Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 04, 2006





Vin-aktuelt i uge 4
23. januar - 29. januar 2006
...............

...............
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden.
Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.


VinAvisen uge 3
VinAvisen uge 2
VinAvisen uge 1
...............


.........
Catena fra Philipson til Coop
Philipson Wine har gjort vinene Argento, Argento Reserva og Malambo fra Nicolás Catena i Argentina til store mærker på det danske marked – Philipson har faktisk verdens højeste markedsandel for disse vine.
Ifølge en pressemeddelelse fra Coop Danmark overgår disse vine fra og med uge 17 til Coop, der forventer et salg på 2 millioner flasker om året. Samtidig introduceres en boksvin. Det drejer sig dog kun om disse vine. En række andre Catena-vine forbliver hos Philipson Wine.
Men hvad siger Christian Philipson til det? Vi nåede at spørge ham, før han sprang i et fly til Argentina for at mødes med Nicolás Catena. Han vil diskutere dette skift i importør, som ikke er sket efter aftale eller forståelse med Philipson.

Philipson vil fortsat sælge vinene
– Nicolás Catena har solgt de tre mærker til et engelsk marketingfirma, Argento Wine Company, siger Christian Philipson. – Det er ikke et argentinsk vinhus, men tværtimod et fordyrende mellemled i England.
– Philipson Wine har en aftale om eneforhandling med Nicolás Catena for Malambo, Argento og Argento Reserve i Danmark, og vi kommer med en pressemeddelelse om det videre efterspil i denne sag, som ikke er afsluttet.
Christian Philipson siger, at Philipson Wine fortsat vil sælge de tre vinmærker samt alle de næsten 100 andre argentinske vine fra Laura Catena, Familia Rutini, Fin del Mundo og Noemia.
Ifølge de officielle statistikker har Philipson Wine en markedsandel på cirka 20% af al argentinsk vin i Danmark.
Philipson Wine sælger Argento til 39,95 kr., Argento Reserva til 69,95 kr. og Malambo til 33,95 kr. - hvis man vel at mærke køber tolv flasker. Coop har endnu ikke offentliggjort sine priser, men man vil næppe være tvunget til at købe tolv flasker.
Det bliver interessant at se, hvad sagen ender med. Det er jo ikke første gang, at en udenlandsk eksportør skifter til en anden dansk importør, som han regner med kan sælge flere flasker. Det har Philipson selv haft glæde af et par gange.
...........................
Et ton gødning foran kontordøren
Det er efterhånden en kendt sag, at de franske vinbønder er frustrerede og vrede over de katastrofale forhold i landets vinbranche. Og ofte griber de til yderst alternative midler for at gøre opmærksom på deres vrede.
I VinAvisen uge 50 skrev vi fx om en gruppe vrede producenter fra Bordeaux, der bevæbnet med mørtel og betonblokke gik i gang med at tilmure samtlige indgange til hovedsædet for Bordeaux’s vinkomité, CIVB (Conseil Interprofessionnnel des Vins de Bordeaux).
Nu er den vinøse vrede gået ud over en vinmægler i Bordeaux, Stéphane Page. Han må have gjort store øjne – og holdt sig for næsen – da han mødte på arbejde for et par dage siden. Tidligt om morgenen havde en gruppe vinbønder fra foreningen Jeunes Agriculteurs (Unge Landmænd) læsset et ton køgødning af foran hans kontordør.

Vinbønderne kræver højere priser
At vinproducenterne udøste deres galle over Stéphane Page hang ifølge Decanter sammen med, at den formastelige vinmægler havde solgt vin for 700 euro (cirka 5225 dkr.) per tonneau (900 liter) – og det efter at vinproducentforeningerne i Bordeaux har kæmpet en sej kamp for at få fastsat en minimumspris på 1000 euro (cirka 7460 dkr.) per tonneau. Det er det beløb, der skal til, hvis vinbønderne overhovedet skal kunne overleve økonomisk.
De protesterende vinbønder er nu bange for, at andre mæglere vil følge i kølvandet på Stéphane Page.
Ifølge tv-kanalen France 3 tager vinmægleren det med knusende ro. Han har ikke tænkt sig at ændre sin prispolitik – og gødningen, ja den kan få lov til at blive liggende, for, som han siger, komøget jo alle tiders til brug i nabolagets haver.

En genopvakt klassifikation
I Bordeaux’s Médoc-distrikt har man 1855 klassifikationen med de berømte adelige slotte inddelt i fem cru’er (voksesteder).
Da borgerne i 1400-tallet fik lov til at eje slotte og land, købte de nogle af de gode vinmarker i Médoc, og disse blev kaldt "de borgerlige voksesteder" – "les crus bourgeois". Det er den klassifikation, der har været så meget ballade om, og som nu er ved at blive revideret endnu en gang.
Men der er en tredje klassifikation, nemlig "les crus artisans", der nærmest kan oversættes ved "håndværkernes voksesteder". Den blev oprettet i midten af 1800-tallet og bruges sjældent, men nu vil en gruppe slotsejere genoplive den.
Klassifikationen er ifølge avisen Sud-Ouest blevet godkendt af den franske regering, og efter en test af produktion og vine er 44 ud af 59 slotte blevet optaget på listen, der ses til højre.
Fra og med 2005-årgangen vil slottene kunne skrive "Cru Artisan" på deres etiketter. Klassifikationen vil blive revideret hvert tiende år.
    ...
    Artisan-klassifikationen

    Margaux AOC
    Château des Trois Chardons
    Château Gassies du Vieux Bourg
    Château des Graviers
    Clos de Bigos

    Moulis AOC
    Château Lagorce Bernadas

    Listrac AOC
    Château Gobinaud

    Saint Julien AOC
    Château Capdet

    Pauillac AOC
    Château Béhèré

    Saint Estéphe AOC
    Château la Peyre

    Haut Médoc AOC
    Château Clos du Relais
    Château de Coudot
    Château de Lauga
    Château des Graviers
    Château d'Osmond
    Château du Galan
    Château Ferré
    ...
    ...
    Château Gaston Réna
    Château Grand Brun
    Domaine Grand Lafont
    Château Guittot Fellonneau
    Château Haut Bréga
    Château Lamongeau
    Château le Beyan
    Château le Bouscat
    Château Martin
    Château Micalet
    Château Moutte Blanc
    Château Tour Bel Air
    Château Tour du Goua
    Château Viallet Nouhant
    Château VIieux Gabarey

    Médoc AOC
    Château Baudens
    Château Begadan
    Château Bejac Romelys
    Château Cantegric
    Château Gadet Terrefort
    Château Garance Haut Grenat
    Château Graves du Privera
    Château Haut Blaignan
    Château la Tessonnière
    Château le Vieux Sérestin
    Château les Graves de Loirac
    Château les Trieux
    Château Vieux Gadet
    ...
................
Stadig flere kinesere er vilde med vin
I øjeblikket ligger Kina på en sjetteplads blandt verdens største vinproducenter. Hvert år sælges der kinesisk vin for næsten 20 milliarder kr., og det meste af den går til hjemmemarkedet. De kinesiske forbrugeres begejstring for vin er nemlig i eksplosiv vækst. Mellem 1999 og 2004 er forbruget ifølge avisen New Zealand Herald steget med hele 79%. Og man regner med, at stigningen vil fortsætte med 15% om året i de næste tre år.
Gennemsnitsprisen for en flaske kinesisk vin er 13,30 yuan (cirka 10 dkr.), men kvaliteten er også derefter.

På jagt efter vinmagere fra Bordeaux
Det med kvaliteten vil de kinesiske vinproducenter til at gøre noget ved – blandt andet fordi de ønsker at satse massivt på eksporten til det internationale marked.
Stadig flere producenter sender derfor deres ansatte på vinskole i Europa, køber vinpresser fra Italien og hyrer vinmagere fra de gamle vinlande, som kan vise dem, hvordan man laver god vin.
Ikke mindst er vinfolk fra Bordeaux i høj kurs. Kinas største vinproducent, Yantai Changyu Pioneer Wine, har således annonceret efter en vinmager med mindst femten års erfaring og helst med en karriere i Bordeaux. Men kineserne er også parate til at betale for erfaringen – lønnen i annoncen lød på 1 million yuan (cirka 766.700 dkr.) om året.
................

...............
I vinlusens meget komplicerede livscyklus afløser fem forskellige slags æg og tolv forskellige former for insekter hinanden.
    Vinlusen er løs igen
    Der findes mange insekter, der på den ene eller anden måde ernærer sig af vinplanter og derved gør stor skade i vinmarkerne. Men ingen af dem kan hamle op med vinlusen Phylloxera vastatrix, der er enhver vinproducents værste mareridt.
    Nu er den lille lus ifølge avisen New Zealand Herald dukket op igen – i Central Otago, New Zealands nyeste vinregion, hvor den også slog til for fire år siden. Og vinlusen står over for en større buffet med Central Otagos 520 hektar vinmarker.

    Podede vinstokkene på amerikanske rødder
    Oprindelig holdt vinlusen udelukkende til i USA, hvor den ikke gjorde nogen skade, da de lokale druesorter havde vænnet sig til dens angreb. Men da lusen omkring 1860 udvandrede til Europa, gik det galt. Med lynets hast spredte den sig til samtlige vinmarker, angreb vinstokkenes rødder og drænede i vidt omfang de gamle vinlande for vin.
    Men så fandt man på en snedig løsning – nemlig at pode de europæiske ædelsorter på de modstandsdygtige amerikanske rødder, hvorved man redede Europas vinmarker.

    Genplant, før det er for sent
    Nu frygter vinproducenterne i Central Otago med rette for, hvad der kan ske. New Zealand blev ikke angrebet af vinlusen, dengang den hærgede i Europa, og man fulgte derfor ikke europæernes eksempel med at pode vinstokkene om på amerikanske rødder.
    I forbindelse med det første angreb i Central Otago blev dog 45% af vinstokkene podet og genplantet, men resten står stadigvæk på egne rødder og er dermed yderst udsatte for et ødelæggende angreb.
    Myndighederne anbefaler derfor vinproducenterne hurtigst muligt at få genplantet deres vinmarker, før vinlusene for alvor breder sig. Det gør de ad mange veje – blandt andet, når turisterne tager rundt til vinsmagninger hos diverse vinhuse. De kommer kørende og gående, og der skal ikke så meget til, før nogle af lusene gør dem følgeskab og tager med til vinsmagning.
................
Speciel taske til bestikkelses-vin
I ugen, der gik, opførte svenskerne anden akt i den store bestikkelsessag. I alt skal de igennem syv rettergange.
I denne omgang står seksten butikschefer fra Sydsverige tiltalt for at have modtaget bestikkelser for tilsammen 132.000 skr. Og ligesom tidligere er det firmaet Vin-Trägårdh, der har været den slemme frister.
Under retssagen forklarede en butikschef, at han havde fået opfattelsen af, at det var i orden at tage imod vareprøver, da han midt i 90’erne arbejde på Systembolagets hovedkontor. Der eksisterede ligefrem en speciel taske til vinflasker, som mange havde med sig, når de var på studierejser i Systembolagets regi.

Franskmændene sakker agterud med destilleringen
De medlemslande af EU, der lider under en større vinsø, kan, som vi tidligere har nævnt i VinAvisen, få deres vin destilleret med støtte fra Bruxelles. Og det er noget, som både Frankrig, Italien og Spanien benytter sig af.
Men netop Frankrig, der er så tynget af vinøse problemer, sakker agter ud, når det gælder destilleringen. De franske vinproducenter har for nylig sendt deres ansøgninger ind for den mængde, de ønsker at få destilleret i 2006. Og det kan sammenlagt kun snegle sig op på 1,5 millioner hektoliter, hvilket ifølge Just Drinks svarer til halvdelen af den anbefalede mængde.
Vinproducenterne skyder skylden på støtten fra EU, som de mener er alt for lav.
Hvor meget Italien og Spanien vil bede om at få destilleret, vides endnu ikke. Men man regner med, at tallene kommer til at ligge på henholdsvis 5 og 7 millioner hektoliter vin.
................
    Søgemotor på vinpriser
    Det måtte jo komme – en søgemotor på Internettet, der sammenligner priserne på vin, som sælges via Internettet.
    Motoren er dog ikke dansk, men svensk, og den findes på adressen www.pritso.com. Her kan man se priser på vin og spiritus i 28 Internet-vinhandeler, og i skrivende stund er der 12.772 varer.
    Er det en nyttig website? Mjah ... vi er ikke helt sikre. Det hele virker lidt uoverskueligt.
................
Produktionen af Alsace-vin er faldet
I 2005 blev der produceret 8,6% mindre vin i Alsace end året før. Det fremgår af de nyeste tal fra Alsace-producenternes brancheforening CIVA (Conseil Interprofessionel des Vins d’Alsace).
Det er frem for alt produktionen af Gewurztraminer, det er gået ud over, med et fald på hele 16,7%. Riesling følger godt efter med et fald på 13,1%.
Fremstillingen af Pinot Blanc og Pinot Gris er også faldet, nemlig med henholdsvis 2,2% og 5,9%.
.... .
    Danskerne er glade for australsk vin
    I 1995 blev der importeret 1,5 millioner liter australsk vin til Danmark – i 2005 lød tallet på 16,9 millioner liter, hvilket var en stigning på hele 49% i forhold til året før. 14,5 millioner liter af importen bestod i øvrigt af rødvin, dvs. 86%.
    Det betyder, at Australien, der faktisk kun leverer cirka 5% af al den vin, der produceres i verden, i dag ligger som nummer fem på listen over de vigtigste leverandører af vin til Danmark.
    Trods de nye vinlandes indtog på det danske marked får vi stadigvæk det meste vin fra Frankrig. Dernæst følger Chile, Spanien og Italien.
....
Billig australsk vin bliver endnu billigere
Australske vine af middelgod kvalitet er billige. Og nu bliver de ifølge Decanter endnu billigere. Hvis man skal tro en ny undersøgelse fra den australske handelsforening New South Wales Wine Industry Association, så skyldes det Australiens store vinsø. Selv om salget går godt på såvel hjemmebane som i udlandet, så fremstilles der simpelt hen mere vin, end efterspørgslen kan leve op til.
Og det er ikke så underligt, eftersom landets samlede areal af vinmarker er øget med 97.000 hektar i løbet af de sidste elleve år.
Vinproducenterne krydsede fingre for, at høsten i 2005 blev mindre, men der var tale om endnu et rekordår og dermed en endnu større vinsø.
Den australske vinbranches eneste håb er nu en stigende succes på eksportsiden.
.........
Kun Ungarn har betydning
I uge 2 skrev vi om, hvordan italienske vinfolk frygter konkurrencen fra de nye lande, der er blevet lukket ind i EU. De 67 millioner indbyggere i disse lande drikker ikke ret meget vin, men landene producerer vin i lange baner, og de har alle bedt EU om øgede kvotaer til anlæggelse af vinmarker.
Til denne nyhed har Laszlo Kacsor, der importerer ungarske vine i Odense, en kommentar:
– Ungarn er det eneste land, der har nogen betydning i dette billede. Estland, Letland, Litauen og Polen er ikke anerkendte vinlande, Tjekkiet er i en forsøgsperiode, og Slovakiet, Slovenien, Malta og Cypern har kun en ubetydelig eksport.
– Med hensyn til økonomien så ligger Ungarns bruttonationalprodukt pr. person (GDP/person iflg. Eurostat) som nummer 20 foran Estland, Slovakiet, Litauen, Polen og Letland.
– Ungarerne fremstiller cirka 5 millioner hl vin om året – og drikker meget af det selv. De drikker lige så meget vin som danskerne. De har igennem de sidste seksten år privatiseret og moderniseret deres 22 vindistrikter og halveret det dyrkede areal. I 2006 vil de yderligere rydde 130 ha vinmarker og kun bevare de bedste.
– Ungarn er det eneste af de nye EU lande, som øger konkurrencen på de europæiske vinmarkeder. Rumænien og Bulgarien kommer først i EU efter 2007 eller 2008.
....
'
    En gris, der rødmer
    Den nye generation af vindrikkende forbrugere kan ikke rigtigt finde ud af det med serveringstemperaturen, når det gælder vin. Det mener foreningen af vinproducenter i det franske Mont Ventoux. Foreningen har derfor lanceret en ny vinserie, hvor flaskerne er forsynet med en ganske særlig egenskab.
    På bagsiden af flaskerne ses hovedet af en gris, påført med et materiale, der fungerer som et termometer. Når vinen har fået den rette temperatur, rødmer grisen, til den opnår en rigtig grise-lyserød farve.
    Smart nok – og endnu smartere er det, at flaskerne er forsynet med skruelåg, efter sigende til ære for de kvindelige forbrugere.
....
Aber, der drikker altervin
Det er hundekoldt i Rusland, og det bliver værre endnu. I slutningen af måneden forventes termometeret at falde til minus 31 grader.
Udsigten til det ultrakolde vejr har fået ejeren af en zoologisk have i Lipetsk syd for Moskva til at bekymre sig for sine aber. De skulle jo nødig blive forkølede.
Så nu har den omsorgsfulde zoo-ejer ifølge Wine Spectator besluttet sig for at give aberne tre glas vin om dagen. I Rusland betragter man nemlig vin som et særdeles godt middel mod snue, hvilket diverse undersøgelser også bakker op om. Vin hører af samme årsag til sortimentet i apotekerne, hvor forkølede russere allerede er begyndt at hente flasker i lange baner. Men aberne får altså vinen serveret. Zoo-ejeren har valgt en udmærket rødvin, som han håber vil falde i abernes smag.
Vinen hedder Cahors, men det er ikke den rigtige Cahors-vin. Zar Peter den Store var overbevist om, at den franske vin var den eneste vin, hans mavesår kunne tåle, så han gjorde vinen berømt. Den dag i dag bruger den russisk-ortodokse kirke "Cahors-vin" som altervin, men vinen kommer ikke mere fra Frankrig. Den kommer fra et russisk distrikt, som allerede zar Peter - meget smart - gav navnet Cahors (Caorskoie).
Man kunne godt forestille sig, at abernes vinøse udskejelser med den russiske altervin ender med en hel del abekattestreger …

Elefanter med hang til vodka
Hvis aberne vil have et par gode råd ud i kunsten at drikke alkohol, skal de bare spørge elefanterne i det russiske cirkus "Verden rundt".
Da cirkusset var på rundrejse i Mongoliet, fik elefanttræner Andrei Kornilov ondt af sine snablede venner, der bestemt ikke kunne lide kulden. Ifølge Mosnews.com gav han dem derfor hver en varmende cocktail, som bestod af en spand vand iblandet tre liter vodka.
Elefanterne blev ikke bare varme – de blev også plakatfulde og var lige ved at lægge cirkusset i ruiner med deres tonstunge trampen og svingende snabler.
Den ene af fulderikkerne rev blandt andet etablissementets varmeanlæg ned af væggen, så der blev hundekoldt. Nu er elefanter jo kloge dyr – måske tænkte han, at jo koldere der blev, desto flere cocktails fik han …
................
Nye miljøregler i Chile volder problemer
Den chilenske regering er i færd med at indføre nye skrappe miljøregler, når det gælder flydende industriaffald, hvilket blandt andet omfatter al det, der kommer fra vinhusene.
Ifølge Decanter har man givet vinhusene hele fem år til at vænne sig til situationen og lære reglerne at kende, men tilvænningsprocessen går i slow motion, og mange vinhuse vil ikke være i stand til at opfylde reglerne, når disse træder endeligt i kraft til efteråret.
Som det er nu, skal vinproducenterne hvert år aflevere en liste over det flydende affald, som de forventer, de vil få i løbet af det kommende år. I september sidste år udløb fristen for at indberette for 2006, hvilket åbenbart gik hen over hovedet på en lang række vinhuse. Syv af dem, blandt andet Chequén, Nalahue og Camino Real, har derfor fået bøder på omkring 450.000 kr. Bøder til yderligere 21 vinhuse forventes af følge i kølvandet.

Floderne bliver forurenet
De chilenske vinproducenter kan måske heller ikke rigtigt forstå, at det er nødvendigt at skærpe miljøreglerne. Nu har de i årevis dumpet affaldet i de nærliggende floder og vandingskanaler, og det kan vel ikke gøre noget, når der stort set kun er tale om organisk materiale.
Problemet er bare, ifølge diverse miljøfolk, at der på et tidspunkt vil have lagret sig så meget affald i vandet, at ilten forsvinder, og fiskene dør. Og når landmændene bruger vandet til at vande deres afgrøder med, vil planterne tage ubodelig skade.
Rensningsanlæg er kostbare – et enkelt af slagsen kan let snige sig op på 6 millioner kr. Så nu arbejder en række miljøfirmaer på at finde alternative måder at komme af med affaldet på.
....

..............
Prins Charles, der selv er økologisk landmand, modtager en flaske Da Mhile Single Grain fra den walisiske producent John Savage-Onstwedder.
    Økologisk whisky i dansk handel
    I de sidste fem år har prins Charles og alle de andre englændere kunnet nyde godt af verdens første økologiske whisky. Nu er det vores tur, idet vinfirmaet Økovin har valgt at tage den hjem.
    Whiskyen, der fremstilles af den walisiske producent John Savage-Onstwedder, hedder Da Mhile – det gæliske ord for 2000. Den første Da Mhile whisky blev destilleret i 1992, men da den skulle lagre i otte år, passede det med, at den var drikkemoden ved årtusindeskiftet.
    Ikke alene er samtlige råvarer i denne bløde og runde whisky økologiske – der er heller ikke tilsat karamel, hvilket man normalt gør i traditionelle whiskyer for farvens skyld.
    Da Mhile kan købes i to varianter, Single Grain til 498 kr. og Blended-udgaven til 744 kr.
....
Der er virkelig gang i den
Det er utroligt så mange vinøse arrangementer, der afholdes i Danmark. Der er virkelig gang i den. I VinAvisens Aktivitetskalender er der således over 70 begivenheder i denne og de kommende måneder – intet andet sted på nettet findes en kalender med så mange vinøse aktiviteter. Klik blot her og se!
Alle er velkomne til at indsende bidrag. Claus Skov Christensen står for kalenderen – e-mail: revclaus@worldonline.dk – og han redigerer lange bidrag, så kalenderen er overskuelig og nem at gå til.
..........
--....
    Den danske vinbranche
      * Vi siger til lykke til vinhandler Karlin Nielsen, der på onsdag kan fejre 25 års jubilæum som selvstændig vinhandler. Det startede i 1981 på Kongevejen i Holte med beskedne 60 kvadratmeter, da købmand Nielsen lavede sin butik om til en vinhandel: Holte Vinlager.
      Dengang var hver fjerde flaske i butikken fra Rioja, men fransk vin har nu altid haft førsteprioriteten hos Karlin Nielsen, og det har den stadig. I dag kommer man dog hele verden rundt på hylderne. De oversøiske vine udgør således 25% af vinlagerets omsætning.
      Gennem årerne er der åbnet en række specialvinforretninger landet over under navnet Holte Vinlager – atten i alt. Og hvis der melder sig driftige og veluddannede mennesker, kan flere komme til, siger Karlin Nielsen.

    * Fionia Vin har overtaget eneforhandlingen af vinene fra Bodegas Altanza i det spanske Rioja.
    * Vigneron Wine Company har fået importen på vinene fra Turkey Flat Vineyards i Barossa, Australien.
    ...........--....
...........
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
....................
.....................................
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.

Vermentino måske i slægt med Malvasia
Vi har fået en venlig mail fra en af vore mange svenske læsere, Peter Nordenström, der står for Skanör-Falsterbo afdelingen af den store svenske vinklub Munskänkarna. Peter Nordenström skriver, at druen Vermentino, som vi nævnte i artiklen om de sardiske vine i sidste uge, ikke er så unik for Sardinien, idet den er identisk med druen Malvasia, der jo er ret almindelig rundt omkring.
Vi har stukket næsen i de tykke bøger, og det er korrekt, at druen på Korsika af og til kaldes Malvoisie de Corse, og at nogle mener, at den er i slægt med Malvasia-familien. Man mener også, at den er identisk med druen Rolle, der dyrkes i det østlige Provence.
...........
.....
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.
...........................
Er der pesticider i vin?
Lars Fentz Krogh har hørt, at der er forskel på vin og spisedruer med hensyn til rester af sprøjtegifte. Han har læst, at der i vin kan være ingen eller nærmest umålelige rester, mens der på spisedruer kan være en hel del.
– Jeg ved godt, at spisedruer og drikkedruer ikke er de samme sorter, men alligevel undrer det mig, at der tilsyneladende er forskel på mængden af pesticider i de to forskellige slags druer.
Vi har forelagt spørgsmålet for ønologen Laura West, der skriver, at man har erfaring for, at så godt som alle pesticidrester, der forekommer i druemosten, vil optages og udskilles med gærcellerne.
– Mange pesticider kan i starten bremse gæringen, fordi de angriber gærcellerne, men når gærcellerne først kommer i gang med at formere sig, forløber gæringen normalt. De ældste gærceller vil da have optaget giftstofferne og renset mosten og dermed vinen.
– Langt de fleste pesticider vil blive udskilt med gærslammet. Jeg kender faktisk ikke nogen, der ikke bliver det, siger Laura West.
– Dertil kommer, at spisedruer som regel har et ret tyndt skind og dermed også en nedsat evne til at holde svampeangreb ude og passe på sig selv. De bliver derfor sprøjtet mere intensivt.
– Derimod har druer til vinifikation generelt et tykkere skind og tillige et langt højere indhold af både syre og sukker, der virker konserverende – selv om netop syre og sukker også virker tiltrækkende på mange af de insekter og svampesygdomme, som der sprøjtes imod.
– Sidst men ikke mindst er der en pointe i, at druer til vin ikke behøver at være så kosmetisk tiltalende som spisedruer. Det vil sige, at lette angreb af ubetydelige svampe eller evt. botrytis vil blive tålt, mens selv det mindste angreb på spisedruer ødelægger varen. Derfor vil bekæmpelsen med pesticider også være tilsvarende mere intensiv ved dyrkning af spisedruer.
...................
....
51-01/06
....
    Ugens vinøse billede
    Angela de la Rosa Tanco har sendt os dette fantastiske billede fra høsten i Sherry-distriktet. Det er Palomino-druer, der bliver høstet, og de har groet på en gammel knudret vinstok.
    Druen Palomino er næsten helt sikkert født i det sydlige Spanien, og man mener, at druen er opkaldt efter ridderen Fernan Yáñez Palomino, som var i tjeneste hos kong Alfons d. 10. (1252-84).
    Der er flere Palomino-sorter. Tidligere brugte man meget Palomino Basto eller Palomino de Jerez til produktionen af sherry. I dag er man gået over til dens fætter, Palomino Fino, som engang kun voksede omkring byen Sanlúcar de Barrameda.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.

.........
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 21 vine. Af disse vine var der nedenstående 14, som fik mere end to stjerner, og 6, som fik fem stjerner. I alt 58 stjerner. En enkelt flaske havde propsmag i så høj en grad, at vi kunne smage det.
...........
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....
...........
Hvidvine


Lincoln, Reserve, Chardonnay, Gisborne, New Zealand 2002
149 kr., Skovgaard Vine
Prægtig hvidvin, blød, meget frugtagtig med alle Chardonnay-druens facetter, harmonisk og med en diskret fadlagring. En virkelig nydelse.


Mount Nelson, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand 2004
99,75 kr. ved 12 flasker, Vintjeneren.dk
Jamen, sikke dog en herlig duft – og sikke en smag. En virkelig god hvidvin, mineralsk, harmonisk – og frisk, fordi flasken har skruelåg.


Meerlust, Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika 2003
150 kr., Fionia Vin
Flot og meget lækker hvidvin med frugt og eg i perfekt balance. Ikke billig, men pengene værd – når man har dem.


Castel, Cuvée Réserve, Chardonnay, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2004
44,95 kr., Vintappergaarden
Til prisen en udmærket hvidvin med god frugt og fine fadtoner.


Weingut Johann Streng, Silvaner, Trocken, Kabinett, Franken, Tyskland 2003
48 kr., Cosyway Vinimport
Trocken, står der på etiketten, men så tør er den nu heller ikke. En rigtig tysk hvidvin med saft og sødme. Tre år gammel – det mærkes på friskheden. Skruelåget er ret beskedent.




Rødvine


BenMarco, Malbec, Mendoza, Argentina 2003
89 kr. ved 12 flasker, Barrique Vinimport
En meget lækker fadlagret rødvin med en flot duft, en dejlig blød smag med god ren frugt og kultiverede procenter. Glimrende til mange kødretter.


Antis, Cabernet Sauvignon, Mendoza, Argentina 2003
59 kr., A Vinstouw
Denne rødvin fik sidste år hædersmedaljen "Trophy” i The International Wine Challenge, og det synes at være berettiget. Det er en glimrende rødvin med solmoden frugt, elegant og harmonisk. Prisen er yderst rimelig.


Emiliana, Cabernet Sauvignon / Syrah, Cachapoal Valley, Chile 2004
54,75 kr. ved 12 flasker, Vintjeneren.dk
Til prisen en udmærket, lidt robust rødvin med fyldig frugt og let sødme. Det er en god idé at plaske den over i en karaffel et par timer før måltidet. Den femte stjerne får den på grund af prisen.


Vessants, Capafons-Ossó, Montsant, Spanien 2002
84,50 kr., Ki-Ma Vinimport
For så vidt en dejlig rødvin, blød og lækker, med god frugt og tilpas syre. Smagen forsvinder måske lidt vel hurtigt. Men det er en god madvin.


A1, Muvedre, Alicante, Spanien 2004
49,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Fyldig rødvin med en lidt markant sødme, som mange vil kunne lide. En lidt enkel vin til en rimelig pris.


Pennyfield Wines, Shiraz / Viognier, Riverland, South Australia 2003
120 kr., Vinkrogen
Flot rødvin, en bamse med 15% alkohol, men en god ledsager til en kraftig middagsret. Så mærker man heller ikke den lille spritkant.


Poderi Sinaglio, Barbera d’Alba, Italien 2004
75 kr. ved 12 flasker, Viniropa
Saftig rødvin med en lidt markant syre.


Trumpeter, Malbec / Syrah, Mendoza. Argentina 2004
49,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Rar og saftig rødvin, lidt enkel, men en god hverdagsvin. Okay til prisen. Det er en god idé at plaske den over i en karaffel et par timer før måltidet.



.
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet i deres spalter. Vinskribenterne indsender selv oplysninger om disse vine til anker@vinavisen.dk, men importørerne er også velkomne til at give os et tip med henvisning til medie og antal stjerner, glas eller lovord.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.
........................
ErhvervsBladet
Septima, Cabernet / Malbec, Reserva, Mendoza, Argentina 2002Rødvin59 kr.Kjær & Sommerfeldt
.
Frederiksborg Amts Avis
Alpha Domus, Sauvignon Blanc, New ZealandHvidvin59 kr.Jysk Vin
Domaine la Janasse, Vin de Pays, Frankrig 2004Rødvin72 kr.Jysk Vin
Clos du Mont Olivet, Côtes du Rhône, Frankrig 2003Rødvin79,50 krJysk Vin
.......................
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.