Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 51. 2011



Nyheder i uge 51, 2011

Læs uge 50.......Læs uge 49.......Læs uge 48






........
    < Der er en duft af agenter, forbrydere og western-film over de vinetiketter, der henvender sig til mænd.


Vin med hår på brystet
I uge 18 fortalte vi om vine, hvis etiketter er målrettet kvinder. Det drejer sig blandt om vine som "Mommy’s Time Out", "Mad Housewife", "Middle Sister", "Little Black Dress", "Cupcake" og "Girls’ Night Out".
Men vinproducenterne er også begyndt i stor stil at fremstille vine med etiketter, der specielt skal appellere til yngre mænd – etiketter, der via deres udseende eller ordlyd oser af maskulinitet, benene på bordet og hår på brystet.
Et af de store hit er den californiske rødvin "Frontier Red", der leder tankerne hen på gode gamle western-film. Og så er der vine som "Wildass Riesling", "Wanted Gang", "The Slammer" og "Bordello". Sidstnævnte viser frække scener i stiliseret udgave og på en rigtig bordel-rød baggrundsfarve. Scenerne er meget små, så de ikke umiddelbart forarger nogen. Men når man køber en flaske, medfølger der et forstørrelsesglas til nærmere fordybelse …

Kvinder og gamle mænd
En undersøgelse udført i Canada af analysefirmaet AC Nielsen peger på, at der faktisk også er behov for, at vinproducenterne forsøger at appellere direkte til de unge mænd.
Undersøgelsen omfattede 1510 canadiske mænd, og det viste sig, at fire ud af ti mænd anså vin for en kvindedrik, og blandt de 18 til 24-årige mente hele tre fjerdedele, at vin mere var noget for ældre mænd end for mænd på deres egen alder.
Alligevel drikker mænd mellem 21 til 33 år mere vin end deres fædre gjorde i samme alder.
28% af de adspurgte mænd sagde, at de ikke var specielt interesserede i vine med maskuline etiketter. Andre undersøgelser viser dog, at mænd alligevel ubevidst bliver tiltrukket af fødevarer, hvis emballage udstråler maskulinitet.








Øverst ses de to banderoler med helt ens kontrolnumre - den slags numre skal naturligvis være forskellige. Nederst ses et udsnit af henholdsvis den ægte og den forfalskede etiket. Den falske er faktisk rigtig dårligt udført - mat og uskarp.

Italienske fup-vine på danske hylder
I de sidste par dage har de danske dagblade og tv-medier oprullet en skandale, hvor hovedpersonerne er et større antal forfalskede Brunello-vine, en italiensk svindler og fem nordsjællandske vinhandlere.
Det drejer sig om cirka 30.000 flasker rødvin, der er solgt som fornem Brunello-vin årgang 2001 fra vingården Poggio San Polo, men som kun indeholder en sølle bordvin.
I Italien har sagen ført til anholdelse af en formodet svindler, og herhjemme er de vinhandlere, der har solgt vinen, blevet meldt til politiet af Fødevarekontrollens Rejsehold, og de risikerer alle store bøder og en sigtelse for varemærkeforfalskning. En af dem er Michelinstjerne kokken Daniel Letz, der ifølge B.T. er anklaget for at have solgt 360 af flaskerne i sine vinforretninger. Selv siger Letz, at han handlede i god tro.

Har været to år undervejs
Allerede i 2008 (uge 20) blev VinAvisen af en læser gjort opmærksom på forfalskningerne. Han var blevet skeptisk, da han så, at Brunello-vinen var på tilbud til 100 kr. flasken ved køb af 6 flasker – en vin, som han vidste blev solgt for op mod 370 kr. flasken på det europæiske marked. Han valgte dog at lade det komme an på en prøve – og blev skuffet, da han smagte vinen, som mere mindede om en jævn primitivo.
Vinhandleren, som havde solgt ham vinene, indrømmede, at han var blevet snydt, og gav manden pengene retur.
Sagen om de forfalskede vine har da også været et par år undervejs, hvor Bagmandspolitiet, Fødevarestyrelsen og det italienske politi har samarbejdet om at optrevle svindelen – hvilket altså nu skulle være lykkedes.
Hovedimportøren af den ægte Brunello-vin fra Poggio San Polo er Adriat Vinimport, og den fejler bestemt ikke noget.


Amerikansk eksport i medvind
Det går glimrende for eksporten af amerikansk vin, hvoraf Californien tegner sig for de 90%.
I de første ni måneder af 2011 blev der ifølge Just Drinks eksporteret vin for 1 milliard dollars (cirka 5,6 mia. kr.), hvilket er en stigning på hele 26% i forhold til samme periode sidste år. I mængde lyder stigningen på 7%.
Årets sidste kvartal er altid det største, når det gælder eksporten, og der skal derfor ikke meget til, før den samlede eksport af amerikansk vin i år slår rekorden fra 2010 på 1,1 mia. dollars (cirka 6,2 mia. kr.).







Mange steder står der økovin eller økologisk på vinhylderne – og hvorfor skulle der egentlig ikke det?

Økovin på hylderne
Ifølge en EU-forordning fra 1992 om markedsføring af økologiske produkter må man ikke bruge udtryk som "økovin"  eller "økologisk dyrket vin". Kun betegnelsen "vin fremstillet af økologisk dyrkede druer" er tilladt.
Ikke desto mindre er der i samtlige supermarkeder skilte med "økologisk" på vinhylderne, og det gælder også en række internetbutikker. Der er ligefrem en, der hedder Økovin.dk.
Også i resten af EU bliver vin markedsført som organic, biologisch, biologique og biologico, selv om det altså i princippet ikke er tilladt.
 
Han er godt knotten
Ikke desto mindre har en af de førende danske importører af økovin (vi tør godt bruge ordet) haft Levnedsmiddelkontrollen i Ringsted i håret, fordi han har brugt udtrykket "økologisk dyrket vin".
Importøren er Troels V. Østergaard fra Godsets Vin, og han er godt knotten.
– Det ligner ikke noget, at jeg ikke må, når alle andre gør det, siger han til VinAvisen. – Den 30. juni til næste år udløber de nuværende bestemmelser, og efter al sandsynlighed bliver der vedtaget et sæt regler for vinifikation af økologisk vin, så det bliver lovligt at bruge betegnelsen økologisk om vin, som er fremstillet af økologiske druer, og hvor vinifikationen overholder de nye, fælles EU-regler.
Troels Østergaard har nu bedt Ombudsmanden om at se på sagen. Man kunne måske også være fristet til at bede Levnedsmiddelkontrollen i Ringsted om at bruge sin tid (og skatteborgernes penge) på noget, der er mere vigtigt.


Britiske bobler til Hong Kong
Selv om salget af engelsk vin ikke er særligt stort hverken i Storbritannien eller i udlandet, så er det dog ifølge Decanter begyndt at røre på sig.
Det mærker man hos den fornemme vinforretning Berry Bros and Rud i London. Her har man oplevet en stigning i salget af mousserende engelsk vin på 50% og på 54%, når det gælder almindelig vin. Kunderne er fortrinsvis briterne selv.
Topscorerne inden for boblevinene er Ridgeview Grosvenor, Nyetimber Classic Cuvée og Chapel Down Pinot Reserve. Og blandt de boble-glade kunder er nu også Royal Albert Hall og Royal Shakespeare Company.
Også Hong Kong er så småt ved at få smag for engelsk vin. Her er det ligeledes den mousserende vin, der er det største trækplaster. I 2011 har Berry Bros and Rud solgt 18.000 flasker britiske bobler til en værdi af 230.000 pund (cirka 2 millioner kr.) til den kinesiske region. Det er stadig et meget ydmygt salg, men dog 2000 flere flasker end sidste år.
Hvid- og rødvin spiller andenviolin, når det drejer sig om engelsk vin. Af disse flasker er der i år solgt sølle 2760 flasker til Hong Kong.
 







En af Champagnes kilometer lange gange. Foto: Tor Eigeland / CIVC.

Kamp mellem franske vindistrikter
I 2012 vil nye kulturminder og naturområder kunne søge om optagelse på Unesco’s verdensarvsliste – der blandt sine 936 seværdigheder tæller alt fra Kronborg til Grand Canyon i USA. Hvert land stiller med sine kandidater, og ifølge BKWine slås Champagne, der har forsøgt sig en gang før, og Bourgogne om det franske kandidatur. Kun et distrikt kan komme i betragtning, og valget vil blive foretaget af præsident Sarkozy i begyndelsen af næste år.
Champagne slår på sit vinøse landskab og de unikke, kilometer lange gange under jorden med de mange millioner champagneflasker.

Konkurrence fra Portugal
Bourgogne derimod fremhæver sit lige så unikke patchwork-tæppe af vinmaker og sine mere end 1000 climats, små marker eller jordstykker med deres helt eget terroir – jordbundsforhold samt mikro- og makroklima.
Det er druer fra disse climats, der lægger most til nogle af verdens mest berømte vine.
Nu er det jo slet ikke sikkert, at hverken Bourgogne eller Champagne kommer med på verdensarvslisten. De to vinområder ligger i skarp konkurrence med blandt andet Douro-dalen i Portugal.
I øjeblikket omfatter verdensarvslisten ni vindistrikter: Loire og Saint Émilion i Frankrig, Tokaj i Ungarn, Wachau i Østrig, Rhinen i Tyskland, Cinque Terre i Italien, Douro Alto i Portugal, Lavaux i Schweiz og øen Pico på Azorerne.


På storindkøb i lufthavnen
Når folk lægger en anseelig sum penge for fornemme vinflasker, foregår det som regel i fine vinforretninger eller i forbindelse med en auktion. Men en gang imellem sker det også i en lufthavn før flyafgang.
For nylig købte en vordende passager i Charles de Gaulle lufthaven i Paris således seks flasker vin til en samlet pris på næsten 50.000 euro (cirka 372.000 kr.). Købet bestod ifølge BBC af to flasker Petrus 1980, en flaske Château Margaux 2003, to flasker Château Lafite 1982 og en flaske Romanée Conti 1995.
Aldrig er der i de to lufthavne, som findes i Paris, solgt vin for så mange penge ved et enkelt køb. Køberen var (selvfølgelig) fra Asien.
I 2007 købte en anden asiat vin i Charles de Gaulle for 23.000 euro (cirka 171.000 kr.), mens en kvinde fra Elfenbenskysten toppede sidste år med et samlet køb på 30.000 euro (cirka 223.000 kr.) for kun tre flasker vin.






Studier i vin og helbred
Såvel sidste år som i år har der været gang i forskningen af forholdet mellem vin og helbred. Der er endda blevet afholdt et større seminar i Italien udelukkende om dette emne.
Nu har Winetech Scan samlet en række af de positive resultater, der alle viser, at et til to glas vin og især rødvin om dagen har en gunstig virkning mod en række alvorlige sygdomme. Og det betyder igen, at de moderate vindrikkere alt i alt har omkring 10% lavere risiko for at dø af alle disse sygdomme end folk, der har et overdrevent stort vinforbrug eller aldrig har rørt en dråbe vin. Vi kommer med et udpluk af de gode resultater nedenfor.

50% mindre risiko for demens
Ved et moderat vinforbrug har man således:
* 20-40% reduceret risiko for at udvikle lungekræft, lymfekræft samt flere andre kræftformer.
* 30-40% lavere risiko for at få diabetes.
* Cirka 30% mindre risiko for at få forhøjet blodtryk, blodpropper i hjertet og slagtilfælde.
* Omkring 20% mindre risiko for en nedgang i de kognitive funktioner – de mentale processer i hjernen, der bevirker, at vi kan tænke.
* Op til 50% mindre risiko for at udvikle demens.




Bogen, der ukom i to trykte oplag, var på 410 sider.


Nyhed: Den vinøse boghylde
Som en julegave til læserne præsenterer VinAvisen i denne uge et nyt initiativ: "Den vinøse boghylde".
Vel, foreløbig står der kun én bog på hylden, men vi har planer om at stille flere bøger på den. I hvert fald har vi to bøger liggende, der tidligere har været udgivet, og som nu er på vej i gratis digitale udgaver. Og måske er der yderligere bøger, hvis forfattere gerne ser dem genudgivet på denne måde? Er det tilfældet, hører vi gerne nærmere på info@vinavisen.dk.
 
Carlo Merollis "Italiens Vine"
Den første gratis bog på VinAvisens boghylde er Carlo Merollis "Italiens Vine", der udkom i 1999. Den er et leksikon fra A til Z og i øvrigt det første omfattende danske værk om den italienske vinverden.
Carlo Merolli siger selv, at bogen giver et øjebliksbillede af italiensk vin omkring årtusindskiftet. Siden da er der sket en hel del; nye vinhuse er kommet til, og mange af de vinnavne, brands, der nævnes i bogen, findes ikke mere.
Vi har derfor valgt at redigere bogen til nettet, så der ikke mere er henvisninger til konkrete vinfirmaer og brands – den slags finder man alligevel meget nemt på nettet.
Men alt det andet stof er med. Der er masser af stikord – faktisk er bogen også en ordbog, der oversætter vinøse fagudtryk til dansk. Og mange af de lidt længere tekster byder på ren lystlæsning, hvor Carlo Merolli folder sig ud som den gode fortæller, han er.
Bogen er ment som en trampolin mod italienske vinoplevelser, siger han.
Bogen kan åbnes ved at klikke her.








Anish Kapoors illustration minder om to rødglødende fingeraftryk.

Britisk kunstner bag årets etiket
Lige siden 1945 har en ny kunstner hvert år fået æren af at illustrere en etiket til årets vin fra Château Mouton Rothschild.
Braque, Dali, Chagall, Picasso, Warhol, Miró og danske Per Kirkeby er blot nogle af de berømte kunstnere, der har sat deres præg på etiketterne.
I år har vinslottet valgt den britiske kunstner Anish Kapoor til at udsmykke den nye årgang 2009. Kapoor, der stammer fra Indien, har vundet adskillige priser – blandt andet den fornemme Turner Prize, som uddeles af britiske Tate Gallery.
Han er frem for alt billedhugger, men kan også gribe penslen, hvilket hans vinetiket er et eksempel på.
Ligesom de mange andre kunstnere, der har sat deres præg på etiketterne, får Kapoor ikke gylden mammon for sin indsats. Til gengæld får han nogle kasser Mouton Rothschild 2009.


Efter manden frem for sagen
I sidste uge fortalte vi, at Danmarks nye skatteminister, Thor Möger Pedersen, sammen med regeringens skatteordførere og Enhedslisten har aftalt, at den bebudede stigning i afgiften på vin allerede skal ske fra og med 1. januar.
Vi nævnte også, at Thor Möger Pedersen er en ung, 26-årige student, der endnu ikke har gjort sin uddannelse færdig og således ikke kan have særlig mange erfaringer fra erhvervslivet.
En af vore læsere har taget os oplysningerne om skatteministerens ungdom og formodentlig manglende erfaringer ilde op. Hun mener, at vi anvender en nedladende tone og går efter manden frem for sagen.
Det var nu ikke vores mening at genere det unge menneske, men derimod blot at pege på en mulig årsag til, at han som ansvarlig minister kun giver vinhandlere og hele dagligvarebranchen seks dage i juleferien til at implementere de nye afgifter. Dette synes at skyldes ministerens manglende erhvervserfaring og forståelse for det ekstra arbejde, han pålægger branchen med denne ultrakorte frist.
Dette især i betragtning af, at en udskydelse af stigningerne på fx tre måneder ikke ville koste alverden i forhold til statens kæmpemæssige budget.
 
Det er uforskammet
Sådan siger Mogens Werge fra Coop til Berlingskes "Business". Han fortæller, at Coop nu må sætte sine ansatte på mere overarbejde for at få ændret tilbudsaviser til det nye år. Uanset, hvor hurtigt de arbejder, når de dog ikke at ændre priserne på tilbudsvarerne i uge 1.
– Det kommer til at koste os en del penge, siger Mogens Werge til avisen. – For når vi ikke kan nå at ændre priserne, står vi jo tilbage med en regning på afgifterne.
Han anslår, at regningen kan blive i millionklassen.
Men de nye afgifter kan i det hele taget komme til at koste kassen, ikke kun på husholdningsbudgetterne i familier, der måske ikke har så meget at rutte med. Skatteministeriet har således beregnet, at afgifterne flytter omsætning for en milliard kroner til grænsehandelen, og at dette vil betyde tab af 390 danske arbejdspladser.







Ny bog: Alt om vin
Igennem årene har der været flere bøger, som fører sine læsere ind i vinens verden. Her er endnu en, og den løser sin opgave på fornemste vis. Den kan meget vel gå hen og blive en klassiker.
Bogen er skrevet af Niels Ehler, og dens titel er "ALT hvad du behøver at vide OM VIN" (Gyldendal, 120 sider, 149,95 kr.).
Læseren får god besked – om vinen og maden, kvalitetens mange facetter, købet og behandlingen af vin, den sunde vin og vin på restauranter. Og forfatteren kommer godt ud i hjørnerne uden at blive tør og over-pædagogisk.
 
Begrebet "ost og rødvin"
Ikke mindst bliver vi glade, hver gang Niels Ehler er enig med os. Det gælder fx VinAvisens glæde ved skruelåg.
Det gælder også hans gode ord om begrebet "ost og rødvin", hvor osten jo simpelt hen kvæler vinen. Han opfordrer læseren til at gøre et lille eksperiment, der én gang for alle vil overbevise om ostens bølletendenser:
Smag på en mediumkraftig og detaljeret rødvin, og fornem dens rige og sammensatte duft og smag. Tag derefter et solidt stykke kraftigt smagende ost, og smag på rødvinen igen. Både duft og smag vil være pakket så meget ind i ostens dominerende aromaer, at vinen ikke har en chance.
 
Godt argumenterede meninger
Vi deler også forfatterens betænkeligheder ved boksvinene. Han mener, at de vil ændre vores måde at drikke vin:
Vi forfalder til at nyde den samme vin hver dag gennem lang tid og holder op med at gå på opdagelse i vinverdenens fantastiske mangfoldighed. Vin bliver en dagligvare på linie med mælk, mel og havregryn – en anonym standardkvalitet, hvor vi ikke længere interesserer os så drabeligt meget for råvarens personlighed og ægte kvalitet.
Sådan er bogen fuld af personlige og godt argumenterede meninger.
Det er svært at illustrere sådan en bog. Her sker det med alt for mange helsidesbilleder af noget vin i nogle glas. Vi havde hellere set et billede af en tjenerproptrækker, når forfatteren nu taler så varmt for den og forklarer dens funktion.


Til_37/09





Verdens bedste vinetiket.
Hvert år afholder World Label Awards Association en international konkurrence om verdens bedste etiketter – på alt fra vin til shampoo og pilleglas. De forskellige typer etiketter kan vinde inden for en række forskellige kategorier.
Årets konkurrence er netop blevet afholdt, og det blev vinen Alpha Crucis Shiraz 2008, der løb af med sejren for verdens bedste vinetiket.
Vinen fremstilles af det australske vinhus Chalk Hill Winery i McLaren Vale, og før etiketten dystede med vinetiketter fra Europa, USA, Indien, Japan og New Zealand, havde den vundet en lignende konkurrence inden for Australiens egne grænser.
Det er i sandhed en meget enkel etiket, men ret smart designet. Den viser stjernekonstellationen Syskorset med stjernen Alfa Crucis – der har lagt navn til vinen – som den mest lysende af konstellationens fem stjerner. Designet er ifølge vinhuset inspireret af gamle europæiske stjernekort.
Man kan læse mere om World Label Awards Association og se andre vinder-etiketter ved at klikke her.




.


Fransk glæde for Bordeaux
Franskmændene drikker det meste af al den Bordeauxvin, der fremstilles hvert år. Ifølge de seneste tal fra CIVB (Conseil Interprofessionnel du Vin de Bordeaux) blev der fra september 2010 til samme måned i år købt 196 millioner flasker Bordeauxvin i Frankrig – hvilket var et fald på 1% i forhold til året før. I værdi drejede det sig om 920 mio. euro (cirka 6,8 milliarder kr.), hvilket til gengæld var en lille stigning på 3%.

Stor vækst i eksporten
Salget på den franske hjemmebane er således nogenlunde stabilt. Til gengæld er eksporten af Bordeauxvin i markant fremdrift efter et dyk i 2008 på grund af den verdensomspændende økonomiske krise.
Kina er i dag det største eksportmarked. Fra september sidste år til samme måned i år er der solgt Bordeauxvin til Kina og Hong Kong for 654 mio. euro (cirka 4,8 mia. kr.). Sammenlignet med året før er det en stigning på hele 149% i selve moderlandet og på 82% i den kinesiske region. Det betyder, at kineserne aftager cirka 18% af al den vin, der fremstilles i Bordeaux.
Andenpladsen indtages af Storbritannien med en import af Bordeauxvin på 272 mio. euro (cirka 2 mia. kr.) – en stigning på 23%. Dernæst kommer USA med 121 mio. euro (cirka 900 mio. kr.), hvilket er 26% mere end året før.

...




En fransk plakat for absint, hvor en kvinde, der ser ud til at have bestilt en lille likør, får lov til at lugte til herrens absint.

Det farlige thujun
Absint var en nærmest uundværlig del af bohemelivet i Paris i 1800-tallets slutning. Kunstnere og forfattere nedsvælgede den grønne spiritus på cafeerne og til synet af cancan-pigerne i Moulin Rouge.
Men absint med tilnavnet "den grønne fe" fik også ry for at medføre hallucinationer – ja, endog sindssyge. Nogle tilskriver således Van Goghs sindssyge indtagelsen af alt for store mængder absint.
Synderen skulle efter sigende være en af ingredienserne i absint, malurt, der under destilleringen udvinder nervegiften thujon.

En dråbe i spiritushavet
I 1915 besluttede en række europæiske lande at forbyde både at fremstille og nyde absint. Med årene ophævdes forbuddet de fleste steder – dog har man i såvel EU-landene som i USA og Australien indført regler om, at absint kun må indeholde en meget lille mængde thujun.
Alligevel sælges der i dag ikke ret meget absint på verdensplan – i 2011 er salget ifølge Just Drinks nået op på cirka 1,3 millioner 1-liters flasker, hvilket er 36% mindre end i 2008.

Ny storhedstid for absint
Frankrig har holdt stand og har opretholdt forbuddet mod absint. I 1999 fandt landets spiritusproducenter dog et hul i loven, som har gjort det muligt at fremstille og sælge absint, så længe der kun står "spiritus infuseret med absintplanter" på etiketten - hvilket selvfølgelig ikke er helt tilfredsstillende.
Derfor var glæden stor hos de franske spiritusfirmaer, da Sarkozy i år ophævede det næsten et hundrede år lange forbud. Nu kan firmaerne nemlig med store bogstaver skrive det gammel kendte absint på etiketterne. Det gælder også for det franske spiritusfirma Pernod Ricard, der nu har tænkt sig at satse storstilet for at give absinten en ny blomstringsperiode.

En årlig fordobling af salget
Som det er nu, sælger Pernod Ricard 135.000 flasker af sin absint – eller rettere "spiritus infuseret med absintplanter". Til sammenligning sælges der 99 mio. flasker Absolut Vodka.
Men man regner med, nu, hvor forbuddet er væk, fremover at kunne fordoble salget af absint hvert eneste år, indtil drikken bliver en af firmaets helt store sællerter. Og man forestiller sig, at målgruppen frem for skal være kunst- og modeverdenen – altså lidt ligesom i gamle dage.






    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Sopexa (Société pour la Promotion et l'Expansion des Produits Agroalimentaires Français) har netop kunnet fejre sin 50 års fødselsdag. I gamle dage var Sopexa det franske landbrugsministeriums afsætningsudvalg, men i dag er selskabet privatiseret og ejes af en række landbrugs- og fødevareorganisationer.
    Sopexa har blandt andet været initiativtager til de to store franske udstillinger SIAL og Vinexpo, der i dag også finder sted i andre verdensdele.
    Den danske afdeling af Sopexa kan fejre sin egen 40 års fødselsdag i 2012.

.. ....


    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

..
Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

.

.
.


    Bjarne Sundby (f. 1952) begyndte at interessere sig for vin, allerede da han gik i gymnasiet i Bagsværd. I sin fritid tjente han lidt lommepenge som medhjælper i vinafdelingen i den lokale Irma, og en stor del af pengene blev formøblet hos Erik Sørensen Vin – det var dengang, man kunne få en flaske Château Montrose 1971 for 32,95 kr.
    Men Bjarne Sundby nøjedes ikke med at købe vin hos Erik Sørensen – i 1978 blev han ansat hos samme, og lige siden har han haft sin gang i vinfirmaet.
    Da afdøde vinhandler Erik Sørensen i 1979 købte det gamle mejeri i Hesselrød for at bruge det som lager, foreslog Bjarne Sundby, at lokalerne også blev brugt som rammerne om en efterårssmagning af de nye Bordeauxvine på markedet. Erik Sørensen var skeptisk over for den unge medarbejders forslag – lige indtil den første smagning blev afholdt et år senere, og der kom næsten 500 besøgende.
    Efterårssmagningen er den dag i dag en fast tradition i vinhandelen, og smagningen i 2011 er nummer 32 siden den første i 1980. Det samme gælder et andet af Bjarne Sundbys initiativer, vinfestivalen i april, hvor vinproducenterne selv møder op og præsenterer deres vine.
    I dag servicerer Bjarne Sundby sin store kundekreds fra hovedkvarteret i Hesselrød uden for Kokkedal, samtidig med at han varetager en lang række marketingsopgaver og er medbestemmende i udvælgelsen af det omfattende sortiment.
    I fritiden dyrkes hjemmelivet med hustruen Anne og deres to voksne børn, Emilie på 28 år og Simon på 23 år. Koncerter, teater, Danmarks bedste restauranter og rejser til diverse vindistrikter bliver der også tid til ind imellem.
    Adresse: Erik Sørensen Vin, Fredensborg Kongevej 57, Hesselrød, 2980 Kokkedal, tlf. direkte: 43 46 99 01, mobil: 31 12 05 73, e-mail: bs@eriksorensenvin.dk, www.eriksorensenvin.dk.





    .....................
    Ugens gode spørgsmål
    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere. Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte – det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål – og svaret på det.

    Hvad er fytokemikalier?
    P.S. Svendsen har i en artikel om vin set udtrykket "vinens indhold af fytokemikalier". Hvad er det? spørger han.
    Hvis vi kunne fjerne vandet, alkoholen, restsukkeret og syren fra vinen, ville der være uendelig lidt tilbage. Men dette lidt består ikke desto mindre af en fantastisk mængde stoffer. Det er dem, man kalder fytokemikaler.
    Stavelsen fyto kommer af det græske ord phyto, der betyder plante, og der er netop tale om biologisk aktive stoffer, som findes i planter, men som ikke er egentlige næringsstoffer.
    Der er cirka 10.000 af dem, og mange af de kemiske molekyler i planterne kan være af stor betydning for menneskeheden.
    Vi kender i dag en hel del fytokemikalier, som før var ukendte. Fx blev sygdommen skørbug behandlet af kloge mænd og koner, før videnskaben fandt ud af, hvad askorbinsyre (C-vitamin) er for noget, og hvordan det virker i kroppen.
    I vinen er fytokemikalierne ansvarlige for farven og vinens organoleptiske egenskaber (dvs. egenskaber, der påvirker organer og sanser). Tillige er de ansvarlige for forebyggelse af diverse sygdomme. Resveratrol er et af disse stoffer.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. ..Billede 105-130. ..Billede 131-156

...............................
    .....................
    151 I Torres' store vinhus i det spanske Penedès møder de mange turister blandt andet denne munk (foto © Torres)
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 40 vine. Af disse vine var der 29, som fik mere end to stjerner, og hele 17, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 128 stjerner og i gennemsnit 3,2 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Vigne Rare, Vinchio-Vaglio Serra, Moscato, Piemonte, Italien, 2010, lav alkohol (5,5%)
60 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
Lækker hvidvin med en lille perle, en fint krydret muskat-duft og en smag med druefrugt og fin sødme. Udpræget dessertvin. Prisen er attraktiv.


Bailly Lapierre, Pinot Noir, Crémant de Bourgogne, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)
79,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
En virkelig fin crémant - en blanc de noirs, hvid(vin) af blå (sorte) druer. Fine, stadige bobler og en harmonisk, frisk smag med en lille sødme. Lang eftersmag.


Zibbo Rosa, Brown Brothers, Muscat d'Alexandria, Sparkling Wine, South Eastern Australia, ,Sweet, Sparkling Wine, South Eastern Australia, Australien, lav alkohol (8%)
119 kr., på tilbud indtil nytår: 99 kr., Vinoble
Rosé boblevin med levende bobler, en liflig duft og en smag af den aromatiske Muscat-drue. En god apéritif-vin.


Champagne Barons de Rothschild, Rosé, Champagne, Frankrig, lav alkohol (12%)
499 kr., Chris Wine Nordic
Flot flaske, en smuk rosé farve og fine, stadig bobler. Smagen er ret let, forfriskende og med citrustoner. En pæn champagne, men helt billig er den ikke kvaliteten taget i betragtning.


Cuvée Comte de Marne, Charles Mignon, Champagne Grand Cru, Frankrig, lav alkohol (12%)
499,75 kr., på tilbud indtil nytår: 249,75 kr., Skjold Burne
Denne champagne virker, som om den er nogle år gammel; den er i hvert fald vel udviklet. Den har meget kraftige bobler, frisk frugt og en lille sødme, omend et lidt smalt smagsbillede. Den fjerde stjerne gælder tilbudsprisen.

Hvidvin


Montmains, La Chablisienne, Chardonnay, Chardonnay 1. cru, Frankrig, 2009, lav alkohol (13%)
99,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
En aldeles glimrende chablis med blød og dejlig frugt, mineralitet og fine fadtoner.


Porca de Murca, Real Companhia Velha, Douro, Portugal, 2010, lav alkohol (13%)
45 kr., Pris ved 6 flasker: 37,50 kr., Holte Vinlager
Det er ikke så ofte, vi smager en hvidvin fra portvinens Douro-dal, men her er en. Det er let vin, tør og med noter af citrus. En enkel vin, men et godt glas i betragtning af den lave pris - især prisen ved 6 flasker.

Rødvin


Casas Patronales Reserva, Carmenère, Valle del Maule, Chile, 2010, middel alkohol (14%)
55 kr., pris ved 6 flasker: 45 kr., Holte Vinlager
Nogle gange er der lidt for meget marmelade over rødvine på Chiles nationaldrue, Carmenère. Det gælder ikke for denne vin. Den er enkel, men dejlig med fin duft og smag af kirsebær og chokolade. Et kup til prisen ved 6 flasker.


Gran Sasso, Sangiovese, Terre di Ghieti IGT, Italien, 2010, lav alkohol (12,5%)
59,95 kr., pris ved 12 flasker: 49,95 kr., Vinmonopolet
Denne rødvin smager godt. Den går ud i kinderne med sin gode, varme frugt, noter af kirsebær og fint krydderi. Glimrende til mad, fx til en god pasta eller rizzotto. Priserne er yderst attraktive.


San Nicolao, Barbera d'Asti, Italien, 2009, middel alkohol (13,5%)
79 kr., Wine.dk
Vellavet rødvin med dejlig duft og en smag med godt med frugt og syre. En klassisk Barbera d'Asti og en glimrende madvin.


Baricchi, Dolcetto d'Alba, Italien, 2010, lav alkohol (13%)
85 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., Carlo Merolli
En dejlig saftig rødvin med noter af tranebær og kirsebær. Et godt glas. God og mundrensende til lidt federe retter.


Gioia del Colle Riserva, Terra Jovia, Italien, 2007, høj alkohol (15,5%)
94 kr., P.S. Import
Der er skruet godt op for alkoholindholdet i denne rødvin. Men vi må erkende, at den er flot og indtagende. Den dufter af læder og skovbund og smager dejligt at moden frugt og svampe. Plask den over i en karaffel et par timer før severing.


Mon Coeur, J.L. Chave, Côtes-du-Rhône, Frankrig, 2009, middel alkohol (14%)
118 kr., Jysk Vin
Flot rødvin, der fylder munden med varm og dejlig frugt, bløde tanniner og fyldigt krydderi, peber, eukalyptus, nelliker, grannåle ...


Tarapacá, Gran Reserva, Carmenère, Maipo Valley, Chile, 2009, høj alkohol (14,5%)
129,75 kr., på tilbud indtil jul: 99,92 kr. ved 3 flasker, Skjold Burne
En kraftig rødvin med intens frugt, der vil kunne klare selv den mest traditionelle julemiddag. Foruden den varme frugt og procenterne har den krydrede toner og en fint integreret fadsmag.


Mike Press, Cabernet Sauvignon, Adelaide Hills, Australien, 2009, middel alkohol (14%)
135 kr., på tilbud til 119 kr., VinDownUnder
En meget flot vin med en intens duft og en fyldig og lækker smag med mange facetter - sorte bær, knast kaffebønne, chokolade, lakrids ... Flasken har skruelåg.


Cecilia Beretta, Valpolicella Superiore, Ripasso, Italien, 2009, middel alkohol (13,5%)
149 kr., Vinoble
Elegant rødvin i fin balance med god, blød frugt, lette krydderier - hvid peber - og tilpas syre.


Buriano, Rocca di Castignoli, Cabernet Sauvignon, Toscana IGT, Italien, 2005, middel alkohol (14%)
200 kr., BrdrDsVinhandel
Stor, flot og "varm" rødvin, der åbner sig i glasset med frugtfylde og bløde, afrundede tanniner. Men allerede duften er en oplevelse. Til mad en stor nydelse.


Vigneto Tremenel, Villa Erbici, Amarone della Valpolicella, Italien, 2005, høj alkohol (16%)
325 kr., Rudersdal Vin
En dyb farve. En fantastisk duft. Og en vidunderlig blød, moden og afrundet smag med mange facetter - dadler, rosiner, chokolade og druer, druer, druer. Selv for en amarone er den usædvanlig kraftig. Med 16 procent skal der en stor bøf og kraftigt tilbehør på tallerkenen.


120, Santa Rita, Cabernet Sauvignon, Valle Central, Chile, 2010, middel alkohol (13,5%)
54,95 kr., Amka
Enkel rødvin med et godt billede af druen Cabernet Sauvignon. En strømlinet vin uden de store svinkeærinder. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet. Flasken har skruelåg.


Concannon, Selected Vineyards, Cabernet Sauvignon, Central Coast, Californien, 2008, middel alkohol (13,5%)
59 kr., Rema 1000
En ligefrem og ret enkel rødvin, der er nem at drikke. Frugtagtig, med tilpas syre og god druesmag.


Fuzion, Malbec, Mendoza, Argentina, 2010, lav alkohol (13%)
59,95 kr., Strandgaarden
Enkel og let tilgængelig rødvin, udmærket som hverdags-vin. Flasken har skruelåg.


Crimson, Ata Rangi, Pinot Noir, Martinsborough, New Zealand, 2010, middel alkohol (13,5%)
139,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Typisk Pinot, både i duft og smag. En rødvin med frisk frugt og krydring - plus en lille bitterhed i eftersmagen. Flasken har skruelåg.


Alvinde, Merlot, Colchagua Valley, Chile, 2010, middel alkohol (13,5%)
59 kr., Lago Import
Ganske uskadelig rødvin. Enkel, med blød frugt og sødme, men uden spændstighed. En frikadelleskubber.


Cottage Garden, Shiraz, McLaren Vale, Australien, høj alkohol (15%)
99 kr., på tilbud i december: 69 kr., Vinoble
Kraftig rødvin med australsk frugtfylde, markant sødme og høje procenter - som mange af den slags vine jo er. En vin uden smagsmæssig bredde, men nem at drikke. Flasken har skruelåg.


Rasteau, Domaine La Collière, Côtes du Rhône Villages, Frankrig, 2009, høj alkohol (15%)
109 kr., Jysk Vin
Denne rødvin dufter af hyldebær og mørk blomme. Smagen byder på intens frugt, der dog overdøves af et alt for markant bid af alkohol.


Mad Dog, Sangiovese, Barossa Valley, Australien, 2009, middel alkohol (13,5%)
175 kr., HøjelseVinkælder
Rødvin med en kraftig smag af hindbær. Helt billlig er den ikke. Smagspanelet vurderede den til en langt lavere pris. Flasken har skruelåg.

Sød vin


Le Gravillas, Vin doux naturel, Frankrig, 2009, høj alkohol (17%)
109 kr., pris for 50 cl, Franske Vinhus
Spændende rød vin med fin sødme, men også med et lille bittert bid. Skænk den fx til en nøddekage eller små ristede brød med oliventapanade.


Krohn, Colheita Portvin, Portugal, 2001, høj alkohol (20%)
169,95 kr., på tilbud indtil nytår: 129,95 kr., Erik Sørensen Vin
Portvin med en flot struktur - fyldig, krydret frugt, en lækker sødme og lang, karamelagtig eftersmag.


Woodstock, Sémillon, McLaren Vale, Australien, 2006, lav alkohol (10%)
109 kr., pris for ½ flaske, pris ved 12 flasker: 89 kr., Skovgaard Vine
Meget sød dessertvin, men også med en markant citronsyre. "Citronfromage", lød det fra smagepanelet. Der står botrytis på etiketten, men det er nu svært at fornemme den ædle råddenskab. Flasken har et nydeligt Stelvin Lux+-skruelåg.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.