Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 27. 2011




Nyheder i uge 27, 2011

Læs uge 26.......Læs uge 25.......Læs uge 24








Det er den belgiske organisation TOP-25, der har udlånt simulatoren til GODA. Kampagnen er støttet af Europa-kommissionen.

Godt initiativ fra GODA
Foreningen GODA, God Alkoholkultur, finansieres af Foreningen af Danske Spiritusfabrikanter og Vin og Spiritus Organisationen i Danmark (VSOD), og dens formål er at fremme den gode alkoholkultur og at modvirke og reducere misbrug.
Nyeste initiativ tog foreningen torsdag og lørdag under Roskildefestivalen. Her havde man på Stændertorvet i Roskilde opstillet en simulator, hvori man fik en fornemmelse af at køre på en rigtig vej med modkørende bilister, trafiksignaler og pludselige hændelser – og på egen krop opleve risikoen ved at køre med promiller i blodet.
Unge kampagne-medarbejdere guidede de besøgende gennem turen i simulatoren og satte samtidig fokus på farerne ved spritkørsel gennem en konkurrence, flyers og gode råd.
 
Don’t drink and drive!
Netop nu er det ekstra vigtigt at minde bilister om farerne ved spritkørsel, for ofte får lange sommeraftener og hyggelige grillfester os til at glemme at lade bilen stå, når vi har drukket.
I ugen op til Skt. Hans gennemførte politiet således en landsdækkende spritkontrol, hvor 348 bilister efterfølgende blev sigtet for spritkørsel.
GODA's kampagne er især rettet mod unge mænd, som desværre fylder en stor del af ulykkesstatistikkerne. Det kræver erfaring at blive en god bilist, og den rutine, som deres forældre har, har de unge ikke endnu.
Statistikkerne viser, at unge bilister mellem 18 og 19 år har syv gange større risiko for en ulykke end deres forældre har. Alkohol kombineret med høj fart, musik i bilen og eventuelle passagerer ender ofte tragisk.
GODA’s budskab er klart: Don’t drink and drive!



Astronauter og rødvin
Vi ved godt, at motion er sundt, men for mange af os kan det godt knibe efter en lang dag bag skrivebordet at få gang i løb og spjæt. Også astronauter har problemer med at opfylde lægens gode budskab. I vægtløse omgivelser er motionering nærmest umuligt.
Men ifølge ScienceDaily viser en ny amerikansk undersøgelse, at stoffet resveratrol, der findes i de blå druers skind og dermed i rødvin, kan dæmme op for en del af de dårligdomme, der følger i kølvandet på manglende fysisk aktivitet.
Forskningsorganisationen Federation of American Societies for Experimental Biology (FASEB), der står bag undersøgelsen, har udført eksperimenter på rotter i vægtløse omgivelser, der efterligner forholdene i et rumskib.

Et glas vin til det brækkede ben
Et hold rotter fik dagligt resveratrol, mens en kontrolgruppe kun fik almindelig næring. Rotterne i kontrolgruppen udviklede insulinresistens, der kan medføre diabetes to, samt mistede muskelmasse og fik forringet tæthed i knoglernes mineraler. Ingen af disse bivirkninger ved manglende motion sås hos de rotter, der havde fået resveratrol.
Undersøgelsen er interessant for astronauter, men i høj grad også for de langt flere mennesker på landjorden, der har stillesiddende job eller på grund af en fysisk skade er nødt til at holde sig i ro i en længere periode.
Ifølge forskerne bør resveratrol ikke ses som en erstatning for motion, men som et middel, hvormed man kan formindske diverse forringelser i kroppen, indtil man kan komme i omdrejninger igen.
Så altså: et glas rødvin eller to, mens man plejer det brækkede ben, er en glimrende idé.








Richard Balfour-Lynn fremstiller mousserende vine samt en enkelt rosévin.

Ingen fremtid for britisk stillevin
Britisk vin er og bliver en kuriositet uden nogen større fremtid. Sådan lyder de barske ord fra Richard Balfour-Lynn, der ejer vinhuset Hush Heath i Kent.
Han hentyder dog ikke til den mousserende vin, som briterne har stor succes med – og som hovedparten af han egen produktion består af. Ifølge Decanter tænker han udelukkende den almindelige hvid- og rødvin, som der også fremstilles en del af i Storbritannien.
Balfour-Lynn mener, at det britiske klima simpelt hen er uegnet til modning af druerne til disse vine. Og han kan blive helt bekymret, når han ser, hvordan entusiastiske briter i disse år planter den ene vinmark efter den anden. Han er sikker på, at de vil blive overraskede over, hvor meget arbejde, der skal lægges for dagen for at fremstille druer af god kvalitet på britisk jord.

Berømmede mousserende vine
Balfour-Lynn erkender dog, at der ind imellem fremstilles nogle gode britiske hvidvine – især dem på druerne Ortega og Bacchus – men de vil altid halte bagefter, når det gælder konkurrencen fra hvidvine fra fx Sydafrika og Chile.
Og når det gælder rødvin, skal de britiske vinproducenter kæmpe bravt for at lave en god vin – hvilket der ikke er nogen som helst grund til, da der laves fortræffelige rødvine overalt i verden.
Det britiske klima er derimod fortræffeligt til fremstilling af mousserende vine. Flere af disse vine har vundet over ædle champagner i diverse konkurrencer. Og Balfour-Lynns egen mousserende vin, Balfour Brut Rosé 2007, er netop blevet udvalgt til servering på første klasse i samtlige af British Airways fly.


Svære tider i Margaret River
Det står rigtig slemt til hos såvel drueavlere som vinproducenter i Margaret River. Der fremstilles i forvejen alt for mange druer i det australske vinområde, og nu er den helt gal. Vinproducenterne aftager nemlig langt færre druer end førhen, idet eksportmarkedernes efterspørgsel på vine fra området er faldet drastisk.
Margaret River lider – ligesom andre australske vinområder – under den stærke australske dollar, når det gælder afsætningen til de europæiske markeder.
Et stigende antal drueavlere og vinproducenter er nu ifølge Decanter nødt til at sælge deres virksomheder og forlade Margaret River. Nogle vinproducenter kalder det for den værste krise i Margaret River i de sidste halvtreds år.

Kinesere på indkøbstur
Hos en enkelt ejendomsmægler i Margaret River, Acton Real Estate, er der fjorten vinmarker og fire vinhuse til salg. Og det er næste umuligt at sælge til andre australiere eller til europæiske investorer – igen på grund af den stærke australske dollar.
Redningsplanken hedder Kina. Hos førnævnte ejendomsmægler har der været masser af henvendelser fra kinesiske investorer, der ønske at have en fod inden for i den australske vinverden. I gennemsnit får mægleren besøg af en kinesisk delegation hver eneste måned, og to vinejendomme, Ferngrove Wines og Killerby Vineyards, er allerede på kinesiske hænder.







26 postkort fra Piemonte
I maj var VinAvisens Anker på endnu en vintur til Italien, denne gang til Piemonte. Det kom der i alt 26 postkort ud af, hvoraf vi har bragt de første fjorten i uge 23, 24, 25 og 26. Her kommer de næste fire, der blandt andet handler om en vinmark, som anlægges ved hjælp af en GPS.



.......
Marina Marcarinos marker er grønne med græs overalt mellem vinstokkene. I kælderen har hun tanke af beton – for at undgå de elektriske strømme i ståltanke, siger hun.

15. postkort fra Piemonte
Blev vinmager i hemmelighed
Marina Marcarino står for familiens vinhus, Punset oven for landsbyen Neive – og for en produktion af dejlige vine på økologisk dyrkede druer.
Med hensyn til økologien er hun faktisk en pionér, og Punset var det første vinhus i området, der i 1987 blev certificeret som økologisk.
Det var hendes bedstefar, der begyndte at lave vin på stedet – bare til familiens egen brug – og selv havde hun den største lyst til at arbejde med vinen. Men hun skulle være ingeniør, mente hendes far, så hun gik i gang med studiet. Sagde hun. Men i virkeligheden studerede hun til ønolog.
Hun var langt henne i studiet, da hendes planer ved et tilfælde blev afsløret, men efter et familieopgør sagde hendes far: – Okay, du kan gå i gang med vingården. Hvis du efter et år har bevist, at du kan tjene penge på at lave vin, så kan du få lov til at bestyre den.
Og sådan endte den historie – med lykkelig udgang.
På vingården er der en lille agriturismo med to lejligheder, og vinene importeres i Danmark af Hustedvin. To af dem er med i ugens smageliste nedenfor.



.......
Når placeringen af vinstokkene er fastlagt med GPS, kommer der en maskine med et bor, der borer huller til planterne. Nogle steder er det maskinen, som er styret af GPS.

16. postkort fra Piemonte
Vinmark anlagt med GPS
Da vi var på besøg i vingården Punset i Neive, var to indkaldte specialister i gang med at anlægge en ny vinmark.
Det gjorde de ved hjælp af GPS. På et kort havde de planlagt rækkerne med den rigtige vinkel mod verdenshjørnerne og i forhold til bakkens hældning. Samt med den rigtige afstand mellem rækkerne og mellem vinstokkene indbyrdes i rækkerne. Faktisk havde de lagt et stort, ternet net ned over marken.
Derefter havde de defineret hver enkelt vinstoks nøjagtige placering med dens GPS-koordinater – og så var det ud i marken.
På billedet går den forreste mand med sin computer på ryggen og en GPS-modtager, der bærer en snor med et tungt, spidst lod. Han holder øje med apparatets display, og når positionen er korrekt, lader han loddet dumpe ned, så det laver et hul.
Mand nummer to har så bare at følge efter og sætte en lang pløk i hullet. Pløkkene har han i en pose ved låret. Her skal vinstokken stå.


>33/09





.......
I universitetets meget store vinkælder opbevarer Slow Food 300.000 flasker italiensk topvin til brug for arbejdet i organisationens forskellige afdelinger.

17. postkort fra Piemonte
Her kan man blive gastronom
Den lille by Pollenzo er bygget på ruinerne af en romersk by, grundlagt i året 123, og den romerske byplan med dens ovale amfiteater afspejles i nutidens bebyggelse.
Her byggede kong Carlo Alberto af Savoyen (1798-1849) et slot i gotisk stil, og her oprettede man i 2004 verdens første gastronomiske universitet – Università degli Studi di Scienze Gastronomiche.
Bag universitetet står den italienske, men efterhånden verdensomspændende interesseorganisation Slow Food, der blev stiftet i 1989 som en reaktion mod fastfood kædernes udbredelse og deres stigende dominans på fødevaremarkedet, og organisationen arbejder på flere fronter for gode råvarer, bevarelsen af traditioner, bæredygtighed og respekt for naturen.
En af fronterne i arbejdet er dette statsanerkendte universitet, hvor man over ét, to eller tre år kan blive uddannet som gastronom med henblik på et arbejde inden for fødevareindustri, marketing, turisme eller kommunikation.
Undervisningen i det første år er på engelsk, i de følgende år på italiensk. Aktuelt er 70 studerende under uddannelse, og i alt 600 har fået en uddannelse.



.......
Eatalys vinafdeling i kælderen er kolossal. Her kan man virkelig gå på opdagelse i italiensk vin.

18. postkort fra Piemonte
Et tempel for slow food
I Torino besøgte vi Eataly, Italiens første tempel for slow food. Det blev åbnet i 2007, og siden er der kommet lignende foretagender til i seks andre italienske byer – samt i Tokyo og New York.
Og hvad er så Eataly? Det er et specielt supermarked, hvor man i samarbejde med Slow Food kun sælger fødevarer af høj kvalitet fra mindre producenter, hvis vine, olie, oste, pasta osv. ofte har svært ved at finde vej til supermarkedernes hylder og måske ligefrem står i fare for at forsvinde.
Eataly i Torino er stort. Meget stort, og alt er smukt arrangeret. Det er en superlækker butik. Etagerne er delt i en række afsnit: Frugt, grønt, fisk, kød, pasta og brød, vin, og i hvert afsnit er der en restaurant, hvor man kan få tilberedt nogle af varerne eller købe færdigt tilberedte retter. Yderligere er der i kælderen en restaurant med én Michelin-stjerne.




.




Den nye årgang på de fornemme vinslotte i Bordeaux skabes via en omhyggelig sammenstikning af vine. Det kan man få meget mere at vide om i en glimrende lille film på Château Haut-Brion’s hjemmeside. Andre film på hjemmesiden viser arbejdet i vinmarken og kælderen, det berømte slots historie osv. Filmene er på smukt talt fransk, uden undertekster.

1. cru-slotte med høje priser
Efterhånden har så mange vinslotte i Bordeaux løftet sløret for deres priser på årgang 2010, at der danner sig et mønster. Generelt har slottene ladet årgangen stige med 10 til 20% i forhold til 2009-årgangen.
Nu er også 1. cru-slottene Château Mouton-Rothschild og Margaux kommet med deres priser for den nye årgang. Og de har været helt enige – en flaske fra hvert af de berømte slotte er nu til salg hos négocianterne i Bordeaux for 600 euro (cirka 4475 kr.) flasken. Det er en stigning på 50 euro (cirka 373 kr.) i forhold til årgang 2009.
De to slotte slås dog på målstregen af Château Haut-Brion 2010, hvis pris ligger på 660 euro (cirka 5000 kr.).
Når importørerne fra alverdens lande har købt vinene hos négocianterne og dernæst sætter dem til salg, bliver prisen endnu højere.

Point og anerkendelse sælger
Til gengæld er de to 2. cru-slotte Cos-d’Estournel og Château Ducru-Beaucaillou begge kommet med lavere priser end sidste årgang – måske i håb om at sætte skub i salget. Men det er ikke vejen til et øget salg ifølge en négociant, som Winespectator har talt med. Vinen kan være nok så glimrende, men det er vinanmeldernes point, markedsføring og anerkendelse verden over, der gør, at en vin bliver revet væk – og det er uanset prisen.


En meget stor vinkonkurrence
USA’s største vinkonkurrence, den årlige San Francisco International Wine Competition, er netop blevet afholdt for 31. gang. Og det var med deltagelse af et rekordstort antal vine, nemlig 4184. De stammede fra mere end 1200 vinhuse i 20 amerikanske stater og 29 forskellige lande, og de blev smagt og bedømt af 48 vinkyndige dommere.
Der blev selvfølgelig også uddelt et hav af medaljer til denne gigantiske konkurrence. I alt blev der overrakt 153 "dobbelt guld" medaljer, 290 guldmedaljer, 1102 sølvmedaljer og 1549 bronzemedaljer.

De aller bedste vine
Bedre end alle medaljerne er udmærkelsen "Best in show", der går til de vine, som samtlige dommere er enige om er de absolut bedste inden for hver deres kategori.
Her blev Raza Torrontés, Famatina Valley, Argentina 2011 udnævnt til den bedste mousserende vin, Turk Grüner Veltliner, Kremstal, Østrig 2009 var bedste tørre hvidvin, mens bedste rødvin blev Lynmar Estate Winery Pinot Noir, Quail Hill Vineyard, Russian River Valley, Californien 2009. Vinderen i kategorien sød vin blev V. Sattui Winery, Late Harvest Riesling, Napa Valley, Californien 2009.
Vi hører meget gerne på mariette@vinavisen.dk, om nogle af disse vine forhandles i Danmark. Hvis man vil grave dybere ned i alle de medaljerede vine, så kan man se samtlige resultater af konkurrencen ved at klikke her.




Hermann Müller var manden, der skabte den mest benyttede af alle de mange krydsninger af druesorter. Druen Müller-Thurgau bruges dog mindre og mindre. Læs mere om professor Müller i Vinens Hall of Fame.

Mere om Müller-Thurgau
Dette er lige ved at blive en Müller-Thurgau føljeton. I sidste uge refererede Bjarne Fogh Rasmussen en vinmager i Mosel, der fastslog, at drue-krydsningen Müller-Thurgau har helt andre forældre end oplyst i de fleste opslagsværker om vin.
Den tyske druesort, skabt af professor Hermann Mülller-Thurgau i 1882, er ikke en krydsning af Riesling og Sylvaner, men resultatet af et varmt møde mellem Riesling og Madeleine Royal. Det har nyere dna-analyser fastslået.
Vi tilføjede i sidste uge, at Madeleine Royal er en spisedrue, skabt ved en krydsning i 1845, idet man dog ikke kender dens forældre. Men det gør man alligevel, skriver en anden læser, Michael S. Larsen, der er bosat i Tyskland.
 
Bedstefar Pinot Noir
Michael Larsen henviser til en videnskabelig rapport fra Julius Kühn-Institut, Bundesforschungsinstitut für Kulturpflanzen, der fortæller, at Madeleine Royale (eller Königliche Magdalenentraube) blev skabt i 1845 af franskmanden Moreau-Robert i Loiredalens Angers, der dog ikke nævnte forældrenes navne.
Nyere dna-forskning tyder imidlertid på, at druen er en krydsning af Pinot Noir og Schiava Grossa, en gammel drue fra det italienske Alto Adige/Süd Tyrol, hvor den også hedder Frankenthaler eller Trollinger.
Så Müller-Thurgau har altså Pinot Noir blandt sine forfædre. Sådan er der så meget. Vi stammer alle fra Adam og Eva.






Kvindebryster for rystevand
Vin og Spiritus Organisationen i Danmark (VSOD) tog i fredags skarp afstand fra firmaet Cult Shakers markedsføring af en alkoholisk energidrik under mottoet "Boobs for Shaker" – hvilket vel nærmest kan oversættes ved "Kvindebryster for rystevand".
firmaets hjemmeside kan man få et indtryk af stilen, der er udpræget pornografisk og provokerende. Blandt andet kan man vinde silikonebryster (forhåbentlig parvis).
Det er den slags underlødigheder, der kan få en politiker, som gerne vil profilere sig selv, til at foreslå endnu en række forbud i dette forbudsplagede land.
 
Skader hele vinbranchen
VSOD finder, at markedsføringen er både anstødelig og usmagelig, og at Cult overtræder Alkoholreklamenævnets retningslinjer for ansvarlig markedsføring af drikkevarer med alkohol.
Thomas Klit Christensen, der er sekretariatschef i VSOD, udtaler:
– Den danske vin- og spiritusbranche – og i særdeleshed VSOD’s medlemmer – praktiserer daglig en høj grad af selvregulering og ansvarlighed i markedsføringen. Cult’s usmagelige markedsføring skader en ellers ansvarlig branche.
Alkoholreklamenævnet, som VSOD er medlem af, er nedsat af Økonomi- og Erhvervsministeriet og arbejder med den øvrige branche og forbrugerrådet for at sikre en ansvarlig markedsføringsskik for alkoholreklamer.
 
Hvad er Cult Shaker?
Der er ikke vodka i Cult Shaker – som der er i så mange andre modedrikke, som nogle unge mennesker beruser sig i. Alkoholen stammer fra cider, og drikken har 5,4% alkohol. Drikken kombinerer alkohol og såkaldt energidrik, dvs. en slags læskedrik, som med sit indhold af koffein, vitaminer og diverse urter påstås at styrke fysisk aktivitet og give mental energi.
Ifølge overlæge Kai Knudsen på Sahlgrenska Hospital i Göteborg tyder meget imidlertid på, at energidrikke ikke er ufarlige, men kan give hjerteflimmer, angst og uro og i visse tilfælde også muskelkramper.
 
Mere beruset, end man tror
Efter at den attenårige irske atlet Ross Cooney i november 2000 døde af at drikke fire dåser energidrik af mærket Red Bull, blev dette produkt forbudt i både Frankrig og Danmark. I Storbritannien nøjedes man med at advare gravide og børn mod at indtage drikken. Siden er Red Bull atter blevet tilladt i Danmark.
I en blanding med alkohol virker energidrikken stimulerende og mindsker den personlige opfattelse af beruselse og svimmelhed. På den måde kan drikken være farlig, fordi man er mere beruset, end man tror, man er.

...


....



Når den fine trææske åbnes, afsløres den runde krystalflaske med Pride 1981.

Modnet på fade fra Château d’Yquem
Det skotske destilleri Glenmorangie, der ejes af luksuskoncernen LVMH (Louis Vuitton Möet Hennessy), har sendt en ny maltwhisky på markedet.
Navnet er Pride 1981, hvilket hentyder til det år, whiskyen blev fremstillet – samme år, som IBM lancerede sin første PC, og Diana blev gift med Charles. Så er man klar over, at det er rigtig mange år siden.
Oprindelig skulle whiskyen kun have modnet 18 år på fade, men så fik Glenmorangie chancen for at lade den ligge yderligere ti år på fade, der tidligere har indeholdt den berømte søde vin fra Château d’Yquem i Sauternes. Denne sidste modning skulle ifølge Glenmorangie have tilført whiskyen aromaer som æbletærte med rørsukker, muskatnød og anisfrø og en smag af Madeleine-kager med citron, sød kokostærte, citrusnoter og mælkechokolade med hasselnødder.

20.000 kr. flasken
Hvis man vil være den lykkelige ejer af alle disse duft- og smagsindtryk, skal man have en velspækket bankkonto. En flaske Pride 1981 koster nemlig 20.000 kr. Men så er whiskyen også tappet på en krystalkaraffel, designet af franskmanden Laurence Brabant, og flasken leveres i en fornem trææske af den hollandske designer Wouter Scheublin.
Der er kun fremstillet 1000 flasker af Pride 1981. Er man interesseret i at købe en flaske, oplyses nærmeste forhandler på tlf. 32 83 73 61. Og har man lyst til at læse mere om det legendariske destilleri Glenmorangie, kan man gøre det i VinAvisens serie af postkort fra Skotland.







Højere vinafgift 1. oktober
En ny lov om forhøjelse af vinafgiften træder i kraft den 1. oktober.
Skatteministeriets lovforslag om forhøjelsen blev vedtaget i folketinget den 17. marts, og forslaget betyder, at bordvin med mellem 6 og 15% alkohol stiger med 73 øre fra 6,14 til 6,87 kr. pr. liter.
Afgiften på en flaske vin med 75 cl stiger således fra 4,60 til 5,15 kr. Altså 55 øre.
Skatteministeriet havde foreslået ikrafttrædelse den 1. juli, men VSOD og Dansk Erhverv har arbejdet for den senere dato, som altså blev 1. oktober.
Hele loven kan læses ved at klikke her.

    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Bouquet Vin og Vin Kompagniet, begge beliggende på Frederiksberg, har fusioneret i et nyt firma, Peter B Vin. Adressen er Peter Bangs Vej 121, 2000 Frederiksberg.
    * Det Lille Vinhus har optaget importen af vine fra vinhuset Louis Hauller i Alsace.

.. ....


    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


.
.

    Karin Forup (f. 1948) er uddannet farmakonom og har arbejdet i en række forskellige apoteker samt på landbohøjskolen. I 1986 søgte hun en stilling som produktchef i et medicinalfirma – dog lagde hun sideløbende billet ind på et job som salgskonsulent hos Kjær & Sommerfeldt.
    Lige siden sin tidlige ungdom har Karin Forup nydt at lave en god middag og finde de helt rigtige vine til. Talrige rejser til vindistrikter i Frankrig og Italien skærpede kun hendes interesse for vinens verden. Så tanken om at have et job, der samtidig var en hobby, tiltalte hende.
    Det blev Kjær & Sommerfeldt, der meldte først tilbage – og fik et ja fra Karin Forup. Nu skulle der sælges "naturmedicin" (vin) i stedet for medicin.
    Efter tretten år i konsulentjobbet blev hun hentet til et andet anerkendt vinfirma, Erik Sørensen Vin, hvor hun fik den spændende udfordring at opstarte en erhvervsafdeling. Og det er i denne afdeling, man finder Karin Forup den dag i dag, travlt beskæftiget med at tage sig af vinfirmaets erhvervskunder og Horeca-sektoren. Derudover har hun ekspertise i firmagaver til virksomhedspersonaler til jul og andre særlige lejligheder.
    Også i fritiden har Karin Forup nok at se til. Hun har to voksne børn, Ann og Lars, og nu også tre børnebørn, og de kommer i første række, når det er fyraften. Arbejdet med blomster og krydderurter i haven i Lejre har også hendes store interesse.
    Adresse: Erik Sørensen Vin, Fredensborg Kongevej 57, 2980 Kokkedal, tlf. 46 49 81 82, mobil: 23 23 56 56, e-mail: kf@eriksorensenvin.dk, www.eriksorensenvin.dk.

    .....................
    Ugens gode spørgsmål
    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere. Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte – det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål – og svaret på det.

    Hvorfor drypper flasken?
    Hvorfor drypper nogle vinflasker mere end andre? spørger Carsten Raith.
    Alle flasker har dryppet siden oldtiden i Babylon og Egypten, men det er faktisk rigtigt: Nogle flasker er værre end andre til at aflevere endnu en dråbe eller to, efter at man har skænket i glasset.
    En veluddannet tjener har altid en serviet til at fange de sidste dråber, så de ikke havner på skulderen af gæsten ved bordet.
    Men hvorfor drypper nogle flasker mere end andre? Det kan vi ikke umiddelbart svare på. Et ikke særligt videnskabeligt forsøg med vand i brugte vinflasker viste ikke større forskelle – der var altid en dråbe, der løb ned ad halsen (på flasken).
    Men blandt vore over 8000 læsere må der findes nogle med flaske-forstand. Lad os høre, hvis nogle kan gøre os klogere på problemet. Skriv venligst til info@vinavisen.dk.


Til_37/09



...Ugens STORE billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. ..Billede 105-130

...............................
    .....................
    127 I det gamle kloster i Valmagne i Languedoc gror en vinstok frækt over porten (foto © Trine Schou).
    ..............................







Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 24 vine. Af disse vine var der 16, som fik mere end to stjerner, og hele 12, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 74 stjerner og i gennemsnit 3,1 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Scanavino, Vino Spumante Brut, Italien, lav alkohol (11,5%)
33,95 kr., Rema 1000
Tør og frisk boblevin, der smager rigtig godt. Dejlig duft, fine bobler og en lækker smag med tilpas syre. Vinen er fremstillet på druerne på Pinot Bianco og Chardonnay. Smagepanelet gættede på en pris på 90 kr.

Hvidvin


120, Santa Rita, Sauvignon Blanc, Valle Central, Chile, 2010, middel alkohol (13,5%)
49,95 kr., Amka
En dejlig frisk og frugtagtig hvidvin med en ret kraftig duft og et flot billede af Sauvignon-druens mange facetter - fersken, citrus, hyldeblomst. Flasken har skruelåg - og prisen er yderst rimelig.


San Michele all'Adige, Nosiola, Trentino, Italien, 2009, lav alkohol (12%)
89 kr., Carlo Merolli
Druen Nosiola bag denne hvidvin er en lokal drue, der bruges til hvidvine i det nordøstlige Italien - op mod Brenner-passet. Den hedder blandt andet også Durello eller Durella. Her har den lagt most til en meget dejlig, frisk vin med en ren frugtsmag, mineralske noter og tilpas syre.


Jurtschitsch, Grüner Veltliner, Kamptal, Østrig, 2010, lav alkohol (12,5%)
119 kr., på tilbud indtil 20. august: 99 kr., Vinoble
Glimrende hvidvin på den gode østrigske drue Grüner Veltliner (der udtales Veltliner og ikke som ellers på tysk: Feltliner). Vinen er frisk og med en ren, fyldig frugtsmag med toner af melon og grape. Flasken har skruelåg.

Rosévin


Marqués de Cáceres, Rioja, Spanien, 2010
79,75 kr., på tilbud indtil 30. juli: 59,75 kr., Skjold Burne
Ikke nok med, at denne rosévin har en indtagende og varm laksefarve - den smager også glimrende. Den har en mild og let krydret duft og en behageligt tør og saftig smag med fine toner af friske sommerbær.

Rødvin


Les Combes Mezières, Gallivan, Costières de Nîmes, Frankrig, 2009, lav alkohol (13%)
40,95 kr., Strandgaarden
En rigtig god rødvin med en vis tørhed, god, blød frugtfylde, tanniner og en fin syre. Prisen er yderst venlig. Faktisk et scoop.


El Niño Loco, Guillaume Gros, Vin de Pays de Méditerranée, Frankrig, 2009, høj alkohol (14,5%)
69 kr., Jysk Vin
Denne rødvin er godt lavet. Den har god, fyldig frugt og krydrede toner. Dertil tanniner, der gør den til en udpræget madvin.


The Dirty Hoe, Woodvales Vintners, Shiraz, Australien, 22008, høj alkohol (14,5%)
70 kr., The Wine Company
En voldsom rødvin - en rigtig australier med hår på brystet. Den snavsede hakke - som navnet lyder. Hvis man kan lide kraftige vine, så er denne vin en mulighed. Chili con carne! Det er en flot vin, 14,5 procent alkohol, men ikke sprittet. Flasken har skruelåg.


Domaine Rose Dieu, Côtes du Rhône, Frankrig, 2009, middel alkohol (14%)
75 kr., Rungsted Vinhandel
En dejlig rødvin med peber i næsen og en fyldig, let krydret smag, der varer rigtig længe.


Punset, Barbera d'Alba, Italien, 2009, høj alkohol (14,5%)
120 kr., Hustedvin
En vellavet rødvin på økologisk dyrkede druer. Den har en masse smag, god, koncentreret fylde og tilpas syre. En lækker vin.


Amplus, Santa Ema, Cabernet Sauvignon, Peumo, Chile, 2007, middel alkohol (14%)
129,95 kr., pris ved 12 flasker, Wine Group
Denne meget fyldige og flotte rødvin er forsynet med en rund label, der forkynder, at Wine Spectator har givet vinen 91 point. Vi er ikke så frimodige, at vi påstår, at vi kan smage forskel på 90 og 91 point (hvem kan det?), så vi nøjes med at give vinen 5 stjerner. Her er der ikke sparet på druerne. Vinen smager simpelt hen godt.


Punset, Nebbiolo, Barbaresco, Italien, 2005, middel alkohol (13,5%)
240 kr., Hustedvin
En ædel rødvin på økologisk dyrkede druer, seks år gammel og fornemt afrundet. Den har stadig frisk frugt, en mild syre, bløde tanniner og mange facetter. En stor nydelse.


Sant'Ippoloto, Cantina Scrimaglio, Monferrato, Italien, 2009, middel alkohol (13,5%)
100 kr., pris ved 6 flasker: 65 kr., Holte Vinlager
Vellavet, lidt enkel rødvin med god, frisk frugt. Til 65 kr. en god hverdagsvin.


Wagner Stempel, Spätburgunder, Rheinhessen, Trocken, Tyskland, 2009, lav alkohol (13%)
149,95 kr., Vinmonopolet
Frisk rødvin med pæn Pinot-karakter, men også med en stramhed, der kræver, at vinen skænkes til mad.


La Minga, Central Valley, Chile, 2008, middel alkohol (13,5%)
55 kr., Wine.dk
Merlot står først på etiketten efterfulgt af Cabernet Sauvignon. Så der er formodentlig mest Merlot i denne hverdags-rødvin, som er præget af ret meget sødme. Flasken har skruelåg.


Petite Petit, Michael & David Phillips, Lodi, Californien, 2008, høj alkohol (15%)
149 kr., pris ved 12 flasker: 115 kr., Graa Vin
En meget kraftig rødvin - næsten portvin - på druerne Petite Syrah og Petit Verdot. Smagen er ret marmelade-agtig og med en markant spritkant. Etiketten med dens to cirkus-elefanter må vist nærmest betegnes som markedsføring til børn.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.