Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 41, 2005


...............
Vin-aktuelt i uge 41
10. oktober - 16. oktober 2005
..............................................

VinAvisen uge 38VinAvisen uge 39VinAvisen uge 40
.........
.
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.

...................
41-42
...............
Fransk check af promiller
VinAvisen udkommer mandag morgen, men efterhånden har vi vænnet os til at sende vores løbeseddel ud til 8000 af læserne allerede søndag.
I denne uge har vi imidlertid ventet til mandag. Vi skulle nemlig lige nå at komme hjem fra VinAvisens læserrejse til Korsika.
Under rejsen, der var en stor succes (den vender vi senere tilbage til), oplevede vi, hvad franskmændene må leve med. To gange kørte vi igennem et opbud af politifolk, som ved frokosttid checkede bilisternes promiller.
Vores egen bus blev stoppet, og chaufføren, Claude, måtte puste. Bagefter fortalte han, at grænsen for buschauffører er 0,2 promille. Hans promille var heldigvis nul.

Billigere end vand på flaske
Politiets skrappe indsats imod promillekørsel har medført en betydelig nedgang i salget af vin på landets restauranter – og den er samtidig en af årsagerne til vinfolkets problemer med at komme af med vinen.
I Frankrig er nogle vine blevet billigere end vand på flaske, og selv vine med højeste appellation, AOC, bliver sendt til destillering og forvandlet til sprit – ethanol.
I år vil man have destilleret i alt 100 millioner liter AOC-vin. Det er nok til 133 millioner flasker.

Blandes i benzinen
Men hvad bruger man dog al den ethanol til? Det er jo begrænset, hvor mange vinduer der skal pudses.
Ethanolen blandes i den benzin, vi i dyre domme hælder i vore tørstige biler. Den bruges som et additiv, og fransk benzin indeholder cirka 1% ethanol, hvoraf hovedparten stammer fra sukkerroer. I 2010 vil der ifølge EU-krav være 5,75%.
Når destillerierne har uddraget ethanolen, bliver der nogle restprodukter tilbage. Det er dels vand, dels et blækagtigt koncentrat, som man bruger til farvning af fødevarer. Yderligere er der noget bundfald, der presses til piller og bruges til gødning. En sørgelig historie ...
...............
41-42
.............
Druesorterne vandrer mod nord
Om få årtier er det slut med de store elegante bordeauxvine – i hvert fald, hvis man skal tro den franske videnskabsmand Jean-Pierre Gaudillère. I femten år har han på Institut National de la Recherche Agronomique (INRA) i Bordeaux forsket i klimaændringer i forbindelse med vinproduktion. Og han er ifølge Bordeaux-avisen SudOuest kommet frem til nogle opsigtsvækkende resultater.
Druesorterne vil langsomt, men sikkert vandre omkring 180 kilometer mod nord, efterhånden som gennemsnitstemperaturen stiger.
At der er noget om snakken, viser høsttidspunktet i Bordeaux, der gennem de sidste 50 år er rykket to uger frem og i Châteauneuf du Pape hele tre uger.
Det er også den globale opvarmning, der gør, at der i dag kan dyrkes vin så langt nordpå som i Sydsverige.

Klassisk bordeauxvin fra Loire
Den første druesort, der rykker teltrødderne op for at søge mod køligere himmelstrøg, er Sauvignon Blanc. Merlot vil snart følge efter, for hvis denne druesort forbliver i Bordeaux, vil dens store elegance og finesse ryge fløjten.
Så på et tidspunkt ender det med, at det er i Loire, man skal lede efter en god klassisk bordeauxvin.
(fortsættes)
...............
>43
....................
(fortsat)
Tag de dystre udsigter alvorligt
Jean-Pierre Gaudillière, der har lavet klima-undersøgelsen, opfordrer vinproducenterne i Bordeaux til at tage de dystre udsigter alvorligt og overveje at nyplante med nye druesorter, der egner sig til fremtidens klima – fx Petit Verdot, der modner betydeligt senere.
Producenterne må også se i øjnene, at fremtidens bordeaux’er vil blive mere robuste og alkoholrige – lidt á la dem, man i dag kender fra Languedoc-Roussillon.

Bedste druekvalitet i flere år
Og apropos det med, at det bliver stadig varmere i Bordeaux, så er høsten hos Château Trotanoy og Château Petrus nu afsluttet – to uger tidligere end normalt.
Ejeren af vinslottene, Christian Moueix, er begejstret – kvaliteten af druerne er den bedste i mange år.
Også andre Bordeaux-slotte forventer ifølge Decanter en stor årgang. Så der er nok ikke så mange vinproducenter, der går rundt lige her og nu og tænker på nyplantning og fremtidens druesorter …
.............
33-52
..............
Nyt liv i de gamle Bordeaux-klude
Bordeaux har et lidt støvet image som en højborg for aldrende aristokratiske vinproducenter med fornemme aner og forstokkede holdninger.
Men nu skal der støves af! En række unge vinfolk fra nogle af regionens fine gamle vinslotte har ifølge Decanter dannet en forening, som de kalder for Bordeaux Oxygène – Ilt til Bordeaux.
Gennem foreningen vil de puste nyt liv i de gamle klude og markedsføre regionen med de yngre forbrugere for øje. Og det vil blandt andet blive gjort med nogle for Bordeaux yderst utraditionelle arrangementer.
Bordeaux Oxygène planlægger fx at afholde en såkaldt "speed-dating" (lyn-dating) i London. Det hele går ud på, at udvalgte journalister skal lære de enkelte af foreningens medlemmer samt deres vine at kende gennem "dates", der hver især varer nøjagtigt fem minutter. Hm, javel, så tror vi på den ...
    Medlemmerne af Bordeaux Oxygène
    * Juliette Bécot (Châteaux Joanin Bécot, Côtes de Castillon, og Beau-Séjour Bécot, Saint-Émilion)
    * Jean-Jacques og Séverine Bonnie (Château Malartic-Lagravière, Pessac-Léognan)
    * Jean-Baptiste Bourotte (Château Bonalgue og Clos du Clocher, Pomerol)
    * Alice Cathiard-Tourbier og Jérôme Tourbier (Château Smith-Haut-Lafitte, Pessac-Léognan)
    * Mathieu Chadronnier (Château Marsau, Côtes de Francs)
    * Marie and Sylvie Courselle (Château Thieuley, Bordeaux Supérieur)
    * Matthieu Cuvelier (Château Clos Fourtet, Saint-Émilion)
    * Coralie de Boüard (Château Angélus, Saint-Émilion, og La Fleur de Boüard, Lalande de Pomerol)
    * Basaline og Thibault Despagne (Châteaux Tour de Mirambeau, Bordeaux Supérieur, og Mont-Pérat, Premières Côtes de Bordeaux)
    * Erwan Flageul (Château Brillette, Moulis)
    * Caroline Frey (Château La Lagune, Haut-Médoc)
    * Eloïse Heeter-Tari (Château Nairac, Sauternes)
    * Edouard Labruyère (Château Rouget, Pomerol)
    * Florence Lafragette og Marcello Roudil (Châteaux Rouillac, Pessac-Léognan, L'Hôpital, Graves, og La Loudenne, Médoc)
    * Jean-Christophe Mau (Châteaux Brown, Pessac-Léognan og Preuillac, Médoc)
    * Jean-Antoine Nony (Château Grand Mayne, Saint-Émilion)
    * Stéphanie Rolland-Lesage (Châteaux Le Bon Pasteur, Pomerol, Fontenil, Fronsac og La Grande Clotte, Bordeaux Blanc)
    * Benoit Trocard, der er formand (Clos Dubreuil, St-Émilion og Clos de la Vieille Eglise, Pomerol)

Fald i svenskernes private vinimport
Der kommer stadig mindre alkohol på bordet i de svenske hjem. I løbet af det sidste år er forbruget, regnet i ren alkohol, faldet til 10,1 liter per svensker over femten år.
Det viser en undersøgelse foretaget af "Centrum för socialvetenskaplig Alkohol- och Drogforskning" (SoRAD) ved universitetet i Stockholm.
Undersøgelsen viser også, at den private import af alkohol er faldende. Fra januar til august i år har svenskerne i alt fragtet 11,8 millioner liter ren alkohol over grænsen til Sverige. Det svarer til et fald på 12% i forhold til samme periode i 2004.
For vinens vedkommende er der tale om et fald på sølle 2% til 29,9 millioner liter, mens salget af øl er faldet 18% til 50,2 millioner liter.
Når det gælder de stærkere varer, er den private import faldet med 14% til 13,6 millioner liter.
.............
15/06
.
.




.
..
.........
Mondovino under luppen
I uge 36 fortalte vi om Mondovino, en dokumentarfilm, der handler om vinens globalisering, om de store, der tager over, og de små – frem for alt franskmænd – der kæmper for stadig at få lov til at lave vine med terroir og kærlighed som nøgleord.
Heltene og skurkene i filmen, der så afgjort er på de små vinfolks side, er nogle af vinbranchens fremtrædende personligheder, og i filmen har de udtalt sig bramfrit om lidt af hvert.
Nu er filmen som tidligere nævnt kommet på DVD, og i den anledning har det franske vinmagasin Revue de Vin de France bedt en række vinbranchefolk samt nogle af "skuespillerne" om at kommentere den. Her er et par af kommentarerne:

Delte meninger
* Filmens forherligelse af terroiret og de franske vinproducenter er farlig, mener den engelske vinskribent Jancis Robinson, der ikke selv medvirker i filmen. Den slags kan stige producenterne til hovedet, og det vil ikke være godt for vinens fremtid på fransk jord.
* Der er intet galt ved, at hovedparten af verdens vine fremstilles industrielt, eller at nogle vinproducenter skeler til pengepungen og går efter at lave den slags vine, der sælger bedst. Det mener blandt andet ønologen Michel Rolland, der for alvor bliver hængt ud i filmen.
* Ifølge Catherine Péré-Vergé, der ejer Château Le Gay i Pomerol, er det noget pjat, når filmen fremhæver, at det kun er franskmændene, der tænker på terroir. Alle vinproducenter er da nødt til at tage hensyn til jordforhold, vind og vejr, mener hun.
DVD'en med filmen kan købes hos Laserdisken.
...............
    Smart whisky-reklame
    I Sverige er det blevet tilladt at annoncere for vin og øl, mens det er forbudt at annoncere for alkohol på over 15%.
    Nu er konsumentombudsmanden – Sveriges svar på vores forbrugerombudsmand – i færd med at undersøge, om et vin- og spiritusfirma har forbrudt sig mod den svenske reklamelov. Det ikke-svenske firma opfordrer svenskerne til at købe whisky over nettet, og firmaets reklame er yderst smart skruet sammen. Enhver med selv det mindste kendskab til whisky vil ikke være i tvivl om, at den handler om det skotske mærke "The Famous Grouse".
    Men mærkets navn er ikke direkte oplyst – det eneste, der står, er "den med fasanen", hvilket hentyder til den kendte etiket med en pipfugl på. Og en hentydning kan vel ikke være forbudt …
    I øvrigt har vin- og spiritusfirmaet taget fejl. Der er nemlig slet ikke tale om en fasan, idet grouse er det engelske ord for rype – noget, der jo må gøre det endnu sværere for ombudsmanden at bevise sin påstand.
...............
>12
.............

...
Hotel Connaught’s fornemme luksusrestaurant "Angela Hartnett" er opkaldt efter en af Londons unge mesterkokke.
    Større glas, flere penge
    Den netop udkomne "Good Pub Guide 2006" peger på, at de britiske pub’er er i gang med at udskifte 125 ml vinglassene med 175 ml og endog 250 ml.
    Guidens redaktør, Alisdair Aird, skriver, at dette udsætter pubgæsterne for en risiko for at overskride promillegrænsen – og tvinger dem samtidig til at betale for mere vin, end de måske har lyst til at drikke.

    De ganger med 3
    En anden britisk guidebog, "Time Out London Eating and Drinking Guide", peger på, at restauranterne i London tager mere for deres vine end noget andet sted i verden (har redaktøren mon været i Danmark?).
    Ifølge guidebogen ganger restauranterne vinenes butikspriser med en faktor på op til 3.
    Nogle restauranter ganger priserne på vinkortets billigste vine med op til 4 og de mellemdyre vine med 3, mens prisen på de dyreste vine måske ikke engang ganges med 2.
    Til Wine International siger sommelieren på Hotel Connaught’s restaurant "Angela Hartnett", at hvis en vin ikke koster mindst £100 (1100 kr.), så tror gæsterne, at der er noget i vejen med den.
.............
39-42
..................
Nye druer på vej
For nogle år siden lød det: ABC – Anything But Chardonnay (eller Cabernet). Og efter filmen Sideways siger nogle måske IBM – Ikke Bare Merlot.
Chardonnay, Cabernet og Merlot er stadig populære druer. Det samme er Sauvignon Blanc, Syrah/Shiraz og Pinot Noir. Men vinnydere i alle lande søger også fornyelse – vine på andre og ikke så kendte druer.
Til højre ses ti eksempler på "nye" druer, der er ved at få et godt fodfæste i vinens verden.
    ....
    5 hvidvinsdruer
    Fiano fra Sicilien
    Albariño fra det spanske Galicien
    Viognier fra Rhônedalen
    Roussanne, også fra Rhônedalen
    Grüner Veltliner fra Østrig

    5 rødvinsdruer
    Aglianico fra Syditalien
    Nero d’Avola fra Sicilien
    Touriga Nacional fra Portugals portvinsdal
    Cabernet Franc fra bl.a. Bordeaux
    Ciliegiolo fra Toscana
    ....
.............
På jagt efter en vinøs kæreste
Singler, der holder af vin, behøver ikke længere at sidde i stiveste puds ved vinbaren i håb om, at der kommer en lige så vin-interesseret prins eller prinsesse forbi på sin hvide hest.
Vedkommende kan ifølge Wine Spectator bare tilmelde sig www.grapedates.com – en ny dating-service, hvor man foruden de sædvanlige personlige informationer under et smilende billede kan oplyse om, hvilken slags vin, man foretrækker – altså ikke bare, om den skal være rød eller hvid, men om det er fx Merlot eller Cabernet Sauvignon.
Smart – så slipper man for alle fremtidige diskussioner, om hvad der skal på middagsbordet.
.............
35-46
.........

...........
I Napa Valley er der bygget et helt specielt og meget flot winery til fremstillingen af Opus One. På etiketten ses vinens to skabere, Robert Mondavi og Philippe de Rothschild, samt deres signaturer.
    Historien om en kultvin
    Rødvinen Opus One er ren kult for folk med en spækket tegnedreng – en flaske nærmer sig let 1000 kr. afhængigt af årgangen.
    Vinen blev skabt via et unikt samarbejde mellem den franske slotsejer Baron Philippe de Rothschild fra Château Mouton-Rothschild og Californiens grand old vinmager, Robert Mondavi.
    Den fremstilles i Napa Valley i det fælles vinhus, der også bærer navnet Opus One, men opskriften er den gode gamle fra Bordeaux – Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot i skøn forening samt lagring på fransk eg.
    De to første årgange af Opus One, 1979 og 1980, kom på markedet i 1984.
.............
Baronessen vil beholde Opus One
I 2003 blev Robert Mondavi Corporation – og dermed også Mondavis andel i Opus One – som bekendt solgt til Constellation Brands for ikke mindre end 1,03 milliarder dollars (cirka 6,3 milliarder dkr.).
På det seneste har det forlydt, at Philippine de Rothschild, den gamle barons datter, der har arvet faderens halvpart af kultvinen, har tænkt sig at sælge den. Men de rygter er nu manet i jorden, da Constellation Brands og baronessen offentligt har erklæret, at samarbejdet fortsætter – dog ikke uden visse ændringer.

Nye tider for vinhuset
For det første vil det team af salgsfolk fra det gamle Robert Mondavi vinhus, der hidtil har stået for videresalget af kultvinen til de amerikanske vinhandlere, blive koblet af. Fremover vil vinen blive solgt direkte fra vinhuset Opus One.
For det andet vil salget til udlandet gå gennem særligt udvalgte vinkøbmænd med base i Bordeaux.
Og for det tredje vil det herefterdags være vinfolk, som Opus One selv har uddannet, der tager sig af produktionen og ikke som førhen vinfolk fra det gamle Mondavi-vinhus.
...............
14-17
...............
    Top-årgang af Château d’Yquem
    Fantastisk, enestående, ud over det sædvanlige! Roserne fra vinbranchefolk verden over er store, når det gælder Château d’Yquem årgang 2001, der netop er kommet på markedet.
    Ifølge Decanter kalder Robert Parker den ligefrem legendarisk og giver den fulde 100 point – en topkarakter, som han ellers er ret nærig med.
    Den høje kvalitet vil uden tvivl komme til at afspejle sig i prisen. Vinen er allerede så småt begyndt at dukke op til 330 euro (cirka 2460 dkr.), mens 1999-årgangen fx kan erhverves til en "spotpris" af cirka 1100 kr.

    En hær af høstfolk
    Det er ikke så mærkeligt, at den søde hvidvin fra Château d’Yquem i Sauternes-distriktet er så kostbar. Druerne, der får lov til at hænge, til de er overmodne, høstes i hånden. Og man høster kun dem, der er angrebet af skimmelsvampen Botrytis cinerea – også kaldet "den ædle råddenskab".
    Svampen bevirker, at halvdelen af væsken i druerne fordamper ud gennem det porøse skind, men skindet revner ikke – det holder på sukkeret og på alle aromastofferne.
    Høsten strækker sig ofte over flere måneder, hvor en hær af høstarbejdere med få dages mellemrum går på jagt i vinmarkerne efter druer, der er tilpas "rådne".
.............
38-37/06
..................
Mindre høst i god ro og orden
Vinhøsten i Alsace er ved at være til ende, og den bliver i år mindre end normalt. Vinproducenterne har nemlig – i god ro og orden – reduceret udbyttet fra 86 til 80 hektoliter pr. hektar.
Vinavlerforeningen, Association des Viticulteurs Alsaciens (AVA) siger, at man frivilligt har foretaget dette skridt for at holde et stabilt prisleje i stedet for at risikere et prisfald på grund af overproduktion.
Brancheorganisationen Conseil Interprofessionnel des Vins d’Alsace (CIVA) rapporterer i øvrigt til Just Drinks, at regionens vinmarker er i "en meget sund tilstand".....
.............
    Et virtuelt besøg i Alsace
    Der er i det hele taget orden i sagerne i Alsace. Vinfolket arbejder med samme præcision og omhu, som lyser ud af landskabet og byerne langs vinvejen.
    Se blot CIVA’s hjemmeside, som giver en perfekt introduktion på dansk til Alsace og dets vine.
    Her ligger blandt andet – under punktet "Turistinformationer" – et "virtuelt besøg" på tre forskellige vinmarker, ledsaget af festligt fuglefløjt og hornmusik. Man bliver i helt godt humør. Så godt kan et vindistrikt præsenteres.
.............
    Uhøjtidelig og underholdende vinbog
    De fleste kender Jamie Oliver, der jonglerer med potter og pander på tv og får madlavning til at virke som en leg.
    På samme måde får hans gode ven, vinentusiasten Matt Skinner, alt hvad der hedder vinviden ned på jorden i en ny og anderledes vinbog.
    "Det er bare vin" hedder bogen, og sproget er hele vejen igennem lige så uhøjtideligt som titlen. Gewurztraminer-druen bliver fx sammenlignet med en dragdronning i overstørrelse med al for meget parfume og næsten uden skam i livet, mens Riesling slipper med at blive kaldt for en Karl Smart blandt grønne druesorter.
    Der er tale om en grundbog for den, der netop er begyndt at træde sine første skridt, når det gælder glæden for vin. Matt Skinner kommer ind på stort set alt det basale – fra hvordan man slynger vinen i glasset, over produktionen og til de forskellige vinlande. Pædagogikken er også i orden – den har han fået god træning i, da han hjalp Jamie Oliver med "Fifteen", et projekt, hvor mesterkokken uddannede langtidsledige til kokke med egen restaurant. Deres vinøse viden sørgede Matt Skinner for.
    Bogen er udgivet af Aschehoug Dansk Forlag og koster 199 kr.
............
51-01/06
..............
9 postkort fra Italien
Her kommer de sidste fem postkort fra vores vinøse rejse i Italien. De første fire bragte vi i sidste uge, hvor vi sluttede med at fortælle om den dansktalende vinbonde Erik Banti. Vi fortsætter med endnu et billede af ham.
..............
    Postkort nr.5 fra Italien
    Erik Bantis firkantede fade
    Erik Banti har kælderen fuld af barriques. Men han tester også nogle firkantede fade med nøjagtigt det samme rumfang som en traditionel barrique: 225 liter.
    Fordelen ved disse noget uromantiske vinfade er, at de kun optager en tredjedel så meget plads som de runde og buttede barriques.
    Men hvad så med luften, der står over vinen? I en rund barrique, der ligger ned og er fyldt op, er der kun et meget lille spejl af vin, som påvirkes af luften. Er spejlet ikke meget større i et firkantet fad?
    Nej, for inde i kassen er der et skrå loft, så rummet er højere fortil end bagtil – og vinens overflade dermed mindre.
    Boksen er 53 cm bred, 66 cm høj og 112 cm lang, og hvis man regner på målene, så er den overflade af egetræet, der er i kontakt med vinen, en anelse mindre end i en rund barrique. Men det kan i nogle tilfælde ligefrem være en fordel. Til gengæld er vinen i lidt større kontakt med bundfaldet på kassens flade bund.
    Erik Banti har kun de tre firkantede fade på billedet, så der er ikke ret meget af hans vin, der bliver firkantet. I alt laver han en halv million flasker om året.
..............
34-33/06
........

.............
Postkort nr. 6 fra Italien
Den vidunderlige brønd i Perugia
Vi måtte naturligvis en tur omkring Perugia for at se den vidunderlige brønd, Fontana Maggiore, som blev rejst af munken Bevignate omkring 1280 og forsynet med 48 relieffer af Nicola og Giovanni Pisano, far og søn.
En række af reliefferne skildrer de arbejder, der skal udføres i årets tolv måneder, og her fandt vi, hvad vi søgte: Billederne af vinfolket i arbejde.
På det ene relief ses en bonde, der fylder vin i et fad, og på det andet er bødkeren i gang med at hamre tøndebånd ned over et nylavet fad.
Billederne kendte vi godt. De pryder etiketterne på flaskerne fra vinhuset Lungarotti i nabobyen Torgiano. Der måtte vi også hen .................
.............
    Postkort nr. 7 fra Italien
    Vinmuseet i Torgiano
    Torgiano ligger i Umbrien, ikke ret langt fra Perugia og Assisi. Her skabte dottore Giorgio Lungarotti bogstaveligt tal ene mand et DOC-distrikt, og han gjorde det med en perlerække af dejlige vine.
    Men han gjorde tillige en stor indsats for at højne kvaliteten af italiensk vin i bred almindelighed. Han tog således initiativet til en årlig blindsmagning, Banco d'Assaggio dei Vini d'Italia, hvor alle italienske producenter kan være med. Vinene smages af en international jury, men samtlige vine er anonyme. Og kun hvis en vin får en medalje, bliver navnet offentliggjort. Der er ingen, der skal være bange for at kappes med de ypperste ... I år afholdes smagningen i dagene 27.-30. november.
    Lungarotti oprettede også et fantastisk Museo del Vino, der blandt andet rummer de sjove gamle kander på billedet her.
..............
>30/06
..........
    Postkort nr. 8 fra Italien
    Vingården, hvor Mona Lisa boede
    Billedet til venstre viser Castello di Vignamaggio, en af de fine renaissance-villaer, der ligger spredt ud over hele Toscana.
    Vignamaggio har en produktion af fornemme vine, men man lever også af agriturismo – bondegårdsferie. På talrige slotte kan man således leje et eller flere værelser med eget køkken, eller man kan måske ligefrem få maden på stedet.
    Det var i Vignamaggio, at Kenneth Branagh optog Shakespeare-filmen "Stort ståhej for ingenting", og det var også her, Mona Lisa boede, da hun blev malet af Leonardo da Vinci
    Selv boede vi på det nærliggende Castello Vicchiomaggio, hvor man fortalte os, at Leonardo havde sovet netop i vores værelse. Vi syntes nok også, at der var et eller andet i luften. Vi følte os meget kreative, da vi vågnede ...
..............
    Postkort nr. 9 fra Italien
    En middag på Vino Vino
    Rundt om i Italiens vindistrikter er der enoteca'er – "vinbiblioteker" – oprettet af vinavlerforeningerne. Her kan man smage på et hav af vine og købe, hvis man vil.
    Men der er også vinbarer som denne her i Venedig. Ja, det er vel egentlig en restaurant, men ideen er, at man vælger en vin – stor eller lille, glas eller flaske – og peger på den lækre mad, man gerne vil spise til. Først derefter får man anvist et bord. Da vi var der, var der en lang kø ud på gaden og en vældig stemning i lokalerne. Stedet anbefales på det bedste.
    Restauranten ligger i strædet Ponte delle Veste 2007A. Den hedder Vino Vino og er i øvrigt på nettet – på www.vinovino.co.it. Her kan man også se den imponerende lange liste over vinene.

    Også denne serie postkort er lagt ind på en særlig side, så man nemt kan finde den igen.
..............
>33
.........
Alkolås i hele Norden
Alkolåsen er den smarte dims, der monteret i en bil fortæller bilisten, om han eller hun har drukket for meget. I øjeblikket er anordningen meget dyr – det samme gælder vedligeholdelsen – men efterhånden, som teknikken bliver bedre, vil prisen falde.
Den svenske regering kunne vældig godt tænke sig, at alkolåsen blev gjort lovpligtig i Sverige, men den går ikke. Ifølge EU’s transportkommisær, Jacques Barrot, skal den slags afgøres i EU-regi, så bilerne i samtlige medlemslande på én og samme tid kan blive forsynet med alkolås. Det andet er i strid med de indre markedsregler.
Nu er Det Nordiske Trafiksikkerhedsråd ifølge den svenske presse kommet på banen med et ønske om at gøre hele Norden til ét stort forsøgsområde for alkolåsen fra og med år 2012. Om det så kan lade sig gøre, vil tiden vise.
...............
--....
    Den danske vinbranche
    * Fionia Vin har overtaget eneforhandlingen af vinene fra champagnehuset Le Noble i Danmark.
    ....................--....
...........
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
.............
39-42
.............
Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.........
..
    Sten Vallentin Jørgensen (f. 1959) fungerer som formand for Atelier Occitanien, som han ejer sammen med otte andre – et importfirma, der nu i seks år har arbejdet med at udbrede kendskabet til vin og kultur i Languedoc-Roussillon.
    Hans interesse for vin blev skabt allerede i studietiden, men den ægte passion opstod, da han sammen med gode kollegaer fra den finansielle sektor faldt over en serie aftenskolekurser hos HOF. Nye bekendtskaber her ledte ham fra det klassiske Bordeaux til både Bourgogne, Rhône, Tyskland, Italien og USA, og efter fem års vinøse studier og efterfølgende medlemskaber af både Bourgogneselskabet, DAWS og Kastrup-Tårnby vinklub blev han i 1996 formand for sidstnævnte vinklub, en post han stadig besidder.
    Siden er det gået stærkt, og den franske passion er udbygget gennem flere studieture i Languedocs vinøse afkroge. Det er et område, der stadig er under omstilling, men allerede nu lyser adskillige producenter på den internationale vinhimmel. Disse producenter er en del af Ateliers Occitaniens brede sortiment, der for øjeblikket udgør tolv vinhuse fra Languedoc-Roussillon’s bedste regioner.
    Atelier Occitanien sælger mest til detailhandelen, firmakunder og toprestauranter, der har øjnet behovet for at have god Languedoc på deres vinkort. Privatkunderne udgør dog en stigende del af kundeskaren, som udbygges ved deltagelse i vinfestivaller som Garagevin.
    Den fritid, der ikke anvendes på vin, helliges familien, der dog er bidt at samme vinbacille. Sten Vallentin Jørgensen er således gift med Eva, der er formand for Bourgogneselskabet. Sammen har de David på fire år.
    Adresse: Atelier Occitanien, Upsalagade 23, 2100 København Ø, tlf: 70 20 93 10, fax: 70 20 93 15, e-mail: info@languedochuset.dk. Privat: Furesø Parkvej 45, 2830 Virum, tlf: 45 85 37 31.
................
39-42
............. .........
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.

..............
39-42
..............
    Ugens vinøse billede
    Det må man kalde for lidt af en cocktail: En stor amerikanerbøf med et ædelt glas bordeaux fra Château Gruaud Larose i Saint Julien.
    Billedet er taget af Lars Christensen, der efter eget udsagn er en "frankofil Médoc-elsker med et stort Grand Cru foran", og som var på rejse i Frankrig sammen med nogle venner.
    Normalt skal man altid aftale tid på forhånd, hvis man vil på rundtur og smage vinene hos et af de fine gamle slotte i Bordeaux. Men hos Château Gruaud Larose blev danskerne uden videre budt hjerteligt velkommen.
    Vinen på billedet blev dog købt et helt andet sted – nemlig i "L'Intendant" i Bordeaux by, der er en af verdens flotteste vinforretninger og bestemt et besøg værd.
    Og flasken blev faktisk slet ikke åbnet til bøffen – ifølge Lars Christensen skal den lige have et par år mere på bagen, før den poppes op.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
.............
41-43
...........
I den forløbne uge har vi smagt i alt 19 vine. Af disse vine var der nedenstående 13, som fik mere end to stjerner, og hele 9, som fik fem stjerner. Én flaske havde så meget propsmag, at vi opdagede det.
...........
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....
...........
Hvidvin


Echeverria, Sauvignon Blanc, Chile 2005
45 kr. ved 12 flasker, Barrique Vinimport
Let, behagelig, frisk hverdags-hvidvin til en overordentlig rimelig pris.




Rødvine


Domaine la Millière, Châteauneuf du Pape, Frankrig 2003
150 kr., 140 kr. ved 6 flasker, Maison de Provence
Blød og meget lækker rødvin, der charmer hele vejen ned. En klassisk châteauneuf. Glimrende til mad, men også som meditations-vin.


Pheubus, Cabernet Sauvignon, Mendoza, Argentina 2003
59 kr., Pedersborg Vin
En meget flot rødvin til prisen. Den har en typisk Cabernet-næse med masser af solbær, men også en anelse modne jordbær. Den er læskende, og smagen er lang med toner af kaffe og mørke bær.


Roaring Meg, Pinot Noir, Central Otago, New Zealand 2003
130,50 kr. ved 12 flasker, Laudrup Vinimport
Elegant, lækker og klassisk Pinot-rødvin med en dejlig duft og en smag præget af blød frugt og en behagelig citrussyre. Flasken har skruelåg


Clos de Sixte, Lirac, Frankrig 2003
100 kr., Vigneron Wine Company
En muskuløs rødvin. En vin, der oser af Syrah – men der er nu også Grenache og Mourvèdre i den. Den har 15% alkohol, men ingen nævneværdig spritkant.


Infinitus, Gran Reserva, Merlot, Mendoza, Argentina 2002
125 kr., Pedersborg Vin
Mums for en lækker rødvin! Den oser ligefrem af brombær og kirsebær, mens den intense frugtsmag har toner af kaffe, lakrids og anis. Oplevelsen slutter med et bid af garvesyre. Vinen kan drikkes nu, men kan også gemmes i nogle år.


La Caduta, Caparzo, Rosso di Montalcino, Italien 2001
230 kr., indtil 20. oktober: 149 kr., Østjysk Vinforsyning/Vignoble
Markens navn, La Caduta, betyder Faldet. Og vinen er bestemt faldet godt ud. Det er en meget flot og dejlig rødvin med bred frugt, harmoni og karakter. En rigtig vin-vin, glimrende til mad.


Fabre Montmayou, Cabernet Sauvignon, Mendoza, Argentina 2002
89,75 kr., Pedersborg Vin
En fyrig argentiner, der spiller med alle musklerne. En rigtig bamsevin med masser af frugt, solbær, kaffe og vanille i smagen samt en anelse sveskeblomme i eftersmagen. Den vil være glimrende til kraftige kødretter og tørre oste.


Cascina Cucco, Cerrati, Barolo, Italien 2000
138,90 kr., Carlo Merolli
Denne rødvin er kun én af de i alt atten vine, som Carlo Merolli sælger i et sæt til 2500 kr. – en pris, som vi her har divideret med 18. Denne flotte enkeltmarks-vin har en henrivende duft og en blød og meget dejlig smag. Vinen kan udmærket drikkes nu, men også gemmes i endnu fire-fem år.


Portal del Alto, Reserva, Merlot, Maule Valley, Chile 2004
65 kr. (58,50 kr. ved 12 flasker.), Køge Vinhandel
En typisk Merlot med en fuldmoden, rund og blød frugtsmag. En uhøjtidelig rødvin, hvis pris dog er lige i overkanten.


Domaine Catherine le Goeuil, Cuvée Léa Felsch, Cairanne, Côtes du Rhône Villages, Frankrig 2004
99 kr., Vinens Verden
En rigtig god Rhône-rødvin med frisk frugt, en masse krydderi og garvesyre. Glimrende til mange retter. Prisen gør en anelse ondt …


Chevalier Saint Martin, Corbières, Frankrig 2003
49,95 kr., The Wine Company
Vellavet rødvin med en god vinøs duft og en smag præget af god frugt og garvesyre. En anvendelig lille hverdags-vin. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.




Sød vin


Un 2 Novembre, Didier Cornillon, Frankrig
150 kr. for 50 cl, Vinmand
Gylden og vellavet vin på senthøstede druer. Den har en meget dejlig duft og en smag af abrikos, fersken, mandler, nødder … Den er sød, men har samtidig en god syre, der afbalancerer sødmen. Prøv den fx til en lidt tør dessert med nødder.



.
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet enten med topkarakter - som regel seks stjerner - eller på anden vis.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.
........................
B.T.
Montes, Cabernet Sauvignon / Carmenère, Colchagua Valley, Chile 2004Rødvin69 kr.Bichel Vine
The Stump Jump d'Arenberg, Grenache / Shiraz / Mourvèdre, Australien 2004Rødvin62,75 kr.Erik Sørensen GrandVin
.
Ekstra Bladet
Rapet, Le Combe, Pernand-Vergelesses, Frankrig 2003Hvidvin139 kr.A Vinstouw
Domaine la Soumade, Rasteau, Côtes du Rhône Villages, Frankrig 2003Rødvin129 kr.Jysk Vin
.
ErhvervsBladet
Numa, Syrah, Costières de Nîmes, Frankrig 2003Rødvin75 kr.The Wine Company
Château Guiot, Costières de Nîmes, Frankrig 2004Rødvin49,95 kr.The Wine Company
Guigal, Côtes du Rhône, Frankrig 2003Rødvin69,95 kr.Bichel Vine
Conti di Numio, Amarone della Valpolicella, Italien 2000Rødvin99,75 kr.Skjold Burne
.
Frederiksborg Amts Avis
Finca Antigua Syrah, La Mancha, Spanien 2003Rødvin75 krH.J. Hansen
.
Information
Château Tour Berauld, Costières de Nîmes, Frankrig 2004 (5 liter boks)Rødvin239,50 kr.Emmerys
.
Nordjyske Stiftstidende
Brown Brothers, Shiraz, Victoria, Australien 2002Rødvin80 kr.Østjysk Vinforsyning/Vignoble
.......................
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.