Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 29, 2005


......................
Vin-aktuelt i uge 29
18. juli - 24. juli 2005
..............................................

VinAvisen uge 26VinAvisen uge 27VinAvisen uge 28
.........
.
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.

.............
18-36
.............
Frankrig forventer megastor høst
Ifølge de nyeste tal fra den franske vinbrancheorganisation Onivins vil årets franske vinhøst blive kolossal. Den vil højst sandsynligt runde 55 millioner hektoliter, og det vil medføre intet mindre end en katastrofe for de franske vinproducenter.
I 2004 blev der nemlig høstet druer til hele 58 millioner hektoliter vin, og de stakkels producenter kæmper ifølge Decanter stadig med at få afsat deres vine fra sidste år.

Oversøiske lande æder markedsandele
Årsagen til, at det er så svært at komme af med vinsøen i Frankrig, er dels, at hjemmemarkedet er vigende, dels at eksporten af fransk vin er faldet drastisk gennem de senere år.
Sidste år eksporterede franskmændene vin og spiritus for 7,57 milliarder euro (cirka 56,5 milliarder dkr.), hvilket var et fald på 3,1% i forhold til året før.
Alene i Côtes du Rhône faldt eksportsalget af vin med 14,5%. Men værst gik det ifølge Just Drinks ud over Bordeaux, hvor der blev eksporteret for hele 22,3% mindre.
Konkurrencen fra de oversøiske vine er også stigende – de æder sig stadig længere ind på franskmændenes største eksportmarkeder, nemlig USA og Storbritannien. Og i år, hvor australierne ligeledes har haft en ekstra stor høst og dermed mere vin at sende på markedet, ser det endnu mere sort ud for franskmændene.

Gratis vin langs landevejene
De desperate franske vinproducenter forsøger på alle mulige måder at råbe myndighederne og offentligheden op. Fx har en række sydfranske producenter ifølge Just Drinks tænkt sig at uddele 400.000 flasker gratis vin i departementet Aude og lade flaskerne ledsage af en lille folder, der oplyser om vinbranchens store problemer på grund af vinsøen.
Det vil frem for alt være turisterne, der får en flaske under armen, når de standser ved motorvejenes betalingsstationer og langs landevejene.
...........
14-17
...........
Englænderne er vilde med australsk vin
Hver fjerde vin, som de britiske forbrugere lægger i indkøbskurven, stammer ifølge The Times fra Australien. Og det synes de franske vinproducenter ikke er spor morsomt, da det i stigende grad går ud over deres markedsandele.
Fra maj 2004 og til samme måned i år steg englændernes køb af australsk vin med 8,2% til 920,3 millioner pund (cirka 10 milliarder dkr.). I samme periode blev der solgt for 684,5 millioner pund (cirka 7,4 milliarder dkr.) fransk vin, hvilket svarer til et fald på 3,6%.

Fransk vin sakker agter ud
På top ti listen over de bedst sælgende vine i Storbritannien har Australien erhvervet sig de tre øverste placeringer med mærkerne Hardys, Lindemans og Banrock Station.
USA kommer ind på en fjerdeplads med vinhuset E&J Gallo, mens sydafrikanske Kumala, der er steget 27,9% i markedsandel i løbet af det sidste års tid, har sat sig på femtepladsen.
Når franskmændene endelig dukker op på listen, er det med Jacob’s Creek. Og det franske har endda kun noget med selve ejeren, spirituskoncernen Pernod Ricard, at gøre – selve vinen fremstilles jo i Australien.
Først på en 11. plads uden for hitlisten har en helt igennem fransk vin sneget sig ind, nemlig bordvinen Le Piat d’Or.
.............
38-38/05
.............
Til kamp for druenavnet
I snart ti år har vinproducenten Alain Dominique Perrin, der ejer det fornemme Château Lagrézette i Cahors, kæmpet en sej kamp for at kunne sætte druenavn på sine etiketter. Det er nu ifølge Wine Spectator lykkedes – myndighederne har omsider givet tilladelse til, at Cahors vinproducenter må skrive druenavnet Malbec på etiketterne.
Tilladelsen har ifølge Perrin stor betydning rent markedsføringsmæssigt. Malbec-druen er gennem de senere år blevet en eftertragtet druesort hos forbrugerne, ikke mindst takket være de argentinske vines sejrsgang. Og det er derfor alle tiders at kunne oplyse, at ens vin er fremstillet på Malbec.
Navnet Cahors er derimod fuldstændig ligegyldigt i markedsføringen, mener Perrin. I fx Argentina er der jo ingen, der aner, hvor distriktet ligger.
...........
.....
Her har vi zoomet ned i Napa Valley og fundet Sterling Vineyards.
    Oplev vinmarkerne fra det ydre rum
    Vi, der kan lide at gå på opdagelse i vinens verden, har fået et helt nyt værktøj (legetøj), skabt af vores gode søgeven, Google.
    Man downloader et program, og med det kan man så rejse Jorden rundt og zoome ind på alle mulige lokaliteter, fotograferet fra satellitter.
    Vi prøvede fx at skrive "Napa" på skærmen, og straks snurrede kloden rundt, og i frit fald fra det ydre rum satte vi kursen ned mod Napa Valley. Der lå alle vinmarkerne, byerne, vejene.
    Endnu er ikke alle steder på Jorden dækket i højeste opløsning. Programmet er under udbygning. Men hvad der allerede er lagt ind, er imponerende. Prøv fx at zoome ned over Peterskirken i Rom eller Triumfbuen i Paris! Eller find dit eget hus i Danmark.
    Man skal som sagt have lagt et gratis program ind på computeren, og det henter man på adressen earth.google.com, hvor der også er mulighed for at læse mere om programmet. Prøv det – det er en fantastisk oplevelse!
...........
Danmark nr. 5 importør af sydafrikansk vin
Skandinavien er blevet et vigtigt marked for sydafrikanske vine. Sverige og Danmark er således Sydafrikas fjerde og femte største vinkunder efter Storbritannien, Holland og Tyskland.
I 2004 øgedes Sydafrikas vineksport ...
til Danmark med 23% (til 11,9 millioner flasker),
til Sverige med 31% (til 22 millioner flasker),
til Finland med 34% (til 6,4 millioner flasker) og
til Norge med 107% (til 2 millioner flasker).
I Danmark, Sverige og Finland vokser importen af aftappet sydafrikansk vin mere end importen af bulkvin.
...........
51-01/56
.............
Franske ønologer i 50 år
De franske ønologer fejrer i år deres 50 års jubilæum. Det var i 1955, at man ved en lov oprettede uddannelsen for at skaffe vinteknikere, som kunne sættes ind imod dannelsen af bakterier og andre dårligdomme i vinen og imod den smag af jern, som redskaber og tanke efterlod i vinen.
I dag har rustfrit stål erstattet jernet, og ønologerne er blevet uundværlige som rådgivere i vinproduktionen.
Uddannelsen, der kræver studentereksamen, er toårig, og den foregår ved fem universiteter i henholdsvis Bordeaux, Dijon, Reims, Montpellier og Toulouse.
Ligesom der er en fransk vinsø, er der en "ønolog-sø" med en arbejdsløshed på 10%. Midt i 90’erne lå den på 6%. Mange af de unge franske ønologer tager derfor udenlands, fx til New Zealand og Chile, hvor de er velanskrevne.
PS: Ordet ønolog kommer af de to græske ord oinos = vin og logos = ord, tanke, fornuft.

Kineserne svigter Chile
I løbet af årets første fem måneder eksporterede Chile vin for 336,1 millioner dollars (cirka 2,1 milliard dkr.), hvilket svarer til en stigning på hele 16,8% i forhold til samme periode i 2004. Når det gælder mængden, kan der derimod spores et fald på 4,8% fra 172,6 mio liter til 164,4 mio liter.
Ifølge Just Drinks er det ikke Chiles to hovedaftagere af vin, USA og Storbritannien, der svigter – begge lande importerer nemlig stadig mere chilensk vin. Mængden af vin, der blev eksporteret til USA, er steget med 10% og i værdi med hele 13%. Og for Storbritanniens vedkommende lyder tallene på henholdsvis 7,6% og 8%.
"Synderen" er derimod Kina, der har importeret hele 73% mindre chilensk vin i forhold til sidste år.

Italiensk vin vinder frem på hylderne
Eksporten af italiensk vin til Danmark er i løbet af årets første tre måneder steget med 2,8% i værdi i forhold til samme periode sidste år. Oplysningen stammer fra en kvartalsrapport fra de italienske vinproducenters brancheforening, Assoenologi.
Når det gælder eksporten til Sverige, er der en stigning at spore på 4,5%, mens tallet for USA’s vedkommende ligger på 13,3%, for Storbritanniens på 16% og for Schweiz’ på hele 42,6%.
Alt i alt har italienerne ifølge Just Drinks eksporteret vin for 6,9% flere penge end i 1. kvartal af 2004. Når det gælder mængden, lyder stigningen på 10,7%.
.............
05-33
......

.....
Under de mange vinfester i Alsace optræder de lokale i folkedragter. Ikke mindst børnene elsker det.
...........
    Vinvejen i Alsace – et godt feriemål
    Et af de franske vindistrikter, der besøges af flest danskere, er Alsace. Dels fordi det ligger i Frankrigs øverste højre hjørne og nærmest Danmark. Dels fordi det er en vidunderlig egn at holde ferie i – dejlige landskaber, korte afstande og fortræffelig mad og vin.
    På langs ned gennem distriktet løber Route du Vin – vinvejen. Den blev oprettet i 1953 som en turistvej, og den slynger sig igennem næsten 100 vinbyer – i alt cirka 120 km (hvis man ikke tager for mange svinkeærinder).

    Oplevelser langs vinvejen
    Vinvejen er en herlig vej. Man kører fra by til by og standser hos bønder og kooperativer for at smage de gode vine.
    Man kører ind gennem en byport, gennem en gade indrammet af bindingsværkshuse med storkereder på tagene og ind på et torv med en plaskende fontæne, med et væld af blomster og en lille restaurant med blafrende duge og parasoller. Og over de stejle tage ser man vinmarkerne, der står næsten lodret som et grønt, stribet tapet.
    Heroppe kan man så gå ad smalle stier og få lidt motion før det næste prægtige måltid.

    De mange vinfester
    I byerne langs Alsace’s vinvej afholdes der talrige vinfester, hvor folk optræder i maleriske folkedragter – i Ribeauvillé er der oven i købet et springvand, der springer med vin, når der er fest!
    Festerne er netop nu i fuld gang dernede. Her er, hvad der endnu er tilbage af fester i resten af sommeren:
.............
Juli
22. Nuit des Grands Crus i Eguisheim
22.-24. Vinfestival i Ribeauvillé
23.-24. Vinfest i Wettolsheim
23.-24. Vinfest i Goxwiller
29.-31. Vinbondefest i Saint Hippolyte
30.-31. Vinfest i Mittelbergheim
30.-31. Vinfest for Pays du Brand i Turckheim
30.-31. Gewurztraminer-fest i Bergheim

August
4.-11. ”Fra svampe til glas” i Blienschwiller
5. Nektar-nat i Obermorschwihr
5.-15. Regionalt marked for Alsace-vine i Colmar
6.-7. Vinfest i Andlau
6.-7. ”Tossede crémant-nætter” i Cleebourg
6.-7. Kunst, vin, gåselever og folklore i Epfig
12.-15. Vinmarked i Obernai
13.-15. Eurovin i Dambach-la-Ville
13.-14. Klevener-fest i Heiligenstein
14.-15. ”Wielada” i Zellenberg
14.-15. Vennen Fritz’ bryllup i Marlenheim
20.-21. Venskabsfest i Gueberschwihr

September
4. Spillemandsfest i Ribeauvillé
18. Høstfest i Cleebourg
18. Fest for den nye vin i Saint Hipolyte
25. Fest for den nye vin i Saint Hipolyte
25. Fest for den nye vin i Wissembourg
25. Efterårsfest i Wintzenheim
30. Høstfest i Barr

Oktober
1.-2. Høstfest i Barr
8.-9. Den store druefest i Molsheim
9. Fest for den nye vin i Mittelbergheim
9. Fest for den nye vin i Itterswiller
15.-16. Efterårsfest i Obernai
16. Høstfest i Marlenheim
...........
>30/06
................
Israelsk vin vil frem på markedet
Israel har megen god vin at byde på, men det er kun 5% af den, som folk uden for landets grænser får glæde af. Og som regel er det kun i de jødiske samfund rundt om i verden, at vinen bliver nydt.
Alt i alt eksporteres der for sølle cirka 80,4 millioner dkr.
Men det bliver der nu lavet om på. Landets myndigheder, vinproducenter og brancheorganisationer har slået pjalterne og tegnedrengene sammen og søsætter til september en større kampagne, der skal løbe over de næste fem år.
Hvert år vil der blive afsat 6,8 millioner dkr. til at sætte skub i eksporten af israelsk vin. I første omgang vil salgsfremstødet blive rettet mod de amerikanske forbrugere – dernæst kommer turen til de canadiske og britiske.
...........
    Punktum for Cava-krigen
    Gennem de sidste cirka ti år har de to spanske cava-huse, Freixenet og Codorníu, skudt med skarpe champagnepropper mod hinanden.
    Det hele startede ifølge Just Drinks med, at Codorníu lagde sag an imod Freixenet for at have overtrådt lovene med hensyn til modningen af cava.
    Freixenet gav så svar på tiltale ved at slæbe Codorníu i retten for at have kopieret den matterede flaske, som cava-huset bruger til sin Carta Nevada.
    Nu er der sat punktum for sidstnævnte sag, og det blev Freixenet, der løb af med sejren.
    Codorníu skal trække alle sine matterede flasker med cava-mærkerne Cordon Blanco og Rondel tilbage fra markedet.
    Hvad der skal ske med det boblende indhold, er ikke godt at vide – det må i hvert fald være sin sag at hælde det om på nye flasker.
...........
>33
................
Bakterier får boblerne til at holde
Boblerne i en champagne eller mousserende vin af god kvalitet skyldes den såkaldte flaskegæring. Herved udvikles der kuldioxid, og det er den, der giver bruset, når proppen springer.
Nu har et hold forskere ved universitetet i Barcelona fundet frem til, at en særlig bakterie, der udvikles under flaskegæringen af cava, spiller en væsentlig rolle for boblernes størrelse og for deres holdbarhed.
Og ikke nok med det – ifølge Novis Industry & Science News påvirker bakterien også vinens duft og smag.

Bakteriekulturer i lange baner
Før en cava er klar til at blive sendt på markedet, skal vinen have lov til at modne i mindst ni måneder sammen med gærcellerne fra flaskegæringen.
Undervejs sker der ifølge de spanske forskere en række kemiske forandringer, hvor de stoffer, der udskilles fra gæren, påvirker vinens duft og smag.
Men netop disse stoffer virker også som vækstmateriale for forskellige bakterier. Faktisk viser undersøgelserne, at hvert eneste trin i modningen er domineret af sin særlige bakteriekultur, der igen har betydning for bobler, duft og smag.
...........
    For fuld skrue
    Screw Kappa Napa hedder en ny vin fra vinproducenten Don Sebastiani & Sons i Napa Valley. Og det sjove, dobbelttydige navn udbasunerer, at flaskerne har skruelåg.
    Sidste år sendte vinhuset en prøveballon på 30.000 flasker ud på det californiske marked. De blev revet væk, så nu vil vinen snart være at finde på landsplan i USA.
    Der bliver tale om en hel serie af vine, der vil omfatte flere druesorter.
    Don Sebastiani & Sons er et familiedrevet vinhus, der nu ledes af tredje og fjerde generation, Don Sebastiani og hans sønner August og Donny. Alle tre er store tilhængere af skruelåg, for, som de siger, det er jo ikke kun et spørgsmål om, at det er lettere at åbne flasken – vinen trives også bedre under et skruelåg end under en korkprop.

    Proptrækker med englevinger
    Samtidig med, at Don Sebastiani & Sons sender Screw Kappa Napa ud i de amerikanske vinforretninger, vil vinhuset søsætte en kampagne, der fortæller om skruelågets lyksaligheder.
    Ifølge producenterne er velinformerede vindrikkere fuldt ud klar over alle goderne ved skruelåget, men der er stadig mange forbrugere, der er skeptiske, og de skal oplyses og overbevises.
    Kampagnen vil blive ført under sloganet "Life after Cork", og i kampagnematerialet vinkes der i bogstaveligste forstand farvel til proppen – blandt andet via en proptrækker, der er forsynet med englevinger og glorie og på vej mod Himlen.
...........
41-43
............
Antinori satser på berømt vinmager
I sidste uge fortalte vi, at brødrene Lodovico og Piero Antinori, der driver vinhuset Campo di Sasso i det italienske Bolgheri, har tænkt sig at opføre en ny flot vingård.
Nu har brødrene ifølge Decanter hyret stjernevinmageren Michel Rolland – en mand, der er særdeles stor rift om i vinbranchen. Han og hans kone ejer slottet Château le Bon-Pasteur i Pomerol, men derudover arbejder han som konsulent for 103 vinhuse verden over.
Hos Antinori skal han blandt andet stå for en stor ny vinkælder, der vil kunne rumme 3500 hektoliter vin, og han får helt frie hænder til at skabe en række vine.
Med alt det, han har at se til hos sine andre kunder, vil han højst kunne afsætte fem dage om året til arbejdet. Men det nøjes man gerne med, når det gælder den berømte vinmager. Antinori har dog også ansat en fuldtids-vinmager, nemlig svenskeren Helena Lindberg.

Arbejder også for konkurrenten
Antinori-brødrene har tidligere benyttet sig af Michel Rollands store evner, nemlig dengang, hvor de sammen skabte vinen Ornellaia. Denne vin ejes nu af vinproducenten Frescobaldi, der også har til huse i Toscana og ligeledes løbende bruger Rolland som konsulent.
Selv om man hos Frescobaldi ikke ligefrem frygter en øget konkurrence fra Antinori, forlyder det, at vinhuset nu alligevel vil forsøge på at knytte den store vinmager endnu tættere til sig.
............
    Sjov ny karaffel
    L’Ovarius hedder en helt ny dekanterings-karaffel. Den ligner til forveksling en tepotte, men der er mening med galskaben. Karaflen er et resultat af et samarbejde mellem to franskmænd, fysikeren Michel Patois og sommelieren Christian Ménozzi. Og de har garanteret brugt mange timer på at udvikle nyskabelsen.
    Konstruktionen skulle ifølge de to designere medvirke til, at vinen iltes med lynets hast, så den kan hældes i glassene og nydes efter et kort ophold i karaflen. Normalt skal man jo vente i nogle timer efter at have "plasket".
    Det lyder jo smart nok, men hvordan mon designerne har tænkt sig, at man skulle kunne rengøre karaflens hule hank?
...........
>43
...........
--....
    Den danske vinbranche
    * Vinslottet i Greve fylder mandag den 1. august fem år og indbyder venner og kunder til at være med til at fejre fødselsdagen. Adressen er Håndværkerbyen 42, 2670 Greve.
    * Det lille Enoteca har fået forhandlingen af vinene fra Chianti Classico-producenten Fattoria Casaloste i Panzano in Chianti.
    ....................--....
...........
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
...........
15/06
.
.




.
..
................
Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
...............
.
.
    Henrik Andersen (f. 1957) fik sin store interesse for franske vine på interrailrejser til Frankrig i studietiden og på skiture om vinteren til franske skisportssteder.
    Siden blev det til mange ferierejser til Frankrig, da hele familien er meget begejstret for Sydfrankrigs natur, befolkning, kultur, mad og ikke mindst vin. Efter i mange år at have ferieret i Sydfrankrig købte familien for nogle år siden et hus i en lille landsby tæt ved Avignon i Rhônedalen. Her har Henrik Andersen efterhånden fået et personligt kendskab til en række lokale domainer, der fremstiller gode kvalitetsvine til fornuftige priser, og det gav ham mod på at starte sit eget garagevinfirma: Maison de Provence.
    Maison de Provences forretningsidé er at sælge kvalitetsvine fra mindre domainer i Provence og det sydlige Rhône, og her er efterhånden blevet opbygget et lille, men godt sortiment af karakteristiske vine.
    Henrik Andersen er ikke alene om at drive Maison de Provence. Hans hustru, Vibeke, varetager regnskabet, og sønnen Peter assisterer på vinmesser m.v. Den sparsomme fritid går således med at drive Maison de Provence, holde vinforedrag om vinene fra det sydlige Rhône samt rejse til huset i Frankrig. Derudover går hovedparten af døgnets vågne timer med et spændende arbejde i it-virksomheden CSC.
    Adresse: Maison de Provence, Mosegård Park 6, 3500 Værløse, tlf. 28 44 11 15, e-mail: henrik.andersen@ddf.dk, www.maisondeprovence.dk.
...........
28-29
.............
Han indførte også sukkerroerne
I sidste uge fortalte vi om franskmanden Jean-Antoine Chaptal, der opfandt metoden med at sætte sukker til vinmosten og dermed øge alkoholprocenten – en teknik, der efter hans navn er blevet kaldt chaptalisering.
Til historien har Erik Skovenborg en tilføjelse: Chaptal var ikke kun indenrigsminister under Napoléon. Han var også landbrugsminister, og i den egenskab var han drivkraften bag indførelsen af sukkerroer i Europa. Det var der ikke mindst brug for, da søtransporten af rørsukker fra kolonierne blev besværliggjort af krigen med englænderne.
Den lokale sukkerproduktion skabte basis for forsyningen af sukker til chaptalisering af vinen i dårlige år, hvor der ikke var sukker nok i druerne.
.............
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
.....
    Ugens vinøse billede
    Peter Nistrup har sendt os dette interessante billede fra det spanske vinhus Viñas del Vero i Somontano – appellationen oppe "under bjergene" på Pyrenæernes sydskråning.
    Under bjergene ... "so" kommer af latin "sub" og betyder "under", og bjerg hedder "montaña" på spansk – Somontano.
    Billedet illustrerer en gammel skik i fadkældre. Når man stikker vinen om fra fad til fad, kan det ikke undgås, at der spildes lidt vin, som pletter fadenes ydersider. Det tager man konsekvensen af ved simpelt hen at male midterpartiet med rødvin. Praktisk er det, og flot ser det jo ud.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
.........
>12
...........
I den forløbne uge har vi smagt i alt 33 vine. Heraf var der nedenstående 26, som fik mere end to stjerner, og hele 13 fik fem stjerner. Ingen flasker havde propsmag i så høj en grad, at vi kunne smage det.
...........
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....
...........
Hvidvine


Riesling, St. Urbans-Hof, Mosel Saar Ruwer, Tyskland 2004
75 kr., 70 kr. ved 12 flasker, Hoffmeyer-Lippert Wine
En elegant hvidvin med en vis fedme og en delikat sødme, der leder tankerne hen på lyse rosiner. En forfriskende syre præger eftersmagen. Vinen vil egne sig glimrende til velkomstdrink eller til en ikke for sød dessert som fx cheesecake.


6ème Sens, Gérard Bertrand, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2004
39,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Let, læskende og liflig hvidvin med tilpas syre og lang eftersmag. Dens navn er "den sjette sans" – efter følelsen, hørelsen, synet, lugten og smagen – en særlig sans, som man ifølge etiketten skal finde i Languedoc. Meget poetisk. Vinens pris er yderst rimelig – og så har flasken skruelåg!


Poggio Aprico, Bianco, Lazio IGT, Italien 2004
99 kr. for 2 liter, Carlo Merolli
Den er slet ikke så tosset, denne hvidvin. God frugt (æble, drue), tilpas syre, mineralske toner. Den er tør og en udpræget madvin. Attraktiv pris, lige til den store havefest. Og så har den skruelåg!


Domaine Nicolas Maillet, Mâcon Verzé, Frankrig 2004
69,95 kr., The Wine Company
Denne dejlige hvidvin har en let parfumeret duft af kærlighedsfrugt og melon og en lang, fed og fyldig smag med toner af abrikos. Det er ikke en klassisk bourgogne, men en meget lækker vin, der er rigtig god til prisen.


Domaine Nicolas Maillet, Le Chemin Blanc, Mâcon Verzé, Frankrig 2004
85 kr., The Wine Company
Elegant og dejlig hvidvin med en ren frugtsmag og tilpas syre. En nydelse! Man burde drikke noget mere god Mâcon ...


Livio Felluga, Sauvignon Blanc, Collio, Italien 2004
119,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
En helt vidunderlig hvidvin med fornem duft og en blød og lækker frugtsmag – fersken, melon ... Harmonisk, frisk, en stor nydelse.




Rosévine


Vigna Rosa, Felline, Fior di Primitivo de Puglia IGT, Italien 2003
55 kr., Carlo Merolli
En lækker rosévin, der dufter af mandel. Smagen er blød og utrolig lækker med modne kirsebær og friske jordbær i eftersmagen.


Le Rosé du Château Haut-Nivelle, Bordeaux Rosé, Frankrig 2004
48 kr., Skovgaard Vine
En pæn, let rosé med fin sødme


Rosaro, Rinaldi Vino da Tavola, Italien 2004
46 kr., Carlo Merolli
Denne rosévin er frisk og læskende, men en anelse spinkel. Den vil være fin afkølet som terrassevin en varm sommerdag.




Rødvine


Blecua, Somontano, Spanien 2001
450 kr., SuperGros
En moden og bred duft møder én med denne fantastisk lækre rødvin. Og en blød smag med mange facetter. Dette her, det er vin!


Clot de l’Oum, Saint Bart Vieilles Vignes, Côtes du Roussillon Villages, Frankrig 2003
150 kr., Skovgaard Vine
Fantastisk flot rødvin med fyldig og blød frugt, tæt struktur, harmonisk og lækker. En koncentreret vin, der vil egne sig til kraftige kødretter.


Rymill, Cabernet Sauvignon, Coonawarra, Australien 2000
149 kr., 129 kr. ved 12 flasker, Barrique Vinimport
Stor og flot rødvin med en herlig duft og en bred smag med en klingende ren frugtsmag – solbær, brombær, druer … En rigtig smovsevin.


MC2, Rymill, Coonawarra, Australien 2001
99 kr., 79 kr. ved 12 flasker, Barrique Vinimport
Her får man masser af dejlig rødvin for pengene. Vinen, der er en skøn forening af Cabernet Sauvignon, Merlot og Cabernet Franc, har en koncentreret duft og smag af modne bær og svampe samt et strejf af mørk bitter chokolade i eftersmagen.


Delicato, Old Vine, Zinfandel, Californien 2003
69,75 kr., sommeren over: 60 kr. ved 6 flasker, H.J. Hansen
Blid og lækker rødvin med afrundet frugt og en charmerende sødme. En vin i Technicolor. Smagen holder fint hele vejen igennem. Mange vil kunne lide den. De 60 kr. er et godt tilbud.


Pennyfield Wines, Cabernet Sauvignon, Riverland, South Australia 2002
120 kr., Vinkrogen
En usædvanligt dejlig rødvin – kraftig, med intens frugt, sødme. Den har 14½% alkohol, men virker ikke sprittet. Den vil være fantastisk til en god grillbøf.


Viña Vilanpo, Crianza, Ribera del Duero, Spanien 2001
96 kr., Premier Cru
Vellavet og afrundet rødvin i god balance. Den har en frisk og ren frugtsmag og god syre, der gør den velegnet til mad. Jo, Ribera del Duero er prismæssigt på vej op …


Domaine de la Mûre, Côtes du Rhône Villages, Frankrig 2003
105 kr., The Wine Company
God Rhône-rødvin med blød og fyldig, let krydret frugt. Meget harmonisk. Men helt billig er den jo ikke.


Palagetto, Chianti Colli Senesi, Italien 2003
79 kr., 69 kr. ved 12 flasker, Barrique Vinimport
Denne lidt enkle rødvin smager, som en god chianti skal smage. Den har dejlig, fyldig og frisk frugt, tilpas syre egnet til mad og en fin lille sødme.


Semaya, Merlot, Western Cape, Sydafrika 2003
59,95 kr. På tilbud i denne uge (uge 29): 3 flasker for 120 kr., SuperBest
Bamsevin med fyldig frugt, alkohol og sødme.


Clot de l’Oum, La Compagnie des Papillons, Côtes du Roussillon Villages, Frankrig 2003
100 kr., Skovgaard Vine
Fyldig rødvin med bløde tanniner og intens frugt – der ikke spiller helt op til den kraftige alkohol.


Mommessin, Petits Fruits Rouges, Beaujolais, Frankrig 2004
44,95 kr., Amka
Typisk, enkel og frugtagtig standard-beaujolais, der bare løber ned. Eftersmagen er ikke særlig udtalt. Køl den godt ned.


Portal del Alto, Merlot / Cabernet Sauvignon, Maule Valley, Chile 2004
55 kr., Køge Vinhandel
En enkel lille rødvin uden større vingefang.


Carpe Diem, Gran Reserva, Cabernet Franc, Maule Valley, Chile 2000
69 kr., Park Wine
Pæn og enkel rødvin med kraftig duft og frugt, peber …


Sol de Chile, Cabernet Sauvignon / Merlot, Villa Alegre, Chile 2003
39,75 kr., Erik Sørensen GrandVin
Rødvin med god, ren Cabernet-smag og et bær-bombardement i munden.




Søde vine


Cave Spring, Indian Summer, Riesling, Late Harvest, Niagara Peninsula, Canada 2003
122 kr. for ½ flaske, 117,50 kr. ved 12 flasker, Hoffmeyer-Lippert Wine
Vidunderlig sød hvidvin på senthøstede Riesling-druer. Sødmen afbalanceres fint af en frisk syre, og vinen vil være fortræffelig til gåselever eller til en lidt syrlig dessert med frugt.


Vineland, Vidal, Icewine, Niagara Peninsula, Canada 2002
135 kr. for 20 cl, 127,50 ved 12 flasker, Hoffmeyer-Lippert Wine
Forførende sød isvin, presset af frosne druer af sorten Vidal, der er meget benyttet til formålet i Canada. Sødmen er fint afstemt med vinens syre.
.
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet enten med topkarakter - som regel seks stjerner - eller på anden vis.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.
........................
Alt for Damerne
Indomita, Carmenère, Central Valley, Chile 2004Rødvin34,95 kr.Fakta
.
B.T.
Robert Vic, Cuvée Sélection, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 2004Rødvin42 kr.Stokholm Vinimport
.
Ekstra Bladet
Produttori del Barbaresco, Barbaresco, Italien 2001 (pris ved 12 flasker)Rødvin99,95 kr. (v12)Philipson Wine
.
Frederiksborg Amts Avis
Lazio Bianco IGT, Italien 2004 (2 liter i flaske med skruelåg)Hvidvin99 kr. (2 liter)Carlo Merolli
Rosso Piceno DOC, Marche, Italien 2003 (2 liter i flaske med skruelåg)Rødvin99 kr. (2 liter)Carlo Merolli
.
Hjemmet
Robertson Winery, Cabernet Sauvignon, Sydafrika 2004Rødvin48,95 kr.SuperBest og Spar
.
Information
Schloss Lieser, Riesling, Kabinett, Juffer, Mosel-Saar-Ruwer, Tyskland 2004Hvidvin89 kr.Domaine Brandis
.
Nordjyske Stiftstidende
Silverlake, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand 2004Hvidvin78 kr.Vinens Verden
.......................
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.