Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 11. 2012




Nyheder i uge 11, 2012

Læs uge 10.......Læs uge 9.......Læs uge 8

....
VinAvisens redaktion holder lukket indtil fredag d. 16. marts,
hvorefter vi igen besvarer e-mails.
....






Sød vin fra Rioja
Rioja er berømt for sine rødvine, og lidt hvidvin fremstilles der også. Men søde vine fra det spanske distrikt er der nok ikke mange, der har hørt om.
I gamle dage blev der faktisk fremstillet en hel del sød vin i Rioja. Vinbønderne lod en del af druerne fra efterårets høst tørre i godt ventilerede tørrerum – ligesom italienerne gør det med druerne til Recioto og Amarone della Valpolicella. Ud af druerne fremstillede man en sød vin – den såkaldte viños supurados (rosin-vin) – der blev nydt ved særlige lejligheder.
To bodegaer i Rioja, Dinastía Vivanco og Loli Casado, vil nu give distriktets søde vin en genopblomstring og gøre den kendt uden for Spaniens grænser.

Snart også sød rødvin
Efter i flere år at have eksperimenteret med indtørrede druer og sød vin, har Dinastía Vivanco nu frigivet sin Colección Vivanco 4 Varietales Dulce de Invierno årgang 2009 til salg på såvel hjemmemarkedet som det internationale marked. Denne søde vin, der så vidt vi ved endnu ikke fås på det danske marked, er fremstillet på de fire druer Tempranillo, Graciano, Garnacha og Mazuelo, og med dens fine orange farve er den blevet klassificeret som en rosé.
Den anden bodega, Loli Casado, har fremstillet sin søde vin på lokale Viura-druer. Begge bodegaer har ladet druerne hænge og skrumpe ind på vinstokkene til et stykke ind i 2012 før høst og presning – en alternativ måde at lave vinene på i forhold til den gamle udgave af Riojas viños supurados.
Foreløbig er der således tale om en sød rosé og en sød hvidvin – hvilket er inden for rammerne af de nuværende regler fra Consejo Regulador (den lokale vinmyndighed) i Rioja. Men der er nu ved at blive lavet om på reglerne, så det også bliver tilladt at fremstille søde rødvine i distriktet.



Champagne-bad til en kvart million
Hvis man virkelig ikke ved, hvad man skal bruge sine penge til, så kan man jo altid indlogere sig på Cadogan Hotel i London og bestille et champagne-bad.
Det koster 25.000 pund (cirka 223.000 kr.), men så er det også Dom Pérignon årgang 2002, man nedsænker sit luksuslegeme i.
Med i prisen er ifølge www.wownews.se en personlig butler, som åbner de 120 flasker og hælder dem i badekarrret, mens man ser på. Intet snyd her.
Mens man bobler i boblerne, serverer butleren jordbær dyppet i chokolade på badekanten. Og selvfølgelig får man også champagne indvortes i form af adskillige flasker af de bobler, man bader i. Det bad må da tage meget lang tid …

Billigere boble-bade
Til gæster med et ikke helt så gyldent kreditkort tilbyder hotellet champagne-bade med lidt mindre kostbart badevand. Man kan således vælge at få badekarret fyldt med Perrier Jouet Blason Rosé 2004 til 8000 pund (cirka 71.200 kr.), Perrier Jouet Grand Brut 2002 til 6000 pund (cirka 53.400 kr.) eller en "skrabet" model bestående af Louis de Custine Brut 1998 til 4000 pund (cirka 35.600 kr.).
Fra hotellet lyder det, at interessen for champagne-badene er overraskende stor.
Men ærlig talt – det er da synd for al den dejlige champagne …






Storsvindler arresteret
I uge 7 fortalte vi om den indonesisk fødte vinsamler og rigmand Rudy Kurniawan, som dukkede op for ti år siden ud af det blå og med rekordfart blev et kendt navn som både samler og sælger af fornemme vine. Ifølge The Wall Street Journal pralede han ofte med, at hans private vinsamling var blandt verdens største.
Et par gange, når kostbare vine er blevet trukket tilbage før salg på auktion på grund af mistanke om svindel, er vinene blevet sporet tilbage til Kurniawan. Senest trak det amerikanske auktionshus Spectrum Wine Auctions tolv flasker Domaine Romanée-Conti 1971 tilbage netop på grund af mistanke om, at vinene var forfalskede. Også her gik der rygter om, at det var Kurniawan, der havde sat flaskerne til salg gennem en mellemmand.
Nu er Kurniawan blevet arresteret i sit hjem i Los Angeles af FBI, og den foreløbige anklage lyder på, at han i 2008 forsøgte at sælge 84 flasker forfalsket vin, der på etiketterne fremstod som værende fornem vin fra Domaine Ponsot i Bourgogne. Hvis flaskerne var blevet solgt for pålydende, ville de have indbragt 1,3 millioner dollars (cirka 7,3 mio. kr.).

Snyd med årgangene
Flaskerne var sat til salg hos auktionshuset Acker Merrall and Condit, men blev trukket tilbage på Domaine Ponsot’s forlangende. Årsagen til, at man opdagede svindelen, var ifølge Decanter årstallene på etiketterne. På en af flaskerne stod der 1929 – hvilket var en umulighed, da Domaine Ponsot først begyndte at tappe vin på flasker i 1934. Andre vine skulle ifølge etiketterne være af årgangene 1945 til 1971 og være fremstillet af druer fra vinmarken Clos St. Denis. Igen et problem: Ponsot fremstillede først vine fra denne mark i 1982.
Det har åbenbart været svært dengang at bevise, at Kurniawan var svindleren, og ikke et offer, der selv var blevet snydt. Men nu er det lykkedes at samle beviser nok imod ham. Og alt tyder på, at de 84 flasker kun er toppen af isbjerget …

Stabler af fortrykte etiketter
Under arrestationen af Kurniawan fandt FBI omfattende beviser på svindleriet i hans hjem – blandt andet stempler med årstal og navne på diverse vinslotte, stabler af trykte etiketter med berømte vinnavne og et større antal flasker, som kun manglede de sidste detaljer for at være forfalskninger af den ægte vare.
Kurniawans forsvarer har forsøgt at få ham løsladt mod kaution, indtil retssagen begynder. Men det fandt dommeren ved retten i Californien var for risikabelt. Man mener, at Kurniawan muligvis har en formue gemt ad vejen et sted i Indonesien – som ikke har nogen udleveringsaftale med USA.









Foto: Mick Stepheson / Wikipedia.


Et spørgsmål om smag
Vinanmeldelser indeholder som regel en lang række beskrivende ord om alle de smagsindtryk, vinskribenten har fundet i vinene. Det samme gør teksterne på flaskernes bagetiketter og de vinbeskrivelser, som mange vinhuse har liggende på deres hjemmesider.
Ord som "balance mellem syre og sødme", "noter af grapefrugt" og "en anelse anis" er blot enkelte eksempler.
Nu sætter en ny amerikansk undersøgelse spørgsmålstegn ved, om almindelige vin-forbrugere overhovedet kan smage alle disse små nuancer i vinene.

En særligt udviklet smagssans
Undersøgelsen, der er udført af forskere fra Sensory Evaluation Center ved Pennsylvania State University, omfattede 330 forsøgspersoner, som blev inddelt i to grupper. Den ene gruppe bestod af vinspecialister – vinskribenter, vinmagere og andre branchefolk – mens den anden bestod af almindelige vinforbrugere.
Forskerne gav samtlige deltagere en smagsprøve på propylthiouracil, et lugtfrit kemikalie, som – afhængig af, hvor bittert, man synes, det smager – kan bruges til at måle, hvor udviklet et menneskes smagssans er.
Det viste sig, at vinspecialisterne stort set alle fandt kemikaliet ekstremt bittert, mens personerne i den anden gruppe syntes, det var let bitter eller direkte uden smag.
Resultatet viser således, at vinspecialisterne havde en meget større smags-følsomhed.

Biologien spiller også en rolle
Nu kunne man jo med rette hævde, at vinspecialister også har et langt større erfaringsgrundlag – at smage rigtig mange vine er jo en del af jobbet for både vinmagere, vinimportører og vinskribenter. Men ifølge forskerne er der højst sandsynligt også en biologisk forklaring, hvor folk, der er født med en særlig smags-følsomhed automatisk tiltrækkes af karrierer i såvel vin- som fødevarebranchen.
Forskerne bag undersøgelsen kommer med et ret interessant spørgsmål: Hvis der virkelig er så stor forskel på smags-følsomheden hos vinspecialister og almindelige vinforbrugere, hvor relevante er så diverse vinbeskrivelser og -anmeldelser for forbrugerne?






Årets modtager af Champagneprisen
Nu er det igen tid til uddelingen af Champagneprisen – Danmarks største gastronomiske hæder på 50.000 kr. Og i år går den til kokken, køkkenchefen, restauratøren og delikatessehandleren Daniel Letz for en lang og ihærdig indsats for at højne gastronomien her til lands.
Daniel Letz var kun 22 år, da familien Grønlykke i 1980 hentede ham til restaurant Kong Hans som køkkenchef efter Michel Michaud. Den unge mand fra Strasbourg viste sig at være så talentfuld, at han og restauranten et par år senere fik Danmarks første stjerne i Guide Michelin.
Siden da har Daniel Letz haft mange jern i ilden. I 1997 åbnede han restauranten Le Saint Jacques på Østerbro og siden samme steds en delikatesseforretning, som han den dag i dag driver med stor succes. Her kan man blandt andet købe en hel del specialiteter fra hans fødeegn Alsace. En række madbøger er det også blevet til – blandt andet "Letz Laks" med halvtreds af mesterkokkens bedste lakse-opskrifter.
Champagneprisen uddeles af redaktionen for Danmarks Bedste Spisesteder, hvis 21. årgang udkommer i maj i forbindelse med overrækkelsen af prisen.





<< Et hold stolte nye sommelierer med deres eksamensbeviser - og leder af Vinakademiet (yderst til venstre), Thomas Ilkjær.
< Sabina Drachmann Sunne, der fik det bedste eksamensresultat og dermed en vintur til Tyskland.
Nyudklækkede sommelierer
D. 6. marts gik elleve spændte studerende til eksamen på Vinakademiets sommelier-uddannelse. Otte bestod den hårde tredelte prøve og kunne dermed modtage Vinakademiets diplom og nål som bevis for deres opnåede kundskaber.
Men først havde de været gennem halvanden times skriftlig prøve, blindsmagning af fire vine og to forskellige slags spiritus samt en defektsmagning, hvor de skulle redegøre for, hvad, der var galt med vinene. Kronen på værket var en mundtlig prøve med en menuopgave og tre teoretiske spørgsmål.
Sabina Drachmann Sunne fra Restaurant Ét i Århus fik som den med det bedste eksamensresultat overrakt et rejsebevis fra Tysk Vinkontor til Sommelier Spring Class 2012, en femdages vintur i april med andre sommelierer.
Siden Vinakademiet slog dørene op i 2007, har det uddannet omkring 90 sommelierer, og til maj runder det tallet 100, hvis alt går vel.
I denne uge starter 26 nye elever på uddannelsens Niveau 1.

34/07 Klik her



Dansk guld i kinesisk konkurrence
China Wine Awards (CWA) er en ny stor international konkurrence for vin og spiritus, hvis anden udgave netop er blevet afholdt i Hong Kong. Som ved mange andre konkurrencer kan flaskerne vinde både guld- og sølvmedaljer samt det fineste, dvs. trofæer.
Det er selvfølgelig de bedste vine og spiritusser, der får den fineste anerkendelse, men der er også andet, der tæller ved denne særlige konkurrence. De flere hundrede produkter bliver ligeledes bedømt ud fra, hvor stor en succes man regner med, de vil få på det kinesiske marked – altså, om kineserne kan lide dem, og hvor godt de står til det kinesiske køkken. Og det er op til et større dommerpanel af kinesiske vinspecialister og importører at udvælge vindervinene.
Vin- og spiritusproducenter fra hele verden er velkomne til at sende deres flasker ind til konkurrencen – og det gjorde Sven Moesgaard, der ejer Danmarks mest præmierede vingård, Skærsøgaard Vin i Dons ud for Kolding.

Æblevin til salt køkken
Selv om Sven Moesgaard har vundet masser af priser for især sine mousserende vine, valgte han at sende sin frugtvin Æbleau årgang 2008 ind til den store kinesiske konkurrence. Vi anmeldte denne æblehedvin, der er fremstillet på gode danske æbler, i uge 31 2011. Og vi var fulde af rosende ord.
Det samme var åbenbart dommerne ved China Wine Awards, for Sven Moesgaard har nemlig modtaget en guldmedalje for frugtvinen. Og ikke nok med det: Æbleau blev også udnævnt til Trophy Winner 2012, hvormed Danmark placerede sig blandt de trofæ-vindende lande.
Sven Moesgaard fortæller i øvrigt, at kineserne fandt, at hans Æbleau stod bedst til det salte køkken.




Med dette censurerede billede beklager den norske brancheorganisation Bryggeri- og Drikkevareforeningen over for sine læsere, at den på sin hjemmeside ikke længere må vise billeder af øl og øl-nydelse.

Forbud mod omtale af øl
Øl ligger normalt uden for VinAvisens beskæftigelsesområde, men vi gør undtagelser, blandt andet når det gælder en god historie – som fx denne:
I Norge har Markedsrådet nu forbudt billeder af øl i norske øl-reklamer, ligesom bryggerierne heller ikke må omtale øllene på deres hjemmesider. Det strider mod alkoholloven, mener myndighederne, der nu vil uddele bøder på, hvad der svarer til 10.000 kr. til de bryggerier, der trodser forbuddet.
Hos den norske brancheorganisation, Bryggeri- og Drikkevareforeningen, frygter man selvsagt, at forbuddet vil få vidtrækkende konsekvenser for øl-salget.

Det lyder helt fransk
Myndighederne er endda gået så vidt, at de har forbudt øl-omtaler på brancheorganisationens hjemmeside, Drikkeglede.no, ligesom foreningen er blevet påbudt at fjerne samtlige link på siden til andre medier, hvor øl bliver anmeldt eller omtalt. Hvis foreningen ikke adlyder, får den dagsbøder på et beløb svarende til 25.000 kr.
Det lyder jo forrykt – og næsten helt fransk. Talrige er de historier, som vi har berettet i VinAvisen om forbud fra de franske myndigheder mod rosende omtale af champagne og anden vin. Nordmændene er åbenbart lige så vanvittige.


Til_37/09






Som deltager i "De 5 sansers vandring" bliver man ved syv stationer budt på lækker mad og masser af vin-oplevelser. I 2010, hvor arrangementet sidst blev afholdt, deltog 455 vinglade vandrere.


På sanse-vandring i Sydfrankrig
D. 29. april vil flere hundrede mennesker mødes for at vandre 8 km gennem en bid af Sydfrankrigs smukkeste natur - fra byen Bages til en anden lille by, Peyriac de Mer syd for Narbonne.
"Balade des 5 Sens" (de 5 sansers vandring) hedder arrangementet, og undervejs på vandreturen foregår der lidt af hvert.
Ved de i alt syv stationer bydes deltagerne på delikate anretninger, tilberedt af kokken Patrick Niguès. Tilsammen udgør retterne et større måltid med forret, hovedret, ost og desserter, der ved den sidste station afsluttes med kaffe med en avec til.
Selvfølgelig skænkes der også masser af vin i glassene. De lokale vinbønder i området venter ved stationerne med de vine, som de hver især mener matcher netop den ret, man får serveret.
Ornitologer, botanikere, biologer og jægere fortæller undervejs om natur, insekter og planteliv, ligesom lokale musikere underholder ved enkelte af stationerne.
Prisen for at deltage er 38 euro (cirka 280 kr.) pr. person. Man kan få mere at vide om arrangementet og tilmelding hos Peyriac de Mers turistkontor (på fransk) eller hos svenske Ulla Forshell på forshell.ulla@neuf.fr. Hun bor i den lille by og har gjort os opmærksom på det glimrende arrangement.








Foto: Françoise Peretti / CIVC.

Næsten rekordår for champagne
2011 har været et forrygende godt år for eksporten af champagne. Ifølge de nyeste tal fra CIVC (Comité Interprofessionnel du Vin de Champagne) blev der eksporteret i alt 141,2 millioner flasker af boblerne fra det berømte franske distrikt. Og det er en stigning på 5,1% og kun 9,5 mio. flasker fra rekorden i 2007.
Når det gælder de europæiske lande, var det Belgien og Tyskland, der med hver 8,5% stod for den største stigning i importen af champagne sidste år.
Amerikanerne aftog hele 14,4 % flere flasker, mens eksporten til Australien steg med en tredjedel til 4,86 mio. flasker.

Nedgang på hjemmemarkedet
Men det var Kina, Hong Kong og Rusland, der tegnede sig for den største stigning i importen med henholdsvis 19,4%, 15,1% og 24,5%. Alligevel drikker kineserne og russerne tilsammen kun 4,1 mio. flasker årligt, hvilket er en dråbe i champagnehavet i forhold til det globale salg i 2011 på hele 323 mio. flasker champagne.
Faktisk var det kun to af champagnes eksportmarkeder, Spanien og Storbritannien, der sidste år importerede lidt færre flasker, end de plejer. For briternes vedkommende drejede det sig om en nedgang på 2,7% til 34,4 mio. flasker.
Og så trak også det franske hjemmemarked, hvor der ligeledes var en mindre nedgang i salget, i modsat retning af de ellers så gode salgstal.


François Lurton sælger fra
Den franske vinproducent François Lurton ejer vinhuse og vinmarker i Languedoc og Roussillon samt i Spanien, Argentina og Chile. Han havde også aktiemajoriteten i to bodegaer, Quinta do Malho og Quinta Beira Douro, i Portugals Douro-dal. Men for nylig valgte han at sælge aktierne fra, og hermed er hans portugisiske eventyr fortid.
Køberen var hans partner i vingårdene, firmaet Cap Wine International, der ejes af franske og canadiske investorer.
Det var ifølge Winespectator en svær beslutning for Lurton at sige farvel til de to bodegaer, men salget af deres vine gav efterhånden stort set inden indtjening.
Lurton har også for nylig solgt 69 hektar vinmarker i Maipú Valley i Argentina. Men han har manet ethvert rygte om, at han skulle være begyndt at trappe ned på sine vinøse aktiviteter, i jorden. Han har tværtimod tænkt sig at investere i nye vingårde og -marker.








Mere om Prieto Picudo
I sidste uge besvarede vi et spørgsmål om den ret ukendte spanske drue Prieto Picudo. Men der er faktisk mere at fortælle om den, skriver Lars Madsen fra LMA Vine. Han er specialist i spanske vine, importerer selv tre vine på druen og kan føje følgende til vores beskrivelse:
Navnet Prieto Picudo betyder "tæt" (prieto) og  "spids/næbformet" (picudo), og det henviser til drueklasens form. Det er således en ganske kompakt drueklase.
Druen afgiver meget farve og er desuden en drue med en tannin-struktur, der anses for at være noget nær det bedste, Spanien kan præstere. Når man sammenholder dette med druens naturlige frugtighed, har man en drue og en vin med stort potentiale for lagring, men også en vin, der er særdeles drikbar selv på et ganske tidligt tidspunkt.
Selve frugtigheden kan minde lidt om en anden spansk drue, Mencía, men hvor denne drue har en tynd skal, er Prieto Picudos skal noget mere robust.
 
Prieto Picudo og Mencía
Vi nævnte også, at druerne Prieto Picudo og Mencía af og til benyttes sammen. Det sker, skriver Lars Madsen, men druerne står nu ganske godt alene, og i Bierzo (hvor Mencía er den altdominerende rødvinsdrue) blandes Mencía sjældent med andre druer, og det samme gælder Prieto Picudo i distriktet Tierra de León.
Prieto Picudo sammenlignes ofte med druen Graciano eller den i distriktet Somontano benyttede Parraleta-drue. De har lidt den samme smag, men Prieto Picudo har mere tannin end begge de nævnte.
Vi siger tak til Lars Madsen for de ekstra oplysninger, og alle oplysningerne om den spanske drue har vi indført i VinAvisens Vin-ABC.





...
.....
Nordmænd holder også af cognac
I sidste uge fortalte vi om nye tal fra Vinexpo, der viser, at Kina i 2016 vil være verdens største marked for cognac. I dag er det i cognac’ens hjemland, Frankrig, at det meste af spiritussen hældes i glassene.
Det har fået en af vore norske læsere, Reidar Larsen, til at skrive til os, at nok er kineserne begejstrede for cognac, men det er nordmændene også.
Norge er faktisk det land, der har det største forbrug af cognac pr. hoved. Og selv med kun 4,6 millioner indbyggere ligger landet på en niende plads, når det gælder cognac-forbruget på verdensplan.
Norge skiller sig også ud ved, at en stor del af cognacen (20%) er af den gode X.O.-kvalitet. For andre landes vedkommende er denne andel på kun 10%.






    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Erik Sørensen Vin har fået eneforhandlingen i Danmark af vinene fra Bodegas Obalo i Rioja.
    * Interbrands Nordic har overtaget distributionen af whisky fra Burn Stewart Destillery, og Interbrands Danmark distribuerer nu følgende whiskymærker: Black Bottle Scotch blended whisky, Bunnahabhain Islay Single Malt Scotch Whisky, Tobermory Single Malt Scotch Whisky, Ledaig Single Malt Scotch Whisky og Deanston Single Malt Scotch Whisky samt Angostura Caribbean Rum og Angostura Aromatic Bitters.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


.
.

    Tim Vollerslev (f. 1951) startede i 1967 – på grund af sin store vininteresse – sin karriere som tjenerelev på Hotel Richmond i København.
    Færdiguddannet arbejdede han i nogle år i diverse københavnske restauranter, hvor fritiden blev brugt flittigt til vin-studier. I 1975 blev han ansat på SAS Scandinavia Hotel som vintjener og derefter som restaurationschef i "Top of Town" på 25. etage. Han var desuden i 12 år leder i SAS Hotellernes vinskole for kokke- og tjenerelever. Senere var han i mere end 15 år ansvarlig for de internationale forhandlinger af drikkevarer til Radisson SAS Hotels' 126 hoteller over hele verden.
    Tim Vollerslevs mange år i vinens verden og hans store interesse for vin har givet ham adskillige medaljer og udmærkelser. I 1989 var han med til at stifte Dansk Sommelier Forening, hvor han i dag er vicepræsident. Desuden har han siden 1984 været i bestyrelsen hos Association Sommelier Internationale (ASI), der nu har 55 medlemslande. To gange var han finalist (sølv) i Sopexas Danmarksmesterskab i fransk vin, ligesom han var semifinalist ved verdensmesterskaberne for sommelierer i Bruxelles i 1983. Og i mere end 25 år har Tim Vollerslev siddet i juryen ved samtlige EM og VM for sommelierer, der er blevet afholdt forskellige steder i verden.
    Tim Vollerslev blev kendt i hele Danmark, da han i 1998 begyndte – sammen med Per Pallesen og Michael Meyerheim – at give gode råd om vin på TV2’s "Go’ Morgen Danmark."
    I dag har han sit eget firma, Vollerslev & Vin, og er partner i Websmagning.dk, hvor han i små videoklip smager og fortæller om diverse vine sammen med Per Pallesen.
    Men Tim Vollerslev har mange flere jern i ilden. Han er blandt andet vinskribent på BT, rådgiver for restauranter omkring vinkort m.m. samt afholder vinsmagninger og -foredrag.
    Han er gift med Kristina og har tre børn, Christian, Stephanie og William.
    Adresse: Vollerslev & Vin, Kirkebroen 44, 2650 Hvidovre, tlf.: 23 60 31 09, e-mail: tim@vollerslev.dk, www.vollerslev.dk, www.websmagning.dk.




.



Ugens vinøse billede
Kenneth Ingemand skriver til os, at han nyder de mange flotte billeder i VinAvisen, men at han har valgt at sende et lidt mere sjovt af slagsen til os. Og det er bestemt velkomment med lidt anderledes vinøse billeder.
Den dejlige kat hedder Aske, og den kan, som det ses, godt lide vin. Og ligesom sin "far" hælder den mest til et godt glas Bordeaux!

Hvem kommer med det næste billede til os?
Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur det orker vi ikke så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til mariette@vinavisen.dk.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. ..Billede 105-130. ..Billede 131-156 Billede 157-182


...............................
    .....................
    163 Der er ikke langt til de snedækkede bjerge fra vingården Greywacke på New Zealand (foto © Kevin Judd).
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 35 vine. Af disse vine var der 24, som fik mere end to stjerner, og hele 16, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 107 stjerner og i gennemsnit 3,1 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Ana Ferret Raventós, Cava, Semi-Sec, Spanien, lav alkohol (11%)
65 kr., pris ved 6 flasker, Wine Group
En dejlig, sprudlende boblevin med stor fylde og smag af moden frugt. Den har en fin og indtagende sødme og en lang eftersmag. Sagen til den store fest.

Hvidvin


Vigne Rare, Vinchio-Vaglio Serra, Moscato, Piemonte, Italien, 2010, lav alkohol (5,5%)
60 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
Fint boblende - frizzante - hvidvin med en dejlig ren Moscato-smag og en charmerende sødme. Med sine kun 5,5% alkohol er den fortræffelig som en læskende terrassevin, der nydes i store, kølige slurke.


Unico, Pecorino, Terre di Chieti, Italien, 2011, lav alkohol (13%)
119 kr., Wine.dk
Duften fra denne hvidvin er helt vidunderlig, og smagen lever op til duftens løfter. Vinen er meget lækker med en frisk druesmag, blød syre og fint krydderi. Flasken er forsynet med en elegant glasprop.

Rosévin


Clos Beylesse, Côtes de Provence, Frankrig, 2010, lav alkohol (12,5%)
149 kr., Kiil & Ko.
Elegant, ganske lys rosévin i en flot blå flaske. Den har en liflig duft og en blød, frisk druesmag. Fremragende som terrassevin - eller som ledsager til lette sommerretter.

Rødvin


1659, Reserve Edition, Boutinot, Merlot, Western Cape, Sydafrika, 2011, middel alkohol (14%)
39,20 kr., Rema 1000
Dette er vin. En dejlig rødvin, harmonisk, med en ren frugtsmag og fint krydderi. Smagepanelet gættede på en mere end dobbelt så høj pris. Flasken har skruelåg.


Portal del Alto, Cabernet Sauvignon, Central Valley, Chile, 2009, middel alkohol (13,5%)
40 kr., Køge Vinhandel
En overraskende rødvin, der har en krydrethed, som er atypisk for Cabernet Sauvignon-druen. Men en ualmindelig dejlig overraskelse med god fylde og en lang eftersmag. Et kup til prisen og en vin, som mange vil kunne lide.


Bacco in Toscana, Guado al Melo, Sangiovese, Toscana IGT, Italien, 2008, lav alkohol (13%)
69 kr., Vin&Vin
Glimrende rødvin, der åbner sig i munden med god, frisk frugt, tilpas syre og bløde tanniner - og toner af timian og ristet brød. En lækker sag.


Domaine Terra Veccia, Skalli, Ile de Beauté, Frankrig, 2010, middel alkohol (13,5%)
79 kr., Rakla Vin
En flot rødvin fra Korsika. Den har god frugtfylde og et lille tannin-bid, der gør den velegnet til mad.


Amalaya, Hess Family, Calchaqui Valley, Argentina, 2010, middel alkohol (14%)
79,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
En rigtig god rødvin med bred og fyldig frugt - og tilpas syre.


Château Maris, Minervois, Frankrig, 2010, høj alkohol (14,5%)
99 kr., Propperiet
Superlækker rødvin med fløjlsblød frugt og en stor buket krydderier, bl.a. basilikum - kompleks og harmonisk.


La Strette, Filli Daniele, Langhe, Italien, 2009, middel alkohol (14%)
99,95 kr., pris ved 6 flasker, BrdrDsVinhandel
En festlig, fyrrig og fornøjelig rødvin med en bred frugtsmag. En vin, som mange vil kunne lide.


Munia Crianza, Viña Guareña, Tinta de Toro, Toro, Spanien, 2008, høj alkohol (14,5%)
100 kr., på tilbud i uge 10 og 11: 75 kr. ved 12 flasker., Nordic Wine Traders
Sikke en lækker rødvin. Den dufter intens af moden frugt - især mørke kirsebær. Smagen er fyldig og koncentreret med masser af frugt, men også med et strejf af koriander og anis. Det er rigtig god kvalitet for pengene - også til normalprisen.


Viña Pomal, Rioja, Reserva, Spanien, 2006, middel alkohol (14%)
119 kr., Kjær & Sommerfeldt
En meget fin Rioja-rødvin. En moden, afrundet og lækker vin med dejlig frugt, fint krydderi og diskrete fadtoner.


d'Arry's Original, d'Arenberg, McLaren Vale, Australien, 2009, høj alkohol (14,5%)
124,95 kr., pris ved 6 flasker: 109,95, Erik Sørensen Vin
Harmonisk rødvin på druerne Shiraz og Grenache - en vin med krydderi og gode tanniner. En udpræget madvin. Flasken har skruelåg.


Cuvée Les Douves, Château La Tour Carnet, Haut-Médoc, Frankrig, 2005, middel alkohol (13,5%)
225 kr., H.J.Hansen Vin
Drikkemoden og superlækker rødvin, kompleks og harmonisk og med fyldig, blød frugt. En fornem bordeaux.


Numanthia, Tempranillo, Toro, Spanien, 2008, høj alkohol (14,5%)
425 kr., Moët Hennessy
Superrødvin - en fantastisk vin med en kompleks duft og en kompleks smag med mange facetter - mørke bær, chokolade, kaffe og diskrete, lækre fadtoner. Den er ved at være på toppen, og det vil den være i de kommende tre-fire år. En kult- og luksusvin, der derfor har en velpolstret pris. Men den er nu også meget dejlig.


Novello, Cantine Bettona, Bettona IGP, Italien, 2011, middel alkohol (13,5%)
59,95 kr., Assisi Vin
Let, blød og sød rødvin - en pæn hverdags-vin, der blev lanceret som en "novello" i november sidste år - ligesom man gør med den franske Beaujolais nouveau.


Nudo, La Ronciere, Carmenère, Colchagua Valley, Chile, 2010, middel alkohol (14%)
69 kr., pris ved 12 flasker: 50 kr., Skovgaard Vine
Enkel, men også varm, rund og krydret rødvin med dejlig frugt.


Novas, Gran Reserva, Emiliana, Colchagua Valley, Chile, 2009, høj alkohol (14,5%)
93 kr., Irma
Rødvin på økologisk druer - Carmenère og Cabernet Sauvignon. Vinen er meget kraftig med intens frugt, men også med et lidt smalt smagsbillede. Oplagt til kraftige kødretter.


The Last Stand, Shiraz, McLaren Vale, Australien, 2010, høj alkohol (14,5%)
47,50 kr., Rema 1000
En meget enkel rødvin med en kvalitet i overensstemmelse med den lave pris. Perfekt til gløg. Flasken har skruelåg.


Brise de France, Cabernet Sauvignon, Vin de France, Frankrig, 2010, lav alkohol (13%)
49,50 kr., pris ved 2 flasker, Falk Wine
En enkel og robust rødvin med en kvalitet i overensstemmelse med den lave pris. I orden til prisen.


Nostrada, Garnacha, Campo de Borja, Spanien, 2010, middel alkohol (14%)
69 kr., pris ved 6 flasker: 45 kr., Propperiet
En enkel og lidt ensporet rødvin med markante noter af lakrids. Flasken har skruelåg.


Irony, Pinot Noir, Monterey County, Californien, 2010, lav alkohol (13%)
129 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., Haller Vine
En rødvin med intens frugt og sødme. Uden særlig Pinot-karakter, men nem at drikke.


Fess Parker, Syrah, Santa Barbara County, Californien, 2009, høj alkohol (14,9%)
175 kr., H.J.Hansen Vin
Voldsom rødvin, der rammer én lige i ganen. Flot, men uden nuancer og med en lille spritkant. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.