Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 40, 2006





Vin-aktuelt i uge 40
2. oktober til 8. oktober, 2006
...............

...............
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden.
Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.


VinAvisen uge 39
VinAvisen uge 38
VinAvisen uge 37
...............

.....................
40/45/49/02
...............
Enorm efterspørgsel på champagne
Efterspørgslen på de ædle bobler fra Champagne er enorm, og det går forrygende med eksporten. I første halvdel af 2006 blev der eksporteret 9% mere champagne end i samme periode året før. Og alt tyder på, at tallet vil fortsætte med at stige i de kommende år.
Det lyder jo umiddelbart godt for champagne-producenterne, men der er en bagside af medaljen. De kan nemlig få rigtig svært ved at følge med efterspørgslen.

Afhængig af drueavlerne
Det er ikke nemt for de enkelte champagnehuse at ekspandere inden for distriktets rammer. Kun sjældent kommer der vinmarker til salg, og når det sker, er det til tårnhøje priser.
I Champagne er det også kun 10% af vinmarkerne, der ejes af producenterne – resten tilhører drueavlere, som det for vinhusene gælder om at få nogle rigtig gode og langvarige kontrakter med.
Selv de champagnehuse, der har egne vinmarker, er afhængige af avlerne for at få druer nok til produktionen.
Bedst stillet er Taittinger, hvis vinmarker yder halvdelen af den høst, som vinhuset har brug for. Også LVMH-gruppen, der blandt andet ejer Veuve Clicquot Ponsardin og Krug, er delvis selvforsynende og kan selv klare op til 30% af druerne.

Små champagnehuse vil komme i klemme
Hvis der på grund af den store efterspørgsel på Champagne opstår mangel på druer, kan man ifølge Euromonitor International frygte, at kun de store og pengestærke vinhuse vil overleve. De vil kunne tilbyde drueavlerne de bedste aftaler og betale de højeste summer for de få vinmarker, der bliver sat til salg.
De mindre vinhuse, der ikke vil kunne leve op til konkurrencen, vil enten fusionere med mastodonterne eller dreje nøglen om.
Men måske er der lys forude. Man overvejer nemlig at udvide grænserne for Champagne-distriktet og dermed lette vilkårene for de mange champagne-producenter.
...............
40-43
...............
Verdens første appellation 250 år
Gennem Douro-dalen i Portugal løber floden af samme navn, og på de stejle skråninger langs bredderne vokser de druer, der hvert år bliver forvandlet til kolossale mængder portvin.
Fra det 43.000 hektar store vinområde kommer faktisk 70% af al den vin, portugiserne eksporterer, og værdien heraf udgør cirka 3 milliarder dkr.
Douro blev defineret som selvstændigt vinområde i 1756. Flere hundrede søjler af granit blev dengang banket i jorden for at afgrænse de enkelte vinmarker, og der blev nedsat et særligt råd, Real Companhia Velha, der skulle håndhæve de regler, der nu gjaldt for området. Dette råd er siden blevet til et stort vinkompagni.
Portugiserne hævder, at Douro er verdens første appellation og fejrer i år dens 250 års fødselsdag med pomp og pragt.

Rift om titlen
Der er dog også andre distrikter, der kan gøre krav på at være verdens første appellation, blandt andet Saint-Émilion.
I 1199 gav den engelske konge Johan uden Land Saint-Émilion særlige rettigheder og stiftede et råd, la Jurade, der fik meget stor magt. Ikke mindst fik la Jurade betydning for vinens kvalitet – det indførte faktisk en form for kvalitetskontrol og bestemte, hvilken jord, der var god nok til at plante vin på.
.........
    Glasproppens sejrsgang
    Glasproppen til vinflasker, Vino-Seal, der fremstilles af det tyske firma Alcoa, er blevet et hit.
    Siden den kom på markedet i 2004, er hele 500 vinhuse på verdensplan begyndt at bruge den. Og hos Alcoa forventer man, at salget i slutningen af 2006 vil runde 14 millioner propper, hvilket vil betyde en øget vækst i løbet af året på 255%. Væksten ser ifølge Decanter ud til at fortsætte med yderligere 170% i 2007.
    Alcoa mener, at der er to årsager til den bragende succes. For det første vil vinproducenterne gerne sikre sig mod propsyge. For det andet er den elegante glasprop mere populær hos mange forbrugere end skruelåget, der dog også har vundet betydeligt terræn gennem de senere år.
.........
34/07
.........
Ny spansk vinkategori
I august i år fik Spanien en ny geografisk vinkategori for landvin. Indicación Geográfica Viñedos de España (IG) hedder den, og den ligger i midten af det allerede eksisterende kvalitets-hierarki.
Den nye kategori gælder for elleve vinområder, hvor vinproducenterne nu kan sætte den på etiketten, hvis de opfylder visse krav fra de lokale myndigheder – heriblandt udelukkende anvender de druesorter, som der foreskrives for det pågældende område.
I Navarra, Baskerlandet, Galicien, Castilla-León og Rioja har myndighederne frabedt sig den nye kategori..
...............
Ikke nok vin i Rusland
Som tidligere nævnt har de russiske sundhedsmyndigheder forbudt importen af vin fra Georgien og Moldavien.
Nu har russerne ifølge nyhedsbureauet Novosti fået det problem, at landets egen vinindustri har svært ved at følge med og levere nok flasker.
Ruslands vinindustri er koncentreret omkring Krasnodar (33.000 hektar), i republikken Daghestan (20.000 ha) og ved Stavropol i det nordlige Kaukasus (9000 ha). Nu er lagrene i Krasnodar og Stavropol næsten tomme, og vinerierne arbejder på fuld kraft.

Markant stigning i eksporten af argentinsk vin
De argentinske vinproducenter kan glæde sig over de seneste tal, når det gælder eksporten af vin. I løbet af de første syv måneder af i år blev der eksporteret for 254,3 millioner dollars mere (cirka 1,5 milliarder dkr.) end i samme periode sidste år. Det svarer til en stigning på 21,6%. Når det gælder volumen, ligger tallet på 218.269 hektoliter.
Hele 56% af den øgede eksport omfattede ifølge WeinReporter vine i den billige ende af prisskalaen.
...............
44-43/07
...............
Ildebrand i Napa Valley
Tidligt om morgenen sidste fredag åndede alt fred og ro i Napa Valley, da der pludselig opstod ildebrand i området omkring Yountville Hills.
Vinmageren fra vinhuset Ladera Lone Canyon opdagede ilden tæt ved sine vinmarker, og skyndte sig at alarmere brandvæsenet.
Ilden fik hurtigt fat – træerne og buskene var tørre efter sommerens hede, og en kraftig vind jog igennem dalen.
I alt brændte et område på 162 hektar, og flere vinmarker var i overhængende fare for at blive fortæret af flammerne. Men ikke én vinstok fik svedet bladene. Det klarede en hærskare på 500 brandmænd, der ved hjælpe af bulldozere og helikoptere fik bekæmpet ilden.
Alt i alt har arbejdsindsatsen ifølge Wine Spectator kostet 3,5 millioner dollars (cirka 20 millioner dkr.).

Bourgogne-vinhus skifter ejermand
Det er sjældent, at de fornemme vinhuse i Bourgogne bliver sat til salg. Som regel går de i arv inden for én og samme familie. Sådan har det også forholdt sig med vinhuset Engel, men da tredje generation, Philippe Engel, pludseligt døde sidste år i en alder af kun 49 år, besluttede familien sig for at sætte vinhuset til salg.
Ifølge Wine Spectator er den nye ejer den franske forretningsmand François Pinault, der i forvejen ejer Château Latour i Bordeaux. Købssummen er ikke offentliggjort, men der er ingen tvivl om, at Pinault har måttet stikke dybt ned i forret.
Til vinhuset Engel hører blandt andet nogle af de bedste premier cru-vinmarker i appellationen Vosne-Romanée.
...............
    En datter gør oprør
    I uge 20 fortalte vi, at 2. cru-slottet Château Montrose i Bordeaux var blevet solgt til de to franske forretningsmænd og brødre Martin og Olivier Bouygues.
    Det er det måske alligevel ikke. Ifølge Decanter er den tidligere ejers datter, Caroline Charmolüe, gået til retten i Paris for at få annulleret salget. Hun mener, at forældrene har fået en alt for lav pris for slottet, og måske er hun også bange for, at den lave pris vil skade slottets renommé.
    Jean-Louis Charmolüe og hans kone, Anne-Marie, har ikke talt med deres datter siden april. De driver nu Château Romanin i Provence.
    Salgssummen for slottet er ikke offentliggjort, men Anthony Barton fra Château Leoville-Barton har sagt, at de nye ejere vil være nødt til at fordoble prisen på vinen for at kunne betale slottet.
...............
>30/07
...............

    Districtus Austria Controllatus
    For tre år siden indførte Østrig et nyt appellations-system, DAC, der nogenlunde svarer til det franske AOC. Man vil her lægge vægt på de forskellige distrikter, og inden for hvert distrikt vil kun en enkelt og karakteristisk druesort kunne benyttes, hvis man vil præsentere en DAC-vin.
    DAC står for Districtus Austria Controllatus – for nu at tale latin – og med det nye system ønsker man at knytte det enkelte distrikt sammen med en klar smagsprofil.
    DAC-systemet var været længe om at komme i gang. I 2003 sluttede regionen Weinviertel sig til systemet, og først nu har Mittelburgenland ovre ved grænsen til Ungarn indført det.
    Så er der sytten regioner tilbage, og flere af dem vil næppe tilslutte sig systemet. DAC betragtes nemlig som en vej til at give et mindre kendt distrikt et bedre image, hvilket det også har gjort for Weinviertel, der tidligere var mest kendt for bulkvin. Dette har fx et distrikt som Wachau ikke brug for.
    Hvor Weinviertels DAC-vine kun laves på Grüner Veltliner, bliver Mittelburgenland DAC en rødvins-appellation, hvor man kun bruger druen Blaufränkisch.
    42 producenter med i alt 2100 hektar vinmarker har tilsluttet sig systemet, og i årgangen 2005 har de stået for cirka 700.000 flasker DAC-vin.
..........
Ny og længere udgave af filmen Mondovino
I 2004 gik vin-dokumentarfilmen Mondovino, der er kreeret af den amerikanske instruktør Jonathan Rossiter, hen over det hvide lærred på filmfestivalen i Cannes.
Filmens hovedtema er vinens globalisering – de store, der tager over, og de små, der kæmper for stadig at få lov til at lave vine præget af terroir og kærlighed.
Der er brugt håndholdt videokamera, og netop denne diskrete metode har fået flere af de medvirkende vinfolk til at åbne op og sige mere, end de egentlig burde. Filmen vakte derfor både opsigt og en efterfølgende heftig debat.
Nu er Mondovino ifølge avisen Le Figaro udkommet i en ganske særlig udgave, der er meget længere end den, der blev vist i Cannes.

Flere intime portrætter af vinfamilier
Den ny Mondovino-film, der breder sig over hele fire DVD’er og yderligere ti tv-afsnit, kommer endnu tættere ind på livet af vinens verden. Ikke mindst giver den nogle langt mere detaljerede og intime portrætter af berømte vinfamilier som Frescobaldi fra Italien og Mondavi fra Californien. Og uden tvivl byder den på endnu mere saftigt stof til hede debatter.
Endnu er filmene kun introduceret i Frankrig og Afrika, men mon ikke vi om føje tid også kan skaffe dem her til lands? Det vender vi i givet fald tilbage til.
...............
>33/07
...............
    Vinbroderskaber med egen webside
    Vinmuseet i Paris har lavet en webside med en oversigt over vinbroderskaber – ikke kun de franske, men faktisk fra hele verden.
    Der er en masse af dem. Flere hundrede. Og på sin vis er det jo en sjov ting. Her slutter nogle mennesker sig sammen om at fejre deres vin. De iklæder sig fornemme dragter, går i højtidelige processioner og svinger glassene i lystigt lag.
    Det første broderskab i nyere tid var det i Bourgogne – Les Chevaliers du Tastevin, smagekoppens riddere. Det blev grundlagt i 1934 på et tidspunkt, da det var svært at sælge Bourgognes vin. Mange fulgte efter, og i dag er der endog broder- og søsterskaber for solbær, ost og olivenolie. Man kan også blive kommandør af Bresse-kyllingen eller ridder af en fiskestuvning. Eller optaget i sneglenes broderskab – men det går vist ret langsomt.
    Kun 45 af broderskaberne på vinmuseets lange liste har en hjemmeside – i hvert fald nævnt på listen. Links til disse sider findes i oversigten herunder. De fleste af siderne er på fransk, og flere af dem rummer billeder af dragter, medaljer, dokumenter osv. Siderne med fed skrift er efter vor mening de mest interessante.
...............
Frankrig
    Paris og omegn
Commanderie du Clos Montmartre
Confrérie des Coteaux de Sucy-en-Brie
Confrérie du Petit Vin Blanc de Nogent
Conseil des Échansons de France
Ordre Hospitalier Curieux et courtois des Chevaliers de Saint Bacchus
    Champagne
L'Ordre des Coteaux de Champagne
    Alsace
Confrérie Saint Etienne d'Alsace
    Bourgogne
Links til flere broderskaber
Confrérie des Chevaliers du Tastevin
Confrérie des Grumeurs de Santenay
Confrérie du Souverain Baillage de Pommard
Ordre des Compagnons du Beaujolais
    Loiredalen
Commanderie des Gastronomes des Châteaux de Val de Loire et Vallée du Loir
Commanderie des Grands Vins d'Amboise
Commanderie du Taste de Saumur
Les Compagnons Vignerons de Joachim du Bellay
Confrérie des Chevaliers de la Chantepleure
Confrérie des Hume-Piot du Loudunois
Ordre des Chevaliers Bretvins
    Bergerac
Consulat de la Vinée de Bergerac
    Bordeaux
Compagnons du Bordeaux
Confrérie des Vins de Sainte-Foy Bordeaux
    Rhône
Commensale de la Truffe et du Vin du Luberon
Confrérie des Vignerons des Côtes du Ventoux
Echansonnerie des Papes
    Provence
Confrérie des Comtes de Nice et Provence
Ordre Illustre des Chevaliers de Méduse
    Languedoc
Commanderie des Côtes Malepère
    Gaillac
Ordre de la Dive Bouteille de Gaillac
    Jura
Compagnie du Sarto
    Cognac
Confrérie du Franc-Pineau
Spanien
Confraria Del Cava Sant Sadurni
Portugal
Confraria do Vinho do Porto
Confraria dos Enofilos do Alentejo
Confraria dos Enófilos da Reggiao d'Óbidos
Østrig
Die Europaische Weinritterschaft
Ungarn
Bonus Bonorum de Balatonboglar Wine Brotherhood
King Sigismundus Wine Brotherhood
Schweiz
Fédération Suisse des Confréries Bachiques et Gastronomiques
Compagnie des Vignolants du Vignoble Neuchâtelois
Ordre de la Channe
Belgien
Ordre Hospitalier Curieux et courtois des Chevaliers de Saint Bacchus
Les Jaugeurs de vin
England
The Wine Guild of the United Kingdom
Holland
Nederlands Genootschap Van Wijnvrienden
Slovenien
Zdruzenje evropskeha reda vitezov vina, conzulat za Slovenijo
..........
37-40
...............

..............

..............
I alt blev der rejst over 500 tyre, hvoraf 97 er tilbage. På kortet her ses, hvor de står. Det er tydeligt at se, hvor der løber nogle vigtige hovedveje - og at Katalonien ikke har været meget for at få opstillet spanske tyre.
    Tyren fylder 50
    Den, der har kørt på spanske landeveje, har også mødt tyren – det store sorte reklameskilt for sherry-firmaet Osborne. I år fylder tyren 50 år, og det vil spanierne naturligvis fejre.
    Det var i 1956, at Osborne bad kunstneren Manuel Prieto om at tegne et logo for den populære Veterano-brandy, og resultatet blev silhuetten af den iltre spanske tyr.
    Den første tyr, der var af træ og kun 4 meter høj, blev rejst ved hovedvejen mellem Madrid og Bourgos. Senere udgaver blev større – næsten 15 meter høje og med en vægt på 4 tons. Men de var også lavet af sortmalet jernplade.

    Lige ved at blive uddøende dyrerace
    I 1989 var tyren lige ved at blive en "uddøende dyrerace", idet man i Spanien fik en i øvrigt meget fornuftig lov, der forbyder reklameskilte ved landeveje. Og tyren var jo i høj grad et reklameskilt. Men der rejste sig et ramaskrig. Tyren var en national helligdom. Kunstnere demonstrerede, intellektuelle skrev kronikker og tyren blev reddet. En spansk ret afgjorde i 2000, at tyrens kulturelle værdi langt oversteg dens reklamemæssige værdi. Blot blev alle tekster på tyren malet over, så den blev helt sort.
    I dag er der dog to tyre med ordet Osborne. Den ene står i Jerez de la Frontera-lufthavnen i Cadiz, den anden uden for byen El Puerto de Santa Maria, hvor Osborne har sit hovedkvarter.

    Berømtheder dekorerer tyrene
    For at fejre tyrens fødselsdag har Osborne bedt en lang række kendte mennesker inden for vin og mad, mode og film om at male deres egen tyr, omend i mindre målestok.
    Blandt dem er skuespillerne Antonio Banderes og Melanie Griffith, kokkene Jacques Pepin og Gary Danko samt de spanske modeskabere Agatha Ruiz de la Prada og Armand Basi.
........................
>43/06
...........
    Fine, gamle flasker
    Der er fine, gamle flasker på Bruun Rasmussens kommende internationale vinauktion, der afholdes den 11. oktober med eftersyn dagen før samt på selve dagen.
    En del af de ældre vine kommer fra to store udenlandske kældre og beskrives som værende i fornem stand. Men der er også yngre vine til priser, der ligger væsentligt under den almindelige markedspris.
    Blandt rariteterne er en Château Pétrus magnum 1921 (vurdering 125.000 kr.), en Château Lafleur magnum 1947 (125.000 kr.), en Château Mouton Rothschild RC magnum 1945 (100.000 kr.) og en Château Cheval Blanc magnum 1947 (85.000 kr.). Endvidere to flasker Eiswein 1998 fra Egon Müller (12.000 kr.).
    Af særlig interesse for kunstinteresserede er der en Château Mouton Rothschild dobbeltmagnum 1975. Det er den med Andy Warhols etiket, og Warhol har selv signeret flasken (se billedet til venstre). Vurderingen ligger på 5000 kr., men gad vide, om ikke den får hammerslag ved en højere pris.
...............
Byd med på auktion hjemme i stuen
Når Christie’s den 2. november holder en større vinauktion i New York, vil samlere og godtfolk verden over ifølge Decanter kunne følge seancen og byde med via Internettet.
Christie’s Live hedder auktionshusets nye service, der kræver, at man i god tid før en auktion registrerer sig og får tildelt et nummer.
I auktionssalen markerer bydere med de såkaldte biddingpaddels (bydepagajer – måske skulle vi kalde dem slikkepinde?). Via Internettet trykker man blot på en bestemt tast på tastaturet hjemme i stuen.
Programmets software kan downloades gratis. Der er mere information at hente på adressen www.christies.com.
...............
15/07
............
Château Fourcas Hosten solgt
De to franske brødre Laurent og Renaud Mommeja har ifølge Decanter købt cru bourgeois supérieur-slottet Château Fourcas Hosten i Bordeaux.
Hvad de har givet for det, vides ikke. Men sikkert er det, at de har haft råd til at lægge en god sjat penge på bordet. Brødrene er nemlig ud af den hovedrige Hermès-familie, der ejer luksusvare-firmaet af samme navn.
Sælgeren af slottet, Peter Sichel, forbliver i vinbranchen, idet han har flere jern i ilden i Bordeaux. Han ejer stadigvæk familiens gamle vinhandel Maison Sichel samt Château d’Angludet, og derudover er han en af storaktionærerne i Château Palmer.
Og måske var det meget klogt af ham at sælge Château Fourcas Hosten. I uge 10 smagte vi slottets vin – der kun fik tre stjerner.
...............
    En dåse med Prosecco
    Paris Hilton er arving til hotelkæden af samme navn og en dame, der fører sig frem i USA ved at være berømt for at være berømt.
    Hun er en velhavende dame, men ikke desto mindre har hun iklædt sig noget hullet tøj for at kunne reklamere for den italienske vin Prosecco – på dåse!
    Dette har vakt vild forargelse, ikke mindst fordi damen fornylig blev taget i Hollywood for spritkørsel.
    De italienske producenter af Prosecco er dog først og fremmest oprørte over, at deres ædle drik er blevet tappet på dåse. Boblevinen, der bør nydes i skyggen af kampanilen i Venedig, skal tappes på flasker, mener de.
    Til den italienske nyhedstjeneste ANSA siger Luca Zaia, der er vicepræsident i provinsen Treviso, at han ikke synes, det er noget at hidse sig op over. – Man kommer jo også kaviar i dåser, slår han fast.
...............
03-02/07
..............
Egon Müller slået
I uge 38 fortalte vi om den auktion Verband Deutscher Prädikats Weingüter (VDP) hvert år afholder for at fastsætte priserne på de meget kostbare tyske vine.
De tre tyske vinfolk, der for nogle uger siden var på besøg i København, diskuterede ivrigt, om ikke Egon Müller igen ville vinde slaget og måske ligefrem komme over den magiske grænse på 500 euro pr. flaske (3725 kr.).
Men det gjorde Egon Müller ikke. Han måtte tværtimod se sig slået af Weingut Joh. Jos. Prüm i Bernkastel-Wehlen i Moseldalen. Prüms Wehlener Sonnenuhr, Auslese 2005, fik hammerslag på 560 pr. flaske (4175 kr.).
Egon Müllers Schatzhofberger, Auslese 2005, blev solgt for "kun" 480 euro pr. flaske.
F Wang Vine i Nørresundby importerer gudedråberne fra Prüm og sælger dem for 3750 kr. pr. halvflaske.
..............
    Mere om smagekoppen
    I sidste uge skrev vi om den lille Bourgogne-smagekop, tastevin’en, og nævnte, at de små fordybninger virker som hulspejle, der kaster lyset op igennem vinen.
    – Det er sikkert rigtigt, skriver vor læser Lars V. Hansen. – Men jeg vil skyde på, at bulerne også gør, at eventuel kuldioxid lettere bliver frigjort, så man bedre kan smage på vine i tilblivelsesfasen og friskgærede vine.
    – Desuden opfatter jeg hullerne som noget, der kan tilbageholde urenheder og grums.
    Vi siger tak for dit indspark. Det lyder ikke helt forkert. Koppens udformning er jo udviklet over flere århundreder og på grundlag af mange erfaringer.
...............
Skal den svenske V&S Group sælges?
Sådan spurgte vi VinAvisens læsere i sidste uge og gav dem muligheden for at være med til at spå om resultatet i en lille meningsmåling.
I alt 1518 læsere gav deres besyv med, og af dem mente 860, dvs. lige under 57%, at den svenske stat vil sælge sin store vin- og spirituskoncern.
Ifølge WOW News "raser" spekulationerne i Sverige. Men trods lidt tvetydige udmeldinger fra et par af de deltagende partier i den nye regeringskoalition tror de fleste i branchen på et salg af V&S.
Denne tro bygger de ikke mindst på, at flere partier har rettet en skarp kritik imod, at den svenske stat skal eje og drive et spiritusforetagende.
...............
..............
Dette billede, som vi har fået fra vor samarbejdspartner i Paris, BKwine, viser bedre, hvordan garagen er indrettet.
    Hvad bruges bikuben til?
    Vi vender endnu en gang tilbage til den mærkelige bygning, der ligger på marken foran vinhuset Disznóko Szõlõbirtok i det ungarske Tokaj-distrikt.
    Vi fik fastslået, at den store bygning er en garage til landbrugsmaskiner. Men flere læsere har spurgt, hvad den lille runde bygning af form som en bikube så er.
    Det er såmænd en bygning til pesticider og andre sprøjtemidler, som man gerne vil opbevare fjernt fra alt muligt andet.
....................
02-01/07
...............
Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
..............
.
    Carsten Rex (f. 1956) blev i sin tid uddannet som radio- og tv-tekniker hos Fona. Med eksamenspapiret i hånden fik han i 1979 job som tekniker i it-virksomheden Digital. Arbejdet bragte mange rejser med sig samt middage på diverse restauranter, hvor Carsten Rex lærte at værdsætte god vin til god mad.
    I 2002 efter to firmafusioner og efterfølgende nedskæringer stod Carsten Rex pludselig uden arbejde. Men der er ikke noget, som er så skidt, at det ikke også er godt for noget. Sideløbende med jobbet havde ham nemlig plejet sin stigende interesse for vin, og nu fik han tid til at virkeliggøre sin drøm om egen vinimport.
    Rexwine, som firmaet hedder, er en ren Internet-forretning, hvor der frem for alt satses på italienske kvalitetsvine.
    En stor del af arbejdet med forretningen foregår nu om aftenen og i weekenderne, da Carsten Rex for nylig har fået job som konsulent i it-branchen.
    Fritiden er selvsagt sparsom. Dog bliver der tid til at hygge sig med de to sønner, spille lidt tennis, stå på ski om vinteren og tage på sommerferie til Veneto-området.
    Adresse: Rexwine, Spicavej 3, 3100 Hornbæk, tlf.: 60 93 49 66, e-mail: carsten@rexwine.dk, shop.rexwine.dk.
...............
34-07
.........
--...............--.
    Den danske vinbranche
    * Toscavini har optaget importen af vine fra Barolo-producenten Damilano.
    ........--....
................
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
.................
39-42
...............
    Ugens vinøse billede
    Vinens gud, Bacchus, er genopstået. Han blev i hvert fald set lyslevende af en af vore læsere i Hobro, Tom Soelberg. Dog ikke i Hobro, men i Tyskland.
    Tom Soelberg var forleden på besøg hos nogle bekendte i Bonn, hvorfra man tog på udflugt til den lille vinby Dernau ved Ahr-floden. Her blev der holdt en af de winzerfester, der netop nu er aktuelle i de tyske vinregioner, og under festen lod Bacchus sig hylde, siddende oven på et kæmpemæssigt fad. På billedet ses hvordan.
    Fadets form er interessant. Især i Tyskland har man i ældre tid lavet disse ovale fade ganske enkelt for at få plads til flere fade og mere vin i en trang vinkælder.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
.............
39-40
..................
.....
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af
VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål
og svaret på det.
..................
.............
Hvad er transportsyge?
Hans L. Nørregaard har hørt, at vin kan få transportsyge, men er ikke klar over, hvad udtrykket dækker.
Lige siden oldtiden og højt op i forrige århundrede blev vin næsten udelukkende transporteret som bulk
altså uaftappet. Til transporten anvendtes poser af skind, krukker af ler, fade af træ osv., hvorefter man tappede vinen på mindre beholdere på modtagestedet.
Under denne transport på skibe under en brændende sol og på oksetrukne vogne ad hullede veje tog vinen ofte skade og blev transportsyg
og det var en sygdom, der sjældent var medicin imod. Måske lige bortset fra et ordentligt tilskud af druesprit som fx i portvin.
I dag kan man ruste vinen mod rejsens strabadser ved at stabilisere den med diverse teknikker som filtrering, fjernelse af visse stoffer og tilsætning af svovldioxid eller sorbinsyre for at hindre vækst af mikroorganismer. Endvidere passer man meget på temperaturen under transporten.
Behandles vinen korrekt, vil den også være sund og frisk, når den når frem til vore middagsborde.
...................

...............
18-17
...............
Smagte vine i denne uge
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 31 vine. Af disse vine var der 22, som fik mere end to stjerner, og 14, som fik fem stjerner. I alt blev det til præcis 100 stjerner og i gennemsnit 3,6 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her.
...........
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....
...........
Mousserende vin

Ferrari, Metodo Classico, Brut, Trento, Italien
109,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Overordentlig venlig boblevin med god frugt og fin frisk syre. Glimrende både som apéritif og til mad.




Hvidvin


Juanito, Albariño, Rias Baixas, Spanien 2005
89,75 kr. ved 12 flasker, SpanskeVine
Liflig hvidvin med en harmonisk og kompleks smag, der vil stå fornemt til "alt godt fra havet". Den er tør, med en ren frugtsmag og en laaaang eftersmag.


Weingut Wagner Stempel, Grauburgunder Trocken, Rheinhessen, Tyskland 2005
99 kr., Oxholm Vin
Liflig og frisk hvidvin på druen, der i Frankrig hedder Pinot Gris. Med sin gode mundrensende syre vil den være fin til lidt fede retter, fx på gris eller laks.


Chamarré, Signature Blend RR9, Réserve Spéciale, Vin de Table, Frankrig, uden årgang
50 kr., Irma
Bare en bordvin, ja, men en virkelig udmærket hvidvin med god duft og smag. Den er pengene værd.




Rosévin


Cuyum Mapu, Malbec, Rosé, Mendoza, Argentina 2006
49,50 kr. ved 12 flasker, Norton Vinimport
Let rosévin med en lidt fed smag med toner af karamel og kirsebær.




Rødvin

Aventure, Vin de Pays de l’Hérault, Frankrig 2005
74 kr., Rungsted Vinhandel
En utrolig lækker rødvin med duft af mandler, jordbær, solbær og andre søde bær. Smagen er fyldig, let krydret og med en fin balance mellem sødme og syre. Her får man masser af god vin for pengene.


Villa Gritti, Amarone della Valpolicella, Italien 2003
199,75 kr., indtil 5. november: 99,95 kr., Skjold Burne
En Amarone helt på toppen og en flot rødvin, meget vellavet og harmonisk med en vidunderlig frugt og en vis friskhed. Til tilbudsprisen et virkelig godt køb.


Angove’s, Vineyard Select, Cabernet Sauvignon, Coonawarra, Australien 2003
129,95 kr., Amka
Kraftig og mættende rødvin med en intens bærsmag. En vin med muskler, der kræver en kraftigt smagende ret.


Cuvée des Galets, Vin de Pays du Gard, Frankrig 2005
39,95 kr., The Wine Company
En ikke-filtreret rødvin, meget lækker og med god fyldig frugt. En vin, der virkelig fylder munden og er lidt af et fund til den lave pris.


In Situ, Winemakers Selection, Cabernet Sauvignon, Aconcagua Valley, Chile 2004
79 kr., Glud Vin
Denne rødvin giver et meget flot billede af den gode Cabernet-drue – både i duft og smag. Den er kompleks og med en lang eftersmag med toner af solbær.


Gran Corte, Flechas de los Andes, Argentina 2004
210 kr., Lorentsens Vinforsyning
Rødvin med en dyb farve, en herlig duft og en blød, lækker smag med toner af Latakia-tobak (lød det fra smagepanelets ihærdige ryger af hjemmerullede cigaretter). En stor vin, der mætter. Brug den fx til en kraftig vildtret – og regn med, at der ikke skal skænkes så meget til hver gæst …


Ricossa, Barbera d’Asti, Italien 2004
59,95 kr., i oktober 3 flasker for 100 kr., SuperBest
Saftig og lækker rødvin, som man drikker med den største fornøjelse – og til tilbudsprisen et fund. Den har virkelig god frugt og en forfriskende syre.


Candela, Reserve, Malbec, Mendoza, Argentina 2004
79 kr., Østjysk Vinforsyning/Vignoble
Blød, harmonisk og lækker rødvin med dejlig duft og en bred, frugtagtig smag med toner af skovbund, stald, læder, vanille, krydderi … Denne vin kunne vi alle virkelig godt lide.


Amethystos Cava, Domaine Costantin Lazaridi, Drama, Grækenland 2002
259,75 kr., H.J. Hansen
En smuk farve, en kompleks og flot duft og en vidunderlig blød smag med mange facetter og syre og sødme i balance. En stor vin. Jo, grækerne kan skam også.


Gran Elias Mora, Toro, Spanien 2003
252 kr. ved 12 flasker, SpanskeVine
To damer, der begge hedder Victoria til fornavn, har lavet denne store rødvin, der bærer sin voldsomhed meget flot. Den fylder virkelig munden med sin intense frugt og krydderi. En eksplosion af nydelse. Men den kræver en lige så kraftig kødret – eller nogle gode stærke oste. Vinen kan udmærket gemmes en del år endnu.


Gigi Romo, Riserva Arione, Sôrì dell’Ulivo, Barolo, Italien 2000
399 kr., Lago Import
En forrygende rødvin. En stor og elegant vin med både kraft, fylde og elegance. Der er toner af mørke bær og trøfler i den. Her får man en virkelig god vinoplevelse.


Santa Ana, Reserve, Malbec, Argentina 2004
49,95 kr., 33,17 kr. ved 6 flasker, Kvickly og SuperBrugsen
Vellavet, ret tør hverdagsrødvin med gode toner, blandt andet af tobak. Plask den over i en karaffel et par timer før måltidet, så åbner den sig.


West Cape Howe, Cabernet / Merlot, Western Australia 2004
99 kr., Vesterstrøm Vine
Saftig rødvin, der er meget nem at drikke, og som vil passe godt til mange retter. Flasken har skruelåg.


Agnus de Autor, Bodegas Valdelana, Rioja, Spanien 2005
75 kr. ved 12 flasker, Barrique Vinimport
En ret let og nemt drikkelig rødvin. Prisen gør måske en lille smule ondt.


Domaine Pélaquié, Cuvée Préstige, Lirac, Frankrig 2001
75 kr., Maison de Provence
Krydret Rhône-rødvin med god duft og en kraftig smag. Fire år gammel og stadig ved godt huld.


Caldora, Montepulciano d’Abruzzo, Italien 2005
59,95 kr. ved 12 flasker, Wine Group
En okay hverdags-rødvin med ret fyldig frugt og en vis sødme.




Sød vin


Crown Estates, Aszú Essencia, Tokaj, Ungarn 1993
600 kr. for 50 cl flaske, Laszlo's Vin / Hungary
Det er ikke hver dag, man får muligheden for at smage en Tokaji Aszú Essencia, men her er den til en forbavsende lav pris. Vinen har stor sødme og en afbalancerende syre, men der er også toner af karamel. Der synes ikke at være spor af den ædle råddenskab, og særligt tyktflydende er den ikke.




Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.