Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 14. 2010


.........
Vin-aktuelt i uge 14
Fra 5. april til 11. april 2010
.....................
,,,,,,,,,,,,,
VinAvisen uge 11, ,,,,,,VinAvisen uge 12,,,,,,,,VinAvisen uge 13
,,,,,,,,,,,,,

.....................
    ,,,,,,,
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr, e-mail hver uge. Klik her! På samme side kan du ændre din adresse eller melde fra. Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
    ,,,,,,,
    ,,,,,,,
    Søg i 500 tidligere VinAviser

,,,,,,,
.....................
....... ........



....... ..................
Smugling af vinplanter til USA
I sidste uge fortalte vi om det frygtede europæiske vinmøls fremfærd i vinmarkerne i Napa Valley.
Samtidig med, at bekæmpelsen af møllene sætter ind, diskuteres det nu, hvordan insektet er kommet den lange vej fra Europa til Californien. Møllet stammer nemlig oprindelig fra Italien, men dukker også op hist og pist i Østeuropa.
Ifølge USDA (United States Department of Agriculture), der står for godkendelsen af de planter, der importeres til USA, kan der være tale om indsmuglede vinplanter, som har været angrebet af møl.

Gemt i buksebenene
I 1980’erne var den slags smuglerier ikke ualmindelige. Stiklinger fra især fornemme franske vinmarker blev typisk smuglet ind i kufferter eller gjort fast til det indre af buksebenene.
Dengang var udvalget af vinplanter i USA langt mere begrænset. Desuden kunne det tage op til syv år at få godkendt indførelsen af vinplanter fra et andet land. Og det var ikke alle, der havde tålmodighed til at vente så længe.
Ifølge USA Today har nogle af de førende californiske vinproducenter siden hen erkendt, at det netop var med indsmuglede vinplanter, de grundlagde nogle af deres rigtig gode vinmarker.
Indførelsen af store bøder – samt udviklingen inden for californisk vinplanteavl – har i høj grad dæmmet op for smugleriet. Dog er man hos USDA ikke i tvivl om, at der stadig smugles en vinplante ind i ny og næ.

En nål i en høstak
En anden teori går ud på, at vinmøllene har siddet på en importeret vinmarks-maskine, hvor der er blevet fiflet med papirerne, så ejeren af maskinen er sluppet uden om den langsommelige kontrol.
Møllene kan selvfølgelig også bare have undsluppet inspektørernes kontrol af et containerskib. Men hvis det var tilfældet, ville man have fundet de første møl nær havneområdet og ikke midt inde i Napa Valley.
Smugleri står derfor foreløbig meget langt oppe på myndighedernes liste over muligheder for det altødelæggende vinmøls indtog i Californien.
Men at finde den eventuelle smugler – eller de planter, der er skyld i miseren – er dog som at lede efter en nål i en høstak.
....... ..................


    Sådan finder du vinen
    VinAvisens nye søgesystem er faldet i god jord. Flere læsere har skrevet, at de er glade for at kunne gå ind og søge blandt alle de vine, som vores smagepanel har smagt siden oktober sidste år. Fx skriver Søren Haastrup:
    Den nye søgefacilitet er supergod. Jeg har brugt den snart mange gange, specielt på mobilen, når jeg står og skal købe vin i en forretning. 5 stjerner herfra!
     
    Nem adgang til søgesiden
    Søgesiden findes på adressen www.vinavisen.dk/findvin, og vil man åbne siden på sin mobiltelefon, er adressen m.vinavisen.dk.
    På siden kan man skræddersy søgningen ved at gøre nogle valg. Man kan fx nøjes med at søge efter vine, der har fået fem stjerner. Man kan søge på vinens eller producentens navn, på distriktet, landet og druens navn.
    Man kan også søge på importørens navn, afgrænse valget til en bestemt prisgruppe og vælge, om man kun vil se vine med skruelåg eller vine fremstillet på økologisk dyrkede druer.

................ ..................



......................
    < Kineserne er vilde med Bordeauxvin. Under Hong Kong Wine and Dine løb man hurtigt tør for de dejlige franske vine. Billederne er fra en video på YouTube, der giver et godt indblik i, hvordan festivalen løb af stabelen.
............ .......
Drastisk nedgang af fransk eksport
Sidste år eksporterede Bordeaux i alt 206 millioner flasker vin, hvilket indbragte et beløb svarende til 9,6 milliarder kr. Og det var et fald på 14% i volumen og 23% i værdi i forhold til 2008.
Til USA var der tale om en nedgang i eksporten på hele 44% til 15,5 millioner flasker, og til Storbritanniens på 33%.
Fra vindistriktets vinkomité, Le Conseil Interprofessionnel du Vin de Bordeaux (CIVB), lyder det, at man "aldrig har set et så hurtigt og brutalt kollaps af eksporten".

Kina overhaler USA
2009 bød dog også på lyspunkter. Hidtil har USA været Bordeauxs største marked uden for Europa, når det gælder mængden af eksporteret vin. Men sidste år overhalede Kina for første gang amerikanerne på dette felt. Ved årets afslutning havde kineserne importeret 18 millioner flasker Bordeauxvin, hvilket var en stigning i volumen på storslåede 97% og 40% i værdi.
Dog har USA stadig førertrøjen på, når det gælder værdien af de importerede Bordeaux-flasker, idet amerikanerne i 2009 aftog flasker til en værdi af 1 milliard. kr. i forhold til kineserne, hvor tallet lød på cirka 547 millioner kr.

Løb tør for vin
Ifølge Winespectator er der intet, der tyder på, at den gunstige fremgang i eksporten af Bordeauxvin til det asiatiske marked vil stoppe – tværtimod, så forventes den at stige med yderligere 50% i 2010. Og det er der en væsentlig årsag til. Kinas store velhavende middelklasse har vokseværk, og den forbinder i høj grad vinen fra det berømte franske vindistrikt med stor prestige.
Den kolossale interesse for Bordeauxvin kom også til udtryk under festivalen Hong Kong Wine and Dine, der blev afholdt sidste efterår i den kinesiske region.
Det var første gang, man afholdt denne vin- og madfestival i Hong Kong, og CIVB, der stod for festivalen, forventede omkring 20.000 besøgende.
Men i alt gæstede hele 70.000 den tre dage lange festival, og allerede den første dag løb man tør for vin og måtte hurtigt tilbagekøbe flasker fra lokale vindistributører. ..... .
....... ..................

Til_37/09


....... .................................
16 postkort fra ProWein
I dagene 21.-23. marts afholdtes den store vinmesse ProWein i Düsseldorf i Tyskland. Anker var med dernede og i denne og de næste fire uger sender vi hans 16 postkort fra messen. Her kommer de første tre.
...........


...........
I den store hal 6 er der rulletrapper op til galleriet med endnu flere stande.
...........

    1. postkort fra ProWein:
    Den største af dem alle
    Hvert år afholdes der flere vinmesser, hvoraf nogle kun er åbne for branchefolk. Der er Vinexpo i Bordeaux, der er Vinitaly i Verona og London International Wine Fair. Der er flere andre, og en af de største er ProWein i Düsseldorf. I år, da VinAvisen var dernede, slog den igen alle rekorder.
    I de seks store messehaller var der i alt 3300 udstillere, og i løbet af de tre dage, messen varede, blev den besøgt af cirka 36.000 professionelle vinfolk. En tredjedel kom fra 50 fremmede lande, her imellem en hel del fra Danmark.
    Yderligere der var mere end 1000 vinskribenter, så vi var ikke alene i udstillingens meget effektive pressecenter.

...........


...........
Store skilte med numre på hallerne gjorde det nogenlunde nemt at orientere sig og finde frem til de stande, man ønskede at besøge.
...........

    2. postkort fra ProWein:
    Smag på 33.000 vine
    3300 udstillere … hvis vi regner med, at de hver præsenterede ti forskellige vine, kunne vi under vores besøg have smagt 33.000 vine. Så det glemte vi alt om.
    I stedet foretog vi punktnedslag i bestemte emner, der interesserede os, og her var det praktisk, at de enkelte lande lå nogenlunde samlede i de seks haller. Østrig havde således en hel hal for sig selv.
    Af særlig interesse var det ret store udbud af vine på økologisk dyrkede druer. De blev præsenteret af cirka 150 vinproducenter fra femten forskellige lande, flere af dem oversøiske. Yderligere var der fokus på Fairtrade-vine.
    Det var også værd at bemærke, at skruelågene breder sig, og at flere europæiske vinmagere endelig har smidt håndklædet i ringen og erkendt, at skruelåg er vejen frem – hvis ikke de ligefrem benytter de lækre og dyrere glaspropper, som flere tyske tophuse er gået over til.

......... ................... ............

34/10



.......
...........


...........
Der var fart på, når de nye glas kom rullende i de containere, de var blevet vasket i.
...........

    3. postkort fra ProWein:
    Halvanden million rene glas
    Til de fleste større smagninger får man udleveret et vinglas ved indgangen og går så rundt med det i hånden – mens man med de tre andre hænder holder styr på papir og blyant og diverse brochurer.
    Sådan er det ikke på ProWein. Her er der sat system i det med glassene. På næsten hver eneste stand står der rene glas. Man smager, lader glasset stå og går videre til den næste stand, og hele tiden bliver der tilført nye, renvaskede glas, som rulles ud i containere fra et centralt vaskeri.
    ProWein råder over 60.000 glas, der bliver vasket igen og igen, og i løbet af messens tre dage bliver der skænket vin i 1,5 millioner rene glas.

..........
Svensk forsøg med vin
Vi har ofte fortalt om nye forskningsresultater, der beviser, at et moderat vinforbrug har mange helsebringende egenskaber.
Dette bekræftes nu af endnu en undersøgelse, udført af Fredrik Nyström, en professor i intern medicin ved Universitetssjukhuset i Linköping.
I slutningen af 2009 påbegyndte Nyström sin vinøse undersøgelse. I alt deltog 45 forsøgspersoner mellem 25 og 35 år, og de blev ifølge www.wownews.se inddelt i to grupper, hvoraf den ene fik vin hver dag, mens den anden ikke fik en dråbe alkohol.
I vin-gruppen fik kvinderne 1,5 dl vin om dagen, mens mændene fik 3 dl.

Vin nedsætter blodtrykket
I de tre måneder, forsøget varede, blev deltagerne undersøgt med jævne mellemrum. Og det viste sig, at hos de vin-drikkende mænd og kvinder mindskedes blodfedtet i forsøgsperioden, og kolesterolindholdet sank med hele 17% i forhold til afholds-gruppen. Dermed kan et moderat vinforbrug måle sig med kolesterolsænkende medicin. Det er med til at sænke blodtrykket og dermed beskytte mod hjertekarsygdomme.
Nyström kunne ikke påpege en eneste negativ effekt ved vin-indtaget.
Professoren er derfor oprørt over, at det svenske Folkhälsoinstitutet offentlig advarer mod, at alkohol forhøjer blodtrykket. Kun ved indtagelse af meget store mængder alkohol er denne advarsel berettiget, mener Nyström.
Hans undersøgelse vil om føje tid blive publiceret.
... .

34/09



....... ..................

....... ..................
Er kokke kunstnere?
I sidste uge bragte vi et indlæg fra Carlo Merolli, der fremførte den påstand, at kokke ikke er kunstnere. Han mener, at han er restaurantens gæst, ikke kokkens gæst, og at han betaler de samme penge lige meget, om kokken har fri, har en dårlig dag eller er kunstnerisk uinspireret. Madlavning er et håndværk. Kokke kan være gode håndværkere, kunst er noget andet.
I en lille meningsmåling spurgte vi, om vore læsere var enige, 1675 svarede, og i skemaet herover ses resultatet.
Overvejende er holdningen (47%), at nogle kokke er kunstnere, og et mindre antal læsere (4,1%) mener ligefrem, at det gælder alle kokke.
Derimod er 36,5% enige med Carlo Merolli i, at kokke ikke er kunstnere, så Merolli er altså ikke helt alene i verden.
 
Jeg er da ligeglad …
12,4% valgte svaret: Jeg er fuldstændig ligeglad. Måske kunne det også have været "Ved ikke". Vores læser Finn Rasmussen har nok valgt dette svar. Han skriver i hvert fald:
– Jeg har en enkelt gang været på restaurant Nemo. Flere af de retter, der blev serveret, og det samlede indtryk af aftenen gjorde det til en oplevelse, jeg kunne finde på at kalde kunst. Men jeg ved ikke, om det gør kokken til kunstner.
 
Det er da hans job
En anden læser, Peter Iversen, husker sine første charterture, hvor passagererne klappede af piloten for at lande flyet. Det var da for pokker hans job!
Men Peter Iversen skriver også: – Min far er konditor, og han har lavet mange spændende og flotte kager og opsatser. Han vil ikke kalde det kunst, men han er da stolt af det, han laver.
– Jeg tror, at vi, der oplever flotte anretninger, ofte siger: "Det her er så flot, at det næsten er kunst". Så det må nok komme an på den, der bedømmer.
....... ..................

33/09


. .... ...



Under en primeur-smagningen blev der også smagt søde vine fra Sauternes og Barsac. Også her var der rosende ord med på vejen til den glimrende årgang 2009. Foto: www.greatwinecapitals.com.

    Store forventninger ved primeur-smagningen
    Siden sidste sommer har vinens verden talt om den fantastiske årgang 2009 i Bordeaux. Flere har endog sammenlignet den med årgang 2005, som er blevet udråbt til at være århundredets bedste årgang.
    Den forgangne uge har stået i primeur-smagningens tegn i Bordeaux, hvor årgang 2009 er blevet smagt, vejet og vurderet i lange baner af vinbranchefolk fra hele verden. Og kunne den så leve op til de store forventninger? Ja, hvis man skal tro en af Storbritanniens mest anerkendte vinskribenter, Steven Spurrier.

    Bedste årgang nogensinde
    I Decanter, som Steven Spurrier skriver for, er han helt oppe at ringe. Han kalder 2009 for den bedste årgang, Bordeaux nogensinde har fremstillet.
    Spurrier mener, at det ellers så traditionelle franske vindistrikt har taget et kolossalt spring og har skabt en årgang af vine i en moderne stil – der dog ikke på nogen måde lefler for en international stil, som henvender sig til at bredt publikum. Vinene har bevaret deres regionale karakter.

    Stor interesse og høje priser
    Jan Kjeld Nielsen, der er direktør hos Erik Sørensen Vin, har også været til primeur-smagningen, og han kan kun bekræfte den meget store forhåndsinteresse for årgang 2009. Til de store smagninger af Grand Crus-vinene var der fx i år tilmeldt 7500 gæster mod 4500 i rekordåret 2006. Og han er ikke i tvivl om, at man på grund af denne store interesse ligeledes kan forvente nogle høje priser på 2009-årgangen.
    Som vanligt venter de fleste af vinslottene dog på, at guruen Robert Parker kommer med sin dom over årgangen, før de sætter priser på vinene.
    Ifølge Jan Kjeld Nielsen er der nogle, der mener, at Parker vil få et problem, når han skal give karakterer til årgang 2009, eftersom han gav relativt høje point til 2008-årgangen. Château Lafite fik fx de eftertragtede 100 point.
    Når det kommer til indtrykket af årgangen som helhed, fortæller Jan Kjeld Nielsen:
    - Mange af vinene var meget tilgængelige og charmerende, og det passer jo godt med den gamle regel om, at vin i de rigtigt store årgange smager godt allerede fra det tidspunkt, hvor de ligger på fad.

....... ..................

>43


....... .......................


    Gæren påvirker smagen
    I den frie natur går druers gæring i gang med den vildgær, der findes på stedet, og det er en gær, som er mere eller mindre speciel for dette enkelte sted.
    I næsten alle vingårde bruger man derimod forædlet industrigær for at sikre en ordentlig gæring. Denne gær er imidlertid isoleret og produceret på steder, der ikke har ret meget at gøre med de vine, den bruges til, og resultatet bliver, at vinene mister noget af den lokale karakter, de har haft i århundreder.
     
    EU-støttet projekt
    Dette problemet søger en ny organisation, Innoyeast, at gøre noget ved, støttet af EU med 1,5 millioner euro.
    I det 28 måneder lange projekt vil Innoyeast udvælge lokale gærtyper fra forskellige europæiske vindistrikter (Rioja Alavesa, Bordeaux, Chianti og Vinho Verde) og finde veje til at forædle dem, så man kan fremstille vine, der har bibeholdt den lokale aromaprofil.
    Vinhuse i Frankrig, Italien, Portugal og Spanien deltager i projektet, som man kan læse mere om på Innoyeast’s hjemmeside.

... .


    Kæmpefad sætter verdensrekord
    På den forestående Vinitaly-messe i Verona præsenterer vinhuset Tommasi verdens største vinfad, skabt i samarbejde med det gamle bødkerfirma Garbellotto, der blev grundlagt i 1775.
    Den 8. april kl. 15 kommer en dommer fra Guinness World of Records på messen med et certifikat, der fastslår, at dette er en verdensrekord.
    Fadet, der har fået navnet Magnifica, vejer i sig selv 5 tons. Det kan rumme 33.300 liter og vil blive anvendt til Tommasis Amarone.
    Kun det bedste træ er brugt til det store fad, idet de 360 cm lange stave er skåret af mere end 200 år gamle egetræer.
 

....... ..................



...... ........



Bare rolig: Château Latours andenvin, Les Forts de Latour, vil også være at finde på markedet i årgang 2009.

    Latours andenvin solgt til Nordkorea
    I den forgangne uge bød det britiske vinmagasin Decanter på en opsigtsvækkende nyhed på sin hjemmeside: Nordkoreas kommunistiske diktator, Kim Jong-il, havde købt samtlige flasker af Château Latours andenvin, Les Forts de Latour årgang 2009.
    Kim Jong-il havde sendt en delegation til primeur-smagningen i Bordeaux. Og den var vendt tilbage med så positive meldinger om den nye årgang, at han simpelt hen måtte købe hver en dråbe.

    Villig til at handle med diktatoren
    Decanter citerede også Château Latours administrerende direktør, Frédéric Engerer, for at sige, at han var villig til at handle med en af verdens mest berygtede diktatorer. Direktøren begrundede det med, at nu, hvor konkurrenten Château Lafite havde vundet så stor en markedsandel i Kina, var salget af de mange flasker til Kim Jong-il en oplagt mulighed for at præsentere Château Latour for den spirende middelklasse i Nordkorea.
    Ifølge Decanter havde Kim Jong-il beordret at få en personlig etiket på andenvinen fra det fornemme slot.

    Aprilsnar gav kolde fødder
    Det, at denne epokegørende nyhed blev bragt den 1. april, fik VinAvisens redaktion til at trække på smilebåndet.
    Decanter er nemlig kendt for sin årlige aprilsnar. Og selvfølgelig var denne historie en af slagsen – hvilket det britiske magasin blot få timer efter skyndte sig at gøre opmærksom på.
    Aldrig er Decanter gået så hurtigt til bekendelse, og dementiet blev slået fast med syvtommers søm. Som der blev oplyst på hjemmesiden, så "vil Decanter gerne understrege, at dagens artikel om, at den nordkoreanske regering har købt Château Latours andenvin, Les Forts de Latour, var ment som en aprilsnar og er fuldstændig usand."
    Noget tyder på, at Decanter – eller måske Château Latour – har fået kolde fødder. Eller også har vinentusiaster med en forkærlighed for Latour-vin kimet bladets redaktion ned.
    I sit dementi forsikrer Decanter nemlig, at "forskrækkede vinelskere kan være helt sikre på, at Les Forts de Latour vil være til at købe ganske som normalt."

....... ..................



....... ..................
.....................

.......

.......

    Fornem årgangsøl
    Husbryggeriet Jacobsen har to år i træk lanceret en særlig årgangs-øl. Nu er den tredje og sidste øl i denne øl-triologi kommet på markedet.
    Vintage 3, som øllen hedder, er tappet på seks forskellige flasker, hvis etiketter er skabt af tre danske kunstnere. Etiketterne er kunstnernes bud på, hvordan Carlsberg Byen kunne komme til at se ud engang i fremtiden.
    Øllet, der er af typen Pale Barley Wine, har ligget på franske egetræsfade i J.C. Jacobsens originale kælder fra 1847.
    Alkoholindholdet er på 15%, og det er skabt udelukkende via naturlig gæring uden tilsætning af enzymer eller restalkohol fra fadet, som det er tilfældet med mange andre øl med et højt indhold af alkohol.

    Koster over 2000 kr.
    Prisen for en flaske på 37 cl af denne tredje årgangs-øl – som der kun er fremstillet 1000 flasker af – er på 2010 kr. Så det er nok ikke sådan en øl, man knapper op en varm sommerdag for at slukke tørsten.
    Hvis man skulle vælge at åbne en flaske, så bør man efter sigende nyde den til gode oste og desserter.

....,,........,,



....,,........,,
.........
.... ............................ ......,,,,,,,,,...........................................................................................
    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Vinslottet har pr. 1. april 2010 ansat Kim Pedersen, der får opgaven at styrke og udbygge HoReCa-salget på Fyn og i Jylland. Kim har mange års erfaring fra restaurationsbranchen og kommer fra en lignende stilling hos Philipson Wine. Kim kan træffes på tlf.: 20 64 24 26 eller kimp@vinslottet.nu.
    * YouAndWine er det nye navn på importfirmaet U&Wine, hvis hjemmeside også har skiftet adresse til www.youandwine.com.
    --,,,,,,,,,,,--,
...... ....
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
............. .....,.
Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt...,... ..... ..


.
.

Peter Pulawski (f. 1963) er dansker, svensker og polak. Han er født i Norrtälje i Sverige med en svensk mor og en polsk far, opvokset i Danmark og siden 1976 dansk statsborger.
Efter studentereksamen på Niels Steensens Gymnasium studerede han ved Lunds Universitet og tjente blandt andet sine penge som fredagshjælp i Systembolaget i Malmö, hvor han for første gang oplevede vinens verden.  
Tilbage i København i 1986 fik han jobs i forskellige vinhandeler – og blev for alvor vinmand.
I 1989 fik Polen demokratiet og den liberale økonomi tilbage, og sammen med sine to yngre brødre dannede Peter Pulawski et firma, der eksporterede forskellige varer til Polen. Det var computerudstyr, men også kaffe, vaskepulver, ris – og mest komaver (kalun) til den yderst delikate polske oksemavesuppe, Flaki.
Men han ville også vende tilbage til vinbranchen, og i 2001 solgte han sin første flaske vin fra sin egen butik i Warszawa, hvor han var administrerende direktør, lagermand, sælger og bybud. I dag er den lille butik vokset til 30 butikker i hele Polen, hvor én er hans egen, tre er agentur-butikker og 26 franchising-butikker. Samlet salg: 500.000 flasker om året, samlet omsætning: Cirka 23 mio. kr. Kædens navn er dobrewina.pl, hvilket helt enkelt betyder godevine.pl.
I 1991 blev Peter Pulawski gift med sin polske Nina, og sammen har de to drenge, Christian og Julian, som han taler dansk med. Når Danmark og Polen spiller fodbold, holder han med Danmark. Ellers holder han med Polen – også når Polen spiller mod Sverige.
Adresse: Grand Cru, Ul. Wyczolki 46, PL-2820 Warszawa, Polen, tlf.: 00 48 509 49 97 70, e-mail: peter@dobrewina.pl, www.dobrewina.pl.

.. ..... .. ................ ........,,........,,... ...... .... .......... . .,... .. ........................ ............ ................................ ............
....,,........,,
Ugens STORE billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels i 72 dpi, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi de store billeder på særlige sider. De 26 første findes ved at klikke her, og de næste 26 har vi samlet på endnu en side. Nu har vi taget en tredje side i brug, og den åbnes ved at klikke her.
... .............., .... ... ... ........... ......
...............................

    .....................
    65 Højt hævet på sin hylde ligger vingården Quinta do Crasto i Portugals dramatiske Douro-dal (Foto © Michel Holz).
    .......
    ...............
...... . . ............



........ ........
VinAvisen finder de gode vine!
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 29 vine. Af disse vine var der 23, som fik mere end to stjerner, og hele 12, som fik fem stjerner.
I alt blev det til 99 stjerner og i gennemsnit 3,4 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.
........... ....................



....... .......................
    ,,,
    Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Dolce Cuvée, MalaSpina, Vino Spumante Dolce, Italien
55 kr., YouAndWine
Dolce - sød - men heller ikke SÅ sød. Elegant, med fine bobler og god frugt - og til en venlig pris.


Domino de Requena, Brut, Cava, Spanien
69 kr., pris ved 6 flasker: 49 kr., A Vinstouw
Denne mousserende vin har fine bobler, en god duft og en forfriskende smag ned noter af citrus. Prisen ved seks flasker er meget attraktiv.

Hvidvin


Leyda Reserva, Chardonnay, Leyda Valley, Chile, 2008
89,50 kr., Wine.dk
En meget dejlig hvidvin. Den er frisk og har en lækker fedme og noter af modne citrusfrugter. Eftersmagen er lang og aromatisk.


Tradition Cullus, Domaine Masson-Blondelet, Pouilly-Fumé, Frankrig, 2005
229,95 kr., H.J.Hansen Vin
Fantastisk lækker Loire-hvidvin med blød, moden frugt og mineralitet. En stor nydelse fuld af Sauvignon Blanc-druens charme.


Cuvée Réserve, Vignerons a Turckheim, Riesling, Alsace, Frankrig, 2008
59,50 kr., Irma
Frisk hvidvin præget af en markant citrussyre. Flasken har skruelåg.

Rosévin


Alamos, Rosé, Catena, Malbec, Mendoza, Argentina, 2009
49,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Vellavet rosévin med en god, ren frugtsmag og fin sødme. Velegnet både til mad og som terrassevin. Flasken har skruleåg.


Château Guiot, Costières de Nîmes, Frankrig, 2009
55 kr., ved 6 flasker 50 kr., The Wine Company
En udmærket tør, let krydret og læskende rosévin med god fylde. En rigtig sommervin, som vil egne sig til retter med lyst fjerkræ. Flasken har skruelåg.

Rødvin


A Mano, Negroamaro, Puglia, Italien, 2007
64,95 kr., Strandgaarden
En dejlig rødvin. Den er tør, men samtidig meget saftig med duft af svampe og en let krydret smag med noter af hyld. Nyd den til en god pastaret. Flasken har skruelåg.


Mistero, Tenuta Ca'Lunga, Sangiovese di Romagna Superiore, Italien, 2007
69,50 kr., Vino Italiano
En rigtig italiener, meget vellavet og karakteristisk for den gode drue Sangiovese. Herlig rødvin.


Mutuo, Rioja, Crianza, Spanien, 2006
75 kr., Hargaards Vinbutik
En Rioja Crianza helt i top. Den har alt, hvad sådan en rødvin skal have - blød frugt, fine fadtoner, vanille ... Til 75 kr. et kup.


Bricco del Prete, Fratelli Pavia, Barbera d'Asti, Italien, 2006
79 kr., Den lille Vinkælder
Her sidder vi med noget godt. Dette er en meget dejlig, harmonisk rødvin med blød, fyldig frugt. En vin, som mange vil kunne lide.


Château Carbonneau, Sainte Foy-Bordeaux, Frankrig, 2008
80 kr., pris ved 6 flasker: 60 kr., Propperiet
Let og ret saftig Bordeaux-rødvin med den typiske lidt tørre smag, der er så god til mad. Prisen ved seks flasker er rimelig.


Los Vascos, Domaines Barons de Rothschild (Lafite), Cabernet Sauvignon, Colchagua, Chile, 2007
89,75 kr., pris ved 2 flasker: 60 kr., Skjold Burne
Los Vascos har altid været en god vin, og det er denne årgang også. Den giver et flot og elegant billede af druen Cabernet Sauvignon. Vildt god til tilbudsprisen. Skynd jer!


Amplus, Old Vines, Santa Ema, Carignan, Peumo-Cachapoal, Chile, 2006
129,95 kr., pris ved 12 flasker, Wine Group
En rødvin helt i top - fyldig, kraftig, rund, kompleks og med dejlig frugt. Trods de 14½% alkohol en elegant vin - ikke spor sprittet.


Quinta da Vegia, ´Dão, Portugal, 2005
265 kr., Vinport
En dyb farve i glasset, en elegant duft i næsen og en lækker, blød og kompleks smag i munden. En vidunderlig og harmonisk rødvin. Og så kun 13½% alkohol. De kan bare det dér, de portugisere.


Two in the Pouch, Possum's, Shiraz, McLaren Vale, Australien, 2008
59 kr., Oxholm Vin
I denne rødvin er der ikke kun Shiraz, men også Cabernet Sauvignon - "To i pungen", som australierne har kaldt vinen. Vinen er en rigtig australier med en masse frugt og sødme, og søger man en sådan vin, så er den her. Flasken har skruelåg.


The Islander, Jacques Lurton, Shiraz, South Australia, Australien, 2006
69,75 kr., Vinmonopolet
En udmærket rødvin med Shiraz-druens typiske duft og smag af sort peber. Det er en kraftig vin, som bør nydes til en godt krydret kødret. Flasken har skruelåg.


Palo Alto, Reserva, Cabernet Sauvignon, Maule Valley, Chile, 2008
69,95 kr., i denne uge (uge 14): 33,33 kr. ved 6 flasker, SuperBrugsen, Coop
Denne rødvin, der foruden Cabernet Sauvignon er lavet på Carmenère og Syrah, er en vin i god balance og med god, afrundet frugt.


Terredavino, Barolo, Italien, 2005
129,95 kr., I denne uge (uge 14) 99,95 kr., SuperBest
Ikke en af de store Barolo'er, men en rødvin, der smager ganske godt - ret let, saftig og med et lille, tørt bid.


La Minga, Cabernet Sauvignon, Central Valley, Chile, 2009
49 kr., Wine.dk
Pæn og venlig rødvin med en god, ren frugtsmag. Flasken har skruelåg.


T Series, Taltarni, Shiraz, Victoria, Australien, 2006
59,95 kr., pris ved 12 flasker, House of Wine
Kraftig, krydret rødvin med et lidt smalt smagsbillede. Flasken har skruelåg.


The Islander, Jacques Lurton, Sangiovese, Kangaroo Island, South Australia, Australien, 2005
69,75 kr., Vinmonopolet
Ikke ret meget Sangiovese, meget mere Australien med fylde og saft. Vinen har skruelåg.


Onyx, Carling Cellars, Shiraz, Darling, Sydafrika, 2007
119,95 kr., Amka
Denne rødvin begynder med saftige toner, der går over i noget mere brændt og røget. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Søg i 500 tidligere VinAviser:




Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.