Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 46, 2008

,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,


,,,,,,,,,,,,,,,
Vin-aktuelt i uge 46
Fra 10. til 16. november 2008
.....................
,,,,,,,,,,,,,
VinAvisen uge 43, ,,,,,,VinAvisen uge 44,,,,,,,,VinAvisen uge 45
,,,,,,,,,,,,,

.....................
    ,,,,,,,
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr, e-mail hver uge. Klik her! På samme side kan du ændre din adresse eller melde fra. Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
    ,,,,,,,
    ,,,,,,,
    Søg i 500 tidligere VinAviser

,,,,,,,
.....................
..............
37-52
...................


En del af vingården Tenuta del Pino - eller rettere Cascina Ciapolin - hvor uheldige danskere har investeret i anparter. Alt, hvad de har fået er en lang næse. Det er muligt at leje fint istandsatte lejligheder i den 300 år gamle vingård, som ejes af en englænder. Det kan gøres via piedmont-holidays.com.
    Fup bag danskejet vingård i Piemonte
    I uge 11 2007 fortalte vi om den danske forretningsmand Henrik Koudahl, der havde købt en vingård i italienske Piemonte og nu solgte anparter i den til 1000 kr. stykket. Anpartshaverne ville kunne bo i ferielejligheder i Tenuta del Pino, som vingården hedder, være med til vinproduktionen og få rabat på både vine og vinrejser til området.
    Koudahl lod det også på sin hjemmeside fremgå, at den anerkendte italienske vinkonsulent Beppe Caviola var tilknyttet vingården.
    For nylig afslørede tv-programmet Kontant på DR1, at 1500 vinglade danskere, der har købt anparter i Tenuta del Pino, er blevet taget godt og grundigt ved næsen.

    Havde kun betalt et depositum
    Efter at have indbetalt pengene, ventede folk forgæves på deres anpartsbeviser, og da et ægtepar tog til Italien for ved selvsyn at se, hvad de havde investeret i, viste det sig, at Koudahl slet ikke ejede vingården. Det gjorde derimod en englænder, der oplyste, at Koudahl ganske vist havde skrevet under på en købskontrakt, men at han kun havde betalt et depositum – det resterende beløb var aldrig blevet indbetalt. Og i øvrigt var vingårdens navn slet ikke Tenuta del Pino men Cascina Ciapolin.
    Vinkonsulenten Beppe Caviola havde heller aldrig sat sine ben i vingården, men havde kun solgt et par flasker vin til Koudahl. Ifølge Kontant er der i øvrigt også noget, der tyder på, at ejendommen slet ikke har kapacitet til at fremstille vin …
    Hele udsendelsen kan ses ved at klikke her og vælge Kontant fra 28.10.08 på DR1.
...................
Efterlysning af stjålet vin
På et eller andet tidspunkt i uge 44 har der været indbrud i Emilie Vins lager i Helsingør, hvorfra der blev stjålet et større antal kasser med vin - i alt cirka 2500 flasker. Til højre bringer vi en liste over de vine, det drejer sig om.
Hvis man af andre end Emilie Vin får tilbud om at købe nogle af disse vine, må man meget gerne henvende sig til vinfirmaets ejer, Ole Sørensen, på tlf. 48 48 41 41, mobil: 21 44 63 53 eller e-mail: olesoe@mail.dk
    Listen over de stjålne vine
    Domaine Léon Boesch, Alsace, Frankrig
    Etienne Rodier, Bourgogne, Frankrig
    Chateau de la Font du Loup, Châteauneuf-du-Pape, Frankrig
    Domaine Benedetti, Rhône, Frankrig
    Domaine Les Béates, Coteaux d’Aix en Provence, Frankrig
    Domaine de la Borie Fouisseau, Faugères, Frankrig
    Domaine Rouaud, Roussillon, Frankrig
    Clot de l’Oum, Roussillon, Frankrig
    Weingut Melsheimer, Mosel, Tyskland
    Podere Trevvalle, Toscana, Italien
    Azienda Agricola Vignano, Toscana, Italien
    Meinklang, Burgenland, Østrig
...................
46-45
...................


Man kan godt beundre de snorlige rækker vinstokke, som tilhører det britiske vinhus Camel Valley. Vinhuset vandt en guldmedalje for sin mousserende vin ved International Wine Challenge i 2005.
    Rift om britiske bobler
    For ti år siden var det nok de færreste, der forestillede sig, at man kunne dyrke vin i Storbritannien. I dag høster de britiske vine – og frem for alt de mousserende vine – ros og medajler i internationale konkurrencer.
    Faktisk går det så godt for de britiske vinproducenter, at de ifølge Just Drinks har svært ved at følge med efterspørgslen. Der er omkring 112.000 flasker mousserende britisk vin tilbage på markedet fra nu og til årets slutning, og det er langt fra nok. Vinene går som varmt brød – ikke mindst til Kina, Japan og USA.
    Begejstringen for de britiske bobler har fået vinproducenterne i Storbritannien til at udvide arealet af vinmarker betydeligt.
    I dag udgør produktionen af mousserende vine 40% af al den vin, der fremstilles på landsplan – hvis tallene fra vinproducentforeningen English Wine Producers Association holder stik, vil boblevinene udgøre to tredjedel af al britisk vin i 2015.
...................
Torres eksperimenterer med kinesisk eg
De egetræsfade, som en vin modnes på, afgiver som bekendt visse aromastoffer til vinen. Disse stoffer kan være forskellige afhængig af, hvorfra træet stammer, og netop derfor eksperimenterer mange vinhuse med eg fra forskellige lande.
Nu er turen kommet til fade af eg fra de asiatiske lande, og her er det ifølge Decanter de spanske vinhuse, der er i front med eksperimenterne.
Kooperativet Tonelería Magreñán i Rioja bruger fade af eg fra en skov i Mongoliet, og det anerkendte vinhus Miguel Torres har blandt andet modnet en Chardonnay-vin på fade af kinesisk eg. Det blev der en noget anderledes hvidvin ud af. Den var meget aromatisk med en intens frugt og noter af kokos og vanilje – noter, der også er karakteristiske for vin lagret på amerikansk eg. Vinen blev dog ikke så kompleks, som når man bruger fransk eg, lyder det fra vinhusets vinmager.
En af attraktionerne ved de kinesiske fade er prisen, der er 5-10% lavere end for franske fade.

Systembolagets salg af kostbare vine
Sidste onsdag var der lange køer uden for Systembolagets butikker. Årsagen var det svenske monopols årlige salg af nogle af verdens mest berømte og kostbare vine.
Vinene var dog ikke at finde på hylderne, men skulle bestilles i butikkerne. Og man kunne kun bestille en flaske af hver vin.
Seancen foregik efter først til mølle princippet – derfor de lange køer.
Ifølge WOWnews var der blandt andet syv topvine fra Bourgogne til salg heriblandt La Tâche til 6495 skr. (cirka 4800 kr.), Romanée-Conti til 27.495 skr.(cirka 20.450 kr.) og Montrachet, som kunne erhverves for 10.750 skr. (cirka 8000 kr.).
..................
36-51
.......................
23 postkort fra Prosecco-land
I september var Anker på en vinøs opdagelsesrejse til appellationen Conegliano-Valdobbiadene nord for Venedig, hvor man laver spumante på druen Prosecco. Det er der kommet 23 postkort ud af. De seks første har vi sendt i uge 44 og uge 45; her kommer de næste tre.
......................

................
Bundfaldet er her på vej til at samle sig lige bag ølkapslen. Når det har klæbet sig fast til kapslen, kan denne hurtigt fjernes og erstattes af en rigtig korkprop.
    7. postkort fra Prosecco-land:
    Bundfaldet i flasken skal fjernes
    Cirka halvdelen af alle Prosecco-mærker laves efter champagne-metoden – eller som italienerne kalder den (for ikke at genere fransk champagne): metodo classico eller metodo tradizionale.
    Når basisvinen er fremstillet, tilsættes den en smule gær og sukker, hvorefter den tappes på flasker, der lukkes med ølkapsler. Og så ligger flaskerne i et år eller mere, mens gæren forvandler sukkeret til alkohol og fraspalter kuldioxid – gassen, som danner boblerne. Langsomt stiger trykket i flaskerne op til 4-5 atmosfærers tryk.
    Under denne andengæring i flasker opstår der imidlertid en hel del bundfald, som blandt andet består af døde gærceller. Det er helt uskadeligt, men gør vinen uklar. Det bør derfor fjernes.
    Hertil bruger man en metode, der blev opfundet af enken Ponsardin – "den gule enke" oppe i Champagne – og metoden går ganske enkelt ud på at få bundfaldet til at samle sig som en prop lige under ølkapslen.
    ,.............,,
......................

................
Vinhuset Villa Sandi er et af de huse, der laver en del af sin spumante efter champagne-metoden. I kælderen står en masse pupitres.
    8. postkort fra Prosecco-land:
    Hun ofrede sit spisebord
    Enken Ponsardin opfandt de såkaldte pupitres – en slags reoler af skråtstillede brædder med huller i. Hun ofrede sit spisebord for at få lavet den første reol; i dag er der i tusindvis af disse reoler rundt omkring.
    Flaskerne stikkes ind i hullerne under en vinkel på cirka 45 grader, og hver dag i to måneder drejes de 1/8 omdrejning, rystes lidt og løftes en anelse, indtil de til slut står næsten lodret med ølkapslerne nedad.
    Under denne proces flyttes bundfaldet gradvist – og uden at hvirvles op. Det kommer nærmere og nærmere kapslen for til slut at lejre sig på dens underside.
    Efter endnu et halvt år i denne stilling er bundfaldet klæbet fast til kapslen, og så er det egentlig kun et spørgsmål om at fjerne kapslen og i en vis fart at sætte en rigtig krokprop i.
    ,.............,,
......................................
34-07/09
......................

................
Disse gyropaletter er fotograferet i det store vinhus Villa Sandi i Crocetta del Montello. Deres bevægelser styres af en computer.
    9. postkort fra Prosecco-land:
    Et skrækkeligt arbejde gjort mekanisk
    Processen med at dreje og ryste flaskerne kalder franskmændene for remuage (bevægelse), og en dygtig kældermand kan behandle 30.000-40.000 flasker om dagen. Men det må være et skrækkelig kedeligt arbejde, og derfor er man mange steder gået over til de såkaldte gyropaletter.
    Flaskerne samles her 504 styk ad gangen i en stor metalkurv, hvori de kan bevæges på én gang, helt automatisk, 24 timer i døgnet.
    Også udskiftningen af ølkapslen med en rigtig champagneprop foretages mekanisk. I gamle dage knappede man bare kapslen af og lod proppen af bundfald springe ud sammen med en sjat vin. I dag fryser man toppen af flaskehalsen ned til minus 20 grader og lader bundfaldet springe ud som en lille isklump sammen med kapslen, hvorefter der toppes op med ekstra vin, og korkproppen bankes i. Det gøres helt automatisk i store maskiner.
    ,.............,,

Fremgang for sydafrikansk vineksport
Den sydafrikanske vineksport har vind i sejlene. Fra januar til og med september i år er den steget med 36% i forhold til samme periode i 2007. I alt er der i årets første ni måneder eksporteret 394 millioner liter vin.
Den øgede eksport, der blandt andet skyldes den svage rand i forhold til dollaren og euroen, er frem for alt gået til Tyskland, Danmark, Norge, Finland og USA.
Men sydafrikanerne er ifølge bestofwine.com også ved at indtage nye markeder med stormskridt – blandt andet Rusland, Kina, Australien og New Zealand.
...................
45-48
...........
...........
På billedet ses Maurizio Ghiori fra Castello delle Regine med en super Merlot, som ikke laves bedre ret mange steder. Derefter Wolfgang Raifer fra Colterenzio i Alto Adige med en Gewürztraminer, som vi gerne ville køre over Alperne efter. I midten Jens Simonsen himself og derefter Sergio Bucci med en række toskanske supervine fra Le Pupille samt Beppe Pinna fra Argiolas på Sardinen, der kom med flotte vine på lokale druer.
    Stor smagning af super-italienere
    Forleden havde Jens Simonsen fra Jens Wines & Spirits inviteret til smagning af vine fra fire af hans italienske agenturer.
    Folkene bag vinene havde taget turen herop og havde forstået budskabet om korte indlæg og ellers lade vinene tale, så det blev til en fordybelse i en serie dejlige vine.
    Det var en større smagning af helt vidunderlige vine, så vi vil skrive om ét vinhus ad gangen. I denne uge begynder vi med Castello delle Regine, og i de kommende tre uger vender vi så tilbage til de øvrige tre vinhuse.
     
    Vinene fra Castello delle Regine
    Castello delle Regine er en ældgammel villa i det italienske Umbria – og et spritnyt vinhus. Det blev skabt for nogle år siden af Milano-advokaten Paolo Nodari og hans samlever, Livia Coltantonio, der sammen med en lille håndfuld andre producenter i Umbria har som erklæret mål, at de vil sætte regionens vine på det vinøse verdenskort.
    Sidste år besøgte vi blandt andet Castello delle Regine på en vinrejse til Toscana og Umbria og var imponerede over det nybyggede vineri og de 80 hektar vinmarker, der spreder sig på de store bløde bakker omkring det gamle castello. Det handlede et af vore postkort fra rejsen om (postkort nr. 15).
    Under smagningen nød vi fire vine fra Castello delle Regina, og til dem er der topstjerner nedenfor i denne uges smageliste.
...................
Magrez vil lave vin i Kent
Franskmanden Bernard Magrez er milliardær, vinproducent og ejer af hele 35 vinhuse. De 21 af dem ligger i Bordeaux. Derudover er der en hel del i Languedoc-Roussillon, mens resten fordeler sig mellem Spanien, Portugal, Chile, Japan, Marokko samt flere andre lande.
Og Magrez har stadig vokseværk. Penge er ikke noget problem – dog sætter han ifølge Decanter en øvre grænse ved 40 besiddelser. Men så er der jo også et stykke vej igen.
Øverst på indkøbslisten står det lille vinområde Bolgheri i Italien, men han har også tænkt sig at udvide sine interesser i Spanien, som han mener har vine af højere kvalitet end Frankrig og et langt større fremtidigt potentiale.
Dernæst har han et godt øje til vinmarkerne i Kroatien. Og så er han brændt varm på Storbritannien og ikke mindst på Kent, hvor han satser på enten selv at investere i vinmarker eller at samarbejde med en lokal vinproducent om fremstillingen af hvidvin.
...................
18-17
...................

...................
Gasledningerne skal føres gennem dette smukke landskab, hvor Montinore Vineyards har sine marker.
    Gasrørledninger gennem vinmarker
    Planer om at føre to rørledninger til transport af naturgas gennem vinmarkerne i Willamette Valley i Oregon falder ikke i god jord hos områdets vinproducenter. Og slet ikke hos vinhusene Ken Wright og Montinore Estate, der vil blive direkte berørt af projektet.
    Det er gasselskaberne Palomar Gas Transmission og Oregon LNG, der står bag planerne, som nu ligger til godkendelse hos myndighederne. Hvis projektet bliver en realitet, skal en hel del vinstokke hos de to vinhuse rives op ved rode.
    Ken Wright har nu gennem et år forberedt et stykke jord til nye Pinot Noir-vinstokke, som skal sættes i jorden til foråret. Investeringen af den nye vinmark løber op i 250.000 dollars (cirka 1,5 millioner kr.), og det er netop gennem denne mark, rørledningerne skal løbe.

    28 år gamle vinstokke skal rives op ved rode
    Montinore Estate vil ligeledes få rørledningerne midt igennem en af sine vinmarker, hvilket betyder, at 2 hektar med 28 år gamle vinstokke må lade livet – noget, der ifølge Wine Spectator vil koste vinhuset omkring 270.000 dollars (cirka 1,6 millioner kr.) i årligt vinsalg.
    Det er ikke småpenge, og de to gasselskaber har da også lovet kompensation for de nedlagte vinstokke, så der kan plantes nye.
    Den slags kan den 58-årige ejer af Montinore Estate, Rudy Marchesi, dog ikke bruge til noget. Som han siger, så er han nået en alder, hvor han udelukkende vil høste frugterne af mange års slid. Han har ikke tænkt sig at kaste sig ud i nye plante-projekter med vinstokke, der først bærer druer af kvalitet om adskillige år.
    Montinore Estate og Ken Wright får opbakning fra en række andre vinproducenter i Oregon, og sammen vil de forsøge at få sat en stopper for planerne, før det er for sent.
....
Til_30/09
.........................
Miljøbevidste newzealændere
Vinindustrien på New Zealand går i front, når det gælder omtanke for miljøet.
I 1995 slog en gruppe drueavlere sig sammen og dannede foreningen Sustainable Winegrowing New Zealand (SWNZ), hvis formål var at fremme miljømæssig forsvarlig vindyrkning.
I 2002 introducerede foreningen så et miljøprogram målrettet landets vinproducenter. Et vinhus, der vil være medlem af foreningen, forpligter sig til at indføre arbejdsprocedurer, der tager hensyn til miljøet, når det gælder såvel arbejdet i vinmarken som selve vinproduktionen.
Indtil videre har et hundrede newzealandske vinhuse, der i alt står for 75% af landets vinproduktion, meldt sig ind i foreningen.
Hos den newzealandske vinproducentforening, New Zealand Winegrowers, regner man med, at al den vin, der fremstilles i landet, er underlagt det frivillige program inden år 2012.
...................


DestinationRiesling.com kan man klikke sig ind på forskellige hovedingredienser, hvorefter retter, der egner sig til den valgte vin, dukker op på skærmen.
    Find maden til Rieslingvinen
    Den perfekte match til en halvsød Riesling kunne fx være tunbøf med ingefær og soja. Det er en af de oplysninger, man kan hente på en ny webside, DestinationRiesling.com, som er blevet til via et samarbejde mellem DWI (Deutsches Weininstitut) og EU.
    Formålet med siden er at udbrede kendskabet til europæisk Rieslingvin og fortælle, hvor stor en spændvidde vinen har i forbindelse med mad. Og målgruppen er frem for alt de amerikanske forbrugere, der i stigende grad har fået øjnene op for vine på netop denne drue.
    Websiden er meget pædagogisk bygget op, og når man søger efter sammensætninger, kan udgangspunktet være såvel vinen som maden. Ud over Riesling kan man også søge på en række andre udvalgte vine fra Tyskland, Østrig og Alsace.
    Siden, der er et led i en større kampagne for europæisk Riesling, byder også på en masse anden information om hvidvinen.
...........
Klogt at satse på Kina
Som vi nævnte i sidste uge, har Frankrigs største vinfirma Castel et samarbejde omkring vinfremstilling med Kinas ligeledes største vinhus, Changyu.
Castels kinesiske eventyr begyndte i 1998 – dengang, hvor de fleste ikke anede, at kineserne kunne fremstille vin. Siden da har Castel også indgået aftaler med ti kinesiske importører om distribution af franske vine i Kina.
At satse på det asiatiske land var et klogt træk. Kineserne drikker stadig mere vin, og alt tyder på, at det franske vinfirma vil nå op på et salg af 5,5 millioner flasker vin i Kina, før året er omme.
Castel har også kigget i krystalkuglen og spår, at antallet af solgte flasker i 2009 vil komme til at ligge på omkring 6,5 millioner.
......................
34/09
...................
Salget af Montelena trukket tilbage
Som vi fortalte i uge 31, var Château Montelena i Californien blevet solgt til den franske forretningsmand Michel Reybier, der i forvejen ejer Cos d’Estournel i Bordeaux.
Nu har Montelena dog gjort kort proces og stoppet den endelige gennemførelse af salget. Køberen har ikke kunnet leve op til sine forpligtelser, lyder det fra det californiske vinhus, der dog ikke vil uddybe emnet nærmere. En mulighed er, at Reybier er blevet ramt af den herskende økonomiske krise og derfor ikke har været i stand til at lægge pengene – cirka 3,7 milliarder kr. – på bordet.
Det er Bo Barrett, der står i spidsen for vinhuset. Og at han valgte at sætte det til salg skyldes hans forældres fremskredne alder og det faktum, at han ikke har råd til at købe sine fire søskende ud af foretagendet. Nu har han ifølge Decanter foreløbig lagt salgsplanerne på hylden.
................................
.................
Det er lidt poppet, men hos Atelier Moët i London vil man på en flaske champagne kunne få foreviget den elskedes navn i krystaller.
    Champagne med navne printet i krystal
    Hvis man ikke kan finde på en julegave til sin bedre halvdel, var det måske en idé med en flaske champagne med hans eller hendes navn foreviget i glimtende krystaller.
    Den slags kan man bestille i en midlertidig forretning, som får til huse i New Bond Street i hjertet af London. Atelier Moët sælger, som forretningens navn antyder, udelukkende flasker fra champagnehuset Moët & Chandon. Og den vil kun være åben fra d. 3. til 28. december.
    Man kan enten få leveret flasken i løbet af en dags tid eller blive i Atelier Moët og følge arbejdet med at sætte krystallerne på plads.
    Ud over almindelige flasker kan man få navnetræk, logo eller andet sat på store flaskestørrelser, hvoraf den største er en Nebuchadnezzar, der indeholder 15 liter champagne.
...............................
Til_43/08
..........................
33/09
................................
    Ny bog fra vinpusheren
    I 2004 kom Michael Poulsens bog ”En Vinpushers Kogebog”, som vi gav en begejstret anmeldelse i uge 36, 2004. Nu har han gjort det igen, og vi er lige så begejstrede.
    Michael Poulsens bog hedder ganske enkelt ”En Vinpushers Kogebog II”, og i titlen ligger et løfte om, at der hen ad vejen vil komme en III og IV.
    Ideen i bogen er atter at tage udgangspunkt i en lang række af de bedste hverdagsvine, man kan købe i Danmark, og give opskrifter på lækre retter, der passer til vinene.
    Bogen er en fornem tryksag med et glimrende layout og lækre madbilleder, men Michael Poulsens tilgang til emnet er forfriskende usnobbet og ligefrem, og en stor del af vinene er hentet fra supermarkedernes billigere hylder.
    I alt er der udvalgt 70 hverdagsvine til mellem 30 og 100 kr., og disse er parret med 80 lettilgængelige og lækre opskrifter. Bare at blade i bogen fik det til at knurre sultent i maven.
    Bogen er udgivet af forlaget Vinpusher og koster 269 kr.
...................
Priser på fornemme vine styrtdykker
I uge 20 fortalte vi om, hvordan folk med pengepungen i orden i stigende grad investerede i fornem vin – fortrinsvis Bordeaux-vin – i stedet for i mere traditionelle investeringsemner. Og det var noget, man bestemt kunne mærke hos den London-baserede internetvinhandel Liv-ex 100, der handler med fornemme vine. Her var der i de første tre måneder af i år en stigning i omsætningen på 62% i forhold til samme periode i 2007.
Men nu dykker priserne på de fornemme vine, og det går stærkt. I oktober faldt de med 12,4% i forhold til måneden før og er dermed lavere, end de har været i de sidste 18 måneder.
Prisen på en flaske Château Lafite Rothschild årgang 2004 faldt således med hele 27,9% og Château Montrose 2003 med 23,1%. En kasse med Château Ausone årgang 2000, der i september kostede 15.575 pund (cirka 144.000 kr.), faldt i oktober med 21,7% til 12.200 pund (cirka 113.000 kr.).
Det drastiske prisfald skyldes blandt andet den nuværende finansielle krise.
Hos Liv-ex tager man dog situationen med ophøjet ro, idet man regner med, at markedet igen er på vej til at stabilisere sig efter det stærkt stigende salg tidligere på året.

Vinauktioner på nedtur
I to år i træk er salget af vin på de amerikanske vinauktioner konstant steget, men nu blæser der nye og barskere vinde. Også her kan man mærke, at krisen kradser.
Hvor det hidtil har været almindeligt, at 80-100% af partierne på auktionerne er blevet solgt, er der nu en betydelig nedgang i salget.
På en stor vinauktion hos Christie’s i New York den 25. oktober blev således kun 67% af de 641 partier solgt. Det indbragte i alt 595.476 dollars (cirka 3,5 millioner kr.), hvilket var markant lavere end vurderingen på 979.000 (cirka 5,7 mio. kr.).
Hos Aulden Cellars blev der tre dage senere solgt 70% af i alt 190 partier vin og igen til hammerslag, der var langt lavere end vurderingen.
Nedgangen i salget af vin har ifølge Decanter også ramt en række andre amerikanske auktionshuse.,
.................................................................
>33/09
.............,,,,,
”Sideways-effekten” længe leve
I 2004 gik filmen ”Sideways” sin sejrsgang over det hvide lærred. Filmen skildrer to kammerater i 40’rne, der tager den store vinsmagnings-tur fra winery til winery i Californien, før den ene skal giftes.
Filmen er en hyldest til Pinot Noir, og i ugerne efter premieren øgedes salget af rødvinen med hele 16% i forhold til samme periode året før.
Nu viser en ny undersøgelse ifølge Decanter, at ”Sideways-effekten” har haft et noget længere liv og faktisk har fået salget af Pinot Noir til at tage himmelflugten. Den største stigning gælder vine i den dyre ende af prisskalaen til mellem 20 og 40 dollars (cirka 115 til 230 kr.) pr. flaske.
I filmen rakker hovedpersonen Miles druen Merlot ned til sokkeholderne, hvilket har haft en tilsvarende negativ effekt på salget. Her gælder det dog kun billige Merlot-vine til under 10 dollars (cirka 60 kr.) flasken.

Fin videofilm om Antinori
Familien Antinori har fremstillet vin i Toscana i 600 år, hvilket højst sandsynligt gør vinhuset Antinori til den ældste familieejede virksomhed i verden.
På tv-kanalen CBS News kan man nu se en glimrende videofilm om vinhuset, hvor direktørstolen i dag deles mellem de tre søstre Albiera, Allegra og Alessia Antinori.
Det er 26 år siden, tv-kanalen lavede et lignende portræt af en fremtrædende vinfamilie. Det er alt for længe siden – den slags gode portrætter måtte der gerne være endnu flere af.

Ny organisation for ungarske vinproducenter
Ungarns mange vinproducenter har længe haft hårdt brug for en samlende organisation, der kan kæmpe i EU-regi for den ungarske vinindustri og markedsføre landet som et vinland.
Hidtil har landbrugsorganisationen AMC (Agricultural Marketing Centrum) stået for promoveringen af vinindustrien. Men ud over at der er blevet arrangeret årlige vinsmagninger, er vinen blevet trængt i baggrunden i forhold til de mange andre ungarske landbrugsprodukter.
Nu har vinproducenterne omsider fået deres egen organisation, Wines of Hungary, som håber på at komme til at repræsentere mindst 60% af vinhusene.
...................
39-12
........... ...........
    Historien bag etiketten: Allesverloren
    Thomas Glæsner Henriksen har sendt os denne historie om Allesverloren, den ældste vingård i den berømte sydafrikanske vinregion Swartland. Vingårdens navn er sproget afrikaans for ”Alt er tabt”, og dens historie strækker sig tilbage til dengang, de første bosættere slog sig ned i Sydafrika.
    Cape’s guvernør Willem Adriaan van der Stel overlod ejendommen til enken Cloete omkring år 1700. Dengang var Swartland et barsk område, hvor indbyggerne var fattige bønder, der udførte deres markarbejde med yderst primitive redskaber.
    For et få fat i nye redskaber og for at gå i kirke, måtte de ind imellem tage på en længere rejse med hestevogn ad ujævne og farefulde veje til byen Stellenbosch.
    En sådan tur foretog Cloete i 1704, og da hun kom tilbage, blev hun mødt af et forfærdeligt syn: Gården var blevet udplyndret, og hovedhuset var brændt ned til grunden
    Alt, hvad hun ejede, var gået tabt – Alles verloren.
    Trods vingårdens lidet muntre navn er det faktisk kun gået fremad siden dengang, og i dag går vinene fra den 227 hektar store vingård deres sejrsgang verden over. Herhjemme sælges de hos House of Wine.
    Vi synes, det er sjovt at kunne fortælle historier som denne, og har læserne forslag til flere historier, hører vi gerne. Skriv venligst til mariette@vinavisen.dk
...................
.....................

.............
...............
...................
    Forbud mod salg af spiritus på valgdagen
    Indbyggere i staten South Carolina, der havde lyst til en whisky-sjus til valgflæsket, den dag, det amerikanske præsidentvalg løb af stabelen, måtte købe whiskyen dagen før.
    En meget gammel lov forbyder nemlig salg af spiritus i netop denne stat, når der skal vælges præsidenter.
    Hvornår loven blev indført, vides ikke med sikkerhed, men det forlyder, at den måske går tilbage til 1920’ernes forbudstid i USA. Dengang var det umuligt at opdrive anden spiritus end den illegale, og myndighederne var bange for, at folk ville give flasker i bytte for stemmer – hvilket jo også må anses for en form for handel.
    Af underfundige årsager omfatter forbudet også lotterisedler og aktier, som således heller ikke måtte sælges i South Carolina på valgdagen.
    .............


    Den nyeste teknologi inden for destilleringsapparater præsenteres og diskuteres på fagmessen Drinktec i München.
      Pap, plastic og tappeanlæg på Drinktec
      Selv om der næsten er et år til, er forberedelserne til Drinktec i september 2009 allerede i fuld gang. Drinktec er en af verdens største fagmesser for teknologiske og designmæssige nyskabelser inden for emballage, tappeanlæg og andre maskiner til brug for drikkevarer.
      På messen, der bliver afholdt hvert fjerde år i messecentret New Munich Trade Fair Centre i München, finder man således alt lige fra nye dåser, flasker, papkartoner og skruelåg, til sodavandsautomater og destilleringsapparater.
      Udstillerne vil brede sig over 132.000 kvadratmeter – de mange store maskiner fylder også godt i landskabet. Ved sidste messe i 2005 var der 1469 udstillere og 66.000 besøgende fra hele verden.
      Messens historie går et halvt hundrede år tilbage i tiden, hvor den startede som et seminar for bryggerier. Man kan læse mere om Drinktec på messens hjemmeside.
..............................
4346
...................
..................
........
    ...............
      Smagning af Rom

      Her på Den stærke side går vi nu i gang med en smagning af mørk rom. Til denne uge har vi smagt to flasker, og alle anmeldelser samler vi efterhånden på en særlig side.
      Importører er velkomne til at sende rom-flasker til bedømmelse til Mariette Tiedemann på adressen Violvej 10, Smidstrup Strand, 3250 Gilleleje.




      Santa Teresa 1796 Ron Antiguo de Solera, Venezuela
      415 kr., MacY, 40%
      Der er karamel, kanel og mørke rosiner over duften af denne delikate rom. Smagen er tør og krydret med toner af eg, nødder og kaffe.


      Havana Club Añejo 7 Años, Cuba, 40%
      215 kr., Løgismose Vinimport
      En lækker rom med duft af honning og sød moden frugt. Den er fyldig og rund, blød og fuld af sødme og med noter af tørrede frugter.
...... .............
45-49
...................

.............................
    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche,
    * Oxholm Vin har optaget importen af vine fra André Jacquart, Les Mesnil-sur-Oger, i Champagne og Domaine de Rancy, Latour de France, Rivesaltes i Roussillon.*..*...
    * Strandgaarden Wine & Spirits har overtaget agenturet på detailsalget af det sicilianske vinhus Feudo Arancio, mens Excellent Wine Danmark fortsat fører vinene fra samme hus til salg til Horeca-sektoren....
    ,,,,,,,,,
.....................
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
.... .............
Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
....................,,,
,

    Ole Andreasen (f. 1964) gjorde sit første bekendtskab med vinens glæder i barndomshjemmet i Nakskov. Her sydede og boblede det i bryggerset, hvor hans far fremstillede sin egen vin, og når den var færdig, fik sønnike lov til at smage på sagerne. Interessen blev skærpet i studietiden på Handelshøjskolen i København, hvor Ole Andreasen sammen med en flok venner afholdt smagninger og diskuterede vin i lange baner.
    Efter endt studium og med en eksamen som HD i revision fik han hurtigt fast arbejde som revisor. Begejstringen for vin blev dog ikke lagt på hylden, og i 1989 startede han, sammen med vennen Lars Gregersen, vinfirmaet Lago-Import.
    I begyndelsen var der tale om en ren hobbyvirksomhed, men fra og med 1995 blev det alvor. I dag helliger de to vinglade venner sig helt og holdent importfirmaet, hvor Ole Andreasen har ansvaret for logistik, lager og regnskab.
    Det første, der kom på hylderne i Lago-Import, var fransk vin med hovedvægt på Bordeaux. Siden er stort set hele vinverdenen samt flere spiritusmærker blevet lukket ind i varmen, og de mange flasker leveres til mere end hundrede professionelle vinhandlere over hele landet.
    Ole Andreasen brænder for sit job, så det gør ikke spor, at det sluger næsten al hans fritid. En gang imellem bliver der dog også tid til at give et nap med i Nakskov Håndboldklubs lokale venneforening.
    Adresse: Lago-Import, Linkøpingvej 33, 4900 Nakskov, tlf.: 54 92 74 00, e-mail: lago@lago.dk, www.lago.dk.
..................... ..........
08-07/09
...................
    Ugens vinøse billede
    Denne uges billede har vi snuppet fra Michael Poulsens netop udkomne bog ”En Vinpushers Kogebog II”, der anmeldes ovenfor, og vi er faldet for billedet, fordi det er så overraskende og mystisk. I et af glassene er der fyldt vin, men glasset står på hovedet, og alligevel er vinen blevet hængende.
    Billedet er taget af den begavede Århus-fotograf Torben Hjulmand, der også står for alle de andre flotte billeder i bogen, og han indrømmer, at man ikke har ophævet tyngdekraften i Århus og omegn, men at billedet er manipuleret i Photoshop. Meget opfindsomt gjort.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur det orker vi ikke så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til mariette@vinavisen.dk.
,,,,,,,,,
41-45
,,,,,,,,, .
Mere om prisen på champagne
I sidste uge besvarede vi et læserspørgsmål om prisforskellen mellem champagne og andre mousserende vine, først og fremmest cava.
Til denne besvarelse har vi fået nogle supplerende bemærkninger fra Solveig Tange, der ikke kun er journalist men også – sammen med sin mand – champagneproducent.
I besvarelsen nævnte vi blandt andet den officielle druepris i Champagne. Den ligger på cirka 25 kr. pr. kilo. – Men vi sælger selv en del af vores druer, skriver Solveig Tange, – og senest fik vi knap 6 euro pr. kilo, dvs. over 40 kr. Hvilket altså er mere end den officielle pris og langt mere end de 3-7 kr. pr. kilo, som de spanske cava-huse giver for druerne.
– I Champagne er 85% af arbejdet i vingården manuelt, og dertil kommer den meget mandskabskrævende vinhøst. Høsten på vores lille bedrift på 3 hektar kræver således tolv plukkere, tre bærere af kasser, en chauffør og to kokke.
Endelig tilføjer Solveig Tange, at almindelig champagne ifølge loven skal lagre femten måneder, heraf de tolv på bærmen, mens årgangs-champagner skal lagre tre år.
,,,,,,,,, ...............
VinAvisen finder de gode vine!
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 36 vine. Af disse vine var der 31, som fik mere end to stjerner, og 16, som fik fem stjerner.
I alt blev det til 128 stjerner og i gennemsnit 3,6 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.
.....................
    ,,,
    Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,
...
.......
Smagningen af vinene fra Castello delle Regine


Bianco delle Regine, Castello delle Regine, Umbria IGT, Italien 2004
100 kr., Jens Wines & Spirits
Lækker hvidvin med en liflig mineralsk duft og en frugtagtig, lidt fed smag med et lille strejf af banan. Den er lavet på en ret usædvan-lig blanding af lige dele Chardonnay, Sauvignon Blanc og Riesling plus 10% Pinot Grigio.


Princeps, Castello delle Regine, Umbria IGT, Italien 2002
155 kr., Jens Wines & Spirits
Meget saftig rødvin, der ligger utrolig godt i munden og fortsætter med en lang eftersmag. I smagen er der friske kirsebær. Vinen er lavet på Cabernet Sauvignon, Sangiovese og Merlot. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Castello delle Regine, Selezione del Fondatore, Sangiovese, Umbria IGT, Italien 2002
220 kr., Jens Wines & Spirits
Fløjlsblød, moden og lækker rødvin med dejlig ren frugt og mange facetter. En meget anvendelig vin.


Castello delle Regine, Merlot, Umbria IGT, Italien 2004
295 kr., Jens Wines & Spirits
Herlig rødvin med en fin krydring, blød frugt og fint integreret fadlagring. Tænk, at man kan lave så dejlig en vin på den forkætrede Merlot-drue.




Mousserende vin


Mailly Grand Cru, Brut Réserve, Champagne, Frankrig
350 kr., 263 kr. ved 12 flasker, Laudrup Vinimport
En dejlig strågul champagne med en fin mousse. Den dufter og smager af moden frugt og rugbrød og har en god fylde, der gør den yderst velegnet til mad. Prøv den fx til stegt laks.


A. Robert, Champagne, Frankrig
229 kr., Vingalleriet.com
En klassisk champagne med meget fine små og stadige bobler og en god frugtagtig smag med et lille strejf af nybagt brød.


Törley, Sec, Ungarn
60 kr., Bel-Mondi Scandinavia
Til prisen en god boblevin med kraftig mousse og god frugt.




Hvidvin


Elephant Hill, Chardonnay, Hawkes Bay, New Zealand 2007
115 kr., Vin i Skoven
Flot hvidvin med en inviterende duft og en ret kraftig og krydret frugtsmag med toner af citrus, fersken, figner, nødder og fint integreret egetræ fra fadlagringen. Vinen kan godt gemmes et par år. Flasken har naturligvis skruelåg – det ville have været synd andet med så dejlig en vin.


Poggio al Tufo, Vermentino, Maremma, Toscana, Italien 2007
129 kr., Kjær & Sommerfeldt
Interessant hvidvin med en inviterende duft og en blød, lid fed smag med toner af honning, pære – og vindruer, naturligvis. Glimrende både til mad og som terrassevin.


Villa Bianchi Verdicchio dei Castelli di Jesi Classico, Umani Ronchi, Osimo, Italien 2007
59,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
En spændende hvidvin med en krydret duft med et strejf af harpiks. Smagen er tør med toner af anis i efter smagen. Den vil være dejlig til kraftige fiskeretter.


Agnès et Didier Dauvissat, Petit Chablis, Frankrig 2007
79 kr., A Vinstouw
En ret enkel hvidvin med frisk frugt og en ret markant syre.


Weingut Allram, Grüner Veltliner, Strassertaler, Kamptal, Østrig 2007
79,95 kr., i denne uge (uge 46): 59,95 kr., SuperBest
Denne hvidvin er præget af en udtalt syre. Flasken har skruelåg.




Rosévin


Goyenechea, Rosé, Merlot, San Rafael, Argentina 2007
79 kr. ved 6 flasker, VinosLosAndes.dk
Rosévin med en smuk varm farve, en liflig duft og en smag med toner af jordbær og en behagelig sødme. En pæn vin, der er nem at drikke, og som mange vil kunne lide.




Rødvin


Cuvée Sirius, Burle, Vacqueyras, Frankrig 2006
95 kr., The Wine Company
En rigtig god Rhône-rødvin med en vis tørhed og en masse krydderi … peber. Fortræffelig rødvin til en solid kødret, gerne med en fedt-kant.


Château Virgile Cuvée l’Énéide, Costières de Nimes, Frankrig 2005
76 kr., Finn Enevoldsen Vinimport
En skøn og meget harmonisk rødvin. Den dufter af kirsebær og chokolade og smager koncentreret af moden frugt med et tilpas strejf af garvesyre. Nyd den til kraftige sammenkogte retter og velmodnede oste. Er rigtigt godt glas til prisen.


Domaine la Tour Vieille, Puig Criol, Collioure, Frankrig 2005
139 kr., A Vinstouw
Flot rødvin, meget harmonisk og kompleks med toner af modne brombær og enebær. Og så hænger den længe i munden. En nydelse.


Viking Wines, Grand Shiraz, Barossa Valley, Australien 2005
199 kr., Vinkrogen
Supervin med en spændende duft og en bred, meget flot og varm smag med frugtsødme. En rigtig god vin til en klam vinteraften.


Esporão, Reserva, Alentejo Reguengos, Portugal 2006
125 kr., Portugisisk Vinkælder
En meget spændende vin med et bredt smagsbillede – lækker frugt, en fin sødme, krydderi og markant alkolhol, men uden spritkant. En stor portugiser og en flot vin til en rimelig penge.


Geos, Moncaro, Rosso Piceno, Italien 2007
79 kr., Kjær & Sommerfeldt
Denne rødvin på økologisk dyrkede druer er rigtig lækker. Den har en balsamisk duft og en blød, harmonisk smag i fin balance. I smagen er der lidt lakridsrod og anis. En vin, der er nem at drikke, og som mange vil kunne lide.


Domaine des Escaravailles, Les Sablières, Côtes du Rhône, Frankrig 2007
69,75 kr., H.J. Hansen og Magasin
Dejlig rødvin, som med god ret er blevet tildelt Den franske Lilje. Vinen har en blød, mellemfyldig og saftig smag med tilpas syre. Nem at drikke.


Toso, Tradizione, Barbera d’Asti, Piemonte, Italien 2007
49,50 kr., Vinens Verden
Saftig rødvin med en venlig sødme og toner af brombærsyltetøj. Ikke nogen typisk Barbera, men som sagt venlig og til en rimelig pris.


Château Teyssier, Saint-Émilion Grand Cru, Frankrig 2004
249,75 kr., Vinmonopolet
Ret elegant og lækker rødvin med krydret duft og en lidt tør smag med bløde tanniner. Smagepanelets oplevelser stod ikke helt mål med prisen.


Plaisir de Noël, Vin de Pays d’Oc, Frankrig, uden årgang
47,50 kr., Sigurd Müller
Med denne julevin gentager Sigurd Müller Vinhandel i Ålborg for 21. gang en kær tradition: Sammen med julevinen får man en smuk julebog, når man køber en kasse med tolv flasker. I år er julebogen ”Historien om Julen”, genfortalt af Johannes Møllehave og smukt illustreret af Jane Ray. Men hvordan er så rødvinen? Den er krydret og med fyldig frugt, bløde tanniner og tilpas syre – en vin, der vil være glimrende til den fede danske julemad.


Noble Dragon Shandong Red, Changyu, Yantal, Kina 2007
49 kr., Netto
En mild og let parfumeret rødvin med duft af solbær og andre friske sommerbær og et strejf af sort peber. Smagen er fuld af frugt med krydrede noter. Den er læskende, men har ikke nogen lang eftersmag.


Obra Roble, Bodegas Conde, Ribera del Duero, Spanien 2005
49,95 kr., Gravesen Vine
Der er masser af solbær samt et strejf af mandel i duften af denne rødvin. Smagen er uden de store facetter, men fyldig og blød og med god frugt.


1884, Escorihuela Gascón, Reserve, Malbec, Mendoza, Argentina 2006
79 kr., Østjysk Vinforsyning/Vinoble
En meget saftig og sødlig rødvin med et ret smalt smagsbillede – noget af en marmelade-vin. Men der er sikkert et publikum til den.


Laguna, Crianza, Madrid, Spanien 2004
57 kr., Stæhr
En lidt enkel rødvin, men meget saftig og med fremtrædende syre og et lille bittert bid i slutningen.


Santa Christina, Antinori, Toscana IGT, Italien 2007
74 kr., Fondberg
Blød og ligetil lille rødvin, der med god frugt og let sødme er nem at drikke.


Poderi di Luigi Einaudi, Dolcetto di Dogliani, Piemonte , Italien 2006
69 kr., Oxholm Vin
En rødvin, der dufter af mørke rosiner og modne kirsebær. Smagen er fyldig med et strejf af sødme. Vinen har ikke så mange facetter, og den slutter med et lille bid af alkohol til slut.




Sød Vin


Quinta do Pégo, Vintage Porto, Portugal 2006
269,95 kr., Amka
Rent barnemord. Men vi må jo gøre vores pligt og smage. Gem den mindst ti år og nyd en perfekt og dejlig portvin. Den har en lækker sødme og muskler til at udvikle sig.


Nittnaus, Premium, Chardonnay, Beerenauslese, Burgenland, Østrig 2006
99 kr. for 37,5 cl; i denne uge (uge 46): 69,95 kr., SuperBest
En lækker frugtbombe af en sød vin. I smagen er der dejlig fyldig frugt og toner af citrus, pære, kvæde, honning og eksotiske frugter. Tilbudsprisen er yderst attraktiv.





Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.