Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 38. 2009

,,,



.....................
Vin-aktuelt i uge 38
Fra 14. september til 20. september 2009
.....................
,,,,,,,,,,,,,
VinAvisen uge 35, ,,,,,,VinAvisen uge 36,,,,,,,,VinAvisen uge 37
,,,,,,,,,,,,,

.....................
    ,,,,,,,
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr, e-mail hver uge. Klik her! På samme side kan du ændre din adresse eller melde fra. Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
    ,,,,,,,
    ,,,,,,,
    Søg i 500 tidligere VinAviser

,,,,,,,
.....................

...............................



..................



Modne blå druer i Valdepeñas. Foto: www.dovaldepenas.es.

    Spansk strid om druepriser
    Det var lige ved at gå galt i Valdepeñas, som er en del af den store spanske vinregion La Mancha.
    Her har sommeren været lang, tør og varm, hvilket har resulteret i hurtigere modne druer og en høst, der ligger hele fjorten dage tidligere end normalt.
    Men for nylig, mens druerne var lige ved at nå deres perfekte modningspunkt, opstod der en strid om prisen for dem mellem vinproducenterne og Valdpeñas’ mange drueavlere.
    Vinproducenterne føler sig presset på pengepungen på grund af den verdensomspændende økonomiske prise, mens drueavlerne ønsker en højere pris for deres druer.

    Løsning på falderebet
    Situationen nærmede sig bristepunktet – i så tørt og solrigt et vejr kan druerne hurtigt blive overmodne.
    Men i alles interesse er der nu fundet en løsning, hvor vinproducenterne er gået med til at betale cirka 9% mere for de grønne druer og 28% mere for de blå i forhold til sidste år. Så nu kan høsten gå i gang.

..................
Projekt super-Carmenère
I Chile er man stolt af sin nationaldrue, rødvinsdruen Carmenère. Men man erkender også, at den er lidt besværlig og har nogle mindre attraktive sider.
Carmenère-vinstokke er ikke særligt villige til at sætte frugt, og druerne modner meget sent på sæsonen. Desuden har druerne et højt indhold af stoffet pyrazin, som kan give vinene en alt for markant duft og smag af noget urteagtigt.
Universitetet i Talco i Chile har derfor søsat et toårigt forskningsprojekt, der har til formål at finde frem til en "super Carmenère klon", som har druens velkendte karaktertræk samt gode egenskaber – men færre af de dårlige egenskaber. Projektet er støttet af den chilenske regering og vinhuset Viña Casa Silva.
Der findes mere end tres forskellige Carmenère-kloner, og forskerne har allerede nu afklaret, at der er store forskelle mellem dem – blandt andet, når det gælder produktionen af pyrazin. Nogle af klonerne fremstiller således hele tre gange mere af stoffet end andre.

Norske restauranter har problemer
Den norske Vin- og Brennevin-leverandørenes Forening (VBF) melder om en ret markant nedgang i salget af vin, øl og spiritus på landets restauranter.
Nedgangen i mængde i årets første seks måneder var – sammenlignet med samme periode i 2008 – på 6% for vin, 22% for hedvin og 8% for øl.
Salgstallene viser, at en stadig større del af forbruget flyttes fra restauranterne til hjemmene. Ligesom i Danmark går man ikke så ofte på restaurant, men køber så til gengæld en god flaske vin til middagen i hjemmet.
I Norge drikkes kun én ud af hver ti flasker vin og spiritus ude. I første halvdel af i år havde HoReCa en markedsandel på 9,5% vin, 11,8% spiritus og 20,5% øl.
..................

>33/09


...................



Professor Robert Hodgson og nogle af hans egne guldmedaljer.

    Han tager glansen af medaljerne
    I uge 6 i år fortalte vi om den amerikanske professor Robert Hodgsons undersøgelse af de guldmedaljer, der uddeles til de indsendte vine i den årlige California State Fair Wine Competition.
    Nu har professoren offentliggjort et endnu større og meget grundigt studie i The Journal of Wine Economics, hvori han tager glansen af medaljerne i hele tretten konkurrencer.
    Hodgson ejer en lille vingård, Fieldbrook Winery, og han gik i gang med sine undersøgelser, fordi han ikke kunne forstå, at hans vine fik guldmedalje i nogle konkurrencer og slet ikke i andre.
    I denne omgang har han undersøgt resultaterne for over 4000 vine, der blev bedømt i tretten konkurrencer, og han fandt en meget ringe overensstemmelse mellem bedømmelserne af de enkelte vine.

    Hvordan kan man forklare dette?
    Af næsten 2500 vine, der deltog i mere end tre konkurrencer, vandt 47% en guldmedalje i mindst én konkurrence. Men af disse guldmedalje-vindere blev 98% betragtet som kun gennemsnitlige eller dårligere i mindst en af de andre konkurrencer.
    Af vine, der deltog i fem konkurrencer og fik mindst én guldmedalje, fik cirka 75% ingen medaljer i mindst en af de øvrige konkurrencer.
    – Hvordan kan man forklare denne store forskel? spørger professor Hodgson. – Enten sender producenter ikke ens prøveflasker ind til konkurrencerne, eller også er dommerne ikke i stand til at bedømme kvaliteten.

..................

Til_37/09


..................
Tilbageviser studiet
Formanden for Los Angeles County Fair’s vinkonkurrence tilbageviser professorens studie. Til Los Angeles Times siger han, at man som dommere udvælger vinmagere og andre, der er i stand til at bedømme vinenes kvalitet.
Han peger på – lidt ligegyldigt i denne forbindelse – at konkurrencerne tilbyder mange mindre vinerier en "billig måde" at få opmærksomhed omkring deres vine i en industri, der er domineret af gigantfirmaer med store marketing-budgetter.
Til dette års konkurrence i Los Angeles blev der indsendt 3600 vine – og betalt 75 dollars (ca. 400 kr.) i gebyr pr. vin.

Smag og behag
Faktum bag guldmedaljernes tilfældighed er jo nok, at vi mennesker er forskellige. Når det gælder vin, kan man ikke finde evige sandheder. Smag og behag som bekendt.
Eller som professor Hildegarde Heymann ved vinuniversitetet i Davis siger til Los Angeles Times: – I bund og grund er dette en skønhedskonkurrence, hvor det gælder om at udvælge Miss Universe, som hun går ned ad podiet.
Hele professor Hodgsons studie kan læses ved at klikke her.
..................



..................



Her ses det glade vinderhold: Tjenerelev Simon Schmidt (til venstre) fra Silkeborg Tekniske Skole og kokkeelev Erik Kroum fra Mols Kroen. De to vindere flankerer Angela de la Rosa fra Den spanske Ambassades Handelsafdeling.

    En dyst i sherry og god mad
    Det kogte og sydede hos hotel- og restaurantskolen Hansenberg i Kolding, da skolen i weekenden var rammen om konkurrencen Food & Sherry Match årgang 2009.
    Som vi skrev i uge 34, skulle elever fra Danmarks syv hotel- og restaurantskoler dyste parvis kok- og tjenerelev og levere det bedste bud på en tapas-inspireret hovedret og desserttallerken ledsaget af to forskellige sherryer.
    Bag konkurrencen står "Consejo Regulador de la Denominación de Origen Jerez-Xérès-Sherry" og Den spanske Ambassades Handelsafdeling.
    Eleverne blev modtaget i Kolding den 11. september og fik allerede samme eftermiddag lidt inspiration til den forestående konkurrence, da tapas-specialisten og kogebogsforfatteren Rosa Salas kreerede tapasretter af diverse spanske gourmetprodukter.

    Travlhed i køkkenet
    Lørdag morgen indtog konkurrencedeltagerne køkkenet. Forinden havde holdene fået udleveret en kurv med de ingredienser, de skulle arbejde med. Og så gik det løs med at snitte, hakke, koge, stege og bruge fantasien og kreativiteten.
    To en halv time senere præsenterede elevholdene anretningerne for dommerpanelet, der bestod af John Beck, kok og tidligere køkkenchef fra Børkop vandmølle i Vejle, restauratør Frantz Weidemann fra restaurant Over Aaen i Kolding og overdommer, vinskribent Elsebeth Lohfert fra Vinbladet.

    Den mest kreative cocktail
    Vinder-valget faldt på makkerparret kokkeelev Erik Kroum og tjenerelev Simon Schmidt, begge fra Silkeborg Tekniske Skole. De vandt med en hovedret kombineret af hjertemuslingesuppe, jomfruhummerhaler med æbler, stegt sild, filet af svinemørbrad og så den spanske dessert Crema Catalana.
    Sherryvalget lød på Manzanilla, Oloroso, Amontillado, Cream og den lækre søde PX.
    Ud over selve Food & Sherry Match konkurrencen dystede tjenereleverne også om, hvem der kunne kreere den bedste og mest kreative sherry-cocktail. Også her tilfaldt førstepladsen Simon Schmidt.

..................

08-07/09


..................
Chilenske regler for bæredygtighed
Hvis alt går vel, vil den chilenske vinindustri have et regelsæt for bæredygtighed på plads inden udgangen af 2010.
Det er universitetet i byen Talca, der sammen med vinhuset Caliterra er i færd med at udvikle regelsættet. Og meningen er, at de chilenske vinhuse, der lever op til reglerne, får mulighed for at sætte et særligt logo på deres vinflasker – et slags blåt stempel, der tilkendegiver, at vinene er bæredygtige.
Vinhusene vil ifølge Decanter ydermere blive belønnet via en pointskala, hvor de mest miljøvenlige vinhuse vil få de højeste point.
Det er ikke kun økologi og miljøbevidst vinfremstilling, der kan indhente point. Begrebet bæredygtighed omfatter også den måde, vinhusenes medarbejdere bliver behandlet på samt, hvor meget vinhusene hjælper lokalsamfundet.
..................



Kældermuren under 21 Club i New York ligner almindeligt murværk. Dog er en del af murværket en dør, der åbner op til en under forbudstiden skjult vinkælder. Foto: Genivs Loci/Orient-Express.

    Kultbar fra forbudstiden
    Fra 1919 til 1933 var USA tørlagt. Det var forbudt både at fremstille, sælge og nyde vin og anden alkohol.
    Men helt tørlagt var landet dog ikke. Hjemmebrænderier og smugkroer havde selvsagt deres storhedstid i denne periode, og en af de mest berømte smugkroer var 21 Club, som den dag i dag ligger i New York.
    Den bestod af en række rum med bardisk, borde og stole – og masser af illegale flasker. Politiet udførte den ene razzia efter den anden, men forgæves. Hver gang det forlød, at politiet var på trapperne, sørgede et sindrigt snoresystem for, at flaskerne på hylderne i baren blev vippet ned i en skakt, der førte videre ud i kloakken.
    21 Club, der i dag er en prisbelønnet gourmetrestaurant, har siden fået kultstatus og har gennem tiderne været et trækplaster for skuespillere og andre kjendiser. Samtlige amerikanske præsidenter siden Franklin D. Roosevelt har spist her – med undtagelse af afholdsmanden George Bush.

    Hemmelig dør i murværket
    Nede under 21 Club ligger der en labyrint af en kælder, som under forbudstiden var skjult bag en hemmelig dør i murværket.
    I kælderen opbevares i dag private vinsamlinger, hvoraf nogle tilhører eller har tilhørt diverse berømtheder: Elizabeth Taylor, Judy Garland, Gene Kelly, Marilyn Monroe, Sophia Loren, Mae West, John F. Kennedy og Richard Nixon for blot at nævne nogle få.

    Vine sat til salg
    Kælderen rummer dog også de mange fornemme vine, som til daglig serveres for gæsterne i restauranten.
    I disse dage kommer 640 partier af disse flasker under hammeren hos Christie's i New York. Restauratøren af 21 Club mangler simpelt hen hyldeplads.
    Der er tale om topvine, og det, at de stammer fra denne celebre vinkælder – og dermed har ”gnedet skuldre” med kjendisernes flasker – vil garanteret få buddene i vejret, mener man hos auktionshuset, der forventer, at auktionen vil indbringe omkring 1,9 millioner dollars (cirka 9,7 mio. kr.).

.................

38-39


................



Grundlæggeren af Vingaarden, Th. Andersen.

    Vingaardens Legat
    Hvert år uddeler Vingaarden, som ejes af Pernod Ricard, legater til dem, der har gjort eller har potentiale til at gøre en forskel i vinbranchen. Legaterne kan således søges af unge handelsfolk og studerende, der gerne vil supplere uddannelsen med et ophold i udlandet, samt af købmænd, restauratører, vin- og tobakshandlere og deres enker samt pensionerede, tidligere ansatte hos Vingaarden.

    Ansøgningsfristen nærmer sig
    Vingaardens Legat er indstiftet i 1951 af Th. Andersen, der grundlagde det gamle vinfirma i 1895.
    I dag er legatets dage talte, da dets bestyrelse, der fortrinsvis består af stifterens efterkommere, har besluttet at opløse det og fordele formuen på knap 700.000 kr. over de næste tre år.
    Hvis man ønsker at komme i betragtning til legatet, der i år uddeles i november, skal legatbestyrelsen modtage en ansøgning senest den 1. oktober 2009. Nærmere oplysninger kan fås ved at kontakte bestyrelsen på tlf. 66 18 82 13 eller mobil 26 77 07 40 eller ved at sende en e-mail til vingaardenslegat@gmail.com.

.................
Flere druer med personnavne
I sidste uge fortalte vi, at det er ret usædvanligt, at druesorter er opkaldt efter personer. Der er dog nogle få som Pedro Ximénez, Müller-Thurgau, Scheurebe, Faber, Bacchus, Noah, Othello, Valentin og Clinton. Men derudover … Vi efterlyste yderligere navne, og fra Ole Stauning har vi modtaget følgende liste:
* Léon Millot er en af de blå druer, som dyrkes forholdsvis almindeligt i Danmark. Léon Millot (1881-1960) var en fransk politiker.
* Maréchal Foch er en blå drue, der engang blev spået en fremtid i Danmark, men som viste sig at modne lige lovligt sent. I dag dyrkes den kun af få avlere. Ferdinand Foch (1851-1921) var en fransk officer.
* Maréchal Joffre er en relativt tidligt modnende blå drue, som enkelte danske vinavlere benytter. Joseph Joffre (1852-1931) var endnu en fransk officer.
* Bouvier, også kaldet Findling eller Ranina, er en grøn druesort og en krydsning af Chardonnay og en drue ved navn Zöldsilváni.
 
I folks drivhuse
Yderligere nævner Ole Stauning nogle druer, i hvis navne, der indgår personnavne:
* Précoce de Malingre, en grøn druesort, som kan modne på mur i Danmark.
* Vroege van der Laan eller Witte van der Laan, der vist er flamske navne for Chasselas / Gutedel. Den grønne drue ses nu og da til salg i danske planteskoler, havecentre og supermarkeder, så der må jo stå nogle rundt omkring i folks drivhuse.
..................

38-39


..................



Der var stuvende fuldt, og stemningen var i top ved sidste års Rhônefestival.

    Rhônevin i lange baner
    Lørdag den 19. september går det igen løs hos Dansk Vincenter i Avedøre ved København. Denne dag afholdes der nemlig traditionen tro Rhônefestival, hvor hele 34 udstillere vil skænke mere end 300 vine fra det berømte franske vindistrikt i glassene.
    Derudover byder seancen i år et Côte Rôtie-seminar ved Jyllands Posten’s vinskribent Niels Lillelund. Og så kåres Danmarks bedste røde Châteauneuf du Pape vin i samarbejde med magasinet Smag&Behag.
    Publikum står ligeledes for deres egen kåring af festivalens bedste hvide, røde og søde Rhônevin.

    Download kataloget
    For første gang kan Rhônefestivalen, der arrangeres af The Wine Company, også præsentere en dansk producent af Rhônevin. Niels la Cour hedder han, og han ejer vinhuset Domaine Le Serre de Condorcet, hvor han har fremstillet vin siden 1995.
    En billet til arrangementet koster 200 kr., og den kan købes via www.BilletNet.dk.
    Hvis man vil forberede sig lidt, kan man downloade smagekataloget fra festivalens hjemmeside, www.rhonevinfestival.dk.
    Og ønsker man yderligere information, kan man kontakte Steen H. Rasmussen fra The Wine Company på tlf.: 22 24 68 82 eller e-mail thewinecompany@private.dk.

  ..........
Bedste match af mad og chilensk vin
En særlig konkurrence i chilensk vin finder sted den 8. oktober i København. Det er vinproducentforeningen Wines of Chile og Vinens Hus, der sammen med hotel- og restaurantskolen i København har arrangeret den. Og den går ud på, hvem der kan give det bedste bud på en sammensætning af mad og chilensk vin.
Konkurrence-deltagerne er en række af Danmarks bedste restauranter: Falsled Kro, Kiin Kiin, Le Sommelier, Kokkeriet, Mielcke & Hurtigkarl, Munkebo Kro og Restaurationen.
Det ligger allerede fast, at der til forretten skal serveres en chilensk Sauvignon Blanc og til hovedretten en rødvin på Chiles nationaldrue, Carmenère.
Dommerpanelet består af Jacob Kocimba fra Herman i Nimb, Kenneth Hansen, der blev Årets Kok 2009, et par vinskribenter samt en enkelt vinglad forbruger.
Faktisk er der plads til endnu en toprestaurant, og hvis man har lyst til at deltage i konkurrencen, kan man kontakte Pia Vodder fra Vinens Hus på e-mail pv@vinrejse.dk.
..................



..................
En stribe af retssager
I uge 32 genopfriskede vi sagen om den hovedrige amerikanske forretningsmand William Koch, der i sin tid købte fire flasker kostbar vin, som havde tilhørt den tyske vinhandler Hardy Rodenstock.
Sidstnævnte påstod, at flaskerne havde tilhørt 1700-tallets amerikanske præsident Thomas Jefferson.
Alt tyder på, at der er tale om et fupnummer, og Koch har efterfølgende lagt sag an mod Rodenstock.
Men ikke nok med det – Koch har nu også lagt sag an mod den indonesisk-fødte vinsamler Rudy Kurniawan, ligeledes for svindel. Her drejer det sig om fem flasker Bourgogne og Bordeaux, som Koch købte ved en auktion hos Acker, Merrall & Condit for nogle år siden, og som han nu hævder er forfalskede. Auktionshuset har ligeledes fået et sagsanlæg på halsen. Det samme har et andet auktionshus, Zachys.

Vil sætte folk i fængsel
Retssagerne er anlagt efter, at Koch har fået vinkyndige folk til at finkæmme hans vinsamling på hele 35.000 flasker. Dommen lød, at der var adskillige forfalskninger imellem.
Som Koch har udtalt til Wine Spectator, så er "Rodenstock kun toppen af isbjerget". Han har desuden ytret, at han planlægger at få sat folk i fængsel, få sine penge tilbage og få auktionshuse og vinhandlere til at gå mere seriøst til værks, når de handler vin.
.................


Vinblad angrebet af court-noué. Foto: INRA.
    Demonstranter ødelagde vinplanter
    Efter længere tids forskning er det lykkedes det franske institut for landbrugsforskning, INRA (l'Institut National de la Recherche Agronomique), via genmodificering at skabe vinplanter, som kan modstå virussen court-noué.
    Det er en af de mest alvorlige vinplante-sygdomme, og den er udbredt overalt i Frankrig.
    Virussen angriber frem for alt blade og nye skud, og en hårdt angrebet vinstok vil i værste fald producere op til 80% færre druer.
    Man har ikke noget middel til bekæmpelse af sygdommen, og INRA’s landvindinger er derfor betydningsfulde.
    Desværre lykkedes det i sidste weekend en flok anti-GM demonstranter at ødelægge de genmodificerede vinplanter. Gerningsmændene er ifølge Just Drinks blevet pågrebet af politiet og skal nu for retten. Bliver de kendt skyldige, kan de risikere op til tre års fængsel samt en bøde på 150.000 euro (cirka 1,1 millioner kr.)
........
34/09
..................



Tyskland er et bjergrigt land, og mange steder må høstarbejderne klatre op mellem rækkerne af vinstokke for at høste de mange druer. Foto: Deutsches Weininstitut (DWI).

    Tysk høst af topkvalitet
    Startskuddet for høsten i Tyskland har lydt, og de tyske vinproducenter er yderst optimistiske, når det gælder årgang 2009.
    Sensommeren har været varm og tør, druerne er modnet tidligere end normalt, og de strutter ligefrem af saft, kraft og sundhed.
    De mange varme dage og kølige nætter har været gunstige for udviklingen af aromaen i druerne, og alt tyder på, at årgangen vil blive en af de rigtigt gode.
    Man er i fuld gang med at høste den grønne Müller-Thurgau og andre tidligt modne druesorter. Snart følger de øvrige hvidvins- og rødvinsdruer.

    Færre druer
    Riesling, der er Tysklands vigtigste drue, modner noget senere, og vil derfor først blive høstet omkring den 1. oktober.
    Landets samlede høst af druer forventes ifølge Deutsches Weininstitut (DWI) at blive noget mindre end den gennemsnitlige høstmængde for de sidste mange år. Årsagen er det kølige vejr under blomstringen i begyndelsen af juni, hvilket medførte en ringere frugtsætning.

...................
Hedvin i alterkalken
I uge 33 fortalte vi, at ærkebiskoppen af Canterbury havde forbudt det ritual under nadveren, hvor kalken går rundt, så samtlige kirkegængere kan tage en mundfuld. De må nu i stedet nøjes med at dyppe oblaten i vinen. Årsagen er frygten for spredning af svineinfluenza.
Flere steder i USA har præsterne af samme årsag helt droppet ritualet. Men i Sverige har man fundet på en tredje version. I flere kirker er man gået over til at komme hedvin i kalken i stedet for almindelig vin. Håbet er, at hedvinen med den noget højere alkoholprocent vil reducere smittefaren.
.
Vin til vaccinen
Mange mennesker er sandt nok bange for at blive smittet med svineinfluenza – eller H1N1, som sygdommen også kaldes.
I USA vaccinerer man nu mod influenzaen, og her har en læge i Chicago, Scott Hanlon, fået en smart idé, når det gælder folk, der synes, det lille prik er ubehageligt.
Han har ifølge Wine Spectator allieret sig med vinhuset South Loop Wine Cellar og tilbyder nu vin-og-vaccinations arrangementer om aftenen, hvor man foruden vaccinen får mulighed for at smage fem af vinhusets vine. Så bliver det hele ligesom lidt mere afslappet, mener lægen.
..................

20-25+33-38


.... ..
Vinhus bliver til læreanstalt
Constellation Brands, der er verdens største vinfirma, ejer adskillige vinhuse - her iblandt Widmer Winery i nærheden af Rochester i New York.
Nu har vinfirmaet besluttet at slukke og lukke for dette vinhus for at flytte produktionen af vinene til et andet vinhus, Canandaigua, ligeledes i New York,
Den tomme bygning vil dog gå til et godt formål. Constellation har nemlig doneret den til Rochester Institute of Technology, så læreanstalten kan få mere plads til undervisning i vin, gastronomi og bæredygtighed.
...................................
Smed vinene i svømmepølen
Det sydlige Californien har som bekendt været hærget af voldsomme brande for nylig. Og efterhånden som flammerne bredte sig, skyndte folk sig at samle deres vigtigste ejendele, før de blev evakuerede.
Bert Voorhees, en advokat i Bog Tujunga Canyon uden for Los Angeles, stod også over for det svære valg, hvad han skulle fylde bilen med, før han forlod sit hjem.
Ilden nærmede sig, og da han havde proppet sin bil med kunstværker og andre vigtige ejendele, kom han i tanke om sin vinkælder, der indeholdt mange fornemme flasker.
Han tog en hurtig beslutning og smed kasse efter kasse med vin ned i sin svømmepøl.
Huset og al indbo gik til i flammerne, men vinene blev ifølge Winespectator reddet.
Voorhees har siden smagt på et par af flaskerne, og indholdet var fuldstændig uskadet.
........

34-07/09


........



Blindsmagninger er en vigtig del af projekt Fundi.

    Fundi, topvine fra Sydafrika
    Den sydafrikanske vinindustri og vinproducentforeningen WOSA (Wines of South Africa) står sammen bag et nyt vinmærke med navnet Fundi.
    Det drejer sig om en række topvine, som er udvalgt via en konkurrence, hvortil alle sydafrikanske vinproducenter er blevet opfordret til at indsende deres vine.
    Dommerpanelet bestod af den prestigefulde forening Cape Winemakers Guild, og valget faldt på vinene fra i alt seks forskellige vingårde.
    2000 nyuddannede vinstewarder
    Men der er ikke bare tale om skabelsen af et nyt vinmærke. Fundi betyder ekspert eller lærd person på zulu. Og overskuddet fra salget af de i alt 105.000 flasker vil gå til et særligt uddannelsesprojekt, hvor mere end 2000 fattige unge sydafrikanere får chancen for at blive uddannede som vinkendere – eller "wine stewards". Man kan læse mere om projektet ved at klikke her.
    Målet er, at de nyudklækkede stewarder skal indtage restauranter og hoteller i Sydafrika, hvor de kan yde professionel vinøs service til de tusinder af gæster, der vil strømme til, når landet i 2010 bliver rammen om VM i fodbold.

..................
Stor online-vinhandel sat til sag
ChateauOnline, som er en af Frankrigs helt store online vinhandlere, er blevet sat til salg.
Årsagen er, at vinfirmaets ejer, CL Financial, der har sin base i Trinidad og Tobago, er kommet i økonomiske vanskeligheder på grund af den verdensomspændende økonomiske krise.
ChateauOnline har 150.000 besøgende om måneden og en indtægt på 10 millioner euro (cirka 74 mio. kr.) om året.
..................

34/10



.......
Otte nye Masters of Wine
Den årlige eksamen, som kan indbringe den fornemme vinøse titel Master of Wine, er netop overstået. Og det betyder at otte nye MW’er er blevet udklækket, så der nu i alt er 280 personer rundt om i verden, der er indehavere af titlen og eksamensbeviset.
Af de nye MW’er er halvdelen briter, mens de resterende fire kommer fra Østrig, Tyskland, Norge og Finland. En dag slutter en dansker sig nok også til flokken .......
..............................



Tre forskere, Vinay Pagay, Abraham Stroock og Alan Lakso, undersøger den silikone-chip, der vil blive brugt i den nye føler.

    Et laboratorium på en chip
    I mange lande er det nødvendigt – og lovligt – at kunstvande vinstokkene. Men det skal gøres rigtigt. Får planterne for meget vand, går det ud over druernes kvalitet, og får de for lidt, tager kvaliteten også skade.
    Drømmen om at styre denne proces helt præcist er nu ved at gå i opfyldelse. På det amerikanske Cornell University’s Nanofabrication Facility i Ithaca er et hold forskere i gang med at fremstille en chip, der nøje kan måle gennemstrømningen af vand og næringsstoffer i plantens ultratynde kar.
    Chippen er cirka 10x10 cm og dækket med hundrede små sensorer, og man stræber efter at designe et apparat, der kan sende data til en central server. Disse data vil derefter kunne bearbejdes og sendes online til den enkelte vindyrker.
    Ideen har allerede vagt interesse hos det store californiske E. & J. Gallo Winery såvel som hos vinfolk i Australien, Spanien og Italien, men forskerne påpeger, at man stræber efter også at fremstille billige følere til mindre producenter.

..................
Sag om ildebrand for retten
I 2005 brændte Mare Island Warehouse, en stor lagerbygning i Californien. I bygningen opbevaredes vine fra 43 vinsamlere og 82 vinhuse – i alt 6 millioner flasker – og skaderne efter branden, som var påsat, blev opgjort til 250 mio. dollars (cirka 1,3 milliarder kr.).
Mistanken faldt på ejeren af bygningen, Mark C. Anderson, som i forvejen var under mistanke for underslæb. Han skulle blandt andet have solgt en god del af de vine videre, som han mod betaling forpligtede sig til at opbevare for vinsamlerne og vinhusene.
I alt er Anderson anklaget for atten forskellige lovovertrædelser. Sagen kommer for retten i november, og hvis han kendes skyldig i samtlige anklager, risikerer han livsvarigt fængsel.
..................

>43


......,............
.....................

...........
Vi skal i gang med en ny smagning på Den Stærke Side. Og denne gang gælder det madeira – både de søde, halvsøde og tørre. Importører er velkomne til at sende madeira – meget gerne blot små prøveflasker – til bedømmelse til Mariette Tiedemann på adressen Violvej 10, Smidstrup Strand, 3250 Gilleleje.
.......
......
Portvin, der modner i egetræsfade hos portvinshuset Taylor's.
    Rift om portvinsflaskerne
    Som vi skrev i uge 19, har flere portvinshuse end nogensinde før deklareret den nyeste frigivne årgang 2007. Den slags gør de kun, hvis de mener, at portvinen er så eminent god, at den fortjener at få en årgang på etiketten.
    Allerede nu – inden primeur-kampagnen for den nye vin er slut – melder portvinshusene om et overvældende salg af årgangen, som gør enhver snak om økonomisk krise til skamme.
    Overalt i Europa går salget af vinen glimrende, men i Storbritannien – der er kendt for sin store glæde ved portvin – er flaskerne blevet revet væk.
    Portvinshuset Quinta do Noval melder om udsolgt af årgang 2007, mens firmaet Fladgate, der ejer husene Taylor’s, Fonseca, Croft og Romariz, ifølge Decanter har måttet sende ekstra forsyninger til briterne af portvin fra de to førstnævnte huse.
..........................................
...........,,



...........,,
..........
................... ........................ ..................... .........,,......
    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * KKWine har optaget importen af vine fra Sean Thackrey i Californien.
    * Rungsted Vin har optaget importen af vine fra Chateauneuf-domainet 3 Cellier.
    * Atomwine har optaget importen af vinene fra vinhusene Montevertine, Le Cinciole og Poggio di Sotto i Toscana.
...... ....
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
... .............,,

33/09


...........,,
Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
....,... ....... ...... ........... .

,


    Eduardo Zurita (f. 1958) er vokset op i Spanien, men slog sig i 1985 ned i Danmark. I 1992 åbnede han Zurita Vinimport i sin svigerfars garage, og virksomheden blev startskuddet til hans lange vin-eventyr på dansk jord.
    Med sit store kendskab til de spanske vine og til de danske forbrugeres behov for spansk vin af høj kvalitet var det ikke svært for Eduardo Zurita at "ramme plet" med sine vinindkøb.
    Han var blandt andet med til at åbne danskernes øjne for nye spanske vindistrikter som Alella og Priorato samt for store vine fra Rioja og Navarra, som blev introducerede på det danske marked for første gang.
    I efteråret 2000 valgte Eduardo Zurita Laudrup Vin & Gastronomi som sin daglige "legeplads". Her er han ansvarlig for importen af spansk vin af topkvalitet, ligesom han i samråd med dygtige kokke arrangerer winemakers dinners i nogle af København og omegns førende gourmetrestauranter.
    Hans arbejde omfatter også adskillige vinrejser hvert år, hvor han er med som rejseguide. Turene går til såvel Spanien som til Chile, New Zealand og Australien.
    Når Eduardo Zurita ikke er på farten eller på sin pind hos Laudrup Vin & Gastronomi, hygger han sig med hustruen Ulla og deres to voksne sønner, Sebastian Eduardo på 20 år og Nicolas Alexander på 22 år.
    Den helt store fritidsbeskæftigelse er at lave god mad – hvortil der selvfølgelig serveres lige så god vin.
    Adresse: Laudrup Vin & Gastronomi, Mileparken 13, 2740 Skovlunde, tlf.: 40 25 67 04, e-mail: eduardo@laudrupvin.dk, www.laudrup.dk.

..... ........ ...... ...

36-39



...........,,
    ...........................
      Ugens gode spørgsmål
      Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere. Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte – det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål – og svaret på det.

      Er denne Amarone ægte?
      Kurt Jensen har i et supermarked købt en Amarone til 85 kr. for at fejre sin bryllupsdag – og er blevet dybt skuffet. – Dårligere vin kan ikke erhverves, skriver han. – Denne vin burde ikke kunne kaldes Amarone. Er den virkelig ægte? Jeg har ikke kunnet finde vinens navn på nettet.
      En Amarone til 85 kr. er – selv på tilbud – en meget billig Amarone, og man kan naturligvis ikke forvente de samme store oplevelser, som man får med langt dyrere Amaroner. Men vinen er sikkert ægte nok.
      På vinens bagetiket står der: "Imbottigliato da Vi.De.Fa–Fara N.–Italia". Det kan oversættes som: "Tappet på flaske hos Vi.De.Fa i Fara Novarese".
      Kommunen Fara Novarese ligger ikke i Amaronens hjemland, Valpolicella, men i Piemonte, cirka 80 km nordøst for Turino. Så vinen er med andre ord købt som bulk (tankvogn, container) af et vinfirma i det andet hjørne af det nordlige Italien, og her er den blevet tappet.
      Dette er der i og for sig ikke noget odiøst i, og det er heller ikke usædvanligt, at et sådant firma opfinder et fantasinavn til en vin, der sælges til en supermarkedskæde. Det er fx meget almindeligt med champagne.
      Man kan være heldig med sådanne ultra billige vine, men man kan også være uheldig. Det bedste er altid at gå efter, hvad aviserne (og VinAvisen) samt andre medier anbefaler.

      Et spørgsmål uden svar
      Malene Smidt Hertz, der skriver om vin på EkstraBladets hjemmeside, har sendt os en mail, fordi hun er blevet spurgt, om hun kender en vin, hvis etiket er lavet af kork. Hun husker, at hun engang har set en sådan etiket, men ikke længere hvor.
      Vi har også set kork-etiketten og husker, at den sad på en portugisisk vin. Men hvilken …?
      Hvis nogle af vore erfarne læsere kan oplyse os og Malene yderligere, hører vi meget gerne. Skriv venligst til anker@vinavisen.dk.
    ............................
.. .. ....


    Ugens vinøse billede
    Alsace er uden tvivl et yndet rejsemål, og vi har bragt flere billeder derfra. Vi kan dog ikke nære os for at bringe endnu et – nemlig dette, som John Jalsbo har sendt os fra sin tur til det smukke vindistrikt.
    Billedet er taget i byen Ribeauvillé fra det hotelværelse, hvor han boede med sin hustru. Og det grønne tæppe af vinmarker, der rejser sig i baggrunden, er Geisberg, en af Alsaces i alt 51 grand cru-marker. Marken er på cirka 9 hektar og leverer blandt andet druer til nogle af det anerkendte vinhus Trimbach’s bedste vine.
    Ribeauvillé er bestemt et besøg værd. Det er en af de mange små hyggelige byer i Alsace med kun 5000 indbyggere, fine pladser med fontæner og krogede gader med gamle bindingsværkshuse.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder faktisk er vi ved at være i bund, så I må meget gerne sende billeder til os. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur det orker vi ikke så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til mariette@vinavisen.dk.
...... .....,,,,...........,,



...........,,
Ugens STORE billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels i 72 dpi, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi de store billeder særlige sider. De 26 første findes ved at klikke her, og de næste 26 samler vi efterhånden på endnu en side.
....... ......hj.. .... .... ........... ......
...............................

    .....................
    37 Der var engang, da "kongen af Beaujolais", Georges Duboeuf, inviterede sine kolleger i distriktet til middag hos stjernekokken Paul Bocuse i Collange-sur-Saône uden for Lyon (foto © Duboeuf).
    .......
    ...............
. .............,,,,..


46-45


. . ..,,,,,,,,,,
VinAvisen finder de gode vine!
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 30 vine. Af disse vine var der 24, som fik mere end to stjerner, og hele 15, som fik fem stjerner.
I alt blev det til 110 stjerner og i gennemsnit 3,7 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.
.....................
    ,,,
    Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,
.....................


Mousserende vin


M. Brugnon, Brut Sélection, Champagne, Frankrig
195 kr.,Juul's Vin & Spiritus
Tør og elegant champagne med fine, stadige bobler i glasset, en liflig duft og en superlækker smag med friske citrusnoter. Prisen er attraktiv for en ægte champagne.



Hvidvin


Barbaste des Agrunelles, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2008
109 kr., Rungsted Vinhandel
Denne hvidvin er Chardonnay, når det er bedst. Vinen er fyldig med god frugt, tilpas syre og duft og smag af appelsiner, grape og andre citrusfrugter. Eftersmagen er lang og fuld af facetter. Vinen er perfekt til skaldyr.


Antoine Stoffel, Riesling, Grand Cru Eichberg, Alsace, Frankrig 2007
100 kr., Vinalsace.dk
Her har vi igen en af disse lækre enkeltmarks-hvidvine fra Alsace. Og igen en Riesling med alle druens dyder: God, moden frugt, let fedme og fint-krydrede mineralske toner.


Winkl, Cantina Terlan, Sauvignon, Südtirol–Alto Adige, Terlaner, Italien 2008
130 kr., Vinens Verden
Fantastisk dejlig hvidvin, der især i starten kan minde lidt om Riesling, men er altså en Sauvignon – hvis smag da også hurtigt melder sig. Den let krydrede vin har en vis fedme.


RockBare, Chardonnay, McLaren Vale, Australien 2007
99 kr., A Vinstouw
Superlækker hvidvin med fedme og frugt og et meget klart og rent billede af den gode Chardonnay-drue beskyttet af et skruelåg.


Ochoa, Viura / Chardonnay, Navarra, Spanien 2008
59 kr., Østjysk Vinforsyning/Vinoble
En ret let hvidvin med en blomstrende duft og en frisk, frugtagtig smag.


François Mikulski, Chardonnay, Bourgogne, Frankrig 2006
149 kr., Domaine Brandis
Ganske dejlig hvidvin med god frugt og moden smag. Den smager godt! Men den er tre år gammel og skal drikkes nu. Og prisen gør ondt sammenlignet med, hvad man ellers skal give for god Chardonnay.



Rødvin


Gran Sasso, Montepulciano d’Abruzzo, Italien 2007
69,75 kr., Vinmonopolet
Dejlig og kødfuld rødvin med blød frugt, krydderi, fin sødme og tanniner i passende mål. Fuld harmoni.


Primo Estate, Il Briccone, Shiraz / Sangiovese, McLaren Vale, Australien 2007
90 kr., Højelse Vinkælder
Denne rødvin smager smaddergodt, lød det fra smagebordes nederste ende. Og det gør den. Det er en harmonisk vin, som mange vil kunne lide. Flasken har skruelåg.


Castoro Cellars, Zinfandel, Paso Robles, Californien 2005
118 kr.; 108 kr. ved 12 flasker, Solarex
Glimrende rødvin med en fint røget duft og en moden, afrundet og frugtagtig smag.


Tarapacá, Hunters Selection, Carmenère, Syrah, Maipo Valley, Chile
69,75 kr., Skjold Burne
Årets jagtvin fra Skjold Burne har en ræv på etiketten, men er dog langt bedre egnet til hjort, hare og fasan. Faktisk en glimrende rødvin til både dyr og fugl. Den er harmonisk og med blød frugt og gode tanniner. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet. Prisen er rimelig, og flasken har skruelåg.


Ticket to Chile, Reserve, Syrah / Cabernet Sauvignon, Colchagua Valley, Chile 2008
59,95 kr. ved 6 flasker, Lautia
Til prisen en meget flot rødvin – en vin, der vil noget. Den har en dejlig duft og en intens frugtsmag med gode tanniner. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Sergio, Rosso Veronese IGT, Italien 2005
132 kr.; på tilbud netop nu: 98 kr., Jysk Vin
Fyldig og saftig rødvin med en god struktur. En dejlig vin til kødretter med smag. De italienere kan bare det dér, lød det fra smagebordets nederste ende. Tilbudsprisen er attraktiv.


Alos de Losada, Bierzo, Spanien 2006
169,50 kr. ved 12 flasker, SpanskeVine
Fantastisk flot og lækker rødvin med en dyb, mørk farve, en dejlig duft og en fyldig, kompleks og harmonisk smag. En stor vin, der fortjener en lige så kraftig (kød)ret.


La Vigilia, Ripasso della Valpolicella, Italien 2007
58 kr., Red & White
Fin rødvin i fornem balance. En alsidig vin, der vil gå til mange retter. Og prisen er menneskevenlig.


Sur de los Andes, Malbec / Cabernet Sauvignon, Argentina 2007
38,11 kr., WineAtCosts.com
Rødvin med en indsmigrende duft og en saftig, intens frugtsmag med toner af peber. Dertil meget markante tanniner. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Fonset-Lacour, Barton & Guestier, Bordeaux, Frankrig 2008
59,95 kr., i denne uge (uge 38) 6 flasker for 199,95 kr., SuperBest
Der er mild lakrids og anis i duften og smagen af denne enkle rødvin, og den har en fin syre til mad. Den sidste stjerne skyldes tilbudsprisen.


Legado Muñoz, Garnacha, Tierra de Castilla, Spanien 2007
45,95 kr. ved 12 flasker, Wine Group
En udmærket og uhøjtidelig rødvin med god frugt. Den er blød og rund og har ingen skarpe kanter – dog er der et lille bid af alkohol til slut. En fin vin til når der er mange gæster. Den sidste stjerne skyldes den meget rimelige pris i forhold til kvaliteten.


Quinta do Correio, Dão, Portugal 2007
39,95 kr., Brdr. D’s Vinhandel
En enkel, men udmærket rødvin. Den har en god fylde og krydrede noter af sort peber.


Lorca, Fantasía, Malbec, Mendoza, Argentina 2008
80 kr., Malbeck
Blød, rund og saftig rødvin med god syre og tanniner. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Rosso Assai, Sangiovese, Luiano, Toscana, Italien 2007
54 kr., Carlo Merolli
En dejlig let og uhøjtidelig rødvin med en god frugtsmag og et strejf af sødme. En rigtig god pastavin.


Mommessin, Les Épices, Côtes du Rhône, Frankrig 2007
39,95 kr., Amka
En ikke uvenlig lille rødvin med en kvalitet i overensstemmelse med den lave pris.



Sød Vin


Vista Alegre, Late Bottled Vintage Port, Portvin, Portugal 2003
149 kr., Lago Import
Dejlig portvin fra en stor årgang. Den er sødmefuld og lækker – en nydelse.



Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.