Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 45. 2010



Nyheder i uge 45, 2010





.



Auktionssalen i Hong Kong var tætpakket med asiatiske vinsamlere og handlende, som bød om kap på de fornemme flasker.

Rekordpris for en flaske vin
I uge 38 fortalte vi om en forestående auktion over 2000 flasker Château Lafite Rothschild i 139 forskellige årgange.
Nu er auktionen afholdt hos Sotheby’s i Hong Kong, og den har sprængt alle tænkelige rammer.
Der blev blandt andet sat verdensrekord for den dyrest solgte flaske vin på auktion nogensinde. Det drejede sig om tre flasker Château Lafite årgang 1869, der hver gik for 1.815.000 HKD (cirka 1,3 millioner kr.) – vurderingen lød på 60.000 HKD (cirka 41.000 kr.) pr. flaske.
Blandt de øvrige højdepunkter var en Jeroboam, en flaske med 5 liter vin (6 2/3 flasker), årgang 1959. Den havde en højeste vurdering på 400.000 HKD (cirka 276.000 kr.), men blev solgt for 1.331.000 HKD (cirka 919.000 kr.).

Asiaterne købte alt
Man forventede, at auktionen ville indbringe mellem 12 og 20 millioner HKD (cirka 9-15 mio. kr.), men da det sidste parti var solgt, var man nået op på hele 65,5 mio. HKD (cirka 45 mio. kr.). Et ekstra trækplaster for byderne var, at de mange flasker kom direkte fra Château Lafite's kælder. Det har stor betydning – ikke mindst i dag, hvor der er så mange falske Bordeaux-vine i omløb i Kina.
Samtlige flasker blev købt af asiatere – såvel vinsamlere som vinhandlere, der vil sælge flaskerne videre (til endnu højere priser) til velhavende kinesere.
De tre rekordflasker blev alle købt af privatpersoner.

Lavere priser hos vinhandlerne
Hammerslagene fra denne historiske auktion vil højst sandsynligt komme til at smitte af på priserne på Château Lafite hos vinhandlere rundt om i verden.
Årgang 2000 til 2009 blev på auktionen i gennemsnit solgt for to en halv gang mere, end de priser, man i øjeblikket skal give for de samme årgange hos fx internetvinhandelen Liv-ex i London.
Vel vidende at asiaterne er villige til at betale så store summer for Bordeaux-vin, kan man meget vel forestille sig, at de handlende vil skrue priserne lidt i vejret.
Flere britiske forretninger fjernede da også deres top Bordeaux-vine fra hjemmesiderne lige efter auktionen – simpelt hen for at se, hvordan markedet ville arte sig i de kommende dage.


Vin billigere end vand
Der er blevet produceret al for mange druer og al for meget vin på New Zealand i de sidste par år, hvilket har medført en regulær vinsø.
Priserne på vin er derfor ligeledes faldet drastisk, da et prisfald er vinproducenternes eneste måde at komme af med vinen på.
Og nu skraber priserne bunden med kun 0,62 NZD (cirka 2,60 kr.) pr. 100 ml newzealandsk vin. Dermed er prisen for vin krøbet ned under den for flaskevand.
Det lyder jo meget godt for vinglade forbrugere, men det vækker også bekymring. Samtidig med at priserne på såvel vin som anden alkohol er dykket markant, er gennemsnitslønningerne på New Zealand steget, og myndighederne frygter et øget alkoholmisbrug.


>33/09




Godt nyt for flypassagerer
Det er jo rigtig ærgerligt, at man som flypassager ikke længere kan tage en god flaske vin med i håndbagagen, men er nødt til at overlade den til en uvis skæbne i kufferten.
Men nu er der måske bedre tider på vej. Det amerikanske firma Los Alamos National Laboratory har nemlig udviklet en scanner, som ved hjælp af magnetisk resonans (MR-scanning) kan aflæse molekylerne i shampoo, sodavand, vin og andre flydende produkter. Og de behøver ikke at befinde sig i glas- og plasticflasker – scanneren er også i stand til at aflæse væsker i beholdere af metal.

Rødt lys for fare
Er der tale om ufarlige væsker, vil en lampe øverst på scanneren lyse grønt. Men indeholder en flaske eksplosive stoffer, lyser en advarende rød lampe.
Scanneren, der er på størrelse med en mikroovn, er så følsom, at den endog er i stand til at se forskel på rød- og hvidvin.
Der vil dog endnu gå nogle år, før den smarte scanner vil blive et almindeligt syn i de amerikanske lufthavne – og sikkert endnu længere, før vi herhjemme kan få glæde af den.



Craig Fowles, der er direktør for bæredygtighed hos New Zealand Wine Company, med vinen Mobius. På flaskens etiket vil der fremover være angivet, hvor stort et CO2-udslip, der er forbundet med fremstillingen og transporten af vinen.

CO2-udslip på etiketterne
Når man fremstiller og transporterer vin, sker der et CO2-udslip, hvilket som bekendt er med til at øge den globale opvarmning.
Nu vil New Zealand Wine Company, som det første vinhus i verden, oplyse forbrugerne om, nøjagtig hvor meget et enkelt glas vin belaster miljøet.
På samtlige etiketter på vinen Mobius Sauvignon Blanc fra det newzealandske vinhus vil der fremover være angivet, hvor mange gram CO2 et glas på 12,5 cl er skyld i er sluppet ud i atmosfæren.
Og udslippet vil ifølge Decanter blive udregnet individuelt for de lande, vinen eksporteres til.
På de flasker, som sælges i Australien, vil der fx stå "190 g CO2" – et udslip, der svarer til en biltur på 5 km – mens tallet selvsagt vil være højere på de flasker, der eksporteres til fx Storbritannien.

Miljø-interessen vil vende tilbage
I øjeblikket er der en tendens til, at forbrugere verden over tænker mere på prisen på vinen end på, hvor meget den belaster miljøet. Årsagen er den økonomiske krise, der stadig kradser. Det ved man godt hos The New Zealand Wine Company, men man regner også med, at situationen vil ændre sig markant, når krisen er ovre. Så vil forbrugerne igen i højere grad interessere sig for diverse produkters miljøbelastning. Og her ønsker vinhuset med lanceringen af CO2-udslippet på etiketterne at være på forkant med udviklingen.


Til_37/09





Bogen, der er på 236 sider, koster 246 kr. inkl. forsendelse. Den kan købes via Château de Haux’ hjemmeside.

Fra kro til slot
I fem generationer har familien Jørgensen solgt vin i Danmark. Lige fra dengang Jeppe Jørgensen (1803-61) skænkede i glassene i Flasker Kro i Græsted, til brødrene Peter og Flemming Jørgensen solgte deres Knud Jørgensens Vinhandel i Hellerup – men i høj grad stadig er med i billedet med Château de Haux i Bordeaux.
Om hele denne lange historie har brødrene nu udgivet en bog med titlen "Fra Landevejskro til Vinslot", og det er en bog, som vil blive stående som et vigtigt historisk dokument.
Bogen fortæller de fem generationers historie, men den er også historien om en helt anden form for vinhandel end den, vi kender i dag. Den er historien om et agtet håndværk med bødkere, vinkypere og aftapning fra store fade i danske kældre.
 
Anekdoter og interessante billeder
Peter og Flemming Jørgensen lægger det store stof frem i en letlæst og underholdende tekst, krydret med mange anekdoter og interessante billeder. Det meste har de selv skrevet, men de har også inviteret gamle medarbejdere, kunder og venner indenfor og ladet dem fortælle.
Og så har de fået en sjov idé: Igen og igen afbryder de fortællingens strøm med tekster trykt på en svagt lyseblå farve. Her tager brødrene ordet og kommenterer og diskuterer: – Kan du så huske dengang …
For den, der er jævnaldrende med brødrene Jørgensen, er bogen en vandring ad mindernes allé. For alle andre vil den være spændende dansk vinhistorie.
Vores gode ven Flemming Hvelplund har også læst bogen og fortæller, at hele den danske vinhandlerforenings historiske arkiv ved en fejl blev sendt på forbrændingen for femten år siden.
Den gamle forening gjorde os arveløse. Det har brødrene Jørgensen rådet bod på.


Angelus satser på Bond-film
En vinproducent, der får sin vin vist i en populær film, kan som regel være sikker på at sælge en hel del flere flasker.
Og at få vinen med i en James Bond-film kan have kolossal betydning.
Det har man erfaret hos Château Angelus i Saint Émilion. Da Bond-filmen Casino Royale løb over det hvide lærred i 2006, kunne man i en enkelt scene i nogle ganske få sekunder se slottets vin Angelus. Siden da er det gået helt forrygende med salget.
Og der skal jo smedes, mens jernet er varmt, så ejeren af vinslottet, Hubert de Bouard, ligger nu i forhandlinger med MGM, der producerer Bond-filmene. Målet er at få vist Angelus i den kommende samt efterfølgende film, og det ville ikke gøre noget, hvis den legendariske helt blev lige så glad for denne Bordeauxvin som for Bollinger Champagne.
Om vinen kommer med vil vise sig i december 2011, når den 23. Bond-film – hvis alt går vel – får premiere.





.


Traktorer i march
I uge 41 fortalte vi om det shoppingcenter og husbyggeri, som man planlægger at opføre i McLaren Vale i South Australia. Byggeriet af centret og de 1170 boliger skal brede sig over et 77 hektar stort område, Seaford Heights. Men netop dette område skulle også – ifølge geologiske undersøgelser - være det aller bedste til dyrkning af vin i hele McLaren Vale – ja, måske i hele verden, lyder det fra nogle af distriktets vinproducenter.
Og så har vi balladen. Vinproducenterne er vrede og ønsker at overbevise myndighederne om, at byggeplanerne bør skrottes, og at Seaford Heights hurtigst muligt bør blåstemples til vinmarksareal.
I sidste uge protesterede vinproducenterne så mod byggeriet ved at lade en konvoj på omkring 150 biler og traktorer køre gennem McLaren Vale under stort ståhej og kampråb.

Flere problemer i South Australia
Mange vinproducenter er ifølge avisen The Australian uforstående over for, at man overhovedet vil opføre flere boliger i McLaren Vale, da adskillige ejendomme i distriktet ligger tomme hen. Lejlighederne i ejendommene er for dyre til, at folk vil leje dem. Det skulle man meget hellere gøre noget ved, mener producenterne.
Midt i al balladen i McLaren Vale er der også forlydender om, at man vil opføre en motorvej tværs igennem et andet vindistrikt i South Australia. Det drejer sig om Coonawarra i den sydøstlige del af staten – et distrikt, som er berømt for sine rødvine på Cabernet Sauvignon-druen. Også her er der godt gang i protesterne.



Foto: Michael Jantzen.


En vinstok som vinhus
Michael Jantzen er en internationalt anerkendt kunstner og arkitekt – og ophavsmand til en række visionære byggeprojekter. Ingen af dem er ført ud i livet, men skal ses som hans bud på fremtidige miljøvenlige byggerier.
Han har blandt andet tegnet et fantastisk vinhus, Great Vine Winery, hvis levende form skal lede tankerne hen på en vildtvoksende vinstok.
På "taget" af vinhuset er der opsat solpaneler, der sørger for elektriciteten, ligesom der er reservoirer til opsamling af regnvand.
Der er også sørget for skyggefulde siddepladser uden døre til vinhusets gæster.
Skulle man ønske at bygge ud, kan ”vinstokken” vokse ved hjælp af yderligere elementer.
Man kan se flere af Michael Jantzens projekter på hans hjemmeside.
Stære elsker druer
Det er ikke altid så nemt at være vinbonde i Sverige. Hos vingården Blaxta uden for Nyköping blev samtlige Merlot-druer fortæret af en hær af hvepse. Og for nylig gik det ud over den prisbelønnede vingård Wannborga. Her var det ifølge www.wownews.se et større antal stære, der med lynets hast gjorde kål på flere ton høstmodne druer. Man havde forsøgt at sikre sig ved at spænde net ud over vinstokkene, men det holdt ikke fuglene tilbage – på snedig vis lykkedes det dem at komme ind under nettene.
Det er trist for Wannborga, der ikke kan fremstille nogen vin i årgang 2010. Og druerne var endda af overordentlig god kvalitet.
Heldigvis har vingården stadig en del vine på lager fra sidste år.
Stære-flokkene er et tilbagevendende problem for mange svenske vingårdsejere, når høsten nærmer sig. De vingårde, der ligger et godt stykke vej væk fra andre huse, har lov til at bruge propankanoner til at skræmme stærene væk med. Men den går ikke hos Wannborga, der ligger for tæt på anden bebyggelse.





.


Gårdsalg på vej i Sverige
Hvis alt går efter planen, bliver det ifølge www.wownews.se langt om længe tilladt at sælge vin direkte fra de svenske vingårde. Og det vækker begejstring hos producenterne, der i årevis har kæmpet for at få lov til at sælge vin til besøgende – ligesom man gør i alle andre europæiske lande.
Når gårdsalg af vin er forbudt i Sverige, skyldes det ene og alene frygt for konkurrence over for det statsejede Systembolaget, der i dag har monopol på vinsalget.
Nogle politiske partier er også nervøse for, at en tilladelse til gårdsalg vil lede til øget alkoholisme blandt svenskerne.
Men nu lader det altså til, at politikerne har fundet nogenlunde fælles fodslag – dog skal de sidste ting forhandles på plads, ligesom der skal udarbejdes et egentligt lovforslag.



Den officielle plakat, som sakebryggernes producentforening har fået lavet i forbindelse med projekt sake-samurai.

En nordisk samurai
Når man hører ordet samurai, ser man en barsk og stolt kriger, der svinger sværdet med største lethed. En mere fredelig udgave er dem, som udnævnes af de japanske sakebryggeres producentforening. Foreningen har måttet erkende, at den traditionelle drik er på tilbagetog i Japan og ikke – som i gamle dage – en del af hverdagen. Og det skal projekt sake-samurai være med til at ændre på.
Svundne tiders samuraier skulle "have et rent hjerte og forsvare det, der var værdifuldt for dem med lidenskab". Sake-samuraierne skal ligeledes kæmpe for sakens overlevelse og udbrede kendskabet til drikken.
De fleste sake-samuraier er japanere – kun syv udlændinge har modtaget den ærefulde titel.
For nylig fik Norden også sin første sake-samurai, svenske Åke Nordgren, som i de sidste 20 år har beskæftiget sig med drikken og har besøgt utallige sake-bryggerier. Til februar rejser han til Japan til den officielle udnævnelse, som vil blive ledsaget af diverse traditionelle ceremonier.




/EMBED>




Et bakket landskab i det tyske vindistrikt Württemberg. Foto: Deutsches Weininstitut (DWI).


Weissburgunder vinder terræn
Deutsches Weininstitut er kommet med de sidste nye tal for den tyske vinverden i 2009.
I alt er 102.186 hektar af Tyskland dækket af vinmarker. Heraf udgjorde rødvinsdruerne 36.825 hektar, mens hvidvinsdruerne førte an med 65.361 hektar.
Den vigtigste drue er og bliver Riesling, som tegnede sig for de 22.580 hektar – eller 22,1% af det samlede areal – efterfulgt af Müller-Thurgau med 13.628 hektar.
Arealet med Riesling-druer blev sidste år øget med 146 hektar, mens den helt store fremgang tilfaldt hvidvinsdruen Weissburgunder. Af den blev der plantet yderligere 210 hektar, så det samlede areal nu er oppe på 3941 hektar.

To blå druer på fremmarch
Blandt rødvinsdruerne er der blevet plantet en hel del mere Merlot og Cabernet Sauvignon i 2009. Af førstnævnte drue er arealet øget med 19 hektar til 469 hektar, mens Cabernet ekspanderede med syv hektar til 295 hektar.
Årsagen til, at disse internationale druer er begyndt at røre på sig på tysk jord, er blandt andet den megen snak om den globale opvarmning. Med lunere vejr forventer man, at både Merlot og Cabernet Sauvignon få stadig bedre trivselsvilkår i Tyskland.
Gode råd om Federweisser
I uge 40 fortalte vi om tyskernes Federweisser – den søde og endnu ikke færdig gærede hvidvin, som nydes under høsten over alt i Tyskland.
Som vi skrev, kan man ikke købe drikken på flaske herhjemme, men det kan man lige på den anden side af grænsen til Tyskland, blandt andet i Flensborg, skriver Thomas Elkmann til os.
Her kan man blandt andet få den i supermarkederne – hvor den ikke findes i vinafdelingen, men derimod på køl ved siden af mælk og æg.
Hvis man opbevarer flasken i køleskab, kan den holde i mindst 14 dage. Med tiden bliver sukkeret dog gæret til alkohol.
Og så et godt råd fra Thomas Elkmann: Læg aldrig flaskerne ned. De er ikke lukket med en prop, men kun med en perforeret kapsel, så kulsyren kan komme ud.






Endnu en gang shaked rødvin
Vi vender endnu en gang tilbage til det med at shake en flaske rødvin.
En af vore læsere havde anbefalet metoden og henviste i sidste uge til det australske tophus Mollydooker, der direkte foreskriver, at de fleste af husets vine får en ordentlig rystetur.
Under en af ugens smagninger prøvede VinAvisens smagepanel at shake en australsk bamsevin, men det var ikke nogen succes. Vinen fik godt nok en mere udtalt duft, men smagsmæssigt faldt den bogstaveligt talt fra hinanden. Så vi blev enige med os selv om, at det er "rent barbari" at shake en rødvin.
Hertil har Steen Rasmussen fra The Wine Company en kommentar – hans firma importerer Mollydookers vine:
 
Kvælstoffet forsvinder
Mollydooker tapper sine vine under kvælstof for at beskytte dem mod iltning samt for at kunne tilsætte mindst muligt svovl og derved bevare frugten i vinene – hvilket jo må siges at være en fordel.
Kvælstof er en inaktiv gasart og glimrende til at konservere madvarer, men den har en tendens til at dæmpe vinens frugtagtige aroma.
Shaker man vinen, forsvinder kvælstoffet, og vinen bliver atter stor og rund.
Steen Rasmussen slutter: Eftersom andre vinproducenter os bekendt ikke tapper under kvælstof, kan denne metode naturligvis ikke anbefales til disses vine – hvilket VinAvisens smagepanel jo også selv konstaterede.



Der er lang vej igen, før det store glas er fyldt. Fra en film på You Tube.

Verdens største glas vin
Libaneserne er nu indehavere af rekorden for verdens største glas vin.
Det blev ifølge Jerusalem Post skænket ved den nyligt afholdte Beirut Festival, da der blev hældt omkring 100 flasker vin i kæmpeglasset, som var 2,4 meter højt og havde en diameter på 1,65 meter.
Al vinen stammede fra libanesiske vinproducenter, som ønskede at markedsføre deres vine i ind- og udland.
Libanon er i øvrigt indehaver af flere verdensrekorder, når det gælder gastronomi – blandt andet rekorden for den største skål med hummus.
You Tube kan man se en lille film, der viser påfyldningen af det store vinglas.


33/09





Tilbagetrækning af akvavit
Pernod Ricard Denmark har konstateret, at der er risiko for, at et farvestof i proppen på Aalborg Jule Akvavit 2010, kan trække ud i indholdet af flasken. Det vurderes ikke, at stoffet er sundhedsskadeligt, men for en sikkerheds skyld vælger Pernod Ricard alligevel at trække produktet tilbage.
Forbrugere, der allerede har købt Aalborg Jule Akvavit 2010, kan levere varen tilbage til den butik, hvor de har købt den, og få pengene retur. Eller de kan vælge at smide indholdet ud.
Hvis man i øvrigt har spørgsmål, er man velkommen til at kontakte Pernod Ricard Denmark på tlf.: 32 32 90 90 (mandag til torsdag kl. 8-16, fredag kl. 8-15.30).

.....................




Dennis Mc Bain med "the dog" - hunden, som i usete øjeblikke blev fyldt med whisky.

Besøg fra Skotland
For nylig mødte VinAvisen skotske Dennis Mc Bain, som har arbejdet det meste af sit 68-årige liv hos whisky-destilleriet Glenfiddich.
Det møde er der blevet en hel lille føljeton ud af – den første del bragte vi i sidste uge. Nedenfor fortsætter vi med flere anekdoter fra Mc Bains spændende liv med whisky.

Blister i hænderne
I sidste uge fortalte Mc Bain blandt andet om "dramming times" – det, at arbejderne på destilleriet, hvor han blev ansat i 1958, fik en dram af brygmesteren om morgenen samt ved frokosttid. Derudover kunne man også gøre sig fortjent til en ekstra dram, hvis man udførte et særligt hårdt arbejde.
I den forbindelse var der et arbejde, som ifølge Mc Bain var meget eftertragtet:
– Hver tirsdag skulle en af arbejderne fra destilleriet hjælpe til i tappehallen, hvor den færdige whisky blev tappet på flasker.
– Det var før maskinernes tid, og hans job gik ud på at presse korkpropperne ned i flaskerne med hånden. Det var et særdeles hårdt arbejde, der gav blister i håndfladerne.

Lokkede med den største dram
Den unge Mc Bain lagde til sin store forundring mærke til, at arbejderne altid skændtes om, hvem der skulle have tjansen i tappehallen – lige indtil den dag, hvor det blev hans tur.
Det viste sig nemlig, at den dram, som man fik for arbejdet, var af den velmodnede whisky – det var jo den, der blev tappet på flaskerne – og ikke af den nye 60% stærke whisky, som normalt blev uddelt af bryggeren.
I gamle dage havde stort set alle destillerierne i Skotland "dramming times". Og jo større dramme, et destilleri uddelte, desto lettere havde det ved at tiltrække de bedste arbejdere.
Det var selvfølgelig ikke lovligt, men myndighederne så igennem fingrene med det – lige indtil slutningen af 1970’erne. Så blev der sat et endegyldigt punktum for "dramming times", idet man simpelt hen frygtede for destilleri-arbejdernes helbred.

Menneskets bedste ven
Forbudet var selvsagt yderst upopulært og blev derfor omgået på snedig vis – blandt andet ved hjælp af et smalt kobberrør, der var lukket til i den ene ende og havde en korkprop i den anden. Hver morgen fastgjorde arbejderne røret til deres bælter med en lang snor og skjulte det derefter langs siden i de vide bukser, som man brugte på destillerierne dengang. Nogle af rørene var cirka 20 cm lange, andre meget længere ...
I et uset øjeblik kunne man så dykke røret ned i whiskyen, sætte proppen i og skynde sig at skjule det igen. Drammen blev så nydt i løbet af dagen i andre usete øjeblikke og måske i skjul bag et par kollegers rygge.
– Vi kaldte røret for "the dog", da den var menneskets bedste ven, altid holdt sig ved ens side, og havde en hale i form af snoren, fortalte Mc Bain.
Opdagede bryggeren, at man brugte "the dog", blev man fyret på stedet.





.
....................................................................
    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Hargaards Vinbutik har fået eneforhandling af vinene fra vinhuset Pian del Gallo i Chianti.
    * Vigeneron Wine Company har skiftet navn til GoodGrape Wine Co.
    * GoodGrape Wine Co har føjet følgende amerikanske producenter til porteføljen:
    Arterberry Maresh, Le Cadeau og Ayres Vineyards, alle i Oregon. Vineyard 29, Gallica, Upstart Crow Winery, Jaqk Cellars, alle fra Napa Valley. Sleight of Hand Cellars, Trust Cellars, Dusted Valley Vintners og Grand Reve Vintners, alle fra Washington State, Wine Guerilla, Pali Wine Company og Mark Herold Wines, alle fra Sonoma.

........... ....
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt...,... ..... ..


.
.


    Lars Bo Henriksen (f. 1967) var allerede som sekstenårig begejstret for vin. Mens vennerne medbragte øller, når der skulle festes, kom han med et par flasker Pichon Baron 1980 eller en anden god vin, som han havde købt i dyre domme.
    Der var ingen tvivl: Drømmen om at blive jurist måtte vige for en læreplads i vinhandelen Chas E i Århus.
    Efter endt læretid blev han ansat som souschef hos H.J. Hansen i Odense hvor man finder ham den dag i dag.
    Han har stået for opbygningen af kæden Vinspecialisten, der stadig er hans hjertebarn. Derudover fungerer han som salgs- og indkøbsdirektør.
    Fritidsinteresserne spænder også vidt. Lars Bo Henriksen dyrker svømning, elsker at lave god mad og hygge sig med familien, der består af samboen Malene Holm og hans to drenge Emil og Victor.
    Og så rejser han ofte til Costa Rica, Venezuela og andre eksotiske lande for at snorkle eller tage på fotosafari og forevige diverse krybdyr med sit kamera.
    Adresse: H.J. Hansen Vinhandel, Vestergade 97-101, 5000 Odense C, tlf.: 63 12 82 00, fax.: 63 12 82 70, e-mail: lbh@hjhansen.dk, www.hjhansen-vin.dk .


>43



    .....................
    Ugens gode spørgsmål
    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere. Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte – det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål – og svaret på det.
    ....


Logoet for Erste Lage – en førsteklasses vinmark.

Hvad er Grosses Gewächs?
Vagn Andersson er godt klar over, at tyskernes Grosses Gewächs er en kvalitetsbenævnelse. Men hvad står den egentlig for? spørger han.
Grosses Gewächs (GG) kan nærmest oversættes til Grand Cru, Stor Vækst eller Stor Avl, og begrebet er indført af Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter (VDP) – det tyske forbund af store, ofte gamle slotte og vingårde, der fremstiller tørre topvine (under 9 gram restsukker pr. liter) på topmarker – på Erste Lagen.
Der er kontrol med brugen af benævnelsen Grosses Gewächs, og den tildeles kun tørre Erste Lage-vine, som opfylder en række strenge krav.
Vinene skal komme fra Tysklands absolut bedste vinmarker, der er nøje afgrænsede og med oplagte terroir-kvaliteter.
Der må kun anvendes bestemte druesorter og ikke håndplukkes mere end 50 hektoliter pr. hektar. Mindste mostvægt skal svare til Spätlese.
I regionen Rheingau bruger man ikke ordene Grosses Gewächs, men Erstes Gewächs, og her indgår begrebet ligefrem i vinloven.
....



Ugens vinøse billede
Uffe Toft er formand for Sydjysk Vinselskab, og i år var han for første gang med til at høste druer hos den prisbelønnede jyske vingård Skærsøgaard.
I år var der kun cirka halvt så mange druer, som i 2009, på grund af en lang, hård vinter og frost under vinstokkenes blomstring i maj. Alligevel tog det de 17 mand et par weekender at få høsten i hus.
Før arbejdet gik i gang, lød beskeden til høstfolkene: – Kun sunde druer og rene hænder!
Og så blev der plukket i lange baner. På billedet, som Uffe Toft har sendt os, er man i gang med de hvide Orion-druer i "Arnes gamle mark". Det var ham, der i sin tid plantede alle vinstokkene.
Hvis man vil agere høstarbejder for en dag, skal man melde sig til Skærsøgaard i god tid inden næste års høst. Jobbet er ulønnet, men man får året efter en flaske af den vin, som man selv har været med til at "fremstille".

Hvem kommer med det næste billede til os?
Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur det orker vi ikke så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til mariette@vinavisen.dk.





...Ugens STORE billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:
Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-.....

. .. ........ .... ... ... .......... ......... ........... ........ ........... .............. ........... ........ ........... ............ ... ... ........... ......
...............................

    .....................
    95 Et litografi fra 1800-tallet af byen Thusis viser begyndelsen af vinens rejse gennem Rhinens lange dal.
    ...............
    ...............







    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 32 vine. Af disse vine var der 25, som fik mere end to stjerner, og hele 17, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 112 stjerner og i gennemsnit 3,5 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

.........
    ,,,
    Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Jean Pernet Brut, Le Misnil-Sur-Oger, Champagne, Frankrig
196 kr., Jysk Vin
En dejlig champagne med en fin mousse, en blid smag af friske æbler og en tilpas syre. Den femte stjerne gives for den fordelagtige pris.

Hvidvin


Valle Perdido, San Patricio del Chañar Vineyards, Chardonnay, Patagonien, Argentina, 2008
49 kr., Nordic Wine Shop
Vellavet og venlig hvidvin til en venlig pris. I den friske smag med tilpas syre er der noter af æbler og melon - samt Chardonnay's sædvanlige tropiske frugter. Flasken har skruelåg.


Purato, Sicilien IGT, Italien, 2009
69 kr., Kjær & Sommerfeldt
Denne hvidvin er fremstillet på økologisk dyrkede Catarratto- og Pinot Grigio-druer, og etiketten fortæller, at den er fremstillet i et bæredygtigt økosystem med 85% genbrugsglas og 100% genbrugspapir og -pap. Samt 100% rent vegetabil trykfarve på etiketten. Men nu selve vinen ... den har en blomsteragtig duft og en blød, fint krydret smag med mild syre. Flasken har skruelåg.


Domaine Jean-Marc Bernhard, Cuvée Particulière, Pinot Gris, Alsace, Frankrig, 2009
80 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
Blød og meget lækker hvidvin med en vis fedme, dejlig frugt, fint krydderi og tilpas syre. En meget anvendelig vin til lettere retter.


Juliusspital, Riesling, Würzburger Stein, Franken, Grosses Gewächs, Tyskland, 2009
299,95 kr., H.J.Hansen Vin
En af det tyske Frankens absolutte topvine, hvis høje kvalitet fortjener skruelåget. Vinen har en liflig duft og en frisk og krystalklar smag i fornem balance. Vinen er tappet på den klassiske frankiske Bochsbeutel-flaske og er en grand cru-vin - en Grosses Gewächs (GG).


SupèrBio, Decordi, Sicilien IGT, Italien, 2009
45 kr., Hargaards Vinbutik
Denne lette og læskende hvidvin er fremstillet på økologiske Catarratto- og Pinot Grigio-druer. Vinen har en god duft af friske æbler og en venlig smag med tilpas syre. Prisen er lige så venlig, og flasken har skruelåg.

Rødvin


Monte Velho, Alentejano, Portugal, 2009
59 kr., Portugisisk Vinkælder
Sikke en lækker rødvin. Den dufter af modne brombær og har en fyldig og koncentreret smag af frugt og et strejf af sødme til slut. Det er en vin, som mange vil kunne lide, og prisen er ualmindelig attraktiv.


Radicatola, Castello Ducale, Terra del Volturno, Italien, 2006
75 kr., pris ved 6 flasker, VinklubDanmark
En dejlig rødvin med en aromatisk duft af svesker og violer. Smagen er behageligt tør med god frugt og en let krydret eftersmag. En rigtig god vin til prisen.


Veste Porpora, Tenuta Ronci di Nepi, Lazio IGT, Italien, 2008
85 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., Carlo Merolli
Meget dejlig rødvin, blød, afrundet og lækker med en ren smag i fin balance med toner af vanille og mørke bær. Plus et lille bid, der giver vinen karakter og gør den god til mad.


Bogle, Cabernet Sauvignon, Californien, 2007
99,95 kr., pris ved 12 flasker, Wine Group
Flot rødvin med en saftig, krydret smag og en spændende duft.


Terra di Confine, Umbrien, Italien, 2005
125 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., A Vinstouw
Fortræffelig rødvin, glimrende til mad med sin gode struktur og sin afrundede og modne smag med noter af tobak og tjære.


Castello Ginori, Marchesi Ginori Lisci, Toscana IGT, Italien, 2006
129 kr., Steiniche Wine
Fantastisk rødvin, helt i top. Den er fløjlsblød, ret kraftig, meget kompleks og i fin balance. Prisen fejler heller ikke noget.


Villa Annaberta, Amarone della Valpolicella, Italien, 2007
179 kr., i denne uge (uge 45) på tilbud: 99 kr., SuperBrugsen
Man smager alle rosinerne i denne kraftige rødvin - og mange andre facetter. I det store Amarone-spektrum ligger den mellem det meget elegante og det meget bamsede. En harmonisk vin. Oplagt til en kraftig, gerne fed kødret - fx osso buco. Den femte stjerne gælder tilbudsprisen.


Il volto, Odino, Amarone della Valpolicella Classico, Italien, 2006
199 kr., pris ved 6 flasker, VinklubDanmark
En af de rigtig flotte bamse-Amaroner med intens, afrundet frugt, kompleks og harmonisk – og uden spritkant.


Quasar Wines, Reserva, Merlot, Curico Valley, Chile, 2007
75 kr., Jabeco-Wine
En rigtig pæn rødvin, fint afbalanceret, med afrundet frugt og en lille sødme. En vin, der hænger pænt i munden, og som mange vil kunne lide.


Rocky Gully, Frankland Estate, Frankland River Region, Western Australien, 2008
99 kr., Wine.dk
En lidt robust rødvin med en intens frugtsmag med toner af kirsebær. En god vin til lidt kraftige kødretter. Flasken har skruelåg.


Turning Leaf, Zinfandel, Californien, USA, 2008
49,95 kr., SuperBest
En let drikkelig hverdags-rødvin uden de store facetter. Den har en intens duft af mørke kirsebær og kvæde og en fyldig smag af moden frugt, der slutter blødt og rundt.


Kintu, Merlot, Maule Valley, Chile, 2010
59 kr., Propperiet
En lille rødvin med frugt og sødme, men uden noget større vingefang. Flasken har skruelåg.


Terre di Gioia, Vallagarina IGT, Italien, 2009
69,95 kr., pris ved 12 flasker: 59,95 kr., Vinmonopolet
Enkel hverdags-rødvin på druerne Lagrein og Merlot. I den let sødlige smag er der toner af hindbær.


Ensema, San Silvestro, Langhe, Italien, 2008
79,95 kr., pris i denne uge (uge 45): 43 kr. ved 3 flasker, SuperBest
En pæn og fyldig vin uden større bredde, men til tilbudsprisen en udmærket hverdags-vin.


Darling Cellars, Premium, Shiraz, Darling, Sydafrika, 2008
99,95 kr., Amka
Fuld fart fremad – en bangvin med meget fyldig frugt. En rødvin til kraftige retter.

Sød vin


Piamater, Dulce, Moscatel de Alexandria, Málaga, Spanien, 2008
129,95 kr., prisen for 50 cl; pris ved 6 flasker: 109,95 kr., WineAndBarrels
Elegant og lækker sød vin med Muskat-druens fine parfume og en sødme, der afbalanceres af et lille bittert bid til slut. Anvendelig til mange lidt søde desserter - og chokolade.


Quinta do Pégo, LBV Port, Unfiltered, Portugal, 2005
149 kr., i denne uge (uge 45) på tilbud til 99 kr., Kvickly
Denne ret lette portvin er meget elegant med dejlig frugt, valnødder og charmerende sødme. Flasken er lille, bred og buttet. Vi har tidligere anmeldt denne vin, importeret af Amka i Randers. Her er den på tilbud til en meget attraktiv pris.

Andet


Ile de Ré, Double Matured, Camus, Cognac, Frankrig
449 kr., tilbudspris indtil jul, Skjold Burne
Klassisk, lækker og blød cognac med en ret kraftig, men også dejlig duft og en afrundet og moden smag. En cognac af virkelig kvalitet.


....... ............




...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.