,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,


,,,,,,,,,,,,,,,
Vin-aktuelt i uge 40
Fra 29. september til 5. oktober 2008
.....................
,,,,,,,,,,,,,
VinAvisen uge 37,,,,,,,,VinAvisen uge 38,,,,,,,,VinAvisen uge 39
,,,,,,,,,,,,,

.....................
    ,,,,,,,
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr, e-mail hver uge. Klik her! På samme side kan du ændre din adresse eller melde fra. Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
    ,,,,,,,
    ,,,,,,,
    Søg i 500 tidligere VinAviser

,,,,,,,
.....................
....................... ....
37-52
...............
Falske Amarone-vine beslaglagt
Italienerne har på det seneste været ramt af adskillige vin-skandaler – blandt andet den formodede forfalskning af Brunello-vine og Vino Nobile di Montepulciano, hvor ikke tilladte druer skulle have været iblandet vinene.
Nu har det italienske politi ifølge Decanter konfiskeret 30.000 flasker vin, hvor der står Amarone på etiketterne, selv om indholdet intet har at gøre med denne berømte rødvin fra Veneto-området. De mange flasker blev opdaget i havnen i Livorno, hvorfra de skulle fragtes om bord på et skib med destination mod USA.
Hvilken rødvin, flaskerne indeholder, og hvem der er ansvarlig for forfalskningen, er endnu ikke oplyst.

Alkohol hæmmer udviklingen af paradentose
Paradentose, der starter som tandkødsbetændelse, men kan ende med at tænderne falder ud, er en frygtet og udbredt sygdom. Nu viser en ny dansk undersøgelse imidlertid, at alkohol kan have en hæmmende effekt på udviklingen af paradentose hos mænd.
I undersøgelsen deltog 1600 forsøgspersoner mellem 20 og 95 år. De fik alle en grundig tandundersøgelse, der skulle kortlægge deres risiko for at udvikle sygdommen, hvorefter de udfyldte et skema over deres alkohol-vaner.
De mænd, der indtog mere end 21 genstande om ugen havde en nedsat risiko for at miste tænderne som følge af paradentose i forhold til de mænd, der kun drak 13 genstande om ugen. Hvor uretfærdigt, det end kan lyde, så var der overhovedet ingen effekt at spore, når det drejede sig om de kvindelige forsøgspersoner.

..............
    Folk i Pompeji drak mousserende vin
    Man har længe vidst, at oldtidens romere drak rød- og hvidvin. Men nu har man ifølge WOW News også bevis for, at en del af vinen var mousserende.
    Under udgravninger af den romerske oldtidsby Pompeji, der blev begravet under aske i år 79 e.Kr., har man fundet en høj, smal krukke af brændt ler, en såkaldt amfora, hvorpå der er indridset ordene ”Vero Spumante” (ægte mousserende vin). Desuden står der ”Sorrentino Fabiano”, hvilket betyder, at vinen stammer fra Fabi i Sorrento.
    Amforaen er nu for første gang blevet udstillet for offentligheden. Den – samt mange andre genstande, der vidner om pompejanernes drikke- og spisevaner – kan indtil den 18. januar ses på udstillingen ”Pompeji till bords” i Hässleholms Kulturhus i Sverige.

    < Inskriptionen på denne amfora fra oldtidens Pompeji vidner om, at indbyggerne i byen nød mousserende vin. Amforaer blev brugt til fragt af såvel vin som olie og korn.
.............................
08-07/09
.................................


Når flasken er åbnet, pustes der straks kvælstof ned til vinen gennem en slange, hvorefter der sættes en midlertidig prop i flaskehalsen. Herved undgår man, at vinen når at ilte. Den nye prop kommer først i, når vinen er vurderet og har fået påfyldt ekstra vin.
    Rødvin fra Penfolds til lægetjek
    Penfolds er Australiens mest berømte vinhus, hvilket frem for alt skyldes den røde kultvin Penfolds Grange. Lige siden 1991 har vinhuset med mellemrum afholdt såkaldte ”Penfolds Re-corking Clinics”, hvor ejere af gamle og kostbare eksemplarer af dets rødvine kan få omproppet deres vine – altså få dem forsynet med nye friske propper.
    Det er kyndige vinmagere, der står for seancen, hvor propperne først fjernes forsigtigt – undertiden ved hjælp af hele to proptrækkere.
    Dernæst vurderes vinen, og ejeren kan så få sig en god snak om, hvornår de dyrebare dråber senest bør hældes i glasset.
    Da en del af vinen i flaskerne som regel er fordampet, bliver der toppet med vin af samme mærke og årgang, før den nye prop sættes i.
    Hvis man ejer en rødvin fra Penfolds, der har mere end femten år på bagen, har man chancen for at få vinen vurderet og omproppet ved den næste Penfolds Re-corking Clinic den 10. oktober. Arrangementet foregår i den tyske by Frasdorf nær München, og registreringen foretages online på www.penfolds.com/clinics - hvor man også kan se en interessant film om ompropningen.
...............
Italien har høstet flest druer på verdensplan
Normalt ligger høsten af druer i Frankrig på omkring 55 millioner hektoliter, hvilket gør, at landet indtager en suveræn førsteplads, når det gælder den største høstmængde på verdensplan.
Men i år må franskmændene højst sandsynligt se sig overhalet af italienerne. Høsten år 2008 på fransk jord vil komme til at ligge på omkring 44 millioner hektoliter, mens der i Italien forventes at blive høstet 48 millioner hektoliter.
De italienske vinproducenter er begejstrede ved tanken om at kunne erobre førstepladsen fra Frankrig, mens deres franske kolleger tager situationen med ophøjet ro.
Fra den franske forening for vin- og spirituseksportører, Fédération des exportateurs de vins et spiritueux, (FEVS), lyder det nøgternt, at det er langt vigtigere for franskmændene at fremstille kvalitet end kvantitet.
I 2007 eksporterede Frankrig således ikke helt så megen vin som Italien, men i værdi blev det til 6,7 milliarder euro (cirka 50 milliarder kr.) imod italienernes 3,6 milliarder euro (cirka 27 milliarder kr.).

Høst af top-kvalitet i Canada
I den forgangne uge blev de første druer høstet i Canada, og over alt er der positive meldinger og forventninger om en stor årgang. Bortset fra lidt for megen regn i løbet af sommeren, hvilket har forsinket høsten med en uge, har vejret i de fleste vindistrikter opført sig eksemplarisk. Og det har ifølge Decanter resulteret i druer af overordentlig god kvalitet. Ikke mindst hvidvinsdruerne, Sauvignon Blanc, Riesling og Chardonnay, er helt i top. Når det gælder rødvinsdruerne, er der også kun lovord om Pinot Noir, som man netop er i gang med at høste i disse dage.
...................
34/09
...,,,,,,,,,
    < Til venstre Nicolas Catena, der for længst er optaget i VinAvisens Hall of Fame. Han deltog ikke selv i smagningen. I midten ses det lange smagebord, og til højre følger Catena samt Sysser og Christian Philipson indtastningen af alle de mange point i et Excel-ark. Philip Sander sidder ved computeren.
...,,,,,,,,,
Hasard med topvine
Det var vistnok Robert Mondavi, der for 30 år siden fandt på at spille hasard med sine topvine. Han inviterede en håndfuld vinskribenter til en blindsmagning af otte-ti vine. Et par af vinene var hans egne, resten var 1. cru-vine fra Bordeaux: Værsgo’ mine damer og herrer. Smag vinene, giv dem point, og sæt dem i rækkefølge efter kvalitet!
Det var hasard, for sæt nu, at hans egne vine kom til at ligge helt nede i bunden?
Siden har andre gjort Mondavi kunsten efter, nogle har tabt, andre har sejret, og i onsdags var turen kommet til en af verdens store vinpersonligheder, Nicolas Catena.
Hans danske importør, Christian Philipson, havde arrangeret smagningen; Catena var fløjet ind fra Argentina ... vi syntes ærligt talt, at den charmerende mand så lidt betænkelig ud: Ville dette eksperiment virkelig gå godt?

Slynget og snuset, smagt og spyttet
Omkring smagebordet sad en udvalgt skare vinskribenter og toppen af de danske sommelierer, der netop nu træner til efterårets danske vinmesterskab. Foran hver af os stod otte glas; to af rødvinene var Catenas, resten var 1. cru Bordeaux, alle i den fremragende årgang 2005.
Og så blev der slynget og snuset, smagt og spyttet. Sommeliererne, der til daglig har mulighed for at smage sjatter af store vine, kappedes om at gætte, hvilke slotte vinene kom fra. Selv måtte vi holde tungen lige i munden for at kunne leve op til kravet om at bruge 100 point-skalaen, som ellers ikke indgår i vores trosbekendelse.
(fortsættes)
...,,,,,,,,
4-41
............
50 gange så billig
Ingen om bordet var vist i tvivl om hvilke to vine, der var Catenas. Det er begge pragtfulde vine, men da smageskemaernes point blev talt op, lå de i bunden som nr. 7 og 8.
Umiddelbart syntes vi, at det var synd for Nicolas Catena – indtil vi fik studeret priserne på de vine, vi havde smagt.
Nr. 1, der i snit fik 95,2 point, var Château Margaux 2005, som koster 13.000 kr. pr. flaske (vi tog lige en slurk til). Og de øvrige fem Bordeaux-slotte holdt sig ikke prismæssigt tilbage, som det fremgår af skemaet herunder. I gennemsnit kostede de seks flasker lige over 10.000 kr. stykket.
Catenas to vine fik henholdsvis 90,7 og 90,5 point og kostede 250 og 400 kr.
Og så kan man naturligvis more sig med at udregne prisen pr. point. Her koster Château Margaux 137 kr. pr. point, mens Catenas billigste vin koster 2,75 kr. Den er dermed 50 gange så billig pr. point.
Jo, Nicolas Catena så vist egentlig ganske godt tilfreds ud, og vi andre havde fået en spændende oplevelse.
...,,,,,,,,,

..,,,,,,,,,
35-38
...............
Nordmændene er vilde med økovin
Vin fremstillet på økologiske druer, som vi her for nemheds skyld kalder for økovin, går sin sejrsgang i Norge.
En ny undersøgelse fra den norske Vin- og Brennevinleverandørenes Forening (VBF) viser, at der i første halvdel af 2008 blev solgt i alt 234.000 liter økovin, hvilket er dobbelt så meget som i første halvår sidste år. For rødvinenes vedkommende lød salgstallet på 184.500 liter, mens salget af øko-hvidvin lå på 46.764 liter.
Udvalget af økovine hos Vinmonopolet bliver da også stadig større, og i mange restauranter gør vintjenerne en særlig indsats, når det gælder salget af vinene – i den norske HoReCa-sektor steg det således med 75% i 2007.
Trods den store fremgang, så udgør salget af økovin ikke mere end 1% af det totale vinsalg på landsplan. Til højre ses et lille skema over den ændrede afsætning af vinen i Norge.
    Fremgang i salget af øko-vin:
    første halvår 2007 sammenlignet med første halvår 2008
    Rødvin: +79,7%
    Hvidvin: +363,5%
    Rosévin: -5,2%
    Mousserende vin: -23,6%
    Champagne: +3555,6%
    Frugtvin: +5%
    I alt: +103,3%
    Bag-in-box uden box
    Det svenske vinfirma Fondberg har ifølge WOW News lanceret lidt af en sensation på svensk jord: En vinpose – eller Wine Bag, som firmaet kalder den – hvor vinen befinder sig i en halvgennemsigtig pose af plastic.
    Foreløbig har en enkelt Wine Bag indtaget hylderne i Systembolaget. Det drejer sig om en rødvin fra vinhuset Agramont i det spanske vindistrikt Navarra. Men snart vil svenskerne også kunne få en rødvin fra den sydafrikanske vinproducent Douglas Green i den særlige indpakning. Og flere vine forventes at følge efter.
    Vinen bliver fragtet i tanke til Sverige, hvor Fondberg så tapper den på poser.
    Wine Bag er ligesom en bag-in-box vin forsynet med en tappehane.
..,,,,,,,,,
Briterne vil have ”claret” i glassene
Salget af Bordeauxvin på det internationale marked har længe været nede i en bølgedal – ikke mindst på grund af den hårde konkurrence fra de oversøiske vinlande. Men nu er det franske vindistrikt i færd med at gøre et storstilet comeback i Storbritannien, der er et af dets vigtigste markeder. Ligesom i de gode gamle dage er briterne igen begyndt at hælde ”claret” – det britiske ord for Bordeauxvin – i glassene.
Fra og med begyndelsen af 2008 og indtil juli måned er der eksporteret 13% mere Bordeauxvin til Storbritannien end i samme periode sidste år. I værdi drejer det sig om en forøgelse på hele 52%.
Det er frem for alt rødvin af høj kvalitet i den dyre ende af prisskalaen, der hitter hos de britiske forbrugere. Men også for vinene i mellemprislejet er der en stigende interesse.
En af årsagerne til, at salget har taget himmelflugt, er Bordeaux’s vidt berømmede årgang 2005. Når det gælder andre franske vindistrikter, er der ifølge avisen The Telegraph ingen stigning i salget på det britiske marked.
..,,,,,,,,,
36-51
...............


Kassevis af fornemme vine fra Bordeaux og Bourgogne blev for nylig solgt hos det amerikanske auktionshus Hart Davis Hart.
    Fornem vinauktion i Chicago
    Der blev budt og overbudt i lange baner hos vinauktionshuset Hart Davis Hart i Chicago, da den såkaldte Fox vinkælder kom under hammeren den 19. og 20. september. Der var tale om en fornem privatsamling af Bordeaux og Bourgogne vine, og den samlede vurdering lød på mellem 6,8 og 10,2 millioner dollars (cirka 34-52 mio. kr.). I alt blev samlingen solgt for 11,2 mio. dollars (cirka 57 mio. kr.), hvilket gør auktionen til den fjerde største vinauktion nogen sinde.
    Der var i alt 1746 partier bestående af både enkelte vine og kasser med 12 flasker. Ingen af vinene havde forladt vinkælderen, siden de blev erhvervet af samleren, og flere af dem lå stadig i deres originale kasser. Auktionen tiltrak bydere fra stort set hele verden – også fra Danmark.

    Højeste hammerslag for Lafite-Rothschild
    Der var flere highlights blandt hammerslagene ved den celebre vinauktion. 12 flasker Domaine Romanée-Conti 1990 gik således for hele 179.250 dollars (cirka 908.000 kr.), mens en enkelt 6-liters flaske Château Pétrus 2000 blev solgt for 57.360 dollars (cirka 290.000 kr.). Mest opsigtsvækkende var salget af 12 flasker Château Lafite-Rothschild 1982 til 54.970 dollars (cirka 278.000 kr.), hvilket er det højeste beløb, der til dags dato er givet for denne vin. Køberen var en velhavende kineser.

Vin tiltrækker investorerne
Og nu vi er ved vinauktionerne, så gik den auktion hos Christie’s i London, som vi skrev om i uge 36, også over al forventning.
Her var hele 36.000 flasker Bordeauxvin årgang 2000 sat til salg, og en meget stor del af flaskerne gik til over vurderingsprisen. En kasse med 12 flasker Château Lafite-Rothschild gik således for et hammerslag på 10.925 pund (cirka 102.500 kr.), mens vurderingen lød på mellem 7000 og 9000 pund (cirka 65.700-84.500 kr.).
At auktioner over ædle vine bliver et stadig større trækplaster, og at priserne derfor ryger i vejret, har det britiske vinfirma Berry Bros & Rudd et bud på. Her mener man, at denne verdens investorer i stigende grad betragter vin som et seriøst investeringsemne – og et mere sikkert ét i et marked, hvor de gængse investeringsemner til stadighed bliver mere usikre. Og skulle markedet for fornemme vine mod al forventning dykke, så kan man jo altid drikke de kostbare dråber …
........................................ ..................................
34-07/09
...............
25 postkort fra Rheingau og Nahe
I august deltog Anker i en vinrejse i det tyske Rheingau og Nahe, og det kom der 25 postkort ud af. I
uge 36, uge 37, uge 38 og uge 39 har vi bragt de første fjorten. Her kommer endnu tre.
..................

................

Den muntre Ferdinand Koegler tager sig af vinene, mens hans kone, Renata, tager sig af restauranten og det lille hotel.
      15. postkort fra Rheingau og Nahe:
      Vingård med restaurant

      Ferdinand Koegler er en af de unge vinbønder, der laver fremragende vin – blandt andet på den østrigske drue Grüner Veltliner. Flere af hans vine er grand cru – Erstes Gewächs.
      Men det nøjes han ikke med. Han og hans kone, Renata, har også indrettet en feinschmecker-restaurant og et lille hotel med gode, billige værelser.
      Restauranten findes i et middelalderligt stenhus fra 1400-tallets begyndelse, Hof Bechtermünz, og huset er berømt, fordi Gutenberg i 1467 brugte det som trykkeri. Under hans ledelse trykte brødrene Heinrich og Nicholas Bechtermünz en af verdens første ordbøger, Vocabularium ex Quo.
      Det kan man så tænke over, mens man sidder og nyder den gode mad og de dejlige vine. Og får sig en sludder med den muntre Ferdinand Koegler.
      Vinene fra
      Weingut J. Koegler importeres af Vingalleriet.com.
      ,.............,,
......................................

................

Det gamle tårn midt i Schloss Vollrads er fra cirka 1330, men det er opført på fundamentet til et romersk tårn fra det første eller andet århundrede. Også romerne dyrkede vin i Tyskland, og Schloss Vollrads er således en af verdens ældste vingårde, måske den ældste.
      16. postkort fra Rheingau og Nahe:
      Ikke kun terrassevine

      Schloss Vollrads er et fornemt gammelt slot, der siden 1200-tallet og indtil for en halv snes år siden var i familien Greiffenclaus eje.
      Den sidste i det lange slægtled var Erwein Graf Matuschka-Greiffenclau, der var 29. generation, og som gjorde et stort arbejde for at skabe fremragende vine og for at overbevise verden om, at gode tyske vine ikke kun er forfriskende ”terrassevine”, men at de i høj grad kan indgå i gastronomiske sammenhænge.
      Desuden var greven en af drivkræfterne i en sammenslutning ved navn Charta. Den omfatter i dag cirka 30 Rheingau-producenter, som frivilligt underlægger sig en streng kvalitetskontrol. Kontrollen er faktisk så streng, at cirka 20% af medlemmerne hvert år ikke får lov til at sælge deres vine under benævnelsen Charta.
      I 1997 mistede grev Matuschka-Greiffenclau alle sine penge og begik selvmord. Slottet ejes i dag af banken Nassauische Sparkasse.
      Slottets vine importeres af
      D.W.C.-Vin.
      ,.............,,
...............
Til_30/09
..............................................

................

Rowald Hepp og hans hvide lommetørklæde. I baggrunden nogle af rejsens deltagere fra henholdsvis USA og Rusland.
      17. postkort fra Rheingau og Nahe:
      Rheingaus kaotiske jordbund

      På Schloss Vollrads regerer i dag den dynamiske Rowald Hepp, der tog os med på en inspirerende tur i vinmarken uden for slottet.
      Rowald Hepp har altid et hvidt lommetørklæde i jakkelommen. Det breder han ud, og fra marken samler han små prøver af sten og jord og lægger dem på lommetørklædet. Det gør han for at illustrere, hvor sammensat jorden er.
      Rheingaus geologi er en historie om mange lag dannet af forhistoriske floder og søer og blandet igennem tiderne. Så når vinstokkene trænger ned i jorden med deres rødder, møder de 400 millioner år gammel skifer fra Devon-perioden, sand, grus og ler fra Tertiærtiden og kalkholdigt løss fra Kvartærtiden.
      Alle disse stoffer giver vinen mineralitet og kompleksitet, og Riesling-druen er fremragende til at vise denne mangfoldighed i duft og smag.

      ,.............,,

...........
37-40
...............


Andrea Franchetti.
    Lidt af en legende
    I forrige uge havde vi en invitation til at møde den italienske vinmand Andrea Franchetti, der er blevet lidt af en legende. Han er en af Italiens rigeste mænd med en masse penge, som han har tjent som børsmægler i New York. I dag er han 59 år gammel.
    Da han vendte hjem til Italien – med et amerikansk pas i lommen – satte han sig for, at han ville lave vin, så han gik i gang dels på vulkanen Etnas skråninger på Sicilien, dels ved endnu en vulkan (om end udslukt), nemlig Monte Amiata i det sydlige Toscana.
    Det var Franchettis danske importør, H.J. Hansen, der havde inviteret til en smagning af hans vine. Problemet var bare, at Franchetti ikke kom. I stedet sendte han en af sine medarbejdere, der på sit visitkort blot præsenterede sig med fornavnet Erika – et rygte ved bordet mente at vide, at hun vistnok hed Ribalda til efternavn.

    Sky mand, der vil bestemme alt
    Erika var en charmerende dame, som fortalte varmt, næsten forelsket om sin chef og skildrede hans særheder på fornøjeligste vis. Han er meget sky. Han har haft tre koner (så mere sky er han altså heller ikke). Han bestemmer det hele og mener ikke, at det er nødvendigt med vinøs ekspertise på sine to vingårde; han ved nok, hvordan han vil lave vin (men har dog haft god hjælp fra den danske vinmand Peter Vinding Diers).
    Erika fortalte også begejstret om egnen omkring Monte Amiata, og her kunne vi kun nikke bekræftende. Vi tilbragte ni dage dernede sidste sommer, og det er en herlig del af Toscana, der kun i ringe grad er opdaget af turister. Faktisk en stor naturpark med dramatiske landskaber, små byer på bjergtoppene og en begyndende vinindustri. Vi havde lejet et gammelt hus, og der var mindst en kilometer til det næste hus. En øde og pragtfuld egn – der alligevel ikke er længere væk, end at man med bil ret hurtigt kan være i Siena, Montalcino, Montepulciano eller Orvieto.

    Dyre kultvine
    Men hvordan var så Franchettis vine? Hans forbillede er Cheval Blanc. Det mærkes. Det er flotte vine, især dem fra Tenuta di Trinoro i Toscana. Og dyre vine. Faktisk for dyre – de bedste af dem koster op mod 2000 kr., og man kan få andre lige så spændende vine til under det halve.
    Men der fremstilles ikke så mange af disse vine. De er blevet kultvine, ligesom Andrea Franchetti er kult, og kult er noget, som nogle er villige til at betale mange penge for.
    Andrea Franchetti selv – ham må vi smage en anden god gang. Erika solgte ham på bedste vis.
    Nedenfor i denne uges smageliste er der stjerner til de fem vine, vi smagte.
....................
18-17
......
Lortevin fra Languedoc
De urimeligt strenge love i Frankrig, når det drejer sig om reklamer for vin, har gjort det stadig sværere for de franske vinproducenter at lancere deres nye årgange på markedet.
Det har fået vinproducent og restauratør Jean-Marc Speziale fra Languedoc til at tage en lidt utraditionel metode i brug. Han har simpelt hen kaldt en rødvin og en rosévin af sin nyeste årgang 2007, som netop er kommet i handelen, for ”Vin de Merde” (lorte-vin)! På etiketten står der desuden, at ”Det værste skjuler det bedste”. Og i hjørnet sidder der en stor spyflue.
Årsagen bag det lidet appetitlige navn er selvsagt at vække opsigt, så forbrugerne bliver opmærksomme på vinen. Men navnet skal også fortælle, at selv om Languedoc stadig har ry for at fremstille vin at middelmådig kvalitet, så laves der faktisk fantastisk god vin i området.
Vinen fik med det samme stor mediedækning, og de 5000 flasker, som Speziale havde fremstillet, er nu revet væk.
..... .
    Stor smagning af postevand
    I sidste uge afholdt man en stor vandsmagning i København. Den var arrangeret af Dansk Vand og Spildevandsforening (Danva) og Foreningen af Vandværker i Danmark (FVD), og formålet var at sætte fokus på det danske drikkevands gode kvalitet, lave pris og minimale belastning af miljøet.
    I dette ”Dansk Vand Grand Prix” deltog postevand fra 76 danske vandværker, og vinderen blev vandet fra Farum Vandværk.

    En konkurrence om mineralvand
    En anden vand-konkurrence blev sidste år afholdt i England. Den skrev vi om i uge 52, 2007, og her dystede forskellige mærker af mineralvand med hanevand fra London.
    Vinderen blev Waiwera mineralvand fra New Zealand til 99 kr. literen. Dernæst kom Vittel til 4,33 kr. pr. liter. Og tredjepladsen gik til et glas ganske almindeligt postevand fra en køkkenhane i South Kensington.
    Postevandet kostede under 0.09918 pund (cirka 0,11 kr.) pr. liter. Det måtte dog dele pladsen med det danske Iskilde mineralvand – vand, der koster 99 kr. pr. liter.

    Godt vand til 4 øre literen
    Det er værd at bemærke, at det danske postevand kun koster 4 øre pr. liter. Altså godt en tredjedel af London-postevandet. Og der er ingen tvivl om, at det ville kunne klare sig fint i en konkurrence med dyrt mærkevare-vand på flaske.
    VinAvisen deltog ikke i smagningen forleden, selv om vi var inviteret. Men vi husker, at vi for snart mange år siden deltog i en smagning af en række mineralvand, hvor Ramlösa vandt. Her gik vi strengt videnskabeligt frem, idet alle vandprøverne blev smagt i forbindelse med vands egentlige opgave her i livet: Vi fortyndede prøverne med whisky.
...............
34/09
...............
    Historien bag etiketten: Cristal Champagne
    – I jeres løbende serie om etiketter med historie må I også have Cristal med, skriver Ken Hansen. – Der er jo en historie bag navnet Cristal.
    Ja, det er der, og den kommer her: Da russerne sloges med Napoléon i Champagne-distriktet i 1814, fik de russiske officerer smag for den perlende vin, og det lagde grunden til en stor eksport til Rusland.
    Senere blev champagnehuset Roederer leverandør til zarens hof, og hvert år sendte Alexander d.2. sin mundskænk til Reims, for at denne kunne være med, når vinen, der dengang var en sød sag, blev blandet.
    Yderligere forlangte zaren i 1876, at vinen fremover skulle leveres i klare flasker af krystalglas.
    Men så kom revolutionen. Roederer lå inde med et stort parti krystalflasker og var nødt til at sælge dem til champagneelskere med mindre blåt blod i årerne.
    Den dag i dag er flasken med Cristal helt klar og lavet af særlig tykt glas – ligesom dengang, den skulle klare den lange rejse til St. Petersborg. Bunden er flad – der er ikke noget opstik – og etiketten har også tryk på bagsiden, så man kan læse den tværs gennem flasken.
    Andre læsere, der har en interessant eller underholdende historie bag en etiket, er meget velkomne til at sende historie samt et billede af etiketten til Mariette Tiedemann på e-mail: mariette@vinavisen.dk.
...............
Til_43/08
...............
........
    Marilyn og Mao har ikke samme vin-smag
    En svensk webside, der sælger vin, wineclub.nu, vil ifølge WOW News gøre det lettere for forbrugerne at vælge vine, der falder i god jord. På siden kan man finde frem til sin egen smageprofil afhængig af, hvilken type man er. Der er tre meget forskellige valgmuligheder: Marilyn Monroe, Jackie Kennedy eller Mao.
    Hvis man er Marilyn-typen, vil frugtbomber fra Australien, Sydafrika og Sydamerika så afgjort falde i ens smag, mens Mao-typen hælder mere til vine i traditionel stil fra Bordeaux, Bourgogne, Piemonte og Ribera del Duero.
    Vinklubben har åbenbart fået tilladelse til at bruge tre silketryk af den amerikanske kunstner Andy Warhol.
........
.....................

.............
...............
...............


Der trampes i lange baner for at forvandle druerne til most under høstfesten i Jerez.
    Sherry-høst af topkvalitet
    I en hel måned har høsten været i gang i Sherry-distriktet i vinmarkerne omkring byerne Jerez de la Frontera, Puerto de Santa María og Sanlucar de Barrameda.
    I alt blev der høstet 90 millioner kilo druer fra distriktets 10.000 hektar vinmarker, hvilket er 20% mindre end i 2007.
    Kvaliteten af druerne skulle efter sigende være i top – vejret har artet sig vel i hele vækstperioden samt under selve høsten.
    Sherry-industriens styrende organ, Consejo Regulador de Jerez, har nøje overvåget slagets gang – fra de første druer blev plukket, til de sidste var forvandlet til druemost.
    Overvågningen, der skal sørge for, at gældende kvalitets-regler bliver overholdt, foregik dels ved hjælp af halvtreds inspektører, dels via en række monitorer.

    To uger lang høstfest
    Hvert år er byen Jerez rammen om en storstilet høstfest med en række aktiviteter. I år blev festen afholdt fra den 12. til 24. september, og den bød blandt andet på udflugter til vinmarkerne, hvor man kunne se, hvordan høsten foregik og mulighed for at kigge inden for i nogle af Jerez’s mange bodegaer. Desuden var der smagninger i lange baner – blandt andet én udelukkende for blinde mennesker, der løb af stabelen i Consejo Regulador de Jerez’ hovedkvarter.
    Og selvfølgelig fik de mange deltagere under høstfesten også en chance for at se, hvordan druerne i gamle dage blev trampet til most.
.............
...............................
33/09
........................
..................
......................
    ...............
      Smagning af calvados

      Her på Den stærke side er vi i gang med en smagning af calvados. Til denne uge har vi smagt to calva'er, og alle anmeldelser samler vi efterhånden på en særlig side.
      Man er velkommen til at sende calvados-flasker til bedømmelse til Mariette Tiedemann på adressen Violvej 10, Smidstrup Strand, 3250 Gilleleje.




      Calvados Cardinal Fine, Frankrig
      215 kr., Excellent Wine
      Der er modne søde æbler over duften af denne calva, og god frugt i smagen. Den har en lang og aromatisk eftersmag.


      Calvados Coeur de Lion Hors d'Age, Frankrig
      548 kr., KB Vinimport
      En dejlig tør og let krydret calva med et godt bid af træ og en blød afrundet eftersmag med toner af karamel.
...........................................
>33/09
.............................
.....
....................
39-40
.........
    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche,
    * Langhe vine har fået importen af Azienda Svolta Carrozze fra Murlo i Toscana samt Azienda Fabrizio Battaglino fra Vezza d´Alba i Piemonte.
    * Amka får pr. 1. oktober to nye medarbejdere: René Holst, der vil tage sig af salget på Fyn og i Sønderjylland, og Anders Ellitsgaard, der vil arbejde med logistik.
    * The Wine Company har fået agenturet for vinhuset Jean-Marc Bernhard i Alsace.
    * Prestigio di Theis er et nyt importfirma med fokus på italienske vine, oprettet af John Krøigaard-Larsen fra Theis Vine sammen med Fabio og Kristian Formenti fra Vævestuen Vin. Adressen er Bredgade 23, 1260 København K, tlf.: 31 38 11 20, www.prestigio-di-theis.dk.
    * Distino Vinimport optager importen af vinene fra Azienda Agricola i Campi.
    * Valuewine er begyndt at importere vine fra Bodegas y Viñedos Tábula i Ribera del Duero.
    .**..................................................,,,,,,,,,
.....................
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
.... .............
Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
....................,,,
,

    Claus Vind Jensen (1972) er vokset op i en vinglad familie. I 1978 åbnede hans forældre egen vinforretning, Bouquet Vin, på Frederiksberg, hvor han som barn spenderede mange gode timer blandt vinkasser og flasker.
    Så det faldt helt naturligt for Claus Vind Jensen, at hans levebrød skulle have et eller andet med vin at gøre. Efter at have arbejdet bag disken i flere forskellige vinbutikker var han godt rustet til at overtage Bouquet Vin fra sine forældre, hvilket han gjorde i 1998.
    Udover et direkte salg til kunder, der kommer ind fra gaden, sælger forretningen også vin til restauranter, firmaer og vinklubber. Sortimentet består af kvalitetsvine til rimelige priser fra stort set hele verden.
    Bouquet Vin, der selv importerer en stor del af vinene, er stadigvæk lidt af et familieforetagende. Claus Vind Jensen får god hjælp af sin mor til det daglige arbejde i forretningen, mens hans svigerfar står for kontorarbejdet og for de vinsmagninger med tilhørende foredrag, som butikken gerne arrangerer for interesserede kunder.
    Fritiden går med familiehygge sammen med hustruen Nynne og sønnen Gustaf på femten måneder. Er der tid til overs, går turen til boldklubben K.B., hvor Claus har været medlem i mere end 25 år.
    Adresse: Bouquet Vin, Peter Bangs Vej 121, 2000 Frederiksberg, tlf.: 38 79 12 99, e-mail: info@bouquetvin.dk, www.bouquetvin.dk.
.......................................................
39-12
............................
    Ugens vinøse billede
    Jens Madsen er netop kommet hjem fra en tur, hvorunder han blandt andet havde et ophold i Alsace.
    Her besøgte han vinhuset Josmeyer og var med Christophe Ehrhart oppe i vinmarken Hengst for at se, om druerne var modne til at blive høstet.
    Kontrollen foretog Christophe Erhardt med et såkaldt refraktometer, som man bruger til at måle koncentrationen af sukker i druesaften og dermed det potentielle indhold af alkohol.
    Refraktometeret kan nærmest beskrives som et lille forstørrelses-apparat, hvori man kan se, hvordan lysets bølgebevægelse ændres, når det passerer igennem i en dråbe druesaft.
    Der findes både store laboratorie-modeller og små lommemodeller som den, Christophe Erhardt står med på billedet.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur det orker vi ikke så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til mariette@vinavisen.dk.
...........................................................
32-47
......................
VinAvisen finder de gode vine!
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 32 vine. Af disse vine var der 25, som fik mere end to stjerner, og 17, som fik fem stjerner.
I alt blev det til 113 stjerner og i gennemsnit 3,5 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.
.....................
    ,,,
    Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,
...................
De to vine i Catena-smagningen


Catena Alta, Cabernet Sauvignon, Mendoza, Argentina 2005
249,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Dette er en rigtig lækker vin, der kan drikkes allerede nu, men som meget gerne må ligge i endnu nogle år. Den har en dyb farve med violette kanter, en fin, let røget duft og en meget ren og saftig smag. Ved smagningen fik den 90,7 point. Parker plejer at være endnu mere rundhåndet.


Nicolas Catena Zapata, Mendoza, Argentina 2005
399,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Blød og meget frugtagtig og elegant rødvin. Den har en dybviolet farve og en let røget, ret kraftig duft. Den er lavet på 78% Cabernet Sauvignon og 22% Malbec, og under smagningen skilte den sig klart ud fra de store Bordeaux-vine ved at være umiddelbart drikkelig og meget lækker.




Smagningen af Andrea Franchettis vine


Guardiola, Bianco, Passopisciaro, Sicilien IGT, Italien 2007
219,95 kr., H.J. Hansen og Magasin
Vidunderlig og meget harmonisk hvidvin på druen Chardonnay, dyrket på Etnas lavaklædte skråninger. Den bløde smag har fint krydderi, mineralske (lava)toner og en vis sødme, men også en rank syre.


Le Cupole di Trinoro, Tenuta di Trinoro, Rosso Toscana IGT, Italien 2006
295 kr., H.J. Hansen og Magasin
Rødvin på Cabernet Franc, Merlot, Cabernet Sauvignon og Petit Verdot – altså en vin i Bordeaux-stil. Den har en fint krydret, let røget duft og en elegant og saftig smag i fin balance. Alkohol-procenten ligger på 15,2%, men på grund af den intense frugt virker vinen ikke sprittet.


Tenuta di Trinoro, Rosso Toscana IGT, Italien 2006
1825 kr., H.J. Hansen og Magasin
Dette er den toskanske vingårds topvin, som i denne årgang er lavet på druen Cabernet Franc. Det er en fantastisk flot vin, stor og lækker med en harmonisk og kompleks bærsmag, bløde tanniner og fint integreret fad. Den må meget gerne ligge endnu nogle år. Vi smagte også en fadprøve af 2007-årgangen, der næsten er endnu flottere, blød, ultralækker og med mange facetter i smagen – kaffe, muld, violer ... Den bør ligge i ret mange år. Denne vin kommer til landet engang til næste år og vil da koste 1999 kr.


Passopisciaro, Sicilien IGT, Italien 2006
349,95 kr., H.J. Hansen og Magasin
Rødvin på den lokale italienske drue Nerello Mascalese, dyrket på Etnas skråninger. Vinen har en intens frugtsmag med bløde tanniner, og med sine 14,5% alkohol minder den om en oversøisk vin med et lidt begrænset smagsbillede.




Mousserende vin


Freixenet, Rosado, Brut, Cava, Spanien
69,95 kr., Amka
Aldrig har vi haft så stort et besvær med at få proppen op af en flaske mousserende vin, men til sidst lykkedes det med et kraftigt papegøjenæb. Vinen under den genstridige prop har en meget kraftig mousse og en tør smag med god frugt.




Hvidvin


Wagner Stempel, Grauburgunder, Rheinhessen, Tyskland 2007
99 kr., Oxholm Vin
Frisk og dejlig hvidvin på druen Grauburgunder, som franskmændene kalder Pinot Gris. Vinen har en fin duft og en aromatisk og fyldig smag med god citrussyre. Fortræffelig til lettere retter, en frokost eller et glas i utide. Flasken har skruelåg.


Ser Piero, Leonardo, Toscana Bianco IGT, Italien 2007
69,50 kr., Irma
En kraftig og krydret duft møder næsen fra denne dejlige hvidvin, og bagefter fylder vinen munden med frisk frugt, nuancer af abrikos og måske banan og en god citrussyre. En glimrende ledsager til fiskeretter eller en frokost. Flasken har skruelåg.


Il Sestanti, Tommasi, Vigneto San Martino, Lugana, Italien 2007
99 kr., Kjær & Sommerfeldt
Delikat og ret let hvidvin. Den har en liflig duft og en blød og lækker smag. Velegnet til lettere middagsretter eller en frokost, men også som apéritif eller terrassevin.


El Hada, Verdejo / Viura, Rueda, Spanien 2007
65 kr., indtil 20. oktober: 55 kr., Østjysk Vinforsyning/Vinoble
Meget let og læskende hvidvin med frisk frugt lidt i retning af æbler og med et strejf af peberfrugt.




Rosévin


Mediterra Dry Rose, Kotsefali & Mandilaria, Kreta, Grækenland 2006
68,75 kr., Græsk Vinimport
En herlig rosévin i fin balance, med god frugt og et strejf af mandler i eftersmagen.




Rødvin


Corona de Aragón, Gran Reserva, Cariñena, Spanien 2001
Klubpris ved 6 flasker: 64,43 kr., ikke medlemmer: 99 kr., NordicWineClub.com
Flot rødvin med dejlig duft og en lidt speciel, men meget spændende bærsmag. Smagepanelet gættede på højere priser.


Gimenez Mendez, Tannat, Las Brujas, Uruguay 2006
115 kr., Haller Vine
En varm rødvin med duft af blommer og kaffe. Smagen er krydret med sort peber og mandler, mokka og tobak. En flot vin, der godt kan tåle en lidt kraftig kødret.


Nugan, Durif, South Eastern Australia 2006
149,95 kr.; i denne uge (uge 40): 79,95 kr., SuperBest
Flot rødvin med blød frugt og en hel kryddeributik – lakrids, tobak, læder, enebær … Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet. Tilbudsprisen er attraktiv.


Finca Gabriel, Jorge Alberto Rubio, Cabernet Sauvignon, Mendoza, Argentina 2006
89 kr., VinosLosAndes.dk
Denne rødvin er virkelig interessant. Den har en duft af blommer og svesker og en meget blød og frugtagtig smag med fint integrerede fadtoner, lidt lakrids, lidt kaffe. En fornøjelse.


Canaja, Villa Alberta, Rosso Veronese IGT, Italien 2006
99 kr., i denne uge (uge 40): 59 kr., Kvickly
Flot, kraftig og saftig rødvin på gode Amarone-druer. Den er meget kompleks med toner af mørke bær, friske valnødder, lidt tobak og et lille bittert bid … En dejlig vin i en flot flaske til – i denne uge – en meget attraktiv pris. Lidt af et kup.


Château Hautes des Ribes, Vacqueyras, Frankrig 2007
74,95 kr., i denne uge (uge 40): 50 kr. ved 2 flasker, SuperBrugsen
En meget flot rødvin – typisk Rhône, med stor og lækker frugtfylde og krydrede toner. Til tilbudsprisen et kup.


Scaia, Tenuta Sant’Antonio, Rosso del Veneto IGT, Italien 2007
69 kr., Gourvin
En dejlig saftig og frisk rødvin – lige en vin til det italienske køkken: En stor gryde dampende spaghetti og så denne vin – mamma mia! Flasken er forsynet med en elegant glasprop.


Altano, Reserva, Douro, Portugal 2005
159,95 kr., Excellent Wine
Superlækker rødvin med fløjlsblød frugt – en elegant, kompleks vin, der dog ikke skal have en alt for kraftig ret.


Domaine de Cristia, Côtes du Rhône Villages, Frankrig 2007
75 kr., The Wine Company
Pæn lille hverdags-rødvin med god frugt og let krydderi.


Bocano, Jacques & François Lurton, Malbec / Cabernet Sauvignon, Argentina 2007
49 kr., Kjær & Sommerfeldt
Enkel hverdags-rødvin ned en ret markant sødme. Flasken har skruelåg.


Santi, Sortesele, Pinot Grigio delle Venezie IGT, Italien 2007
59,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Pæn hverdags-hvidvin med en god, ren frugtsmag og en lille fedme.




Sød Vin


Anakena, Late Harvest, Rapel Valley, Chile 2007
69,95 kr. for 50 cl, Chris-Wine
Meget lækker sød vin på druerne Viognier, Sauvignon Blanc og Muscat. I smagen er der honning, abrikos, kanel, altea, figner og et lille strejf af Botrytis – den ædle råddenskab.


Deakin Estate Moscato, Victoria, Australien 2007
65 kr., Vinens Verden
En delikat sød vin med en mild smag af ferskner og nektariner. Nyd den godt afkølet som aperitif eller til en dessert med friske bær.




Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.