankrig i fremtiden kan holde produktionen i ave, så man undgår en lignende situation. Den går ud på følgende:
* 10.000 hektar vinmarker skal trækkes op ved rode gennem de næste fem år – et projekt, som foreningen håber, at EU vil finansiere.
* Til chaptaliseringen af vinene – den proces, hvor man før gæringen tilsætter sukker til vinmosten for at hæve alkoholstyrken – skal man holde op med at bruge roesukker og i stedet bruge sukker fremstillet af vindruer. Det vil betyde, at der hvert år sendes 1,5 millioner liter vin mindre på markedet.
* Og så skal der gøres en indsats på eksportområdet – der skal blandt andet findes en række nye eksportmarkeder.
.............
Monopol-skandale i Norge
Så har Norges Vinmonopol fået sin egen skandale. Ti forretningsbestyrere er under mistanke for at have modtaget gaver fra leverandører.
Beskyldningerne er fremsat af en sælger i firmaet Ekjord, der er en af Vinmonopolets leverandører. Sælgeren var blevet afskediget og ønskede åbenbart at bringe sit firma i fedtefadet.
Ekjord skal blandt andet have gjort sig skyldig i den alvorlige forbrydelse at forære en butik to flasker spiritus og en flaske likør i anledning af julen. Fy, skamme! Smæk, seng, sove!
I onsdags nedsatte den norske Vin- og Brennevinleverandørenes Forening (VBF) et uafhængigt udvalg, der skal finde ud af, om der har været lyssky forhold i VBF-medlemmers kontakt med Vinmonopolet.
Vinmonopolet drives af det norske socialministerium. Det har 180 butikker i Norge.

New zealandsk eksport-succes
Der er gang i eksporten af new zealandsk vin – ikke mindst når det gælder hvidvine, fremstillet på druen Sauvignon Blanc. Her er der ifølge Just Drinks tale om en stigning i salget på hele 93% i løbet af det sidste halve år. Pinot Noir-vine og mousserende vine følger efter med henholdsvis plus 62% og plus 27%. Alt i alt er der tale om en øgning af eksporten på 64%.
Og vinene i årgang 2005 vil efter sigende blive mindst ligeså stor en sællert.
New Zealand er dog ikke noget stort eksportland, når det gælder vin – i løbet af det sidste årstid er der kun eksporteret 31,1 millioner liter.

Stormfuld høst i Australien
I New South Wales i Australien er vinhusene i fuld gang med høsten. Men det går ikke stille for sig. Orkanlignende storme snupper de dejlige fuldmodne druer for næsen af høstfolkene. Nogle vinhuse har allerede mistet omkring halvdelen af druerne, mens andre er sluppet med et tab på cirka 10%.
Vinden har fået hjælp til sin destruktive hærgen af hagl på størrelse med appelsiner.
I vindistriktet Mudgee har uvejret ifølge ABC News ødelagt cirka 100 tons frugt til en værdi af omkring 100.000 australske dollars (cirka 450.000 dkr.).

Verdens bedste Tempranillo-vine
Som tidligere nævnt afholdes en stor international smagning af vine lavet på Tempranillo-druen. Det foregår i den kommende weekend, og vi har lige før redaktionens slutning erfaret, at de højest præmierede vine vil kunne smages nu på mandag den 7. februar kl. 17-18.30.
Smagningen holdes i Alexander Nevski-salen på Plaza Hotel, Bernstorffgade 4 i København, hvor man også kan smage lidt spanske lækkerier. Prisen er 75 kr., der betales ved indgangen efter forudgående tilmelding.
Arrangementet er organiseret af den spanske ønologsammenslutning (FEAE). Nærmere oplysninger og tilmelding til Vinens Hus, på tlf. 33 32 62 20, e-mail: pv@vinrejse.dk.
....................
Saftig, fyldig og fuld af aroma

I torsdags havde Vinens Hus på vegne af California Wine Institute arrangeret en visning af den nye amerikanske film "Sideways", der får premiere i de danske biografer den 11. marts.
Vi skrev om filmen i sidste uge, da den fik to Golden Globes. I mellemtiden er den blevet nomineret til fem Oscars og med god grund, for det er en herlig film, der udspiller sig i vinens verden – saftig, fyldig og fuld af aroma.
Filmen handler om den let frustrerede vinnørd Miles (spillet af Paul Giamatti), der inviterer sin gamle skolekammerat Jack (Thomas Haden Church) med på en vintur i den californiske Santa Ynez Valley – og får sin sag for.
Miles er på jagt efter den ultimative vin på druen Pinot Noir, mens Jack kun er på jagt efter damer – og naturligvis vikler Jack sig ind i nogle situationer, der er både rørende og urkomiske.

Poesi og ekstremer
Vinen spiller en stor rolle i filmen. Vi oplever dens poetiske sider i en samtale om Pinot Noir mellem Miles og den unge servitrice Maya (Virginia Madsen). Og vi oplever dens amerikanske ekstremer i besøget i et af disse californiske smagerum i parvenybarok med guitarspil og springvand med rødvin.
I en af de sidste scener drukner Miles sine kærestesorger i en kostbar Château Cheval Blanc 1961. Det foregår på en diner, mens han gumler på noget fastfood.
Sideways er en film, der vil få mange tusinde mennesker til at interessere sig for vin. I kan godt gå i gang med at glæde jer til den!
(fortsættes)
...

...
Øverst de to venner med de piger, de er kommet i kontakt med ude i vindistriktet - og nederst vennerne, efter at den enes pige har opdaget, at han faktisk skal giftes på søndag. © 2001 Twentieth Century Fox.
....................
Vinene i Sideways
Der bliver tømt en perlerække af gode flasker i løbet af filmen "Sideways". Her er en liste over dem:
Byron, Sparkling Wine 1992
Sanford Winery, Pinot Noir, Vin Gris, Santa Barbara County
Kalyra Winery, Chardonnay
Kalyra Winery, Cabernet Franc
Fiddlehead Cellars, Sauvignon Blanc
Whitcraft Winery, Pinot Noir 2001
Sea Smoke Cellars, Botella, Pinot Noir
Kistler, Pinot Noir, Sonoma Coast
Louis Latour, Pommard 1er Cru, Frankrig
Hartley Ostini Hitching Post, Bien Nacido, Pinot Noir, Santa Barbara County
Hartley Ostini Hitching Post, Highliner, Pinot Noir, Santa Barbara County
Andrew Murray, Syrah
Château Cheval Blanc, Premier Grand Cru Classé A, Saint-Émilion, Frankrig 1961
Vi så også en Richebourg fra Domaine Romanée-Conti, men den blev nu ikke trukket op.
...
Paul Giamatti som vinnørden Miles og Virginia Madsen som servitricen Maya. © 2001 Twentieth Century Fox.
............
Svaret på de to spørgsmål
1. I dag er hele verdens forbrug af vin rundt regnet 30 milliarder flasker, og for dem betaler vi som nævnt cirka 570 milliarder kr. – altså 19 kr. pr. flaske. Denne omsætning svarer næsten præcis til omsætningen i kosmetikbranchen.
2. Omsætningen af spiritus ligger på 855 milliarder kr., hvilket altså er langt mere end de 570 mia kr., vi bruger på vin. Heraf omsættes næsten 60% i Asien.

Penge retur til den franske regering
Da vinproducenterne i den franske vinregion Rivesaltes havde store problemer på grund af dalende salg, skred den franske regering ind med en hjælpende økonomisk hånd.
Pengene, der blev givet i årene 1996 til 2000, var øremærkede til markedsføring af appellationen Rivesaltes.
Det har dog vist sig, at en del af vinproducenterne i stedet for den ellers så fine og dyre vin har solgt ren bordvin – simpelt hen for at komme af med druerne.
Nu har domstolen i EU taget affære og har dømt de respektive vinhuse til at betale en god del af den økonomiske hjælp tilbage til regeringen.
....................
Ud i vinterkulden med flaskerne
I sin ugentlige vinartikel i Politiken har Jørgen Mønster Pedersen fat i noget yderst relevant: Mange af de almindelige konsumvine, der sælges i dag, bør køles væsentligt mere ned, end vi er vant til – rødvinen til 12 grader og hvidvinen til under 10 grader.
Det gælder rødvine med 13% alkohol eller derover, med bløde tanniner, med lavt indhold af syre og lidt markant sødme, med meget frugtagtige aromaer og fadtoner.
– Prøv en gang at drikke en sådan rødvin ved 20 grader, skriver Jørgen Mønster Pedersen, – eller for den sags skyld en af hvidvinene i denne stil ved 14-15 grader. Fyldigheden kommer til at virke som gumpetunghed, det lave indhold af syre og tannin kommer til at virke som slaphed, den lille sødme kommer til at virke kvalm, og de meget umiddelbare frugtige og krydrede aromaer kommer til at virke parfumerede og nærmest syntetiske.
Netop nu er det specielt nemt at køle vinene ned – de skal bare have en tur ude i vinterkulden. Rødvinen ned til 12 grader og hvidvinen til under 10 grader.

Vinsmagning højt til vejrs
Når en gruppe vinskribenter og ønologer i denne weekend samles på Europas højest beliggende skisportssted, Val Thorens i Frankrig, er det ikke for at drøne ned at bjergsiderne, men derimod for at dufte, smage og bedømme en lang række vine.
Her, i en kælder i 2300 meters højde, har man nemlig ifølge Decanter lagret fornemme vine fra blandt andet Champagne, Bourgogne, Bordeaux og Rhône. Formålet er at undersøge, hvordan det påvirker vinene at ligge i så høje luftlag.
Nu skal der så, som led i en vinkonkurrence, smages på vinene og sammenlignes med ditto eksemplarer fra vinslottenes kældre.
En lignende smagning sidste år afslørede, at "skisports-vinene" generelt var mere elegante, og at de røde vine var blødere og mere afrundede.
....................
Krigen mellem de gamle Mondavi-brødre slut
Cesare Mondavi mente det så godt, da han i 1943 købte vinhuset Charles Krug i Napa Valley til sine to sønner, Robert og Peter Mondavi. Men brødrene røg i totterne på hinanden, og i 1965 smækkede storebror Robert med døren og gik sin vej. Han gik nu ikke særlig langt væk, idet han grundlagde sit eget vinhus lige rundt om hjørnet.
Gennem tiderne har brødrenes vinhuse haft både mod- og medvind. I dag går det glimrende for Charles Krug, der med sine 350 hektar vinmarker hører til blandt de største vinhuse i Napa Valley.
Vinhuset Robert Mondavi er derimod – som følge af såvel økonomiske som interne problemer – blevet solgt til Constellation Brands sidste år.

Det er aldrig for sent
Nu, efter 40 år, er der ifølge The New York Times endelig forsoning i luften. Robert Mondavi, der er 92 år, og lillebror Peter på 90 har nemlig indgået et samarbejde om at fremstille et enkelt lille fad vin, svarende til 120 almindelige flasker.
Fadet vil blive solgt på den årlige Napa Valley-auktion, når den til sommer fejrer sit 25 års jubilæum. Pengene fra den celebre auktion går traditionen tro til velgørende formål i vindalen, og der plejer at komme rigtig mange penge i kassen. 53 millioner dollars (cirka 303 millioner dkr.) er det blevet til i den tid, auktionen har eksisteret.
Det er faktisk anden generation Mondavi, fætrene Tim og Peter Mondavi jr., der har stukket hovederne sammen og fundet på ideen om fædrenes samarbejde. Om det mildere sindelag hos de to grand old men varer ved efter auktionen, er ikke godt at vide.

Mondavis Europa-kontor lukker
I fredags meddelte Constellation, at dets kontor i Haarlem i Holland pr. 1. marts vil overtage salg og markedsføring af Robert Mondavis vine i Europa. Det betyder, at Mondavis kontor i Frankfurt vil blive lukket med udgangen af april.
Samtidig mener det britiske erhvervsblad Harpers, at 200 af Mondavis medarbejdere ved hovedkvarteret i Napa vil miste deres job, således at arbejdsstyrken kommer ned på 520 personer.
....................
Click for Visual Tour
    En vinguide i lommen
    Det er utroligt, hvad man kan få af programmer til Palms – de små håndholdte computere, som man kan tage med sig overalt.
    Sidste nye skud på program-stammen er Wine Enthusiast Guide fra firmaet LandWare. Programmet er en omfattende vinguide og et glimrende redskab for såvel vinnørden som den, der skal til at tage de første skridt ind i vinens univers.
    Til højre ses nogle af de lækkerbiskener, som programmet byder på.
    Der kan hentes flere informationer om programmet på www.landware.com/wineguide.
    ....
    Alt det kan programmet
    * Man kan søge blandt mere end 12.600 vine fra hele verden og få oplysninger om blandt andet druesort, region og pris.
    * Et vinkursus med 21 lektioner om alt fra lagring af vin til servering, glastyper og vin i kombination med mad.
    * Et digert leksikon med over 1400 ord fra vin-terminologien.
    * Mulighed for at lagre egne smagekommentarer samt oprette en database over de vine, man har i sin vinkælder.
    * Få oplysninger om høstresultater og kvaliteten af vine fra 50 forskellige regioner gennem de sidste femten år.....
........
Øget eksport af cognac
Siden 2002 er salget af cognac steget med 10%, og 2004 har været det bedste salgsår i de sidste fjorten år. 135 millioner flasker forlod destillerierne, og de indeholdt i alt 378.110 hektoliter gylden alkohol.
De optimistiske tal skyldes ifølge Just Drinks frem for alt eksporten, der udgør hele 95% af det samlede salg. USA, der er det største aftagerland, tegnede sig i 2004 for 36,4% - en stigning på 0,3%. I Storbritannien steg salget med 7,8% og i Kina med hele 10,6%.

Dårlige tider for Portvin
Priserne for portvin fra Portugals Douro-region rasler ned. Og det har de gjort i de sidste tre år.
Ifølge Just Drinks kostede et fad med 550 liter portvin 1035 euro (cirka 7700 dkr.) i 2003 – sidste år var prisen 924 euro (cirka 6875 dkr.), hvilket svarer til et prisfald på 10%.
....................
Stor konkurrence om gastronomiske bøger
Den svenske by Örebro er et gastronomisk centrum med sin restauranthøjskole i Grythyttan. Den 11. og 12. februar står byen på den anden ende med et arrangement omkring temaet "Måltid og Design". Her byder man på seminarer, udflugter og møder med specialister inden for mad, drikke og design fra hele verden.
Endvidere vil man for tiende gang uddele Gourmand World Cook Book Awards – en slags international Oscar-konkurrence, som den franske forlægger Edouard Cointreau i sin tid tog initiativet til. Han har familiebånd til firmaerne Cointreau, Remy Martin og Frapin og har valgt i år at knytte prisuddelingen til den svenske ”Måltidsgala”.
I årets konkurrence er cirka 4000 bøger blevet bedømt, hvorefter man har lavet en liste med nomineringer.
Der er naturligvis en masse kogebøger med i opløbet, men listen over vinbøger er også ganske imponerende. Eneste danske nominering er her Michael Poulsens "En Vinpushers Kogebog", som vi begejstret anmeldte i VinAvisen i uge 36 sidste år. Den komplette liste over de nominerede vinbøger ligger som en pdf-fil, som man kan åbne ved at klikke her.
....................
    Også en vinautomat i Chianti
    I sidste uge fortalte vi om en vinautomat i San Francisco, hvor man med et chipkort, ladet med et bestemt beløb, kan tappe smagsprøver fra mange forskellige flasker – indtil kortet er tømt.
    Sådan en maskine behøver man ikke at rejse til San Francisco for at opleve, skriver Claus Nissen til os – og medsender dette fotografi som bevis.
    Automaten er opstillet på enoteca’et i Greve i Chianti, og her kan man købe et kort til 5, 15 eller 25 euro og derefter vælge, om man vil smage Super-toscanere eller Chianti Classico eller Brunello. Og man kan i øvrigt også bestille lidt ost og brød til.


....................
    ---
    Den danske vinbranche
    ---

    ---
    Gunnar V. Juul fylder 70
    Den 1. februar runder en af vinbranchens sværvægtere et skarpt hjørne. Gunnar V. Juul har i 40 år været manden bag roret hos H.J. Hansen. Det var ham, der forvandlede den tidligere kolonialforretning i Odense til en af Danmarks mest respekterede vinhandeler. Og han har en stor del af æren for de mange butiksudvidelser, der gennem årene er fulgt i kølvandet.
    I 1999 forlod Gunnar Juul direktørstolen hos H.J. Hansen for at slutte sig til skaren af pensionister. Men helt har han ikke sluppet sin gamle virksomhed. Han er stadigvæk medlem af bestyrelsen, og der er løbende brug for hans store ekspertise inden for vin.
    På selve fødselsdagen er der mellem kl. 12 og 15 åbent hus i Søparken 127, 5260 Odense S.
    Læs mere om Gunnar V. Juul i Vinbranchens Blå Bog.
    ---
....................
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
...............
Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
................
.
.
    Jørren Kjær (f. 1952) er uddannet bank- og forsikringsmand og har i mange år arbejdet i den finansielle sektor som salgsleder og regionsdirektør. I dag er han selvstændig konsulent med speciale i genplacering af opsagte medarbejdere.
    Men det er vinen, der er hans hjertebarn. Jørren Kjær tog sine første vinøse skridt i vinklubbernes verden, og adskillige vinrejser til Frankrig, Italien og Tyskland fulgte i kølvandet og satte for alvor skub i hans vininteresse.
    På et tidspunkt endte han selv som formand for en stor firmavinklub, og en dag fik han så en glimrende idé: En vinklub lidt efter samme princip som en bogklub med en ”månedens vinpakke” – en færdigpakket vinsmagning med vejledning og beskrivelser af vinene.
    Hver måned siden 2001 har Jørren Kjær og hans firma VinPakken.dk nu sendt vinpakker ud til et hav af klubmedlemmer. Pakkerne består altid af 1 flaske hvidvin, 4 rødvine samt månedens overraskelse, som kan være alt mellem himmel og jord.
    Som modtager af VinPakken bliver man automatisk medlem af VinPanelet, hvor man, til stor glæde for såvel andre medlemmer som vinleverandører, kan være med til at give sin dom over månedens vine.
    VinPakken.dk samarbejder i dag med mange danske importører, men importerer også en række vine selv. Og der sælges tillige via engros- og lagersalg. 
    Fritiden
    går med hus og have samt vinrejser og skiferier sammen med hustruen Ann-Britt. Børnene er voksne og flyttet hjemmefra. Til gengæld er det første barnebarn "næsten flyttet ind".
    Adresse: VinPakken.dk, Finnjollevej 36, 4040 Jyllinge, tlf.: 45 86 01 68, mobil 20 71 01 51, e-mail: kjaer@vinpakken.dk, www.vinpakken.dk.

..........................
...
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.
.....
Kan man checke en vin for propsyge?
Jan Winther har tænkt over, om man ikke kunne undersøge, om en kostbar vin er angrebet af propsyge, før man lægger den ti eller tyve år i kælderen. Det er jo lidt svært at møde op år 2015 med sin Bordeaux 2000 og bede om en ny flaske. Kan man ikke bare lige trække flasken op, lugte og kontrollere, at kvaliteten er i orden, og proppe den til igen?
Det er rigtigt, som Jan Winther skriver, at blandt andet Biondi-Santi og Penfold’s Grange tilbyder at toppe gamle årgange op, checke kvaliteten og give flaskerne en ny prop. Men det kræver særlig ekspertise og hygiejniske forhold. Vi vil bestemt fraråde, at man giver sig i lag med den slags.
Og – sæt man blev kørt over af en sporvogn, så vil ens arvinger ikke kunne sælge den kostbare flaske på en auktion, fordi kapslen har været fjernet.
Om få år vil også store og kostbare vine blive leveret med skruelåg – selv Penfold’s Grange – og så er det problem ude af verden.
.........
....Ugens besvarelser lægger vi efterhånden ind i VinAvisens VinABC, så de er lette at finde.
....
...................
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i,
    hvad der sker i vinens verden.
    Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
..................
    Ugens vinøse billede
    Da Peter Baunbæk var på ferie i Italien, besøgte han vinbonden Stefano Berti i Forli-Cesena i regionen Emilia Romagna.
    For nogle år siden købte Stefano Berti og hans kone en lille ferskengård med en hel del gamle vinstokke. Ferskenerne er nu væk, og ægteparret er i gang med nyplantede vinstokke af sorterne Sangiovese og Cabernet Sauvignon.
    Stefano Berti er en typisk garagevin-producent. Små forhold i det meste, bortset fra vinen, hvor han fokuserer på topkvalitet. Han laver kun to vine, men ønsker at vise, at man også i Emilia kan producere topvine.
    – Den dag, vi besøgte ham, var han i gang med høsten af Cabernet Sauvignon, skriver Peter Baunbæk. – Men både han og konen tog sig god tid til at vise rundt og fortælle om gården og produkterne. Vi kan afgjort anbefale et besøg hos Stefano, hvis adresse er Azienda Agricola Berti Stefano, Via La Scagna 18, Ravaldino in Monte (FC), tlf.: 05 43 48 80 74.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
....................
I den forløbne uge har vi smagt i alt 21 vine. Heraf var der 16, som fik mere end to stjerner, og hele 11 fik fem stjerner. En fornem høst. En enkelt vin var propsyg.
........................
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....
....................
Hvidvine


Yellow Tail, Chardonnay, South Eastern Australia 2004
59,95 kr., Det franske Vinlager. I denne uge (uge 5) 2 flasker for 90 kr., SuperBest (hvor der den 4. februar er smagning af Yellow Tail-vinene kl. 14-16)
En frisk og lidt slank hvidvin med udpræget sødme, men også med tilpas syre. Et godt tilbud i denne uge.




Rødvine


Castellani, Essenza, Primitivo / Sangiovese, Puglia IGT, Italien 2002
59,75 kr., 3 flasker for 159 kr., Skjold Burne
Lækker og blød rødvin med en ren smag af kirsebær. Lidt af et kup til tilbudsprisen.


Casale Triocco, Montefalco, Italien 2001
99 kr., Vinotek a Fynnis
Fantastisk flot rødvin med blødhed, fyldig frugt, sødme, kirsebær, peber – den er helt oppe og ringe.


Casaterra, Malbec / Syrah, Mendoza, Argentina 2003
29,95 kr., på tilbud: 4 flasker for 100 kr., Chris-Wine
Dejlig rødvin med god frugtfylde og nuancer i retning af kirsebær. En fabelagtig eftersmag. Et fund til begge de nævnte priser. Smagepanelet gættede på i snit 67 kr.


Casaterra, Merlot, Mendoza, Argentina 2003
29,95 kr., på tilbud: 4 flasker for 100 kr., Chris-Wine
En fortræffelig rødvin til en yderst rimelig pris – smagepanelet gættede i snit 59 kr.


Lugo, Chianti Riserva, Italien 2001
69 kr., Skovgaard Vine.dk
Lækker, lækker rødvin, en rigtig chianti – med saft og blød frugt, sødme og tilpas syre.


Château Mas Neuf, Compostelle, Costières de Nîmes, Frankrig 2002
79 kr., Stokholm Vinimport
Fyldig rødvin med krydret duft og intens frugt. En vin med rygrad og harmoni, der vil være glimrende til lidt kraftige kødretter.


Le Bèrne, Vino Nobile di Montepulciano Riserva, Italien 2000
174 kr., Fiasco-Vine
Delikat rødvin med en indtagende duft og en harmoniske og flot smag. En nydelse!


Mont-Avril, Côte Chalonnaise, Frankrig 1999
85 kr., ved 6 flasker: 80 kr., Holte Vinlager
Moden og ret let rød bourgogne i fin balance – et charmerende bekendtskab.


Fattorie de Altamura, Negroamaro, Salento IGT, Italien 2000
69 kr., Fionia Vinimport
Blød og lækker rødvin med fyldig frugt, indtagende sødme og smag af kirsebær og (lidt) chokolade. Køl den gerne godt ned.


Mapema, Malbec, Mendoza, Argentina 2002
129,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Perfekt rødvin med liflig frugt, fin sødme, tilpas syre og garvesyre og spændende krydderi. En lækker vin. Den har det hele.


Château du Donjon, Cuvée Prestige, Minervois, Frankrig 2001
69 kr., Stokholm Vinimport
Elegant rødvin med dejlig frisk frugt og mange nuancer. Den har 15% alkohol, men de mange procenter er meget fint integrerede. Man mærker dem ikke. Rimelig pris.


Bodega del Fin del Mondo, Pinot Noir, Patagonien, Argentina 2003
49,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
En bamse-rødvin, ganske flot og i god balance, men med markant alkohol.


Domaine la Valmale, Cuvée Alphonse, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2001
47 kr., Stokholm Vinimport
Rødvin med en fyldig duft og smag af kirsebær. Vinen er lavet på Syrah og Grenache. Den kræver mad til.


Stefano Farina, Negroamaro, Salento IGT, Italien 2002
63 kr., La Maison Sevino
Vellavet om end ret enkel rødvin med fyldig frugt – kirsebær, sorte bær. Det vil være en god idé at plaske den over i en karaffel et par timer før middagen.




Hedvin


Sommavite, Castellani, Vin Santo, Italien
49,75 kr. for 50 cl, Skjold Burne
En rigtig god vin santo til en rimelig pris. Flydende slik.

Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet enten med topkarakter - som regel seks stjerner - eller på anden vis.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.
........................
B.T.
Valcolli, Barbaresco, Italien 2000Rødvin69,95 kr.SuperBest og Spar
.
Børsen
Elsa, San Rafael, Mendoza, Argentina 2003 (pris ved 6 flasker)Rødvin55 kr.H.J. Hansen
.
Ekstra Bladet
La Fleur Pomeaux, Pomerol, Frankrig 2002Rødvin89 kr.Netto
.
ErhvervsBladet
Chivite, Colecciòn 125, Chardonnay, Navarra, Spanien 2001Rødvin190 kr.Sigurd Müller
.
Frederiksborg Amts Avis
Josep Masachs, Brut, Cava, Penedès, SpanienMousserende38,75 kr.Fakta
.
Hjemmet
Château Despagnet, Saint-Émilion, Frankrig 2002Rødvin49,95 kr.Fakta
.
Mad & Bolig
XL, Les Gres, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 2002Rødvin55 kr.Piaf Vinhandel
.
Penge & Privatøkonomi
Grant Burge, Miamba, Shiraz, Barossa, Australien 2002Rødvin99 kr.New World Vinimport
.......................
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.