Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 35, 2005


........
Vin-aktuelt i uge 35
29. august - 4. september 2005
..............................................

VinAvisen uge 32VinAvisen uge 33VinAvisen uge 34
.........
.
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.

.............
18-36
.............

.............
Garagemessen en succes
Sidste søndag blev der for fjerde gang holdt messe for garagevine hos Dansk VinCenter i Hvidovre, og den så ud til at være en succes, da vi i strålende sol besøgte de mange stande omgivet af vinstokkenes grønne løv.
Der var 60 udstillere, heraf de 39 egentlige vinimportører, og vi vurderer, at der har været mindst 200 forskellige vine på bordene.
Gæster var der også mange af. Messen slog tidligere rekorder med hele 1200 besøgende, og stemningen var god. Der blev smagt og spyttet, spurgt og snakket – og solgt.
Nogle af de udstillere, vi snakkede med, var godt tilfredse med gæsternes interesse for at købe disse ofte spændende vine, som man ikke kan gå lige ned om hjørnet og få fat på.
På messen smagte vi også den nye årgang af den danske Nordlund-vin, der aftenen før havde fået Vinskuets eneste guldmedalje. Den er endnu ikke tappet, og vinen i vores glas var for varm, så den vender vi tilbage til senere. Men sjatten i glasset lovede godt.
.............
35-38
.............
Tjek på europæernes vinforbrug
Hvordan det står til med europæernes vinforbrug, kan man få et praj om i en ny undersøgelsesrapport fra analysefirmaet Mintel.
I “Drinking Habits in Europe” sammenlignes drikkevanerne blandt indbyggerne i Tyskland, Frankrig, Spanien, Storbritannien og Italien for perioden 1999 til 2004. Og der gives ligeledes en idé om, hvad fremtiden byder på.

Englænderne drikker stadig mere vin
Ifølge skemaet nedenfor ligger Italien i spidsen, når det gælder glæden ved de vinøse dråber, mens salget i Spanien og frem for alt i Tyskland står over for at falde.
Og så er der Storbritannien, der jo er kendt som en sand øl-nation. Her breder nydelsen af vin sig med lynets hast, og der forventes en markant forøgelse af salget i løbet af de næste fire år.
Årsagen er ikke mindst, at kvinderne i stigende omfang er kommet ud på arbejdsmarkedet og dermed er kommet til penge – og netop kvinderne er så afgjort til vin i glassene.
I Storbritannien har hele 88% af indbyggerne ifølge Just Drinks nydt alkohol i løbet af det sidste år. Tallet for Frankrig og Tyskland lyder på henholdsvis 86% og 70%.
I skemaet herunder er angivet vinens markedsandel af det samlede salg af vin, øl og spiritus.
.............
Markedsandel
for vin, mængde
Markedsandel
for vin, værdi
Stipuleret stigning
i værdi 2004-09
    Italien
61%53%+ 20%
    Frankrig
56%53%+ 6%
    Spanien
24%22%– 5%
    Tyskland
16%25%– 25%
    Storbritannien
15%25%+ 32%
.............
................
    Fornem pris til Irma
    I forbindelse med Tivolis Madfestival i onsdags modtog Irma "Børsens Fødevarepris 2005".
    Denne fornemme pris gives til supermarkeder, der gør en særlig stor indsats for kvaliteten af fødevarer, og det var indkøbschef Hans Christian Ipland, der fik æren af at modtage prisen på vegne af Irma.
    Det er ham, der blandt andet sørger for, at der kommer noget rigtig godt vin på hylderne i den kvalitetsbevidste supermarkedskæde.
    På billedet ses fødevareminister Hans Christian Smidt (til venstre), der overrækker prisen til Hans Christian Ipland.
.............
Brixtoftes dyre vine i retten
På tirsdag kommer der vin på bordet i Brixtofte-sagen. Bilag efter bilag vil blive lagt frem i kriminalretten i Hillerød – bilag, der fx er påtegnet ”dagmødearrangementer”, men som i virkeligheden dækker dyre flasker.
Jyllands-Postens Morten Pihl har skrevet udførligt om den vinøse side af den store sag, og det er interessant at se, hvor meget Farums borgere har bidraget med til borgmesterens vinøse interesser:
* Restaurant Brdr. Ox: Fire personer drak otte flasker vin for 12.760 kr. (to flasker til hver – de må have trimlet fra bordet).
* Restaurant Sepp: 22.199 kr. for 35 dagmøder, men reelt var det ti flasker vin til priser på op til 2998 kr. pr. flaske.
* Bregnerød Kro: 10.890 kr. for ni dagarrangementer, men i virkeligheden var det bespisning af anslået tre personer, som drak vin for 9900 kr.
Og så videre og så videre. Der bliver noget at læse om i aviserne i de kommende uger ...
.............
35-36
................
    300.000 flasker forfalsket Duboeuf-vin
    Kongen af Beaujolais, Georges Duboeuf, er kommet i klemme, idet bestyreren af hans produktionsenhed i byen Lancié har blandet 225.000 liter vin af forskellige appellationer i én syndig forvirring – altså en overtrædelse af Frankrigs strenge appellations-love. Bestyreren, som har indrømmet sin brøde, har taget sin afsked.
    Svindelen omfatter cirka 300.000 flasker af Duboeufs vine. I alt sælger han hvert år cirka 36 millioner flasker til 120 lande med en omsætning på 110 millioner euro (820 mio dkr.). Og han er ubestridt kongen af Beaujolais, idet han står for hele 15% af regionens vinproduktion og for 75% af eksporten.

    En kontroversiel figur
    Den franske avis Le Figaro beskriver Duboeuf som en af Frankrigs mest talentfulde forretningsmænd, der har æren af ene mand at have forvandlet beaujolais nouveau fra en marginal lokal produktion til et verdensomspændende fænomen.
    Men han er også en kontroversiel figur i Frankrig, hvor hans kritikere beskylder ham for at være mere interesseret i profit end i kvalitetsvin.
.............
Vrede producenter i Beaujolais
Fanden er også løs i Beaujolais’ Laksegade på anden vis: 800 vinproducenter har demonstreret i Villefranche-sur-Saône mod et nyt forslag fra vinavlerforeningen, Union Interprofessionelle des Vins du Beaujolais (UIVB).
Forslaget går ud på at sænke den nu tilladte høstmængde i Beaujolais på 57 hektoliter per hektar til 52 hektoliter i et forsøg på at få formindsket regionens efterhånden temmelig store lagerbeholdning af vin.
Den massive demonstration har efterladt UIVB stort set uden ledelse, idet såvel formanden, Ghislain de Longevialle, der for blot nogle måneder siden blev genvalgt, samt foreningens direktør, Denis Chastel-Sauzet, har valgt at gå af.
Nu har myndighederne i Beaujolais ifølge Just Drinks skredet ind for at mægle mellem de vrede producenter og deres forening – alle skulle jo helst vide, hvor de står, før høsten sætter ind.
.............
    Nyt navn til Prins Henriks slot
    Ifølge B.T. har Prins Henrik besluttet, at hans slot, Château de Caïx, skal have nyt navn. Det skal hedde Château de Cayx – en ældre og mere oprindelig stavemåde.
    Han har fået sat et stort skilt op ved slottets souvenirbutik med det nye (gamle) navn, og det vil åbenbart også fremover optræde på flaskernes etiketter.
    Også på Kongehusets hjemmeside er navnet rettet – men dog ikke alle steder, som det fremgår af udsnittet til venstre.
.............
Svenskerne på vej med lavere afgift
I onsdags foreslog den svenske regering at nedsætte afgiften på spiritus med hele 40%, hvilket vil koste staten cirka 550 millioner skr. En flaske Absolut vodka vil herefter koste 160 skr. i stedet for 230 skr.
Hvis nedsættelsen bliver vedtaget, vil den træde i kraft lige efter nytår.
Det er på høje tid med en drastisk nedsættelse, hvis Sverige skal mindske den udbredte grænsehandel.
For Danmark vil nedsættelsen betyde, at færre svenskere vil valfarte hertil efter billig spiritus.
For Norge, hvor man endnu ikke har sænket afgifterne, vil nedsættelsen betyde en øget grænsehandel i Sverige.
For Sverige forventes resultatet at blive, at salget af spiritus stiger til det dobbelte.
..........
14-17
............
En dyne af forurening
Den amerikanske San Joaquin Valley lider under en tung dyne af forurenet luft, som myndighederne nu vil gøre en storstilet indsats for at komme til livs.
En af de mindre forureningskilder er regionens 109 vinhuse, hvoraf de atten største, her iblandt Ironstone og E. & J. Gallo, især får på puklen.
Hvert år, når vinmosten gærer i gæringstankene, udsender vinhusene i alt 788 tons forurenende ethanol-gasser – altså alkoholdampe. Myndighederne vil derfor ifølge Los Angeles Times have de store vinhuse i San Joaquin Valley til at sætte særlige kontrolapparater og filtre på gæringstankene, så gasserne kan blive sorteret fra.
Vinproducenterne er langtfra begejstrede. For det første vil det koste millioner af dollars at installere apparaterne. For det andet er der ingen, der aner, om de virker efter hensigten. Og for det tredje, og det er det værste, så er der en vis risiko for, at filtrene bliver befængt med bakterier, der går ned i gæringstankene og forurener vinen.

Bilos er meget værre
Når alt kommer til alt, så er udslippet fra vinhusene trods alt kun en dråbe i forureningshavet. Bilos og udslip fra anden industri er langt større syndere.
Vinhusene vil dog gerne hjælpe til med at rense luften i området, og myndighederne er derfor på vej med endnu et udspil:
De vinproducenter, der nægter at sætte filtre på gæringstankene, kan i stedet for vælge at give et større beløb til bekæmpelse af anden forurening i området eller fx sørge for, at osen fra de lastbiler, de anvender til transport, minimeres.
.............
38-38/05
............
    En uheldig plakat
    Franskmændene er vrede på tyskerne. I Köln har man opsat plakater mod spirituskørsel på bussernes læskure. Et udmærket initiativ. Men tyskerne har valgt at lade plakaterne forestille en fransk vinetiket med to striber af blod, der driver ned over etiketten.
    Etiketten angiver at være fra Château le Malheur – Ulykkesslottet – og tegningen på den viser en bil, der er kommet fra vinslottet og er kørt ind i et træ.
    Franskmændene minder ironisk om alle de mange skåltaler om venskabet mellem Frankrig og Tyskland ...
.............
    Proptrækkeren, der knak
    Forbrugerklagenævnet har afgjort en sag vedrørende en proptrækker. En mand fra Hundested havde købt proptrækkeren for 999 kr., men den havarerede ved mødet med en prop, der nægtede at forlade sin flaske.
    Manden havde ikke på noget tidspunkt fået at vide, at proptrækkeren ikke måtte bruges til visse propper – og hvordan skulle han også kunne genkende sådanne propper – så han forlangte pengene igen. Det ville imidlertid hverken forretningen eller importøren gå med til. Og så havnede sagen i Forbrugerklagenævnet.
    Herfra lød dommen: – En proptrækker til 999 kr. og med et så robust udseende må kunne holde til at lukke vinflasker op. Kunden har ret til at hæve købet.
    På billedet ses de sørgelige rester af vores egen trofaste Screwpull 5990 til cirka 200 kr. Den er et par år gammel, så vi får den næppe byttet. Vi må hen og købe en ny ...
    Se, det var jo ikke sket, hvis flaskerne havde haft skruelåg. I vor moderne tid er vinflasker stadig det eneste levnedsmiddel, hvis forpakning kræver et særligt værktøj for, at man kan komme til indholdet – måske lige bortset fra visse oldnordiske konservesdåser.

    PS: Vi bør lige tilføje, at den proptrækker, der optrådte i Forbrugerklagenævnets sag, ikke var en Screwpull. Firmaet Le Creuset, der importerer Screwpull, bytter i øvrigt altid proptrækkere inden for de ofte lange garantiperioder - på den dyreste model er der ti års garanti.
............
51-01/06
.............
    Dåsevinen er kommet til Danmark
    Mens vi nu snakker om konservesdåser, forsynes det danske marked nu meget apropos med den dåsevin, som i de sidste par år har været populær i Australien. Det er vinen i en mængde, der passer til et måltid, og som er nem at tage med på skovturen.
    Glud Vin i Randers importerer den australske vin i en hvid Chardonnay 2002 og en rød Cabernet Sauvignon 2001, og prisen for 25 cl er 29 kr.
    Vi har smagt de to vine og bringer nedenfor vore kommentarer og stjerner. Vi synes især godt om hvidvinen. Rødvinen er mere enkel. Men ideen med vin på dåse er virkelig glimrende.
.............
    Flasker, der ikke kan gå i stykker
    Endnu en nyhed: Beringer i Napa Valley er kommet med énmands vinflasker, der ikke kan gå i stykker, og som naturligvis er forsynet med skruelåg.
    Netop fordi flaskerne ikke er af glas, er de meget velegnede til picnics og camping, på stranden og til sportsarrangementer, hvor man er meget tilbageholdende med at sælge sodavand, øl og vin i glasflasker, som publikum kunne finde på at smide ind på banen.
    De små flasker med 18,7 cl vin sælger i USA i four packs for 8 dollars.
.............
05-33
.............
Stor succes for newzealandsk vineksport
Det går helt forrygende for den newzealandske vineksport. I løbet af det sidste år har eksportsalget ifølge den newzealandske tv-station TVNZ for første gang overhalet salget på hjemmemarkedet.
51 millioner liter vin er røget ud over grænserne, hvilket svarer til hele 53% af den samlede mængde og til en årlig omsætning på 435 millioner NZdollars (cirka 1,8 milliarder dkr.)
Fremgangen skyldes ikke mindst den rekordstore høst i 2004 på 167.000 tons. Den har gjort det muligt for eksportørerne at øge salget på de allerede etablerede markeder samt at få en fod indenfor på en række nye markeder.

Et lille skår i glæden
Der er i det hele taget rigtig godt gang i de vinøse hjul på New Zealand. Siden 1995 er der i gennemsnit åbnet et nyt vinhus hver 14. dag – og der kommer stadigvæk nye til. I maj i år registrerede man winery nr. 500.
Fortsætter udviklingen med samme stormskridt, vil det samlede vinsalg i 2010 højst sandsynligt komme til at ligge på omkring 1,5 milliarder NZdollars (cirka 6,4 milliarder dkr.).
Men det hele er dog ikke lutter lagkage – de new zealandske vinproducenter bokser nemlig med stigende skatter og med en meget stærk newzealandsk dollar.
.............
>30/06
......

.............
Sud de la France – South of France – Sydfrankrig
Allerede for seks år siden fik tre store aktører i Sydfrankrig en idé om, at de burde samarbejde. Det var vinavlerforeningerne for henholdsvis Languedoc, Roussillon og Vins de Pays d’Oc, og de gjorde et forsøg. De lavede et fælles fremstød for deres vine i Canada.
I dag er regionen blevet den største franske vineksportør til Canada, og folkene bag fremstødet er klar til at erobre resten af verden på samme måde.
De vil gøre det under det fælles banner, der ses herover, og under sloganet Sud de la France (eller på udenlandsk: South of France), og de er sikre på, netop ordet Sydfrankrig vil give gode associationer på udenlandske markeder. Se blot, hvad de skriver i en programerklæring:
Le Sud taler til fantasien og fremkalder tanker om Solens guder, vinden fra havet, det farverige og duftende køkken og livet under en himmel, som altid er blå. Le Sud hylder kunsten at leve et sted, hvor den ilende tid sænker sin fart. Le Sud er ung, mangesproget, gæstfri, åben ...

Rødvin virksom mod knoglemarvskræft
Flere aviser har bragt den gode nyhed, at forsøg på Vejle Sygehus og Odense Universitetshospital har vist, at stoffet resveratrol, der især optræder i rødvin, har en gavnlig virkning på knoglemarvskræft. Stoffet hæmmer kræftcellernes deling og nedbrydningen af knoglevæv.
Til Kanal 94 DR Vejle siger overlæge Torben Plesner, at der er tale om laboratorieforsøg, men at han mener, at opdagelsen kan hjælpe i behandlingen af patienter med knoglemarvskræft.......

100 point vine på auktion
Nu på onsdag og torsdag er der igen vinauktion hos Bruun Rasmussen i København, og denne gang starter man med noget helt usædvanligt, nemlig 52 katalognumre, der alle indeholder vine, som Robert Parker har givet 100 point.
På den resterende del af auktionen om onsdagen sælges udelukkende vine fra Bordeaux, mens man dagen efter begynder med vine fra nogle af Bourgognes bedste producenter – og fortsætter med flere andre topvine fra Rhône, Champagne, Italien, Australien etc.
Der er eftersyn mandag og tirsdag samt onsdag før auktionen, og samtlige katalognumre med fotos kan ses på www.bruun-rasmussen.dk.
.............
>33
.............
Gamle vinstokke giver mindre alkohol
Den newzealandske nyhedstjeneste Stuff har beskæftiget sig med nutidens høje alkoholprocenter i vin, der kan give en brændende fornemmelse i munden og ødelægge vinens balance.
En hel del af landets vinproducenter erkender, at man accepterer op til 14,5% alkohol, fordi man ved at høste druerne senere ikke kun udvikler mere sukker – som jo bliver til alkohol – men også flere aromastoffer.
Stuff citerer to af Hawke’s Bay’s førende vinmagere, Gordon Russell fra Esk Valley og Jenny Dobson fra Te Awa. De mener, at svaret må være at plukke druerne lidt tidligere og bruge teknikker under vinificeringen til at fremme de aromaer, som forbrugerne søger.
Endvidere peger de på, at ældre vinstokke giver druer med en mere moden frugtsmag, men uden øget indhold af sukker. En stor del af New Zealands vinmarker er unge, så efterhånden som planterne bliver ældre, vil en del af problemet løses af sig selv.

Druekvas som sengehalm
Ifølge ABC News har en australier fundet en løsning på et problem, som mange vinbønder står med: Hvordan skaffer man sig af med al druekvaset, når druerne er presset?
Noget af det kan man lave brændevin af – i Frankrig hedder den marc (udtales maaaar), i Tyskland Trester og i Italien grappa. Men resten af kvaset er et problem.
Man kan ikke bruge det som gødning, dertil er indholdet af syre for højt. Men Claire Pennicard i den australske delstat Victoria har løsningen: Hun bruger kvaset som strøelse for sine 4000 grise, der omdanner det til en udmærket kompost.
Hun var bange for, at grisene ville begynde at spise sengehalmen, men det gjorde de ikke.
.............
41-43
.............
Høsten er i fuld gang i Graves
I torsdags lød startskuddet til høsten af hvidvinsdruer i Bordeaux. Det skete ifølge Decanter på Château Haut-Brion, der altid er først på banen med at sende høstfolkene ud i markerne. Slottet ligger nemlig i det lune Graves-distrikt og lige i udkanten af byen Bordeaux, hvor der samler sig særlig megen varme.
Allerede i næste uge følger resten af vinhusene i Graves trop, og man regner med, at alle de grønne druer vil være i hus i midten af september. De blå druer til den røde årgang får lov til at hænge og modne lidt endnu.
Alt tyder på, at høsten i Graves vil blive rigtig god med druer af høj kvalitet.

Endnu en vinmesse
Allerede nu forberedes endnu en dansk vinmesse, denne gang med 200 italienske vine, der præsenteres af Michael Bodholdt fra BB Vinimport og Bill Kyhl fra Toscavini.
Messen afholdes den 4. og 5. november i Ingeniørforeningens mødecenter, Kalvebod Brygge 31-33 i København, men når vi nævner den allerede nu, så er det, fordi man til og med på onsdag d. 31. august kan købe billet til 175 kr. – ellers koster den 200 kr. Nærmere herom på denne side, hvor der også ligger en producentliste og oplysninger om tre guidede smagninger.
.............
32-39
.............
Spansk høst ramt af tørke
De spanske vinproducenter ser forgæves op mod himlen efter mørke skyer, der kan sende noget regn ned over deres tørstige vinmarker.
Den værste tørke i lange tider hærger i store dele af Spanien, og hvis man skal tro de seneste meldinger fra det spanske landbrugsministerium, vil det gå hårdt ud over årets vinhøst.
Høsten vil efter alt at dømme komme til at ligge på 40 millioner hektoliter, hvilket svarer til et fald på 13,8% i forhold til 2004.

Rioja klarer skærene
Nogle regioner er ifølge Decanter hårdere ramt end andre. Vinproducenterne i Extremadura og Castilla-La Mancha har fx grund til at vente det værste. Og helt slemt ser det ud for Katalonien, hvor det forventes, at høsten bliver 40% mindre end sidste år.
Heldigvis ser det ud til, at Rioja og distriktets fornemme vinhuse klarer skærene.
Men hvad der mistes på karrusellerne, tjenes ind på gyngerne. Man regner nemlig med, at kvaliteten af de druer, der høstes, vil være i top.
.............
    Smart holder til bag-in-box
    En ny smart vinboks-holder fra firmaet Cristeel hæver boksen og dermed hanen op fra bordet i en højde, så både glas og karafler let kan komme ind under. Yderligere er det enkle design i rustfrit stål med til at gøre boksen lidt mere stueren, så den ikke længere behøver at leve sit skjulte liv i køkkenregionerne.
    Nede under holderen er der en lille spildebakke. Der bør dog være grænser for spilderiet, da der ikke er nogen opkant på bakken. Endvidere vil man jo nok ikke sætte den svævende boks midt på spisebordet. Den står bedst lidt til en side.
    Prisen er 495 kr., og der er mere information at hente på www.cristeel.dk.
.............
>43
.......................
13 postkort fra stationen i Pinhão
Fra tid til anden sender vi "postkort" hjem fra vore vinøse rejser. En lang række af dem kan ses på en særlig side. I uge 33 begyndte vi en ny serie på tretten billeder fra blot en enkelt vinøs destination, nemlig fra stationen i byen Pinhão i Portugals Douro-dal. Den næsten 100 år gamle stationsbygning er dækket med kakkelmalerier, azulejos, der giver en fremstilling af, hvordan man fremstillede vin i dalen, da stationen blev bygget.
Her kommer de tre næste postkort, og de sidste fire følger i næste uge
.............
    7. postkort fra Pinhão:
    Portvinsdalens købmænd
    Portvins-druerne dyrkes i dag af mange tusinde bønder, men de laver ikke selv vinen. Den skabes af vinkøbmændene, der køber bøndernes vin eller druer.
    Det er også købmændene, der organiserer transporten af vinen ned ad floden. Det er dem, der modner vinen og blander den til de forskellige stilarter, og det er dem, der sælger den verden over.
    I alt er der 59 producenter og aftappere og 51 eksportører (shippers), og hvert år fremstiller de cirka 50 millioner flasker portvin.

    (fortsættes)
.............
33-51
.............
    8. postkort fra Pinhão:
    En sæk over hovedet
    At bære de store fyldte druekurve, cestos, op ad bjerget var mandearbejde, og når mændene hele dagen havde slæbt druerne op, fortsatte de med at trampe druerne til langt ud på natten. På denne azulejos ses et hvil under arbejdet.
    Mændene har et stykke kraftigt sækkelærred over hovedet og nakken som beskyttelse mod den 60-70 kg tunge kurv, der blev båret over skuldrene – og måske også som beskyttelse mod de mange hvepse, der sværmede omkring de søde druer.
............
    9. postkort fra Pinhão:
    Et gammelt kulturlandskab forsvinder
    Der var top på de store cestos-kurve, og problemet var at få dem båret op ad de stejle og smalle stier, ofte med trapper, for at få dem bragt til presning i quinta’en.
    Sådan foregår det faktisk flere steder den dag i dag. Mændene traver fra terrasse til terrasse.
    Flere steder forsvinder terrasserne dog. Markerne lægges om, så de kan bearbejdes med maskiner. Det er på sin vis synd. Det er et gammelt kulturlandskab, der forsvinder. Men det er forståeligt.

    Fortsættes i næste uge
..........
15/06
.
.




.
..
............
--....
    Den danske vinbranche
    * Vinhandlernes traditionelle golfmatch blev i fredags spillet på Søllerød golfbane. Dette års vinder blev vinhandler Gert Carl, som fik overrakt pokalen af sidste års vinder vinhandler, Fritz Paustian. Det er vinderen, der bestemmer, hvor næste års match skal foregå. Der tales i krogene om, at det måske bliver i Bordeaux.
    * Glud Vin har overtaget importen og distributionen af Chakana Wines fra Mendoza i Argentina og har yderligere fået importen af vinene fra bodegaen Aranleon i det spanske Utiel-Requena.
    * Skovgaard Vine i Slagelse har fået importen af vine fra australske Myall Road samt fra de italienske vinhuse Marcato i Veneto, Piero Gatti i Piemonte og Barolo-producenten Francesco Borgogno.
    * MacWine har optaget importen af vine fra Château d’Etroyes i Mercurey, Domaine Durieu i Châteauneuf-du-Pape og Domaine de Verquière i Sablet.
    ....................--....
...........
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
.............
>12
...........
Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.........
..
    Thomas Ole Rask (f. 1966) er både uddannet kok og tjener og har mange års erfaring som restaurantchef i en lang række toprestauranter – blandt andet Restaurant Mikkelsgaard og Søllerød Kro. Og det var via jobbet sidstnævnte sted, at han fik lyst til at gå på opdagelse i vinens verden.
    I første omgang gjaldt det de franske vine, men en dag sendte hans bror, Peter, der dengang boede i Grækenland, ham nogle kasser græsk vin.
    En yderst skeptisk Thomas Rask opdagede til sin overraskelse, at en hel del af flaskerne smagte fantastisk godt.
    Det blev startskuddet til Dionysos Wines, som han og broderen slog dørene op til i 2004. Siden er det gået slag i slag med at overbevise danskerne om, at græsk vin er meget andet end solferiens Retsina. Grækernes 300 forskellige druesorter bliver nemlig hvert år forvandlet til masser af rød- og hvidvin af høj kvalitet med flot frugt og gode tanniner.
    Salget i dag omfatter hele Skandinavien, og mens Thomas Rask er ansvarlig for produktkvalitet, pr-strategi og salg, står broderen for regnskab og marketing.
    Selv om der er travlhed i firmaet, bliver der også tid til at hygge sig med familien, der består af hustruen Henriette samt børnene Frederikke på 8 år og Nicolai på 6 år.
    Svampejagt, fiskeri samt op- og nedture på mountainbiken er sagen for Thomas Rask. Og så er der "vinmarken" i forhaven, som han har tilplantet med Rondo-druer med henblik på vinproduktion til husbehov. Første årgang er lige på trapperne.
    Adresse: Dionysos Wines I/S, Odinshøjvej 25, 3140 Ålsgårde, tlf.: 70 23 77 23, mobil: 20 76 64 38, fax: 49 75 54 42, e-mail: info@dionysoswines.dk, www.dionysoswines.dk.
...........
34-35
............
.....
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.

Hvad betyder ordet bin?
Mads Jellingsø har ikke noget sted kunnet finde forklaringen på ordet bin, der fx ofte ses på australske etiketter efterfulgt af et tal. Har det noget at gøre med kvaliteten? spørger han.
Ordet bin kan betyde mange ting – på arabisk betyder det søn (Osama bin Laden), og i bankverdenen er det forkortelsen for Bank Identification Number. Vi har også det engelske ord for skraldespand: dustbin. Og ishockey-spillere kan blive anbragt i the sin bin – en slags skammekrog.
I vinens verden betyder bin egentlig "bøtte", men det kan også betyde parti, indholdet af en tank eller bestemte fade.
I Australien brugtes ordet oprindelig om en samling vinflasker eller de rum, disse blev opbevaret i, før de er blevet etiketteret. For at holde styr på rummene nummererede man dem, og ofte skete det med fine skilte af porcelæn, der siden er blevet samleobjekter.
Når der i dag står fx BIN 23 på en vinetiket, henviser det altså til et parti – men det kan også være, at det bare står der for at fortælle, at denne vin er særlig udvalgt.
Det minder lidt om den kendte skotske whisky Vat 69. Vat betyder beholder eller tank, og sikkert kom whisky'en fra en beholder nr. 69, da den blev lanceret i 1882, men nu er Vat 69 blot et mærkenavn. (Det er i hvert fald ikke pavens telefonnummer i Vatikanet).
...............
........................
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
...........¨¨............
34-37
.............
I den forløbne uge har vi smagt i alt 30 vine. Heraf var der nedenstående 23, som fik mere end to stjerner, og hele 11, som fik fem stjerner. Ingen flasker havde propsmag.
...........
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....
...........
Mousserende vin


Rotari, Metodo Classico, Brut, Talento Trento, Italien 2004
89,95 kr., Strandgården
Ganske som en champagne, lavet på Chardonnay og Pinot Noir, og resultatet er blevet en flot vin med dejlig duft og smag og med stadige bobler.




Hvidvine


Parducci, Bianco, Californien 2004
60 kr., Vinens Verden
Siden 1932 har den italienske familie Parducci lavet vin i det californiske Mendocino. Dette er deres billigste vin, der blot bærer det italienske navn "Hvid" uden at oplyse om druesammensætningen – men vi gætter på, at der er Chardonnay i den. Vinen er frisk og læskende med en vis fedme og uden skarpe kanter. En meget anvendelig bordvin til en rimelig pris.


Aussie Wine, Chardonnay, Australien 2002
29 kr. for 25 cl i dåse, Glud Vin
En virkelig glimrende hvidvin, der smager af mere, end den koster. Den har dejlig frugt og tilpas syre og vil være fin til mange retter. Og dåsen er jo en virkelig god idé.


Papaioannou, Chardonnay, Korinth, Grækenland 2004
66 kr., Dionysos Wines
Spændende hvidvin på økologisk dyrkede druer. Den har en ret slank smag med frisk frugt, krydderi og læskende citrussyre. God eftersmag.


Hoya de Cadenas, Chardonnay / Sauvignon Blanc, Utiel-Requena, Spanien 2004
59,50 kr., Irma
Blid og venlig hverdags-hvidvin med en vis fedme, frisk frugt, tør, men heller ikke SÅ tør. God, lang eftersmag.


Chardonnay de Pampuget, Vin de Pays du Gard, Frankrig 2004
69,95 kr. ved 12 flasker, Wine Group
Vi kunne godt lide denne hvidvin med dens krydrede frugt og lette fedme, rimelige syre og lange eftersmag.


Trapiche, Oak Cask, Chardonnay, Mendoza, Argentina 2003
64,95 kr., Amka
Kan man lide en markant fadsmag, er dette sagen. Vinen lugter og smager af egetræ, men den har samtidig bløde tanniner. Man får ikke splinter i munden, men der er lidt stramhed i eftersmagen.




Rosévin


Mas Donís, Montsant, Spanien 2004
69 kr., Vinens Verden
Interessant rosévin på druerne Garnacha, Merlot og Syrah. Den har en flot lys rød farve og en afbalanceret og forfriskende smag. En rigtig sommervin.




Rødvine


Rocche dell’Annunziata, Bricco Francesco, Barolo, Italien 2001
246 kr., Fionia Vinimport
Her ringer alle klokker. En fantastisk rødvin. Den griber samtlige smagsløg, harmonisk og bredt favnende med alle sine facetter. Den vin spyttede vi ikke ud.


Porta, Reserva, Merlot, Aconcagua Valley, Chile 2003
89,75 kr., Vinmonopolet
Typisk Merlot-rødvin med karakteristisk duft og en dejlig smag af store modne bær – lidt i retning af blommer. Dejlig vin til mad, fx vildt eller en god gryderet.


Chakana, Reserve, Cabernet Sauvignon, Luján de Cuyo, Mendoza, Argentina 2003
85 kr., Glud Vin
En meget dejlig rødvin – og en typisk Cabernet. God, karakteristisk duft og en smag med blød frugt, der vil være fin til mad. Indholdet af alkohol er lige ved at være på kanten til at være for meget. Kom med peberbøffen eller gullaschen.


Capçanes, Costers del Gravet, Montsant, Spanien 2001
135 kr., Vinens Verden
Formidabel og moden rødvin med krydret frugt – nelliker, rosiner. Lang eftersmag. Gem den til julemaden!


Amancaya, Gran Reserva, Malbec / Cabernet Sauvignon, Mendoza, Argentina 2004
109,75, Skjold Burne
En elegant og flot rødvin skabt i et samarbejde mellem argentinske Nicolas Catena og franske Domaines Barons de Rothschild (Lafite). Vinen har dejlig blød frugt og en vis tørhed, der gør den fortræffelig til mad.


Poderi di Luigi Einaudi, Barbera, Piemonte, Italien 2003
145 kr., Oxholm Vin
Se, her er noget at snakke om. En herlig rødvin med en spændende duft og en vidunderlig smag med bred frugt, krydderi, tilpas syre … En vin, der lever i munden.


Château du Galoupet, Cru Classé, Côtes de Provence, Frankrig 2002
85 kr., La Maison Sevino
Lækker rødvin, der vil være fortræffelig til mad med sin frugtfylde og lette tørhed.


Tarapaca, Hunter’s Selection, Cabernet Sauvignon / Syrah, Maipo Valley, Chile 2003
69,75 kr., 2 flasker for 120 kr., Skjold Burne
Så er årets jagtvine ved at være på trapperne, og her er den første, en blød og krydret rødvin med kultiverede procenter. Den vil stå fint til ikke for kraftige vildtretter og fjerkræ – fx en perlehøne som den, vi nød den til.


Pirramimma, Shiraz, McLaren Vale, Australien 2001
119 kr., Fionia Vinimport
Ganske flot rødvin med en ren og kraftig frugtsmag. Der er peber i den og mørke bær – og en ret markant alkohol.


Portal del Alto, Syrah, Gran Reserva, Colchagua Valley, Chile 2002
109 kr.; 98 kr. ved 12 flasker og 87 kr. ved 24 flasker, Køge Vinhandel
Denne rødvin smager virkelig godt. Den har en fornem duft og en dejlig smag med rund og fyldig frugt, mange facetter, tilpas syre og en let sødme. Helt billig er den ikke.


Lincoln Heritage, Pinot Noir, New Zealand 2003
135 kr., Skovgaard Vine
Lækker og saftig rødvin med blød frugt og frisk syre. Og så har den skruelåg. Helt billig er den ikke.


Innocent Bystander, Sangiovese / Merlot, Victoria, Australien 2004
89 kr., Fionia Vinimport
Rødvin med en god og varm smag med bred og blød frugt. En vin, som mange vil kunne lide.


José Priente, Verdejo, Rueda, Spanien 2004
67,50 kr., Ki-Ma Vinimport
Kraftigt duftende og smagende hvidvin med lidt "grønne" toner.


Aussie Wine, Cabernet Sauvignon / Shiraz, Australien 2001
29 kr. for 25 cl i dåse, Glud Vin
Forfriskende, saftig og lidt enkel rødvin. Den smager af solbær MED stilk, lød en af kommentarerne.




Hedvin


Pirramimma, Fortified Grenache, McLaren Vale, Australien 2002
119 kr. for 50 cl, Fionia Vinimport
Interessant sød og rød hedvin med blød frugt og samtidig en frisk syre, der afbalancerer sødmen, så vinen ikke er vammel. Der er toner af nødder og friske figner i den. Oplagt til en ikke alt for sød dessert.
.
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet enten med topkarakter - som regel seks stjerner - eller på anden vis.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.
........................
B.T.
Kenwood, Chardonnay / Sauvignon Blanc / Pinot Blanc, Californien 2003Hvidvin80 kr.Cissus
.
Frederiksborg Amts Avis
Delas, Escarlate, Côtes du Ventoux, Frankrig 2003 (pris ved 6 flasker)Rødvin55,20 kr. (v6fl)H.J. Hansen
.
Information
Elegance, Château Beaubois, Costières de Nîmes, Frankrig 2003Rødvin79 kr.Domaine Brandis
.
Penge & Privatøkonomi
D:vin, Iacob Schjerbeck, Bordeaux, Frankrig 2001Rødvin225 kr.Niche Vine
.......................
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.