......................
Vin-aktuelt i uge 16
18. april - 24. april 2005
..............................................

VinAvisen uge 13VinAvisen uge 14VinAvisen uge 15
........................
.
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturlgivs ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.

...........
Forbrugerne er til fransk romantik
Hardy’s, Jacob’s Creek og mange andre vinmærker fra de nye vinlande er stormet frem. Og det skyldes blandt andet en moderne markedsføring, der gør brug af kontante og smarte formuleringer.
Men måske bør den form for markedsføring tages op til revision. En nylig undersøgelse, som arrangørerne bag den franske vinmesse Vinexpo har foretaget, tyder nemlig på, at der skal noget helt andet til, hvis man fortsat vil appellere til forbrugerne.
Undersøgelsen, der tog udgangspunkt i holdninger til vin hos forbrugere i Paris, Frankfurt, London, Tokyo og New York, viste, at folk generelt forbinder vin med Frankrig og med den romantik og mystik samt de traditioner, som netop er indbegrebet af fransk vin.

Hold lige hestene
Decanter har foretaget en lignende undersøgelse ved at spørge et større antal af Vinexpos gæster om, hvorfor de drak vin – altså ud over, at de kunne lide smagen.
48,8% svarede, at det var, fordi de holdt af de traditioner, der er forbundet med vinens verden, og som adskiller den så markant fra øl og spiritus. Kun 15% sagde, at de drak vin, for at være med på noderne. Desuden betragtede hele 74,8% Frankrig som vinlandet over alle.
Men den slags undersøgelser skal nu heller ikke få markedsføringen til at ryge helt over i den anden grøft. Forbrugerne er ikke interesserede i lange floromvundne beskrivelser – de vil have klar besked om vinene, men altså gerne krydret med lidt romantik og mystik.
...............
Anklage mod Frescobaldi
Ifølge den italienske vinlov er det tilladt at fremstille en IGT-vin (landvin) med max 15% druer, der ikke kommer fra det område, som nævnes på etiketten.
Ikke desto mindre er det italienske politi ifølge Wine Spectator gået i gang med at undersøge det hæderkronede Toscana-vinhus Marchesi de' Frescobaldi for at have blandet mere end 15% vin fra det syditalienske Puglia i tre IGT-vine, blandt andet en i ny Cabernet-Sangiovese blanding fra Tenuta di Castiglioni og i en Giramonte på Merlot og Sangiovese.
Lamberto Frescobaldi tilbageviser anklagen og mener, at den beror på en misforståelse. Ifølge den lokale presse har politiet i over et år fulgt vinhusets transport af druer fra Puglia, formentlig efter et tip fra en tidligere medarbejder.

Det ulmer i Languedoc
Kooperativerne i det franske departement Hérault har holdt generalforsamling. På mødet kom formanden, Jean Huillet, med trusler. Han sagde ifølge Viti-net Pro, at han ville stoppe forhandlingerne med myndighederne, hvis ikke der fremkommer en løsning på vinbøndernes problemer under et planlagt møde den 18. april. Her mødes vinorganisationerne i Languedoc med den franske landbrugsminister.
Jean Huillet udtalte samtidig, at vinbønderne har "en pligt til modstand mod den økonomiske vold og til en mobilisering med planlagte og styrede aktioner."
I løbet af de sidste tyve år har Hérault mistet næsten halvdelen af sine kooperativer.
...............
Stor succes for Nederburg auktionen
Den 9. april lød startskuddet for den berømte årlige Nederburg auktion i Paarl i Sydafrika. Og som vi skrev i VinAvisen i uge 3, er der kommet nye boller på auktions-suppen. Hvor seancen hidtil har varet to dage, blev den i år overstået i løbet af en enkelt dag.
Der var ligeledes skåret ned på antallet af lots, der skulle under hammeren. Alligevel indbragte de i alt 4986 kasser en samlet sum på 7,49 millioner rand (cirka 7 millioner dkr.), hvilket ifølge Just Drinks ligger i hælene på rekorden på 7,58 millioner rand (cirka 7,1 millioner dkr.) fra 2003. Og dengang blev der oven i købet solgt næsten dobbelt som mange kasser vin.
Nederburg auktionen bød på mange tal og highlights. Til højre ses nogle af dem.
    Nederburg-tal
    * Gennemsnitsprisen per kasse vin beløb sig til 2145 rand (cirka 2012 dkr.), den højeste pris nogensinde. Kasserne med rødvin gik for 2481 rand (cirka 2327 dkr.) i gennemsnit, hvilket svarer til en fordobling i forhold til 2004, mens kasser med tørre hvidvine rundede 1233 rand (cirka 1156 dkr.) i modsætning til sidste år, hvor tallet lød på 645 rand (cirka 605 dkr.).
    * En kasse med 6 flasker Professor Black Sauvignon Blanc fra vinhuset Warwick gik for 4300 rand (cirka 4032 dkr.), hvilket er rekord, når det gælder hvidvin.
    * Det højeste hammerslag for en rødvin lød på 26.000 rand (cirka 24.385 dkr.). Men så kunne køberen også gå hjem med en flaske Nederburg Selected Cabernet Sauvignon årgang 1962.
    * En enkelt opkøber, George Naidoo, der ejer vinbutikskæden Midmar Liquor, købte hele 33% af vinene til et samlet beløb af 2,48 millioner rand (cirka 2,32 millioner dkr.).
..............

....
Etienne Hugel med et glas af sin Sélection de Grains Nobles.
    Tolvte generation på besøg
    Den muntre herre på billedet her er Etienne Hugel, tolvte generation i Alsace-vinhuset Hugel & Fils, der blev grundlagt i 1639. Sammen med sin bror og fætter står han for det fine gamle vinhus – et af de bedste i Alsace – og i torsdags var han i København, inviteret af sin importør, Maxxium Danmark.
    Hans medbragte vine var simpelt hen vidunderlige. Med god ret er Hugel-familien medlem af den prestigefyldte forening Primum Familiae Vini – foreningen af tolv vinfamilier, som vi tidligere har skrevet om.
    Mange af vinene er også i den dyre ende. Men som Etienne Hugel sagde: Til en enkelt flaske Sélection de Grains Nobles – den søde vin på udvalgte ædle druer – medgår der i alt tre timers arbejde. Prisen for gudedrikken er 759 kr.
     
    Kvalitet hele vejen igennem
    Hugels vine er kvalitet hele vejen igennem. Druerne presses ikke. Man lader mosten løbe fra under druernes egen vægt, og kun denne most bruges til familiens vine. Resten sælges fra.
    Halvdelen af de 26 hektar vinmarker er Grand Cru-marker, men da familien Hugel er imod Grand Cru-begrebet, står det ikke på etiketterne. Den mener, at inddelingen ikke er skarp nok, og at forbrugerne derfor ikke altid får den forventede kvalitet for pengene ved køb af Grand Cru.
    Eller sagt på en anden måde: Familien mener, at det er nok, at der står Hugel på etiketterne. Og det er det også.
    Nedenfor i listen over ugens smagte vine bringer vi vore smagekommentarer og velfortjente stjerner.
...........
Hård konkurrence fra Sydamerika
De new zealandske vinproducenter kan ifølge The New Zealand Herald godt begynde at kridte skoene. Der skal udvikles nye produktionsteknikker og opdyrkes nye eksportmarkeder, hvis de skal kunne følge med den stigende konkurrence fra Argentina og Chile.
De sydamerikanske vinbønder er begunstiget med ideelle vækstforhold samt lave produktionsomkostninger, og produktionen af sydamerikansk vin er da også nærmest eksploderet.
I Chile er produktionen øget med hele 60% i løbet af de sidste femten år, og landet er i dag blandt de største i verden, når det gælder eksporten.
Det går også strygende med eksporten af argentinsk vin, der mellem 1990 og 2003 ekspanderede fra 5 millioner til 80 millioner liter. Med sine 280.000 hektar vinmarker fordelt på 26.000 vinhuse er Argentina verdens femte største vinproducerende land.
New Zealand har til sammenligning kun 463 vinhuse, der til sammen ejer 20.000 hektar.

Tre chilenske vinhuse stormer frem
I de to første måneder af 2005 eksporterede Chile ifølge Just Drinks vin for 92,1 millioner dollars (lidt over en halv milliard dkr.). Og kun tre vinhuse stod for de 28% af beløbet:
Concha y Toro eksporterede hele 594.575 kasser vin à 12 flasker til en samlet værdi af 16,1 millioner dollars (cirka 93,6 millioner dkr.). Hos San Pedro lød tallet på 4,9 millioner dollars (cirka 28,5 millioner dkr.), mens Cono Sur kom ind på en tredjeplads.
Et fjerde vinhus, Casa Lapostolle, løb til gengæld af med sejren, når det gjaldt den højeste gennemsnitspris pr. kasse – nemlig 69,98 dollars (cirka 405 dkr.).

...............

....
Iakob Schjerbeck i gang med at smage på Château Couspaude, der var vært for præsentationen af Union des Grands Crus’ vine fra Saint-Émilion.
    De spytter over 20.000 flasker
    I de sidste to uger har nogle tusinde vinindkøbere og et par hundrede vinskribenter besøgt Bordeaux for at vurdere årgangen 2004.
    I alt er der mellem 500 og 1000 vine til forsalg – en primeur – og typisk har Bordeauxs 300 mest efterspurgte slotte op til 80% af deres produktion til salg.
    Hvert slot har mellem 10 og 50 købere blandt byens 400 négociants (vingrossister), og disse købmænd sælger så vinene videre til importører verden over.
    Slottene ofrer flere hundrede prøveflasker af deres yngste og ufærdige vin til primeur-smagningerne, og i alt smages og spyttes der over 20.000 flasker i løbet af de to uger.

    Svært at genkende vinene
    Den danske négociant Iakob Schjerbeck har boet og handlet vin i Bordeaux siden årgang 1989.
    – 2004 var den seneste høst i over femten år, siger han, – og det har givet mørke, tanninrige vine, som virker både friske og overraskende modne.
    – Det er faktisk svært at genkende vinene i netop denne årgang. Få vine viser sig fra deres aromatiske side, og dette sammenholdt med den store høst betyder nok, at pressen vil undervurdere kvaliteten, hvilket igen kan betyde lavere priser.

    Håb om uimodståelige priser
    For tredje år i træk vinder Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Petit Verdot takket Bordeauxs indian summer.
    Havde Merlot-druerne fået deres hedebølge, ville Bordeaux 2004 være på niveau med den store og fede årgang 2000. – Det skete ikke, siger Iakob Schjerbeck, – så 2004 minder mig mere om saftige slanke 2002 og 1996. Det var to årgange, hvor jeg netop fodrede min kælder med klassiske Médoc-vine. Det vil jeg gøre igen med 2004.
    – I løbet af de næste to-tre måneder fastsætter hvert slot sin pris på årgang 2004. Hvis pressen ikke roser årgangen for meget – og hvis dollaren ikke stiger, og amerikanerne stadig har rigeligt af den overvurderede årgang 2003 – så kan køberne håbe på uimodståelige priser.
...........
Lev på middelhavsk manér
Ifølge en undersøgelse, der offentliggøres i British Medical Journal, vil vi leve længere og nedsætte risikoen for kræft og hjertesygdomme, hvis vi spiser og drikker vin, som de gør i landene omkring Middelhavet.
Middelhavs-diæten består først og fremmest af fisk, ledsaget af vin og andre plantebaserede fødevarer – frugt, nødder, fuldkornsbrød og brune ris. Det er i orden med fjerkræ med jævne mellemrum, men kun kød et par gange om måneden. Olivenolie i mængder, men kun sjældent smør, hvis overhovedet.
Forskerne under ledelse af Antonia Trichopoulou, der er professor på det medicinske fakultet ved universitetet i Athen, har undersøgt data fra 74.607 europæere, der deltog i en større undersøgelse, udført af Verdens Sundheds Organisationens (WHO’s) agentur for kræftforskning.
Rapporten ligger som en pdf-fil, der kan hentes under 8. april på adressen bmj.bmjjournals.com.
...............
    Bedste spanske hjemmeside om vin
    Den spanske arrangør af vinmesser, Salon del Vino, har afholdt en afstemning om den bedste spanske hjemmeside om vin på Internettet. Mange tusinde afgav deres stemme, og vinderen var Cava-producenten Codorníu. Webadressen er www.codorniu.es
    Der sker bestemt en del på hjemmesiden, men billederne er desværre ret små og gnidrede.
...............
Rødvinen overhaler hvidvinen
I Danmark drikker vi mere og mere rødvin på hvidvinens bekostning. Den seneste statistik viser, at markedet fordeler sig med 73,2% rødvin og rosé og 26,8% hvidvin, og hvidvinen synes stadig at tabe terræn.
På det punkt er amerikanerne bag efter os. Sidste år var ifølge Wine Spectator det første år siden begyndelsen af 80’erne, hvor rødvinen passerede hvidvinen. 40,5% er rødvin og 40,4% er hvidvin. For femten år siden var det 17% rød og 49% hvid.
Men hvad er så resten? 40,5 + 40,4% er jo kun 80,9%.
Resten er blush wine, denne amerikanske specialitet, som vi sjældent ser i Danmark. Den svarer nærmest til den franske vin gris og har en farve, der ligger mellem hvidvin og rosé.
...............

....
Der var stor interesse for vinene fra de 495 fagfolk og de 320 forbrugere.
    Riesling & Co World Tour 2005
    I tirsdags besøgte en lang række tyske vinproducenter Børsen i København. Det var deres andet besøg på en verdensomspændende rejse, der først afsluttes i september, og som tyskerne har lanceret under fanfaren "Riesling & Co World Tour 2005".
    Messen var mere end velbesøgt. Der var i alt 815 gæster, og de kunne smage vine fra flere end 40 producenter.
    Inden den egentlige smagning præsenterede tre producenter deres Riesling-vine, hvor de bekræftede, at man med Riesling-druen kan lave vine, der kan gemmes i kælderen i mere end tyve år. Det var vine fra Weingut Reichsrat von Buhl i Pfalz (import: Otto Suenson), Weingut Reichsgraf von Kesselstatt i Mosel (Østjysk Vinforsyning) og Weingut Dr. Pauly-Bergweiler i Mosel (Classic-kvaliteten hos Dansk Supermarked).
...............
    Et stort skridt i danske supermarkeder
    For et par år siden snakkede vi med en vinimportør – en af dem, der importerer rigtigt mange flasker til de danske supermarkeder. Ville han nogensinde importere flasker med skruelåg?
    Aldrig i livet, sagde han. Ikke fordi han ikke var overbevist om, at skruelåg er den bedste løsning, men hans kunder ville aldrig acceptere skruelåg. De vil have korkpropper.
    Men nu har selv Danmarks største vinimportør, Coop Danmark, taget et stort skridt og sat flasker med skruelåg på hylderne.
    I første omgang er der tale om fire australske vine fra Hardys – i denne uge har vi smagt en af dem, og det er faktisk en rigtig udmærket hakkebøffevin til kun 26,50 kr., som vores smagepanel nedenfor giver fire stjerner.

    Skru op for vinen
    Men – forbrugerne skal også oplyses, og derfor har Coop Danmark givet hver flaske en halshænger med teksten "Skru op for vinen – Vin med skruelåg, det kræver en forklaring". Og forklaringen kommer så på bagsiden:
    "Skruelåg i stedet for korkprop. Nogle vil nok savne det traditionelle og lidt romantiske ved at trække en korkprop op, men det er kun, indtil de har taget den første mundfuld vin. Smagen vil straks overbevise dem om, hvad skruelåget betyder for vinen: Frisk og velsmagende – den bedste garanti Hardy kan give Dem!"
    Og så er der en henvisning til yderlige information om skruelågets fordele på www.corkwatch.com.
...............
Kapløb mellem kork og skruelåg
Send os en mail og fortæl, om I går mest ind for korkpropper eller skruelåg. Sådan lød det fra WineSpectator, der i forlængelse af et debatindlæg om emnet gerne ville høre, hvad læserne mente.
Flere tusinde skrev ind, og meget hurtigt kom skruelåget til at føre med 55%. Men så, lige med ét, væltede det ind med e-mails fra den anden lejr, og resultatet endte med en sejr på 80% til korkproppen. Redaktionen var et stort spørgsmålstegn.
Måske er forklaringen den, at den stærke korklobby er vågnet op og har sat folk i gang med at stemme.
Opinionsundersøgelser og vinanmeldelser, der foretages ved, at alle og enhver kan sende en mail – måske endda samme mail flere gange – skal altid tages med en gran (eller et kilo) salt.
................
En føljeton i anledning af en fødselsdag
I dag, mandag den 18. april, fylder den berømte Bordeaux-klassifikation 150 år. Det fejrer vi med en føljeton, der begyndte i uge 14, fortsatte i uge 15 og afsluttes herunder.
.......
1855
klassifikationen
Føljetonens 3. del
............

..........
Philippe de Rothschild (1902-88), der efter en lang kamp fik bragt sit slot op i 1. cru.

    Et slot, der blev opgraderet
    Hvis der overhovedet skal være nogen mening med en klassifikation som den fra 1855, bør ejendommene revurderes ved ejerskifte, eller når der tilføjes ekstra jord – eller måske endnu bedre hvert tiende år. Der sker ikke. Dog – én gang er listen blevet revideret, nemlig da Château Mouton-Rothschild i 1973 blev flyttet fra 2. cru til 1. cru.
    Baron Philippe de Rothschild var kommet til Mouton i 1922, og i 50 år protesterede han imod, at hans slot ikke var 1. cru. Han beviste, at hans vin solgtes til samme høje priser som 1. cru-slottenes. Han skrev breve og indlæg, han hvervede forbundsfæller og fik fjender. Da slottet endelig blev opgraderet, vejede sagens akter 68 kg.

    Klassifikationen på hastig deroute
    I forbindelse med Mouton-sagen meddelte det franske handelsministerium, at man ville se på de andre placeringer på et senere tidspunkt.
    Det tidspunkt er endnu ikke kommet, men klassifikationens 150 års fødselsdag i dag den 18. april, kan meget vel blive den sidste store runde dag, der fejres. Klassifikationens betydning er nemlig på hastig deroute, og det vil ikke vare længe, før vi kun betragter listen som et historisk dokument uden aktuel nytteværdi.

    Truet af de nye pointsystemer
    Bordeauxfolket vil naturligvis gøre alt for at bevare status. De vil være villige til at fornægte virkeligheden og henvise til gamle myter og fordomme for at forsvare deres klassifikation.
    Men klassifikationen blev truet, da smagsdommere som Robert Parker, WineSpectator og andre indførte deres pointsystem. Disse kritikere er ligeglade med vinens cru. Hvis ikke den smager godt, får den ikke mange point. Og uden tilstrækkelige point holder kunderne sig væk.
    Den nye generation har ikke den mindste respekt for cru’er. Det er vinen i glasset, der tæller. Og den udvikling har vi andre såmænd svært ved at sige noget dårligt om.

    Den komplette liste over de 61 slotte kan ses ved at klikke her.
...........
    To sider af medaljen
    Den franske stats mønt-fabrik fejrer 1855-klassifikationen med en mindemedalje – som fabrikken naturligvis håber, de forskellige châteauer vil investere i. Slottene skal betale 40 euro (cirka 300 dkr.) pr. medalje, men så er den også fremstillet af solidt sølv.
    Sidste år udskrev mønten en international konkurrence for at finde frem til en designer til medaljen, og valget faldt ifølge Decanter på den polske møntdesigner Magdalena Dubrocka.
    Hun skal nu kun stå for dekorationen på den ene side af medaljen – på den anden side kan de respektive slotte selv vælge motivet.
    Château Mouton-Rothschild, Château Calon-Ségur, Château Margaux, Château Climens, Château Montrose og Château Haut-Brion er blandt de slotte, der allerede har meldt sig ved døren.
...............
Problemer i Charentes
Der har altid hersket nogle ganske særlige regler i Frankrigs Charentes-region – cognaclandet. Det er nemlig fuldstændig op til vinproducenterne, hvad de vil bruge deres nyhøstede druer til. En god del af druerne går til bordvin, mousserende vin, vin de pays og distriktets specialitet, pineau de charentes. Den bedste del af høsten bliver dog forvandlet til cognac.
Men nu banker problemerne på døren i Charentes. Hidtil har EU ifølge Decanter givet vinproducenterne en økonomisk håndsrækning ved at betale for 10% af destilleringen af overskudsproduktionen – noget, der i sidste ende har indbragt vinbønderne 15 millioner euro (cirka 111,8 millioner dkr.) om året. Men til næste år bliver der lukket for det varme vand, og det vil frem for alt gå ud over fremstillingen af cognac.

Nye tider for vinhusene
Vinproducenterne i Charentes lider desuden under, at de priser, de får for deres produkter, ikke har ændret sig i de sidste ti år. Dertil kommer, at det tidligere så gunstige engelske marked er for nedadgående.
Producenterne har derfor været nødt til at lægge om for at få tingene til at hænge sammen. Flere af dem satser nu næsten udelukkende på almindelig vin og eaux-de-vies og har altså droppet cognacen.
...............
Vinfolk smider kludene
Michael Palji og Richard Milsom fra det engelske vinfirma Charles Taylor Wines har til daglig travlt med at betjene kunderne. Men d. 30. juni vil de sammen med tre andre branchefolk, i bedste Full Monty-stil foran et stort kvindeligt publikum, smide hver en klud til tonerne fra æggende musik.
Seancen foregår i Bleeding Heart Restaurant’s Crypt i Holburn Cirkus. Det er foreningen Women for Wine, WOW, der står for arrangementet, og Decanters chefredaktør, Steven Spurrier, vil (fuldt påklædt) være aftenens vært.
Når stripperne har fået tøjet på igen, rundes aftenen af med en stor fest, hvor ægtefællerne til WOW-kvinderne også får lov til at være med.

Forbrugernes opfattelse af kvalitet
Vi får af og til henvendelser fra studerende, der skal i gang med at skrive speciale om vinbranchen. Her endnu et par, der studerer til cand.merc. i økonomisk markedsføring i København, og som skal skrive om "Den danske vinforbrugers opfattelse af kvalitet".
Det er deres idé at gennemføre en kvantitativ undersøgelse af, hvilke aspekter den danske forbruger lægger vægt på ved udvælgelse og bedømmelse af vins kvalitet. Og til den ende søger de villige ofre, der har lyst til at udfylde et spørgeskema.
Skemaet får man adgang til ved at skrive en mail til Dennis Larsen eller Kristian Worsøe på henholdsvis dela02ab@student.cbs.dk eller kran02ab@student.cbs.dk.
Som tak for hjælpen vil man – hvis man ønsker det – bagefter få tilsendt en kopi af den færdige afhandling i form af en pdf-fil.

2003 – et vintage-år
Portvinshuset Symington – dem med Dow, Graham, Warre, Smith Woodhouse, Gould Campbell og Quinta do Vesuvio – har erklæret 2003 for et vintage-år for samtlige de nævnte portvinsmærker.
Der bliver dog ikke så meget at gøre godt med, for i 2003 var høstudbyttet lavt – kun cirka en tredjedel så højt som i det tidligere vintage-år 2000.
Også Nieport har ifølge Decanter erklæret 2003 som et vintage-år, og andre vinhuse forventes at følge efter i denne uge.
...............
Snydt af en gammel ven
Som vi fortalte i VinAvisen i uge 49 sidste år, er den nu 98-årige Lily Lacoste blevet taget rigtig godt ved næsen, da hun i sin tid solgte Château Pétrus og Château La Fleur i Saint-Émilion.
I forbindelse med salget af førstnævnte slot forsvandt der blandt andet 400 flasker Château Pétrus, verdens dyreste vin. Og ved salget af slot nummer to mistede hun yderligere et større antal kostbare flasker samt møbler i lange baner og hele 4 millioner euro (cirka 30 millioner dkr.).
Man har efter flere års efterforskning fundet frem til personer, der alle har hørt til hendes nærmeste rådgivere, og som nu står tiltalt. Det gælder ifølge Decanter først og fremmest Lily Lacostes gamle ven, den 86-årige Andre Bordes, der i mange år påtog sig ansvaret for hendes økonomi.

Drak hendes kostbare vine
Sammen med Lily Lacostes to andre rådgivere vil Andre Bordes blive tiltalt for at have svindlet store summer væk.
Der har fx været en lind pengestrøm fra Lacostes pengekasse til en velgørende fond, som – har det vist sig – Bordes selv var involveret i.
Det er også kommet for dagens lys, at de tre hjælpere har drukket adskillige kostbare flasker vin fra hendes vinkælder. For at slette alle spor har de så efterfølgende fyldt de tomme flasker op med billigere vin. Og så skulle de oven i købet have ladet den gamle dame leve på en pølsepind.
Spørgsmålet er nu, om Lily Lacoste har haft kendskab til nogle af alle transaktionerne – hun har faktisk skrevet under på en del af dem. Selv benægter hun og siger, at hun overhovedet ikke interesserer sig for økonomi, og at hun stolede fuldt og fast på Andre Bordes rådgivning. At hun rent faktisk ikke er i stand til at kende forskel på en franc og en euro, er desuden blevet bevist via en psykologisk test.
I en meget nær fremtid vil de tre mænd blive konfronteret med en officiel anklage med etiketten ”udnyttelse af skrøbelighed”.
...............
....
    ....
    Ugens drue: Grenache
    Grenache er egentlig en drue fra Spanien, Garnacha Tinta, der efterhånden spredtes fra Aragonien til Rioja, Navarra og videre op i Frankrig. På Sardinen hedder den Cannonau og på Sicilien Granaccia, men den har flere andre navne.
    Den er en massedrue. Kun druen Airén overgår den i beplantet areal. Men det er sjældent, at navnet Garnacha eller Grenacha optræder på en etiket. Den bliver nemlig som regel blandet med andre druer med mere farve og garvesyre – i Spanien således ofte med Tempranillo.
    Vine udelukkende på Grenache kan være ret lyse og saftige og med en markant sødme – druen bruges til mange roséer. Men med kraftig beskæring og på mager jord kan vinene også være tætte og med karakter. Et eksempel er kultvinene fra Priorato og en stor Châteauneuf som Château Rayas.
    * Grenache Blanc anvendes som en blandingsdrue, men den står også på egne ben i Châteauneuf-du-Pape, Priorato, Rioja og Navarra.
    ....
........................
    ---
    Den danske vinbranche
    * Fionia Vin flytter 1. maj til nye og større lokaler på Herluf Trolles Vej 18, 5200 Odense SØ. Firmaet har samtidig fået eneforhandlingen af vinene fra Fattoria Carpinetta Fontalpino i Toscana.
    * Fakta har fået importen af vine fra den spanske Bodegas Olarra, der har markeret sig i Rioja i over 30 år, men også producerer vine i den castilianske Bodegas y Viñedos Casa del Valle.
    * Skjold Burne, Danmarks største og ældste kæde af vinhandlere, har fået et blomstrende skud på stammen, idet butikken House of Wine & Flowers på Højbro Plads i København er blevet en del af kæden.
    * Erik Sørensen Grand Vin har fået agenturerne på Sileni Estate, Hawkes Bay, New Zealand og Kanu, Stellenbosch, Sydafrika.
    ---
................
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
.........................
Vinbranchens blå bog
..............................
.
.
    Michael Madsen (f. 1957) blev udlært fra Vinstokken i Bagsværd i midten af 1970’erne. Storbyen trak, og han fik arbejde hos Vesterport Vin & Tobak, men allerede efter et halvt år fandt han ud af, at den store vide verden trak endnu mere. For 500 kr. købte han en gammel Volvo og kørte til Indien sammen med to venner.
    Vel hjemme igen fik Michael Madsen job hos Pio’s Vinhandel på Østerbro, men det varede ikke længe, før rejseiveren meldte sig igen. Rygsækken blev pakket, og sammen med en ven turede han rundt i Nord- og Sydamerika samt på de caribiske øer i de næste fjorten måneder.
    Turen gik tilbage til Danmark og til et job hos Vinicole Vinimport. Dernæst blev Michael Madsen ansat hos Henrik Madsen i Vinhuset Millésime, hvor han lærte Bourgognes lyksaligheder at kende.
    I 1988 kom han så til Juuls Vinhandel, som han tre år senere overtog sammen med Helge Nidløse. Det var indledningen til et godt makkerskab, som fortsatte lige indtil 2003, da Helge Nidløse gik på pension.
    Juuls Vinhandel handler med et bredt sortiment af vin og spiritus til såvel privatkunder som til specialbutikker, barer og restauranter. Ikke mindst udvalget af 600 forskellige whiskymærker er imponerende. Et af højdepunkterne i Michael Madsens karriere var, da han i 2004 blev optaget i det eksklusive whisky-broderskab "Keeper of the Quaich", hvilket bl.a. indebærer retten til at gå med kilt.
    Når Michael Madsen ikke løber rundt i forretningen eller sidder på sin kontorstol og bestiller vine hjem, sidder han gerne godt plantet i sadlen på en hest eller udtænker lumske træk ved et spil skak. Der bliver dog også tid til at hygge sig med kvinden i sit liv, Anne, samt tage sig af hus og have.
    Adresse: Juuls Vinhandel, Værnedamsvej 15, 1819 Frederiksberg C, tlf.: 33 31 13 29, e-mail: info@juuls.dk, www.juuls.dk.
............
Vinexpo flytter til Hong Kong
Rammerne for den franske vinmesse Vinexpo er normalt Bordeaux. Men nogle år har messen holdt flyttedag til et oversøisk land. Første gang var i 1998 i Hong Kong, og det var en stor succes. Siden hen har både USA og Japan haft æren med ikke helt så indbringende resultater for vinbranchens udstillere.
Til maj næste år vender Vinexpo så tilbage til Hong Kong. En undersøgelse har nemlig vist, at hovedparten af deltagerne meget gerne vil udstille deres vine på asiatisk jord. Det asiatiske marked for vin er i en forrygende vækst, og det ønsker branchefolkene selvsagt at nyde godt af.
Ifølge Vinexpo bliver der dog sikkert kun tale om en mindre udstilling med omkring 600 udstillere.
'.........................
..
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.
........

...
Grenache omgivet af sine tolv følgesvende.
    Hvorfor er der tretten druer?
    Her på redaktionen stillede vi hinanden det gode spørgsmål: Hvorfor er der tretten druer i en châteauneuf? Og vi skyndte os selv at besvare det:
    Af politiske grunde måtte pavestolen i middelalderen flytte fra Rom til Avignon. Nord for byen havde tempelridderne haft en borg. Den var ret ny - den var bygget i 1248 - og da pave Johannes d. 22. indrettede den som sit sommerslot, kom den til at hedde Châteauneuf-du-Pape – "Pavens nye slot".
    Ifølge overleveringen plejede paverne at modtage deres skatter i form af druer. De havde stillet et stort kar op, og ned i det hældte bønderne deres druer af i alt tretten slags. Og så opdagede man, at den blandings-vin, der kom ud af det, var meget bedre end vin, der blev presset af den enkelte druesort.
    Den vigtigste af de tretten druer er (1) Grenache, der giver vinen frugt, blødhed og alkohol - ovenfor i denne VinAvis har vi udnævnt den til ugens drue.
    Derefter kommer (2) Syrah og (3) Cinsault, der giver karakter og rygrad, garvesyre og holdbarhed, samt (4) Mourvèdre, der giver farve. Og hertil kommer så (5) Muscardin, (6) Vaccarèse, (7) Picpoul, (8) Terret Noir og (9) Counoise.
    Endvidere er der fem hvidvinsdruer, der giver bouquet og finesse: (10) Clairette, (11) Bourboulenc, (12) Roussanne og (13) Picardan samt (1) Grenache Blanc, som man ifølge traditionen i Rhônedalen slår sammen med den blå (1) Grenache noir .
.......
....Ugens besvarelser lægger vi efterhånden ind i VinAvisens VinABC, så de er lette at finde.
....
.............
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturlgivs ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
..................................
I den forløbne uge har vi smagt i alt 44 vine. Heraf var der nedenstående 35, som fik mere end to stjerner, og hele 21 fik fem stjerner. En virkelig god høst - der naturligvis ikke mindst skyldes Hugel-smagningen! Der var tre propsyge vine.
........................
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....
......................
Hugel-smagningen


Gewurztraminer, Hugel & Fils, Alsace, Frankrig 2003
124,95 kr., Maxxium Danmark
En frisk hvidvin med en god tør fylde og en lang eftersmag. Nyd den til fiskeretter.


Gewurztraminer, Sélection de Grains Nobles, Hugel & Fils, Alsace, Frankrig 1989
759 kr., Maxxium Danmark
En vidunderlig krydret sødme med toner af honning og rosiner breder sig i munden. En hvidvin, som vil stå perfekt til såvel søde desserter som til gåselever.


Gewurztraminer, Vendange Tardive, Hugel & Fils, Alsace, Frankrig 2000
355 kr., Maxxium Danmark
Hvidvinen har en dejlig duft af honning og melon og en sødmefuld smag, der bliver hængende i meget lang tid. Yderst velegnet til desserter.


Gewurztraminer, Hugel Jubilée, Hugel & Fils, Alsace, Frankrig 2002
185,95 kr., Maxxium Danmark
En dejlig hvidvin med en fin og aromatisk duft af honning og pære. Smagen er fyldig og med en markant sødme. En vin, der blandt andet vil egne sig til krydret thailandsk mad.


Riesling, Hugel & Fils, Alsace, Frankrig 2003
114,95 kr., Maxxium Danmark
En meget frisk hvidvin med en markant syre. Den vil stå glimrende til retter med fisk og skaldyr.


Riesling Hugel Jubilée, Hugel & Fils, Alsace, Frankrig 1999
199,95 kr., Maxxium Danmark
En duft af fuldmoden frugt og sommerblomster stiger til vejrs fra denne liflige hvidvin. Smagen er blød, afrundet og moden og slutter af med et lille forfriskende bid af syre.


Muscat, Hugel Tradition, Hugel & Fils, Alsace, Frankrig 2002
99,95 kr., Maxxium Danmark
Nødder og honning forenes i duften af denne spændende hvidvin. Smagen er fyldig med et strejf af parfumeret elegance og en forfriskende syre.


Gentil, Hugel & Fils, Alsace, Frankrig 2003
79 kr., Maxxium Danmark
En dejlig fyldig og frisk hvidvin med en lang og behagelig tør eftersmag.


Pinot Noir, Hugel Jubilée, Hugel & Fils, Alsace, Frankrig 2002
189,95 kr., Maxxium Danmark
Der er ikke noget fadbamse over denne dejlige rødvin, der virker let. Den efterlader en lang, frisk og saftig smag af mørke bær og modne druer.


Pinot Gris, Hugel Tradition, Hugel & Fils, Alsace, Frankrig 2000
154,95 kr., Maxxium Danmark
Denne hvidvin har en pikant og fin honningagtig duft. Smagen er fuld af sødme, men slutter med en markant tørhed.




Hvidvine


Golden Kaan, Sauvignon Blanc, Western Cape, Sydafrika 2004
49,95 kr., Super Best
Dejlig hvidvin med en mild duft og smag af papaya, melon, mango og andre eksotiske frugter. Vinen slutter med en behagelig krydret tørhed og er yderst velegnet til en frokostret med fisk eller skaldyr. Et rigtig godt glas til prisen.


Puma Argentino, Chardonnay, Mendoza, Argentina 2004
36,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Den er go’, denne hvidvin. Fint parfumeret duft og en frisk smag uden den olierede fedme, man af og til møder i chardonnay’er. Prisen er yderst rimelig.


Errazuriz Estate, Chardonnay, Casablanca Valley, Chile 2004
69,75 kr., i maj: 60 kr. ved 6 flasker, H.J. Hansen
Lækker hvidvin, blød og harmonisk med en fin og ren smag af den gode Chardonnay-drue. Fortræffelig til både lette kødretter og til lidt fede fisk og skaldyr.


Tabiso, Chardonnay, Western Cape, Sydafrika 2004
119,95 kr. for 3 liter i boks, Amka
Til prisen en virkelig udmærket hvidvin med god struktur, ret fyldig frugt og toner fra fadlagring. Glimrende, når man er mange. Eller alene og kun vil have et enkelt glas.


Thiery Besard, Touraine Azay-le-Rideau, Frankrig 2003
52 kr., AB-Vin.com
Tør, let og læskende hvidvin med kun 12% alkohol. Egnet til ikke for kraftigt smagende retter, især med fisk og skaldyr, naturligvis.


Ostatu, Rioja, Spanien 2004
49,95 kr., Lautia Vino Fino
En kraftig, flot duft og en frisk smag præger denne ellers ret enkle hvidvin.




Perlende vin


Gianni Doglia, Moscato d’Asti, Italien 2004
64 kr., Korsholm Vin
Frisk og forførende hvidvin med små fine bobler – ikke mousserende, men frizzante. Duften og smagen har Muskat-druens honningtoner, og i smagen er der en fin sødme. Flydende honningmelon ... Vinen skal naturligvis være kold.




Rødvine


Hawequas, Cabernet Sauvignon / Merlot, Mont du Toit, Paarl, Sydafrika 2003
90 kr. ved 12 flasker, Barrique Vinimport
Flot bamse – her kommer jeg! Men den intense frugt med fornem druesmag og sødme maskerer fint de 14% alkohol. Vinen fylder munden blødt og behageligt.


Eremo, Fontanafredda, Barbera / Nebbiolo, Langhe, Italien 2002
55,95 kr., Kvickly, Kvickly Extra og SuperBrugsen
En rigtig madvin med god duft og en kraftig smag med frugtfylde og krydderi. Oplagt til grillmad. Vinen har fået sølvmedalje i International Wine Challenge.


Château Laville Bertrou, Minervois – La Livinière, Frankrig 2002
69,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
En rødvin, som vi virkelig godt kunne lide. Den har en dejlig blød frugt, fint krydderi og en let sødme.


Golden Kaan, Merlot, Western Cape, Sydafrika 2003
49,95 kr., SuperBest og Spar
Rund og fyldig rødvin med god frugt – lidt efter kirsebær – og en behagelig sødme. En vin, som mange vil kunne lide. Meget rimelig pris.


Castello Banfi, Rosso di Montalcino, Italien 2002
109 kr., Amka
Flot rødvin med fyldig, krydret frugt og god struktur og dybde. En vin, der skal drikkes til mad – og plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Edmond Cornu & Fils, Le Bois Roussot, Ladoix 1er Cru, Frankrig 1998
164 kr., LMT Vinimport
Denne rødvin møder én med en fin duft og en klassisk Bourgogne-smag, der fylder munden ud med mange facetter. En elegant og velmodnet vin.


Blouvlei, Paarl, Sydafrika 2003
65 kr. ved 12 flasker, Barrique Vinimport
Den traditionelle Bordeaux-opskrift: Cabernet Sauvignon, Merlot og Cabernet Franc. Men kraftigere end nogen bordeaux. En vin, som mange vil kunne lide og til en yderst rimelig pris. Men – vi skulle have fat i vores knibtang for at vride den væmmelige silikoneglatte plasticprop af vores proptrækker.


Saint Martin des Champs, Cuvée de l’Hermitage, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2001
69 kr., Nakskov Vinimport
Blød og afrundet rødvin med fyldig frugt, mange facetter og fin sødme. Den er på toppen nu.


Palazzo dei Signori, Ripasso, Valpolicella Superiore, Italien 2002
69,50 kr., i denne uge (uge 16): 50 kr., SuperBest
En pæn rødvin med fylde og et lille bittert bid i slutningen. Den skal absolut indtages sammen med mad – og det er jo også det, den er skabt til. God til tilbudsprisen.


Santambrogio, Aldegheri, Ripasso, Valpolicella Classico Superiore, Italien 2002
89 kr., Park Wine
God og typisk valpolicella med fyldig frugt og lang eftersmag.


Crios, Cabernet Sauvignon, Mendoza, Argentina 2003
59 kr. ved 12 flasker, Barrique Vinimport
Meget intens frugt, vanille … sådan er denne gode rødvin, der vil være velegnet til kraftige retter og grillmad.


Las Moras, Bonarda, San Juan, Argentina 2003
59 kr., ved 12 flasker: 49 kr., Glud Vin
Rødvin med intens frugt – koncentreret drue. Dertil en behagelig sødme. Til grillmad vil den være fortræffelig. Bonarda er navnet på druen.


Errazuriz, Estate, Merlot, Central Valley, Chile 2003
69,75 kr., i maj måned: 60 kr. ved 6 flasker, H.J. Hansen
Sødmefuld og meget venlig rødvin med god frugt og krydderi – peber … Gi’ den en lammekølle fyldt med hvidløg. Eller en peberbøf. Plask den gerne, og skænk den ved 15-16 grader.


Hardys, Varietal Range, Shiraz, South Eastern Australia 2004
41,95 kr., 6 flasker for 159 kr., Kvickly, Kvickly Extra og SuperBrugsen
En rigtig pæn hakkebøffevin med frisk og ren frugt – måske netop fordi flasken har skruelåg. Prisen er yderst rimelig – især når man køber seks flasker – kun 26,50 kr. pr. flaske.


Château Clos de la Tour, Bordeaux, Frankrig 2003
69,95 kr., i denne uge (uge 16) 2 flasker for 100 kr., SuperBest
En god rødvin, meget karakteristisk for Bordeaux med en tør, frugtagtig smag. Et godt køb til tilbudsprisen.


Tabiso, Shiraz, Western Cape, Sydafrika 2004
119,95 kr. for 3 liter i boks, Amka
En okay, lidt robust rødvin med en kvalitet i overensstemmelse med den meget menneskevenlige pris – kun 30 kr. pr. normal flaske.


Heartland, Directors’ Cut, Shiraz, South Australia 2003
119,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Flot vin med en rig duft og en intens frugtsmag, der har lidt vanskeligt ved at hamle op med de 15% alkohol. Bare den dog havde været lidt mindre sprittet.


Foglia Rossa, I Moncalvi, Dolcetto / Barbera, Monferrato, Italien 2003
48 kr., Skovgaard Vine
Rødvin med saft og kraft. I smagen er der sorte bær og chokolade, men også en lille prikken på tungen. Det er udpræget en vin, der skal plaskes over i en karaffel et par timer før måltidet. Rimelig pris.
.
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet enten med topkarakter - som regel seks stjerner - eller på anden vis.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.
........................
B.T.
Lustau, Manzanilla, Pale Dry Sherry, Jerez, SpanienHedvin69,75 kr.H.J. Hansen
.
Ekstra Bladet
Villa di Capezzana, Carmignano, Italien 2001Rødvin135 kr.Viticole
.
Frederiksborg Amts Avis
Bodegas Principe de Viana, Chardonnay, Navarra, Spanien (årgang ikke opgivet)Hvidvin34,95 kr.Fakta
Alamos, Cabernet Sauvignon, Nicolas Catena, Mendoza, Argentina (årgang ikke opgivet) Rødvin69,95 kr. (v12)Philipson Wine
Barbaresco, Produttori del Barbaresco, Barbaresco, Italien 2001Rødvin79,95 kr. (v12)Philipson Wine
.
Hjemmet
Mas Marcal, Tempranillo, Catalunya, Spanien 2002Rødvin49,75 kr.Skjold Burne
.......................
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.