Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 29. 2012



Nyheder i uge 29, 2012









Vinmarken Hermitage La Chapelle. Foto: Mouton 1 / Wikipedia.

Tv-mast truer berømt vinmark
Mens tanken om at have udsigt til en vindmølle kan få sindene i kog herhjemme, så har planen om en tv-mast i nærheden af en legendarisk vinmark fået flere franske vinproducenter på barrikaderne.
Det drejer sig om den meget smukt beliggende mark Hermitage La Chapelle i appellationen Crozes Hermitage i det nordlige Rhône. Vinmarken breder sig på den majestætiske Hermitage-høj, og midt mellem vinstokkene ligger det lille kapel Saint Christophe, som har givet navn til marken.
Det er vinhuset Paul Jaboulet Ainé, der ejer vinmarken, og som hvert år forvandler dens druer til den kostbare vin La Chapelle.
Nu har den franske tv-station ITAS TIM fået grønt lys af borgmesteren i Crozes Hermitage til at opføre en 18 meter høj tv-mast tæt ved marken og kun 50 meter fra kapellet - noget, der har vakt en del lokal røre.

Vil blokere vejene
Hos Paul Jaboulet Ainé fik man intet at vide om den planlagte tv-mast, før det var for sent, og borgmesteren havde skrevet under på ansøgningen. Caroline Frey, der ejer vinhuset, samt den anerkendte vinproducent Michel Chapoutier, som ligeledes har en vinmark på Hermitage-højen, indgiver nu en klage mod opførelsen af masten til retten i Grenoble. Og de bakkes op af Crozes Hermitages borgmester, der har fortrudt, at hun har givet ansøgningen det blå stempel.
Hvis ikke de får medhold i retten, er vinproducenterne i området parate til at blokere vejene op til byggepladsen.

Byggeriet begynder senere i år
Vinproducenterne frygter, at synet af masten vil skade turismen i Crozes Hermitage - hvert år valfarter tusinder af turister fra hele verden til området for at besøge og fotografere Hermitage-højen og kapellet.
Netop nu søger man også om at få den berømte høj fredet som nationalt monument - hvilket måske kan blive svært, hvis der rejser sig en skæmmende mast i baggrunden.
Hos tv-selskabet tager man situationen med ophøjet ro. Selskabet ejer det stykke jord, hvor masten skal opføres, og tilladelsen er jo i hus. Byggeriet vil efter al sandsynlighed begynde i slutningen af 2012.


Ingen gåselever, ingen vin
- Hvis I ikke vil have vores foie gras, vil vi ikke have jeres vin! Sådan lyder det fra adskillige indehavere af vinforretninger i Gascogne i Sydvestfrankrig, alt imens de fjerner samtlige californiske vine fra hylderne.
Årsagen er, at det nu er forbudt at sælge gåselever, foie gras, i Californien, ligesom statens restauranter er blevet anmodet om at fjerne retter med gåselever fra menukortene - hvilket nogle af dem dog har nægtet. En ny lov i staten forbyder nemlig tvangsfodring af dyr og ligeledes salg af fødevarer, der har krævet denne tvangsfodring - som fx foie gras.
Gascogne - og ikke mindst byen Gers - er et af de vigtigste områder for fremstilling af gåselever, og foie gras-producenterne er selvfølgelig fortørnede over, at californierne nu ikke længere vil sælge deres produkter.

Solidariske vinhandlere
I ren solidaritet med producenterne af foie gras har vinhandlerne i Gascognes derfor valgt at svare igen ved at fjerne de californiske vinflasker. Initiativet bakkes op af en lokal politiker i Gers, Philippe Martin. Han har nu også opfordret samtlige restauranter i Gascogne til at tage de californiske vine af kortene.
Det er nu ikke, fordi der sælges særlig megen foie gras i Californien, ligesom der heller ikke sælges ret mange flasker californisk vin i Gascogne - eller i Frankrig som helhed. Men franskmændene vil gerne sende et kraftigt signal om, at de mener, de bliver uretfærdigt behandlet, når det gælder forbuddet mod foie gras. Måske frygter de også, at ideen om et forbud kunne brede sig til andre amerikanske stater.
Der fremstilles også gåselever i USA, og nu har såvel de amerikanske producenter som de franske foie gras-distributører i landet trukket den californiske regering i retten for at få omstødt forbuddet.







Muuuh for en god rødvin
Vi har tidligere skrevet om newzealandske vinproducenter, der gav deres køer vin i troen på, at kødet blev bedre.
En gruppe landmænd i den sydfranske by Lunel-Viel tog sidste år ideen op og gav nogle af deres køer en blanding af korn og druekvas iblandet et par liter af den lokale rødvin fra kommunen Saint-Geniès des Mourgues.
Det bøfkød, som køerne blev forvandlet til, skulle ifølge landmændene være blødere, mere marmoreret og endnu mere smagfuldt end normalt.
Hvad der bevirker, at kødet bliver bedre, vides ikke med sikkerhed. Men nogle læger mener, at køerne - ligesom mennesker - får mere velvære af et moderat forbrug af vin, hvilket igen skulle smitte af på kødets kvalitet.

Nogle meget dyre bøffer
Landmændene i den franske by har fået blod på tanden og vil nu gentage succesen. Faktisk håber de på at kunne få så meget vinøst bøfkød ud af det, at de kan forsyne en række franske luksusrestauranter. Det er nok også kun her, de kan få afsat kødet - rødvins-foderet er jo en hel del dyrere end almindeligt dyrefoder, og en af de rigtig gode vin-bøffer kan let løbe op i omkring 100 euro (cirka 744 kr.) - før restauranternes avance er lagt oveni.


Vinhus skyllet væk af oversvømmelser
For nylig var kolossale regnmængder skyld i voldsomme oversvømmelser i regionen Krasnodar i det sydlige Rusland. Vandmængderne har krævet 170 menneskeliv, og byen Krymsk er efterladt i ruiner.
Krasnador er landets vigtigste område for vinfremstilling, og flere vinhuse har lidt skader. Skadernes endelige omfang er svært at bedømme i det kaos, oversvømmelserne har efterladt, men det forlyder, at det statsejede vinhus i Krymsk simpelt hen er forsvundet fra jordens overflade, ligesom den største producent af vinflasker i området har måttet indstille al produktion på grund af vandskaderne.
Flere vinhuse skulle ifølge Decanter have mistet op mod 10% af deres vinmarker, og det sker, efter en usædvanlig lang og hård vinter forårsagede store skader på områdets marker.
Det store, anerkendte vinhus Abrau Durso, der ligger 50 kilometer fra Krymsk, har også fået oversvømmelserne at mærke - dog er skaderne her kun ganske få.




Château de Puligny-Montrachet ligger smukt omgivet af vinmarker i hjertet af Bourgogne.

Anerkendt vinslot skifter ejer
Man hører stadig oftere om banker eller store investeringsfirmaer, der opkøber vinslotte i Bordeaux eller Bourgogne fra vinproducenter, der har haft svært ved at klare udgifterne. Det er sjældent, at det er den anden vej rundt. Men det sker - som nu for nylig, hvor vinproducenten Etienne de Montille, der i forvejen ejer Domaine de Montille i Bourgogne, købte Château de Puligny-Montrachet, i samme distrikt, af den franske bank Credit Foncier.
Montille, der har været direktør for slottet i de sidste 11 år, ønskede at være herre i eget vinslot. Som han har udtrykt det til Decanter, så er det ikke altid let at forklare en bank og dens aktieejere, hvorfor han gør de ting, han gør - som fx at lade en vinmark ligge brak i en periode eller skære ned på høstmængden i visse marker.

En sovende kæmpe
Château de Puligny-Montrachet er blevet kaldt for en "sovende kæmpe" - et slot, der ganske vist er anerkendt for sine vine, men som har et endnu større potentiale for den rette vinproducent.
Montille har da også allerede gjort mangt og meget for at højne vinenes anseelse yderligere. Han har blandt andet indført biodynamisk vindyrkning og sørget for, at høstmængden pr. hektar er bragt ned med det resultat, at kvaliteten af druerne er steget betydeligt. Nu har han frie hænder til at gøre endnu mere.







Portvin, der modner i fade hos det førende portvinshus Graham's. Foto: Georges Jansoone/ Wikipedia.

Portvins-søen er snart fortid
I de sidste ti år har producenterne af portvin i Portugals Douro-dal været tynget af en gevaldig portvins-sø. Men nu lysner det forude - ikke mindst på grund af den begrænsning på høstmængden af druer, som de vinøse myndigheder i distriktet har indført.
Sidste år var grænsen sat så lavt, at der kun blev fremstillet 591.000 hektoliter portvin, mens der på verdensplan blev solgt hele 825.000 hl. Det gjorde et ordentligt indhug i portvinshusenes lagre - og dermed i vinsøen.
Myndighederne har besluttet sig for at gentage succesen i år, hvor den mængde druer, der må høstes, vil resultere i 671.000 hl portvin. Samtidig forventer man at sælge den samme mængde af vinen som sidste år, hvorved lagrene af portvin vil komme næsten helt i bund.

Priserne vil stige
Man kan derfor godt forvente, at priserne på portvin vil stige i de kommende år - hvilket de også er nødt til for de mange producenter, der i disse år har trange økonomiske kår i Douro-dalen.
Det gælder de mindre og ikke så kendte portvinshuse, hvoraf nogle står til at måtte dreje nøglen om, hvis ikke økonomien forbedres betydeligt.
En prisforøgelse er også nødvendig, idet priserne på den druebrændevin, som man anvender til den fortificerede vin, er steget med hele 60% i de sidste to år. Det er sket som følge af, at EU har stoppet støtten til destillering af vin - noget, som blev indført for at komme den store europæiske vinsø til livs.


Måske verdens ældste vin
Kinesiske arkæologer har gjort et spændende fund i en grav i byen Baoji i Shaanxi provinsen. Det drejer sig om en adelsmands grav, og da han for 3000 år siden blev stedt til hvile, fik han blandt andet seks vinbeholdere af bronze med sig til sit liv i det hinsides.
I en af beholderne kunne arkæologerne, når de rystede den, høre, at der stadig var vin - eller måske anden alkohol - i den. Hvis diverse analyser viser, at det er vin, så vil der være tale om den ældste vin i verden.
Sammen med de seks beholdere fandt arkæologerne et skilt af bronze på cirka 1 meters længde med formaninger om at drikke alkohol med måde. Det er første gang nogensinde, at man har fundet den slags i en kinesisk grav.
Der er en ganske særlig årsag til disse formaninger. Shang dynastiet (1600-1046 f.Kr.), der kom før Zhou dynastiet (1046-771 f.Kr.), hvorfra graven stammer, blev kendt som en periode med drukkenskab og korruption. Derfor manede man til mådehold, når det gjaldt alkohol, under Zhou dynastiet.




En kunde i indkøbscentret knæler velvilligt ned foran automaten for at kunne få en gratis snack.

En utrolig automat
En af VinAvisens australske læsere, Alex Walton, morer sig ofte over de små film, som vi linker til, og han har derfor gjort os opmærksom på endnu en sjov film på YouTube.
Den viser, hvor langt folk vil gå for at få en gratis snack fra en automat, der er opstillet i et indkøbscenter. I den særligt konstruerede automat sidder der en person, der via et display beder kunderne om at gøre alle mulige ting, før automaten vil spytte lækkerierne ud. Det kan fx være at trykke på en knap op til flere hundrede gange, knæle ned og bede foran maskinen, danse eller hoppe på et ben - alt sammen noget, der tiltrækker et stadig større publikum.
Filmen slutter med et "to be continued", og vi forestiller os, at man næste gang lader automaten indeholde god australsk rødvin - måske et par flasker af kultvinen Penfolds Grange. Det kunne være sjovt at se, hvor langt man så kan få folk til at gå for at få en gratis flaske …







Nedgang i auktionssalget
De første seks måneder af 2012 har budt på en nedgang i salget af vin hos verdens fem største auktionshuse. Tilsammen indbragte deres hammerslag ifølge Bloomberg et beløb svarende til 952 mio. kr. - et fald på 25% i forhold til samme periode i 2011.
Det amerikanske auktionshus Acker Merrall & Condit kunne for det første halve år i år fremvise de bedste tal med et salg svarende til cirka 275 mio. kr. Christie’s lå på andenpladsen med 207 mio. kr. skarpt forfulgt af Sotheby’s med 202 mio. kr. Nederst i rækken kom så Zachys og Hart Davis Hart Wine med henholdsvis 179 mio. kr. og 89 mio. kr.
Auktions-bydere fra Hong Kong tegnede sig for hele 47% - svarende til 443 mio. kr. - af det samlede salg i perioden, mens europæerne stod for 18% af salgs-kagen.

Kineserne satser på andre vine
En væsentlig årsag til det markante fald i salget er, at kineserne, der hidtil har betalt himmelråbende summer for 1. cru vinene fra Bordeaux, nu i højere grad køber de lidt mere rimelige Bordeaux-vine. Det kan være vine fra mindre fornemme slotte eller vine fra mindre berømte årgange. Således er salget af Château Lafite af de førhen så eftertragtede årgange 2000 og 2005 faldet med 25% i det første halve år af 2012.
Mange kinesere er også begyndt at købe de rigtig gode men mere prisvenlige Bourgogner og topvine fra Californien i stedet for de kostbare Bordeaux-vine.
For andre vininvestorer er det i høj grad den verdensomspændende økonomiske krise, der spiller en rolle. De køber stadig fine vine - men holder igen med 1. cru’erne.



Find høstjob via ny hjemmeside
Der er rigtig mange især unge mennesker, der drømmer om at arbejde som medhjælper i et vinhus. Der er også mange uddannede vinmagere, der gerne vil have mere erfaring ved at arbejde i forskellige vinhuse rundt om i verden i en kortere periode.
Problemet er som regel at finde frem til de vinhuse, der gerne vil have en hjælpende hånd til fx høsten, rengøring i vineriet eller vinfremstillingen.
Men det skal en ny hjemmeside råde bod på. TheCellarhand.com hedder den, og den er skabt af sydafrikanske George Read, der selv har udført sæsonarbejde hos fire forskellige vinhuse. Det tog ham dog adskillige uger og flere hundrede e-mails at skaffe bare et enkelt job, og det var dette tidskrævende arbejde, der gav sparket til hjemmesiden.

Anmeldelser af vinhusene
TheCellarhand.com er en gratis service, der netop gør det lettere for vinhusene og dem, der ønsker at prøve kræfter med nogle måneders arbejde i vinens verden, at finde hinanden.
På hjemmesiden kan folk, der har arbejdet i et vinhus, lægge en tekst ind om deres oplevelser - en slags anmeldelse - som andre kan have nytte af. Ligeledes kan vinproducenter annoncere efter medhjælpere af enhver art.
George Read giver også gode råd om, hvad man skal gå efter, hvis man er på jagt efter et sæson-arbejde. Man bør fx tjekke, hvor mange tons druer et vinhus høster om året - jo større vinhuset er, desto mindre varieret er arbejdet som regel.
Hjemmesiden har også et billedgalleri, hvor man kan lægge billeder ind fra sit ophold - nogle af dem er ret sjove.


Fra vinglas til teglas
Det østrigske glasfirma Riedel, der er berømt for sine serier af vinglas, har fået en ny opgave: at fremstille glas til te. Kunden er te-importøren Lalani & Cowas, et kun to år gammelt firma, der har slået sig op på salg af luksus-teer, hvor 100 g te let kan koste omkring 500 kr.
Glassene er endnu i støbeskeen, men forbilledet er Riedels stilkeløse glasserie "O", hvor vine på forskellige druer hver har deres glas, der fremhæver vinens særlige aroma. På samme måde vil forskellige teer få forskellige glas. Ligesom vin ikke bare er vin, er te bestemt heller ikke bare te.
De nye teglas skal målrettet markedsføres til de te-elskende briter, der hvert år tilsammen drikker 165 millioner kopper af den gyldenbrune drik.


Til_37/09




Britisk druehøst i fare
Det regner og regner i Storbritannien, og ikke et solstrejf trænger igennem det tykke mørke skydække. Indtil videre er der tale om den vådeste, koldeste og mørkeste sommer i landet i mere end hundrede år. Alene i juni faldt der dobbelt så meget regn som normalt for denne måned - i alt 150 mm.
Dette triste vejr er da også ifølge Decanter begyndt at vække bekymring blandt de britiske vinproducenter. Blomsterne på vinstokkene har haft problemer med at folde sig ud, da de kapsler, der er rundt om blomsten, klistrer sig fast på grund af regnen. Og uden blomstring bliver der ingen befrugtning og dermed ingen druer eller vin. Nogle af vinhusene har hjulpet naturen lidt på vej med maskiner, der har blæst kapslerne af.
Der skal dog også sol eller i hvert fald varme til, for at knopperne vil folde sig ud, og overalt er der bekymring for, at de simpelt hen vil falde af, hvis vejret ikke snart skifter.
Hvis regnen fortsætter efter blomstringen, så vil der være risiko for, at druerne bliver angrebet af meldug, botrytis og andre vinmarkssygdomme. Eller at de vil have problemer med at nå at modne tilstrækkeligt til, at man kan fremstille vin på dem.


To af de store vinfade, der er indrettet som hotelværelser, hos Wein- und Obsthof Wild.

Ferie i eget fad
De af vores læsere, der endnu ikke har haft sommerferie, kan jo overveje en fad-ferie i Tyskland med overnatning i et kæmpestort vinfad - en lidt anden form for "fad-lagring". Den slags overnatning tilbyder man ifølge Deutsches Weininstitut hos Hotel Lindenwirt i Rüdesheim, Wein- und Obsthof Wild ved Schwarzwald og campingpladsen i Potsdam. I disse 6000 eller 8000 liters fade er der plads til to senge, bord, stole og et lille badeværelse. "Luksus-suiterne" har dog bad og toilet i eget fad.
Nogle af fadene har engang været brugt til vin, mens andre er nylavede og stammer fra Keitel & Hesse - et snedkerværksted, der har specialiseret sig i fad-udgaver af hotelværelser, havehytter, saunaer med mere.





...


Gammel dansk på norske hænder
I 2008 købte det franske spiritusfirma Pernod Ricard den svenske statsejede koncern V&S Group med de mange spiritusmærker, som koncernen havde i sin portefølje.
Nu har Pernod Ricard solgt fire af disse akvavit- og bittermærker fra til den norske vin- og spiritusgruppe Arcus for et beløb svarende til 766 millioner kr. Det drejer sig om Aalborg Akvavit, Brøndums, Gammel Dansk og det tyske mærke Malteserkreuz Aquavit. Salget omfatter også produktionsfaciliteterne i Aalborg.
Årsagen til salget er, at Pernod Ricard ønsker at koncentrere sig mere om markedsføringen af firmaets stærke internationale spiritusmærker på dansk jord.


    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Vinotto har fået agenturet på AC/DC vinene fra Warburn Estate, Australien med ankomst d. 1. august.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

] Vinbranchens Blå Bog Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt. [

.
.

    Lars Møller (f. 1964) er cand. polit. med en glødende interesse for vinens verden, hvilket til at begynde med udmøntede sig i medlemskab af diverse vinklubber. I 1996 grundlagde han The Wine Company sammen med sin gode ven Steen H. Rasmussen. Idéen med dette importfirma var at bringe god vin hjem til venner og familie fra favoritområderne Rhône og Bourgogne.
    I dag drives virksomheden på fuldtidsbasis, og i de senere år er antallet af vinleverandører kraftigt forøget, så områder som Champagne, Alsace, Piemonte, Toscana og Portugal er også stærkt repræsenteret i sortimentet. Filosofien er at finde morgendagens vinøse stjernefrø, mens de er til at betale.
    Kundekredsen er også vokset markant de senere år og tæller større erhvervskunder, en række af landets bedste restauranter og utallige privatkunder.
    Foruden salg af vine afholder The Wine Company smagninger for kunderne et par gange om måneden. Og hvert år besøger makkerparret de nøje udvalgte vinhuse, som er repræsenteret i forretningen, for at få et indtryk af den nyeste årgang og holde den nære kontakt til de mennesker, der fremstiller vinen. I 2012 blev vinfirmaet desuden godkendt som leverandør af vine til det svenske Systembolaget.
    I Rhône er det vinene fra Châteauneuf-du-Pape, som står Lars Møllers hjerte nærmest. I 2005 blev han optaget i byens vinbroderskab, "Échansonnerie des Papes", som en anerkendelse af hans indsats for at markedsføre vinene i Danmark – noget, han blandt andet gør via den traditionsrige Rhône-vinfestival, der afholdes hvert år i september. Han er desuden arrangør af Nordsjællands Gourmet- og Vinfestival, hvor de bedste fødevarer og vine fra det nordsjællandske hvert år præsenteres.
    Lars Møllers fritidsinteresser er løbeture, lystfiskeri og så selvfølgelig vin. Han er gift med Tine og har to børn, Tobias på 13 år og Jonathan på 10 år.
    Adresse: The Wine Company, Jyllingevej 66, gården, 2720 Vanløse, samt Buevej 7, 3400 Hillerød, tlf.: 21 40 44 81, e-mail: lars@thewinecompany.dk, www.thewinecompany.dk og www.rhonevinfestival.dk.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. ..Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182

...............................
    .....................
    181 Vinsten i flaskens sidste sjat er faktisk et tegn på kvalitet. (foto © Anker Tiedemann).
    ..............................

.



.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 31 vine. Af disse vine var der 24, som fik mere end to stjerner og hele 20, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 114 stjerner og i gennemsnit 3,7 stjerner til alle de smagte vine inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Don's Cider Brut med Solbær Creme, Skærsøgaard Vin, Danmark, 2010, lav alkohol (8,5%)
145 kr., Skærsøgaard Vin
Dette er en æblecider, men den minder mere om en utroligt elegant mousserende vin, og den er da også fremstillet efter champagne-metoden med andengæring på flaske. Den er flot sprudlende med et væld af fine små og vedvarende bobler. Smagen er tør med milde noter af æble og en fin citrusagtig syre. Denne cider indeholder faktisk lidt af Skærsøgaards Solbær Creme - hvilket ikke skinner igennem i smagen, men sikkert er årsag til den smukke sart rosa farve. Prøv at servere den som apéritif - eventuelt blindt, så gæsterne skal gætte, hvad det er. Med sit lave alkoholindhold er cideren en klar sommerdrik, som også kan bruges til lette forretter.

Hvidvin


Grande Passolo, Rocca, Chardonnay, Piemonte, Italien, 2011, lav alkohol (13%)
69 kr., Amka
En meget anvendelig hvidvin med god balance mellem frugt, syre, sødme og krydderi. God til lettere retter, til apéritif og terrassevin.


Château du Poyet, Vielles Vignes, Muscadet Sèvre et Maine Sur Lie, Frankrig, 2009, lav alkohol (12%)
69,75 kr., på tilbud indtil 5. august: 49,75 kr. ved 6 flasker., Skjold Burne
Sur lie - på et "leje" af bundfald. Sådan er en Muscadet Sur Lie. Den har ligget vinteren over på gærrester osv. på fad eller tank, og det har givet vinen toner af gær og en lille kuldioxid-prikken på tungen. Traditionelt nyder man en sådan vin til østers, men den er generelt anvendelig til alle lettere retter eller til en frokost. Tilbudsprisen er yderst attraktiv.


Terre dell'Isola, Corte Viola, Grillo, Sicilien IGT, Italien, 2011, lav alkohol (12,5%)
75 kr., pris ved 6 flasker: 37,50 kr., Holte Vinlager
Denne hvidvin er ganske interessant - en udpræget madvin med god, frisk frugt og et lille bid, der måske kan minde lidt om retsina - eller om en umodne ferskener. Prisen ved seks flasker er attraktiv.


Sileni Cellar Selection, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2010, lav alkohol (13%)
99,95 kr., på tilbud i juli og august: 79,95 kr. ved 6 flasker, Erik Sørensen Vin
Ofte har Sauvignon Blanc-vinene fra New Zealand en overvældende duft af eksotiske frugter. Men ikke denne hvidvin - her er der god frugt i duften, men også mineralske toner. Smagen er behageligt tør med modne grønne druer og fine noter af citrusfrugter. En ualmindelig lækker og elegant hvidvin, der vil egne sig perfekt til sommerens skaldyr. Til tilbudsprisen er den et rent kup. Flasken har skruelåg.


Quinta do Regueiro, Alvarinho, Vinho Verde Reserva, Portugal, 2011, lav alkohol (13%)
129 kr., A Vinstouw
Vellavet hvidvin med en frisk, blød og lækker smag af den gode drue Alvarinho og af grape samt en lille cremet prikken.

Rosévin


Terrasses, Château Pesquié, Ventoux, Frankrig, 2011, lav alkohol (13%)
59,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Den let rosa farve er lækker i glasset, og vinen er lækker i munden. Denne dejlige rosévin har en frisk, hvidvins-agtig smag med fine bærtoner, der gør vinen velegnet som ledsager til lettere retter - eller som terrassevin.


Château Mukhrani, Tavkveri, Georgien, 2010, lav alkohol (12,5%)
68,75 kr., Georgisk Vin
Let og frisk rosé, der med sin tørre stil er en udpræget madvin. Et godt bekendtskab fra det ret ukendte vinland Georgien. Vinen er lavet på den lokale blå drue Tavkveri.


Argaray, Bodegas Artajona, Garnacha, Navarra, Spanien, 2011, lav alkohol (13%)
79 kr., pris ved 6 flasker: 50 kr., Propperiet
De har altid været gode til at lave rosé i det spanske distrikt Navarra, og denne rosé er da også en god vin. Den er frisk og frugtagtig og har en fin sødme uden at være bolsjeagtig. Den femte stjerne gælder prisen ved 6 flasker - de næsten 80 kr. for én flaske er i overkanten.


Domaine de la Villaudière, Sancerre, Frankrig, 2010, lav alkohol (13%)
139,75 kr., på tilbud til og med 5. august: 99,75 kr. ved 6 flasker., Skjold Burne
En helt vidunderlig rosévin med en vinøs duft med citrusnoter og en dejlig frisk smag med god fylde og strejf af grønne druer og gule blommer. Eftersmagen er lang med en lille fin sødme til slut. Nyd den afkølet til fx skaldyr.

Rødvin


Milani, Monferrato, Italien, 2010, middel alkohol (14%)
45 kr., Rema 1000
En ægte italiensk rødvin på druerne Dolcetto, Barbera og Cabernet Sauvignon - en fyldig, blød og lækker vin til en lige så lækker pris.


Mas Arnaud, Côtes du Rhône, Frankrig, 2010, middel alkohol (13,5%)
79 kr., pris ved 6 flasker, Haller Vine
Der er hyldebær og lakrids i duften af denne skønne rødvin, mens smagen er bred, åben og fuld af krydrede noter - blandt andet anis og fennikel. Nyd den til krydrede kødretter.


Le Mas de Dutrand, Languedoc, Frankrig, 2007, middel alkohol (14%)
80 kr., Vin-T-Vin
Sikke en flot rødvin! Der er noget frisk og herbalt over duften, mens smagen er frugtrig og kødfuld med toner af ren lakrids. Vinen er fremstillet af biodynamiske druer.


Fagiano, Barbera d'Asti, Italien, 2009, lav alkohol (13%)
80 kr., Premier Cru
En dejlig rødvin med god frugt, blå druer og lakrids-noter i både duft og smag. Nyd den til ikke for kraftige kødretter.


Little J, Sonnhof Jurtschitch, Zweigelt, Niederösterreich, Østrig, 2009, lav alkohol (12,5%)
95 kr., på tilbud indtil 18. august: 75 kr., Vinoble
Rødvin med en fortryllende duft og en bred og saftig frugtsmag med noter af kirsebær. En ret let vin, man med største fornøjelse nyder i store slurke. Den hænger fantastisk godt og længre i munden. Skænk den gerne let afkølet. Flasken har skruelåg.


Playmaker, Igor Larionov, Shiraz, Mac Laren Vale, Australien, 2008, høj alkohol (14,5%)
95 kr., pris ved 6 flasker: 90 kr., Vinentusiasten
Der er god frugt og chokolade over duften af denne fortræffelige rødvin. Smagen er stor og fyldig og fuld af varme krydderier og solmoden frugt. Vinen slutter med en lille sødme. En vin, som mange vil kunne lide.


Parallèle 45, Paul Jaboulet, Côtes du Rhône, Frankrig, 2010, middel alkohol (14%)
105 kr., på tilbud indtil 18. august: 85 kr., Vinoble
Superlækker rødvin med blød og dejlig frugt. Vinen er opkaldt efter den 45. breddegrad - uden at druerne nødvendigvis groede lige på graden halvvejs mellem Ækvator og Nordpolen.


Domaine Pierre Usseglio & Fils, Côtes du Rhône, Frankrig, 2011, lav alkohol (13%)
120 kr., The Wine Company
Superlækker rødvin med en dejlig duft og en varm, blød og fyldig frugtsmag med fint krydderi.


Zisola, Mazzei, Sicilien IGT, Italien, 2009, middel alkohol (13,5%)
159 kr., Kjær & Sommerfeldt
Stor og dynamisk rødvin med bred, kompleks smag - brombær, chokolade, kamfer, peber, bløde tanniner ...


Palo Alto, Valle Central, Chile, 2010, middel alkohol (13,5%)
69,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 29): 38,17 kr. ved 6 flasker, Kvickly
En hverdags-rødvin på organisk dyrkede druer - Shiraz, Merlot og Cabernet Sauvignon. Den fjerde stjerne får den for den meget rimelige tilbuds-pris.


Áldás, St. Andrea, Egri Bikavér, Ungarn, 2008, middel alkohol (13,5%)
140 kr., pris ved 6 flasker, Laszlo's Vin
Denne ungarske "tyreblod" er en flot rødvin med bred frugt og fint krydderi - en glimrende "maskulin" vin til lidt kraftige kødretter. Prisen gør lidt ondt.


Rapariga da Quinta, Luís Duarte Vinhos, Vinho Regional Alentejano, Portugal, 2010, middel alkohol (14%)
42 kr., Fakta
En robust, fadlagret rødvin med en kvalitet i overensstemmelse med den lave pris.


Urubis, Mornag, Tunis, 2009, middel alkohol (14%)
90 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., Vinmand
En robust rødvin med mørk chokolade i duften og en tæt frugtsmag med et godt bid af tanniner. Lidt af en mandevin til grillmaden. Prisen er i overkanten.

Sød vin


Schmitt Söhne, Rheinhessen, Behrenauslese, Tyskland, 2006, lav alkohol (8,5%)
159 kr., pris for 50 cl ved 6 flasker: 76, Holte Vinlager
Elegant, sød hvidvin. Sød, men ikke sliksød, lækker, med toner af æbler, honning og alteabolsjer.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vores beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.