Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 50. 2011



Nyheder i uge 50, 2011

Læs uge 49.......Læs uge 48.......Læs uge 47








Det meget charmerende Château Monlot er det seneste vinslot i Bordeaux, der er kommet i kinesisk eje.

Stribevis af vinslotte i kinesisk eje
Kineserne har for alvor kastet deres kærlighed på vinslottene i Bordeaux. Mere end ti slotte er i dag i kinesisk eje, og ifølge avisen Sud Ouest er omkring yderligere femten handler i gang med at blive realiserede – alle med kinesiske købere.
Det er frem for alt vinslotte, der prismæssigt ligger i mellemlejet, som kineserne er på jagt efter. Når handelen er afsluttet, installerer køberen ofte sine egne folk på slottet med det ene formål at etablere en direkte eksport af vinen til Kina. Afhængig af, hvor meget vin slottet producerer, beholder eller dropper den nye ejer de gamle eksportmarkeder.
Senest er Château Monlot i Saint Émilion blevet solgt til en af Kinas mest berømte filmstjerner, Zhao Wei, for en ikke oplyst sum. Wei har også tænkt sig at sælge vinen i sit hjemland, men vil dog beholde slottets nuværende medarbejdere. Ud over vinfremstillingen fungerer Château Monlot også som hotel.


Svensk forbud mod vinreklame
Amarone og Ripasso stammer begge fra det italienske vindistrikt Valpolicella. Begge er kraftige rødvine, der fremstilles på de samme druer – Corvina, Molinara og Rondinella – men fremgangsmåden er forskellig. Amaronen, der er den mest berømte (og dyreste) laves på druer, der har ligget til tørre, og derfor har mistet omkring halvdelen af deres saft. Mosten, der gæres til vin er derfor meget kraftig med masser af farve, smag og tanniner.
Ripasso derimod er almindelig vin, der har lagret på drueskallerne fra Amarone-produktionen, hvorved den får lidt ekstra kraft og karakter. Nogle af de gode Ripasso-vine har dog også fået tilsat tørrede druer, der ikke har afgivet most til Amaronen.
Ofte bliver Ripasso kaldt for "Amaronens lillebror" eller en "mini-Amarone". Men den slags går ikke på svensk jord – i hvert fald ikke, hvis det står sort på hvidt i en reklame.

Misbrug og vildledning
Sverige har en såkaldt alkohol-leverandørernes granskningsmand, Mattias Grundström, der har til opgave at slå ned på amoralske reklamer for vin og spiritus.
For nylig gik det ud over vinimportfirmaet BGS Wine Import og dets reklame for rødvinen Soprasasso Valpolicella Ripasso i det svenske magasin Hänt Extra. Her kaldte firmaet vinen for en "mini-Amarone", og det er ifølge Grundström ulovlig markedsføring af alkohol.
Af hans rapport over sagen fremgår det, at Amarone er en beskyttet betegnelse og derfor ikke må anvendes på den måde. Desuden virker ordet "mini-Amarone" vildledende over for forbrugerne.
Fra BGS Wine Import lyder det, at man anser "mini-Amarone" for at være et almindeligt anvendt ord i forbindelse med Ripasso, hvorfor man ikke drømte om, at det stred mod den svenske alkohollov.







Et kig i mandens indkøbskurv
Til alle mandlige singler, der søger en kvinde: Tænk over, hvad I lægger i kurven i supermarkedet.
En britisk undersøgelse viser, at rigtig mange kvinder dømmer en mands egnethed som partner ud fra indholdet af hans indkøbskurv. Og det tager dem kun omkring ti sekunder – så har de en god idé om mandens indkomst og evne til at tage sig af en familie, og kan dermed vende tommelfingeren opad eller nedad.

Rødvin er topscorer
En mand, der har fyldt kurven med dåsesupper, kan godt se frem til adskillige års single-liv. 86% af de adspurgte kvinder mente, at den slags er udtryk for dovenskab, og 80% af dem sagde, at de forbandt det med et dårligt job og en ringe løn.
Hele 95% af kvinderne forbandt derimod rødvin med en interessant mand med et rigtig godt job og en god økonomi – lidt af et scoop. På andenpladsen kom kartofler med 93%.
Undersøgelsen viste i øvrigt, at også frisk frugt og grøntsager er noget, kvinderne værdsætter – især er det et hit, hvis der ligger æbler og agurker i mandens indkøbskurv. Det tilkendegiver, at han vil blive (eller er) en god far.






Nye afgifter 1. januar
Thor Möger Pedersen, der er Danmarks nye skatteminister, er som bekendt en ung, 26-årige student. Han har endnu ikke gjort sin uddannelse færdig og kan således heller ikke have særlig mange erfaringer fra erhvervslivet.
Det må være grunden til, at han sammen med regeringens skatteordførere og Enhedslisten har aftalt, at den bebudede stigning i afgiften på vin allerede skal ske fra og med 1. januar.
Den samlede finanslov bliver først vedtaget i januar, men stigningerne i skatter og afgifter skal vedtages senest 21. december, før Folketinget går på juleferie.
 
Alt for kort varsel
– Fra 21. december til 1. januar, siger Kurt Hansen fra D.K. Vinimport, – så kort tid har den danske vinbranche til at implementere de nye afgifter. Det er dybt kritisabelt. Det betyder, at vinbranchen nu skal sidde og vente på en afgørelse om en stigning i afgifterne og derefter kun har få dage til at ændre kalkuler og prislister og til at informere sine kunder.
– Supermarkedernes tilbudsaviser må i øvrigt allerede være på vej i trykken.
– Alt dette skal tilmed ske på et tidspunkt, hvor de relevante myndigheder går på juleferie og ikke kan kontaktes før afgifts-ændringerne er trådt kraft.
– Om afgifterne bliver godkendt i den form som oplyst i medierne eller ej, er i grunden uden forskel. Den korte frist er en uanstændig måde at behandle erhvervslivet på.
– Det er åbenbart en del af regeringens kickstart at sørge for, at en masse medarbejdere skal arbejde over i julen.
I de kommende dage er lovforslaget sendt til høring. Forhåbentlig vil Thor Möger Pedersen, trods sin manglende erhvervserfaring, være åben for kritiske indvendinger fra vinbranchen. Vi formoder, at VSOD vil komme på banen med en indsigelse.








Arni Olsen med den argentinske "amarone" i glasset.

Færingen i argentinsk vin
Arni Olsen er færingen i argentinsk vin, og i mandags var han på besøg i Danmark hos sin danske importør, Erik Sørensen Vin, for at lade os smage fornemme rødvine.
En færing … ja, Arni Olsen er færing, og han bor på Færøerne. Men han er ikke desto mindre europæisk ambassadør for det argentinske vinhus Renacer.
– Renacer blev grundlagt af Patricio Reich, fortalte Arni Olsen. – Reich er chilener og var medejer af Viña San Pedro i Chile. Men han ville noget andet og mere end bare producere millioner af flasker. Han ville lave vine af høj kvalitet. Han solgte sin andel i den store vinfabrik og købte 30 hektar mark i nabolandet Argentina – i Mendoza. Det var i 2004, og siden har han bygget et vineri, der nærmest ligner en gammel borg, og fået succes med sine vine, ikke mindst i USA.
 
Argentinsk "amarone"
Patricio Reich og hans italienske vinmager, Alberto Antonini, har valgt kun at lave rødvine på Andesbjergenes skråninger. – Stedets jordbund og klima egner sig ikke til hvidvin, siger Reich, – og vi har dyb respekt for terroir. Vores lille vinhus har ganske vist en hvidvin, men den bliver lavet i Casablanca hjemme i Chile.
Patricio Reich har i mange år haft gode venskabelige forbindelser med familien Allegrini i Valpolicella, og i 2006 indledte han et samarbejde med det italienske vinhus. Projektet var i fællesskab at lave en argentinsk "amarone" – en vin på argentinske druer, men efter den italienske teknik med tørrede druer.
– Faktisk er klimaet i Mendoza fortræffeligt til denne type vin, fortæller Arni Olsen. – Der er så tørt, at druerne kan tørre udendørs og bliver til rosiner i løbet af ti dage. Hos Allegrini i Italien varer det tre måneder i de indendørs tørrelader.
 
Flaskerne blev revet væk
I den første årgang lavede de kun 5000 flasker. De var ment som et eksperiment. Men da vinen fik 90 point hos WineSpectator, blev flaskerne revet væk. I dag er produktionen kommet op på 40.000.
Vinen fik navnet Enamore, der betyder "forelsket". Men Patricio Reich er ikke spor ked af, at bogstaverne i navnet nemt kan byttes om, så der (næsten) står Amarone. Hvad der naturligvis ikke må stå på en argentinsk etiket ...
Under mødet med Arni Olsen smagte vi samtlige rødvine fra Renacer, nemlig i alt fire. Dem er der flotte stjerner til længere nede.







Kærlighedserklæring til Piemonte
Med deres bog, "Piemonte – drømmen, huset & livet", bringer Erik Bjørn & Jesper Remo deres kærlighedserklæring til Italiens berømte vinregion (Muusmann'Forlag, 304 sider, 299,95 kr.).
Bogen blev født som fortællingen om, hvordan Erik Bjørn og hans familie købte en ruin af et bondehus i Piemonte og forvandlede det til en lækker feriebolig. Men bogen udviklede sig til en fortælling om alle de oplevelser, de fik med regionens herlige vine og lækre mad. Og det blev til en tyk, gennemarbejdet og flot illustreret bog.
 
Tag den med i kufferten
Historien om byggeriet fylder ikke så mange sider, men drømmer man om at gøre familien kunsten efter, får man god besked og mange gode råd.
Til gengæld tager bogen os med rundt på besøg hos vinbønder og i restauranter, og i en række nedslag kommer vi tæt på livet i Piemonte og i byerne Torino, Asti, Alba, Acqui Terme, Nizza Monferrato, Canelli og Gavi.
Forfatterne har oven i købet samlet opskrifter fra nogle af restauranterne, så man selv kan gå i gang med potter og pander.
Den meget inspirerende bog bør afgjort finde plads i kufferten, hvis man besøger Piemonte, et af Italiens allerbedste hjørner.






Hitler-vine i retten
De fleste kan nok blive enige om, at det er temmelig usmageligt at sælge vine med billeder af Adolf Hitler og hagekors på etiketterne. Men er det direkte ulovligt?
Det forsøger man nu at finde frem til ved en retsinstans i Østrig, og årsagen er en østrigsk vinleverandør, Roland Marte, der via internettet sælger, hvad han kalder for "flasker, der mindes historiens store personligheder."
Ifølge loven er det forbudt at ære og glorificere nazi-tiden, og det er det, som anklageren mener, at flaskerne gør.

Andre har gjort det samme
Det er langt fra første gang, nogen forsøger at sælge den slags vinflasker. Blandt andet har den italienske vinproducent Alessandro Lunardelli solgt flasker med billeder af såvel Hitler som af diverse andre nazi-ledere på etiketterne.
Også disse vine endte i retten – hvor Lunardelli vandt og kunne fortsætte med at sælge dem. I dag er de dog væk fra producentens hjemmeside og erstattet af en mere fredsommelig vinserie med berømte kunstværker på etiketterne.
Det er dog tankevækkende, at Lunardelli solgte omkring 20.000 "nazi-vine" om året.



Første udgave af den svenske tegneserie "Vinstrippen".

Svensk vinøs tegneserie
Vinens verden er fuld af små sjove hændelser, og disse hændelser får nu sin helt egen tegneserie, den svenske "Vinstrippen".
Ophavsmændene er to vinbranchefolk, Daniel Esberg, der er sommelier og marketingchef i vinimportfirmaet Sigva, og Hampus Landelius, der ejer firmaet Vinia. Og hovedpersonen i serien er vinnørden Vinie, der kommer ud for lidt af hvert og alt for ofte bliver misforstået af sine omgivelser.
Historierne i serien bygger på de sjove begivenheder, som de to vinfolk selv støder på i deres daglige arbejde. Læsere af serien opfordres også til at indsende vinøse oplevelser, som de mener er egnede til at blive forvandlet til en lille tegneserie.






1 tonneau = 100 kasser
I sidste uge var vi inde på, hvorfor der absolut skal være tolv flasker i en kasse. Vi nævnte, at det gav en fornuftig form på kassen – tre flasker på den ene led og fire på den anden. Samt at tolv flasker så nogenlunde er, hvad man kan bære.
Men de tolv flasker hænger også sammen med det franske mål tonneau, skriver Claus Tang-Holbek fra Kjær & Sommerfeldt.
Tonneau er et gammelt Bordeaux-mål for mængde, som stadig bruges. Det defineres i dag som lig med 900 liter, der igen svarer til fire barriques (træfade) à 225 liter.
Disse 225 liter vin er lig med 300 flasker, og 300 flasker er lig med 25 kasser à 12 flasker.
Eller sagt på en anden måde: 1 tonneau er lig med 100 kasser.
 
Prisen på tonneau i fald
– Når Kjær & Sommerfeldt i gamle dage indkøbte vin, skriver Claus Tang-Holbek, – blev den ofte indkøbt i måleenheden tonneau. Og når vi købte 1 tonneau hos vores leverandører i Bordeaux, fik vi leveret 4 barriques, som vi så selv tappede på flasker.
Tonneau-målet bruges som nævnt stadig, og man ser det især i forbindelse med prisen på almindelig Bordeauxvin.
Prisen på klassificerede grand cru-vine er mangedoblet. Nogle af dem koster over 5000 kr. pr. flaske, og her har den almindelige Bordeaux slet ikke kunnet følge med.
Vi kan huske, at i 1998, da vi begyndte at lave VinAvisen, kostede en tonneau 12-13.000 kr. I nyere tid har prisen svinget mellem 6000 og 9000 kr., og i dag er den nærmest på katastrofekurs under de 4000 kr.



< Claus Tang-Holbek sendte os en kopi af en prisliste fra négociant-firmaet J. Calvet & Cie. Den er fra 1934, og heraf fremgår det, at tonneau-prisen ex cellar på Château Beychevelle 1929 var 16.000 franc. Omregnet bliver det 13,33 franc pr. flaske – eller cirka 15 kr. I dag må man af med op til 13.000 kr. for sådan en flaske.





...



En drink af stål
Isterninger skal der til, når drinksene skal køles ned. De virker effektivt nok, men smelter jo og fortynder indholdet i glasset – hvilket ikke er sagen for en lang række cocktails.
Den slags kan nu undgås med nogle smarte isterninger af rustfrit stål. De indeholder en gel, som fryser, når de lægges i fryseren, og som holder rigtig længe på kulden.
Så er det bare, om man kan lide synet af stål i sin drink – og tænk, hvis man kommer til at sluge en "isterning" …
Terningerne kan købes på det amerikanske marked. Kan de også fås herhjemme? Vi hører gerne på info@vinavisen.dk.


En dyst om de bedste barer
Stockholm har sin egen årlige konkurrence om byens bedste barer. Bartenders Choice Awards hedder den, og det er muligt at vinde inden for en række forskellige kategorier. Derudover udnævnes også årets bedste bartender, ligesom man tager et spring uden for Sveriges grænser og udnævner den bedste internationale bar.
Vinderen af årets konkurrence, når det gælder vinbarer i Stockholm, blev Gondolen, mens Little Quarter løb af med sejren som "bedste cocktailbar". "Bedste nye bar" blev Svartengrens, mens vinderen af "bedste internationale bar" blev Milk & Honey i New York. Man kan læse mere om konkurrencen ved at klikke her.


    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Toscavini har fået forhandlingen af vinene fra vinhusene Dettori på Sardinien, Pietraventosa i Puglia og Fessina på Sicilien.
....


    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

..
Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

.

.
.


    Tom Brandis (f. 1968) fik sin interesse for vin, da han som dreng sad og lyttede til familiens vin-snak ved middagsbordet. Og en af de første ting, han lærte, var, at det ikke er nogen kunst at købe en god vin; det er kun et spørgsmål om penge. Derimod er det en kunst at købe en vin til 80 kr., der smager som en til 200 kr.
    Han startede hos Knud Jørgensens Vinhandel i Hellerup, hvor han i sin gymnasietid pakkede vin på lageret, og i 1987 kom han i lære i det dengang meget progressive og nytænkende dz-wine. Efter endt læretid blev han i 1989 ansat i Løgismose Vin, hvor han havde stor glæde af familien Grønlykkes store gastronomiske ekspertise. I 1991 tog han til Bordeaux, hvor han arbejdede et år på Château Prieuré-Lichine i Margaux, og året efter gik turen til Bourgogne til et job hos Domaine Joseph Matrot i Meursault.
    Opholdet i Bourgogne vendte op og ned på hans holdning til vin. Han fik øjnene op for, at en masse nyt egetræ i en vin ikke er ensbetydende med en bedre vin. En vin skal have smag af terroir - den skal udtrykke vinmarken, den kommer fra, og ikke være "sminket" med alt for meget fad. Den holdning har han beholdt lige siden.
    I 1993 blev han ansat hos Philipson Wine, hvor han efter få år blev en af
    Christian Philipsons nære medarbejdere. Han var således stærkt medvirkende til, at Philipson Wine begyndte at importere kvalitetsvin fra Italien.
    I 1997 headhuntede
    Peter Sick fra Gobi så Tom Brandis til en stilling som vinindkøber. Her blev han i fire år, indtil han i 2001 realiserede en gammel drøm om at blive selvstændig vinhandler. Efter aftale med Peter Sick fik han lov til at tage flere af Gobis "gamle" leverandører med sig, så han kunne starte sit nye vinfirma, Domaine Brandis.
    Privat bor Tom Brandis sammen med kæresten Heidi i parrets hus i Brøndby. Den sparsomme fritid bruges på golf, fodbold og lidt tennis samt gastronomiske oplevelser. Ferierne går til det østlige Frankrig og det nordlige Italien.

    Adresse:
    Domaine Brandis, Park Allé 293 B, 2605 Brøndby, tlf.: 43 76 33 11, e-mail: info@domainebrandis.dk, www.domainebrandis.dk. .





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. ..Billede 105-130. ..Billede 131-156

...............................
    .....................
    150 Sneen har malet den lille vinby Alquézar hvid i det spanske distrikt Somontano (foto © Consejo Regulador Sonmontano)
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 50 vine. Af disse vine var der 33, som fik mere end to stjerner, og hele 26, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 153 stjerner og i gennemsnit 3,1 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Bin 25, Brut, Lindemans, Sparkling Wine, Australien, lav alkohol (12,5%)
49 kr., Netto Vin
Frisk boblevin med livlig mousse - en udmærket vin til en yderst rimelig pris. Den femte stjerne får den for prisen.


Dolc de Postres, Jaume Gíro i Gíro, Cava, Spanien, lav alkohol (11,5%)
109 kr., Vild med Cava
Mousserende hvidvin med fine, stadige bobler, en duft af jasmin og en druesmag med en lille sødme. Vist ment som en dessertvin, men så sød er den nu heller ikke. Man ville såmænd også kunne bruge den som apéritif.


Louis Bouillot, Crémant de Bourgogne, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)
129,75 kr., på tilbud indtil nytår: 99,75 kr., Skjold Burne
Lækker crémant med fine, små bobler, en liflig duft og en kompleks smag med dejlig frugt.

Hvidvin


Jo!, Casa Mariol, Verdejo, Vino Blanco, Spanien, 2010, lav alkohol (13%)
64 kr., La Etiqueta
Denne hvidvn - den eneste vin på Verdejo-druen fra Catalonien - beskrives som en en eksperimental vin. Det må siges! Etiketten er blot et stykke lysegrønt papir med teksten trykt på bagsiden, så den skal læses gennem den helt klare flaske. Højst eksperimentalt, men ærligt talt lidt af en dårlig vittighed. Selve vinen er derimod ikke dårlig. Den er blød, har frisk og dejlig frugt og et lille krydret bid, der er fint til mad. Etiketten er efter vores mening til to stjerner, men vinen fortjener de fem, den har fået - også fordi prisen er rimelig.


Maison Mallard-Gaulin, Chardonnay, Santenay, Frankrig, 2008, lav alkohol (13%)
179 kr., pris ved 6 flasker: 100 kr., Holte Vinlager
Let og frisk Bourgogne-hvidvin med god frugt og en markant syre, der gør den til en udpræget madvin, gerne til lidt fede, omend lette retter. Den femte stjerne gælder prisen ved 6 flasker.

Rødvin


Barrica Selection Gran Reserva, Santa Carolina, Syrah, Maipo, Chile, 2009, høj alkohol (14,5%)
50 kr., Rema 1000
En dejlig frugtrig rødvin med duft af modne mørke blommer og et strejf af peber. Smagen er koncentreret og fuld af mørke kirsebær, og eftersmagen er lang og fyldig. Vinen bærer det relativt høje alkoholindhold flot. Et rigtig godt glas til prisen og til and og steg juleaften.


Quinta do Carqueijal, Douro, Portugal, 2008, lav alkohol (13%)
50 kr., DK Wine
Dette er en rigtig dejlig tør rødvin fremstillet på en række lokale druer. Den er let krydret, har god frugt og en lang og behagelig eftersmag. Prøv den til en mild ret med lam eller en omgang pasta med skaldyr.


Primitivo, Terra Jovia , Gioia del Colle, Italien, 2008, høj alkohol (14,5%)
59 kr., P.S. Import
En herlig rødvin med læder og svampe i duften og med en fyldig og koncentreret smag - også med svampe samt en anelse behagelig sødme.


Man Vintners, Cabernet Sauvignon, Coastal Region, Sydafrika, 2010, middel alkohol (14%)
65 kr., Lago Import
En fortræffelig rødvin med kraftig og kompleks duft - og mild og afrundet smag med ren frugt og noter af nelliker. Udpræget madvin - også til julemaden. Flasken har skruelåg.


Lágrima, Bodegas Argenceres, Bonarda, Mendoza, Argentina, 2010, middel alkohol (13,5%)
69,50 kr., Wine.dk
Lágrima betyder tårer på spansk, og det er nogle rigtig dejlige røde tårer, man skænker i glasset. Smagen er solmoden, kødfuld og rund, intens og fuld af frugt. I eftersmagen er der en behagelig lille sødme.


Punto Final, Renacer, Malbec, Mendoza, Argentina, 2010, middel alkohol (14%)
69,95 kr., på tilbud indtil jul: 62,95 kr. ved 6 flasker, Erik Sørensen Vin
Dybrød vin med flot duft og en afrundet, meget fyldig, blød og lækker smag. En vin med substans - en vin, der er god fra den første dråbe til eftersmagen. I smagen er der mørke bær og chokolade. Flasken har skruelåg.


Roc Gris, Tautavel Vignerons Vingrau, Côtes du Roussillon Villages, Frankrig, 2010, høj alkohol (14,5%)
79,95 kr., pris ved 6 flasker, BrdrDsVinhandel
Rødvin med en god, krydret duft og en blød, men også intens, frugtagtig smag. En vellavet vin til kraftige kødretter.


Chant de l'Olivier, Domaine La Prade Mari, Minervois, Frankrig, 2008, høj alkohol (14,5%)
99 kr., Rungsted Vinhandel
En rødvin, der dufter af blommer og solbær og har en dejlig ren frugtsmag med toner af modne blå druer og eukalyptus. En elegant vin trods det høje alkoholindhold.


Clarence Hill, Adelaide Winemakers, Adelaide, Australien, 2010, høj alkohol (14,5%)
105 kr., The Wine Company
Et godt glas rødvin. Inviterende duft, meget blød og frugtagtig smag, tilpas syre og en eftersmag, der er lang og fuld af frugt. Vinen er lavet på druerne Grenache (60%) og Shiraz. Flasken har skruelåg.


Punto Final, Reserva, Renacer, Malbec, Mendoza, Argemtina, 2008, høj alkohol (14,8%)
119,95 kr., Erik Sørensen Vin
En meget kraftig rødvin med dybrød farve, en flot duft og en intens, cremet frugtsmag med toner af knasede kaffebønner og mørke bær.


Barolo, Borgogno Francesco, Vigneti Brunate, Italien, 2007, høj alkohol (14,5%)
125 kr., Nordic Wine Traders
En lækker blød rødvin med varme, krydderier, svesker og mørke blommer. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før servering.


Château Lescalle, Bordeaux Supérieur, Frankrig, 2009, middel alkohol (14%)
125 kr., på tilbud indtil jul: 108,33 kr. ved 6 flasker, Vinoble
En usædvanlig kraftig Bordeaux-rødvin med en flot duft og smag og en masse kryddderi, især peber. Glimrende vin.


Chäteau Haut-Maillet, Pomerol, Frankrig, 2006, middel alkohol (13,5%)
129,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Superlækker rødvin med en moden, afrundet duft og smag med diskrete fadtoner. Prisen er i orden. Også ved de tolv flasker.


Domaine des Bosquets, Famille Brichet, Gigondas, Frankrig, 2009, høj alkohol (15%)
129,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Meget stor og lækker rødvin med liflig duft og en bred, kompleks smag med afrundede tanniner. 15%, men ikke spor spirttet.


Enamore, Renacer, Mendoza, Argentina, 2009, høj alkohol (14,5%)
149,95 kr., indtil nytår: 129,95 kr., Erik Sørensen Vin
Denne rødvin er skabt i et samarbejde mellem to vinhuse, det italienske Allegrini i Valpolicella og det argentinske Renacer i Mendoza, og den må nærmest betegnes som en argentinsk "amarone". Lavet med argentinske druer, men efter den italienske amarone-opskrift med tørrede druer. Vinen smager (naturligvis) ikke af amarone, men den har den samme frugtfylde, tæthed og kompleksitet og tanninbiddet fra Cabernet'en. En fornem vin.


Spy Valley, Pinot Noir, Marlborough, New Zealand, 2010, middel alkohol (14%)
169 kr., på tilbud til 129 kr., VinDownUnder
Klassisk Pinot - og en rigtig god Pinot med en ren, klar og fløjlsblød smag. En fornøjelse. Flasken har skruelåg. Skænk den let afkølet til lettere retter.


Domaine Julien Masquin, Châteauneuf du Pape, Frankrig, 2009, høj alkohol (15%)
185 kr., HøjelseVinkælder
Julien Masquin er ny producent i Châteauneuf du Pape; dette er hans første årgang, og den er en oplevelse. Den har en blød, lækker smag med mange facetter.


Fontanafredda, Nebbiolo, Barolo, Italien, 2007, middel alkohol (14%)
199 kr., på tilbud i denne uge (uge 50): 99 kr., Kvickly
Dette her, det er godt! En superlækker og elegant rødvin, harmonisk og med blød frugt. En vin både til ikke alt for kraftige kødretter - og til en god bog.


Beni di Batasiolo, Nebbiolo, Barolo, Italien, 2007, høj alkohol (15%)
259,75 kr., på tilbud indtil jul: 99,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne
Vidunderlig rødvin, blød, drikkemoden, afrundet og med ren frugt, der lægger sig i hele munden med alle sine facetter. Tilbudsprisen er ekstraordinært attraktiv. Panelet gættede på en langt højere pris.


"R", Renacer, Malbec, Mendoza, Argentina, 2008, høj alkohol (15%)
369,95 kr., Erik Sørensen Vin
Super-vidundervin - en rødvin, der breder sig og vokser i munden med en symfoni af afrundet frugt, fine fadtoner og mange facetter.


Barrica Selection, Gran Reserva, Santa Carolina, Cabernet Sauvignon, Maipo, Chile, 2009, høj alkohol (14,8%)
50 kr., Rema 1000
Denne rødvin har en meget ren Cabernet-smag med modne solbær og et strejf af lakrids. En uhøjtidelig vin til hakkebøffen eller den lidt krydrede pastaret. Den vinder yderligere ved at blive plasket over i en karaffel et par timer før servering.


McGuigan Estate, Shiraz, South Australia, Australien, 2010, middel alkohol (13,5%)
54,95 kr., Strandgaarden
En uhøjtidelig rødvin med kirsebær i næsen og en lækker og ren bærsmag uden skarpe kanter. Det er en god og enkel vin, som mange vil kunne lide.


Roble, Vega Real, Tempranillo, Ribera del Duero, Spanien, 2009, middel alkohol (13,5%)
49 kr., Rema 1000
Der er lidt stald over duften af denne rødvin. Smagen har god frugt, men er lidt spinkel og ender tamt.


Recado, Mendoza, Argentina, 2010, lav alkohol (12,5%)
59,95 kr., Vinmonopolet
Let og enkel hverdags-rødvin, nem at drikke og nem at glemme.


Veenwouden, Paarl, Sydafrika, 2008, middel alkohol (14%)
100 kr., Haller Vine
Denne rødvin er en fadlagret Bordeaux-blanding af Cabernet, Malbec, Merlot og Petit Verdot. Den har en karakteristisk Cabernet-smag og en syre, som er god til mad. Smagsbilledet er måske lidt smalt. Nederst på flasken er sat en etiket med teksten: Prisen er med forbehold for afgiftsstigninger pr. 1. januar.


Cascina Baricchi, Nebbiolo, Langhe, Italien, 2007, middel alkohol (14%)
119 kr., pris ved 6 flasker: 107 kr., Carlo Merolli
En pæn rødvin, fire år gammel og med god syre, egnet til mad. Ikke helt billig.

Sød vin


Burmester, Colheita Portvin, Portugal, 1989, høj alkohol (20%)
199,95 kr., pris ved 12 flasker, på tilbud ind til jul: 149,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
I tyve år har denne portvin ligget på fad, indtil den blev aftappet i 2009. Det er en meget flot colheita med toner af lækker karamel og valnødder.


Rozès, Blend 730, Special Reserve, Portvin, Portugal, høj alkohol (20%)
69,95 kr., pris for 50 cl, Amka
Meget sød dessertvin, der ikke har så meget syre og ender i et bette bittert bid. Vinen er på tilbud til 49,95 kr. i uge 50 i Kiwi Supermarked og i uge 51 i Fakta.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.