Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 47. 2012



Nyheder i uge 47, 2012









Vinstokkene på Venissas vinmark på øen Mazzorba spejler sig smukt i lagune-vandet. Foto: Venissa.

Norditalien oversvømmet
Store områder i det nordlige Italien er oversvømmede, og flere vinproducenter i det flade Maremma-område i Toscana har alvorlige problemer i øjeblikket med vinmarker, der nærmest bliver skyllede væk.
I medierne har man også kunnet set billeder af et oversvømmet Venedig, hvor folk sjasker af sted gennem vandmasserne på Markuspladsen. Omkring 70% af Venedig er oversvømmet, og vandet er strømmet ind i huse og historiske bygninger.
Oversvømmelserne er også gået ud over verdens lavest beliggende vinmark på den venetianske ø Mazzorbo - en lille nabo til øen Burano. Marken tilhører vingården Venissa, der ejes af familien Bisol, og den består blandt andet af 100 indsamlede værdifulde vinstokke af druesorten Dorona, der tidligere blev dyrket på øerne omkring Venedig. Ud af dem fremstiller vingården en tør hvidvin.

Giver vinen terroir-præg
Nu står Venissas vinstokke dybt plantede i havvand - et syn, som Bisol ikke tidligere har oplevet. Men familien Bisol er faktisk fortrøstningsfuld - så længe vinstokkenes rødder kun har kontakt med det salte havvand i en begrænset periode. Saltet vil blive optaget af rødderne og vil måske give druerne og dermed vinen en ganske særlig karakter, der i høj grad afspejler lagune-terroiret, lyder det forhåbningsfuldt fra ejerne.
Folkene på vingården venter derfor med spænding på høsten i 2013. Vinen kan smages på øen i vingårdens eget vinotek - ligesom man kan nyde den til maden i en tilhørende restaurant. Man kan også overnatte på øen i Venissas eget hotel.


Kan købe vinflasken tilbage
Den russiske regering er netop kommet med et lovforslag omkring gaver til landets mange tjenestemænd - gaver, der ofte består af kostbare flasker vin og kaviar.
Ifølge forslaget - som forventes vedtaget i løbet af december - må tjenestemænd fremover kun beholde vinflasker og andre gaver, der koster under et beløb svarende til 600 kr.
Hvis en tjenestemand fx får en flaske Château Latour 2005 til flere tusinde kroner, skal han deklarere den og sætte den offentligt til salg. Dog har han førsteret til at købe flasken - hvis han da har råd …
Gavernes værdi skal fremover afgøres af en særlig kommission. Det nye lovforslag, der også vil gælde for præsident Putin, har til formål at bekæmpe den udbredte korruption blandt russiske tjenestemænd.




Engang gik der får og græssede der, hvor Osawa Wines i dag har sine vinmarker. Man kan stadigvæk se fårene ligge og nyde livet i skyggen af vinstokkene. Foto: Osawa Wines.

Kampen om det flyvende får
I Hawke’s Bay på New Zealand ligger Osawa Wines, der ejes af den japanske forretningsmand Taizo Osawa. I 2008 lancerede vinhuset en ny vin med navnet "Flying Mouton", hvilket ikke faldt i god jord hos det store franske vinfirma Baron Philippe de Rothschild. Firmaet ejer blandt andet det berømte 1. cru slot Château Mouton Rothschild i Bordeaux og det stort sælgende vinmærke Mouton Cadet.
Det franske firma var ikke i tvivl om, at Osawa Wines overtrådte mærkevareloven og med vilje vildledte forbrugerne ved at anvende ordet Mouton - netop vinen Mouton Cadet er en sællert i de newzealandske butikker.
Baron Philippe de Rothschild indgav derfor en klage til myndighederne på New Zealand.

Henleder tankerne på skyer
Først nu - mere end to år efter klagen blev indgivet og efter en masse tovtrækkeri - er der faldet en afgørelse i sagen.
Og det blev Osawa Wines, der sejrede. Det newzealandske vinhus var efter myndighedernes opfattelse kommet med gode argumenter for anvendelsen af ordet mouton.
Ordet betyder får på fransk, og ifølge Osawa Wines skal vinens navn Flying Mouton henvise til, at der tidligere gik får og græssede på det areal, der i dag udgør vinhusets vinmarker. På vinflaskernes etiketter er der da også vist et flyvende får.
Navnet skal også lede tankerne hen på de lamme-lignende cumulus skyer, der ofte svæver hen over Hawke’s Bay.






Rødvin mod prostatakræft
Der er tidligere udført undersøgelser, der har vist, at resveratrol - det stof, der findes i de blå druers skind og dermed i rødvin - han gøre kræftceller mere modtagelige over for kemobehandling.
For nylig ville et hold forskere fra University of Missouri undersøge, om det samme gjorde sig gældende, når det drejede sig om strålebehandling.
I et laboratorieforsøg lod de derfor prostatakræftceller blive påvirket af resveratrol, og da de efterfølgende udsatte cellerne for strålebehandling, døde op til 97% af kræftcellerne - en langt højere procentdel end normalt ved strålebehandling af prostatakræft.

Hjælper de gode proteiner
Alt tyder således på, at resveratrolen har samme gavnlige effekt, når det gælder behandling med stråler som med kemo.
Forskerne fandt ifølge The Drinks Business også frem til, at stoffet påvirker to proteiner, perforin og granzyme B, som findes i prostatakræftcellerne. De lever en meget tilbagetrukken tilværelse, men hvis de styrkes, kan de faktisk samarbejde om at bekæmpe kræftcellerne.
Forsøget viste, at resveratrolen øgede aktiviteten hos de to proteiner markant.



Fin lille bog om at smage på vin
Vi har tidligere anmeldt den glimrende bog Champagnebibelen af Mia og Mads Rudolf. Nu har Mads Rudolf bedrevet endnu en bog, Den Lille Vinsmager, som er udkommet hos forlaget Kuboaa.
Det er en uhøjtidelig bog i lommeformat, der i fire let læste og underholdende kapitler fortæller om, hvordan man smager på vin. Forfatteren starter med at fortælle, hvilke vinglas man bør bruge, hvordan man betragter vinen i glasset, lugter, slynger og smager. Han forklarer ligeledes de mest gængse udtryk som intensitet, længde, kompleksitet og balance men kommer også ind på det mere nørdede med primære, sekundære og oxidative aromaer.

En række små interview
Mads Rudolf har også været rundt til fjorten vinbranchefolk - vinproducenter, vinbar-ejere og vinskribenter - og har spurgt dem om, hvordan de smager på vin, hvilket der er kommet en stribe små interview ud af. Bogen kommer yderligere ind på dyrkning og fremstilling af vin - alt sammen med smagen som den røde tråd.
Det er en god lille bog, som er krydret med nogle meget sjove tegninger af den franske illustrator Xavier Champion. Den eneste klage herfra er, at skriften godt kunne være lidt større, ligesom skrifttypen er lige lovlig spinkel.








La Playas nye vinmager, Oscar Salas Steinlen, tog sin laptop og Google Earth til hjælp under sin forklaring om de forskellige klimatiske forhold, der påvirker de chilenske vine.

Besøg fra chilensk tophus
I uge 34 sidste år fortalte vi om danske Søren Axelsen, der faldt pladask for Chile og sammen med sin familie åbnede vinhuset La Playa i vindistriktet Colchagua i 1987.
Søren og hans to sønner, Eric og Peter, har siden da lagt stor energi og mange penge i vinhuset, der i dag fremstiller 2,4 millioner flasker årligt, har eget hotel samt vinmarker i flere af Chiles vindistrikter.
La Playa er under konstant udvikling. For mindre end et år siden ansatte familien en ny ung vinmager, Oscar Salas Steinlen, der glæder sig til at få lov til at sætte sit præg på vinene. Ham mødte vi til en smagning hos vingårdens danske importør, Kjær & Sommerfeldt, og med ham var også vinhusets ligeledes nye og unge eksportdirektør, Felipe Morel Pirazzoli.
De to fortalte med stor entusiasme om både La Playa og om chilensk vin som helhed, alt imens vi smagte nogle af vinhusets fantastiske vine - eller rettere gensmagte, dog i nye årgange.
Det er alle vine af høj kvalitet til forbavsende små penge, hvilket afspejles i den stjernerus, som vi har tildelt dem længere nede på siden.

Tre nye vinområder
Da chilensk vin gjorde sin entré i Danmark for mere end 20 år siden, var det i form af billig bulkvin. Siden da er der kommet stadig bedre flasker på hylderne, og i dag kæmper Chile for at oplyse omverdenen om den store palet af duft- og smagsindtryk, chilensk vin har at byde på.
Der er nemlig stadig en tendens til udelukkende at betragte chilensk vin som gode frugtbomber med sol og saft, ligesom Chiles i alt fjorten vindistrikter ikke er særligt kendte. Bio Bio, Maule, San Antonio og Limari klinger jo ikke nær så bekendt som Bourgogne, Toscana og Chianti.
Oscar Salas Steinlen gav et glimrende indblik i chilensk vins diversitet. Chile ligger som et langt, smalt land flankeret af Stillehavet mod vest og Andes-bjergene mod øst. Ned gennem landet løber bjergkæden Cordillera de la Costa, og selv om Chile er et smalt bælte, så giver denne opdeling vidt forskellige klimatiske forhold, hvilket igen påvirker de vine, der fremstilles i de respektive områder.
Myndighederne i Chile indførte derfor sidste år tre nye vinområde-betegnelser, som vinproducenterne kan anvende på etiketterne - ud over vindistriktets navn. Det drejer sig om "Andes" for de vine, der kommer fra området tættest på Andes-bjergene, "Entre Cordillas" (mellem bjergkæderne) for vine fra det store område mellem Andes og Cordillera de la Costa, og så "Costa" for vine fra kystområderne.

Vi venter lidt
Målet med de tre nye område-betegnelser er netop at oplyse forbrugerne om de store forskelle på chilensk vin. En hvidvin på Chardonnay-druer har fx en helt anden elegant og sprød karakter, hvis druerne kommer fra kystområdet, end hvis de dyrkes i det varmere Entre Cordillas.
Hos La Playa er man endnu ikke begyndt at anvende de tre nye område-betegnelser, men overvejer at gøre det på topvinen Axel. Som Oscar Salas Steinlen sagde, så skulle det jo nødig ende med en masse ord på etiketterne, som forbrugerne alligevel ikke kender til - ligesom med mange franske etiketter. Man kæmper jo stadigvæk med at gøre navnene på de chilenske vindistrikter kendte viden om.





Lucien Albrecht solgt i bidder
Som vi fortalte i sidste uge, er Alsace’s ældste familieejede vinhus, Domaine Lucien Albrecht, gået konkurs. Et så legendarisk vinhus får ikke lov til at ligge længe, før eventuelle købere melder sig ved døren. Allerede nu er både vinmarkerne og vinmærket Lucien Albrecht blevet solgt. Køberen er det lokale kooperativ Wolfberger, og købet skete lige for næsen af en anden bejler, den franske vinproducent Les Grands Chais de France.
Wolfberger har betalt 700.000 euro (cirka 5,2 millioner kr.) for vinmarkerne og 500.000 euro (cirka 3,7 mio. kr.) for vinmærket - som fremover vil blive fremstillet i kooperativets eget vineri.
Selve vinhuset vil således blive solgt til anden side. Domaine Lucien Albrecht har været i familien Albrechts eje lige siden 1425, og det må siges at være lidt vemodigt, at et vinhus, der har været drevet af samme familie i så mange hundrede år, skal splittes op på denne måde.


Den store fest for beaujolais nouveau i byen Beaujeu starter med afbrænding af afklip fra vinstokkene på byens torv. I tre dage derefter festes der i byens gade.

Største fest for beaujolais nouveau
I sidste uge blev den nye beaujolais nouveau frigivet og traditionen tro sendt af sted ekspres til diverse aftagerlande, hvor de første glas blev nydt under stor festivitas.
Også hjemme i Frankrig var der arrangeret fester rundt omkring til ære for den kun seks uge gamle vin, og den største fest af dem alle blev som sædvanlig afholdt i byen Beaujeu i Beaujolais. Festivalens navn stammer fra sarments – fransk for de dele, der skæres af vinstokkene under beskæringen. Al dette "affald" afbrændes på byens hovedtorv som et led i festlighederne.
Startskuddet til festlighederne lyder, når et kæmpemæssigt fad med beaujolais nouveau bliver åbnet under en særlig ceremoni, og bysbørn og turister kan smage på indholdet. Ceremonien ledsages af et øredøvende fyrværkeri, der er en nytårsaften værdig.
Dernæst følger tre dage med fest i gaderne, masser af optræden, parader, fakkeltog, dans, musik, vinsmagninger og mad fra udendørskøkkener.
På Sarmentelles hjemmeside kan man se en film, som viser åbningsceremonien.

Fest midt i en krisetid
Vinproducenterne i Beaujolais har i den grad brug for lidt fest og farver. I flere år har vinområdet kæmpet med et faldende vinsalg, og for at reducere vinsøen har man siden 2006 nedlagt hele 3000 hektar vinmarker.
Dertil kommer en meget ringe høstmængde i år på grund af regn, hagl, frost, meldug - ja, stort set alle tænkelige onder i vækstperioden. Når tallene er gjort endeligt op, forventes det, at høsten er 45% mindre end sidste år.
I det samlede billede gør det selvfølgelig ikke så meget, når nu man har problemer med overproduktion i Beaujolais. Men for de hårdest ramte vinhuse har det dårlige vejrlig alligevel været det sidste strå, der fik læsset til at vælte. I løbet af 2012 har 800 af Beaujolais’s i alt 2300 vinproducenter ansøgt om økonomisk hjælp hos den franske regering. Og omkring 300 producenter risikerer ifølge The Drinks Business at måtte dreje nøglen om.


Til_37/09





Efterlyste vine fra Platter’s
I sidste uge fortalte vi om Platter’s South African Wine Guide 2013, der netop er kommet på markedet. Vi efterlyste vine på det danske marked, der havde fået de eftertragtede fem stjerner.
Nedenfor er disse vine listet samt deres danske forhandlere. Hvis forhandleren har vinen i en anden årgang, er denne årgang opgivet i parentes.

5-stjernede vine på det danske marked
MOUSSERENDE:
Bon Courage, Jacques Bruére, Brut, Reserve, Robertson, Sydafrika 2008, Due’s Vinhus
HVIDVINE:
Nurok, Fairview, Paarl, Sydafrika 2011, SA Wineimport, (kommer hjem den 23. november)
Spice Route, Chenin Blanc, Sydafrika 2011 (2009), Vinentusiasten
RØDVINE:
Cecil John, Reserve Shiraz, Boschendal, Franschhoek, Sydafrika 2010, Excellent Wine
Jakkalsfontein, Shiraz, Fairview, Paarl, Sydafrika 2009 (2007), SA Wineimport.
Kanonkop, Pinotage, Stellenbosch, Sydafrika 2010 (2009), Vinoble
Motte Pierneef, Shiraz-Viognier, Franschhoek, Sydafrika 2010 (2007 og 2008), Kjær & Sommerfeldt
Newton Jonhson Family Vineyards, Pinot Noir, Western Cape, Sydafrika 2011 (2010), Philipson Wine
Raka Biography, Shiraz, Kleinriver Ward, Sydafrika 2009 La (2010) Syd Afrika Vinimport (kommer midt i december)
Signature, Red Blend, Jean Daneel, Napier, Sydafrika 2011, SA Wineimport
The Gypsy, Ken Forrester, Stellenbosch, Sydafrika 2009, SA Wineimport
SØDE VINE:
Paul Cluver, Noble Late Harvest, Elgin, Sydafrika 2011 (blev også kåret som årets bedste hvidvin overhovedet), Valuewine


Det franske paradoks’s fader er død
Ernæringsforskeren Serge Renaud, kendt som "det franske paradoks’s fader", er død i en alder af 85 år. Han blev berømt, da han i 1991 i et tv-show deltog i diskussionen om, hvorfor der ikke var nær så mange franskmænd som amerikanere, der fik hjertekarsygdomme - også selv om indbyggerne i begge lande spiste relativt fed mad. Renaud hævdede, at det frem for alt skyldtes, at franskmændene drak rødvin til maden. Vin, når den bliver drukket i moderate mængder - hvilket de fleste franskmænd gør - nedsætter den fede mads skadelige virkninger. Ydermere reducerer antioxidanterne i vinen risikoen for diverse hjertesygdomme, lød det fra Renaud.
Undersøgelser i andre middelhavslande har siden kun bestyrket hans teori.

Satte gang i forskning af rødvin
Hans udtalelse vakte opsigt, da man hidtil aldrig havde betragtet nogen former for alkohol som værende helsebringende.
Renaud satte dermed gang i masser af forskning i rødvins godgørende egenskaber - forskning, som stadig pågår den dag i dag.
Utallige undersøgelser har siden da påvist, at rødvin har en positiv effekt ikke kun mod hjertekarsygdomme, men også mod en række andre sygdomme.
Renauds udtalelse satte i øvrigt også for alvor gang i salget af rødvin på amerikansk jord ...







Nye ejere af vinslot i Corbières
Et af Corbières anerkendte vinslotte, Château Haut-Gléon, har fået nye ejere. Siden 1991 har det tilhørt familien Duhamel, men nu har Les Vignobles Foncalieu, en stor forening af sydfranske vinkooperativer, købt slottet og de tilhørende 40 hektar vinmarker.
Foreningen omfatter i alt 1200 vinproducenter i Languedoc, Côtes-du-Rhône og Côteaux d’Aix-en-Provence, der tilsammen har hele 7000 ha vinmarker, som leverer druer til 20 millioner flasker vin årligt.
Målet med købet af Château Haut-Gléon er ifølge Decanter blandt andet at udbrede foreningens aktiviteter til også at omfatte vinturisme. Det gamle slot er en lille perle, som i forvejen har værelser til overnatning og egen restaurant.



De to computerbilleder viser Mauro Turins spændende projekt TIL et vinmuseum i det schweiziske vinområde Lavaux.

Frit svævende vinmuseum
Det schweiziske vinområde Lavaux i kantonen Vaud er berømt for sin skønhed. Området består af omkring 800 hektar terrasser med vinstokke, som bugter sig ned mod Geneve-søens bredder, og i horisonten ses Alpernes sneklædte bjergtoppe.
Dette unikke panorama blev i 2007 optaget på Unesco’s liste over verdens kulturarv, hvilket selvfølgelig har lokket flere turister til området end førhen. Men der skulle meget gerne komme endnu flere fra nær og fjern og nyde udsigten ud over vinmarkerne, mener myndighederne i Lavaux.
Nu er det schweiziske arkitektfirma Mauro Turin uopfordret kommet med et bud på et vinmuseum, som skulle kunne lokke flere turister til Lavaux.
Vinmarkerne er fredede, og det er derfor ikke muligt at opføre en bygning i området. Og det har givet arkitekterne en genial idé. De har tegnet et museum, der består af en meget lang kasse af især glas, som er fastgjort til klippevæggen i den ene ende, men ellers hænger frit ud over terrasserne med vinstokke.

Et gulv af glas
Hos Mauro Turin forstiller man sig, at også gulvet i museet skal være af glas, så man også kan kigge lodret ned på terrasserne. De besøgende skal simpelt hen fornemme, at de svæver i den fri luft, når de vandrer rundt i museet.
Arkitektfirmaets projekt har fået stor opmærksomhed, og der er nu gang i mere seriøse diskussioner med myndighederne i Lavaux om, hvordan museet kan blive en realitet.
Det lyder jo spændende, men der vil sikkert være nogle gæster, der vil tøve lidt, før de går ind i en sådan bygning. Er den nu også solidt nok fastgjort til klippen? Og mon det glasgulv nu også holder? Der er jo langt ned …
Man kan se flere billeder af museumsprojektet på Mauro Turins hjemmeside.




.


Dansk deltagelse i Hong Kong
Hong Kong er og bliver Asiens vigtigste markedsplads for vin. I 2007 importerede den kinesiske region vin for et beløb svarende til 1,2 milliarder kr. - sidste år lød tallet på cirka 7 mia. kr.
Hong Kong har ifølge The Drinks Business også udviklet sig til verdens største auktionscenter for vin. Sidste år blev der på diverse auktioner solgt vin for i alt 1,3 mia. kr.
For nylig var den kinesiske region rammen om den store branchemesse, Hong Kong International Wine & Spirits Fair, med hele 950 udstillere fra hele 36 forskellige lande. For første gang i denne udstillings fem-årige historie var også Danmark repræsenteret blandt udstillerne. Også Azerbaijan og Rusland deltog for første gang. Men hvem var den eller de danske udstillere? Vi hører gerne på info@vinavisen.dk.




En høstarbejder i Napa Valley tjekker, at der ikke er umodne drueklaser i en kasse med nyhøstede Cabernet Sauvignon-druer. Foto: Napa Valley Vintners.

Glade vinproducenter i Californien
Mens høstmængden af druer har været usædvanlig lille i Europa i år på grund af dårligt vejr i vækstsæsonen, har vinproducenterne i Californien svært ved at få armene ned af begejstring.
Her er der nemlig ifølge Decanter høstet 3,7 millioner tons druer, hvilket er hele 12% mere end i 2011 - der da også var under gennemsnittet.
Den øgede høstmængde gælder stort set samtlige druer, og det er ikke kun kvantiteten, der er i top - også kvaliteten er værd at klappe af i år.



Portugisisk vin i kinesiske glas
Kineserne er ikke kun glade for fransk og australsk vin. Nu kaster de også i stigende grad deres kærlighed på portugisisk vin. Og det gælder såvel rød- og hvidvin som portvin.
Ifølge den portugisiske vinbranche-organisation, ViniPortugal, er der i de første fem måneder af 2012 eksporteret portugisisk vin til Kina for et beløb svarende til 25,4 millioner kr. Det er en stigning på hele 62% i forhold til samme periode sidste år.
I dag er Kina portugisernes femte største ikke-europæiske marked for vin næst efter Angola, USA, Brasilien og Canada.






Kan det virkelig passe?
I sidste uge fortalte vi om en forretningsmand, der sammen med ni venner bestilte et hav af flasker - heriblandt adskillige flasker champagne i forskellige størrelser, samt masser af vodka og tequila. Regningen lød på et beløb, der svarer til 325.700 kr.
Den historie har fået nogle af vore læsere til at tage regnemaskinen frem. En af dem er Carsten Simonsen:
- Det lyder lidt usandsynligt, at hver deltager i selskabet skulle have konsumeret mindst en cocktail, 3,3 flasker champagne, 1,5 flasker spiritus for derefter at skylle det hele ned med 2,5 flasker øl. I runde tal har hver deltager indtaget, hvad der svarer til mindst 50 genstande - selv over nogle timer må det vel antages at være lige i overkanten.
- Det forlyder ikke, hvor mange der selv kørte hjem og hvor mange, der blev sendt til udpumpning …
Læge og vinskribent Erik Skovenborg har også talt og divideret:
- Den muntre historie om et dyrt barbesøg for manden og hans 9 venner kunne omskrives til: 750 genstande og 10 begravelser. En optælling af genstande ifølge beretningen giver en indtagelse af 75 genstande pr. deltager, hvilket vil give hver enkelt en promille i omegnen af 17 (ved indtagelse over 3-4 timer) - hvilket ender med død og begravelse.

Ville blære sig
Indrømmet så deltog VinAvisen ikke i den muntre aften, og man kunne derfor tro, at en fjer er blevet til fem høns undervejs.
Historien har været bragt i flere udenlandske medier, blandt andet i Mail Online, der ligefrem bringer et billede af regningen - så den skulle altså være god nok.
Avisen nævner også, at forretningsmandens bestillinger tog til, efter den berømte Hollywood-stjerne Benicio Del Toro gjorde sin entré i baren - sandsynligvis fordi han ville gøre indtryk på stjernen.
Selskabet kan sandt nok umuligt have bundet samtlige flasker. En hel del må være gået ud igen - måske til glæde for personalet i baren.



Hvordan skal tegnene forstås
I sidste uge bragte vi historien om de mærkelige tegn, som er vist i en af de protokoller, som tolderne i Helsingør førte over beslaglagte vine. Tegnene blev ligeledes indridset i de fortoldede fade.
Vi opfordrede VinAvisens læsere til at komme med et bud på, hvad disse tegn kan betyde. Vi ved det ikke - og det gør Kenno Pedersen, der er vinskribent og historiker, og som efterlyser viden om tegnene, heller ikke.
Protokollen er fra 1577, og den krøllede skrift, som ledsager tegnene, har Kenno Pedersen oversat til nutidig dansk - ligesom han har forklaret visse begreber. Oversættelsen har vi lagt ud i form af en pdf, der kan åbnes ved at klikke her. Forklaringerne er skrevet med rødt.
Det er endnu ikke for sent at komme med et bud - det skal sendes til adressen info@vinavisen.dk.


Da chilensk vin kom til Danmark
Chilensk vin går som varmt brød i Danmark, men hvornår fik vi egentlig den første chilenske vin på hylderne?
Det hele begyndte med en aftale mellem den danske vinimportør Amka og det chilenske vinhus Santa Rita i 1987. Det var grundlæggeren af Amka, Karsten Søndergaard, der fik aftalen i stand:
- Det startede som en skør tanke. Vi ville smage vine fra hele verden. Og det blev til både kinesisk vin og vine fra sydamerikanske lande - blandt andet Brasilien, Uruguay og Chile.
Karsten Søndergaard fandt frem til, at han ville importere vinen fra Santa Rita, men lod først nogle danske vinkendere smage på den.
- De syntes også, den var god, men advarede samtidig mod at handle med vine fra Chile - igen kendte dengang noget til Chile som vinland, og så var der jo også Pinochet …

Et glas med politik
Vinimportøren tog chancen og begyndte at importere vinen fra Santa Rita. De chilenske flasker indtog i de danske forretninger, vakte opsigt og gav anledning til en artikel i Weekendavisen i 1988 med overskriften ”Et glas med politik”.
I artiklen sagde Karsten Søndergaard følgende:
- Hvorfor skal vi gå og skamme os over, at vi importerer chilensk vin. Jeg blander ikke vin og politik sammen.
I dag er Danmark verdens fjerde største importør af chilensk vin efter Storbritannien, USA og Canada.
Længere nede på siden har vi anmeldt topvinen fra Santa Rita, Medalla Real, som i anledning af 25 års jubilæet for chilensk vin i Danmark fås i en særlig jubilæumsudgave.





...




Den dyreste flaske i den nye forretning: Royal Salute Tribute to Honour til 1,4 mio. kr.

Ny luksus-butik for whisky
Den britiske forretningskæde The Whisky Shop har hele 20 forretninger spredt ud over Storbritannien. Der ligger allerede en forretning i London, og i denne uge åbner endnu en, og det bliver den mest ambitiøse af kædens forretninger til dags dato.
Den nye The Whisky Shop, der er designet af GP Studio, ligger på Piccadilly nr. 70 over for luksushotellet The Ritz.
Forretningen, der er på 1000 kvadratmeter, rummer hele 400 forskellige whiskymærker - heriblandt nogle af verdens mest sjældne og eftertragtede whiskyer. En af dem er Royal Salute Tribute to Honour, som der kun er fremstillet 21 flasker af. Flasken, der er prydet med juveler, koster den nette sum af 150.000 pund (cirka 1,4 millioner kr.).

Englenes andel som lysskulptur
I forretningen er der også en informationsskranke med iPads, hvor kunderne kan dykke dybere ned i whiskyens verden.
Interiøret lader til at være meget enkelt - eneste dekoration er en neonlys-installation, der hænger ned fra loftet. Den skal lede tankerne hen på "englenes andel" - den del af whiskyen, der fordamper, mens den ligger og modner på fade.
Designmagasinet Design Week har bragt en række computerskabte billeder af den smarte forretning. De kan ses ved at klikke her.


    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Jysk Vin har optaget forhandlingen af vinene fra Domaine Roux Père et Fils i Bourgogne.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


.
.

    Jens Junge Mortensen (f. 1968) bor i Skælskør, hvorfra han siden 2003 har drevet fødevarevirksomheden Mortensen Food, der i dag er en international handelsvirksomhed med fokus på salg af fødevarer til den skandinaviske detailhandel – og i stigende omfang af vin.
    Jens Mortensen startede dog et helt andet sted end i vinens verden, da han gennem flere år var ansat i de lokale virksomheder Harboes Bryggeri og Harboefarm, hvor der var øl og kalkun på menuen. Siden gik turen til bl.a. Dansk Mærkevaresalg, og det var derfra han tog springet til at blive selvstændig erhvervsdrivende.
    Stærke agenturer som Hjerting Laks og Agustson gav Mortensen Food en flyvende start, og snart kom yderligere agenturer som Freshmeals, Vergeer, Nordic Seafood, Lo Scoiattolo og Italpizza til porteføljen.
    Et tæt samarbejde med italienske producenter gav de første kontakter til vinbranchen, og det familieejede vinhus Pasqua blev i 2008 Mortensen Foods første samarbejdspartner inden for vinområdet. Siden er flere stærke vinhuse tilføjet porteføljen, bl.a. Santa Carolina, Araldica, Bodegas Barbadillos og Picard Wine and Spirits.
    Målsætningen inden for vin har altid været klar: Kvalitets-vin til den rigtige pris. Fornuftigt købmandsskab og tæt samarbejde med højtuddannede vineksperter sikrer, at firmaet til stadighed udvikler sortimentet også inden for drikkevarer, der ud over vin også omfatter spiritus, øl, energidrik og læskedrikke.
    Mortensen Food beskæftiger syv medarbejdere og har kontor i den gamle dampmølle i Skælskør. I både 2010, 2011 og 2012 har dagbladet Børsen udnævnt firmaet til "gazellevirksomhed" som en af de hurtigst voksende virksomheder i Danmark.
    Når Jens Mortensen ikke har travlt med udvikling af firmaet, plejer han sin store interesse for jagt og cykelløb eller bruger tiden sammen med sin kone Mette og deres fælles børn Line og Louise.
    Adresse: Mortensen Food A/S, Vestergade 1, 4230 Skælskør, tlf.: 58 16 50 03, info@mortensen-food.dk, www.mortensen-food.dk.




.



    Ugens vinøse billede
    I dette efterår deltog Birger Vejrum og hans kone Karin i høsten af Arneis-druer hos vinbonden Filippo Gallino i det italienske Piemonte, og ved den lejlighed tog de ugens vinøse billede.
    Gallino har sine marker lige uden for byen Canale i området Roero, og på billedet står han på en af dem sammen med hunden Betti.
    – Filippo er 73 år gammel, skriver Birger Vejrum, – og han og hans familie har opbygget en vingård, der ikke er helt lille. Vi boede ikke hos dem – de lejer ikke værelser ud – men vi har haft et nærmest familiært forhold til dem igennem seks år, specielt til Filippo og hans datter Laura.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur, så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.






Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208


...............................
    .....................
    199 På Greywacke, et af New Zealands topvinhuse, høstes Sauvignon Blanc-druerne med håndkraft (foto © Kevin Judd).
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 45 vine. Af disse vine var der 33, som fik mere end to stjerner og hele 28, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 157 stjerner og i gennemsnit 3,5 stjerner til alle de smagte vine inkl. de ni, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Baron Wesselborg de Bottrop, Champagne, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)
159,95 kr., Nemlig.com
En lækker champagne med frugtfylde og kraft, der gør den mere egnet til mad end som apéritif. Proppens form viser, at den må være nogle år gammel, men den er stadig vital. Den bør dog drikkes nu.


Canard-Duchêne, Champagne, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)
299 kr., på tilbud i denne uge (uge 47): 149 kr., Kvickly
En fortræffelig champagne til en yderst attraktiv tilbudspris. Den har en lys, let gylden farve, der vidner om stort indhold af Pinot Noir, en stadig strøm af fine, små bobler og en frugtagtig smag med noter af brød.


Marguet Père & Fils, Rosé Grand Cru, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)
335 kr., Vinentusiasten
Elegant, fint rosa champagne fra en grand cru-mark ved landsbyen Ambonnay. Den har ganske små og stadige bobler i glasset og en blød, indtagende smag med ren frugt og Pinot-toner. En lækker sag.

Hvidvin


Otter's Claw, Lothian Vineyards, Sauvignon Blanc, Elgin, Sydafrika, 2011, lav alkohol (13%)
59 kr., VinDanmark Lagersalg
En elegant tør hvidvin med god frugt i duft og smag, men også med raffinerede mineralske noter og et lille strejf af krydderhonning. Simpelt hen et kup til prisen. Flasken har skruelåg.


Sauvignon Blanc Block Selection, La Playa, Sauvignon Blanc, Limari Valley, Chile, 2011, middel alkohol (13,5%)
99 kr., Kjær & Sommerfeldt
Limari-dalen, hvorfra denne hvidvin stammer, dækkes hver morgen af en kold tåge, Gamanchaca, som nedkøler druerne indtil omkring middag, hvor varmen så tager over. Netop Sauvignon Blanc-druen stortrives med disse store temperaturskift - hvilket denne vin er et bevis på. Den er elegant med noter af citrus og med en fin mineralitet. En meget lækker vin, der vil egne sig glimrende til en god fiskeret. Flasken har skruelåg.


Bliss, Sauvignon Blanc, Mendocino, Californien, 2009, middel alkohol (13,5%)
130 kr., Wine-eshop
Superlækker hvidvin med et klart billede af den gode, friske Sauvignon Blanc-drue - citrus, hyldeblomst ...


La Damnée des Prieur, Pierre Prieur et Fils, Sauvignon Blanc, Sancerre, Frankrig, 2010, middel alkohol (13,5%)
189 kr., pris ved 12 flasker: 150 kr., Skovgaard Vine
Sauvignon Blanc på en helt anden måde end de ellers fortræffelige hvidvine fra New Zealand på druen. Dette er en elegant og meget lækker vin med citrus, fersken, pære og mineralske toner. En klassisk Sancerre. Vinen kommer fra marken Les Monts Damnées - De forbandede Bjerge, der er så stejle, at plukkerne efter sigende binder en pude på enden, fordi de hele tiden sætter sig ned på samme ende. Vinens navn hentyder til familien Prieur, der har lavet vin i Sancerre siden 1600-tallet.


La Combe Darroux, Vin de France, Frankrig, lav alkohol (13%)
65 kr., Søndersø Vin
En lidt spæd, men behagelig hvidvin, der runder af med et tørt bid. Udpræget hverdags-vin.


Côte Mas, Paul Mas, Pays d'Oc IGT, Frankrig, 2011, lav alkohol (12,5%)
49,95 kr., pris ved 6 flasker, Wine Group
Let og enkel hvidvin uden større vingefang men med en hyggelig, gammeldags etiket. En hverdags-vin.

Rødvin


1659 Reserve Edition, Boutinot, Merlot, Western Cape, Sydafrika, 2012, høj alkohol (15%)
39 kr., Rema 1000
En meget kraftig og fyldig rødvin, der ubetinget skal ledsage en stor bøf eller lignende. En flot vin til en utrolig lav pris. Flasken har skruelåg.


Tinazzi, Corvina, Provincia di Verona IGP, Frankrig, 2010, middel alkohol (14%)
80 kr., pris ved 6 flasker: 70 kr., Vinova
Tør - en udpræget rødvin til mad. Kraftig frugt, kraftig krydring. God til en stor bøf. En speciel vin på en drue, man ikke møder så tit alene. Den er ellers med i koret, når vinen er en Valpolicella.


Les Garrigues, Vielles Vignes, Domaine de Christia, Côtes du Rhône, Frankrig, 2011, høj alkohol (15%)
89 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
Superflot og lækker rødvin med bred frugt og en lille spids, der gør den interessant. Stærk men helt uden spritkant. Oplagt som julevin men også til mange andre kraftige retter. Rimelig pris.


El Gos, Carmen Declara, Montsant, Spanien, 2010, middel alkohol (14%)
89,95 kr., pris ved 12 flasker, BrdrDsVinhandel
En yderst vellavet rødvin, der er let at holde af. En dejlig duft, en kompleks smag med frugt, krydderi og bløde tanniner - samt en lang eftersmag. Man får lyst til et glas til.


Campo Reale, Valpolicella Classico Superiore, Italien, 2009, middel alkohol (13,5%)
90 kr., pris ved 6 flasker, Herning Vin Center
Denne rødvin dufter skønt af mørke kirsebær og syltede blommer. Smagen er tør, blød og bred med noter af blommer og et lille bittert bid, der gør vinen yderst velegnet til mad.


Agiorgitiko, Cavino, Agiorgitiko, Nemea, Grækenland, 2010, middel alkohol (13,5%)
91,35 kr., Excellent Wine
En dejlig fyldig og krydret rødvin med noter af brombær og lakrids og med en lang og frugtrig eftersmag. Det er en vin, som mange vil kunne lide. Nyd den til let krydrede kødretter.


Carmenère Block Selection, La Playa, Carmenère, Colchagua Valley, Chile, 2010, middel alkohol (13,5%)
99 kr., Kjær & Sommerfeldt
En rødvin på Chiles nationaldrue Carmenère kan være en stor fornøjelse. Og det er denne vin med sin krydrede duft og sin store aromatiske smag med strejf af kanel og rosiner. Et kup til prisen.


Block No.16, La Playa, Pinot Noir, Limari Valley, Chile, 2010, middel alkohol (13,5%)
99 kr., Kjær & Sommerfeldt
Dette er dog en dejlig rødvin - elegant, blød og harmonisk og typisk Pinot Noir, når den store Bourgogne-drue vinificeres perfekt. Flasken har skruelåg.


Gladiator, Cycles Winery, Syrah, Californien, USA, 2009, middel alkohol (13,5%)
99 kr., ViniPortugal
En superlækker rødvin med en hel buket krydderurter i duften og en smag i fin balance med god frugt og noter af aromatisk peber. Flasken har skruelåg.


La Bastide Saint Dominique, Côtes du Rhône Villages, Frankrig, 2010, høj alkohol (14,5%)
99 kr., Oxholm Vin
Flot Rhône-rødvin med mange facetter - kirsebær, solbær, pibetobak, nelliker og en masse andet krydderi ... En fantastisk dejlig vin.


Remelluri, Granja Ntra. Sra. de Remelluri, Rioja Reserva, Spanien, 2007, middel alkohol (13,5%)
99,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Fem år gammel, rund og dejlig rødvin. Alene duften - krydret og typisk Rioja. Og smagen med blød frugt, fine fadtoner og flotte tanniner.


Medalla Real, Santa Rita, Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile, 2010, middel alkohol (13,5%)
99,95 kr., Amka
Santa Ritas topvin i en ny årgang - og specielt lavet som en jubilæumsvin i samarbejde med Amka. Som sædvanlig ret let, elegant og lækker med sin gode, rene frugt og bløde tanniner, der kalder på velhængt oksekød.


Axel, Syrah, La Playa, Syrah, Colchagua, Chile, 2009, middel alkohol (14%)
119 kr., Kjær & Sommerfeldt
En stor rødvin med krydderier i duften og med en koncentreret vinøs smag med syltede blommer og toner af sort peber. Den må gerne hældes over i en karaffel et stykke tid før måltidet.


Z-52, Morgan Hill, Zinfandel, Lodi, Californien, 2007, høj alkohol (14,5%)
129 kr., A Vinstouw
Flot og meget kraftig rødvin, der breder sig i munden med intens frugt, en masse krydderi og en lille sødme. En udpræget madvin. Flasken har skruelåg.


Terra Barossa, Thorn-Clarke, Shiraz, Barossa, Australien, 2010, høj alkohol (15%)
129,75 kr., Pris indtil jul: 99,75 kr. ved 3 flasker, Skjold Burne
Der er krudt i denne rødvin. En flot og kraftig vin med meget fyldig frugt og krydderi. Og læder. Den dejlige frugt og krydderiet fortsætter i den lange eftersmag. Flasken har skruelåg. Prisen ved tre flasker er yderst rimelig.


Axel, Carmenère, La Playa, Carmenère, Colchagua, Chile, 2008, middel alkohol (14%)
149 kr., Kjær & Sommerfeldt
Denne rødvin er en stor oplevelse - den er varm og aromatisk, fint krydret og rig på frugt. Eftersmagen er lang og blød med noter af chokolade og chili. Det er en stor vin til en yderst fordelagtig pris.


Clos de les Siete, Mendoza, Argentina, 2009, høj alkohol (14,5%)
149 kr., på tilbud i denne uge (uge 47): 89 kr., Kvickly
Dette er en vidunderlig varm rødvin til en kold vinteraften. Den dufter af blåbær og modne mørke kirsebær og har en dejlig koncentreret frugtsmag samt fine krydderier. Den er blød og har ingen spritkant trods det relativt høje alkoholindhold. Det er så afgjort en madvin - nyd den til en god ret med mørk vildt. Et rent kup til tilbudsprisen.


The McNab, Bonterra Vineyards, Mendocino, Californien, 2006, middel alkohol (14%)
169 kr., Irma
Elegant, seks år gammel rødvin på økodruer. Den fylder munden med lækker blødhed og kompleksitet. Lang eftersmag.


Axel Primero, La Playa, Colchagua Valley, Chile, 2009, middel alkohol (14%)
179 kr., Kjær & Sommerfeldt
Sammensætningen af druerne til denne rødvin, der er flagskibet hos La Playa, varierer fra år til år. Hoveddruen er dog altid Cabernet Sauvignon, som i denne årgang har fået selskab af Syrah, Merlot, Petit Verdot og Carmenère. Og det er perfekt selskab. Det er en lækker vin med saftig frugt, krydderier og en uendelig lang og rigt facetteret eftersmag. Man forundres ligefrem over den lave pris i forhold til kvalitet. Den kan drikkes nu, men kan også gemmes i flere år.


La Chapelle de Calon, Château Calon Ségur, Saint-Estèphe, Frankrig, 2009, høj alkohol (14,5%)
199,95 kr., pris ved 6 flasker, Erik Sørensen Vin
Prægtig vin fra Château Calon Ségur med lækker frugt og bløde tanniner. Gem den gerne endnu nogle år. Så vil den blive endnu en tak bedre.


Terre del Palco, Tenuta delle Aabate, Nero d'Avola, Sicillien IGP, Italien, 2010, middel alkohol (13,5%)
75 kr., Carlo Merolli
Kraftig rødvin med intens frugt og toner af mørke kirsebær.


Vistaña, Santa Carolina, Merlot, Valle Central, Chile, 2012, lav alkohol (12,5%)
35 kr., Rema 1000
Til prisen er denne rødvin en ganske god frikadelle-skubber. Den er enkel, men har god, fyldig frugt. Flasken har skruelåg.


Egerszóláti Tóbérg Dülö, St.Andrea, Kékfrankos, Egri, Ungarn, 2006, middel alkohol (13,5%)
175 kr., Laszlo's Vin
Seks år gammel rødvin og nok over toppen. Den skal i hvert fald drikkes nu. Helt billig er den ikke.

Sød vin


Conde de la Cortina, Pedro Ximenez, Montilla-Moriles, Spanien, høj alkohol (15%)
109,75 kr., på tilbud indtil jul: 89,75 kr., Skjold Burne
Elegant sød vin - og en meget spændende og lækker vin. En vin fuld af figner, lyse rosiner, tørrede frugter ... Prøv den fx til ris à l'amanden juleaften. Tilbudsprisen er i øvrigt yderst rimelig for så dejlig en vin.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.