Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 51, 2006





Vin-aktuelt i uge 51
18. til 24. december, 2006
...............

...............
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden.
Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.


VinAvisen uge 50
VinAvisen uge 49
VinAvisen uge 48
...............
...............
Nu skal Vin&Sprit sælges
Ifølge Just Drinks bekræftede den svenske højreregering i torsdags, at den planlægger at sælge V&S Group, der blandt andet fremstiller Absolut vodka.
V&S Group er blandt seks statskontrollerede firmaer, som sættes til salg, og det bliver den svenske økonomiminister, der kommer til at stå for privatiseringen. Flere mulige købere har været nævnt, blandt andet Constellation Brands, Brown-Forman, Bacardi og Pernod Ricard.
Blandt de øvrige firmaer til salg nævnes TeliaSonera AB og bankkoncernen Nordea AB, og salget ventes at indbringe "langt over" 150 milliarder skr.

Nedgang for svensk snaps
V&S Group er selv på slankekur, idet firmaet formodentlig vil lukke sin spiritusfabrik i Sundsvall for at sænke udgifterne i den nordiske region med 70 millioner skr.
Fabrikken, der beskæftiger 80 medarbejdere, fremstiller de traditionelle svenske snapse som fx Skåne Akvavit.
Salget af disse produkter er mere end halveret i løbet af de sidste ti år, hvor svenskerne har valfartet til Danmark og Tyskland for at købe spiritus med lavere afgifter.

Kolossal vodka-produktion
100 millioner flasker Absolut vodka – det er det antal flasker, som svenske Vin&Sprit har produceret i år.
Det er rundt regnet lige så mange flasker, som firmaet i alt sendte på markedet i de første ni år af dets levetid, hvilket vil sige fra grundlæggelsen i 1979 til 1988.
Hvis alle flaskerne fra i år stilles ved siden af hinanden, vil de ifølge WOW ProNews dække et areal svarende til 108 fodboldbaner.
................
51-02
...............
Mumlerier i Bordeaux
I sidste uge fortalte vi om et problem med en newzealandsk Sauvignon Blanc, hvor det viste sig, at der ikke var overensstemmelse mellem den kvalitet, som havde skaffet vinen en guldmedalje, og så den kvalitet, man kunne finde på supermarkedernes hylder.
Det har givet en række henvendelser fra vore læsere om lignende tilfælde, som dog hører fortiden til. Men – flere læsere peger også på, at der hvert år mumles en hel del i krogene i Bordeaux. Det sker, når man om foråret præsenteres for den nye vin, der lige præcis er startet på de atten måneders fadlagring – en fadlagring, som afgørende vil ændre vinens udtryk og kvalitet.
Bedømmelsen af den unge, ufærdige vin er ret afgørende for Grand Cru Classé-slottene. Det er her, Parker og WineSpectator bestemmer succesen. Høje points er lig med høje priser. Det kan være knald eller fald for slotsejerne, og derfor vil det være fristende at "kæle" lidt ekstra for de prøver, man sender til bedømmelse. Det er i hvert fald sket tidligere. Derfor mumles der.
...............

    Første Vin de Pays de l’Atlantique
    Tidligere i år fik Frankrig en ny vinkategori, Vin de Pays de l’Atlantique, og allerede nu er de første vine kommet på markedet. Det er négociant-firmaet Yvon Mau, der præsenterer tre vine, rød, rosé og hvid, der er døbt Atlantide og tappet på nogle unægteligt fancy flasker. De skal koste 30-35 kr., lyder det fra vores kilde.
    Den nye appellation, Vin de Pays de l’Atlantique, gælder for departementerne Dordogne, Gironde, Charente og Charente Maritime samt nogle af kommunerne i Lot et Garonne. Og med den nye kategori ønsker man at gøre livet lettere for vinproducenterne i Bordeaux. Den skulle give dem en større fleksibilitet og dermed mulighed for at eksperimentere.

    Klassiske druesorter
    I første omgang vil kategorien gælde for vine, der fremstilles på de klassiske druesorter fra regionen, uanset om der er tale om blandingsvine eller vine fremstillet på én og samme druesort.
    Men ud over disse enkle kriterier, så er der departementerne imellem stor forskel på hvilke af de klassiske druesorter, der vil blive tilladt i forbindelse med den nye kategori.
    I Gironde er der fx givet grønt lys for Chenin Blanc, Cinsault og Chardonnay, men ikke for Syrah, der derimod er blevet tilladt i Dordogne og Lot et Garonne.
...............
51.52
...............
Vinsmagning på skoleskemaet
I en ikke så fjern fremtid vil der måske komme til at stå vin på de franske skolebørns skema. Sådan bliver det i hvert fald, hvis det står til Philippe-Armand Martin, en politiker fra præsident Jacques Chiracs-UMP parti. Formålet er på længere sigt at få forbruget af vin til at stige på fransk jord.
90% af de franskmænd, der er under 25 år, fravælger vin til fordel for alle mulige andre drikkevarer. Forbruget af vin er da også ifølge Decanter faldet med hele 45% i Frankrig i løbet af de sidste 36 år.
Ved at undervise de helt unge elever i vinkultur og lære dem at lugte til og smage på vinene håber Philippe-Armand Martin på, at de vil få smag for ædle vine og skrotte de ellers så populære alcopops – en slags alkoholholdig sodavand.
Vinindustrien jubler selvsagt ved tanken om et sådant nyt skolefag, mens den franske regering stiller sig mere nølende – man skulle jo nødigt lokke de små uskyldige børn i fordærv!
...............

..............
Colchagua Valley, fotograferet af Mariette, der netop er vendt hjem fra Chile. Hun forbereder en serie spændende postkort.
    Han køber stadig op
    Bernard Magrez fortsætter med at udvide sit imperium. Ifølge Decanter har den dynamiske ejer af Bordeauxs Château Pape-Clement og mange andre ejendomme netop købt 220 hektar land i 800 meters højde i Colchagua Valley i Chile samt et gammelt kloster fra 1540 i Toro i Spanien.
    De 220 hektar i Chile fandt hans ønolog, Michel Rolland, til ham. De kan ikke alle udnyttes, men der vil blive cirka 50 hektar med vin. Resten af arealet skal sikre tilførselen af vand.
    Det spanske kloster, der ligger i byen Toro, vil blive brugt som et vinifikations-center for Magrez’ ejendomme i distriktet.

...............
Tåbeligt forbud mod skruelåg på DOC-vine
Den dansk-italienske vinmager Erik Banti, der fremstiller sine glimrende vine i den italienske region Scansano, går i februar 2007 over til skruelåg på sine almindelige vine, Carato og I Pianetti.
Han ville også meget gerne droppe korkpropperne, når det gælder DOC-vinene, men den går ikke – af uransagelige årsager er det stadigvæk forbudt i Italien at anvende skruelåg på appellations-vine.
I Danmark forhandles Erik Bantis vine af Carlo Merolli.
...............
51-52
...............
Bordeaux i oprør mod Paris
Vinfolket i Bordeaux tilskynder den franske regering til at acceptere EU’s vinreformer. De er bange for, at regeringen skal sabotere reformerne i dens ønske om at ville styre vinproduktionen ned til den mindste detalje.
Tre foreningsformænd, Allan Sichel fra Bordeauxs négociant-forening, Alain Vironneau fra vinkomiteen CIVB og Jacques Bertrand fra de forenede producentforeninger, udsendte forleden en fælles erklæring, hvori de blandt andet nævner appellations-myndigheden INAO, der fornylig forbød brugen af egespåner i AOC-vine:
– Hvad vi ønsker, er decentralisering, liberalisering og øget ansvarlighed i AOC-distrikterne, der bør have ret til frit at tage afgørelser, uden at de skal diskuteres i Paris. Nogle af de ting, INAO gør, er nyttige, fx systemerne til kvalitetskontrol. Men det er ikke nyttigt, at INAO bestemmer, om vi kan bruge egespåner eller ej. Det må vi selv kunne afgøre på regionalt niveau.

Underskriften mangler
Sidste nyt ifølge Just Drinks er, at INAO’s forbud mod egespåner i AOC-vine måske slet ikke bliver til noget. Dekretet skal nemlig skrives under af landbrugsminister Dominique Bussereau, og i den nuværende situation op til valget kan det meget vel være, at han ikke sætter pen til papiret.
Samtidig er INAO ved at blive reorganiseret, så meget kan ske.
................
    Nyt besøgscenter i Aalborg
    Til oktober næste år får Aalborg en ny turistattraktion, når V&S Distillers indvier et nyt besøgscenter. Her vil man kunne opleve hele det fascinerende univers, der findes bag kulisserne på Danmarks eneste brænderi, og snuse til den ædle kunst at lave akvavit og bitter.
    Centeret indrettes i brænderiets gamle malthus på 818 m2. Det blev frem til 1969 brugt til at malte korn, og det vil undergå en nænsom restaurering for at bevare de mange autentiske detaljer.
    Der forventes over 20.000 besøgende om året, og alle rundvisninger bliver med guide og gennemføres på dansk, engelsk eller tysk. De afsluttes naturligvis med en lille smagsprøve.
...............
>33/07
...............
    Skål i akryl
    Australiens største vinproducent, Hardy Wine Company, har fået en glimrende idé: Vin i en lille 18,75 cl’s flaske med et tilhørende glas. Glasset sidder fast oven på flaskens skruelåg, men løsner sig i det øjeblik, man skruer på låget for at åbne flasken. Og det mest geniale ved det hele er, at både glas og flaske er fremstillet af akryl. Indholdet derimod er Hardys gode gamle Shiraz og Chardonnay.
    I første omgang er nyheden blevet afprøvet på australske teatergængere. Det var en stor succes, og vinfirmaet vil nu sælge akrylsættet overalt i Australien. Det kommer sikkert snart også til Europa.
    Glas og flaske er jo ikke bare nemme at transportere, men også sagen til fx fodboldkampe, hvor glas af enhver art er forbudt. Når sindene kommer i kog, kan dommeren jo som bekendt risikere at få en flaske i nakken. De små akrylflasker kan ikke forvolde nogen større skade.
..............
Høst-mængden stiger i Sydafrika
I år er der i Sydafrika blevet høstet 10,8% flere druer end i 2005. Og når det gælder høsten i 2007, lyder prognoserne ifølge WOSA på en yderligere stigning på 2,8%. Holder det stik, vil der blive høstet 1.335.050 tons druer, der vil blive forvandlet til omkring 1030 millioner liter druemost, hvoraf hovedparten går til vinfremstilling.
For de sydafrikanske vinproducenter og drueavlere er der dog en alvorlig hage ved denne vækst. Jo mere vin, der fremstilles, desto lavere vil priserne for såvel druerne som vinen blive.
Allerede nu kan vinbranchen mærke konsekvensen – i de sidste tre år er priserne på druer faldet med 22,6% og på rødvin, som der produceres mest af i Sydafrika, med 35%.
Hvis høstmængden og dermed mængden af vin stiger yderligere i 2007, vil priserne få endnu et dyk nedad. Og der vil ikke være kompensation at hente på eksportmarkederne, der i forvejen er tynget af den internationale vinsø.
...............
34/07
...............
Fra château til winery
Ejeren af Bordeauxs Château d’Arsac har planer om at bruge 20 millioner euro (148 mio dkr.) på at omdanne slottet i Médoc til et "winery" i californisk stil.
Det skal åbne til marts, og blandt attraktionerne bliver en park på 26 hektar, en restaurant og diverse møderum. Endvidere vil der være en service, hvor man kan få analyseret sine vinøse præferencer – hvordan det så skal foregå ...
...............
Kostbar canadisk icewine
Man skal stikke meget dybt i jakkeforet, hvis man vil købe en halv flaske Chardonnay icewine fra det canadiske vinhus Royal DeMaria. Prisen for årgang 2000 ligger i øjeblikket på cirka 150.000 kr., hvilket rundt regnet er den samme pris, som man skal lægge på bordet for syv flasker à 100 ml Chanel No 5. Og så skal man ifølge Decanter endda være hurtig, hvis man vil have fat i en af de dyrebare vinflasker – ejeren af vinhuset har nemlig bebudet, at prisen vil stige yderligere, og at den sidste flaske vil gå for cirka 2,5 millioner dkr.

Tvivl om indholdets levetid
Nu fremsættes der imidlertid tvivl om indholdets kvalitet og om, hvor længe vinen kan holde i flasken. De fleste, der køber sådan en flaske vin, vil jo nok gerne have, at den kan ligge i rigtigt mange år for først at blive åbnet ved en ganske særlig lejlighed.
Vinspecialister hævder, at en icewine fremstillet på Chardonnay slet ikke vil kunne holde så længe som de originale tyske og østrigske Eisweine, der laves på Riesling-druer – en drue, som har den syre, der skal til, for at gøre vinen lagrings-egnet.
Det anbefales oven i købet, når det gælder de fleste icewines, at drikke dem inden et par år – de bliver nemlig ikke bedre af at ligge.
De canadiske forbrugere er også yderst skeptiske. Nogle kalder DeMarias icewines for en spøg, der målrettet er skabt til godtroende rigmænd, som tror, at jo højere prisen er, desto bedre er kvaliteten af vinen.
Andre mener, at der er tale om ét stort publicity stunt: Når vinhuset fortæller om diverse købere til de kostbare flasker, er der aldrig navn på køberne. De forbliver anonyme, men hvem ved så, om de overhovedet eksisterer?

    Malmøs første vinbar
    For fødderne af den flotte nye skyskraber Turning Torso i Malmø er der netop åbnet et større etablissement, "Torso Twisted". Det breder sig over 700 kvadratmeter og byder ifølge WOW News både på lounge, bistro, restaurant, cocktailbar og vinbar.
    Det er sommelieren Richard Bornefors, der skænker i glassene bag disken i baren – der i øvrigt er Malmøs første rigtige vinbar – og der vil altid findes mindst 40 gode vine, som man kan smage. Det lyder, som om det nok kunne være en udflugt værd.
    Der er mere information at hente på adressen www.torsotwisted.com.
...............
46-09
...............
..............
Et angreb af Bois Noir på en Sylvaner x Riesling-vinstok i den tyske Moseldal. (Foto: W. Gartel / Clemson University).
    Canadiske vinmarker truet af sygdom
    Vinproducenterne i Canada er rædselsslagne. Sygdommen Bois Noir (også kaldet Blackwood, Flavescence dorée og Vergilbungskrankheit) er ifølge CBC News dukket op på en vinmark i det sydlige Okanagan i British Columbia. Den frygtede sygdom, der skader vinstokkene, forringer druernes kvalitet betydeligt, og i sidste instans kan den få hele vinmarker til at bukke under.
    Sygdommen overføres af en særlig art græshoppe, Hyalesthes obsoletus, der hopper fra blad til blad og fører smitten med sig.
    Insekterne har hidtil kun hærget vinmarker i Europa og Mellemøsten, og man har da heller ikke set skyggen af dem i Canada. Men sygdommen er der altså, og den er nu ført tilbage til en ladning med smittede vinplanter fra en planteskole i Frankrig.
    2000 vinstokke i vinmarken i Okanagan er inficeret, og vinproducenter overalt i Canada forlanger nu, at vinstokkene straks bliver hevet op med rode og brændt.
    Myndighederne opfordrer dog til, at man tager den med ro. Nu, hvor det er vinter, sover vinplanterne, og så er der ingen risiko for, at sygdommen spredes. Og planterne skal nok blive destrueret, før der kommer liv i vinmarkerne igen.
...............
Vinlusen har slået til i Australien
Vinproducenterne i Yarra Valley, et af de allerbedste vinområder i Australien, har alle antenner ude. Der er nemlig opdaget et udbrud af den frygtede vinlus Phylloxera i en vinmark, og det varsler intet mindre end en katastrofe.
Myndighederne har skyndt sig at erklære et område i 5 kilometers radius fra den angrebne vinmark for kontrolområde, hvorfra det er forbudt at udføre såvel maskiner som plantemateriale. Lusen kan nemlig sprede sig med lynets hast, og den er svær at opdage i tide – en vinstok kan være angrebet i hele to år, før symptomerne er synlige.

Insektet angriber vinstokkens rødder
Vinlusen har en lang og gruopvækkende historie bag sig. Dens latinske navn, Phylloxera vastatrix, kan oversættes som "Bladudtørreren ødelæggersken". Den angriber vinstokkenes rødder og dræber dermed langsomt, men sikkert hele planten.
I slutningen af 1800-tallet truede den lille lus med at udrydde samtlige vinstokke i Europa. Det eneste, der reddede vinstokkene, var, at de blev podet på rødderne af amerikanske sorter, der er tolerante over for lusen – i dag er næsten alle europæiske ædelsorter podet på amerikanske rødder.
Sådan forholder det sig dog langt fra i lande som Chile og Australien. Og netop i Yarra Valley er vinmarkerne yderst udsatte for et angreb af vinlusen, da mindre end 30% af vinstokkene ifølge Decanter er plantet på tolerante rødder.
..............
44-43/07
...........
20 postkort fra Ungarn
      Den gamle redaktør har været en tur i Ungarn for at få et indtryk af landets vine og vinproduktion, og i løbet seks uger sender han i alt 20 postkort om sine oplevelser. De første ti har vi bragt i uge 48, uge 49 og uge 50. Her kommer de næste fire.
...............

.....
Byen Tokaj er en turistmagnet med gamle huse fra 1700- og 1800-tallene og i øvrigt med en masse statuer. Ungarerne er vilde med at sætte statuer op.
.....
    11. postkort fra Ungarn:
    Kongernes vin og vinenes konge
    Tokaj er navnet på en fin, gammel vinby og navnet på en vin med en berømmelse, som selv ikke det kommunistiske statsmonopol kunne tage livet af.
    Tokaj var den søde vin, der blev skænket ved Europas hoffer. – Den er kongernes vin og en vinenes konge, sagde Frankrigs konge Ludvig d.14. Og Peter den Store oprettede ligefrem en eskadron af kosakker, hvis eneste opgave var at sørge for, at den kostelige vin nåede velbeholden frem til det russiske hof i Sankt Petersborg.
    Det var vinen, som den store løgnhals Münchausen satte sit hoved i pant for – mod til gengæld at få lov til at tømme sultanens skatkammer.
    Det var vinen, som haltefanden forførerisk skænkede i glasset i Goethes "Faust", og det var vinen, som Rossini altid havde stående på sit flygel, når han komponerede sin sprudlende musik.

.....
Reliefkortet i bronze er omgivet af medaljoner med portrætter af historiske personer, der har haft betydning for distriktet og dets vin. Vores guide, Korinna Karako, peger på en af dem, mens László Király ser til.
    12. postkort fra Ungarn:
    Et meget stort distrikt
    På torvet i Tokaj findes der – ud over diverse statuer – et bronzerelief af distriktet, hvis fulde navn er Tokaj-Hegyalja, dvs. Tokajs forbjerge.
    Distriktet er meget stort. De 5500 hektar vinmarker breder sig ved foden af Zemplén-bjergkæden samt i nogle dale op mellem bjergene, og fra den ene ende til den anden er der 40 km. Når man kører ad vej 37 mellem vinmarkerne og floden Bodrog, kommer man gennem et bølgende hav af vinstokke, og det fortsætter hele vejen op til grænsen til Slovakiet. Faktisk fortsætter distriktet ind i Slovakiet, hvor man – til stor fortrydelse for ungarerne – også kan benytte navnet Tokaj.
    Det gamle Tjekkoslovakiet solgte ganske vist for længe siden retten til navnet Tokaj til Ungarn til gengæld for en kontrakt om ølsalg, men det har det nye Slovakiet glemt alt om.
    Der er dog kommet en vis tilnærmelse mellem de to lande. Fra og med april 2007 vil Ungarn have eneret på navnet inden for EU, mens Slovakiet fortsat vil producere druer til Tokaj-vin på sine 565 hektar. Slovakiet har dog accepteret den ungarske kvalitetskontrol, så standarden holdes i hele Tokaj-regionen tværs over grænsen.
...............
>07/07
...........

.....
Tokaji Eszencia er en kostbar vin. Denne flaske fra det spanskejede vinhus Oremus koster 75.000 forint. Det svarer til over 2000 kr. Og så må vi ikke glemme, at de søde Tokaj-vine tappes på flasker, der kun rummer 50 cl.
.....
    13. postkort fra Ungarn:
    Den søde Tokaj-vin
    Tokaj-vinen fås i flere kvaliteter og sødhedsgrader, og det hænger sammen med vejret i det enkelte år. I særligt gode år angribes druerne af den ædle råddenskab – skimmelsvampen Botrytis cinerea. De senthøstede druer skrumper ind, bliver som rosiner og giver en sød, aromatisk vin.
    Man mener, at dette særlige forhold blev opdaget allerede i 1650, da en præst beordrede vinbønderne på et gods i Sátoraljaújhely til at udsætte høsten på grund af et tyrkisk angreb – og hvis det er rigtigt, så er Tokaj-vinen ældre end både den franske Sauternes og de tyske Prädikats-vine.
    Den sødeste vin er Tokaji Eszencia, som er den most, der løber fra under druernes egen vægt – en "essens", der ifølge sagens natur ikke fremstilles i ret store mængder.
    Vinen er så rig på sødme, at den næsten ikke er til at hælde ud af flasken, og den er så rig på aroma, at den bliver i munden i timevis. Sukker-indholdet er gerne på over 50%, så gæringen tager år og bliver aldrig rigtig færdig – hvis den overhovedet går i gang.

.....
László Király demonstrerer, hvordan man i gamle dage brugte en puttony til at bære druerne ind fra marken. I dag sker det naturligvis på moderne vis i plastickasser.
    14. postkort fra Ungarn:
    Jo flere puttonyos, desto sødere
    Tokajs søde vine indeholder mellem 50 og 230 gram sukker pr. liter, og selv om vinene i dag laves på moderne vis, inddeles de i sødhedsgrader efter et gammelt system.
    Under vinhøsten samlede man i gamle dage de normalt modnede druer for sig, mens druer angrebet af den ædle råddenskab blev lagt i små trækar af den slags, hvori druerne blev båret ind fra marken. Karrene kaldes puttonyos og rummer 25 kg.
    De søde rosin-druer kaldes aszú – det betyder "indskrumpede" på ungarsk – og de blev brugt til at søde den normalt gærede vin. Jo flere puttonyos, der blev hældt i et fad på 136 liter, et såkaldt gönc, desto sødere blev vinen.
    Sædvanligvis bruger man søde druer fra tre, fire eller fem puttonyos til et fad vin, men man kan også lave en meget sød vin med seks puttonyos.
    Men som sagt bruger man hverken de små trækar eller gönc’erne mere, men går efter druernes sukkerindhold. Angivelse af sødmen i puttonyos har man dog bestemt ikke forladt.
...............

03-02/07
.................
    En sød konference
    Sidste år var første gang, at producenter af de søde muskatvine fra hele Middelhavsområdet mødtes til en konference med indkøbere, vinskribenter, restauratører og sommelierer fra hele verden.
    Til januar mødes de igen for at tale kvalitet, handel, teknik, mad og vinsammensætning – og naturligvis også for at smage på både vinene og alle de retter, som mesterkokke fra Languedoc og Roussillon kommer for at præsentere.
    Konferencen afholdes den 28., 29. og 30. januar i Perpignan, og på den sidste af dagene finder den internationale "Roussillon Dessert Trofæ Konkurrence" sted.

    Dansk deltagelse i slutdysten
    I uge 42 skrev vi om denne usædvanlige konkurrence, som går ud på, at en sommelier og en dessertkok sammen skal kreere en dessert, der passer til en sød Rivesaltes Ambré eller Tuilé fra Roussillon.
    Fem hold deltog i den danske finale, og førsteprisen gik til Henrik Ravnemose og Rasmus Kliim fra Restaurant Horizonten i Køge. De kan nu glæde sig til at tage til Perpignan for at deltage i den afsluttende internationale konkurrence, hvor de skal dyste mod hold fra Holland, Belgien, Tyskland og England.
...............
    Kampen om sherry-pokalen
    Mens vi nu er ved konkurrencerne, bør vi også nævne den internationale vin- og gastronomi-konkurrence Il Copa Jerez (sherry-pokalen), hvor finalen afholdes den 11. januar i hjertet af Sherry-distriktet.
    Her vil køkkenchef Jakob Mielcke Hansen og sommelier Alexander Berntsen fra Jan Hurtigkarl & Co. repræsentere Danmark og fremtrylle en tre retters menu.
    Retterne skal ledsages af forskellige typer sherry, og alle valg skal kommenteres og begrundes.
    Det dygtige danske team har arbejdet sammen i flere travle sæsoner, og deres filosofi om nye temaer, der gennemføres ned til mindste detalje, kan blive en god ballast for dem i konkurrencen.
    Den danske presse er ved lejligheden repræsenteret af Børsens vin- og madjournalist Ole Troelsø samt Mariann Præstegaard fra GastroCorner.
...............
1-0 til smuglerne
Nu bliver det ifølge Alcohol Update muligt for de danske myndigheder at beslaglægge biler, som har været anvendt til smugling af alkohol fra Tyskland. Sådanne biler er ofte blevet ombygget, så de har masser af hulrum til smuglergodset.
På dansk jord vil man dog ikke som i Tyskland direkte konfiskere bilerne. Så snart smuglervarerne er i hus, bilen undersøgt, og bøderne betalt, får ejeren køretøjet igen.
Smuglerne har allerede indstillet sig på de nye forhold. De sørger bare for at have tilstrækkeligt med cool cash på lommen, så de hurtigt kan betale bøderne og køre videre.

Forbud mod champagne-sprøjt
Unge velhavende mennesker fra Stockholm, det såkaldte "pappa betaler-folk", valfarter hvert år til den årlige tennisuge i byen Båstad. Og her har de en ganske speciel tradition, hvor de mødes i byens kroer og sprøjter løs med ædel champagne – nøjagtigt som vinderne af Tour de France gør det i et anfald af dårlig smag.
Den slags løjer er ifølge WOW ProNews faldet i unåde hos myndighederne i Båstad, der mener, at det er skændigt at behandle alkohol på den måde. Den kommunale alkoholforvaltning vil derfor nu fremover forbyde al sprøjtning med champagne på byens kroer.
Myndighederne har ret i, at det ikke kun er noget idiotisk pjat, men at det også tangerer hærværk. Det vil ikke være rart at komme i en beværtning, der stinker af gæret og muggen champagne.
..............
02-01/07
...............
Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
................
.

    Michael Laudrup (f. 1964) har som bekendt en lang og strålende karriere som fodboldspiller bag sig. Og ligesom de fleste af sine kolleger har han det meste af tiden holdt sig til vand og sodavand. Men i 1985, da han netop var begyndt at spille for den italienske klub Juventus FC, tog han sig en dag et glas vin ved en officiel lejlighed – et syn, der dagen efter blev foreviget i en spansk avis.
    Spaniens førende vinproducenter begyndte nu at sende vin i pallevis til Michael Laudrups adresse, hvilket blev startskuddet til fodboldlegendens store vinøse interesse.
    Sideløbende med fodboldkarrieren begyndte Michael Laudrup i 1993 at importere spanske vine hjem til Danmark – i starten kun i små mængder til familie, venner og bekendte. I dag har importen udviklet sig til det tretten mand store firma Laudrup Vin & Gastronomi, som Michael Laudrup driver sammen med vennen Per Buhl.
    Foruden import af vin og delikatesser fra forskellige vinlande arrangerer firmaet vinrejser, hvor deltagerne blandt andet kan få lov til at prøve kræfter med jobbet som høstarbejdere. Og så er der vinskolen Laudrup Wine Academy, hvor man kan få meget mere at vide om såvel vin som gastronomi.
    Michael Laudrup har indtil sommeren 2006 været cheftræner for Brøndby IF. I dag er han fodbold-kommentator for spansk tv og den danske Kanal 5. Endvidere har han i 2006 modtaget Cava-prisen.
    Adresse: Laudrup Vin og Gastronomi, Mileparken 13, 2740 Skovlunde, tlf.: 44 84 80 86, fax: 45 44 84 81 86, e-mail: info@laudrupvin.dk, www.laudrup.dk.
..............................
34-07
...........
--...............--.
    Den danske vinbranche
    * Vigneron Wine Company har optaget importen af vinene fra Domaine Etienne Loew i Alsace.
    ........--....
.................
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
...............
15/07
...............

...............
Ugens vinøse billede
En af vore svenske læsere, Bjarne Krafft, har sendt os billedet herover til venstre fra en stor fest i Porto i Portugal. Det var den traditionsrige Douro-producent Real Companhia Velha – Det Gamle Kongelige Kompagni – der fejrede et vigtigt 250-års jubilæum og havde inviteret et par hundrede gæster.
Real Companhia Velha blev grundlagt som en statsinstitution i 1756 af den daværende konge, og kompagniet fik under ledelse af markisen af Pombal til opgave at nedfælde en række vinlove for den betydningsfulde portvin.
Faktisk indførte man en af verdens første demarkerede vinregioner, og i de følgende år blev området markeret med 335 granitsten med årstal og ordet feitoria, dvs. et sted, hvor noget frembringes (feito = frembringe, udføre) – et ord, som englænderne oversatte til Factory.
103 af disse granitsten står endnu, og en af dem ses på billedet til højre (foto: Porto Burmester).
Alt det kan man læse meget mere om i Henrik Oldenburgs hovedværk, "Portvin" (Forlaget Smag).
På billedet til venstre må det vist være markisen af Pombal, der ankommer til festen i Porto omgivet af diverse markisedamer.
...............
18-17
.............................
.....
Ugens gode spørgsmål
Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af
VinAvisens læsere. Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål og svaret på det.
..............
    Hvorfor er der net om spanske flasker?
    Erik Mortensen skriver: – Hvorfor snører spanierne nogle af deres vinflasker ind i et net af metaltråde? Engang i tidernes morgen fortalte salig vinhandler Sigurd Müller mig, at nettet skulle forhindre, at flasken faldt ud af sommelierens svedige hænder. Har det sin rigtighed?
    Nej, det har ikke sin rigtighed. Det var Marquès de Riscal, der midt i 1800-tallet "opfandt" Rioja-vinen og oprettede sin berømte bodega. Og det var også ham, der fandt på at udstyre flaskerne med det karakteristiske net af ståltråd, alambrado.
    Markisen havde opdaget, at tomme Riscal-flasker med hans fine etiket blev fyldt med vine fra andre firmaer og ofte med vin, der slet ikke kom fra Rioja.
    Dengang sluttede nettet med en plombe under flaskens bund, så man fik en garanti for, at vin og etiket hørte sammen. I dag er der ingen plombe, kun det dekorative net.
    Det er ikke så mange år siden, at man på gaderne i den lille by Cenicero kunne se kvinder, der sad og flettede disse net. Nu har man opfundet maskiner, der kan gøre det.
    Hos Marquès de Riscal bruger man hvert år 5 millioner net, og da der medgår 3,15 m forgyldt ståltråd til hvert net, bliver det til 15.750 km – dvs. på tre år mere end en gang rundt om Jorden.
    Og så er der jo alle de andre bodegaer, der har taget ståltrådsnettet op, nogle af dem som en lidt billig salgsgimmick. Ståltråden kommer faktisk flere gange rundt om Jorden hvert eneste år.
...................
................

>30/07
.............
Smagte vine i denne uge
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 36 vine. Af disse vine var der 25, som fik mere end to stjerner, og 13, som fik fem stjerner. I alt blev det til 115 stjerner og i gennemsnit 3,7 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her.
...........
    ...
    Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    .....
.........
Mousserende vin


A. Margaine, Brut, Champagne, Frankrig
165 kr., ved 6 flasker: 149 kr., The Wine Company
Dejlig livlig champagne, der næsten er en blanc-de-blancs – der er kun 6% Pinot Noir i den, resten er Chardonnay. Med sin gode syre vil den være glimrende til mad, men også fin til at sige goddag til det nye år (men ikke til kransekage).


Picamelot, Brut, Crémant de Bourgogne, Frankrig
Klubpris ved 6 flasker: 57,13 kr., ikke-medlemmer: 109 kr., NordicWineClub.com
En rigtig god boblevin – faktisk lige så god som en champagne. Men den er da også lavet efter samme metode. Den har meget fine og stadige bobler og en dejlig ren smag.


Tokaj Pezgö, Doux, Ungarn
60 kr., Laszlo's Vin / Hungary
Doux betyder sød, men SÅ sød er denne mousserende hvidvin heller ikke. Den er overordentlig nem at drikke og værd den lave pris. Velegnet fx som terrassevin, og når der er mange gæster.


Cava Jaume Serra, Brut Nature, Finca el Padruell, Spanien
50 kr., Irma
En dejlig boblevin med en fin og let parfumeret duft af pære. Den har en god mousse, en fyldig smag af frisk frugt og en pikant syre. Den sidste stjerne får den for den yderst rimelige pris.




Hvidvin


Drylands, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand 2004
99,50 kr., Irma
En meget spændende hvidvin med en kompleks duft og en blid og liflig smag med nuancer af tropiske frugter. Vinen har en frisk, blød og behagelig syre, lidt i retning af lemon, samt en lang eftersmag.




Rødvin


Vessants, Caparons-Ossó, Montsant, Spanien 2003
89 kr. ved 12 flasker, SpanskeVine
Duften fra denne rødvin lover en hel masse, og smagen holder løfterne. Vinen har en varm og lækker smag med moden, afrundet frugt og integreret fad. Den smager simpelt hen godt.


Château La Grâce Dieu des Prieurs, Saint-Émilion Grand Cru, Frankrig 2003
Klubpris ved 6 flasker: 77,84 kr., ikke medlemmer: 139 kr., NordicWineClub.com
Herlig rødvin, der fylder munden med sin elegante tørhed og rene frugt. Til prisen en rigtig flot Bordeaux-vin. Skænk den fx til vildt eller til en god oksesteg.


Clos de Sixte, Lirac, Frankrig 2004
89 kr., Red & White
Flot Rhône-rødvin med fin frugt, krydderi og en syre, der gør vinen velegnet til mad. En fortræffelig vin.


Les Vignerons d Roquemaure, Lirac, Frankrig 2004
65 kr., ved 6 flasker: 60 kr., Con a'more
En anderledes vin end ovenstående rødvin fra samme distrikt. Den er lettere, måske lidt mere elegant, saftig, med god syre, dejlig frugt og bløde tanniner. Det er svært at vælge imellem de to Lirac-vine. Prøv dem begge og se, hvad I synes.


Riomal de Molines, Vignoble Chabrier, Vin de Pays du Gard, Frankrig 2004
90 kr., OB Vinimport
En rigtig lækker rødvin, blød, krydret, med god frugt og en dejlig syre. En venlig vin i fin balance.


Le Pigeonnier de La Dourbie, Merlot, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2004
79 kr., Rungsted Vinhandel
Blød og meget indtagende rødvin med god frugt, let krydderi og en lang eftersmag. Velegnet til mange middagsretter.


Estate Ftelia, Cabernet Sauvignon, Trifilia, Grækenland 2001
145 kr., Dionysos Wines
Meget saftig og flot rødvin med en ren smag af solbær, fyrrenåle, citrus … Det er en vin, der skal ledsage mad.


Major’s Hill, Shiraz, Robertson, Sydafrika 2004
109 kr., Glud Vin
En flot rødvin med power – intens frugt, bløde tanniner, krydderi, lakrids, eukalyptus … Den skal have en kraftig ret, fx en peberbøf.


3 Bridges, Durif, Australien 2003
Klubpris ved 6 flasker: 82,23 kr., ikke-medlemmer: 149 kr., NordicWineClub.com
Rødvin med en dyb, intens farve, en flot duft og en kompleks og stor smag, rund, blød, lækker. Den må godt ledsage en kraftig kødret. Klubprisen er yderst attraktiv.


Mas Neuf, Compostelle, Costières de Nîmes, Frankrig 2004
79,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Stor og meget lækker rødvin med god, bred frugt og toner af vanille. Mange vil kunne lide den.


Château de Cabriac, Confidence, Corbières, Frankrig 2002
150 kr., Con a'more
Denne rødvin er lavet udelukkende på druen Mourvèdre og er fadlagret i tre år, og resultatet er blevet en meget lækker vin. Blød og harmonisk.


Domaine de Chrisia, Côtes du Rhône Villages, Frankrig 2005
79,95 kr., ved 12 flasker: 75 kr., The Wine Company
Bag den gammeldags etiket med de krøllede bogstaver fjæler sig en vellavet og moderne rødvin med blød frugt og en masse krydderi. Den gode syre gør den velegnet til lidt fed mad.


Cycles Gladiator, Syrah, Central Coast, Californien 2004
69,75 kr., ved 12 flasker: 59,75 kr., Vintjeneren.dk
En lige-ud-ad-landevejen rødvin med kraftig frugt og en markant sødme, som mange sikkert vil kunne lide.


Itynera, Montepulciano d’Abruzzo, Italien 2004
74,75 kr., i december: 59,75 kr., H.J. Hansen og Magasin
Vellavet, venlig og rar rødvin. Enkel, men ganske god som hverdags-vin.


Tirso, Villa le Prata, Rosso di Montalcino, Italien 2004
138 kr., Vinotek a Fynnis
Dejlig rødvin, der breder sig i munden med saft og blødhed. Meget anvendelig til mange retter, dog måske ikke de mest kraftige. Til prisen mangler der måske lidt englesang og harpespil …


Espiritu de Chile, Gran Reserva, Cabernet Sauvignon, Valle Central, Chile 2003
115 kr., Strandgården
Vellavet og kraftig rødvin med en god frugtsmag og masser af krydderier. Den skal have selskab af en peberbøf eller lignende. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Peneiszl, Merlot, Sopron, Ungarn 2003
150 kr., Lehmann Larsen Vin
Rødvin med en lidt grøn duft og smag. Den har kraftig frugt og en lidt syrlig eftersmag. Prisen er meget i overkanten.


Jake’s Point, Shiraz / Cabernet Sauvignon, Australien 2005
36,65 kr. ved 3 flasker, i alt 110 kr., Walkabout ImpEx
En enkel hakkebøffe-rødvin med god saft.


Catena, Syrah, Mendoza, Argentina 2005
129,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Meget kraftig og lidt ensporet rødvin med en masse frugt lige ud ad landevejen. Helt billig er den ikke.




Sød vin


Domaine Rière Cadène, Rivesaltes Ambré, Frankrig 1996
129 kr., Oxholm Vin
Den er simpelt hen lækker, denne ravfarvede hedvin. Der er smagen af abrikoser, pomeransskal, ingefær, nødder og figner i den. Den er sød, men ikke sliksød, fordi den også har en god syre. Brug den fx til en ikke for stærkt smagende isdessert.

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.