.....................
Vin-aktuelt i uge 37
Fra 13. september til 19. september 2010

,,,,,,,,,,,,,
VinAvisen uge 34, ,,,,,,VinAvisen uge 35,,,,,,,,VinAvisen uge 36
,,,,,,,,,,,,,

.....................
    ,,,,,,,
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr, e-mail hver uge. Klik her! På samme side kan du ændre din adresse eller melde fra. Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
    ,,,,,,,
    ,,,,,,,
    Søg i 500 tidligere VinAviser

,,,,,,,
.....................


Til_37/09




Italiens vinmarker skal på skrump
Siden 1385 har familien Antinori fremstillet vin i Toscana, og vinhuset Marchesi Antinori er i dag berømt for sin stribe af fornemme vine.
I direktørstolen sidder 26. generation, Piero Antinori, og han er en mand, der ikke er bange for at sige sin uforbeholdne mening.
Det gjorde han for nylig ved et seminar i London, som blev afholdt af Institute of Masters of Wine.
I en tale ytrede Antinori, at en tredjedel af de italienske vinmarker burde rives op ved rode eller genplantes, fordi de producerer druer til vine, der ikke er salgbare.
Nedlæggelsen af vinmarker skulle frem for alt ske i det centrale Italien, hvor den grønne Trebbiano-drue, som Antinori kaldte for "en ikke særlig interessant drue" breder sig over tusindvis af hektarer.

Kvantitet frem for kvalitet
Også vinmarkerne i Puglia og på Sicilien trænger ifølge Antinori til en udlugning. Mange af de små vingårde i det sydlige Italien hylder stadig princippet kvantitet frem for kvalitet og høster alt for mange druer pr. hektar, hvilket giver vine af en ikke særlig god kvalitet.
Denne tilgangsvinkel til vinfremstilling går flere hundrede år tilbage. I gamle dage blev de syditalienske vine nemlig frem for alt brugt til at blande op i andre vine, eller de blev anvendt som basis for fremstillingen af hedvinen vermouth. Men, som Antinori sagde, så sælger vermouth ikke mere i samme store stil som førhen, og disse vinproducenter bliver derfor nødt til at finde nye markeder – hvilket de kun kan gøre ved at fremstille vine af bedre kvalitet.
Det kræver dog, at producenterne har både råd og lyst til at lægge om – Antinori satte spørgsmålstegn ved begge dele.
De skal derfor have en gulerod i form af en pose penge, hvis de går med til at nedlægge vinmarker eller genplante med bedre og mere rentable druer. En sådan økonomisk støtte har EU faktisk allerede indført, og den skulle gerne give resultater inden for de næste fem år.







Kanonkop's vidtstrakte vinmarker - som blandt andet har leveret druer til den nye årgang af Black Label Pinotage.

Verdens dyreste Pinotage
Kanonkop i det sydafrikanske vindistrikt Stellenbosch er kendt for sine dejlige vine på Pinotage-druen.
For nylig lancerede vingården verdens mest kostbare Pinotage-vin, Black Label Pinotage 2007, til 1000 ZAR (cirka 800 kr.) – dog vil flaskerne først blive sat til salg den 22. september.
Det er anden gang, Kanonkop sender denne vin på markedet. Første årgang var 2006, og samtlige flasker var revet væk allerede tre timer efter frigivelsen. Nu sælges der også kun omkring 1000 flasker af vinen, og det antal kan selvsagt hurtigt finde afsætning blandt denne verdens mange Pinotage-elskere.

Skeler til Bordeaux
De cirka 800 kr. for Black Label Pinotage synes måske ikke så høj endda, set med europæiske vinøse øjne. Men det er den, når det drejer sig om sydafrikansk vin, der har ry for at være af god kvalitet til små penge.
Med de foreløbigt to fine vine ønsker Kanonkop at være med til at lave om på dette image – at vise, at Sydafrika også er et vinland for fornemme premium-vine i små mængder. Og man ser gerne, at andre vingårde følger trop.
Vingården vil også indføre et primeur-system fra og med 2012, hvor man vil have mulighed for at smage Black Label Pinotage, mens den endnu ligger på fade, og købe den, før den tappes på flasker – ligesom i Bordeaux.

Reddet ved et tilfælde
Black Label-vinene er fremstillet på druer fra nogle af de ældste Pinotage-vinmarker i Sydafrika.
Måske er der nogle, der ikke har hørt om denne særlige drue, som er Sydafrikas blå nationaldrue. Så her kommer dens historie:
Den blev frembragt i 1925 af en professor i vitikultur ved universitetet i Stellenbosch. Abraham Izak Perold hed han, og han skabte druen som en krydsning mellem Pinot Noir og Cinsault. Ud af krydsningen fik han fire stiklinger, som han plantede i haven til sin embedsbolig. Tre år senere forlod han boligen, og haven groede til. En dag gik universitetets havefolk i gang med at rydde al buskadset, men heldigvis kom en ung lektor tilfældigvis forbi på sin cykel, opdagede vinstokkene og redede dem på falderebet. Og det er derfor, Sydafrika i dag har sin Pinotage-drue.





.



<< Vinderkokken Martin Schultz havde tre timer til at frembringe sine otte både velsmagende og meget smukke tapas-retter.


< Der var spænding før præmieuddelingen. Her får Tanith Raage og René Thrane deres andenpræmie og diplom af Angela de la Rosa.
.......


Årets Sherry-konkurrence afgjort
Op til sidste weekend afholdtes den årlige Sherry-konkurrence, arrangeret af Danmarks hotel- og restaurantskoler i samarbejde med den spanske ambassades handelsafdelings Angela de la Rosa på vegne af Consejo Regulador de las DD.OO. Jerez-Xérès-Sherry y Manzanilla de Sanlúcar de Barrameda (for nu at få det hele med).
I år var Silkeborg Teknisk Skole vært for konkurrencen, der omfattede en skriftlig prøve, en menu bestående af otte tapas’er samt en cocktail på basis af sherry.
Elever fra seks skoler deltog, og et enigt dommerpanel gav førstepræmien – en vinrejse til Jerez – til kokkeelev Martin Schultz og tjenerelev Simon Bjerre. De var begge "på hjemmebane", idet de er under uddannelse på Silkeborg Tekniske Skole.
Andenpræmien gik til René Thrane (kok) og Tanith Raage (tjener) fra Hotel & Restaurantskolen i København, mens tredjepræmien blev tildelt Mathias Haugaard Nielsen (kok) og Camilla Formeier (tjener) fra Food College Ålborg.
De fire dommere var indkøbsdirektør Catherine Fogel fra Gastro Import, sommelier Søren Appel Hansen fra Restaurant Frederikshøj og kok Thomas Riis fra Restaurant Messen, og overdommer var Anker Tiedemann fra VinAvisen.
Hele arrangementet omkring konkurrencen var en stor succes. Det fortæller vi mere om i en serie med tretten ”Postkort fra Silkeborg”, der begynder herunder og fortsætter i de kommende uger.





.


13 postkort fra Silkeborg
Anker var ikke kun overdommer i årets Sherry-konkurrence i Silkeborg. Han havde også sit kamera med, og i denne og de kommende to uger sender vi hans tretten postkort fra begivenheden.



.......
Kokkeelev Mathias Kjærgaard og tjenerelev Louise Haugaard Andersen fra Kold College Dalum hjælper hinanden i køkkenet.

Postkort nr. 1 fra Silkeborg:
En institution for tredje gang
Den årlige sherry-dyst mellem Danmarks kokkeskoler er blevet en institution, og for tredje gang blev konkurrencen afholdt op til den første weekend i september, denne gang på Hotel & Restaurantskolen Silkeborg.
Til konkurrencen stiller hver skole med et hold bestående af en kokke- og en tjenerelev. På de fleste skoler udvælges de to deltagere via en lokal konkurrence, og man håber naturligvis, at de er så dygtige og arbejder så godt sammen, at de i al venskabelighed vil slå de andre hold af banen og vinde den eftertragtede førstepræmie, en vinrejse til Jerez.
Kokkens opgave er – i løbet af tre timer – at frembringe otte små retter i stil med de spanske tapas. Og tjenerens opgave er at vælge sherry-typer, som passer til tapas’erne, samt at fremtrylle en spændende cocktail med sherry som grundlag.



.......
Pernille Hansen viser området omkring den spanske by Jerez, hvor sherry’en fremstilles. Hun benytter det kort, der også ligger på VinAvisens server.

Postkort nr. 2 fra Silkeborg:
Workshop om spansk gastronomi
Sherry-konkurrencen, der strakte sig over to dage, var meget dygtigt planlagt – bogstaveligt talt minut for minut – af den spanske ambassades handelsafdelings Angela de la Rosa i samarbejde med skolen i Silkeborg, og i alt deltog seks hold.
Der var dog ikke kun tale om praktisk arbejde i køkken og cocktailbar. Der var også en meget inspirerende gennemgang af spansk gastronomi og sherry – det, man på dansk kalder en workshop.
Sherry’en tog Pernille Hansen sig af. Hun er tjenerfaglærer på Hansenberg i Kolding og uddannet som sherry-educator af Consejo Regulador i Jerez i 2007.
Hun holdt en engageret forelæsning om sherry’en, dens historie, fremstilling, typer osv.


34/09






.......
Catherine Fogel med den spanske blåskimmelost Cabrales, der laves på komælk, nogle gange forstærket med gede- og/eller fåremælk.

Postkort nr. 3 fra Silkeborg:
Spansk gastronomi med smagsprøver
En anden workshop-forelæsning med smagsprøver tog Catherine Fogel sig af, og det var et stof, der fascinerede de unge deltagere.
Catherine Fogel er specialist på flere områder – certificeret olivenolie-smager og maître fromager (ostemester) – og tilmed taler hun ti sprog. Til daglig er hun indkøbsdirektør i Gastro Import, der er leverandør til mange danske toprestauranter.
På et langt bord havde hun arrangeret et stort udvalg af gastronomiske topprodukter fra Spanien – olivenolie, flere slags lufttørret skinke, pølser og spændende oste. Og kategori for kategori holdt hun så en kommenteret smagning.
Dagen efter deltog Catherine Fogel i konkurrencen som et meget dygtigt medlem af dommerpanelet.


Israelsk vin løb med trofæ
I sidste uge fortalte vi om, hvordan en britisk mousserende vin slog fornemme champagner i den årlige vinkonkurrence Decanter World Wine Awards.
Endnu en overraskelse gjaldt kategorien rødvin på Rhône-druer til over 10 pund (cirka 90 kr.).
Her vandt det israelske vinhus Carmel med sin Kayoumi Single Vineyard Shiraz 2008 den fornemmeste pris, det internationale trofæ. Og vinen vandt over berømte Rhônevine som Guigal, Cellier des Dauphins og Chapoutier samt over flere australske topvine – blandt andet Cape Mentelle og d’Arenberg.
Nu har Carmel, der er Israels største vinhus, så hele to ting at fejre. I år er det nemlig også nøjagtig 120 år siden, vinhuset høstede sine druer for første gang.
Så vidt vi ved forhandles Carmel’s vine for øjeblikket ikke i Danmark – ellers hører vi gerne.






Der er altid godt gang i både stemningen og smagsprøverne, når det årlige Rhônefestival løber af stabelen.
En festival i Rhônevinens tegn
For 7. år i træk inviterer den danske vinbranche til Rhônevinfestival. Rammen om festivalen er de smukke og inspirerende omgivelser hos Dansk Vincenter i Avedøre ved København, og tidspunktet er nu på lørdag den 18. september kl. 11-16.
Vinfestivalen åbnes officielt af direktør Georges Régnier fra Den Franske Ambassade. Kl. 12 starter et særligt seminar om vine fra Rasteau, og kl. 12.30 afholder Vinmand et gratis seminar med vine fra både det sydlige og nordlige Rhône. Senere på eftermiddagen er det så op til publikum at kåre festivalens bedste vine.

Store og små importører
Udstillerne til vinfestivalen er både store, velanskrevne vinimportører som Kjær & Sommerfeldt, Theis Vine og Østjysk Vinforsyning/Vinoble samt en hel underskov af kvalitetsbevidste specialimportører så som Domaine Brandis, A Vinstouw og CH Vin.
Rhônevinfestival 2010 afholdes i samarbejde mellem Inter Rhône og The Wine Company. Interesserede kan finde en oversigt over samtlige udstillere på www.rhonevinfestival.dk eller kontakte arrangørerne på thewinecompany@private.dk. Billetter til arrangementet koster 225 kr. og kan købes via BilletNet.


Ni nye Masters of Wine
For nylig blev der udklækket ni nye Masters of Wine. Alle har de, for at opnå det eftertragtede eksamensbevis, været igennem en række teoretiske eksaminer og blindsmagninger, ligesom de har skullet aflevere en vinøs afhandling på 10.000 ord.
Blandt de nye MW’ere er der ingen danskere, men dog en skandinav, nordmanden Sebastian Bredal.
I alt er antallet af MW’er nu oppe på 289 fordelt på 23 lande rundt om i verden.



Efterårets tastevinage
I uge 24 fortalte vi om den Tastevinage, som Bourgognes vinbroderskab, Confrérie des Chevaliers du Tastevin, hvert forår afholder på Château Clos de Vougeot.
Til denne bedømmelse indstiller distriktets vinproducenter deres bedste vine, og hvis en vin er typisk for appellationen - og det i øvrigt er en vin af kvalitet - tildeles den en særlig Tastevinage-etiket samt retten til at bære broderskabets våbenskjold.
Ligesom der er en forårs-Tastevinage er der også en efterårs-udgave. Den blev afholdt for nylig, og her deltog Ruth Tilgaard fra Vinens Hus.

Hun fortæller, at hvor det var de store bourgogner, der blev smagt i foråret, så gjaldt denne smagning de almindelige røde, hvide og mousserende vine fra Beaujolais, Côte de Beaune, Marconnais og Chablis.

Flot resultat for Beaujolais
I alt deltog 678 vine, men kun 228 slap gennem nåleøjet og fik dermed tildelt tastevinage-etiketten. Det svarer til 33,6% og er dermed mere end de 32%, som fik det blå stempel i foråret 2009.
For Beaujolais' vedkommende blev hele 45,8% af vinene tastevinerede, som det hedder, hvilket ifølge Ruth Tilgaard er et rigtig flot resultat.
Hun kan desuden oplyse, at Storbritannien er den største aftager af de tastevinerede vine.
Man kan se den fulde liste over vinene ved at klikke her.







Grenache-druer fra en vinmark i Santa Barbara, Californien. Foto: Josh McFadden.

Grenache får eget symposium
Riesling-druen har sit eget årlige symposium, hvor vinspecialister og vinproducenter med forkærlighed for den berømte hvidvinsdrue samles, holder taler og diskuterer dens fremtid.
Nu har også Grenache-druen – den mest plantede drue i verden – fået sit eget symposium, hvis første udgave blev afholdt for nylig i Rhône. Og det var et oplagt sted, da denne rødvinsdrue – sammen med andre druer – netop kommer optimalt til udtryk i Rhônes fornemme Châteauneuf-du-Pape vine.
Faktisk stammer druen fra Spanien, hvor den er kendt som Garnacha. Derudover er den også udbredt i Italien, Australien, USA og Sydafrika.


Harpiks i verdens ældste vin
I sidste uge fortalte vi, at grækerne allerede i oldtiden fandt på at blande harpiks i vinen og dermed lagde grunden for den så kendte græske Retsina-vin.
Men faktisk er det med harpiks i vin af endnu ældre dato, skriver en af vore trofaste læsere, Jens Madsen, til os. Et hold amerikanske arkæologer fandt for nogle år siden en 7000 år gammel lerkrukke under en udgravning i det nordlige Iran. I bunden af krukken befandt sig verdens ældste sjat vin – dog i temmelig indtørret tilstand.
Nærmere analyser viste, at vinen indeholdt harpiks fra terpentintræet, som man dengang typisk tilsatte vinen, for at den ikke skulle blive til eddike.
Dog indeholdt denne vin så megen harpiks, at den mest af alt må have smagt af terpentin.



Australsk vin på iPhone
James Halliday er en institution i australsk vin. Siden 1979 har han skrevet eller deltaget i over 60 bøger om australsk vin, og hans bøger er oversat til flere sprog, blandt andet til dansk.
Nu er hans årlige guide, Wine Companion, udkommet, og samtidig er en version lagt ud på nettet og kan downloades som en applet til iPhone – til en pris af 48 kr. Dens navn er Wine Companion 2011.
På telefonen vil man få adgang til 55.000 smagenotater fra de sidste ti år og informationer om nye australske vine på markedet. Der er oplysninger og kontakt til over 2500 australske vinhuse, og hver måned tilføjes de 100 seneste smagenotater.
Yderligere kan man søge på årgang, pris, druesort, vinhus og australsk region samt på pointtal.


33/09





Vinopkøbere fra hele verden var samlet under året store Nederburg-auktion. 6 flasker Nederburg Port 1964 gik for et rekordhøjt hammerslag.



Stor succes for Nederburg-auktionen
Alt lige fra små vinimportører til opkøbere fra store supermarkedskæder strømmede for nylig til den årlige Nederburg-auktion i Paarl i Sydafrika.
Her bød de om kap på toppen af poppen, når det gælder sydafrikansk vin, og arrangørerne melder om et ualmindeligt godt salg oven på to års nedgang for auktionen.
I alt blev der solgt vin for 5,68 millioner ZAR (cirka 4,6 mio. kr.) mod lidt over 4 mio. ZAR (cirka 3,2 mio. kr.) i 2009.

Rekordpris for hedvin
Der blev også slået rekord for højeste hammerslag for et enkelt parti. Det drejede sig om 6 flasker Nederburg Port 1964, som blev købt af en nigeriansk vinimportør for 62.000 ZAR (cirka 50.000 kr.). Og det var nok til at slå den seneste rekord på 23.000 rand for seks halvflasker Chateau Libertas 1959, som blev sat på auktionen i 2009.
Den høje pris skyldes ikke mindst, at det er den eneste portvin, der nogensinde er fremstillet på vingården Nederburg.
Det var efter sigende ikke med videresalg for øje, nigerianeren købte flaskerne, men derimod for at kunne give dem som fødselsdagsgave til sin (heldige) onkel.

Kun 15 vine i 1975
Fire sydafrikanske supermarkedskæder tegnede sig for 36% af det totale auktionssalg, mens opkøbere fra 17 forskellige andre lande stod for 30% af salget. Og her var det Storbritannien, Indien, Danmark og Nigeria, der lagde flest penge på bordet.
Også Sverige var repræsenteret via dette års hovedtalere, som var to kvindelige direktører fra Systembolaget – hvor sydafrikansk vin udgør hovedparten af al den vin, der importeres.
Den i dag så berømte auktion blev grundlagt af fem førende sydafrikanske vinhuse: Delheim, Groot Constantia, Overgaauw, Simonsig – og så Nederburg, som har lagt navn til auktionen.
Første gang, den blev afholdt, var i 1975, og her var det med kun 15 forskellige vine.


>33/09



.....................







Besøg fra en lille skotsk ø
Et glas whisky med et alkoholindhold på 50% er ikke kun for mænd med hår på brystet. Det er Sensory Whisky Creator Annabel Meikle et levende eksempel på.
Hun har sin daglige gang hos destilleriet Ardbeg, der ejes af et andet destilleri, Glenmorangie, som VinAvisen besøgte for nogle år siden og lavede en serie postkort om. Begge destillerier ejes i dag af luksuskoncernen LVMH (Louis Vuitton Moët Hennessy).
For nylig gæstede Annabel Meikle Danmark, hvor hun i et par timer med glødende entusiasme præsenterede en stribe spændende Ardbeg-whiskyer.
Destilleriet ligger på den lille ø Islay ud for Skotlands vestkyst. I alt huser øen otte destillerier, som er kendt for deres røgede whiskyer, hvoraf dem fra Ardbeg er de allermest røgede – ja, de er højst sandsynligt de mest røgede i hele verden. Men under røgen gemmer der sig en række andre duft- og smagsfacetter, som efter et øjeblik vælter op fra glasset.

Ardbeg blev genopvakt
Røgen stammer fra de tørv, man bruger som brænde, når byggen – der jo er udgangspunktet for al whisky – bliver tørret og røget i særlige ovne, før den knuses. Om hvert enkelt bygkorn lægger der sig en hinde af røg, som følger med i den videre fremstillingsproces.
Annabel Meikle fortalte, at hele øen faktisk lugter af tørverøg, idet indbyggerne også bruger den gode Islay-tørv som brænde i deres stueovne.
Ardbeg slog dørene op i 1815. I 1981 stoppede produktionen, og destilleriet forfaldt. Men så i 1997 blev det købt af Glenmorangie, der igen pustede liv i de gamle hvidkalkede mure, og i dag er Ardbeg et af verdens førende whiskymærker.

Whisky til fisk og ost
Ifølge Annabel Meikle har whisky en langt større spændvidde end som en "on the rocks hyggedrink". Hun anbefaler, at man også forsøger sig med et godt glas Ardbeg til maden. Vi prøvede os frem under smagningen med alt lige fra fede fisk til ost, og hun har bestemt ret – der var masser af gode kombinationer. Det er bare synd, at alkoholindholdet er så højt, at det kun kan blive til små nip.
Nedenfor er der flotte stjerner til de fem whiskyer, vi smagte – samt et par bud på, hvad man kan nyde dem til.



>43



.....................

Ardbeg, 10 Years Single Islay Malt Scotch Whisky, Skotland
399 kr., Moët Hennessy Danmark
Denne whisky har vi smagt før, og de rosende ord gælder stadig: En meget lækker whisky med en koncentreret og nuanceret duft. Det er dog røg, der dominerer – også i smagen, der ender blødt og med et let krydret strejf. Et rigtig godt glas whisky til prisen.
Denne gang prøvede vi også at komme to dråber vand i glasset, hvilket gør det lettere at opfange de dejlige noter af moden frugt, som ligger lige under den røgede overflade.
Den vil være en fin ledsager til lidt fede fiskeretter.


Ardbeg Corryvreckan, Single Islay Malt Scotch Whisky, Skotland
795 kr., Moët Hennessy Danmark
Dette er en rigtig spændende whisky med dejligt krydrede noter af enebær og lakridsrod. Den har ligget på fade af fransk eg, hvilket er med til at give den struktur og rygrad. Eftersmagen er uendelig lang.
Prøv den til let krydrede kødretter.


Ardbeg Single Cask, Single Islay Malt Scotch Whisky, Skotland 1975
4499 kr., Moët Hennessy Danmark
Der er kun ganske få fade gammel Ardbeg tilbage i destilleriet. Alligevel er det stadig muligt at få fat i en flaske, og hvis man har pengene til det, så er det bestemt investeringen værd.
Der er røg i både duften og smagen, men der er også søde noter af moden frugt og et strejf af mørk karamel. Det er en kompleks whisky, der breder sig ud i munden og holder rigtig længe.
Den bør nydes, som den er, men kunne også ledsage en ost af brietypen eller et stykke luksuschokolade.


Ardbeg Supernova, Single Islay Malt Scotch Whisky, Skotland 2010
749 kr., Moët Hennessy Danmark
Her skal man virkelig være glad for en omgang røg. Denne whisky skulle da også være den mest røgede, Ardbeg nogensinde har fremstillet. Stærk er den også, da den holder 60% alkohol – det hjælper at fortynde den med lidt vand.
Det er kraftig kost, men der er også masser af koncentreret smag med toner af korn, og krydderurter.
Man kan fx forsøge sig med et meget lille glas til et stykke med røget laks eller anden fed fisk.


Ardbeg Blasda, Single Islay Malt Scotch Whisky, Skotland,
499 kr., Moët Hennessy Danmark
Hos Ardbeg kan man bestemme graden af røg, man vil give byggen under tørringen. Med denne whisky har man valgt at "skrue helt ned" for røgen. Blasda betyder da også "sød og lække"”, og det er faktisk denne whisky. Et par dråber vand får en forfriskende duft af anis til at stige til vejrs.
Denne relativt milde whisky har en stor spændvidde, men egner sig måske bedst til et lille glas før en festmiddag, ledsaget af diverse snacks.


.




............ ................ ......,,,,,,,,,...........................................................................................
    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * OB-vinimport er begyndt at importere vine fra Domaine de la Brillane i Coteaux d’Aix en Provence.
    * Oxholm Vin har optaget importen på vinene fra Azienda Ceuso på Sicilien.

........... ....
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt...,... ..... ..

. ..

.
.


    Harro Hallmann (f. 1963) stiftede først bekendtskab med tysk vin gennem jobbet på det Dansk-Tyske Handelskammer i begyndelsen af 90’erne. Interessen voksede, og i 2002 oprettede han hjemmesiden www.tyskvin.dk.
    Han afviser ikke, at han en dag kunne finde på at sælge vin via denne hjemmeside, men i dag drejer det sig udelukkende om at formidle informationer om tysk vin og Tyskland i det hele taget.
    Harro Hallmann er overbevist om, at langt flere danskere ville nyde de tyske vine, hvis blot de ville prøve at smage på dem, så det slår han et kraftigt slag for.
    Hjemmesiden indeholder blandt andet et leksikon, smagenoter om tyske vine, der kan købes i Danmark, og Internettets vel nok største samling af anmeldelser af bøger om tysk vin. Derudover afholder han jævnligt vinsmagninger med tyske vine.
    Interessen for tysk vin og kultur går fint i spænd med Harro Hallmans daglige arbejde, idet han siden 2003 har været ansat som kommunikationschef for det tyske mindretal i Danmark (se
    www.nordschleswig.dk) og også i den forbindelse arbejder for at fremme de dansk-tyske forbindelser.
    Da han fik dette job, flyttede han tilbage til fødebyen Haderslev, hvor han bor sammen med Helle og parrets fire børn

    Adresse:
    Aarøsundvej 80, 6100 Haderslev, tyskvin@hallmann.dk, www.tyskvin.dk.

    .....................
    Ugens gode spørgsmål
    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere. Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte – det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål – og svaret på det.

    Smager det første glas altid af prop?
    En af VinAvisens læsere, Torben Madsen, har haft en ret utrolig oplevelse. Han skriver til os:
    – I lørdags var vi nogle stykker, som tog til Højby Kro for at få en hyggelig middag.
    – Efter at vi havde besluttet, hvad vi ville spise, bestilte vi vores vin, og valget faldt på en flaske Sancerre.
    – Da vinen var trukket op, fik jeg den obligatoriske smagsprøve, og med det samme fik jeg den typiske lugt og smag af prop. Ikke ret kraftig, men propsmag var der.
    – Det gjorde jeg tjeneren opmærksom på, hvorefter hun gik ud i køkkenet med flasken og talte med dem derude.
    – Da hun kom tilbage, sagde hun: – Nu er der to, som har smagt på vinen, og det er så lidt, den smager af prop, at det ikke betyder noget. Det første, man hælder op, har jo altid en smule propsmag.
    – Og så tilføjede hun: – I har jo drukket af vinen, så I skal også betale for den.
    – Nu er mit spørgsmål, skriver Torben Madsen, – hvor meget skal en vin smage af prop, før den ikke er ok? Hvis det var en vin, jeg havde åbnet derhjemme, ville jeg straks have åbnet en ny flaske.
    Svaret er enkelt: En vin må ikke smage af prop. Den må ikke engang have den mindste lille antydning af propsmag.
    Tjenerens udsagn om, at det første, man hælder op, altid vil smage lidt af prop, er naturligvis noget sludder. I dette tilfælde er det ikke kun på plads med en ny flaske, men også med en ny tjener – eller en hurtig flugt hen til en anden restaurant.






...Ugens STORE billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:
Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-.....
. ...... . . ......... ........... ........ ........... ...........
...............................

    .....................
    87 Sådan høstede de gamle egyptere deres druer - ifølge dette vægmaleri fra det 18. dynasti i Nakht’s grav i Theben. På hylden står nogle amforaer.
    ...............
    ...............







    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 22 vine. Af disse vine var der 16, som fik mere end to stjerner, og hele 13, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 76 stjerner og i gennemsnit 3,5 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,
    Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Vida Nova, Bruto, Rosé, Adega do Cantor, Syrah, Vinho Espumante, Portugal
189 kr., H.J.Hansen Vin
Denne rosé boblevin kommer fra sangeren Cliff Richards portugisiske vingård. Vinen har god mousse og en smag med ren frugt, toner af hindbær og tilpas syre.

Hvidvin


Joostenberg, Chenin Blanc, Paarl, Sydafrika, 2009
90 kr., Lago Import
Frisk og meget lækker hvidvin på 93% af Loire-druen Chenin Blanc og med 7% Viognier, der tilfører vinen et fint krydderi. En fornøjelse. Flasken har skruelåg.


Virtuoso, Casa Girelli, Chardonnay, Trentino, Italien, 2006
99,95 kr., pris ved 12 flasker, Wine Group
Hvidvin med en ren, lidt fed Chardonnay-smag plus en lille krydret kant, der står godt til mad. Udpræget madvin, fire år gammel og stadig vital.


Josmeyer, Riesling, Alsace, Frankrig, 2007
125 kr., Wine.dk
Fornem hvidvin med en meget fin balance mellem frugt, krydderi, syre, sødme og mineralske toner. Tre år gammel og stadig ungdommelig vital.


Equilibrio, Matetic, Chardonnay, San Antonio, Chile, 2008
129,95 kr., Erik Sørensen Vin
Kan man lide en lidt markant fadsmag i en hvidvin - men også en vin med blødhed og god, ren frugt - så er denne hvidvin sagen.


NV, Torre Oria, Chardonnay, Valencia, Spanien, 2009
84,95 kr., Multi Wine
En enkel hvidvin uden noget større smagsmæssigt vingefang. Helt billlig er den ikke.

Rødvin


G7 Reserva, Pedregal, Carmenère, Loncomilla Valley, Chile, 2008
59,95 kr., pris ved 12 flasker, House of Wine
En rødvin, der er typisk for Chiles nationaldrue Carmenère. Den er fuld af intens aromatisk frugt og slutter rundt og varmt. En uhøjtidelig hverdagsvin til en rimelig pris - som indbringer den sidste stjerne.


Tavignano, Lucangeli Aymerich di Laconi, Piceno, Italien, 2008
65 kr., Carlo Merolli
En dejlig rødvin med duft af hyld og aromatiske sommerbær. Smagen er koncentreret med modne kirsebær og et strejf af anis.


Château Haut-Macô, Côtes de Bourg, Frankrig, 2006
99,95 kr., pris ved 6 flasker: 89,95 kr., WineAndBarrels
Merlot-druen gør denne udmærkede rødvin blød og saftig. Men vinen er i øvrigt tør og i god, nobel Bordeaux-stil. Udpræget madvin.


The Caracal, Neethlingshof, Stellenbosch, Sydafrika, 2005
119 kr., Lesedi Wines
Dejlig rødvin efter den gode, gamle Bordeaux-opskrift på druerne Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc og Malbec. Ret tør, god, fyldig og moden frugt, lang eftersmag - glimrende til mad.


Latitude, Gigondas, Frankrig, 2008
125 kr., pris ved 6 flasker: 108,33 kr., Vinmand
Denne rødvin smager godt. Det er en elegant og harmonisk vin - en fortræffelig Rhône-vin.


Le Bèrne, Vino Nobile di Montepulciano, Italien, 2006
132 kr., Fiasco-Vine
Herlig rødvin med fyldig frugt og en lækker blødhed. De kan altså noget, de italienere. Skænk den gerne lidt afkølet.


Axel, LaPlaya, Cabernet Sauvignon, Colchagua Valley, Chile, 2007
145 kr., Kjær & Sommerfeldt
Danskeren Søren Axelsen og hans familie står bag denne prægtige rødvin. Den har en dejlig duft og en superlækker, blød og saftig smag.


Charles Wetmore, Wente, Cabernet Sauvignon, Californien, USA, 2007
169,75 kr., Skjold Burne
Denne rødvin er rent guf. Den har en tæt duft af modne mørke kirsebær krydret med en anelse kanel. Smagen er koncentreret med toner af espresso og mørk chokolade. Der er et bid af ren lakrids i eftersmagen. Nyd den til et stykke velstegt oksekød.


Mus, Domaine de la Graveirette, Vin de Pays de Vaucluse, Frankrig, 2007
69,95 kr., pris ved 6 flasker, BrdrDsVinhandel
Pæn, omend lidt enkel rødvin med blød og moden frugt med noter af kirsebær.


Everton, Limited Release, Brown Brothers, Victoria, Australien, 2008
79 kr., indtil 18. september: 59 kr., Østjysk Vinforsyning
Denne rødvin på druerne Siraz, Cabernet Sauvignon og Malbec har et måske lidt smalt smagsbillede, men det er en udmærket vin til mad, blød og med sødme. Flasken har skruelåg.





....... ............



...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.